Where am I?

Langsomt åbnede den ædle hoppe øjnene og spærrede øjnene op til et helt nyt landskab. Hvad hun havde troet blot var en livagtig drøm, viste sig nu at være virkelighed. Hun befandt sig ikke længere i det dunkle og tågede bjergpas, men lå nu i stedet lænet op af en mosset træstamme i en lille skov, i et helt fremmed landskab. Den lyserøde mule mimrede konstant og hendes næsebor dirrede, som hun prøvede at opfange en hver ny duft, der mødte hendes lugtesans. Der var en tydelig forundring i de ravgyldne øjne, som de gled rundt og undersøgte mørket. Hoppen havde ingen ide om, hvor farligt dette nye land var, derfor tog hun ingen chancer. Hun strakte forbenene ud frem for sig og med et lavmælt prust kom hun på benene. Med spændte muskler og et årvågent udtryk i de livlige øjne lod hun endnu engang blikket søge ud i mørket. Selvom hun var mutters alene i et fremmed land, midt om natten, faldt der langsomt en tryg fornemmelse omkring hende.

Hun huskede stemmen som havde budt i hende velkommen i Andromeda.. Ørerne vippede kort et par gange frem og tilbage, da hun kom i tanke om dette. En svag nysgerrighed fandt frem i øjnene og hun åndede tungt ind, indåndede duften af efterår og nedfaldne blade, indåndede duften af hvad der åbenbart var hendes nye hjem. Det virkede sært og uvirkeligt. Noget der ikke just huede hende. Hvordan kunne hun nogensinde beskrive hvad der havde bragt hende hertil? Hvad mon hendes mor ville sige, hvis hun fortalte at farver havde omkranset hende og at denne nye verden blot var dukket op for øjnene af hende.

Et lavmælt suk lød fra hende og en svag sky af damp steg fra hendes næsebor. Selvom hun i øjeblikket ikke kunne forene sig med tanken om dette nye land og hendes tilkommen, kunne hun ikke gøre andet end blot at acceptere, at hun nu var her. Hun anede jo heller ikke hvordan hun skulle komme tilbage? Og i øvrigt, ville hun slet ikke tilbage til det tågede bjergpas. Luften var frisk og klar her, det var en befrielse efter de mange dage i den tynde bjergluft. Halsen sænkedes kort og hovedet med det kraftige kæbeparti gjorde et lille nik, som tegn på at hun nu accepterede nuværende situation. I sekundet denne accept var indtruffet, ramte sulten hende som et slag i maven. Med et undersøgende udtryk i de store øjne, strakte hun halsen frem og lod mulen stryge henover jorden. Hun trådte forsigtigt et skridt frem, mens overlæben mimrede henover jorden og sommetider nippede til det græs hun fandt spiseligt. Konstant vippede ørerne omkring i et forsøg på at opsnappe alle de lyde mørket bragte med sig.

Momentvis løftede hun hovedet og søgte ud i natten, men fandt ingen andre sjæle end sin egen. Gad vide om der var andre? Ifølge det syn hun havde set skulle der være mange andre og deres velkomst måtte symbolisere en venlighed blandt landets heste. Hun piskede kort med halen, det huede hende ikke at tænke på det som ’et syn’. Det virkede ikke just realistisk, men ikke desto mindre kunne hun ikke benægte virkeligheden af det græs hun spiste eller den jord hendes hove betrådte. Det forvirrede og forundrede hende på en og samme tid.

’Velkommen til Andromeda, Xanthia’. Hun genkaldte sig stemmen og himlede let med øjnene ved tanken. Når det nu ikke kunne være anderledes..

♣ Where am I?

Et par lysende grønne øjne var det eneste der var til at se. Ikke lysende i den forstand at de kastede et lys fra sig og ud i natten. De var lysende i den forstand at når lyset faldt rigtigt så gjorde de en smule genskind. Dog måtte man se meget nøje efter for at se dem ordentligt. Titan, den unge hingst, var kulsort som natten. Kulsort som han var fortalt hans fader var. Kulsort, men med grønne øjne - det eneste der gjorde ham ualmindelig. Hvorfor han ikke havde fået brune øjne som de andre, eller blå som sin søster vidste han ikke. Og dog. Han havde kun fået de blå hvis han ligesom hende havde haft den brede blis.

