En stille aften (Zeus)

Hans angreb var meget præcist lagt. Han havde prøvet dette tusinde gange før, og derfor var det ham ligegyldigt at hoppen gik på bagben og vagt lod sine forben slynges imod ham som forsvar. Han bragede blot ind i dem, hvilket nok fik skubbet hende mere end han lige havde regnet med – men han fulgte med. I stedet for at sætte sit bid ved hendes strube, som hun klogt nok havde blokeret, satte han sit jernbid lige bag hendes gananche og bed til! Han lagde absolut intet imellem ham og hoppen ligenu, og da hun landede på jorden igen, var han drejet omkring sin krop endnu med sine tænder siddende i hendes øvre hals.
Hendes ord omkring at hun ikke gjorde det med vilje var som forsøgt hån i hans ører. Selvom hendes toneleje endnu var blidt, og sikkert sandfærdigt, så han kun en løgn. Hun havde da gjort det med vilje for at vise sig! Han fnøs dybt og slap så sit bid et lille øjeblik, blot for at sende ildevarslende toner tilbage; og få en chance for at få langt bedre fat.

,,Så det gjorde du ikke? Så er jeg i hvert fald ikke en hest, hvis det passer! Heks!”

Derpå slyngede han sine tænder ned imod hendes øverste den af det forben, som var på samme side som han befandte sig på. Han vidste at hopper altid sloges med bagpart mod bagpart, og derfor vidste han, at de vante taktikker som han havde lært af sine mange år som kamphingst ville gavne ham rigtig godt. Han bed rigtig godt og solidt fat i hendes ben og herefter lænede han sin skulder ind imod hende. Bakkede hun, ville han hive hendes forben frem i en meget ubehagelig stille. Prøvede hun at stejle, ville han skubbe hende ud af balance. Han havde hende mere eller mindre på vej i knæ, det var han sikker på; og med et iltert fnys lagde han nu alt vægt imod den røde hoppe for at tvinge hende ned.

Den røde hoppe, var forberedt på at dette angreb nok langt fra var slut. Og hun ville ikke sådan bare lige give op. Hun kunne godt se at han ej var en svag hingst, men hun kunne bestemt også se, at hun havde mødt hingste der var langt stærkere end denne var. Hun var ikke bange for ham; for kom det til styrke, skulle hun nok vise, hvad hun selv besad af den slags. Hun ville bestemt ikke lade sig kue i denne situation. For nok var hun godheden og blidheden selv; men hun ville også forsvare sin egen ære, som værende Vogter. Han bragede ind i hende, så hun tog et par skridt bagud, og derefter sad hans tænder i hendes ganache. Et lille hvin kom fra hendes strube, som hun havde blokeret ved at knejse i nakken. Han slap biddet, for at svare hendes ord. Heks, det blev hun nu kaldt, og dette ville hun ej finde sig i.

Han slyngede nu sine tænder imod hendes forben, men dette afværgede hun med sin smidighed og balance, ved at smide sit forben hårdt og præcist op, med hoven rettet direkte imod hans blottede mule, der jo sigtede efter at få fat i hendes forben. Niks, han skulle ikke gumle mere i hendes røde skind. Han forsøgte at læne sig imod hendes skulder, og derpå drejede hun kroppen hurtigt fra hans, og stod igen med fronten til ham. Ubalance ville han muligvis komme i, fordi han før ville støde sin skulder mod hende. Hun bed hårdt og præcist ud efter hans strube nu, i en hukkende bevægelse. Fik hun fat, ville hun forklare ham en ting eller to. Nok troede han måske ej at hun var stærk og fysisk kampklar; men det var hun skam i særdeleshed. Armonia var bestemt ikke en svag hoppe i dette land. Hun skubbede fra med bagbenene, for at smide sin bringe direkte imod ham, for at tvinge ham bagud; han skulle ikke sådan løbe om hjørner med hende. Nakken var stadig knejst i forsvar og blokering af struben.

