I mørkets blinde (Åben)

Mørket havde lagt sig over landet, natten havde lagt sin tunge dine af mørke over alt. Skyerne var tætte og lod ingen af de mange stjerner bag funkle. Kun månes svage blege lys gjorde det muligt at se. For den arrede hingst var dette dog ej tilfældet. I mørket var den svagt seende hingst helt blind. I mørket kom ingen slørede billede af naturens omgivelser. Mørket var mørkt- sort for Rashn. Mørket havde dog sine fordele, for den sorte hingst kunne i mørket bevæge sig frit, i skjul for alle de dømmede blikke. Skjult fra alle de fremmede der måtte være i dette land. Den arrede hingst var ikke meget for selskab, faktisk ville han slet ikke have det, og alligevel var det ikke mange dage han havde været alene i dette land. Af at være en der foretræk ensomheden, havde Rashn allerede mødt alt for mange. Flere end hvad godt for ham var. Allerede den første dag han havde endt her, vildfarrende og en anelse forvirret, havde han mødt den første levende sjæl. Ikke just hans foretrukne, men han havde mødt en. Den næste dag også en og dagen efter også en. Der havde dog været flere dage hvor ensomheden havde fået lov at være hans. Dog frygtede den arrede hingst at disse selskaber ville forekomme oftere end han ønskede. Han havde søgt ørken en gang, men i ørken var ingen steder at skjule sig, ingen skygger fra nogle træer til at holde ham i skjul, hvilket gjorde denne ø farligt i dags timerne. Der ved havde han forladt sandøen igen. Risikoen for at blive set var for stor- trods han havde fået af vide at det var øen han kunne søge ensomheden ved.

Vulkan øen havde han fundet meget forladt, trods han uheldigvis var stødt på en på den ø, havde der været meget stille efter han slap fra dette selskab. Mere eller mindre helskindet. Han var ikke sluppet der fra uden kamp, og egentlig forventede han aldrig dette ville kunne lade sig gøre- trods for det var hans første og hidtil eneste kamp i dette land. Dette alt for befolkede land. Af alle steder, hvorfor kunne han ikke være blevet bragt til en land uden andre levende. Han havde allerede stået i et meget kompliceret dilema hvor han havde været nød til at tage nærkontakt. Dette havde været alt andet end behageligt, og de sidste par dage havde det været levende mareridt for den arrede hingst. Han husker den forfærdelige brændende smerte da deres skind havde mødtes. Den fremmede hoppe, hvis liv han havde redet, og blot udsat hendes død noget tid, pinte ham. Minderne ville ikke helt forlade hans sind, trods han ønskede det brændende. Et sted fortrød Rashn inderligt han blot havde ladt hende til døden. Ladet hende lide ihjel hvad det end ville have taget. Ikke lang tid, for livet havde allerede været ved at ebbe ud af hende før han havde trådt til.



Det var langt sværer at glemme dem han havde mødt end han ønskede. Trods han ikke så dem synligt, og egentlig ikke kunne sætte et billede på dem, ville de ikke forlade hans sind. Han så dem ikke som mere en værende fremmede og fjender, alligevel nagede det ham. Plagede hans skrøbelige sind- der ikke var så skrøbeligt igen, blot såret.