Det var sjældent den unge hingst sov om natten. Hans døgnrytme lå aldrig fast. Han fulgte ikke et bestemt mønster, men bevægede sig rundt som det passede ham - han gjorde som det passede ham, hvilket af og til var til andres irritation. Det skulle dog ikke stoppe ham. Egentlig så vidste han ikke hvad det var. Irritation. Han havde hørt ordet. 'Titan, gå væk, du er irriterende' - 'Titan, du irriterer mig'. Og hvad så? Det var der jo ikke noget at gøre ved, vel? Hvis han manglede underholdning, så opsøgte han gerne dem der var tættest på, og så var det fuldkommen ligemeget om det var en sur gammel hoppe eller et legesygt føl. Leg var leg. Hans liv var en leg. En stor leg.

Nogen ville nok kalde ham respektløs. Måske var han det egentlig også. Men mest fordi han ikke kendte til respekt. Nogen krævede respekt, men han anede ikke hvad de ville have ham til. Han legede trods alt med alle og forstod ikke at for nogen var det ikke leg, men alvor. Slag havde han derfor fået mange af gennem tiden, men det var ikke særlig synligt på hans ellers sorte og nu lidt plyssede krop. Plysset fordi vinteren var på vej og kulden havde erstattet varmen.

Titan havde stået bom-stille i noget tid. Han opholdt sig mellem træerne, hvor han havde fået øje på en fremmed. En fremmed hoppe i flokkens område. Det var ikke hans pligt at gøre noget ved det, og han havde heller ikke tænkt sig det. Så længe det ikke var en af de såkaldte skyggeheste var det jo også en der var velkommen. Skyggeheste havde han aldrig set. Han vidste ikke hvad det var og vidste ikke hvad han skulle kigge efter for at se hvem der var og hvem der ikke var, men han havde fået at vide han ikke ville være i tvivl. Det ene øre havde vrikket ganske kort fremad og få sekunder efter vippet bagud igen, lyttende bagud og inde mellem træerne. Han behøvede ikke lytte til det der var foran ham, for han kunne følge med synet. Og alt andet omkring ham kunne han opfange med lugtesansen. Han forholdt sig tavs og stille. Lige så stille som et bjerg.

Først da hoppen var kommet på benene søgte den kulsorte hingst væk fra sit skjul mellem træerne. For en gangs skyld kom han i det mindste ikke brasende for fuld fart og direkte ind i den fremmede, men i stedet gik han langsomt og så lydløst som muligt. Creepy ville nogen nok mene, men hey! Man havde vel kun det sjov man selv lavede - og kunne Titan skræmme en enkelt eller to ville han heller ikke lade den mulighed gå til spilde. Han nærmede sig hoppen bagfra, og strakte halsen fremad mod hende for at se hvor tæt på han kunne komme uden at blive opdaget, bare for at prikke til hende med spidsen af mulen. 

words: 614 | Tag: Xanthia

Tracker | Tables | Plots | Application

Den unge hoppe nippede forsigtigt græsset af korte ryk. Smagen var ikke prangende, men man kunne vel ikke forvente andet nu hvor vinteren så småt begyndte at melde sin ankomst. Bladene var ligeledes begyndt at dale fra træerne og hvor det før var de røde, gule og orange farver havde prydet bladene, var der nu ikke anden farve tilbage end en trist mørkebrun, der indikerede at det sidste liv nu havde forladt bladene. Deres rejse var slut. De mandelformede ører vippede rytmisk frem og tilbage, mens hendes næseborer dirrede i et forsøg på at opfange lugtene rundt omkring hende. Og da en vind bragte en fremmed duft med sig, standsede hun i et ryk og hev hovedet til sig. Hendes gyldne øjne var opmærksomme og en anelse nervøse. Xanthia havde ingen ide om hvad der lurede i mørket og når hun lod blikket glide søgende rundt, fandt hun intet andet end blændende mørke. Natten havde aldrig bragt noget trygt med sig, Xanthia holdte langt mere af dagen og lyset. Hun nød når skyggerne blev korte og bragte verden tilbage til hende, efter en nat hvor mørket opslugte det hele.

