En stille aften (Zeus)

For længe siden var denne røde hoppe havnet i landet Andromeda. Det var efterhånden mange vintre og somre siden, at hun tog sine første skridt igennem Chibales tætte træer. Ak ja, meget var sket på den tid. Ting, den røde Armonia aldrig havde troet eller gættet sig frem til, ville hænde for en simpel hoppe som hende. En vogter var den røde blevet, en vogter af landet, og en vogter af naturens gang. For Armonia skulle hvert forår, sommer, efterår og vinter dreje hjulet i bjergenes indre, således at en ny årstid kunne begynde. Hun vogtede denne opgave med sit liv, og bar den med stolthed i sindet.
Nok var Armonia blevet en vogter, men hendes blide og milde sind, havde end ikke ændret sig af denne grund. Hun var ej blevet en type, med ’mulen i sky’, for dette så hun ingen grund til; for hun var blevet skænket en gave, som ej blot var pjat og leg. Den bar et ansvar med sig; og det vidste hun skam godt.

Den røde spinkle skikkelse, bevægede sig atter engang imellem Chibales tætte træer, indtil hun da trådte langsomt ud imellem de sidste træer, for at havne i den rummelige åbning af skoven, som hun efterhånden betragtede som sit lille hjem. Dermed ej sagt, at der ikke måtte komme andre i åbningen, for den røde Armonia ville bestemt ikke jage andre væk, hvis de kom hertil, eller begyndte at se dette som deres hjem også; for hun ejede jo ej stedet.

Langsomt vippede de røde øre, lyttende til omgivelserne omkring hende, inden hun da bevægede sig blidt og nærmest nænsomt henover den kolde jord, der dog ej endnu bar det store præg af frost. Men Armonia havde dog drejet hjulet, for ikke så længe siden. Så der ville ej gå længe før vinteren ville komme for alvor, med frost og sne. De lyserøde blomster i hendes man, havde fint lukket sig sammen i aftenens mørke; for de var kun åbne om dagen og i lyset. Rangler om hendes ben snoede sig stille op og ned af hendes røde ben, kærtegnende. I starten havde de altid kildet hende, men nu bemærkede hun dem sjældent; ja faktisk kunne det hænde den røde hoppe, at hun glemt hvad hun var blevet til, og at der rent faktisk voksede levende natur på hende spinkle og fine krop. Armonias skridt stoppede under det store piletræ, med de lange bløde grene der gled ned og skabte en lille ’hule’. Man kunne dog ane hendes ben og lår under træets grene, der ellers dækkede hendes røde krop blødt og fint. Der stod hun nu, roligt og afslappet, inden hun stak hovedet ud mellem de bløde grene, og skuede varmt udover det åbne område hos hende. En sagte og behagelig brummende lyd forlod hendes strube, varmt og blidt, lyst og måske en smule kaldende. For måske var der nogen i nærheden?

En dunfarvet hingst vandrede rundt for sig selv. Ørerne lå ganske afslappet i nakken, og hele hans korpus forholdt sig egentlig ikke til noget. Han gjorde ikke noget ud af sig selv, men var blot tilstede, denne ellers imponerende sjæl.
Han havde endnu ikke fundet noget der havde fanget hans interesse. Faktisk slet ikke noget. Det lod ikke til at der skete det store i det her land; de få han havde lagt øjne på, havde blot dovnet den, slappet af, lavet intet. Et lille fnys forlod hans mule; men det var også det eneste som kunne tyde på, at den ellers afslappede hingst, faktisk havde en indre og knap så pæn monolog med ham selv.

For ham, en hingst som havde været vant til at være klar til kamp konstant, forsvare sin position i en stor flok, hvor dynamikken var i gang konstant, en hingst som ham; ja, så var det her land ufatteligt kedeligt. Nok havde han set potentialet i det, da han ankom, men dette potentiale var ved at fade ud. Og hvis ikke der snart begyndte at ske noget, var den dunfarvede Zeus bange for, at han ville blive til en meget, meget doven hingst.

Efter et stykke tid, hvor han egentlig bare havde vandret hvileløst rundt, i en skov på øen Chibale, som han havde opstøvet navnet på – skete der dog pludselig noget. En duft ramte hans næsebor, duften af hoppe, det var tydeligt; endda i brunst. Han stemmede pludselig sin farvede krop op og hejste hans lange hals, for da at spejde ud i horisonten. Hvor gemte hun sig?
Der gik ikke mange øjeblikke, før han med en helt anden aura, der synede langt væk af dominans, begyndte at vandre direkte imod den brunstige hoppe, som han havde lokaliseret.

Det han ikke vidste var blot, at det syn der mødte ham, ville få hans hjerne til at køre fuldstændig i tomgang..

Da han rundede et kæmpe piletræ, som egentlig mindede mest om en lille hule, standsede han pludseligt. Længere fremme stod en rød hoppe; den, som han havde opfanget duften af – men hun var ikke blot en hoppe. Mærkelige gevækster, der lignede planter, snoede sig om hendes ben, og i hendes man og hale sad der blomster. Lignede det i hvert fald.

