Langs kysten jeg vandre (Åben)

Hoppen så nysgerrigt på Eagle. Det var bestemt ikke fordi hun følte sig draget mod dette mørke, eller fordi hun ville opsøge det. Det var bare hendes nysgerrighed og hendes iver efter at vide mere om landet, der fik hende til at spørge efter mere. Xanthia smilede mildt mod Eagle og lyttede opmærksomt til hans ord. Et ondt mørke, som man fornemmede så snart man satte hovene på vulkanøen. På en eller anden måde, kunne det være meget spændende at mærke hvordan dette mørke var? Ikke fordi hun nogensinde ville blive en del af det, men mere fordi hun ville vide hvordan man kunne fornemme et mørke? Og hvordan et mørke kunne være ondt. Endnu engang var hendes fornuft på banen. Men det var nu engang sådan Xanthia var indrettet.

Da hingstens stemme endnu engang lød, vippede hoppen de mandelformede ører frem og lod blikket søge mod ham, som han talte om, den skepsis som hun selv havde udtrykket. Det glædede hende at Eagle var så forstående som han var, og det på trods af, at han kun lige havde mødt hende. Han så ikke fordømmende på hende, eller kastede tvære bemærkninger i hendes retning, fordi hun ikke kunne forstå, at dette land åbenbart var spækket med magi. Hun mimrede svagt med mulen, men så så overrasket på ham. Efterlivet? Som i livet efter døden? Overrasket glippede hun et par gange med øjnene og virrede svagt med hovedet.

Den tanke havde hun slet ikke haft, måske fordi døden sjældent var noget hun tænkte på. I hendes hoved, havde hun hele livet foran sig, hvor det for Eagle måske snarere lå bag ham? Selvom han stadig var muskuløs og smidig i sine bevægelser, kunne man godt ænse, at der lå noget ældre over hans attitude. Han var ikke som andre hingste, der førte sig frem for at charmere hopperne, han var rolig og tålmodig, præcis som en bedstefar. Hun smilede ved tanken og på grund af denne tanke, strøg hun blidt og venligt mulen henover hans skulder.

"Hvor var du før Andromeda?"

Hendes milde stemme fyldte mørket og selvom spørgsmål endnu engang var kort, så man følelserne i hendes øjne. Det feminine hoved var lagt en anelse på skrå og øjnene undersøgende og spørgende.

Der lå konstant et venligt smil over den lyse mule. Eagle var god som dagen var lang og aften og natten med. Næppe kunne ondskab findes i den ældre hingst personlighed, og ofte havde han svært ved at forestille sig den virkelig fandtes. Det gjorde den, uanset hvor meget den ældre hingst gerne ville lukke den del ude af verden. Forhindre alle i møde den. Selv havde den ældre hingst ikke stået ansigt til ansigt med det.. ikke endnu og han håbede inderligt på det aldrig ville komme så vidt heller.

Hendes spørgsmål lød, den hang lidt i luften, i det Eagle tog sine tanker tilbage i tiden. Tilbage til sit hjemland der virkede mere og mere fjernt som tiden var gået.
Det var længe siden, og det var heller ikke hans hjem mere. Andromeda var. Selvom Eagle elskede at være i dette nye land, var der da tider han savnede det gamle. Andromeda var lukkede af for omverden, det havde den ældre hingst fundet ud af, hvor imod hans hjemland havde været åben for mange, men havde kunne rejse fra sted til sted og alligevel altid vende tilbage- her var det anderledes.

"Et land langt her fra. Jeg er vokset op i en flok, en stor en, hvor alle var familie eller sådan så man i hvert fald på det. Jeg vandrede meget, jeg var ude at opleve verden og dets forskellige kulture. Jeg har lagt øre til mange historier og myter. Det er længe siden nu. Jeg ville kunne foretælle dig meget om mit hjemland og de kulture jeg har mødt, men jeg er bange for det må blive en anden gang. Ser du jeg er nød til at drage imod bjergende nu, jeg har et erindre der."

De var noget der til ved kysten, hvor Eagle nu ville skulle dreje ind i landet, i hvert fald for at lægge den nemmeste og sikreste sti imod det bestemte bjerg han nu skulle søge til. Eagle lod blikket glide imod de høje tinder, han ville dog ikke bestige bjerget før lyset atter faldt på, han ville gøre hvile ved foden af klipperne.

"Farevel, jeg håber at vores veje vil krydse igen."

Stemmen var venlig og rolig, dyb og en anelse hæs- slidt, men med masser af varme i tonerne. Det var et venligt lille puf han gav til den grålige hoppe, som en opmuntring til hun ikke måtte give op på Andromeda. Eagle var sikker på at hun en dag ville finde sig tilpas i dette land, netop som han selv havde gjort.
Den ældre hingst tog sine skridt ind imod landet, han forlod kysten og det selskab han havde haft. Da han var noget fra stranden stoppede Eagle op. De rav gyldne øjne så sig tilbage imod kysten, imod den unge hoppe. Et venligt vrinsk sendte han til hende som en sidste farvel hilsen inden han igen satte kursen imod bjergende. Denne gang i trav.

(OUT)

Hoppen smilede mildt til den gyldne hingst og nikkede gengældende. Hun håbede sandelig også, at deres veje en dag ville krydse igen. Måske engang, hvor hun havde lært landet bedre at kende og hvor skepsissen havde lagt sig.
Da han drejede af og satte ind mod landet, så Xanthia efter ham. Hun gengældte hans vrinsk med en varm tone og hævede hovedet hilsende mod ham, inden hun så hvordan hans gyldne skikkelse blev mindre og mindre, som afstanden mellem dem øgedes.

// Out.