Det kønne hoved nikkede et par gange ud i mørket og indikerede en frustration over ikke at kunne stedfæste den fremmed sjæl. Om denne fremmede ville hende ondt anede hun ikke og hun havde ingen jordisk chance for at forsvare sig. Hun var alene, i et nyt og enormt land og anede ikke hvorhen hun skulle bevæge sig for at finde sikkerhed. Ligeledes anede hun ikke om det der mødte hende var stærkere og mere udholdende end hende. Da noget puslede bag hende og hun fik en fornemmelse af et pludseligt nærvær, røg hendes ører tilbage i en hurtig bevægelse og hun hævede hovedet et par centimeter højere, inden hun med hurtigt dansene bevægelser drejede rundt i en halv cirkel og endnu engang stirrede ud i intetheden, med en stiv og anspændt krop. Hoppens næseborer var udspilede og de gyldne øjne flakkede hvileløst rundt i mørket, inden de fæstnede sig ved et par dybgrønne øjne der tittede frem i mørket.

I brystet kunne hun mærke hvordan hendes hjerte havde sat rytmen op og hvordan varmen steg hende til hovedet. Nervøsitet havde taget sit greb i hende og hun følte sig ene og alene i denne nye verden. Mange andre heste havde måske givet sig til kende, i form af et vrinsk, et prust eller en anden form for kalden. Men det lå ikke til Xanthia. I stedet blev hun stående, med et stift udtryk i øjnene og et par ører der hvileløst vippede frem og tilbage, i et forsøg på at opfange hestens intentioner.

Langsomt kunne hun danne sig et omrids af hesten i mørket, hun kneb øjnene sammen og strakte hovedet frem i en søgende bevægelse. Hendes lyse mule mimrede svagt i mørket, i en undren over at denne anden hest ikke havde givet sig til kende, før den nærmest havde rørt hende. Omridset af hesten fortalte hende at denne var større og duften fortalte hende, at det var en hingst. Xanthia der aldrig havde mødt andre hingste end dem hendes egen flok havde, trak halen tæt indtil sig og de gyldne øjne flakkede skiftevis fra den sorte skikkelse og dernæst ud i mørket, i et forsøg på at regne ud om hun skulle lade den fremmede komme tættere eller om det bedste bare var at stikke af, mens hun stadig havde en smule forspring.

Efter en rum tids overvejelse, nåede den gråbrune hoppe frem til at chancen for, at kunne nå at komme væk inden denne sorte hingst havde indhentet hende var for lille til at hun turde gribe den. Omvendt overvejede hun også, hvad det mon signalerede at hun blot blev stående afventende. Mon han ville mistolke det og tro at hun udfordrede ham? Det var langt fra hendes intention og blot for at sikre sig selv, gled et lettere ydmygt udtryk igennem de ravgyldne, opmærksomme øjne. Hun sænkede hovedet en anelse igen, men spændingerne der løb igennem hendes muskler forblev, bare for en sikkerhedsskyld.

Selvom hun var en anelse nervøs, løb der også en nysgerrighed igennem hende. Og blikket i hendes øjne var ligeledes søgende, spørgende. Dette ville blive den første hest hun ville møde i dette nye land Andromeda. Mødet her ville muligvis kunne give hende mange svar på, hvilket land hun var kommet til og ikke mindst hvordan hestene her opførte sig.

♣ Where am I?

Hingsten nærmede sig hoppen langsomt. Hun lod dog ikke til at prøve på at stikke af, hvilket sådan set passede hingsten fint nok. For det meste kom han løbende i høj fart direkte ind i andre bare for at teste dem. Teste dem og deres temperament – men der var vel andre måder at teste hoppen på? Jo, det måtte der være. Hun virkede nervøs. Titan kunne fornemme det. Det kunne også ses i hendes blik og hendes holdning. Var han så skræmmende? Aaaarh. Han havde jo ikke gjort hende noget – endnu. Han standsede foran hoppen og stod endnu med halsen strakt frem mod hoppen, undersøgende og nysgerrigt. Langsomt lod han hovedet glide på skrå, mens mulen formede sig i en lille mimrende spids, mens den søgte nærmere hendes. Dog kom de aldrig til at røre hinanden for lige før hans mørke mule ramte hendes lyse, trak han hovedet op og nappede ud efter hendes ene øre, inden han trak hovedet til sig igen med et lille legesygt hvin. Han var stadig kun en ung hingst, og det kunne høres. Dog var det ikke sikkert han nogensinde ville blive en rigtig voksen. Måske på det ydre, men ikke indvendigt.

