Determination of Insanity

Thread: Determination of Insanity

Tag: Lilith

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

I en hidsig trav, kom den sølv-tonede hingst til syne ude i det dunkle. Hans lyse hale hang som en lang fane efter ham; og den lange lysende man svævede langs hans adrætte, muskuløse hals. Ørene lå nede, men han var ikke fjendtlig. Ikke lige nu. Dog spejdede hans øjne vågent over området, mens han udsete sig områder, som måske kunne blive et kommende yndlingssted for den voldsomme hingst. Hvis nogen befandt sig ude i mørket, så ville den magthavende hingst snart finde ud af det. Han satte tempoet ned, mens han med de flyvske forben bremsede mere og mere op.
Med et hidsigt kast slog han med hovedet, så den lange man blev smældet ud i luften og han gjorde en vel tilfreds brummen. De lyse øjne lod sig igen spejde over det ensomme område. Han stod i skovkanten med udsyn til en stor eng, som han vågent kunne betragte. Han var ikke bange af sig. Men han var påpasselig.

Hvis der pludselig skulle komme nogen fremmede forbi, så ville han bestemt ikke tøve med at gå dem i møde. For han var ikke reserveret, som sådan. Han var kort for hovedet i mange samtaler, men han havde intet i mod at komme i selskab med nogen. De skulle bare hverken forvente eller tro noget af ham. For han var på ingen måde en loyal eller pålidelig sjæl. Han var alt det modsatte. Han var en løgner, bedrager - og han var selvvisk. Ingen - ifølge ham selv - kunne måle sig med ham.
Noget bevægede sig ude på engen, som fangede hans interesse. De mandelformede øre spidsede til og han lod overvågende blikket glide tappert ud over området. Hans prægtige man havde lagt sig ned over hans muskuløse krop igen. Pandelokken dækkede hans ene øje, men han havde fint udsyn fra hvor han stod. Ingen mangler havde han. Mente han selvfølgelig selv.

Et kraftfuld vrinsken lød fra hingsten. Man kunne tydeligt høre, at det var en fyrig, hidsig og meget dyb vrinsken, som blev udgivet. Hidsigt stampede han med hoven mod jorden, mens han virrede pirreligt med hovedet. Energisk lod han sig spankulere rundt ved skovkanten, så han derved kunne holde øje med eventuelle fremmede ude i mørket. Han ville være forberedt.

code by ♥

Dansende, feminint og forførende var bevægelserne der flyttede den sorte hoppes slanke krop afsted over engen. Det våde græs slikkede sig op af hendes ben, kærtegnende og omfavnende. Den to farvede hale stod i en fin fane bag hendes velformede bagparti.
De mandelformede øre var tilbagevendt. Irriteret, frustreret og ikke mindst forvirrende var Lilith. Endnu var hun ikke sikker på hvor hun befandt sig, eller hvordan hun præcis var havnet her- en ting var hun sikker på: Det var langt væk hjemme fra, langt væk fra de vante rammer. Måske noget godt ville komme ud af det.

Dansende afsted forsatte hun endnu uset på engen. Dette foresatte ikke længe, en vrinsk- tydeligt fra en hingst, prydede aftens sene timers stilhed. Næsten som en ekko lød det for hendes øre.
Med en glidende bevægelse stoppede den sorte hoppe op. Hoved var hævet højt og de blå grå øjne spejdede nu over området. Et lyst gengivende og ganske feminint vrinsk blev sendt imod himlen. De to farvede hale slå et par smæld bag hende.
Opmærksomhed. Hun ventede, opmærksomheden skulle nok komme til hende. Det var noget hun var sikker på. Endnu havde hun ikke fået øje på denne fremmede, der havde gjort sig til kende. Han var der et sted, et sted ude i mørket. En feminin brummen lød fra hoppen, utålmodig. Blikket var fæstnet i den retning vrinsket før havde lydt.