Med et næsten forarget fnys hev han hovedet helt i vejret og lagde ørerne direkte ned. Hvad var dog dette for et underligt syn; så unaturligt og fremmed. Hvilket ord han skulle sætte på det, vidste han slet ikke, så i stedet stampede han blot i jorden, mens han afventede at hoppen vendte sig om, for at forklare hvad der i det hele taget foregik her.

Der var ikke meget der rørte på sig denne aften. Ja, faktisk var der kun vindens sagte bevægelse, der skabte lyde blandt de nedfaldne blade omkring den røde hoppe. Hendes øre lyttede intenst til disse små beroligende lyde, samtidig med at hun dog også lyttede omkring sig selv: for måske var der nogen, der alligevel havde hørt hendes lille fine brum, eller havde opfanget duften af hendes tilstedeværelse. Armonia vidste godt, at brunsten hang over hende som en tung dyne; men hun frygtede ej at finde selskab af det fremmede køn: for Armonia ønskede inderligt at blive moder til et føl, men dog ikke med hvilken som helst fader. Men den røde hoppe, var af den opfattelse, at alt sker af en grund; så skulle noget ske, hun ej var forberedt på, da ville der nok være en mening med dette, højt oppe fra.

Længe gik der ikke, før de spinkle og dog polstrede øre, bemærkede lyden af fremmede hovslag ikke så langt fra hende. Hun vippede blidt ørene en smule tilbage, da den fremmede kom skråt bag hende; og der gik ikke længe før en stampende lyd fra en hov, ramlede ind i hendes sensitive øre. Den røde spinkle hoppe vendte sig roligt rundt, så fronten blev plantet imod hingsten, der var kommet til hende, måske pga. hendes lugt, eller hendes kald. Et varmt smil bredte sig svagt om den røde mule, inden hun roligt knejste nakken en lille smule, i et lille ’nik’.

,,Godaften, du fremmede vandre, med de særprægede og fine aftegn. Jeg håber ej, at jeg forstyrrede din nattevandring, med mine lyde. Mit navn er Armonia”

Præsenterede hun sig selv, men den varme og bløde stemme, der næsten kælede for ørene. Hun undskyldte ikke for sig selv, men for at have forstyrret hans vandren, hvis dette da var tilfældet. Hun trådte helt ud fra piletræet, så hele hendes røde krop kom ordentligt til syne. Hun havde måske lidt glemt, at hendes udseende ikke var helt som andres, men hans skeptiske blik, fik hende dog til at huske det.

,,Jeg forstår godt at du kigger skeptisk på mig, fremmede vandre. Men jeg er ej anderledes end alle andre, der vandre omkring i dette land. Blot er jeg udsmykket en anelse anderledes.”

Forklarede hun blidt, og lod mulen falde lidt ned, således at hun nu rørte ranglen på hendes højre ben, for at forvisse ham om, at de ej ville noget ondt med hverken hende, eller ham. Derpå rejste hun hovedet igen, og lod de varme og brune øjne hvile imod ham. Måske ville han gå, måske ville han blive. Det var ej op til den røde hoppe at bestemme.

Det syn, som den spraglede Zeus så på ligenu, måtte helt klart være falskt. Ingen kunne se sådan ud. Han måtte have indhaleret lidt for mange underlige luftarter da han kom hertil, som havde gjort ham omtåget, for det her var blot unaturligt. Ja, unaturligt. Hans ører forblev i nakken, da den røde hoppe, hvor duften af brunst kom fra, vendte sig rundt.

Hoppen foran ham nikkede, egentlig graciøst nok, men den væmmelse der var trådt i kraft hos ham, overskyggede hendes elegance komplet. Han fnøs ved hendes ’godaften’, da hendes stemme var så mild og varm, at det næsten frastødte ham. Hvis dog bare hun havde set normal ud!

Det var tydeligt for den røde hoppe, at han nærede skepsis. For kort efter hun havde hilst ham godaften, udtalte hun sig; hun var ikke anderledes end ham. Men det var jo netop det, som hun var. Hun var komplet anderledes. Han hævede sin muskuløse hals, så hans brede overgang fra skulder til hans blev tydelig. Han var bred, stolt bygget, klar til at slå fra sig, hvis hun skulle finde på noget – selvom hendes milde væsen, som nærmest lyste ud af hende, talte for det modsatte. Han hakkede kort, uforklarligt, ud foran sig i luften, inden hans maskuline røst brød frem.

,,Så du har været dygtig til at rulle dig i en blomstereng, og derefter finde en snebunke med snefnug som ikke kan smelte. Ja, jeg kan se logikken.” 

