Betrayal Insurance

Thread: Betrayal Insurance
Tag: None
                . . . . . . . . . . . . .

Ensomt kunne det være, at skulle vandre rundt i dette nye land. At være blevet flået væk fra alt hvad man kendte til, kunne være en ganske barsk virkelighed at gå i møde. Vogue var en af dem, som var blevet revet væk fra den flok, som hun før tilhørte. Hun havde aldrig helt fundet sin plads i livet, fordi hun stadig var midt i en kæmpe personlighedskrise. Påvirket af bekendtskaber. Af sin ukendte fortid. Den slanke, men ganske motionerede skikkelse - befandt sig et nyt sted. Øen Enophis. Hun kendte ikke til områderne endnu, men hvis man kendte den lille hoppe, så ville man vide, at hun hurtigt ville udforske hver et lille hjørne.
Uden tøven lod hun hovene blive placeret på det hårde underlag, bestående af græs, en smule mos og visne blade. Ørene var spidsede opmærksomt, mens hun ganske ufortrødent blot fulgte den vej hun nu havde udpeget. Hun var på vej over en stor eng, hvor hun snart kunne tyde en klippeskrænt forude. Udsigten bragte et syn af hav længere ude. Et kæmpe stort, endeløst hav. Det som måske kunne være en ulempe for en som Vogue, var at hun bestemt ikke var blevet opfostret i en helt almindelig "familie". Hendes moder døde under et år efter Vogues fødsel og hendes fader havde hun aldrig nogensinde stødt på. Han havde mødt hendes moder i en kort stund, da Vogue blev til - og ellers havde hendes moder ikke set noget til ham siden da.

Det kunne næppe siges, at Vogue havde haft en kærlig opvækst. Hendes 'pleje-familie' bestod af unge hopper; og en tyran af en leder hingst. Ingen af dem påtog sig det fulde ansvar for, at kunne give hende en lærerig start på livet og derfor havde hun udviklet sig til denne ganske uvidende skabning. Men man kunne dog ikke bebrejde hende, for uden nogen fader-rolle eller moder-rolle, så ville det være svært at vide hvad man måtte og ikke måtte. Så Vogue havde levet efter sine egne præmisser hele sin barndom og hendes 'teenage'-år.
Over engen vandrede hun endnu med et ganske nysgerrigt, vågent blik. Kendetegnene var hendes beige-brune farver. Denne nærgående skabning, havde det ganske fint med at udforske og finde ud af alt hvad der kunne findes ud af. Mén en ting gjorde hende lettere usikker. Hun var en trygheds-narkoman. Et ægte flokdyr, som godt kunne lide at have nogen hun kunne gemme sig bag, hvis nu der skulle opstå tumult eller andet faretruende.

For hvert skridt hun tog kom hun tættere og tættere på den skrænt, som hun nu havde besluttet sig for at skulle udforske. Da hun nåede tæt nok på, standsede hun ganske elegant og uden besvær op - mens hun vurderende lod blikket glide hen ad den strand, som lå længere nede. Skrigene måger vækkede hende fra hendes lille drømme-scenarie. Landet var bestemt ikke slemt; og var ganske fredfyldt - men måske lidt for fredfyldt? Vogue var vant til masser af liv. Masser af bekendte, som tulrede rundt i nærheden. Her var der ingen. Ingen bekendte. Ikke en gang nogen fremmede - og det bekymrede hende ikke som sådan, men hun befandt sig bedst med andre. For sådan var hun opvokset. 
                   . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

 " who lies for you will lie against you "

Tidligere på dagen havde Pippin sat kursen mod landets største Ø: Enophis. Han havde været flere omgange rundt på Zenobia og havde derfra konkluderet, at den korteste vej mod nye eventyrer, var mod Enophis. Egentligt havde han ikke været særligt længe på ørkenøen og selvom den mest af alt mindede ham om hjem, var det ikke nok til at han kunne blive på den, slet ikke når der nu var fire andre øer, der krævede hans opmærksomhed. Selvom hingsten var ung og langt fra så muskuløs som han kunne blive, var svømmeturen ikke just nogen stor udfordring for ham og det mest af alt, fordi han havde energien som ti vilde heste. Der skulle meget til at køre ham træt, så da hans hove ramte jorden og han langsomt kunne begynde at skridt op fra vandet, var det ej for at holde et hvil der på stranden. Tværtimod. Han standsede kort og rystede hele kroppen igennem så vandet stod fra ham i små dråber.
Med et par veltilpasse smask med den smalle, mørke mule lod han det iltre blik glide omkring, blot for lige at se øen an og så gik det ellers derudaf. Den lyse hale blev lynhurtigt rejst bag ham som et flag og den korte pandelok og man virrede i modvinden. De lange ben førte ham hurtigt fremad, mens hovedet i takt med hans skridt blev hævet mere og mere. Det var nærmest som et slaraffenland for ham, for selvom han savnede sin flok og sine venner hjemmefra, kunne det ikke holde ham fra at være ovenud lykkelig for dette enorme eventyr der lå for hovene af ham.

