Daggry gennem stålblå øjne

POINT OF VIEW: Signi

(Reserveret)
Det var en tidlig morgen, som herskede over det strålende land. Farverne var endnu stærke og klare, mens luften var mild, frisk og med et strejf af kølighed. Det var ej sommer længere, og vinteren som snigende som et sultent dyr, der blot ventede på at slå til. Den store, brogede hingst havde ikke oplevet vinter længe; i det hele taget havde han i hele sit liv, vandret på det samme golde område. Hele landet, som han kom fra, var blevet udslettet af en brutal og dødelig sygdom, så dette land var en komplet omvæltning for ham. Desuden ændret vejret sig ikke, der hvor han kom fra, så denne vinter kunne blive en udfordring for ham. Ikke kun på det psykiske punkt, men klart også på det fysiske: Da den brogede hingst kom til landet, bar kroppen tydelige tegn på udsult. Det broget skind var intet mere, end blot trukket over en sæk knogler – og det var alt, hvad Significar havde været. En sæk knogler med broget skind. Langsomt, men stabilt havde dette land gjort ham godt; musklerne begyndte et skimle frem på ham, og knoglerne blev dækket. Men det tog tid; ribben og hofter stak sygeligt ud på ham endnu, men han lignede ikke en levende død længere.

Der lød hule og tunge ’dunk’ hver gang de tunge hove ramte den kolde bund under ham. Den skridtgang han kom marcherende med, var ikke just yndig; han havde set, hvor let andre i landet bevægede sig omkring, en han selv vandrede blot; vadede der ud af. Det var svært, at skimle nogen form for elegance eller noget yndigt, ved den brogede hingst, der gemte de gråblå øjne under den tykke pandelok. Alle de naturlige indtryk, såsom farver og lugte, var med til at flytte Signis fokus konstant. Han havde hele livet levet med den rådne stank af død, så dette var overvældende for ham, at dufte hvordan livet rigtigt var. Farverne havde stukket i hans øjne, men efterhånden havde han vænnet sig til dem; han gemte jo alligevel øjnene under den tykke pandelok. Ak, ingen skulle se de gråblå øjne. Signi stoppede langsomt op, og lod med stive bevægelser de sorte øre tippe fremad, mens den lyserøde mule mimrede usikkert. Han var alene, han var sårbar og han var usikker. Hvem som helst kunne liste sig ind på ham, og han ville ikke have en jordisk chance for at opdage det.

Signi gemte på en hemmelighed, ingen vidste noget om. Og måske aldrig kom til. I indret var en anden del af hans sjæl fængslet. En del af sjælen, der opvejede Signis sider, og var en komplet modsætning til Signi. En sjæl, der havde lang større livserfaring end Signi, og som sværgede, at han vogtede over Signi. Denne del var Ficar, som havde holdt sig vågen hele natten, mens Signi havde sovet sin mørkeråd for mørket væk. Det gjorde Ficar hver nat, så nu havde de tunge lænker hægtet sig fast til Ficars krop, oh Ficar var faldet i søvn.

Signi udstødte et lille prust ved tanken om, at han faktisk var helt alene. Mulen mimrede sagte, men stresset, mens de stive øre blev rettet imod himmelen, hvor solen så småt var på vej frem på. Endnu en dag ville begynde for øjnene af Signi, og en lille nysgerrighed voksede i ham. Han havde stadig ikke set særlig meget af landet, men nu hvor solen skinnede så mægtigt, var det da oplagt at udnytte det. Tanken fik Signi til at rykke på den ene mundvige, inden den tunge krop blev sat frem i en friserpræget trav, med højt og nydelig knæløft, som Signi ikke havde en chance for at styre, eller udnytte til en særpræget præsentation. For ham handlede livet i bund og grund om at komme fra A til B, og han regnede ikke med, at han ejede evnen til at danse; så fokusset lå simpelthen blot på, at komme frem.