Hans stemme var yderst afvisende og frastødt. Hun var ikke blot udsmykket anderledes end andre – så meget forstand havde den dunfarvede hingst endnu i knolden, selvom han måske måtte indrømme, at han vidst nok havde en skrue løs lige nu. Alle hans tidligere tanker, som havde blomstret i hans sind, ved duften af hoppe klar til at bedække, var som skyllet væk af et vandfald. Han stod nok alt for rationelt foran hoppen her nu, imens han endnu afventede en uddybende forklaring på det fænomen, som han mente han så foran sig. Hun måtte være indbildsk, siden hun så sådan ud. Og hvorfor i al verden hans underbevidsthed skulle fremkalde ham noget så uvirkeligt, som denne hoppe, kunne han slet ikke forstå. Hans fader måtte have haft slået ham virkelig hårdt i hovedet, inden det her sælsomme lys havde redet ham fra den visse død, som han højest sandsynligt måttet have lidt, hvis ikke det var dukket op.

Den røde hoppe, forholdt sig roligt stående, nu med fronten i retningen af den kønne hingst. Han var hende fremmed, ligesom hun for ham var fremmed. Den røde hale slog et lille slag, blot af ren vane, inden hendes bløde øre vippede en enkelt gang lyttende om sig selv, inden de atter fandt fronten imod den fine og maskuline hingst. Armonia kunne tydeligt se hans afsky, og hun forstod ham ganske vidst godt. For hun lignede ikke andre i dette land; men derfor var hun stadig som alle andre; hun var hverken mere eller mindre værd end ham eller andre. Hans stemme var afvisende og en anelse anklagende måske? Men hun lod sig ej tynge af det, den røde spinkle hoppe. I stedet bredte der sig et lille bitte smil i hendes mundvige, over de ord han fremsagde.

,,Jeg forstår godt din skepsis, fremmede herre. Men nej, jeg har ej rullet mig i blomster og koldt sne. Jeg er blot blevet givet en form for gave, af den sjæl, der vogter Andromeda. Jeg er blevet en Vogter, som andre også er blevet. Nok er mit udseende anderledes og specielt, men jeg er ikke anderledes end du, eller andre er”

Forklarede hun mildt, inden hun da knejste nakken helt blødt og elegant, mens ørene forblev fremme imod ham, lyttende og opmærksomt.

,,Jeg er ej nogen farlig skabning, nok nærmere det modsatte, fremmede. Men jeg ville selv kigge lige så forbavset som du gør, hvis jeg stødte på lignende udseende og udsmykning. Jeg håber dog ej, at jeg har skræmt dig helt, for dette har bestemt ikke været min mening”

Med de ord sagt, trådte hun et enkelt skridt bagud, for at give ham ekstra plads, hvis det var det han ønskede. For hun var ej ude på at skræmme ham, den varme Armonia, for sådan var hendes sjæl slet ikke bygget. Egentlig var hun nok noget af det mildeste man kunne støde på. Hun var ej ked over hans reaktion, for den var fuld forståelig. Men dog håbede den røde hoppe, at hun kunne give ham en anden forståelse for hende, end den han havde.

Af en eller anden grund forventede den røde hoppe, som stod foran Zeus, at blive mødt med denne slags reaktioner. Altså var det langt fra alle der rendte rundt i deres egen boble hvor alt kunne ske; en boble, som man gerne skulle have forladt som åring, når virkeligheden begyndte at gå op for en.

Med en mislyd hævede Zeus sit hoved en tand mere – hans muskulatur tillod ham snart ikke at hæve sig yderligere – og skød bringen en smule frem. Hans foragt, som endnu stod malet i hans ansigt, gled dog mere over i en hånende aura, da hoppens ord nåede hans ører. Håber dog ej, at jeg har skræmt dig helt..

Med den maskuline røst slog han toner an, med en antydning af et hånefuldt smil. Ork nej, der skulle langt mere til at skræmme den dunfarvede hingst.

,,Skræmme mig? Jeg tror dit verdensbillede er lidt forvrænget, hvis du tror at du kan skræmme nogen..” 

Man kunne stadig mærke den iskolde foragt i ham. Den lagde han ikke lige sådan fra sig, om end han nu kiggede direkte på hende. Studerede hende; vurderede hende. Hendes ord om, at hun var blevet en vogter og at hun ikke var mere end ham og andre, var i hans verden meget selvmodsigende. Ingen var lige, og det var op til egen vinding at kæmpe sig til toppen; ellers måtte man finde sig i at være trædepude for dem, der kunne finde ud af at bane vejen frem.

Med bevægelser, der tydede på en hingst med overlegen aura, trådte han hende nærmere. Hun var nok ikke ligefrem giftig, så han ’vovede’ sig nærmere. Han fnøs atter direkte imod hende, som for at fortælle hende at hans syn på hende absolut ikke havde ændret sig, selvom han trådte hende nærmere.

Med det endnu vurderende blik screenede han kort hendes krop, inden han med overvejende toner atter talte.

,,Så fortæl mig, du pyntede vogter, hvor er det lige jeg befinder mig?” 

