Dette nye sted [Åben]

Ikke længe havde den sælsomme sjæl befundet sig i det ganske land som hun var blevet præsenteret Andromeda. En gylden hoppe med et sind så beroligende havde vist hende rundt i på den første store ø Enophis.  Denne var nu allerede vandret flad, dog havde hun ikke fundet det bekvemt at vandre i dens bjerge endnu. Det var hende stadig for uvant og i fremmed land uklogt. Endnu havde hun ikke mødt andre på sit lille togt og det gav ikke nogen god fornemmelse, derfor var hun draget videre til øen her, som hun endnu ikke kendte navnet på. Den var mindre end den første, men var ikke meget anderledes.  Solen havde været barmhjertig denne køllige efterårsdag og lod sine stråler kærtegne hendes røde pels som gav genspil i form af sine flammeagtige farvespil, som dog var lidt mørkere på denne tid af året.  

Calypso afgav et veltilpas prust inden hun stoppede op i udkanten af et træbælte. Hun så udover engen, inden hun lod sit velformede hoved søge mod jorden og mod græsset, som trods årstiden stadig var frodigt. Det havde været en mild sommer og efteråret havde også været mildere end hun var vant. Om det var landets klima eller blot til sjældenhederne vidste hun endnu ikke.    Måske hun ville støde på en som ville kunne give hende svar på mange af hendes små spørgsmål. Så havde de da hvert fald noget at snakke om. Hun var ikke selv typen der talte meget, men tilpassede sig blot det enkelte individ. Det var en nødvendighed for en hoppe af hendes status.. tidligere status.   Det var svært for hende at omstille sig fra at være omgivet af venner og familie, til at være en ensom strejfer, men hun bandt sig ikke for en hver pris. Hun mente selv at hun kunne tillade sig at være kræsen, selvom hun ingen kendte her. 

Det var ved at være sensommer, da den blege hingst ankom til dette sted. De varme stråler lovede endnu nogle uger med solskin og frodighed, men efteråret lå skam også på spring. Det lurede lige om hjørnet, og ventede utålmodigt. Hvis man så sig omkring, ville enkelte rødlige eller gule blade allerede begynde at skille sig ud. Faldt ned imod jorden, for at lade de nøgne stammer stå tilbage med vinteren. Dagene ville snart også blive kortere, og nætterne længere. Derfor, var en forberedelse på den hårde tid i mente, men slet ikke i fokus. For den blege nød blot af den varme sol, og det milde vejr. Nød det frodige græs, og den friske luft omkring ham. Lod den kærtegne det tynde skind, og løfte op i den hvide man. Alt sammen noget den blege ikke havde kendt længe til, men ikke desto mindre var noget han allerede nu holdt frygtelig meget af. For dette frodige land var som en velsignelse, Jairo langt om længe turde modtage. Nok var han ensom, men for nu var den slanke krop stærkere end den nogensinde havde været.


En fremmed hingst havde fortalt om Leventara, hvis grønne enge stadig skulle stå. Derefter havde han vist retningen, og den blege havde derpå søgt imod denne ø. Nogle dage måtte det efterhånden have været siden, men stadig var den hvidlige ved at finde sig til rette. De grønne øjne skuede over de vældige skove, og et mildt prust kom fra ham. Saglig og veltilpas. Jairo havde fundet en forhøjning i engene, men søgte nu langsomt og støt ned af den mindre bakke. De slanke ben bar ham med præcise skridt over enkelte mudderhule der måtte være, alt imens han roligt sænkede hovedet imellem de lange strå. Afslappet nippede han til dem, men kiggede enkelte gange op. Blot for at orientere sig.

Calypso havde set sig selv stå og være ganske afslappet til trods for at omgivelserne var hende fremmede. Hun formåede dog at være ganske vågen da farer kunne lure ganske tæt på forklædt som noget mere bekvemt. Næseborene var aktive og hun tog oftest en dyb indånding. Der gik heller ikke længe før de opfangede duften af noget fremmed. En fremmed hingst, alt efter at dømme. Duften var ikke umiddelbart stærk som ved nogle hingste, men hun havde erfaret at hun ikke altid skulle lade sig narre. De isblå øjne gled opmærksomt over landskabet, den grønne eng, som var umådelig grøn på trods af årstiden. Vinteren var på vej og det kunne mærkes på den næsten frostklare luft. Hun nød det skam og klarede sig oftest fint gennem vintrene. Hun var en stærk hoppe. Ikke spinkel og mager, nej hun var godt bygget uden at være kraftig.

En hvid hingst kom nu til syne og Calypso iagttog opmærksomt den fremmede ganske undersøgende. Hver en lille detalje som nu kunne ses fra denne afstand blev vendt, drejet og ikke mindst bedømt af den skarpe jury som besad af ingen ringere end hende selv. Alt havde sit formål og Calypso vidste at hun skulle finde sig til rette og gerne inden vinteren, men ikke for en hver pris. Nej. Nok var hun ikke adelig, men hun havde været af stor betydning. Hun havde dog besluttet sig at hilse på dette væsen. Det var vigtigt at danne sig et indtryk af beboerne i dette land, og hun gik ud fra han var en af dem. Derfor sendte hun et blødt feminint vrinsk afsted mod den fremmede.