Daggry gennem stålblå øjne

Tsavani var tilbage på Enophis, den store hovedø som hun var ankommet til for nogle uger siden. Disse uger havde hun brugt på at rejse rundt og opleve alle de andre øer med sin broder, Cadeyrn. De havde nu fået set lidt af hvert i det skønne land, Andromeda, og var nu for første gang siden deres ankomst vendt tilbage til hovedøen. De var ankommet i går aftes og havde tilbragt natten på denne ø. Morgenen var nu begyndt, og langt ude i horisonten glimtede den tidlige morgensol, der kun lige akurrat var i færd med at stå op.
Tsavani slog øjnene op og glippede kort med dem. Hun rejste det tunge hoved fra jorden og så sig lidt omkring i omgivelserne. Det var sjældent, hun var oppe så tidligt på dagen. Hun var dog glad for at være det, når det rent faktisk skete, da hun fandt de tidlige morgener utroligt smukke.

Hun gabte højt med den store hestemund, inden hun fik gang i sin trætte krop og rejste sig op. Hun strakte sig en enkelt gang, inden hun dovent begyndte at vandre af sted. Hendes broder lå stadig sovende på jorden, men hun valgte at tage af sted uden ham - hvis hun holdt sig tæt på ham, skete der nok ikke noget. Hun drejede ned ad en lille sti, som hun vidste førte ned til en flod i nærheden. Det var altid godt at starte dagen ud med noget vand. Hendes sandfarvede ører gled opmærksomt rundt, da hun opfangede alt i sine omgivelser. Efteråret var indtrådt i Andromeda og havde virkelig sat sit præg på landet. Men i dag var det en ganske smuk dag. Solen skinnede, og vejret var mildt. Og vigtigst af alt var det tørvejr - hun hadede virkelig regn.

Hun skridtede roligt af sted i sine egne tanker, da en anden hest pludselig dukkede op på stien lidt længere fremme. Hun spidsede nysgerrigt sine ører i hans retning. Det var ikke altid, hun reagerede så åbent og imødekommende mod fremmede, men hun var i sådan et herligt humør denne morgen. Hun kom fra et land, hvor vinter og kulde hørte til sjældenhederne, og derfor trivedes hun meget bedre i varme forhold. Hun følte derfor altid en ekstra snert af glæde, når solen skinnede. Hun brummede venligt mod den fremmede, mens hun skridtede tættere på ham.

Da hun nåede helt hen til ham, stoppede hun op i høflig afstand og nikkede hilsende til ham. Hendes isblå øjne gled let henover hans krop. Den bar en smuk broget farve og syntes at være lige så robust som hendes. Det var rart at møde en anden hest, der havde et kraftigt udseende - de fleste heste, hun var stødt på i landet, var så fine og elegante i forhold til hende. Men ikke denne hingst... han var kraftig af bygning lige som hende og hendes broder. Hun forsøgte at fange hans blik, men hans øjne var skjult under den tykke pandelok. Normalt ville hun føle sig utryg, hvis ikke hun kunne se folks øjne. Men et eller andet ved denne hingst fik hende til at blive stående og rent faktisk ønske hans selskab.
Hun sendte ham et venligt smil. „Godmorgen. Sikke et nydeligt vejr, det er i dag. Det er skønt ovenpå alt det regnvejr!"

Til: Significar | Ord: 545

POINT OF VIEW: Signi

Luften var så frisk og mild imod de lyserøde næsebor. Regnen havde dalet kraftigt ned i landet, og efterladt luften med en stærk duft af mos og svamp. Og denne duft blev kun forstærket om morgenen, når fugten stadig hang i luften. Fugten havde sat sig på Signis ravnsorte man, og små dråber af perler glimtrede mellem de tykke krøller, som både var naturlige, men også blev voldsommere på grund af fugten. Manen kilede hans sensitive skulder, og med et lidt klodset stop, stoppede han op fra traven, og nappede sig selv på skulderen, der stak sygeligt frem på ham. Det var svært at nå, for den brogede var ikke særlig smidig. I virkeligheden var kroppen altid spændt. Han var ikke typen, der slappede af. Tværtimod.