Han tykkede lidt på sine ord, inden han lod blikket forlade den røde hoppe, for at skimte ud over landskabet. Dette spørgsmål havde han endnu ikke fået svar på, hvilket nok var en medvirkende faktor til, at han havde været så slatten. Han skulle dog nok komme efter det, det var han helt sikker på; for han havde egenskaberne og nu erfaringen til at bekrige andre. Ja, de skulle bare vente.

Armonia var ikke bange for den fremmede hingst. Faktisk havde hun ikke oplevet frygt endnu, i dette land. Hun var ej dum eller letsindig, men hun troede på at der var noget godt i alle sjæle; hos nogen var det blot gemt langt væk under huden og en facade af masker eller muskler. Måske ville nogen mene denne holdning var dumdristig; men det var den røde hoppes holdning, og helt og holdent kun hendes. Så den skulle ingen nu tage fra hende; før det modsatte måske ville blive bevist.

Den spraglede hingst talte med en hånende stemme, som om hun lige havde sagt noget, der for ham var en joke. Og det var det måske også i hans øre, men ej i hendes. Den røde hoppe valgte ikke at kommenterer på dette, for han måtte skam gerne have sin egen holdning om hendes ord, så længe hun også måtte have sin egen holdning og mening.
Han trådte hende da nærmere, med en forspørgsel om, hvor han var. Hvad dette var. Og det ville hun gerne give ham sit bud på; men hun kendte nu ej det fuldendte og korrekte svar; det vidste kun Den Vise, ville den milde hoppe vove at påstå.

,,Jeg giver dig gerne et bud på, hvor du er, fremmede herre. Du er landet i Andromeda. Et land, for alle sjæle, og mange forskellige af slagsen. Der er forskellige øer; Zenobia, øen af sand. Enophis, den bjergbeklædte ø. Leventera, lavet af store dale og hulninger. Foehn, øen lavet af den vulkanske aske. Og her hvor dine hove står, er Chibale. En ø, der rummer skove og små åbninger.”

Besvarede den røde hoppe, med den bløde og varme stemme, inden hun da lod blikket hvile roligt på ham. Han var ganske vidst trådt hende nærmere før, men hans skepsis over hende, var ikke blevet mindre at se hos ham. Hun smilede ganske svagt, inden hun da drejede hovedet lidt til siden, for at nippe til et af de bløde slynggrene fra piletræet. Armonia havde fået nogle kræfter med sig, efter at være blevet vogter. En af kræfterne styrede hun til fulde, men den anden, med at skifte årstiderne nogle meter omkring hende, den kunne hun endnu ikke håndtere til fulde. Så det kunne risikerer pludselig at komme frem, uden hun ønskede det. Den røde hoppe drejede hovedet, og kiggede atter på den fremmede hingst, varmt og roligt.

Da han var trådt frem, gik der ikke længe før den røde hoppe svarede ham. Han fortsatte egentlig forbi hende, så han stod med hendes bagpart vendt imod hans, alt imens hans blik spejdede ud over området med nærmest fornyet energi. Hun fortalte ham, at han befandt sig i et øhav kaldet Andromeda. Der var forskellige øer, og de lod til at besidde hvert deres klima, så at sige. Altså kunne han virkelig udforske sig selv, og landet på forskellige måder. Jovist, det var brugbar viden, meget. Han brummede dybt og maskulint, ja nærmest fornøjet over hans tanker der allerede galopperede derud af. Han skulle nok få samlet det, han altid havde drømt om, nemlig en flok af hans egen. En han kunne sætte struktur på. En han kunne bestemme i.

Med den endnu afvisende røst vendte han sig nu om imod den røde hoppe. Hun lod til at have viden om landet, og han ville gerne vide mere. Meget mere. Han lagde sine ører atter da han fik kigget på hende. Nej, hun var ikke blevet mere normal at se på mens han havde kigget væk.

,,Så der er forskellige øer. Der er forskellige klimazoner. Fascinerende. Hvordan står det til med flokkene? Der må da være nogen, med så mange øer.” 

Derpå slog han med hovedet, for derefter at hvælve nakken. Han skridtede nu tilbage til sin udgangsposition, forbi hoppen og vendte rundt, så han havde fronten imod hendes. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget af at være hende for nær, ikke når hun sådan havde unaturlige gevækster på sin krop. Han havde egentlig mest lyst til at rive det af hende, så han kunne forholde sig til hende, og kun hende; for et sted i hans sind, mente han faktisk, at hoppen under det forfærdelige stads, nok var af ganske køn herkomst.