Han knejsede nakken, sank en smule sammen i bagbenene og lod forhovene lette fra jorden. Han rejste sig ikke så højt som han kunne, men bare et tilpas godt stykke, så han i hvert fald var den af dem der var højest – selvom han i forvejen var højere end hende, men det var jo ikke meget. Det var ikke helt nok. Mens han stod på baghovene, drejede han i kroppen så han fik overkroppen trukket væk fra hoppen før forhovene igen ramte jorden, og han satte af i et skævt sidelæns spring væk fra hoppen. Han sprudlede af energi på trods af tidspunktet. Det var ikke mange han som sådan havde selskab af i mørket, og heller ikke når det var lyst. Måske på grund af hans energiske væsen. Han stod sjældent stille ret lang tid af gangen. Han var ofte meget nærgående, selvom det ikke var alle der brød sig om den slags. Grænser var ikke noget han kendte til, og selvom nogen havde forsøgt at opdrage på ham så var det ikke lykkedes. Hverken den stjerneprikkede Leonora eller den sorte hoppe hvis navn han ikke kendte, og som han ikke havde set siden han var helt lille, og nogle af de hingste der havde brugt vold mod ham da han endnu kun var en plag. Det var måske også på grund af dem han var som han var den dag i dag. At han ikke havde lært grænser. At han til tider kunne udvise en voldelig adfærd over for andre uden rent faktisk at vide hvad der foregik. Hans barndom blandet med hans evne til ikke at være afhængig af andre, var ikke altid en lige god cocktail.

I mørket kunne han snildt gemme sig, men kun så længe han stod stille og forholdt sig lydløs. I mørket kunne den svage lyd af hove mod blød, men ikke mudret, underlag høres. Han trippede ikke rundt omkring hoppen i en cirkel, men i stedet trippede han lidt sidelæns, lidt skråt, og omkring sig selv – som hvis han var ude på at vise sig selv frem. Dog var der ikke meget andet at se i mørket end de grønne, næsten lysende, øjne. Det eneste tidspunkt han rigtig kunne ses når det var mørkt, var når månen var fuld og lyste landet op – og selvfølgelig når sneen engang ville falde og underlaget og omgivelserne ville være helt hvide. Det var sjældent hingsten rigtig talte, men da han igen stod stille, med fronten mod den fremmede hoppe, og ørerne opmærksomt rettet fremad mod hende, åbnede han munden for at tale. ”Hvem er du?” – Det var som sådan ikke nogen høflig hilsen, hvis overhovedet en hilsen, men heller ikke ment som uhøfligt. For Titan var det bare et ganske almindeligt spørgsmål. Det første spørgsmål der var poppet op i hans hoved.

words: 666 | Tag: Xanthia

Tracker | Tables | Plots | Application

Som hingsten nærmede sig langsomt, blev Xanthia stående stille. Jo nærmere han kom hende, jo tydelige trådte omridset af ham også frem. Han havde været svær at se i mørket og det havde der været en god grund til: Hingsten var kulsort, med undtagelse af de smaragdgrønne øjne han besad. Undersøgende og en anelse nysgerrigt lod Xanthia blikket glide henover hans krop, han virkede muskuløs, men stadig virkede det som om, at han endnu ikke var fuldt udviklet.
Der nåede ikke flere tanker igennem hende, for pludselig måtte hun dukke hovedet i en hurtigt bevægelse, da den sorte hingst valgte at nappe udefter hendes ene øre. Hun så forundret op på ham og rettede atter hovedet langsomt op. Allerede ud fra dette lille udfald, kunne Xanthia fornemme at hingsten besad et ungt sind, måske endda et sind der var yngre end hendes. Hun smilede prøvede og strakte selv mulen en anelse frem mod ham. Nervøsiteten var så småt begyndt at forsvinde, jo længere tid der gik, for han virkede jo ikke just farlig, mere bare ung og legesyg?
Da hingsten pludselig rejste sig på bagbenene, trådte hoppen overrasket et par skridt tilbage og spærrede øjnene en anelse op. Denne hingst virkede ganske energisk til trods for at mørket havde sænket sig over landet. Gad vide om de andre heste her i landet også havde denne energi om natten? Selv kunne hun mærke trætheden, efter de mange ting hun havde oplevet i løbet af dagen.