Ar var ikke noget Rashn kun bar uden på, de var inden i lige så vel. Det meste af Rashns krop var dækket af røde ar, hans sorte skind var blevet flået. Mørket for alle hans synder. Der var ingen nye mærker kommet trods de synder han havde begået i dette land. Hver gang havde han stået klar til den velkendte smerte ville indfinde sig, hver gang var de udeblevet. Hans tro, religion fulgte ikke helt med i dette land. Han var sluppet fra at mærke smerterne flå hans krop igen. Hans sind der imod, var ikke helt så heldig. Hver dag blev han flået inden vendig. Spørgmålet var kom om tid før han ville bukke under. Den arrede hingst frygtede at vanvidet ville nå ham en dag. Der må være en grænse hvor mange smerter en levende sjæl kan klare. Den arrede hingst havde allerede en gang nået briste punket, hvor alt var blevet til had, og han havde taget sin hævn. Det havde været meningen at hævnen skulle have været blevet hans sidste og at hans liv skulle være endt den dag. Livet ville ham noget andet, og stedet for at mærke hvordan livet ebbede ud af hans krop, i stedet for at tage det sidste åndedrag, stod han nu i dette land. Andromeda, var navnet han var blevet fortalt da han kom. Et land han ikke brød sig meget om, egentlig var det ikke landet der var noget galt med i sig selv. Problemet var de levende individer der betrådte dets jorder. Problemet var i Rashn. I hans sind. Alt var fremmede her, nyt. Hvilket gjorde det endnu sværer for den næsten helt blinde hingst at befærde sig. Han kendte endnu ikke meget til landet, og havde egentlig heller ikke nogle yderligere planer om at vide mere. Stedet var blot et sted han var og intet mere. Rashn ville have lov at være i fred, ikke noget han nok fik lov til så ofte, men han ønskede intet mere end det. Den arrede hingst havde ikke nogen planer med livet. Han havde ikke tænkt sig at ændre det han var opnået.



Hans opvækst og den vanske religion han var opvokset i at tro på, havde ødelagt ham. I stedet for at guide og rede ham havde det haft modsat effekt. Måske fordi han ikke havde været født ind i det, uanset grunden havde Rashn ikke kunne indordne sig efter det.

Hele troen havde gjort Rashn liv besværligt. Han havde stor mangel på tillid, faktisk stolede han ikke på nogen. De kunne give ham deres ord, han ville ikke stole på dem af den grund. De kunne bevise de ikke gjorde noget, og han ville stadig ikke stole på dem. For Rashn virkede det naturligt at man ikke kunne stole på nogen- og han havde intet ønske om at ændre på dette. Hans opvækst havde lært at tillid findes ikke. Kærlighed findes ikke. Der fandtes kun svigt og smerte.

Rashns liv havde kunne have set helt anderledes ud, hvis han havde kunne indordne sig under religioen, hvis han ikke havde syndet så mange gange som han havde. Det var efterhånden utallig så mange gange han havde syndet og måtte tage straffen for det.

Alle havde syndet mindst en gang, det vidste Rashn udemærket godt. Det kunne jo ses. I hvert fald der hvor han kom fra, men ingen havde syndet bare halv så mange gange som Rashn, og dette havde gjort ham til outsideren, djævlen yngle- som de så fint havde ment om ham. Måske havde de ret. Rashn ville ikke tilgive dem, end ikke de ældre der hele tiden havde troet han ville rette sig op. De havde alle svigtet ham, selv hans barndomsven og hans gruppe. De var skyld i hans svage syn, at han nu kun havde et øje der ikke fungerede optimalt. De var skyld i de skader på hans forben, der stadig var bakket ind i bandager. De var ikke rene mere, størknet blod sad endnu i dem, muder og andet skit havde sat sig fast i det førhen hvide stof.

***

Det var med lange skridt den arrede hingst bevægede sig frem. Det våde græs slikkede sig op af hans ben og fugtede dem. Disen lå over området, det var ikke noget Rashn kunne nyde synet af, hvordan de perlede formede dråber pyntede græsset, han mærkede det i stedet. Skønheder som disse hvor månen spejlede sig i hvert dråbe, og fik dem til at glitre let, var ikke noget den arrede hingst kunne nyde. Synet var for ham blevet frarøvet næsten helt, og alt virsuelt måtte han nu gå glip af. Ikke en gang i dagens timer ville naturens skønheder kunne påvirke ham. Kun svagt huskede han hvordan ting så ud i sin oprindelige form. Alt var sløret sammen i en masse han efter hånden ikke helt kunne skilne fra hinanden.

Trods besværet i ikke helt at kunne se, bevægede den sorte hingst sig igennem græset, anspændt og med de mandelformede øre trykt i nakken. Han bevægede som så uden problemer.