Den spraglede hingst, som stod foran den røde Armonia, virkede stadig ganske skeptisk over det udseende hun havde fået tilskænket, efter at være blevet en vogter. Men hun tog det ej ilde op; for selv ville hun måske kigge lige så skeptisk på disse udsmykninger, hvis hun ej kendte til den rigdom og de magiske evner, dette land i sandhed bestod. For skepsis var sundt for alle, også for hende. Men dog ville hun aldrig se så skeptisk ud, og vise det så afvisende som den fremmede herre foran hende gjorde. Men hun bebrejdede ham ej. Han så ud til at tænke over de ord hun havde fremsagt. Ja, han virkede som om han i et kort øjeblik var svundet ind i sin egen lille verden af tanker.
Han havde lukket sine øjne i nogle sekunder, og åbnede dem da igen; og da lagde den afvisende attitude sig endnu engang som en tyk aura over den fremmede og spraglede hingst; for hun så ud som før. Spørgsmål kom atter fra hingsten, og Armonia lyttedet til dem. Flokke.. ak ja, dem var der også nogen af.

,,Flokke eksisterer skam i dette land; men ej mange af dem min fremmede herre. Teylar er den første flok, der blev stiftet i landet, af hingsten Brêgo. Flokken har tilholdssted på øen Leventera.”

Hun talte til ham mens han vendte hende ryggen og gik tilbage til sin vante plads, hvor han før stod. Da han igen vendte fronten til hende, lod hun sin varme og bløde tone flyde ud i den kølige natteluft, og i hans retning endnu engang.

,,En flok er også stiftet på Foehn… Aljun… En hingst styrer ligeledes denne flok… Fuyu No Kitsune, er dennes navn. En bærer af ondskaben i dette land.”

Svarede hun da færdigt på hans spørgsmål, med et ganske kort suk. For det var ondskaben der hærgede på Foehn; og denne ondskab vidste Armonia godt, at hun en eller anden dag, sammen med de andre Vogtere, skulle kæmpe ansigt til ansigt med. For den røde skabning kæmpede for godheden og visdommen i dette land, og dette var hun blevet givet som opgave, hvis hun skulle være en vogter. Og den røde milde hoppe, ville kæmpe for dette hengivende land, med tænder og hove. Måske ville mange le, når en så mild og varm hoppe kom skridtende med kamp for øje. Men Armonia stolede på sig selv; og hun vidste at hun kunne kæmpe, hvis det virkelig skulle til.

Selvom han udviste foragt overfor hoppen, så lyttede han intenst til hendes ord. De ord hun udtalte, var hans grundlag for at forstå dette land, så han ville have det hele med, også selvom det kom fra en, i hans hoved, tvivlsom kilde. Han måtte dog starte et sted, og blot tage hvad han kunne i den givne situation, det havde han altid været vant til.

Hoppen beskrev to flokke. En på øen Leventera, ledet af en hingst der blev kaldt Brêgo. Og en på øen Foehn, som hun havde fortalt besad en vulkan, og som en ’ond’ hingst var leder af. Han brummede kort og nærmest tænksomt for sig selv. Det lød helt klart som to flokke han skulle besøge – om ikke andet for at finde ud af hvordan flokke blev ledet i det her land. Han var jo vant til én ting, men hans livserfaringer havde lært ham, ikke at undervurdere andre regeringsformer. Hvis ikke han gjorde sit arbejde grundigt nok, kunne han risikere at blive taget med hovene nede og overmandet. Han skulle have mere end styrke – han skulle også have viden.

I stedet for at nikke til hoppen, som ’tak’ for hendes ord, lagde han ørerne endnu mere ned. Han fnøs kort imod hende, inden han med den dybe stemme fremsagde endnu et spørgsmål.

,,Så hvis jeg forstår det rigtigt, så findes der både ’godt og ’ondt’ i det her land. Hvilken side vil du så selv mene du tilhører, hoppe?” 

Han ville egentlig godt vide, hvad hun selv anså sig som. Han havde set mange sjove tilfælde på både det gode og det onde, og det var ikke altid til at gennemskue hvor folk stod. Dog havde han en formodning om at den røde hoppe var en af de rigtig sukkersøde, gode hopper. Sådan nogle som aldrig kunne finde på at fornærme andre. Et lidt slesk smil gled kortvarigt over hans mule ved den tanke. Måske han skulle forsøge sig med lidt provokation af den røde hoppe?

Der gik ikke længe imellem hingst afvisende lyde eller attitude. Mon han på et tidspunkt ville stole mere på, at hun ej var skabt af andet en alle andre; blot havde hun lidt ekstra udsmykning. Hun slog kort med den røde hale, den milde Armonia, inden hun da lod blikket hvile kort ud imod træerne bag ham, lyttende. Der ville aldeles ikke gå længe inden sneen ville begynde at komme i Andromeda, for hjulet var drejet til at blive vinter; så det var blot et spørgsmål om dage eller enkelte uger, før frosten ville tage til i landet. Den fremmede og spraglede hingst fnøs af hendes ord, og dette fik hende blik tilbage til ham, inden han da begyndte at tale. Armonia lyttede til hans spørgsmål, og for hende var der ingen tvivl om hvad hun tilhørte.