Hele tiden øgende hingsten skridtlængden og der gik ikke længe før det gik med fuld fart henover en af øens mange enge. Efterårssolen stod på himlen, momentvis gemt bag skyerne, men han kunne lige ane hvordan den lunede hans krop. Han frøs ikke, det gjorde han sjældent, selvom hans hår lag aldrig blev ligeså bamset og plysset som andre hestes. Han var vant til enorme temperatursvingninger og selvom han virkede spinkel og senet i sin kropsbygning, var det ikke fordi han var nogen svag hest. Han var enorm hårdfør og kunne gå lang tid uden vand og mad. Det var vilkårene for hans flok i hjemlandet Karakum, der ikke bestod af andet end gold ørken.
Alle hestene i hans flok bar samme kropsbygning som ham. De var langbenede, senede og nogen med tildens til at være en smule magre. De var nærmeste en race for sig, ørkenheste, måske? Tankerne fløj igennem hans hoved, med samme hastighed som benene bar ham afsted med. Med et muntert og vildt udtryk i de mørke øjne så han sig opmærksomt omkring, inden et langtrukkent vrinsk lød fra ham.

Det var netop som vrinsket havde forladt den mørke mule, at han fik øje på en anden hest. Ud af øjenkrogen, så han en noget mindre hest på vej væk fra ham. En hurtig beslutning blev taget og i et skarpt sving drejede han mod hoppen. Svinget krævede en drastisk ændring af farten og derfor slog han i et kort øjeblik over i en trav fuld af taktfejl og ukontrollerede bevægelser. Han kastede vildt med hovedet og fløj så afsted mod hoppen.
Der gik dog ikke længe, før han havde nået en del nærmere hende. Han sænkede farten en anelse og sendte atter et vrinsk mod hoppen. Det var stadig en anelse skingert, men denne gang mere venligt og imødekommende: Rettet mod et forhåbentligt nyt venskab. Pippin havde ikke overhovedet skænket det en tanke, at hoppen måske var fjendtlig eller en sur gimpe. Hvad han dog havde tænkt over, var om hun ønskede hans selskab eller ej. For selvom han var en energibombe uden lige, kunne han momentvis godt opfører sig som en galant hingst. Derfor standsede han et stykke væk fra hoppen og strakte mulen frem mod hende, med en dyb brummen. Den korte pandelok stod lige i vejret efter den hurtige løbetur og under maven dryppede de sidste salte dråber af ham.

Han stod placeret bagved hoppen, der havde nærmet sig en skrænt. I et kort øjeblik overvejede den spinkle hingst om hun mon prøvede at tage livet af sig selv? Denne tanke var efterfuldt af et billede af, hvordan han heltemodigt sprang ind foran hende og reddede hende fra døden. Blikket var vendt en anelse opad, som han kort forsvandt ind i sin egen strøm af tanker og billeder, men lynhurtigt var han tilbage og rettede blikket mod den grå hoppe foran ham. Hun lignede ham gevaldigt, men bar alligevel en mørkere grå tone og havde en masse aftegn rundt omkring.

Ensomhed var ikke noget Vogue var den helt store fan af. Hun kunne sagtens spadsere rundt alene, men hun befandt sig nu bedst, når hun var i selskab med andre, levende væsner. Men hvilke levende skabninger? Det var faktisk ikke noget, som hun bekymrede sig synderligt meget om. Vogue tilpassede sig rimelig hurtigt nye områder: og havde i sit liv været vant til megen forandring. Hun var ikke ligefrem typen som knyttede sig til andre, fordi de var specielle. Næ, hun behøvede og søgte udelukkende trygheden, fordi hun aldrig selv havde kendt meget til det. Mens hun vandrede, havde hun for en stund ladet sig drive med; for hun opdagede ikke, at hun ikke længere var helt på egen hånd. 
Forstenet i sine egne tanker, begav hun sig videre - men stoppede da hun fandt et spot, hvor græsset i den grad var langt mere tiltalende. Dog uhyggeligt tæt på skrænten. Med en buet hals, strakte hun ned efter det grønne græs, som hun en smule ensomt nippede lidt til. Sulten, det var hun egentligt ikke. Hun kedede sig. Vogue anede ikke hvorfor hun var endt et sted som dette. For hun var blevet revet væk fra alt det hun kendte. Alt det hun ellers var vant til og det frustrerede hende, da hun godt kunne lide sine normale dagsmønstre. Dog havde hun intet i mod forandringer - men dog at hun nu ikke længere kendte landet og heller ikke dets levende væsner. Hun var glad for at finde tryghed hos andre. 