Langsomt brummede hoppen, som hendes blik opmærksomt gled ud i mørket. Hun var ikke helt sikker på, hvor det var, at hun var havnet henne og selvom det måske virkede fordomsfuldt, så regnede hun ikke med at denne energiske og legesyge hingst, kunne fortælle hende meget. Han ville nok hellere bare ud på eventyr, som alle andre unghingste. I sit indre, rystede hun svagt på hovedet, men smilede dog ved tanken.
Sådan havde Xanthia aldrig været, hun havde tværtimod været den rolige og fornuftige plag, der havde tænkt over tingene, inden hun kastede sig ud i noget nyt. Hun var ikke usikker eller nervøs på livet, bare forsigtig og tankefuld.
Straks blev Xanthia revet ud af sine egne tanker, da den sorte hingst atter satte i bevægelse. Hun skulle lige til at træde et skridt tilbage, hvis nu han skulle finde på at stille sig på bagben igen. Men denne gang var det med trippende skridt, at han bevægede sig først den ene vej og så den anden vej og så rundt om sig selv. I stilhed, men med et overvågende blik, fulgte hoppen hans smidige bevægelser. Udtrykket i hendes øjne var en anelse forundret, men mildt og venligt. Hun var ikke dømmende over for denne energi. Hun var ikke selv nogen doven hest, men hun formåede dog at stå stille og betragte tingene, hvilket hun fornemmede ikke var denne hingsts stærkeste side. Et mildt smil gled henover hendes lyse mule, som hun vippede svagt med ørerne da hans stemme og direkte spørgsmål lød i mørket.

"Mit navn er Xanthia."

Lød den bløde, feminine stemme så. Hendes svar var ligeså kortfattet og direkte som hans spørgsmål havde været. Mange havde forventet, at der ville have lydt et gengældende spørgsmål, men der kom ikke flere lyde fra hende. I stedet trådte hun frem mod ham, hvorpå hun forsigtigt strakte halsen frem mod ham og med en meget blød bevægelse puffede til hans skulder, med et spørgende udtryk i hans øjne. Det var tydeligt, at hun gengældte spørgsmålet. I hendes gyldne øjne var der et spørgende, opmuntrende udtryk og det udtryksfulde hoved blev langt en anelse på skrå. Langsomt trak hun hovedet til sig igen, mens smilet spillede let henover mulen på hende.

Where am I?
♣

Natten var et af hingstens yndlings tidspunkter af den ene grund at han kunne bevæge sig næsten uset rundt. Dog var det ikke særlig tit han havde muligheden for at benytte sig af den særlige egenskab - for der var næsten aldrig nogen vågen han kunne snige sig væk fra eller i nærheden af. Hoppen havde han heller ikke rigtig kunne snige sig ind på. Han havde ikke taget sig forfærdelig meget tid til at betragte hoppen, hendes farve og hendes bygning. Den slags fandt han ikke specielt interessant. Det var sjældent han havde fundet nogen han mødte mere end bare en enkelt gang. Oftest kunne dem han mødte ikke håndtere ham. Enten gik de sin vej eller også forsøgte de at gå ham til at gå.

Det var tydeligt at se at Titan ikke havde forventet hoppens puf. Svaret var heller ikke det han havde bedt om, men der var nok ikke mange der forstod hans simple men alligevel meget komplicerede sind. Simpelt på den måde at han altid mente hvad han sagde og mange ting skulle tages bogstaveligt - kompliceret på den måde at han ikke var ligesom alle andre, og derfor ikke lige så nem at regne ud. Titan trak sig en smule væk fra hoppens berøring, men ikke afvisende - bare uforstående. Han besvarede det ved at strække halsen frem og dutte tilbage til hendes skulder - han forstod ikke hendes hentydning, ligesom hun ikke havde forstået hans spørgsmål. Hendes navn var jo ikke hvad han mente. Hendes navn fortalte ikke meget om hvem hun var.