Rashn var næsten altid anspændt, dog var han mindre når ensomheden lod ham være i den. Ingen selskaber, ingen pludselige lyde, ingen lugte af fremmede; Rashn behøvede ikke være helt så anspændt som han ville være hvis nogen af overstående ting kom til ham. Dog, aldrig ville den arrede hingst kunne slappe helt af. Det ville ikke være umuligt. Tillod han sig af slappe af bare en anelse for meget ville han være såbar, et let offer for hvert et angreb. Dette kunne ikke tillades, og der ved kunne den arrede hingst ikke slappe af. Søvn var heller ikke noget han fik meget af, ikke i lang tid af gangen. Det ville være for farligt. Farligt var det at være et sted i for lang tid af gangen. Bedst var det faktisk at holde sig i bevægelse. Det var kun i nattens timer, i ly af mørket, Rashn kunne bevæge sig så frit som han gjorde nu. De åbne sletter kom han ikke i nærheden af så længe solens lys ramte jorden. I disse timer befandt han sig i skovene, gerne de tætte hvor han kunne skjule sig i træernes skygger.



Opmærksom på forskellige lyde, bevægede Rashn sig endnu urørt igennem græsset. Opmærksom var han altid. Dog var der intet nyt, intet fremmede for ham at høre og han kunne urørt forsætte. Alligevel var han forberedt på det værste. Der kunne ske meget endnu, for hvad Rashn havde lært, var han ikke den eneste der vandrede i mørket. Det var ikke kun ham der kunne gå skjult og ville være skjult. Der var også disse der var fuldstændig ligeglade. De var måske i virkeligheden de farligtigste. Dem der gerne ville have selskab, dem der gerne ville lærer ham at kende. Det vagte en følelse af kvalme i ham ved tanken. Tanken om der ville være nogen der ville forsøge at komme tæt på ham.

Ubehaget ved tanken skuttede Rashn sig og en sitren løb igennem det arrede skind. Mange ting kunne have været anderledes hvis Rashn havde indfundet sig i sin tro. Dog ville han aldrig være blevet en af dem der havde opsøgt andre, for at lære dem at kende godt. Det forekom ikke som noget man gjorde der hvor han kom fra. Indelukket det var alle derfra hvor han kom, og dette gjorde også at han fra start af havde været det, måske også det der gjorde han havde svært ved at lærer de skikke der havde været i hans land, men efter hændelserne igennem årene var Rashn blevet mere indelukket og gjorde ham næsten syg ved tanken om at nogen ville prøve at lære ham at kende. Han talte heller ikke meget om sig selv. Det kom af to meget lig årsager; at han ikke ville lukke nogen ind fordi han ikke kunne stole på nogen, og fordi man ikke gjorde det der hvor han kom fra.

Trods for Rashn havde dem fra hans fortid og egentlig ikke ønskede sin fortid- var det hvad han kendte og han havde taget det med sig. Stadig var hans religion med ham, han ville ikke kunne ligge den bag sig, selvom den næppe var fulgt med her. Det var for ham det eneste der fandtes, også selvom han ikke kunne indfinde sig helt under den. Det med at snakke med guderne gjorde han ikke så meget i, men følelsen af de stadig overvågede ham fulgte ham tykt. Han synes altid at kunne mærke dem, han følte deres dømmelse over det misfoster de mente han var. Rashn var intet mere end hvad de havde skabt.

***

Rashn stoppede op. Stille stod han, som havde han stået der hele dagen. De mørke hove var solidt plantet i jorden. De mandelformede øre lå trykt ned i ned i den sorte man. Blikket var tomt, og stift stirrede han ud i det tomme mørke han kunne se. Lyttende stod han nu helt stille og kun hans brystkasse hævede og sank sig i takt med hans vejrtrækning, der var ganske rolig i forhold til situationen.