Da den bløde, store mule havde berørt skulderen, ramte en lyd hans stive øre. I et forskrækket spjæt, kastede han det store hoved i vejret, og rettede mekanisk ørerne frem mod lyden. I det fjerne stod en hoppe, der var på vej imod ham. Utrygheden voksede i ham, og fik kroppen til at dirre ved flanken. Den søde duft af hoppe, som burde have ramt lugtesansen for lang tid siden, begyndte kun så småt at komme snigende. Men Signi reagerede ikke, kunne ikke; hans sanser var så underudviklet, så han måtte kæmpe for at lugte og lytte. Det var efterhånden blevet bedre, i takt med at han havde været i landet nogle uger, så den søde duft var lige nok til, at den lyserøde overlæbe løftede sig en smule.

Det var en gylden hoppe, der havde valgt at nærme sig. Signis blågrå øjne betragtede hende opmærksomt under den tykke pandelok; men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide. De, øjnene, lyste af utilpashed, nervøsitet og sørg, og derfor var det også bedst, hvis de forblev gemt. Det havde Ficar engang sagt til ham, at han skulle skjule dem. Tanken om, at han gjorde noget rigtigt for Ficar, fik mundvigen til at rykke lidt på sig, men det blev intet mere end en udtryksløs grimasse. Da hoppen stoppede op på en høflig afstand, løsnede Signi forsigtigt i skuldrene, der ellers var låste og anspændte. Det store hoved nærmede sig jorden, og han begyndte med det samme at gumle overgivende til hoppen. Ak, hvis Ficar fandt ud af dette, ville han give ham en passe bank, for Ficar hadede så inderligt, når han gjorde det. Tanken fik Signi til at sænke blikket, og føle en hvis skam over hans nervøsitet og frygt.

Da han atter løftede hovedet, opdagede han de kridthvide aftegn, der strakte sig op af hoppens kraftige, gyldne ben. Kraftige? Det gik pludselig op for ham, at denne hoppe var ligeså kraftig som ham selv. En lille, pivset brummelyd undslap den store hingst, der mimrede med den lyserøde overlæbe. Hans stive ører, var rettet ud til siderne, og hans aura udstrålede det samme som ham: nervøsitet og overgivelse. Han ville hende intet ondt, men han frygtede, at hun ikke havde de samme hensigter som ham. Da den ellers tiltagende stilhed blev brudt, drejede han langsomt og mekanisk ørerne frem mod den gyldne hoppe. Hendes stemme var munter og feminin. Måske hun faktisk ikke var så farlig alligevel?

” G……… G-godmorgen. J-jeg har nu ikke n-noget imod regn. D-d-det er dejlig forfriskende. Det gør landet meget smukkere. Det er mere kulden, jeg ikke er begejstret for. ”

Signis stemme kæmpede for at komme frem. Det gik op for ham, at han faktisk ikke selv havde sagt noget i Andromeda, men at det altid havde været Ficar, der førte ordet. Stemmen var rusten at få i gang, som havde den ligget i dvale længe. Tonerne var mørke, rustne, hæse, dybe og egentlig ikke særlig forførende, at lytte til. Men undertonerne var så blide, så sagte, så sorgmodige. Med stive, langsomme bevægelser løftede han hovedet på sin retmæssige plads, og lod det derefter nænsomt glide på skrå, så pandelokken ikke forlod dens retsmæssige plads. Derefter skubbede han forsigtigt hovedet i hendes retning, som spurgte han, hvorfor hun var oppe så tidligt. Og hvad hendes formål var.

Daggry gennem stålblå øjne

(Orv, hvor jeg elsker det her svar! Han er såååååå sød n____n)

Hendes himmelblå øjne gled betragtende henover hingsten, da hun kom nærmere. Hans kropssprog lyste af usikkerhed. Han virkede forskrækket over hendes tilstedeværelse, og i takt med at hun kom nærmere, kunne hun se, hvordan hans flanker dirrede af frygt. Hendes skridt blev tøvende. Hun var ikke ude på at skræmme denne stakkel, så var det overhovedet en god idé, at hun kom nærmere? Hendes ører gled overvejende til siden. Hun overvejede kort at vende om, men nej... Hun ville ikke denne hingst noget ondt, og det ville hun vise ham.
Da hun nåede helt hen til ham, blev hun mødt af et noget overraskende syn. Han førte sit hoved helt ned til jorden og smaskede overgivende til hende. Hendes hoved gled undrende på skrå. Hun havde aldrig i sit liv oplevet en hingst, der overgav sig for en hoppe før. Hun søgte efter hans øjne med et mildt blik, men de var stadig gemt væk under den tykke pandelok.

