Post by Deleted on Oct 26, 2014 17:23:18 GMT 1
Der var gået længe siden han havde set sin søster. Lidt for længe. Hans indre der ellers ofte var så hårdt og øde, følte kun for hans kære tvilling. Den gyldent flødefarvede hoppe med de sære hvide aftegn der spredte sig op af hendes ben, over hendes ansigt og hendes hals, ja, det var hende, og kun hende, der kunne fremtvinge en følelse af savn i hans indre. Det var ikke fordi de ikke kunne være adskilt. Det havde de været mangt en gang. Men når de var adskilt følte han sig ikke hel. De havde en helt særlig samhørighed som hverken kunne beskrives eller brydes. Men den var der. Og det var et stærkt bånd der tillod dem at nyde hinandens selskab i komplet tavshed eller i dyb samtale. De kunne læse hinanden på helt særlig vis og delte oplevelser ikke mange kunne nikke genkendende til. Faktisk havde de aldrig før mødt heste der havde en så barsk og voldsom baggrund som de. Tvillingerne. Begge to var de enormt store og de havde samtidig et sindelag og et reaktionsmønster som gjorde dem meget anderledes. De var fremmede næsten uanset hvor de kom hen, og kun få fandt dem lette at være i selskab med.
Men måske skulle dette land vise sig at være anderledes. Hvem vidste hvad dette nye land kunne bringe. Måske var det her de ville finde en plads, den plads de havde mistet – eller måske den plads de aldrig havde anet de havde manglet. Måske var det her et land der indeholdt nye muligheder og en helt ny måde at leve livet på. Alt kunne ske i en ny og fremmed verden, men indtil nu havde Cadeyrn ikke set andet end regn og mudder.
Hans håb for dette land var ikke store. Hvorfor skulle det være anderledes? Her blødte folk vel rødt som alle andre steder? Græsset var vel grønt og solen stod vel op i øst. Hvad kunne der være anderledes her? I hans øjne var dette endnu navnløse land, blot endnu et stop på deres uendelige rejse. Han havde ikke besluttet hvor længe han ville blive her – men han ville ikke forlade stedet, før han vidste hvem der stod bag hans mærkelige teleporteren! Hvilket skarn havde dog vovet at transportere ham væk fra hans kendte jagtmarker? Og til lige dræne hans styrke fra ham! Ja, han havde en høne at plukke med hvem end der stod bag det.
Nogle ville måske sige at han skulle være taknemmelig. Men hans blod kogte af raseri over den pludselig ændring. Det var ikke selv ændringen der generede ham. Han var vant til at tilpasse sig prompte. Nej. Det var det faktum at han ikke var blevet spurgt først. Han var ikke nogen tilfældig lille hest! Han var øverst-rangerende R'zaa, E'brenin over den lejr de tilhørte. Han var ikke en hingst man bare talte til, og han var ikke en man handlede uden om. Han tilgav aldrig nogen der handlede uden hans accept. Aldrig i livet! Han havde fortjent sin rang og sin stilling – han havde skabt det rigtige netværk, og dræbt de rigtige heste. Han havde banet sin egen vej, og gu' fanden om en eller anden ophøjet hvidt skinnende hest skulle tage det fra ham!
Om så han skulle marchere lige lukt op til himlens porte for at finde denne gudelignende skikkelse, så skulle han nok få sin mening igennem på den ene eller den anden måde. Nogen skulle nok komme til at bøde for dette her!
Han havde nu forladt skoven, og lagt mudder og sump bag sig, for nu at vandre ud over engens endnu halvgrønne græs. Var hun havnet herude, Tsavani? Eller var hun mon ude på de øer han netop fik øje på? Han standsede. Herfra hvor han stod havde han rig mulighed for at skue ud over det blå hav og de fire andre øer han kunne se. Der var en anden stor ø, to mindre – den ene tilsyneladende gold og den anden tilgroet – og en større grå ø ude i horisonten. Der steg en grå røgsøjle fra dens midte. Så her var her altså heller ikke frit for ødelæggelse. Askelandet ville han aldrig slippe fra. Men det ville han nu heller ikke. Det mindede ham om hans hjemland og hans barndom. Det var hans liv. Han havde levet i en verden der var hyllet i mørke uanset hvad tid på dagen det var. Det var rart at her var anderledes, men det var også fremmed på en ubehagelig måde. Han huskede hvordan solen havde brændt i hans øjne som syre, da han først var vågnet op her. Den milde regn der faldt ikke lang tid efter havde vasket hans pels ren, så ren som den ikke havde været i så lang tid, at han end ikke kunne huske det.
Hans blik forlod de fremmede øer og spejdede nu i stedet ned langs den bakke hvis top han befandt sig på. Det var en yderst lang bakke, og når han så sig tilbage kunne han se hvordan den fortsatte opefter indtil den blev til en stejl klippevæg mange kilometer borte. Øen var stor, ingen tvivl om det. Det samme var de andre øer. Men om han så skulle gennemtrevle dem alle fra syd til nord og fra øst til vest, så skulle han nok finde sin søster.
Til al held var hans bekymring kun begrænset, for han vidste at hun kunne tage vare på sig selv. Hun havde oplevet mange af de samme ting som han, og de havde overlevet sammen længe. Som hun vidste hvad han var i stand til, så vidste han også hvad hun var i stand til. Det bragt et svagt smil til hans stivnede ansigt. Den hoppe kunne være lige så kugleskør, som hun kunne være alarmerende alvorlig. Men han kunne læse hende lige godt uanset, ligesom han også stolede at hun kunne forsvare sig selv indtil de igen var forenet.
Han bevægede sig ned af den lange bakke, der ikke var alt for stejl men alligevel havde en god skråning. Der gik ikke længe, inden han havde nået bunden og spredte grantræer begyndte at omringe ham fra begge sider. Det var stadig en åben eng, men hans syn blev ny begrænset af de store kæmper. Gad vide hvor gammelt dette land var? Og hvad havde dog bragt ham her? Stadig var han vred, men ligeså vred som han var, lige så nysgerrig måtte han indrømme at han var.