En fordel den større hingst havde, var at han aldrig undervurderede en modstander. Han havde gjort det her for mange gange til at blive ’overrasket’, for det havde han lært konsekvenserne af. Han havde fået så mange tæv på den bekostning, så derfor rykkede han blot hovedet op og til siden, da hoppen på forunderlig vis fik rykket sig, selvom hans bid sad klokkerent så højt over hendes knæ, at han ikke kunne se hvordan hun skulle kunne undvige den. Fair nok, hun var en dygtig modtander, men det tog han gerne med! Han stoppede dermed sin sideværs bevægelse, så han ikke lagde vægten imod hende. Hun var hurtigt oppe foran ham, hvor hun bed ud efter hans strube. Den var for åbenlys og han veg ganske enkelt ved at bakke ét skridt, så hendes hals ikke var lang nok til at nå, for derefter at rejse sig på bagben. Hun var hurtigt fremmede også, og hun havde skubbet fra for at lægge bringen ind imod ham og skubbe bagud. Da hendes røde krop ramte ind imod hans, blev han skubbet, og selve sammenstødet kunne han sagtens mærke inde bag hans lyse bringe. For at modvirke dette og undgå at ryge bagover, lænede han sig selv frem, så han et øjeblik hvilede imod hendes manke, indtil hendes skub ophørte og derefter gled han lige ned ved siden af hende, så de stod skulder mod skulder. Det sitrede nærmest arrigt under hans lyse skind ved nærkontakten med hoppen – men lige dér stod han stille. Han afventede ganske enkelt hoppens træk; Bed hun i skulderen, snappede hun efter bagbenet for at provokere ham, skubbede hun? Han fnys dybt, alt imens han rankede sig op, så hans nakke tårnede sig op over hendes. Når de stod der, side om side, var højdeforskellen slående. Det var vel næsten 20 cm? Han stampede kort i jorden, inden han lagde sine ører helt i nakken. Hans tænder var lige på nippet til at vise sig under hans lyse mule for at nappe provokerende ud efter hendes flanke; og læste man ham rigtigt, så ville man vide, at han var ude på kamp, dominans, men aldrig havde han været morderisk, selvom han kunne have tendenser. Aldrig havde han taget en andens liv, og det var nok der forskellen på Zeus og mange andre fra hans hjemland lå. Nej, han havde altid set sine ofre i øjnene bagefter for derpå at udvise dem. Barmhjertig? Neh..
Den lille, men stærke hoppe, havde han hurtigt vurderet til at være et match. Måske havde hun ikke teknikken, men hun var ganske stærk. Også selvom hun før havde stået og set ganske udmattet ud.

Det lykkedes for den spinkel røde hoppe, der dog bar mange muskler under sit spinkle ydre, at skubbe hingsten en smule tilbage. Det var skam ikke meget, men lidt havde nu også ret, i hendes hoved. Ingen huller var kommet i hendes skind, udover en lille bitte rift ved ganachen, som han før havde sat sine tænder i. Men det var næsten ikke til at ane. Den spraglede hingst landede ned langs hendes side, og hende selv gled også ned på alle 4 ben igen. Side om side stod de nu. Og der kunne den røde hoppe bestemt godt mærke, at hendes bringe havde skudt imod hans, i et ordentlig bump, fordi hingsten selv havde rejst sig, ligesom hende. Hans nakken var knejst voldsomt op, og den tårnede sig op over hendes, som også var knejst, men slet ikke som hans. Nej, mere blødt og feminint, men stadig forsvarende overfor sin strube, som han tidligere havde hukket ud efter. Respekt ville han ikke få fra den røde hoppe, igennem kamp. Nej… Sådan gav hun ej sin respekt fra sig. Hun havde skam allerede respekteret ham, da de første ord var talt. Men den alsidige respekt den blide sjæl havde for de fleste i Andromeda, var nok stille forsvundet for denne hingst, i hendes øjne. For at angribe en sjæl, der ikke søgte at provokere eller slås, det havde hun aldrig forstået.

Den røde hoppe ønskede ikke at kæmpe, hun ønskede ikke at bide og flå. Nej, hun ønskede blot hvis det endelig var, at han ej forstod hendes væremåde, at han så da bare var gået, og havde forladt hende, som han også var kommet til hende. For hun havde ej tvunget ham. De blev stående, skulder mod skulder, mens hendes ene øre vippede rundt, frem og tilbage. Det andet forblev bagud, en anelse utilpas over den noget uvante situation, indtil hun da trådte et skridt sidelæns og bagud. For derefter at tage endnu et skridt bagud, så hendes front nu var imod hans igen. Hun sagde intet, men kiggede blot direkte imod hans øjne. Hendes næsebor dirrede; for hun var udmattet efter at have brugt sine magiske kræfter ubevidst. Men hvis han angreb hende igen, ville hun forsvarer sig selv endnu engang.. Men hun håbede det inderligt ikke. Hun søgte ikke respekt fra ham, men blot forståelse. Langsomt åbnede hun den røde og bløde mule, så varme og milde toner forlod hende mule.