,,Fremmede herre, jeg tilhører ikke blot det onde eller det gode. Men jeg tilhører det, jeg synes er rigtigt at følge. Jeg har svoret mit eget liv, i sagen for at beskytte Andromeda mod skyggerne. Men ønsker du et konkret svar, må jeg nok mene at det ’gode’, er det jeg er tilsluttet. Det er det, jeg har vedlagt min skæbne, som Vogter af landet.”

Svarede den røde skabning, med den milde og varme stemme, der roligt forklarede sin mening. Hun var ej ude på at belære ham, men hun ville dog gerne svare ærligt på det spørgsmål han lige havde stillet. Hun slog et enkelt svirp med halen, inden hun da lod sine ord falde igen.

,,Jeg tror ikke på, at der er decideret ondt og godt. Og dog er der nok lidt alligevel. Men jeg tror på, at alle gør hvad de gør, fordi det mener det er det rigtige i den givne situation.”

Sagde hun da afsluttende, med et lille smil om den bløde mule, inden et svagt prust forlod mulen, så damp steg til vejrs efterfølgende. Hun lod da et enkelt skridt til siden falde, og stod atter stille igen. Et spørgsmål havde længe hvilet i hendes hoved, og det var nok på tide at stille det nu, til den fremmede hingst.

,,Men sig mig, fremmede herre.. Hvilket navn bære du?”

Spurgte hun da, ganske roligt. Ønskede han ikke at svare på det, var dette helt okay for den røde hoppe. Men at spørge og få en afvisning, havde hun intet problem med; for ikke alle ønskede at dele med andre, hvad deres navn var. Noget hun ganske vidst ikke forstod, men som hun bestemt accepterede.

Han afventede meget tydeligt hendes svar, uden at vise interesse for hende overhovedet. Det virkede for ham, at betragte hende som ’tom’, altså nærmest ikke til stede. Kun hendes stemme lagde han mærke til, smagte på hendes toner, lagrede dem i hans hukommelse, så han ville kunne genkende hende på afstand, eller med lukkede øjne til en anden gang. Hendes duft var sværtet til i brunsten, så den var svær at uddifferentiere. Han fnøs en anelse hårdt, da hendes stemme lød igen. Hvorfor? Fordi han nok gerne ville være på tværs. Han havde sat sig en hemmelig mission i hovedet, at forsøge at provokere den røde hoppe, blot for at se hvad der så ville ske. Det var altid sjovt at lege med det ukendte, sådan var han født og opvokset.
Hun fortalte ham en ret lang smøre, godtgjorde nærmest hendes holdning for ham. Det kunne han faktisk ikke være mere ligeglad med, for han var ikke herre over at bedømme, om hun skulle være god eller ond, og om det var rigtigt. Han ville blot vide hvad hun var, intet andet. Han hævede hovedet en smule, alt imens hans ører forblev nede. Inden hun nåede frem til sit spørgsmål til ham, begyndte han tænkende og med nærmest truende adfærd at skridte omkring hende. Han så ikke direkte på hende, men så lige frem for sig, alt imens hans maskuline røst brød ind.

,,Du er hverken god eller ond, og alligevel god. Hoppe, du gør det hele langt mere kompliceret for dig selv, end det er. Svaret er simpelt, du er en af de sukkersøde.”

Fnøs han med hånende toner. Han fortsatte omkring hende, med nærmest snigende skridt; langsomme, velovervejede, men utroligt sikre og stærke. Der var ingen tvivl om, at han kunne finde på det værste, hvis blot man aflæste hans kropssprog. Og aldrig havde han været blank for at slå fra sig, uanset hvem det så var på.
Hun spurgte nu om hans navn. Han slog en latter af, inden han slog med det dunfarvede hoved. Hans navn? Jovist, det var han stolt af – men så let gik legen skam ikke.

,,Ha! Bare fordi du er naiv nok til at svare på mine spørgsmål, betyder det ikke at jeg bare sådan vil svare på dine.”

Derpå stoppede han op og hakkede faretruende ud efter hendes kæbe. Hans tænder gav et smæld fra sig, da de lukkede sammen i luften ud for hendes hoved og derpå fortsatte han ufortrødent omkring hende, som om intet var sket; vel vidende om, at han kunne få hak tilbage, men han havde skam nok prøvet det, som var værre.

,,Der findes simpelt godt og ondt. Det kan jeg godt fortælle dig, men du må da hjertens gerne tro hvad du vil. Du bliver nok bare slemt skuffet en dag”

Han så derpå skævende på hende igen. Hans hånefulde aura havde langsomt drejet sig imod den truende og lettere lumske. Han elskede disse lege, som han ofte tyede til hvis et selvskab ikke fangede hans interesse på andre punkter.