Hingsten løftede dog atter hovedet, hvilket fik hende til at smile. Hun kunne stadig ikke se hans øjne, men han måtte vel kunne se ud ad pandelokken på en eller anden måde. Derfor smilede hun til ham med et mildt blik i håbet om, at han ikke ville være så bange for hende. Hans hoved var rejst, men han udstrålede stadig nervøsitet og underdanighed. Hun havde aldrig oplevet noget lignende... Det føltes en smule akavet, men hun kunne ikke benægte, at en lille del af hende følte sig godt tilpas i rollen som den dominerende part. Det var dog på ingen måde rart at se denne hingst krybe sig som et lille føl foran hende, og derfor ville hun gøre sit bedste for at få ham til at føle sig godt tilpas.
En pivet brummen undslap pludselig hans strube. Lyden var så feminin, at hun ikke kunne lade være med at le. Hun holdt dog hurtigt op igen og brummede venligt for at vise, at hun ikke havde ment noget ondt med sin latter.

Hingstens stemme lød nu. Den var rusten og hæs, som havde den ligget i dvale i uendelige tider. Han havde enten en meget karakteristiks stemme - eller også talte han næsten aldrig. Hendes ører gled lyttende frem mod ham. Han var så nervøs, at han stammende måtte kæmpe for at få sine ord frem. Hun mærkede pludselig et lille stik af beærethed. Hun følte sig helt taknemmeligt over, at han havde valgt at besvare hendes ord, selvom han tilsyneladende ikke var typen, der talte meget med andre.
„Det havde jeg slet ikke tænkt på før, men du har jo ganske ret. Det er regnen, der gør morgener som denne så smukke og forfriskende."

Hun smilede atter mildt til ham. Hun havde aldrig selv tænkt på det sådan før, men det var jo ganske rigtigt. Hendes blik fik en pludselig snert af fascination. Denne hingst havde en helt anden måde at beskue tingene på end hende selv. Hun ønskede at lære ham at kende; få endnu mere indblik i hans forunderlige sind.
Hun betragtede ham nysgerrigt, da han løftede sit hoved helt på plads og spørgende lod det glide på skrå. Han lavede en bevægelse med det i hendes retning, og det var tydeligt, at han ville et eller andet - måske var dette hans forsøg på at stille hende et spørgsmål, når nu hans stemme ikke altid var med ham? Hun prustede mildt mod ham.
„Du skal ikke være bange for mig. Jeg har absolut ikke i sinde at gøre dig ondt. Jeg er bare ude på en lille morgenvandring, da jeg simpelthen finder de tidlige morgener så smukke.
Mit navn er Tsavani, og jeg for nyligt ankommet til dette land. Hvem er du?"

Til: Significar | Ord: 615

POINT OF VIEW: Signi

(Er glad for du kan lide ham (: Håber svaret blev okay denne gang, er desværre ikke helt tilfreds - so sorry!)

Solen havde endnu ikke ramt himmelen. Langsomt, men stabil strakte den sig op imod den retmæssigt plads, hvor den ville skubbe månen væk, og overtage den stolte plads på himmeriget. I den færd, kastede solen et varmt, gulligt lys over engen, som den brogede hingst havde begivet sig ud på. Lyset var køligt, for solen havde ikke fået kræfter nok til, at varme dalen op. Endnu. Lystet kastede lange skygger efter sig, som veg de bort fra det stærke lys, imens det blege lys skinnede ned over den brogedes hingst skind. Det skinnede blødt på pelsen, men fremhævede ikke desto mindre de sygelige knogler, der end ikke var blevet dækket af et fedtlag, samt muskler. Foran den brogede hingst, stod den lyse hoppe foran ham. I modsætning til hans uimponerede krop, var hoppen velskabt. Hendes pels var glat og ejede en varm, gylden farve, som blev forstærket af lyset gullige farve. Signi gav sig selv sjældent lov til at betragte detaljer, men fordi han havde været så uvant til dem, blev han hurtigt opslugt af dem. Hver en ting, der eksisterede, var stadig fremmede for ham. Alt det han kendte og kunne støtte sig opad, var blevet revet brutalt væk for ham, og han skulle starte livet foran. I en helt ny verden. Helt alene.