,,Det var ej bevidst…”

Sagde hun da igen, men henblik på det sne og kulde der før var frembragt. Mon han nu ville lytte til hendes ord og tro på dem? Hun prustede langsomt, og trådte endnu et skridt bagud, for at søge afstand for både hans og hendes skyld. Hvis han da ville angribe, havde hun mere tid til at reagere. Desuden ville hun ej presse ham til at være tæt på hende.

Alt I hans krop sitrede for at få lov at bide fat igen. For at fortsætte kampen, og han ventede blot på at hoppen valgte sin taktik, så ville han klø på den igen; han ville læse hende, forstå hendes mønster, også selvom det skulle koste ham et par slag, men det var den måde han vandt på. Altid. Den eneste gang han havde fået et reelt nederlag, var det nederlag der havde bragt ham hertil landet. Det nederlag, hvor hans far havde taget livet af ham – eller havde været tæt på. Han vidste faktisk ikke helt hvordan det var gået til, eller hvad der var gået galt, siden han ikke lå død på den eng han havde valgt at kæmpe imod sin far på. Han fnøs dybt.
Hoppen trak sig. Da hun tog det første skridt til siden og bagud, strakte han sin hals efter hende med helt blottede tænder og ørerne klistret til nakken. Hans mule fik lige strejfet hendes skind, og hvis ikke hun så åbenlyst nedlagde kampen, havde han fulgt efter og hapset hende provokerende i flanken. Men hun trak sig nu helt og endte med at stå med fronten til ham. Skeptisk fulgte han hende med blikket, den lille hoppe, inden han huggede to forben ud efter hende. Han kunne ikke ramme, for hun havde allerede lagt så meget afstand imellem dem; men han viste, at hans energi endnu var oppe og køre, hvor hun derimod så træt ud. Om han så ville få hug gang på gang ville han nok kunne udmatte hende, efter hendes lille stunt med det magi der. Eller fremprovokere et mere, som ville dræne hende endnu mere for energi. Der var mange muligheder, og alle kørte de rundt i hovedet på ham, indtil hun atter sagde det ikke var med vilje. Det trykkede på samtlige centre i hans hjerne, som nærmest bad ham springe frem og angribe på ny - men han holdt igen, blot lidt.

,,Hvad filan vil du så kalde det, hva’? Ubevidst mig her og der, den køber jeg ikke! Giv mig en forklaring!”

Nu havde Zeus aldrig lært at begå sig andre, end den måde han havde. Selvom han i bund og grund ikke ønskede noget godt for nogen, andre end ham selv, så gemte der sig andre sider i hingstens dyb. Disse kendte han blot ikke til, og de var så undertrykte af hans overlevelsesteknikker, at han blot reagerede selvisk altid. Og hvis der var noget han stolede på, så var det logikken. Ikke alt muligt andet fantastisk, det var direkte blasfami imod den ’tro’ han havde. Troen på at styrke og vilje var alt. Han måtte vidst være trådt ind i et af de fæle eventyr han havde fået fortalt som lille hvor der fandtes magi. Blot tanken fik ham til at gøre et udfald igen, hvor han slyngede et forben frem imod hoppen. Næh nej, han var ikke købt så let.