Den friske vind bar en fremmed fært med sig, og den blege løftede langsomt hovedet. Over de grønne bakker gled blikket, imens en svag tænkende brummen kom fra ham. Hvem var det? For færten tilhørte helt bestemt nogle, og nogle han endnu ikke havde mødt. Dog var der ikke meget at sige til det, siden den gyldne ikke havde mødt mange i dette land. Det var endnu et fremmed land. Svagt hvislede den lange hale bagved ham, inden at han tog enkelte skridt længere fremad. For en rødlig skikkelse skildte sig ud fra græsarealet, hvis feminine tone hilste ham.  

Som den gyldne kom tættere på, granskede det grønne blik den røde. Han stirrede ikke, men undersøgte. For meget kunne bedømmes ud fra udseendet, og noget sagde ham at han delte sådan en holdning med den røde. Udseendet sagde meget om hvem du stod overfor, og var derfor ligeså vigtig som selve talen. Den smidige nakke blev buet i et knejs, og med et fnys hævede den blege hovedet en anelse. Han var kommet tættere på, og kunne nu ane de hvide aftegn der prydede hendes bug og gled som flammer op over hendes flanke. I skarp kontrast glitrede de krystalblå øjne, der i et øjeblik mødte Jairos grønne. Slank af bygning, men uden at være for spinkel. En fin balance, og en hoppe mange ville kalde smuk. 

Den gyldne gjorde en parade. En hilsende brummen blev sendt imod den rødlige, der på disse meter tydeligt kunne høre ham. Øjenkontakten var ikke sluppet i alt denne tid, inden at den gyldne med et dybt nik brød den. Dog søgte han det igen, da han hævede det markerede hoved fra dets sænkede stilling.  

”Mylady.. ” 

Hilste han, og lagde langsomt hovedet på sned. Afventende, om hun ønskede hans selskab. For hvis det ikke var tilfældet, ville han lade hende være i fred og søge videre. 

JULEAFTEN

Hun iagttog nøje den gyldne som han lige som hendes granskede udseenet. Det virkede til at de begge delte samme holdninger og hun nikkede ganske høfligt til den gyldne ganger inden hun hvælvede i halsen uden det bar præg af nogen form for maskuline træk. Hun tog sig ganske yndefuldt frem trods hun ikke var nogen spinkel hoppe, moderart, med fødedygtige hofter som nogle ville kalde det. Hun vippede ganske nænsomt med det mandelformede ører i det han hævede hovedet og fnyste. Hun foretrak ingen mine, men forholdt sig stadig blot observerende og således hilste han på hende. Han beholdt sin øjenkontakt, noget der faldt hende ganske tilfredsstillende. Han virkede til at være en herre med manererne i orden og derfør bød hun ham velkommen i sit selskab ved at hilse ham med et let nej. My lady.. Det fik hende til at trække en anelse på smilebåndet. Hun brød sig bestemt om den slags tiltale.  

” Den herre ”  

Hilste hun ham så. Hun havde vel allerede budt ham velkommen via kropssproget og hendes gestus, men nu måtte det stå klart og tonen var lagt. Calypso var selv en ganske formel dame, så længe hendes selskab indbød til det.  

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Et tilfreds glimt listede sig frem i det skovgrønne blik, inden at det endnu engang faldt tilbage til et professionel og høfligt skær. Tilfreds, grundet at hoppen - ligesom ham selv, ikke brugte tilfældige hilsner og fremmede vendinger. Hun mindede ham for en stund om de normer han kendte til, hvilket var underligt.. rart.  Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at den gyldne danser havde svært ved at omstille sig selv. Hans sind ville ikke greje for fremartede forandringer, og holdt derpå fast i de normer han var blevet oplært med.  
Feminint knejsede den røde i nakken, og med et kort brum trak han et skridt tættere på. Hun bød ham velkommen, hvilket den gyldne i sit stille sind nød. For selskab var nu engang dejligt, også selvom ensomhed kunne være rart. 

En mild vind trak op i den lyse hårpragt, og svagt drejede den lyse hovedet imod de efterårsgyldne blade den bar med sig hen. Tegn på vinter var at se alle steder, og varslede om et hastigt komme. Mon der også fantes sne i dette forunderlige land? Igen blev det skovgrønne blik flyttet tilbage på hoppen, og med et flygtigt smil forsatte han deres begyndte samtale. 

"De må kalde mig hvad de lyster, men Jairo er hvad de fleste foretrækker" 

Fremsagde han med et nik. Hvad denne rødling selv ville kaldes måtte hun komme op med når tiden var passende.
Igen faldt et mere intetsigende udtryk over Jairos ansigt, hvor smilet fra før forsvandt. Hvorfor han gjorde således, var også gamle vaner. Fordi den gyldne var en reserveret herre, og holdt i alle selskaber et mere professionelt udtryk end hvad mange ville sige var åbentsindet for fremmede. Men behøvede man at være det? For hver ting til sin tid. Og selvom man brød sig om nye selskaber, behøvede de ikke at vide det.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..