Signi var et øjeblik optaget i hans egen verden, fordi han endnu ikke havde vænnet sig til alt det nye, men da den gyldne hoppe pludselig begyndte at grine af ham, rykkede han overrasket i det broget hovedet. Pandelokken lavet et bump på hans hvide næseryg, og de skjulte øjne, blev spærret overrasket op. Hun stod og grinede! Men af hvad? Hvad var så morsomt? Uforstående drejede Signi hovedet på skrå, og vippede ørerne ud til siderne. Da hoppen pludselig skiftede latteren ud med en venlig brummen, opdagede Signi at det var ham hun havde fundet sjov. Var han komisk? Fandt hun ham latterlig? Tanken efterlod et ømt, sørgmodigt stik i hans hjerte, og han trak sig et enkelt skridt længere bagud. Hvordan kunne hun grine af ham, var det for at gøre grin af ham? Mulen blev rynket, så dybe rynker sprang frem på den, og han slog øjnene i jorden. Han var åbenbart ikke mere værd, end hendes latter.

Da hoppen atter lod hendes stemme fylde luften omkring dem, vippede Signi langsomt ørerne fremad. Bevægelserne var langsomme og stive, nærmest mekaniske. Hun fandt hans observation oprigtig, og gav ham ret i hans holdning til regnen. Om det var rigtigt, det hun sagde, at et var regnen, der skabte de smukke morgener, vidste Signi ikke. Han havde aldrig oplevet regn før, indtil han ankom her. Med stive bevægelser trak han på skuldrene, og vippede lidt med det brogede hovedet. Rastløsheden lå over ham, og han vidste, at han måtte tråde forsigtigt for, at undgå Ficar skulle vågne. Og i værste fald skulle overtage situationen…

Tsavani. Nyankommet. På morgenvandring. Nye oplysninger forlod hoppen, og Signi vippede nysgerrigt de stive ører fremad. Hun havde givet ham hendes navn, og indviet ham i, at hun blot var ude og nyde morgenstunden. Signi lod et lille, forsigtigt og atter pivet brum lyde fra ham; de sørgmodige toner gemte sig i tonen, mens nogle hingstet og mørke toner dominerede. Det var en sær lyd, men det var vel også, hvad han var. Hvad de var. Sær. Han nikkede kort imod hoppen, for at undgå at pandelokken skulle forlade de blågrå øjne; nej, han var ikke klar til at vise blikket. Vise øjnene, der ville vise alle de følelser, han ikke bar på ydret.

” D…. D-du er den første j-jeg kan sætte navn på her i l-l-landet… T.. Tsavani. Jeg hedder Signi.. Signif.. " 

Signi stoppede sig selv op, og lod stemme fade ud. Måske han blot skulle holde sig til Signi, det var mere konkret måske. Det var vel også det, han helst ville blive kaldt, når alt kom til alt. Alt dele navn med Ficar kunne være vanskeligt til tider, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide. Signi lod hovedet virre til hver sin side, for at slå tankerne ud af hovedet. Jo, bare Signi.

” M… Må jeg spørger, hvor d-du er på vej hen? Måske vi kan f-følges… "