Thread: Determination of Insanity

Tag: Lilith

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Uden den mindste tøven bevægede han sig langs den tætte skovgrænse. Bladende var så småt begyndte at drysse af træerne, og derfor gav de et dække over græsset. Alt tydede på, at det derved snart ville blive koldt og vinter-agtigt. Shades var bestemt ikke en hingst, som lod sig påvirke af køligere vejr. Hans pels havde en ganske tilpas tykkelse om vinteren, så derfor kunne han sagtens magte en kold, ustadig vinter. Den kraftfulde brystkasse hævede sig i takt med hans åndedræt. Manen blafrede som en fane efter ham, og det samme gjorde den kraftige, let bølgede hale. Ørene derimod lå tilbage og vurderede kritisk det område, som han begav sig rundt i. De vigtigeste punkter for Shades var, at have kontrol - og derfor stod han vågende og observerende ved sin post langs skovkanten.
Under den mørke himmel, kunne man tydeligt se hans hvirvlende man og hale, som flagrede i vindens postyr. Hans let knejsede nakke tydede på at han var en hingst med holdning og attitude. Mens han bevandrede denne nyere jord, hørte han et respons på hans kraftfulde vrinsken og han lod betænkeligt vrinsket hænge i luften nogen tid efter. Der var ingen tvivl, at responsen tilhørte en feminim sjæl derude. En lille en af slagsen. Efter få øjeblikkes stilhed satte hans i en smidighed, men ganske attitude-præget trav i mod det sted hvorfra lyden kom fra.

Endnu var ørene let tilbage og hans forben hævede sig mere og mere, for hvert skridt han tog. Hidsigt kastede han voldsomt med det ædle hoved, mens han fortsatte sin færd mod hoppen. Ikke langt fra hvor han før havde befundet sig, kunne han tyde i det mørke at en slank hoppe stod og ventede. Som om hun forventede, at han skulle komme rendende. For hendes vedkommende, skulle hun prise sig heldig. Shades var et rimelig tilforladeligt humør og var ikke provokeret tilstrækkeligt til at ændre på det lige foreløbigt, men det kunne sagtens ske. Han var kendt for sin uforudsigelige adfærd og tankegang.
Det var ikke af ondskab, at han var som han var. Det var ganske enkelt, fordi han selv havde bygget denne status op omkring sig. Det ændrede han ikke på, fordi han egentligt var tilstrækkeligt tilfreds. Da han nærmede sig hende mere og mere, bremsede han op i sin hastige færd. Tempoet var snart dæmpet nok til en forholdvis rolig, men hingste-præget skridt. Den lange, bølgende pandelok lå karakteristisk ned over hans lyse øjne. Han vurderede hoppen med det samme. Vejede og målte hende for hver en centimeter, som befandt sig på hendes velformede, slanke skikkelse.

Det første som Shades lagde mærke til, var at hun havde en anderledes farve. Lidt lige som han selv. Den lyse man stod i kontrast til hendes sorte pels, samt den tofarvede hale. Det var sjældnere at Shades stødte på nogen med lignende farver, som han selv. Men denne hoppe bar præg af hans ganske specielle kontrast mellem pels og man. Shades havde intet i mod nærvær, fordi det betød intet for ham. Det var ikke fordi han anså nogen som mere specielle. Der skulle en del til, før at han begyndte at finde nogen yndlings. Og hvis han endelig gjorde, så skiftede han dem hurtigt ud - hvis der var noget bedre. Dette var hingstens brist. Følelser, var ikke noget som sagde ham noget. Han havde ikke fundet nogen, som vækkede noget i ham. Desuden, så levede han et liv hvor der kun var plads til ham.
Dog havde Shades en tendens til at forgive noget, som ikke passede. Ved at være så nærgående og løgnagtig, kunne han hurtigt udvise noget, som ikke var ægte. Han kunne sagtens sige, noget som han ikke mente, blot for at stille sig selv i et bedre lys. For sådan var denne skabning. En bedragerisk, løgnagtig, upålidelig, egocentreret satan. Med ørene rettet let frem i mod hoppen, standsede han og først var det kun hans ånde, som man kunne tyde.

,,Hvem er du, fremmede?" spurgte han kortfattet. Han var ikke typen, som var særlig venlig ved førstehåndstrykket. Han var vurderende og behøvede ikke at gøre sig umage, for nogen skulle bryde sig om ham. Han tilpassede sig blot, hvis han fandt ud af de havde noget, som han behøvede. De fleste var blot brikker i et større spil for ham. Et indre spil i hans bedrageriske sind.
Brystkassen hævede og sænkede sig tungt, eftersom han havde bevæget sig hidsigt over landskabet. Endnu knejsede han karakteristisk med halsen, og overvågede vågent hoppen foran ham. De dømmende øjne vendte sig i mod hendes øjne, for at fange hendes blik. Han var højere end hende, og derfor følte han med det samme en tilfredsstillelse ved dette. Hans største bedrift i livet var at overgå andre. At have magten. At være den mest almægtige skabning.

