Silver sands[Titan]

►Cassiel

Det var faktisk noget af en tragisk morgen.. Verden kunne have valgt, at lade lyset skinne, men istedet var der dække af skyer og sandet under hendes hove var fugtigt og tungt. Dog var det ikke nok til, at den røde hoppe forlod det nye område her, hendes tilstedeværelse skulle nok lyse lidt op i dette triste vejr. Hun bevægede sig i en rolig gang, hovedet var holdt højt og hele hendes holdning og fremføring fortalte om, at hun var en stolt skabning, der nok lyttede mere stil sin stolthed og sig selv end hvad andre sagde. Det kunne være et problem, men indtil videre, så syntes hun skam, at det gik godt.
Det nye land havde indtil idag kun bestået af den store ø, som hun havde brugt langtid på at sprede sit lys over. Den havde i den grad brug for det! Der var nogle steder, hvor det simpelthen havde været så tungt og trist, at hu havde været nød til, at blive i længere tid end hun havde lyst til, bare for at vise sin taknemmelighed over for den nye verden. Den var jo vinderen af alle verdenerne, der nok havde ligeså meget brug for hende, som denne havde. Too bad, de måtte bare se at få nogle større muskler at spille med, så kunne det vel være, at de kunne hamle op med den her verden og vinde hende over i deres.
Sandet havde en flot farve, det syntes at lyse gyldent i de få solstråler, der slap igennem skydækket. Mon ikke dette sted ville være det perfekte sted at vandre i, når solen stod frit på himmelen? Hun ville danse om kap med sandets gyldne farve. Være en ild i det gyldne sand.

Silver Sands

Selvom solen ikke skinnede helt igennem skyerne, så generede det ikke Titan. Han var vant til alt slags vejr. Regn var heller ikke noget han brokkede sig over. Det var længe siden den sorte hingst havde vandret over sandsletterne, men ikke så længe siden han havde besluttet sig for at vandre væk fra flokkens område. Han havde opholdt sig der det meste af sommeren, haft travlt med at undersøge alt hvad han kunne komme i nærheden af - dog mest landskabet. Han havde været hele øen rundt flere gange i varmen, for han ville vide præcis hvor alt var. Xenocrates havde han ikke set i noget tid, og det kriblede i hele kroppen på Titan, for at få lov at brænde noget krudt af igen. Det var begrænset hvor længe han kunne holde ud at være 'seriøs'. Han var stadig meget ung. Selvom han havde opnået sin fulde højde, var hans muskulatur stadig ikke på sit højeste. Han havde stadig en del at bygge op.

Den halvlange man og hale dryppede stadig efter svømmeturen. Selvom vejret ikke var så varmt så frøs han dog ikke. Han havde brugt krudt på at svømme, men det var ikke den længste tur han havde været udsat for. Sandet var ikke lige så blødt som sidst han havde været her, og det var nok fordi han ikke var inde ved øens midte endnu. Sidst han havde været i sanddyngerne, var da han havde mødt den spraglede hingst og de havde væltet rundt i sandet. Han havde været ældre og større, men Titan havde stadig været stærkest, hvilket havde givet dem begge fordele og ulemper. Den lille kamp var endt med uafgjort, og i det øjeblik havde Titan haft en der kunne lære ham et par tricks eller mange. Han havde dog ikke lært meget endnu - og derfor måtte han søge denne hingst igen.

Som han begav sig fremad over sandet med rytmiske skridt, og stadig halvt våd, så sandet klistrede sig til hans ben og under hans mave - og noget ramte endda helt op til hans bringe når han kastede sig fremad og hen over nogle af sanddyngerne for at søge væk fra bredden og længere ind på øen. De sorte ører lyttede intenst rundt efter liv, men det eneste han kunne opfange var vindens hylen. Det kunne ikke passe! Det kunne simpelthen ikke passe at han skulle være søgt herhen forgæves. Det ville han i hvert fald ikke finde sig i. Og dog. Vinden bragte noget med sig. En lugt. En lugt af fremmed - ikke den hingst han søgte. Hans grønne øjne blev på en måde vækket til live, og små idéer var begyndt at dannes i hans hoved. Hmmm! Mon ikke han skulle opsøge denne fremmede. Finde ud af hvem det var. Hvem..... Hun.... var... En hingst var det i hvert fald ikke. Det synes han at kunne opfange allerede nu.

Hopper var de sjoveste. Dem han havde mødt indtil videre var nogle hidsige sataner, men det havde ikke skræmt ham væk. For ham var det en leg. Hele hans liv havde været en stor leg, og ethvert forsøg på at opdrage den unge hingst da han havde været kun et føl og plag, havde han taget som endnu en leg. Det var startet med den sorte hoppe der havde både bidt og sparket efter ham. Nej. Ikke kun efter ham. Hun havde bidt og sparket ham. Hun havde holdt ham nede. Han havde ikke givet op. Han havde en kampånd. Der var den anden hingst der havde forsøgt at jage ham væk. Det havde ikke hjulpet. I hans hoved var det leg. Bid og spark var leg. Det var nok også derfor det kunne gå ret voldsomt til af og til, mellem ham og hans legekammerat.

Med et hingstet hvin kastede han sig frem i en endnu højere fart, selvom sandet var med til at prøve at sænke ham. Han ville ikke lade det, og brugte derfor endnu mere energi på at flytte hovene hurtigere end sandet ville kunne få fat. Hans kurs var allerede sat mod den fremmede, så nu behøvede han kun en mere præcis location.

words: 690 | Tag: Cassiel

Tracker | Tables | Plots | Application