Signis stemme havde så mørke, hæse og karakteristiske toner. Hæse og ru, som et uslebet sandpapir det rørte over den nøgne hud; ikke spor rar. Men undertonerne var så sørgmodige, så undskyldende, så ulykkelige. Han var svær at beskrive og sætte ord på, og han var sikker på, at den gyldne hoppe snart ville smutte fra ham. Han var så evigt vant til, at ingen gad spilde tiden på ham. Eller Ficar. Ak, hvis Ficar vågnede og opdagede, at han gjorde noget, uden hans tilladelse. Tanken fik en ubehagelig følelse til at bredde sig i indret, og hjertet begyndte nærmest at banke hurtigere. Hvis der var en ting, Signi frygtede mere end mørket, så var det Ficar. Frygtede, hvordan Ficar ville fare ud fra sit skjul, og give ham så mange tæv, fordi han ikke opførte sig ordentligt. Signi lod blikket glide længere og længere ned, indtil han udstødte et utilfredst prust; måske der ikke ville ske noget, hvis Ficar ikke fandt ud af noget. Ja, hvad han ikke vidste, ville han ikke havde ondt af. Langsomt hævede han hovedet igen, og igennem den tykke pandelok kiggede han på den gyldne hoppe, Tsavani.

” Jeg er s-selv lige ankommet. Alt er stadig n-nyt for mig, og m-meget fremmed. ”

Signis stemme var oprigtig, og han prøvede virkelig, at få ordene ud, uden for meget besvær. Hans mekaniske ører vippede frem mod den gyldne, idet den tunge krop blev sat frem i en vandrende skridt. Da han var kommet til hendes side, holdte han en passende afstand, for at være sikker på, at hun ikke kunne røre ved ham. Det var han ikke klar til. Han prustede dybt fra de lyserøde næsebor, og kiggede på hende. For hende virkede hans skjulte ansigt sikkert dødt, fordi hun ikke kunne se de farverige øjne. Men hans øjne var alt andet end døde, han var alt andet end død. Men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide. Hun kunne jo ikke se andet, end blot den tykke, krøllet pandelok og lytte til den ru stemme. Signi sukkede dybt ved tanken, og mens han lod hovedet dreje væk fra hoppen, traf han en spontan beslutning, der måske ville være klogest for ham, hvis nu Ficar tog styringen – han var så sandt den stærkeste.

” Mit navn er Significar. ”

Daggry gennem stålblå øjne

(Tager du gas på mig?  Jeg elsker dit svar! Det er jo helt perfekt! )

Hun betragtede ham, da han reagerede på hendes latter. Han havde vist ikke helt forstået, at hun ikke var ude på at ydmyge ham, men det kunne hun vel næppe bebrejde ham... Hun havde jo grinet, fordi hun fandt hans brummen sjov - så det var vel et eller andet sted ganske forståeligt, at han ikke var helt tilpas ved situationen. Hun havde dog gjort sit bedste for at tydeliggøre overfor ham, at hun ikke var ude på at gøre ham til grin - men det var vist ikke gået helt klart igennem. Hun lagde utilpas ørerne til siden, da han trådte et skridt længere væk fra hende. Det var tydeligt at se, at han ikke var tryg ved situationen. Fortrydelse og skam viste sig i hendes blik. Hun havde slet ikke været ude på at håne ham - hun havde bare ikke kunnet holde sin latter inde. Det var slet ikke meningen, at det skulle være gået sådan her...

Hun smilede dog varmt og lettet til ham, da han atter vippede ørerne fremad. Det var muligt, at hun havde såret ham - men heldigvis ønskede han stadig hendes selskab. Et pivet brum lød atter fra hans strube, men denne gang sørgede hun for ikke at le. Hun fandt skam stadig hans små, ynkelige lyde sjove - men det var naturligvis ikke noget at grine af, når han ikke selv kunne se det sjove i det. Han lod nu atter sin stemme lyde, og hun rettede opmærksomt ørerne frem mod ham. Han præsenterede sig selv, men det virkede som om, at han trak lidt på navnet... som om han skulle til at fortælle noget mere. Det var dog ikke noget, hun tænkte videre over.

„Er det rigtigt? Nå men, så er jeg da utrolig glad for at have mødt dig, Signi. Og ja, selvfølgelig må du spørge om det! Jeg var egentlig på vej hen til en flod i nærheden for at få lidt at drikke til at starte dagen ud med. Du skal være meget velkommen til at følge med. Hvis du også er ny her i landet, så er det jo bare perfekt! Så kan vi forsøge at finde rundt sammen."