code by ♥

I mørket kunne en skikkelse anes. En lys fane blafrede fint efter, hvad Lilith havde regnet ud til var hendes kommenede selskab- eller det var i hvert hvad hun mente. Hun ville ikke ignoreres eller overses, og det var der med stor velbehag hun så hingste nærme sig. Prægtig, stor og muskuløs. Ædel så han ud, dog ikke speciel venlig sindet. Dette havde ikke noget betydning, venlig eller ej ville hun have hans opmærksomhed.
Lilith lod hingsten komme til hende, eller i hvert fald tilstrækkelig tæt nok på, alt imens hendes gråblå øjne beskuede ham. Han var noget større end hende, bredere og højere. Ganske kønt syn for øjet, men ikke noget den sorte hoppe tog meget til sig. Igen, skønhed havde ikke den helt store betydning for Lilith, vis eneste formål i livet var at opnå den opmærksomhed hun havde gjort krav på. Den opmærksomhed og kærlighed hun manglede- eller mente hun manglede. Opmærksomheden kunne være positiv som negativ atter igen ville dette ikke have stor betydning for hende, så længe hun fik det.

Han kom ganske tæt på før hans fart blev sænket. Det velformede hoved blev løftet op, blot for hun lige kunne vise sig en anelse frem før hun valgte at komme dansede imod ham med lette bevægelser. Da hingsten stoppede gjorde hun ikke, i stedet forsatte hun helt frem til ham, tæt på. Dansede rundt om hans muskuløse krop. Hun var så tæt på at hun næsten rørte ham, for hende var der ingen grænser.
Den to farvede hale dansede omkring hendes velformede bagparti, hvor hun en gang imellem slog nogle hårde piskende slag med halen. Den sorte fløjlsbløde mule lod hun strejfe hans mørke skind, hvor efter en feminin brummen atter slap fra hende.
En fin latter lød fra den sorte hoppe, den var ikke hånene eller nedladende, det var blot en latter. Han talte, spurgte ind til hvem hun var. Ikke just havde det lydt venligt, men Lilith var stadigvæk ganske ligeglad.

"Lilith, men det er ikke så vigtig hvem jeg er, men hvem du er?"

Hendes stemme lød skarp, men ikke hård, den var feminin men bar tydelige præg af at hun var en hoppe der godt vidste hvad hun ville. Det var en bestemt stemme hun bar, den var syngende og ganske harmonisk.
Lilith stoppede sin dans omkring ham, stillede sig stadig ganske tæt på, forbi alt hvad der ville have heddet grænser hvor hun mødte hingstens lyseblå øjne. Selv var hendes grålige, en anelse blå i det, men mere tætte på at være hvide end ren faktisk at have nogen farve eller dybere kontrast.

Thread: Determination of Insanity

Tag: Lilith

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Det essentielle når man blev en del af en ny verden og liv, var at man byggede sig et sikkerheds-net. Man kunne konkludere, at jo større sikkerhedsnet du havde, jo bedre ville du klare dig. Sådan var det bare. I hvert fald inde i Shades hoved. Hans mind-set fungerede således at han hele tiden skulle have back-up planer. Hvis noget kiksede og blev noget værre rod, så var det altid rart at have nogen, som kunne redde ens bummerter. Trods Shades - taget fra eget udsagn - aldrig begik fejl, så var han så taktisk, at han altid sikrede sig selv. Ham selv i første-række, altid. Mørket havde budt ham på et selskab med en ganske pågående sjæl.
Han fandt ikke hendes tilnærmelser ud over det sædvaneligt, men lod hende gøre som det passede hende. I hvert fald for nu. Shades var ikke ondsindet - det var i hvert fald ikke hans store plan. Ondskab kunne hurtigt forveksles, hvis man havde et meget selvvisk syn på verdenen foran sig. Og det havde Shades.

Opslugt af mørket stod de to levende skabninger nu foran hinanden. Hans åndedræt var tungt, men kontrolleret. Hans levende, meget stirrende øjne fangede hendes - mens han blot lod hovedet glide på sned, ved hendes milde - skarpe tone. Som den strategikker, som han nu var så fangede han hurtigt hendes personlighed. I hvert fald en bid af den. Hun var en rap lille dame. En opmærksomhedskrævende en af slagsen. Dette gjorde ham intet. Det gjorde heller ikke indtrykket af hende bedre end normalt. I stedet anså han hende som en anderledes personlighed, men som han straks proppede ned i en lille fin kasse.
Hvis man stødte på Shades ville man opleve, at han havde det med at give andre et prædikat. Derpå ville han kunne genkende dem, og skelne. Dette sikrede ham også, at han ville være i stand til at gøre lige præcis det, som til lokkede dem og som de blev fascineret af eller tiltrukket af. Snedigt? Måske.