Ude i det fjerne lød et vrinsk og det fik hende til at hæve hovedet nysgerrigt, mens hun overvejende vippede med de spidse øre. Den beigefarvede hoppe brummede sagte, mens hun forsøgte at finde ejermanden til dette - maskuline, drengede - vrinsk. Da hun hurtigt fik overblik over hvor fra vrinsket kom, kunne hun se en hest komme i en høj fart i mod hende. Hun tøvede kort, men bevægede sig mageligt i mod hingsten. Hvilke intentioner han havde, overvejede hun ikke. Mistro var ikke noget, som lå naturligt til hende - i hvert fald ikke på den måde, som de fleste andre havde i sig. Dog var Vogue ikke det mest erfarne selskab, fordi hun aldrig havde fået af vide hvad man måtte og bestemt heller ikke hvad man ikke måtte.

,,HALLO! Du der. Sæt lige tempoet ned!"

Der kom en næsten kommanderende, bestemt tone fra hende. Hun lod ørene glide tilbage, men straks nysgerrigt hovedet frem i mod ham, da han nærmede sig hende. Han var allerede kommet så tæt på hende, at hun ikke havde nogen mulighed for at søge væk. Men hun var ikke skræmt: så hun behøvede ikke at vige væk fra ham. De fleste så det som værende et farer-signal at en anden kom bagfra og "overraskede" en fremmed. Det først som Vogue bemærkede, var ligheden mellem dem. Deres farver var ganske matchende, men Vogue havde allerede kåret sig selv til den flotteste. Hun havde trods alt nogle flotte, hvide plamager på næseryggen - som hun var meget tilfreds med!
Vurderende så hun til, mens han kom helt tæt på hende. Hun rynkede en smule utilfreds på mulen, mens hun vippede det ene øre mod ham. Derefter lod hun det kvikke hoved glide på sned, og betragtede for en kort stund ham. Bare lige fordi hun skulle se om der var noget ved ham, som måske overgik hende.

,,Sikke en fart du kommer med, hingst. Hvem er du?"

Høflighed var ikke noget, som lå til Vogue. Det var ikke for at være uforskammet, men hun sagde det som lige faldt hende ind. Hun så ingen grund til at ligge skjul på sine tanker og frustrationer. Hun blev stående, musestille på sin plads. Hun havde egentligt slet ikke overvejet tanken om, at det måtte se yderst forkert ud, at hun stod så tæt på en klippeskrænt: For hun havde jo bestemt ikke tænkt sig at springe i døden! Hun var jo lige kommet til denne verden, så hvorfor allerede forlade den?

Da den grålige hoppes kommanderende stemme lød, lagde hingsten det spinkel hoved en anelse på sned og brød ud i grin. Hun havde en sær udstråling, for på den ene side virkede hun en anelse snerpet eller bestemmende og på den anden side kunne man se nysgerrigheden i hans øjne. En mærkværdig blanding, der fik Pippin til smile muntert mod hende. Grinet døde langsomt ud og han trissede det sidste stykke hen mod hende, i et mere roligt tempo denne gang. Han standsede dog alligevel et stykke fra hende, i og med han nægtede han nærme sig skrænten mere end højst nødvendigt. De spidse ører blev vendt fremad mod den fine hoppe og han brummede nysgerrigt.

”Javel, frøken.”

Han trippede kort på stedet, for at samle benene sammen og da han stod med forbenene og bagbenene snorlige, standsede han op og gjorde et nik med hovedet, som gjorde han honnør til hende. Der gik dog ikke lang tid før han slappede af i kroppen igen og smaskede en anelse med den sorte mule.
Hoppens signalerer var temmelig forvirrende, for det ene øjeblik så hun afvisende ud og det næste nysgerrig. Pippin smilede muntert mod hende og trådte et lille skridt frem mod hende, for at puffe til hendes skulder. Muntert hoppede han dog væk igen, for han var ikke helt sikker på hvad hoppens reaktion ville være.

”Mit navn er Pippin. Og hvem er du?”

Hans stemme var varm og munter, som hans blik gled henover hoppens krop, inden han atter søgte hendes gyldne øjne igen.