Hun lo mildt ved sine ord. Hun havde faktisk besøgt de fleste steder i Andromeda, men hun ville ikke just påstå, at hun kunne finde rundt endnu. Hun var stadig meget ny i landet og havde kun været rundt på egen hånd, når hendes broder ikke ønskede at være med. Så hvis hun kunne få en ny rejsepartner i Signi, ville det absolut kun være et plus! Hun smilede varmt til ham, da han valgte at bevæge sig hen ved hendes side. Hun kastede livligt med hovedet af iver for, at han havde valgt hendes selskab. Hun havde aldrig før været så tæt på at få en rigtig ven. Hun var normalt en hysterisk og irriterende hoppe i selskab med andre. Der var ikke rigtigt andre end hendes broder, der forstod hende. Så hun var utrolig glad for, at hendes forsøg på at være venlig havde båret frugt. Hun brummede venligt, da han valgte at fortælle hende hele sit navn, og begyndte så stille at gå fremad.

„Significar... Det er et smukt navn. Men jeg tror bare, jeg vil kalde dig Signi fremover - det passer godt til dig, synes jeg."

Til: Significar | Ord: 548

Daggry gennem stålblå øjne

Tag: Tsavani  | Wordcount: 644 | Weather: Early sunset, Cold

Det var en blanding af følelser, der rasede igennem den brogede, udsultet krop, der tydeligt råbte om, de hårde vilkår han havde levet under, inden han have betrådt denne verden. Hans gamle verden var gået i opløsning for øjnene af ham, og han havde ikke haft kræfterne til, at holde sig i live. Bogstaveligt, han var til sidst kollapset under presset for den tunge krop, der skulle holdes i gang uden føde. Det var ikke en ligning, der var gået op, og derfor havde han faldet. Faldet og faldet, indtil lyset havde grebet ham og bragt ham her til. En ny verden der lå uberørt foran hans spraglet hove, den ventede blot på, at blive udforsket. Tanken fik den tykke hale til at svirpe, inden de skjulte øjne forsvandt fra luftens intethed, for at kigge forsigtigt på den gyldne hoppe, der stod foran ham. Det var længe siden, at han havde været så tæt på en anden sjæl, og det gjorde ham utryg. Der gjorde ham bekymret. Inderst inde ville han helst stikke halen mellem benene og løbe skrigende væk. På den anden side gemte der sig en nysgerrig glød i Signis identitet, og der blev pustet liv i den hele tiden, som om den gyldne tiltræk ham. Det var spændende, at kunne se en anden, i stedet for altid at lytte til Ficars tørre stemme. Og da lød den gyldne Tsavanis stemme atter; hun var på vej mod en lille flod. Det gibbede kort i den broget krop ved tanken om vand, og uopmærksomt lænede han sig fremad, med et forsigtigt nik. Han ville elske noget vand, og hvis hun kunne fortælle ham, hvor han kunne finde vand, så ville det være fabelagtigt – han havde endnu ikke set noget af landet, så han var stadig på bar bund. Og han turde ikke undersøge det på egen hånd. På den anden side turde han heller ikke, at undersøge det med andre.

” D-det vil j-jeg he-hellere end gerne, Tsavani. ”

Svarede den hæse, tørre stemme forsigtigt, stammende og gumlende. Han prøvede, han prøvede oprigtigt at få ordende ud, men det var længe siden, at stemmebåndet var blevet brugt, og han var stadig lidt rusten i, at få formuleret ordne ud gennem den lyserøde mule. De stålblå øjne, gemt under pandelokken betragtede hoppens varme smil. Det vækkede et gemmet minde til live i hans savn; et minde om hans moder. En krølle blev født på mulen, og selvom hoppen ikke kunne se det, slog han sørgmodigt blikket i jorden. Selvom det var år siden, at hans moder var blevet frarøvet livet, savnede han hendes berøring, hendes stemme og mindst af alt, hendes kærlighed. Da hoppen kastede med hovedet, fløj øjnene øjeblikkeligt op, og han betragtede opmærksomt, hvordan den tykke man dansede gennem luften mellem dem. En dæmpet, pivet brummen lød kortvarigt, og af ren refleks trådte han sidelæns, han skulle nødig røres ved. Dog fulgte han trop med hende, og ikke ét sekund faldt han bagud. Han holdte hele tiden takten, der passede til hendes tempo. Lyse, feminine toner fyldte luften mellem dem, og Signi skævede ud mod hende, da hovedet ellers var rettet frem, nysgerrigt og forventningsfuldt om, hvor de nu skulle hen. Da hun nævnte, at hun ville kalde ham Signi, bredte der sig en varme gennem bringen på ham. En ukendt varme, men det var som om, at han ikke længere var en del af Ficar det øjeblik, og det gav ham en lykkelig, fri følelse. Kejtet og utrygt rakte hen mulen mod hendes i et puf ud i luften, inden den tunge krop blev sat frem i en uelegant trav. Han formåede end ikke, at bevæge sig med ynde balance, alt i livet handlede blot om, at komme fra A til B, og det behøves ikke være med lette, smukke skridt. Det tog alligevel for lang tid, havde han fået fortalt.