,,Du kan kalde mig Shades," bemærkede han til hendes snakken. Han ignorerede åbenlyst hendes kommentar, fordi det intet sagde ham. Shades behøvede ikke mange ord, men i stedet handling. Og hoppen berørte ham nænsomt, men på en ganske tiltalende facon. Havde Shades været yngre og mere pige-glad end han var, så havde det sikkert fået ham helt oppe og ringe. Men Shades havde lært lektien og brændt sine naller før, og det skulle bestemt ikke gentage sig.
I en forholdvis rolig bevægelse kastede han med det ædle hoved, mens han med den tykke hals vendte hoved i mod hoppen. ,,Hvad har du så at byde på?" adspurgte han nysgerrigt, med en med en ganske velovervejet tone. Hans øre spidsede sig i mod hende. Spørgsmålet kunne til dels misforstås, men han ønskede at vide hvad der adskilte hende fra alle andre. Hvorfor at hun skulle have hans fulde opmærksomhed og ikke andre.

Det som Shades ikke anede var, at disse to væsner lignede hinanden meget på ét punkt. De var meget selvfikserede og ville være den eneste. Den udvalgte. Den som fik mest opmærksomhed. Det eneste som gjorde, at det kunne være svært at tyde var at Shades altid var mere tilbageholdende alt afhængigt hans humør.

code by ♥

Hun havde hans opmærksomhed, i hvert fald lige nu. Tilfreds brummede hun igen feminint. Et skridt af gangen, måtte man vel tage, selv Lilith ikke bar den største tålmodighed. Hun hungrede efter sit eneste mål. En sult der aldrig blev stillet. En tørst der aldrig ville slukkes. Lilith ville ikke kunne få nok, en ville aldrig være nok til at give hende den opmærksomhed, den følelse af kærlighed hun behøvede. Det hun manglede. Et sted var det ikke hendes egen skyld hun var blevet så huk på det, hun var vokset op som alles øjesten, hun var vokset op med alle elskede og forgudede hende. Det lå blot i hendes natur, med alderen og de komplikationer der var kommet med tiden havde blot lært hende flere måder at opnå det hun søgte.
Lilith kendte ikke til rigtig kærlighed, hun havde ikke selv haft kærlige følelser for nogen, hun havde altid været centrum. Eller ikke altid, men den vigtigste del af hendes liv, der hvor man egentlig skulle lærer at befærde sig i verden, havde hun brugt på at alt drejede sig om hende. Selv solen gjorde. Eller det var den opfattelse den sorte hoppe havde fået i en meget und alder.

"Shades."

Gentog hun næsten hviskende i det hun igen valgte at smyge sig omkring ham. Denne gang dog noget tættere, så tæt at hun næsten gned sig op af ham. Hun kunne mærke hans varme krop imod sin, i den hun bevægede sig atter dansende, langsomt, omkring ham. Det kunne tilmed være ganske forførende.
Denne hingst krævede noget igen. En udfordring. Saglig brummede Lilith igen, slog en slag med halen, bevidst for lettere provokerende at ramme ham. Hvad havde hun at byde på- ud over sine feminine former? I stedet for at svare ham på hans ellers ret så simpel spørgsmål, lod hun hans ord hænge i luften- forholdt sig tavs.
Lilith lod den sorte fløjlsbløde mule glide over hans skulder og let ned af rygsøjlen i det hun smøg sig forbi.

Thread: Determination of Insanity

Tag: Lilith

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Sommetider måtte der drastiske handlinger til, hvis man stod med al for megen rod op til halsen. Shades havde været der. I en meget ung alder havde han valgt at blive den han var i dag. Eller et valg, kunne man vidst ikke kalde det længere. Nærmere var det et obligatorisk skifte. Han var nødt til at lægge sit liv om, for at kunne komme ud af den ubalance han havde været sinds-mæssigt. Havde man mødt Shades som blot en treårs hingst, efter al den ballade der havde været med hans familie - så ville man hurtigt kunne overvære en sindsforstyrret sjæl. Han havde været arrig, voldsom og hensynsløs. Endnu mere end det han var nu.
Han havde været hævntørstig, og næsten psykopatisk i sin tankegang. Han var kommet videre, kunne man godt sige. Han havde lært at kontrollere sig selv. Kontrollen var det eneste som han byggede sit fundament på. Hvis han ikke havde denne kontrol, så ville han komme tilbage til at være den hadske, kolde skal. Men han kontrollerede alle sine følelser, som florerede i hans system.