Den røde hoppe var skam efterhånden godt klar over, at den afvisende attitude som den fremmede here havde overfor hende, ej ville forsvinde lige om hjørnet. Nej, måske ville den for altid blive hos ham, overfor hendes skabning; og ændre på dette, det kunne den milde Armonia ikke. Og hun ville ej heller forsøge på det. For det var op til den flotte maskuline skabning overfor hende, selv at ændre attituden og meningen omkring hende og hendes udsmykning. Han fnøs atter engang, uden nogen synderlig grund; men måske bare fordi det var det, der var nemmest for ham at udtrykke sig kortfattet med.

Langsomt, snigende og nærmest truende bevægede han sig imod hende, og nu rundt om hende, med sirlige og langsomme bevægelser, som ville han true hende, skubbe hende ud i noget, hun ej var herrer over. Hans stemme for frem til hendes sensitive øre, som var rettet lyttet imod ham. Sukkersød? Ja, det kaldte han den varme Armonia; og måske var det forståeligt. I manges øjne, var den fine lille skabning, sukkersød og venlig; men andre sider havde den røde hoppe skam også; men de blev ej vist eller brugt ret ofte. Armonia svarede ej på hans konklusion af hende; for dette så hun ingen grund til. Hendes røde øre, vippede med ham rundt, som han bevægede sig om hende. Han slog en hånende latter frem, som var hun dybt latterlig og naiv; og netop det ord brugte han også om hende nu. Dette møde, havde ændret sig en anelse drastisk, på ganske kort tid. Noget hun inderst inde, ikke brød sig synderligt om. Hun var mere vågen nu, den milde hoppe, og det ene øre vippede skråt bagud imod hendes fyldige man, for at påvise overfor ham, at hun ikke brød sig om hans ordvalg og vandren om hende.

Men noget andet skete så; han hukkede ud efter hendes kæbe, pludselig og uden nogen som helst grund. Armonias øre veg helt bagud, og hun hev sin hals og hoved til siden, inden hun slog det ene røde forben i jorden, afvisende. Han trak sig hurtigt væk, og talte endnu engang, om det gode og det onde. Men den røde hoppe hørte det knapt nok. For noget skete langsomt i hendes krop.. For hun var ej forberedt på dette pludselig angreb, og hun havde dermed opnået et chok, som fik hendes magi til at slå til, i forsvar. En pludselig kulde kom omkring dem, og sneen begyndte at falde tungt og tykt omkring dem, og kun i en lille radius. Det var bidende koldt. Den røde hoppe havde aldrig oplevet dette, at det uhæmmet brød frem over hende, i forsvar i sådanne situationer. Hun jokkede nogle skridt bagud, og med et, måske kun 1 minut eller 2, efter sneen og kuldens frembrud, forsvandt skyen over dem, med sneen og kulden ligeså. Lamslået stod hun et kort øjeblik, inden hun lod ørene ryge afvisende bagud igen, og stirrede imod den fremmede hingst.

,,Med den attitude du ligger for dagen, fremmede, kommer du ikke langt i dette land. Måske vil mange forbarme sig over dig; men møder du de forkerte, med kræfter, styrke eller magi, vil du blive dem underlagt. Og for at svare på dine sidst nævnte ord: måske vil jeg en dag blive skuffet. Men når den dag kommer, er jeg også parat til at modtage den skuffelse, og håndtere den.”

Armonia talte sjældent sådanne ord. Men hun følte sig nødsaget til det i denne stund. Hun veg kort med hovedet, inden hun da lod ørene vippes langsomt fremad, men det ene vippede dog bagud igen. For hun var skam på vagt overfor den fremmede hingst. Et huk skulle hun ikke have over mulen. Men den magi hun lige havde brugt, havde gjort hende træt og døsig. Hendes muskler var ømme, som havde hun været i kamp; og dette havde hun jo ikke. I en beroligende tone, nok mest for sig selv, brummede hun sagte, og genvandt sit rolige og harmoniske gemyt.

Hoppens sølle forsvar, der bestod i et utilfreds stamp i jorden, som kun hopper kunne gøre det, morede ham kun. Hun var tydeligt meget imod vold, for ellers havde hun blot hugget tilbage i samme stund at han havde hugget ud efter hende. Det skulle nok blive en ganske sjov leg, at skubbe rundt på hende; troede han. Det kom så pludseligt, at han slet ikke fattede hvad der skete – men pludseligt faldt et snelag ned over ham og hoppen. Han glemte i øjeblikket alt om den røde Armonia, og gloede febrilsk imod himlen. Hvor kom det dog fra?! Han fnøs og begyndte at dreje om sig selv i hidsige bevægelser og lod sine forhove skovle sneen bagud. Han skrabede så iltert at han hurtigt nåede jorden under sneen, der endnu var beklædt af græsset. Han fnøs dybt og forarget, ja på grænsen til skræmt, inden det gik op for ham. Det her var hendes værk. Hendes! Han stoppede øjeblikkeligt sin skraben. Han havde møvet så meget rundt omkring sig selv, at han var endt med bagparten imod hoppen, som også havde veget; det han ikke havde set, var at hun endda havde set forskrækket ud, over det der var sket. Altså havde det ikke været med hendes vilje, men det vidste han ikke. Og han lagde øjeblikkelig alt skyld på hende og forstærkede hans foragt til direkte had.