Den røde hoppe var godt klar over, at den hingst hun stod i selskab med, måske havde ønsket at deres kamp var fortsat. For hans blottede tænder rørte hendes kæbe, da hun tog det første skridt bagud. Men mere gjorde han ikke. Han forblev faktisk stående, hvilket kom en lille smule bag på den varme og blide hoppe. For hun troede nu nok egentlig, at han ville danse efter hende, og forsøge på ny at gøre skade på hende. Hun forstod det ikke. Hun havde aldrig forstået de, som havde en trang til at gøre skade på andre. Men hun havde lært at forstå, at mange havde været igennem langt værre ting, end hun nogensinde ville kunne forestille sig. Så hun så dem ikke som værende onde og kolde; men mere som et opråb om hjælp. For ingen er født onde, det vidste hun inderst inde. Inden er født til, at hade andre. Men nogle lære det blot, fordi verden er dem imod hele tiden. Begge forben kom pludselig hukkende imod hende, men uden for rækkevidde; og det vidste han vidst egentlig godt, for han hukkede ikke rigtig frem, for som sådan at ramme. Troede hun da ikke. Han var tydeligt utilfreds, det kunne Armonia sagtens se; men hun ville ej træde hen til ham, så han kunne gnaske yderligere i hendes skind og røde pels. Ord kom nu fra hans mule, som hun lyttede ganske roligt til. Hun var hele tiden klar, hvis han sprang efter hende, men hun var dog ej trippende af adfærd; nej, hun stod ganske stille.

,,Hvis du kan lægge din skepsis lidt på hylden, skal jeg forsøge at forklare dig, hvad der er hændt.”

Svarede hun ham, ganske roligt og varmt. Hun ignorerede lige nu, alt han virkede så skeptisk. Og endnu mere ignorerede hun at han hukkede et nyt forben imod hende. Nej, hun ville ikke sådan lade sig gå på af det. Hun valgte blot at begynde at tale endnu engang.

,,Verden her, rummer mere end blot det øjet ser. Det rummer en magi, der for nogen er uforklarlig, men for nogle bliver den præsenteret ganske godt. Jeg har mødt den sjæl, der er renere end det reneste. Den sjæl, der består af Lys og godhed. En sjæl, der har velsignet nogle af sjælene i dette land, med en opgave, og dermed en titel som Vogter af landet. Dette er hvad jeg er blevet, fremmede hingst. Jeg er blevet Årstidernes Vogter, og dertil er min udsmykning således som den er. Med denne titel, er der også kommet magi. Derfor, kom sneen over os. Den blev fremkaldt, fordi du pressede mig, og gav mig et chok.”

Forklarede hun. Men hun vidste nok godt, at han bare ville le eller fnyse hånligt af hende. Så mere forklarende, det blev det ej i denne omgang.

Selvom han havde gjort sig sine udfald, og selvom det sitrede I hele hans plettede skind for at få lov til at gå amok igen, indtil han fik hoppen ned og ligge, så blev han stædigt stående. Heldigvis havde han en vis sum fornuft, selvom det ikke var meget, og hans stædighed trumfede som regel hans lyst. Og fordi han blev stående, fik hoppen en chance til at forklare sig. Hendes ord om, at han skulle fralægge sig sine skeptiske holdninger, slog han blot afvisende på hovedet af. Hun skulle absolut ikke tale til ham som et lille uopdraget barn; men det gjorde hun. Og endnu sprang han ikke på hende som straf, men ventede til hun havde talt færdigt.
Hun fortalte ham om magi, Lyset, vogtere. Hun var selv årstidernes vogter, som så åbenbart havde finurlig magi der kunne fremtrylle sne. Hun var ’velsignet’, hvilket igen var et ord der modstred sig det hun havde sagt tidligere, med at hun ikke var mere værd end han var. Hun stod jo ligenu og sagde at hun var! Med et iltert fnys hævede han faretruende sin forpart et par cm over jorden, inden han med voldsom kraft borede begge forben ned i underlaget igen. Hun talte i tåger, det var det eneste han egentlig fik ud af hendes såkaldte forklaring.

,,Du har modsagt dig selv så meget, siden du først åbnede munden. Du siger at du er blevet velsignet og at du har magi. Samtidig siger du, at alle er lige. Det er en gang vås du fyrer af, hoppe! Du burde lære at udtrykke dig som den du er, i stedet for den du lader som om”

Det var et under at han ikke fór frem efter hende nu. Hans krop nåede endda det punkt, hvor den gav op. Den slap den hungrende fornemmelse den havde, hvor den søgte at afstraffe hende. I stedet stod han nu blot med et olmt blik i sine øjne, imens han med let forhøjet puls blot stod og nedstirrede hende, som forventede han at hun ville udføre et af sine små magiske kunstner imod ham igen om lidt. Nok sagde hun, at han havde presset hende og hun i chok havde gjort det, men så godtroende var han ikke. Det var forsvar, ganske alment forsvar. På den grundlag havde han for længst tilgivet hoppen, men det der holdt hans vrede oppe, var den falske fornemmelse der var over hende. Som om hun pyntede for meget på sandheden, og det kunne han ikke fordrage. Det, og så det faktum at hun havde magi. Hensigten bag hendes angreb var tilgivet, for han ville have gjort det samme, hvis han havde evnerne, så alt fred med det.