Nattens mulm og mørke skræmte ham ikke. Tvært i mod, så havde han det ganske tilpas i det. Som før nævnt, så havde han ikke noget i mod selskab - men de fleste han mødte sagde ham ikke særlig meget. De var som alle andre. Almindelige, naive og nemme at manipulere med. Den dominerende hingst lod hovedet glide på sned da hun smagte på hans navn. Det var ikke et svært et. Shades var heller ikke hans rigtige navn, men han havde valgt at slette sin tidligere identitet og fandt det ikke nødvendigt at skulle gøre brug af sit gamle jeg.
Han havde fundet på Shades, fordi det passede til ham. Han var mange skygger. I hans verden så var navne ikke vigtige, men han lod som om, at han gerne ville lære andre at kende. At de skulle finde ham som en tryghed: Men han lovede dem aldrig noget. De skulle bare formode det. For trods han var hæmmet af sin fortid på flere punkter, så havde han ét lille problem. Han lovede aldrig noget, fordi det var en pligt at holde hvad man lovede. Hvis nogen spurgte om de kunne stole på ham, så ville han blankt sige, at det kunne de ikke. De skulle ikke forvente noget af ham.

Det som antændte hans opmærksomhed var hvor langt han kunne gå, for at vinde deres tillid. Og når den tid kom, så ville han skuffe dem. Ikke åbenlyst eller planlagt, men han ville altid være den som skuffede. Den som knuste hjerter, og som satte føl i verdenen udelukkende kun for at efterlade moderen, til føllet blev stort nok. Han ville ikke have noget med den lille kernefamilie at gøre. Han talte heller ikke med moderen efterfølgende. Og én ting var sikkert: Han ville ikke begå samme fejl, som han egen fader havde gjort. Han ville ikke slagte sin egen familie.
,,Du svarede ikke på mit spørgsmål," påpegede han til hendes lille manøvre med at lade sig smyge sig om hans hans pels. Jo, det var da tiltalende - han var trods alt en hingst. Det som var afgørende for ham, var hvad de havde mellem ørene. Han havde oplevet mange hopper lige som hende. Nærgående og ganske omgængelige. Så det var ikke nyt for ham og det sagde ham intet. Det vækkede intet i ham, ud over hans mandelige hormoner selvfølgelig blev opmærksomme.

Da hun lod mulen glide hen over hans muskuløse krop, lod han en dyb - hæs brummen lyde. Hans øjne veg ikke fra hende, mens han vippede ganske observerende med ørene. Hun var ikke bange af sig, og det var trods alt plus point, som hun hentede hjem dér. Han lod hende gøre lige det, som hun ville, men reagerede ikke videre på det. Han gengældte ingen berøringer, da han afventede svar.

code by ♥

Endnu forholdt hun sig tavs. Lod hans spørgsmål hænge i luften, hun lod det hænge alt for længe. Nok længe nok til det egentlig ville være gået hen og være uhøflig. Lilith var lige glad. Hvad var meningen i at svare på det. Hvorfor give sig selv han og love guld og grønne skove. Nah, det var for kedeligt.
Et smil træk sig over den fløjlsbløde mule. Sødt, uskyldigt- men også ganske lumsk. En syngende latter slap fra den sorte hoppe i det hun dansede væk fra hingste, hun dansede væk i afstand, men for blev alligevel omkring ham. Overvejede han som et rovdyr ville overvåge sit bytte.

"Det må du selv finde ud af."

Lød stemmen dog mere sødt end før, dog var der stadig en skarphed over stemmen. Lilith var ikke kvalende sød, hun kunne sagtens opfører sig sådan- hvis det gav hende den opmærksomhed hun ønskede, men det lå ikke til hendes natur.
Halen slog et par voldsomme slag bag hende, i det hun satte sin gang ned til skridt. Dansen holdt inde for en stund. Langsomt men ganske yndefuldt bevægede hun sig let på to hen foran hingsten igen. De lyse øjne mødtes hans blå, de var lyse men meget blå. Selv var hendes grålige og kun et svagt skær af det blå kunne ses når lyset faldt rigtigt.
Den sorte fløjlsbløde mule kærtegnede ham op langs kæben, hun førte den højere op til hun nåede hans øre hvor hun hviskede sagte: "Hvis du tør."