Emne: Daggry gennem stålblå øjne                                                 Ord: 483

(Arghhh! Du må virkelig undskylde, at jeg har været så lang tid om at svare! Jeg har ret travlt lige for tiden og har ikke altid tid eller overskud til at få skrevet herinde... Sorry!)

Signi syntes kortvarigt at forsvinde ind i sine egne tanker, og Tsavani fik fornemmelsen af, at han ikke længere var til stede i deres samtale. Det varede dog kun et øjeblik, før hans opmærksomhed atter blev rettet mod hende. Hun smilede varmt til ham, da han udtrykte, at han hellere end gerne ville med hende. „Det lyder godt! Følg med."
Hun lagde en anelse undrende hovedet på skrå, da en krølle tegnede sig på hans lyserøde mule. Hendes øjne så spørgende mod ham. Da hun ikke kunne se den brogede hingsts øjne, var det svært for hende at tyde ham. Hun undrede sig derfor over, hvor denne lettere bekymrede rynke kom fra.
Da hun nærmede sig ham, brummede han atter pivet, mens han lettere desperat trådte til siden. Hendes ører vippede uroligt bagud. Ønskede han hende ikke tættere på? Hun brummede bekymret og sørgede for at holde sig på afstand af ham, mens de skridtede af sted.

Der var noget forunderligt over denne hingst, Significar. Det virkede som om, at han virkelig ønskede hendes selskab, men på den anden side virkede han så urolig, usikker og... bange. Hun havde svært ved at bedømme, hvad hun skulle gøre af sig selv i hans selskab, og hun kunne ikke forstå, om det var hende, der gjorde noget forkert eller ej. Trods dét syntes hun dog vældig godt om denne hingst. Han var måske lidt underlig, men han var venlig og rar at tale med, og hun kunne nødigt tillade sig at spille hellig, da hun heller ikke selv plejede at være den mest præsentable i et selskab. De var begge lidt mærkelige, og det kunne hun egentlig godt lide.
Hun lyste op i et stort smil, da han trods sit tydelige ubehag valgte at følge trop med hende. Han veg ikke fra hendes side en eneste gang, men holdt hele tiden tempoet og takten. Hendes øjne lyste drillende mod ham. Det var lidt som at følges med et føl, der desperat prøvede at følge sin mors bevægelser.

Pludselig drejede han sit hoved, og hans mule blev puffet ud i luften mod hende. Hun brummede overrasket, men mødte hans initiativ med glæde. Hun prustede fornøjet og slog livligt med hovedet. Hendes isblå øjne lyste stadig drillende mod ham. Hans mule kom ikke tættere på hende, men blev i stedet trukket tilbage. Hun flakkede forvirret rundt med ørerne og afventede hans næste bevægelse. En anelse uelegant satte han frem i trav. Hans krop virkede tung, som om den skulle skubbes i gang. Hun brummede varmt, inden hun satte frem i trav efter ham. Hendes egne bevægelser var langt mere elegante og feminine at se på. Med fjedrende skridt kom hun op på siden af ham og fulgte med i hans tempo. Den tykke, flødefarvede hale svingede afslappet fra side til side bag hende. „Så... Hvor kommer du fra?"