Det var sent han havde lært at tale. Det var sent han havde lært noget som helst, og det var måske også derfor han virkede yngre end han var, på trods af han stadig var meget ung. 3½ år gammel. Trippende nærmede han sig hoppen endnu mere, på trods af de stadig ikke var langt fra hinanden. Det han søgte var kropskontakt - mest for at 'skubbe' lidt til hoppen. En af de få lege han plejede at have kørende. Han forsøgte altid at provokere andre til at deltage i legen - oftest skulle der ikke meget til, men denne hoppe havde allerede på den korte tid siden han havde nærmet sig hende, opført sig meget anderledes end alle de andre. Hun virkede mere rolig end de fleste andre, og den slags kunne måske smitte lidt af på hingsten - hvis ikke han kunne få hende op i gear. De var vel egentlig som to modsætninger. "Hvor kommer du fra?" spurgte han så, bare for at omformulere sit første spørgsmål. Hun hørte ikke til i flokken, for lugten var fremmed. Han var trods alt ikke rigtig begyndt at gå op i hopperne eller udseende endnu. For ham kunne alle have været kønsløse.

words: 462 | Tag: Xanthia

Tracker | Tables | Plots | Application

Xanthia lagde hovedet på skrå, da han ikke besvarede hvad der i hendes hoved ellers havde været et tydeligt spørgsmål. I stedet trådte han et par skridt tilbage, blot for at gengælde puffet mod hendes skulder. De mandelformede ører tippede et par gange frem og tilbage, som et udtryk for en svag undren. Havde hun ikke udtrykket sig klart nok eller var han måske ikke ligeså opmærksom på kropsprog som hun havde forventet? Hvis det sidste var tilfældet, ville det kræve langt mere snakken fra hende end hun var vant til og det skræmte hende egentligt. Hun plejede at kunne udtrykke sig ganske klart med sit kropsprog og sine øjne. Faktisk havde det næsten været ligegyldigt for hende om hun havde været stum, fordi for hende var talen blot den uopmærksomme måde at kommunikere på. At tale gennem kropssprog krævede langt mere nærvær og opmærksomhed end som så.
Hun så indgående på hingsten, dog ikke på nogen ubehagelig måde. Blikket var nysgerrigt og endnu engang spørgende. Denne gang greb hun det dog anderledes an, først knejste hun i nakken og berørte sig selv på bringen inden hun gentog sit navn, dernæst strakte hun mulen frem mod ham og så opmærksomt på ham, mens et opmuntrende smil prydede hendes lyse mule, i stedet for at puffe til ham på skuldrende, satte hun mulen mod hans bringe, med lidt besvær. Hendes ører var vendt fremad mod ham og smilet blev gradvist større. Udtrykket i hendes øjnene var levende og til dels muntert, men på hendes egen måde, for det ville glæde hende hvis han denne gang forstod hendes tavse spørgsmål.

Den kulsorte hingst satte i bevægelse, for at træde tættere hende, trods de allerede stod rigeligt tæt. Xanthia havde aldrig haft noget imod nærvær, men for at hendes kommunikation kunne fungere, krævede det en afstand der gjorde at hun kunne betragte sin ’medspiller’ og han kunne betragte hende. Derfor gled der blot et lettere drilsk udtryk igennem de gyldne øjne, inden hun forsigtigt trådte et lille skridt frem og med læberne trak blødt i en af de lange sorte totter i hans man. Hun slap dog lynhurtigt og trådte så et par skridt til siden, således deres afstand atter øgedes.
Hun fandt ikke just hans nærvær provokerende, hun kunne jo altid flytte sig eller bede ham om at holde afstand. Måske var det også fordi Xanthia havde svært ved at lade sig provokere eller også fordi hun så jordnær som hun var, altid kunne finde en anden udvej end at fare op i spids over en miskommunikation imellem dem? Der skulle i hvert fald meget til før Xanthia rejste børste og da slet ikke over, at denne unge hingst trådte nærmere hende.