Den røde skabning, stod stadig med afstand til den hidsige hingst, hvis navn hun stadig ej kendte. Hun lod alle bestemme, om de ønskede at bringe deres navn til hende, og hun ville ej tvinge nogen til at dele det med hende. For ønskede de ikke at dele deres navn, var der nok en ganske særlig grund til dette. Langsomt lod hun ørene vippe forsigtigt omkring sig selv, efter sine udtalte ord. Den iltre hingst, virkede ikke just begejstret for de ord, den milde og varme hoppe før havde fremsagt. Og denne holdning, kunne den røde Armonia nok ej ændre. For han skulle selv ønske det. Ganske roligt, lod hun et lille smil falde på sin mule; hun ville ej lade hans ord, som ’vås’, og at hun modsagde sig selv, og lod somom hun var en hun ikke var, smitte af på hendes rolige og varme personlighed.

,,Jeg forstår godt din skepsis, du fremmede hingst. Men ej kan jeg ændre din mening om mig, eller det faktum at jeg ejer en magi, som du finder fremmed og måske farlig. Jeg kan kun sige, at det er hvad jeg nu engang er. Jeg modsiger ej mig selv, men jeg mener ikke at jeg er ophøjet, blot fordi jeg er blevet velsignet af en højere magt.”

Svarede den milde hoppe, med en varm tone, der bølgede sig imod hans øre, der stadig lå en anelse tilbageoverbøjet. Hun lod nu sin mule sænke sig ned til jorden, og frem blomstrede der blomster omkring hende, i en radius af en meter, små fine blomster, i alverdens farver, der brød op igennem sneen og frosten. Atter rejste hun hovedet, og kiggede nu direkte på ham igen.

,,Dette er hvad jeg selv kan styre. Men kun én gang om dagen. Det er en magi, jeg kan fuldende. Og selv vælge at bruge. Men det der før skete, med sneen der brød frem, er ej en magi jeg kan styre. Ikke endnu. Du kan tro om mig og min magi hvad du vil, fremmede hingst. Men sandheden er skam den jeg siger.”

Forklarede den røde hoppe, inden hun trådte nogle skridt bagud, så afstanden til den fremmede og spraglede hingst, dermed blev større. Måske ville han angribe igen, måske ville han gå. Det kunne hun ikke vide. Men sandheden havde han skam fået.

[2]

I forhold til hvordan Zeus havde set ud for en lille time siden, lignede han en hvilken som helst anden hingst nu; hans krop, som havde opgivet kampen om at få lov at skade hoppen, stod ganske nobelt stillet op, men uden anspændte skuldre og nakke. Han stod normalt, så at sige, selvom hans ører og blik endnu viste at hans sind absolut endnu var negativt ladet; og hendes ord, som endnu engang forklarede, at Zeus tog fejl, pissede blot hans indre af igen. Det kom ikke til udtryk, ikke endnu, for selvom han følte trang til at bide hovedet af hende igen, valgte han ord til at slå igen med - men han kom ikke langt.

,,Se, du gør det igen! 'Velsignet af en højere magt', sig ikke at denne højere magt ikke har noget at skulle.."

Så var det at blomsterne kom frem. Hoppen foran ham, den røde hoppe, fremkaldte nu disse ved brug af hendes magi. Og så var det at han for alvor så sort igen. I det hun trådte tilbage og begyndte at forklare sig, lukkede han ned. Han hørte næsten ikke hendes ord, i det han slyngede sin krop frem imod disse fæle skabninger på jorden som hun havde fremkaldt og her begyndte han at trampe, skrabe, nærmest hakke dem op af jorden med virkeligt aggressive bevægelser. Som da hun havde kaldt sneen ned over dem, fnøs han med nærmest hysteriske toner, alt imens han med vilde bevægelser forsøgte at tage livet af denne magi, som han absolut intet havde til overs for. Og først da pletten var nogenlunde brun igen og blomsterne mere eller mindre ødelagt, hævede han sit hoved, stampede vredt i jorden og snappede ud efter hoppen.