Thread: Determination of Insanity

Tag: Lilith

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Besværligt ville det blive for en hoppe, som hende der stod overfor den kraftige, betonede hingst.  Hvis man troede, at man vidste bare en smule om den prangende hingst, så tog man gevaldigt fejl. Han var sin egen og ønskede ikke, at nogen skulle prøve at tøjle ham eller sætte ham i bås - trods han gjorde det med andre. Morale var godt. Men dobbelt morale? Det var endnu bedre. I hvert fald i følge den fængende hingst, Shades. Da hun tillod sig, at nærme sig mere end nødvendigt var lod han den dybe, maskuline brummen lyde atter endnu.
Hans lyse øjne vågede over den mørke hoppe. Han overvejede for en stund, hvordan det kunne være at hun søgte så megen opmærksomhed. Det gjorde ham intet, men hun gjorde intet særligt indtryk på ham. I stedet kategoriserede han hende som værende en form for ensom sjæl, som søgte opmærksomhed. Men han lod som ingen ting.

Da hun kælent, faktisk legende lod sig smyge langs hans flanker knejsede han oprejst med hovedet. Hans øjne fulgte hende overvågende, mens han tavst lod hende gøre sit. Uden videre dansede hun væk i sin lokkende facon. Prøvede hun at lege med ham? Han lod hovedet glide på sned, mens han spidsede ørene frem mod hende. Da hun valgte at tale igen, lyttede han til det hun sagde. Han var overvejende, fordi han prøvede at lure hende. Hans næsebor var udvidet, for at indånde hendes duft.
Feminint, lokkende. Sådan kunne det da ganske nemt beskrives. ,,Krævende," konstaterede han i kontrol. Igen vippede ørene let tilbage, mens han løftede magtfuldt hovedet. Han havde ikke just noget i mod krævende væsner, men han var påpasselig med dem. Han skulle selv finde ud af det? Hmf.

Passivt lod han sig blot stå til, mens han lod hende komme ham nær. Ingen reaktion tydede der, da hun lod sin mule berøre hans kæbelinje. Den skarp markerede linje, tydede på at han var godt bygget. Harmonisk, men med det  karakteristiske andalusiske træk. ,,Tør?" udbrød han kvalt i forbavselse, men med en bebrejdende tone. Hvad troede hun, at han var?
Han mærkede et stik af fornærmelse vride sig i gennem kroppen, men kastede den hurtigt ud. En hoppe skulle ikke på nogen måde, få ham ned med nakken.  Derfor rystede han opgivende på hovedet, mens han lod et let smil tegne sig.

,,Hvornår ankom du her til denne verden, Lilith?" kom det afledende fra hende. Han kunne altid vende tilbage til det emne hun jokkede rundt i, men lige nu ønskede han svar. Hans egen rejse havde vækket en form for interesse. Han undrede sig over hans ankommen, da han var blevet flået ud fra sin gamle verden. Så hvorfor ikke adspørge om hvordan de andre kom til? Det kunne være de vidste hvorfor.

code by ♥

En latter steg fra den sorte hoppe i det hun atter dansede væk fra den muskuløse Shades hun havde mødt denne aften. Den to farvede hale slog hun hidsigt bag sig. Blikket blev kastet tilbage imod denne hingst, hvis opmærksomhed hun nød til fulde. Lilith kunne sætte sig tilfreds med ganske lidt- så længe hun havde nogens opmærksomhed.
Hun slog rundt igen i en cirkel omkring hingsten, hun kom hen imod ham, hvert skridt bragte hende tættere og tættere til hun havde indskrænket sin cirkel til hun gik rundt helt tæt op af ham. Bevægelserne var mindre flyvske nu, som havde hun sat en dæmper på.

"For få dagen side. To, men hvem tæller."

Grinte hun og listede atter væk fra ham igen, før hun satte tempoet op igen og atter bevægede sig med sine flyvende bevægelser igennem det våde græs. Han stod ganske passivt, hvilke vel et sted var okay. Hvis ikke han ville danse, måtte hun gøre det alene.

(Mine svar bliver lige lidt korte ind til jeg har færre tråde at svare på)