Der skulle ikke meget til, før Zeus hadede nogen. Det var ofte meget lettere end at holde af dem. Så da han vendte sig imod den røde hoppe, som nu var begyndt at tale, skulede hans øjne med en sådan kraft, at man ikke var i tvivl om, at han gik efter struben nu. Hendes ord fnøs han blot af, dem var han komplet ligeglad med. Hendes kommentar på hans attitude, bevares, den kunne hun stikke op i himlen, så ligegyldig var den. Om han ville blive nogen underlagt? Sikkert – men det rørte ham ikke. Og han stod overfor en nu, med magi, som han om lidt ville underlægge ham selv.

Med hvislende, hadefuld stemme, snakkede han nu, imens han nedstirrede hende. Om hun så ville flygte, ville han jage hende, til han fik fanget hende og han ville kæmpe, til han fik hende nedlagt. Nok var hun en hoppe der så stærk ud, og nok havde hun magi. Men han var trods alt en hingst, og fysikken var hans fordel; for han var bygget til at være stærk.

,,Jeg kan godt sige dig, magihoppe, dét der skulle du aldrig have gjort!” 

Da hans ord var afsluttet, var sneen forsvundet. Hun havde sikkert stoppet hendes lille magiske udbrud, og hun så tilmed træt ud da han sådan fik kigget på hende; og da satte han frem. I 3 hurtige spring var han henne ved hende og med et glubsk udfald styrede han sine kæber direkte imod hendes strube. Han sigtede efter at få fat, det var så afgjort; og hans beslutsomhed var så tydelig, at hoppen nok skulle prise sig lykkelig hvis hun slap med skræmmer. For han havde ikke tænkt sig at slippe hende så let.

Den røde hoppe, var stadig dybt forvirret over hvad hun med sin magi havde fremkaldt. Det havde hun kun oplevet en gang før, men da var hun alene. Og der var det også fordi hun fik et chok. Men dengang kom blot en ekstra varm solstråle ned ved hendes side, og lunede hendes krop, midt i regnvejret. Denne gang havde hun fremkaldt kulde, sne og frost. Hendes spinkle krop var tærret for energi, men hun var nok godt klar over, den røde Armonia, at den energi der var forsvundet, skulle hun finde igen, da den spraglede hingst, nok ikke ville bryde sig om det.
Og ganske rigtigt. Han havde drejet rundt om sig selv, skrabede i sneen, og i ren frustration stod han med rumpen til Armonia nu, i stedet for fronten. Han havde derfor ikke se hendes lige så forvirrede ansigtsudtryk, og dette havde åbenbart fatale konsekvenser.

Den røde hoppe, rejste langsomt sit hoved mere op, og beredte sig på, hvad der nu ville ske. Armonia var skam en muskelstærk hoppe, og skulle hun kæmpe for sit liv, da ville hun bestemt gøre det. Og dette, ville blive tilfældet med denne hingst, så det ud til. Hans ord faldt i hendes øre, truende, som var det det dummeste hun nogensinde havde gjort. Men det var jo aldrig hendes mening, at fremkalde den kulde, og den hvide sne. Forstod han ikke det? Hun ville jo ikke… Længere nåede hun ikke at tænke, inden han i 3 hurtige skridt sprang hen til henne, og sigtede efter hendes strube, med sine tænder. Den spinkle hoppe ved bagud, og knejste sin nakke let ned, så struben blev beskyttet at hendes ansigt og muskulaturen i halsen. Hun rejste sig let, og slog begge forben hurtigt ud efter ham, i en hukkende bevægelse, sigtende efter hans bringe, men samtidig også et forsøg på at ’holde ham væk’ fra hende, inden hun landede igen, med en opspændt krop.

,,Jeg gjorde det ikke bevidst!”

Kom det så fra den røde hoppe, der nok talte blid endnu, ja, men også en smule hurtigt og febrilsk. Hun ønskede ikke at slås med hingsten, men hun ville heller ikke bare tage imod slagene fra ham; for hun var Vogter, og var han af ond mening, måtte hun tage kampen med ham, uanset hvad. Hun vidste ej hvad udfaldet af dette møde ville blive. Men hun kendte sin egen krop, og hun vidste at hun kunne klare mere, end det hun så ud til. Hun havde muskler, og styrke. Men hun ønskede bare sjældent at bruge disse færdigheder, med mindre alt andet var afprøvet og udelukket. Og det var det åbenbart lige nu. Hende mørkebrune øjne var trætte at kigge i, for at bruge den slags magi, som hun endnu ikke kunne håndtere af sig selv, gjorde hende ufatteligt træt og udmattet. Men hun kunne ikke lægge sig ned nu, for han havde før sigtet efter hendes strube. Han ønskede at dræbe hende.. Gjorde han ikke?