Da hans stemme endnu engang lød, med et – i hendes ører – nyt spørgsmål, brummede hun sagte. Hvordan mon hun skulle forklare hvorfra hun kom? Hvorhenne hendes gamle hjem lå i forhold til Andromeda anede hun ikke, og hvordan hun skulle forklare sin rejse hertil kunne hun heller ikke greje. Det ville i hvert fald kræve mange ord af hende. Ord hun helst yndede at gemme til vigtigere stunder.
Hendes smil forlod for en stund hendes mule, som hendes udtryk blev mere koncentreret og eftertænksomt. Ørerne blev vendt en anelse ud mod siden, og for et øjeblik gled blikket i jorden, mens hun overvejede hvordan hun skulle besvare hans spørgsmål, med et svar der ikke krævede mere end blot et par få ord fra hende. Hvorfor hun ikke bare valgte at fortælle sin historie, uden at tænke over hvor mange ord hun brugte på det, kunne hun ikke helt selv forklare. Det faldt hende bare ikke naturligt, måske var det blevet en helt principsag for hende? Smilet vendte langsomt tilbage og hendes blik søgte atter mod hans grønne, fascinerende øjne igen.

”Jeg er ikke herfra, jeg er ny i landet.”

Hun så afventende på ham, for at se om dette svar mon var fyldestgørende nok for ham. Det kunne jo være at han krævede en bedre forklaring, måske en forklaring på hvordan hun var havnet her eller hvordan hendes tidligere hjem havde set ud? Den næste tanke der dukkede op hos hoppen, var om hun skulle gengælde dette spørgsmål og i så fald hvordan hun skulle gøre det.
Dette selskab havde vist at være en udfordring for den tavse hoppe. Hun overvejede om hun skulle prøve på samme måde, som med hendes navn: Først at røre sig selv på bringen, for signalere sig selv og dernæst røre ham på bringen, for at signalere ham. Men i stedet prøvede hun hvad hun først havde gjort. Det udtryksfulde og feminine hoved blev tiltet en anelse på skrå, mens et spørgende udtryk dukkede op i de ravgyldne øjne. Hun brummede opmuntrende og intensiverede det spørgende og undersøgende udtryk i øjnene, inden hun som før puffede blødt til hans skulder. Et varmt smil lagde sig om hendes mule og det var tydeligt, at hun fuldt og fast troede på, at denne form for gengældelse af spørgsmålet ville lykkes for hende.
Selvom det måske havde været en akavet eller lidt forvirrende start på dette møde, følte hun sig godt tilpas og selvom selskabet stadig var ganske nyt, nød hun hvordan han væsen krævede en nytænkning fra hende. Faktisk – hvis hun selv skulle sige det – var det en ret god start på livet her i Andromeda, selvom hun stadig vidste at det hele var ganske nyt og alting kunne ændre sig endnu.

Where am I?
♣

[ 2 ]

De små sorte ører vrikkede frem og tilbage, opmærksomt, nysgerrigt og lyttende. Titan stod ikke stille ret lang tid af gangen før han igen enten trippede rundt, nappede, hev i hendes man eller dansede om sig selv. Små kast med hovedet var heller ikke uset. Han havde for meget energi somme tider, og ikke alle kunne håndtere det.

Hendes puf mod hans bringe fik ham til at se mod hende, så ned mod hans egen bringe selvom det var fysisk umuligt, og så mod hende igen. Han vidste ikke lige hvad hun gjorde det for. Han kunne jo ikke vide at det var hendes måde at gengælde hans spørgsmål på. Hans hoved flyttede han ikke meget af gangen, og i små hurtige ryk. Et par sekunder efter hendes puf mod hans bringe, tyggede han ud i luften i retningen af hendes næseryg, og begyndte at spidse mulen så overlæben blev forlænget en smule mens den kørte lidt fra side til side, puffende og nappende. Hun var da en spøjs lille en. Det måtte han alligevel indrømme. Med dansende skridt og en knejset nakke, trippede han lige turen rundt, så han flyttede bagparten, men ikke forparten - hans hoved forblev i samme afstand til hende som det hele tiden havde været - lige indtil hun trådte væk fra ham. Det skulle dog ikke stoppe ham, og han trådte efter - fuldkommen som hvis der havde været en pind mellem dem. En afstand der hverken kunne blive større eller mindre. At hun trak i hans man, fik ham kun endnu en gang til at nappe drillende ud efter hende. Stadig uden et svar på hendes spørgsmål, fordi han ikke forstod hendes lille gestus. 