,,Gør ALDRIG det der igen, unaturlige dyr!"

Derpå vendte han faktisk rundt og vendte røven til den røde hoppe for at gå. Dette her fænomen 'magi' fremkaldte en nærmest ukendt vrede i den dunfarvede Zeus, som drev ham fra vid og sans - og selvom hans indre bare ville slå fra sig, vidste han at hoppen var ham for overlegen; og kampen ville han derfor ikke tage op igen, ikke nu. Engang, for i hans verden måtte sådanne tingester ikke eksisterer, for han så dem som en trussel, selvom hoppen i sig selv var venlig nok. Det kunne han bare ikke se igennem sit had til det overnaturlige, som i sandhed var blomstret frem under mødet med denne røde hoppe.

Langsomt havde Armonias øre vippet rundt, lyttende til det område de stod i endnu. Hun ønskede at holde fokus på den iltre hingst, men dog lyttede hun stadig til omgivelserne omkring hende; for hun ville ej overraskes af fremmede, som måske ikke havde godt i sinde. Armonia kendte jo til skyggerne – og netop af denne grund var hun altid en smule opmærksom på omgivelserne hun befandt sig i. Den iltre hingst, havde bestemt ikke ændret mening, med hensyn til den magi som den milde og blide hoppe ejede; for hans temperament fik hun endnu engang at se, lige foran hende.

Han nåede knapt at svare på de ord hun havde fremsagt, før han iltert og vredt sprang i hendes retning, og gav sig til at skrabe og stampe rundt på den blomster hun havde fået til at blomstre op, i et forsøg på at vise ham, at hendes magi ikke var skabt til ondskab. Men at hun nu hoppede rundt der, som en kåd og utilfreds teenager; det var hun bestemt ikke glad for. Hun ønskede ikke at nogen skulle skade de spirer hun havde fået frem – men hun gjorde dog intet ved dette. Han vendte sig, og snappede efter hende, et snap hun ikke nåede at undvige, og derfor kom der et lille hak i hendes pels på den højre skulder; men ikke værre end det.
Han vendte fronten til hende, og talte nu igen. Han gav hende vel næsten en ordre; men den havde den blide og varme hoppe nu bestemt ikke tænkt sig at følge.
Men tale, det gjorde hun nu ej heller. For da hingsten vendte rundt, for at forlade hendes selskab, rystede hun bare ganske svagt på hovedet over hans opførsel. Ak ja, nogle ville måske altid være skeptiske; og det var de også i deres ret til. Men ligefrem at hoppe og danse rundt, som en uvorn og hysterisk unge, det var hun ikke en tilhænger af. Og at bede ham om at blive, havde hun end ikke lysten til; for hvad skulle det nytte? Nej, i stedet vendte den milde hoppe omkring, og trak sig tilbage imod sit eget lille ’hjem’, i lysningen ved det store piletræ.

[2]

[6]

Hoppen havde vidst ingen lyst til at forsøge at genetablere kontakten, efter at Zeus havde brudt den. Om hun var blevet fornærmet over hans handling var han ligeglad med, for i hans verden havde såkaldte magiske væsner, som den røde hoppe var, ingen ret til noget. De burde slet ikke eksistere.
Med iltre bevægelser marcherede han derfor videre væk fra hoppen, som ikke gjorde nogen tegn til at kalde ham tilbage. Nej, hun vendte selv snart rundt og gik væk, fra det område hvor han kort forinden havde trampet de fæle blomster ned. Dette møde var ikke ligefrem et, som var gået godt, hvis man spurgte dem, så der var ingen grund til at fortsætte det. Han fnøs et par gange, inden han slog i trav - hans sind spekulerede dog på, hvordan han kunne få bugt med den hoppe, så hun ikke kunne sprede sin magi mere end hun lige havde gjort, for intet godt kunne det da gavne! Naturen skulle gå sin gang, ikke forulempes af magi. Nej.
Der gik ikke længe før de to var ude af syne for hinanden.

[Out]

Skøn tråd! Det var morsom læsning hele vejen igennem!

Haha, ja, det har været en morsom tråd! Man kan ihvertfald sige, at to modsætninger mødtes her!!