Den hvidlige hingst havde opholdt sig på denne i noget tid nu. Længere end ventet faktisk… De grønne øjne havde skuet ud over enge såvel som skove. Bjerge og have. Alt sammen utroligt frodigt og smukt… det vakte minder, og var dog så fjernt for den hvidlige skabning. Tanken om hjem var efterhånden noget der flød sammen med alle de andre dage i landet her, men hvordan hjem så ud var dog stadig isnende klart. Der havde været så mørkt.. Så gråt, og så dødt. Alt det blod der var blevet spildt – alle de nedbrændinger af hjem såvel som byer havde tæret hårdt på moder natur. Det havde virket som en gift, der blot spredte sine strenge længere og længere ud af landet.  

Det havde været så frygtelig trist, men dog en nødvendighed. For hvem der modsagde sig dronningen blev dræbt. Og han ville være den sidste til at modsige sig sin kære søsters ønsker. Ønskede hun et land der blev sådan, ville det blive sådan. Det var ikke til at ændre.  

Men i dette land… Jairo havde ikke hørt om nogen dronning. Han havde ikke hørt om nogle hersker. Det fik ham til at tvivle, og han forstod ikke hvordan landet kunne fungere uden. Hvordan ville de have styr på selve landet, og holde orden på de indbyggere der var? Hvordan kom landet fremad – udviklede sig og forberedte sig på andres angreb eller krige i fremtiden? Det kunne de ikke… det lå uden for Jairos forståelse – at et land kunne fungere uden et hierarki.  

Men det gjorde det indtil videre, og man måtte vel blot indordne sig efter de regler der var. Svagt røstede den blege på det ædle hoved, og sænkede tænkende den bløde mule ned imod det saftige græs. Fraværende begyndte den hvide at nippe af det, imens at de grønne øjne overvågent gled over det mørke område.  

Hvorfor den hvide havde søgt ud om natten – se det var et godt spørgsmål. Hans plads var ved solen, og han vandrede i dagen. Han skyede ikke natten, men den tilhørte ikke ham. Den tilhørte så mange andre sjæle, hvis sind skulle skjules fra den brændende sol. For lyset skar igennem alt, og i dens varme stråler ville skyggerne ikke kunne skjule noget. Så hvorfor nu? Måske… måske kunne han ikke sove. Måske for at tænke. De uhellige tanker, der ikke skulle tænkes om dagen. En pause fra det travle liv omkring ham ville også være en undskyldning. For dagen kunne være så frygtelig ensom, når man blot så på andre dyrs livlige hverdag. Det var ikke mange den hvide havde mødt, og de få han havde nydt selskabet af, havde blot været flygtige bekendtskaber.  

Den hvide hale hvislede svagt bagved ham, og over ham begyndte den blege måne pludselig at træde frem fra skyernes dække. De havde ellers dækket himlen så fint indtil nu, men langsomt begyndte stjerner også at træde frem. Næppe ville de skjule sig i en nat så smuk som denne. Den slanke skabning løftede langsomt hovedet, og så et øjeblik næsten drømmende på den blinkende himmel. Så mange stjerner… aldrig var de ensomme, og den creme farvede kunne for en stund ikke andet end at tænke.. var det de samme stjerner hans kære søster så? Eller hvordan fungerede dette… Landet var så unormalt som noget kunne være, så hvordan kunne han forvente at deres himmel var den samme?  

Smidigt bøjede Jairo den slanke hals, så det fine hoved blev bukket ned imod bringen. Den ædle holdning hingsten bar var noget der lå ligeså naturligt som at skridte. For selvom hingsten ikke længere befandt sig i de royale rækker, var han stadig af det royale blod. Det kunne hverken et fremmed lys, et land eller tiden tage fra ham, for sådan var han født. De var alle født til noget forskelligt.. og nu hvor hans plads ikke længere var ved siden af hans søster, måtte han finde den selv. De emerald grønne flyttede sig fra himlens hvælving, og fandt i stedet vejen til en af de mange dyrestier der løb igennem skoven. Kort stod den blege hingst – ubeslutsom, inden at han bevægede den delikate krop fremad imod skoven: De slanke ben fandt sikkert vej igennem det høje græs, og ikke længe gik der inden at han fandt sig selv dybt inde i skoven.  