Ved lyden af hendes ord - hendes svar på hans spørgsmål igen, vrikkede han en enkelt gang med det ene øre, og krængede hovedet på skrå, undersøgende. Hun var ikke fra dette land? Så meget vidste han allerede. Han kunne trods alt ikke genkende hendes duft. Han var ikke stødt på den her i landet før. Men spørgsmålet var nok mere; hvor kom hun så fra? hvis hun ikke var fra Andromeda, hvor så? Og hvor længe havde hun været her? Hvor godt kendte hun til dette sted? - Hvor mange ulykker ville han kunne lokke hende med på, på bare en aften. . .

Hendes puf mod ham igen, hendes spørgende udtryk i blikket og hendes smil, forstod Titan stadig ikke. Det var fremmed for ham at følge med i andres kropsprog. Selvom han benyttede sig meget af sit eget, så var det egentlig aldrig bevidst. Det var ikke fordi han udelukkende ville tale gennem bevægelser eller gestus'er. Det var egentlig bare hans måde at være på. Og grunden til han ikke talte særligt meget, var nok fordi han først havde lært at tale sent. Han havde ikke været lige så hurtigt ude som andre føl - på trods af hans evne til at klare sig uden en rigtig moder med mælk.

"Hvor kommer du fra?" spurgte han igen, for det havde han jo stadig ikke fået noget svar på. Hendes svar havde i hvert fald ikke været svar nok. Selv kom han jo heller ikke fra dette land, men Andromeda var alt han kunne huske. Han huskede ikke vejen dertil, han huskede ikke sit hjemland, og han huskede ikke sine forældre. Alt hvad han kunne huske fra han var lille, var hans leg med alle sjæle han kunne komme i nærheden af, selvom det havde gjort ondt af og til. En ting han især kunne huske, var da han væltede den store hingst. Han vidste bare ikke, at den store hingst havde ladet ham vinde den gang. Der var ingen der havde fortalt ham det. Det var måske også godt nok, for det var det der var med til at gøre ham så beslutsom, som han var. At han vidste han kunne, hvis han bare gad prøve.

Titan blev ikke længere stående stille, men gav sig til at danse rundt om hoppen, med små drillende nap efter hendes ben og hendes sider. Dog var det ikke det eneste. Han nappede ud efter hendes man og fik også fat i en lille tot, som han gav sig til at gumle på - fuldkommen som hvis han skulle til at æde den. Men det var jo ikke muligt. I stedet ville den blive snasket til med savl. Han trak en smule i den før han slap den igen for at fortsætte videre rundt omkring hoppen. Han stoppede dog op da han nåede hendes side, før han nåede helt om bag hende. Han vidste godt hvor aggressive hopper kunne være. Han vidste godt de kunne finde på at sparke ud, og det skulle man være forsigtig med. Og dog. Ville hun sparke ville han jo bare sparke tilbage. Ville hun bide, så ville han også bare bide tilbage. De fleste han havde været i selskab med kunne han for det meste regne ud på forhånd. Han vidste hvilke knapper han skulle trykke på for at få dem til at reagere på en bestemt måde. Han stod dog helt stille nu, og i stedet for at træde tættere på, strakte han hele kroppen fremad, så størstedelen af vægten hvilede på hans forben. Resten af kroppen blev dog trukket med lidt efter, og den kulsorte hingst knejsede i nakken så den dannede en bue hele vejen rundt. Mulen ramte næsten hans bringe, og han udsendte en hingstet brummen. Ved at krænge hovedet en smule på skrå, fik han lavet nogle små puf til hoppens side og siden af bagparten. Dog kun få, før han i stedet klaskede hele hovedet mod den, og begyndte at gnubbe hovedet op og ned af hoppen, som var hun et eller andet træ beregnet til at klø sig op af. Nogen ville nok se det som uhøfligt - og det var måske heller ikke særlig pænt gjort, men Titan kendte absolut intet til høflighed, opdragelse eller pli. Han var en der gjorde som det passede ham. Mange gange havde han forsøgt at vælte andre om kuld som da han var lille, men den leg kunne man også blive træt af.

words: 1.023 | Tag: Xanthia

Tracker | Tables | Plots | Application