Ikke længe gik han, før at han nåede ud til endnu en lysning i skoven. Bred var denne – så man kunne ligeså godt have forveklset denne med en eng. Over den lyste månen rund og klart, alt imens dens kolde stråler gled ned over landet under den. Den oplyste hver en krog af det frodige område, og badede alt i blålige nuancer af grå. Den hvide stod et øjeblik uden at bevæge sig, inden at han med et fnys bevægede den slanke krop ud på det åbne område. De grønne øjne glødede svagt i det kraftige lys, men sådan ville det ikke forblive længe. Snart listede nye skyer sig ind over den før så åbne himmel, og lage skygger sneg sig hen over landskabet. Den hvide løftede svagt hovedet, men ingen lyde undslap ham. Ikke mange følelser var at spore i det blege ansigt, der kunne være udhugget i marmor så stift som det var. Følelsen af ikke at være alene lurede i udkanten af sindet, og i et lille ryk tiltede Jairo hovedet på sned. Var der nogle? 

Hans grønne øjne så udover trægrænsen, hvor alverdens dyr eller væsner ville kunne gemme sig i skyggerne. Dog havde skyggerne også sneget sig ud på engen, så enhver der ikke bar den samme lyse pels som ham selv, ville kunne gemme sig i det tætte mørke. Silhuetter og konturer var svære at skille ud fra hinanden, og den lyse fnyste kort. Joh, der var en… skikkelsen af en mørk og kraftig hingst trådte ud fra det ellers så tætte mørke, og han løftede langsomt hovedet. Hvem det var, vidste han ikke. og om den fremmede ønsekede selskab, vidste han ikke. Dog blev der sendt en blød og dyb vrinsken frem, der roligt blev båret med vinden imod den fremmede.  

Det var ikke forkert af den arrede hingst havde opfanget noget i mørket. Lyde- svage, men alligevel tydelig nok for den svagt seende hingst at høre dem. Det var lyden af hovslag der blev båret hen over den våde jord. Rashn var ej alene i natten. De mandelformede øre blev presset ned i nakken, alt imens han i det uendelige mørke forsøgte at spejde sig frem. Det var ikke meget han kunne se, men lidt. En bevægelse, en lys skikkelse nærmede sig. Det var kun muligt for den sorte hingst at opfange denne fremmede, hvis lugt han tykt i luften, netop fordi den bar en lys farve. For Rashn kunne den være hvid, som skimmel som en anden meget lys farve, han kunne ikke, om han så ville, se skarpt på denne fremmede der blot ville være en sløret skikkelse for det svage syn den en øjede hingst havde.

Opdaget, Rashn var ikke gået uset hen. Dette ville næppe helt kunne lade sig gøre. Den arrede hingst var ikke den eneste der konstant var opmærksom på omgivelserne. Der var ikke meget der kunne slippe uset eller uhørt forbi Rashn, men han ville gerne give dem forsøget, hvis blot det endte ud i han fik lov at være alene. Noget der var gået op for den sorte hingst, var ganske svært at komme til i dette land.
Den fremmede nærmede sig. Ikke helt usynlig stod han med blikket rettet stift imod den fremmede. Der var ikke noget at finde i hans blik, øjet var tomt. Blodsprængt meget stift i blikket. En hinde var lagt over den, der gjorde hans øje virkede mere lyserødt i det, men stadig meget rødlig, hans øje var sløret bag at beskue på grund af hinden. Ganske forfærdelig så det ud, det andet øje var der ikke. I stedet for et dybt sort hul og ar.
Anspændt stod Rashn med de mandelformede øre lagt fladt i nakken. Hver en muskel arbejdede på højtryk. En hvæsende og meget advarende og dyb brummen slap fra den kraftige strube. Den fremmede hingst skulle ikke nærme sig yderligere. Afstand var alt afgørende, og et skridt for tæt på og dette ville få katastrofale følger.