Vinterens mørke trænger på (Altaïr)

Et tankespind var ved at blive vævet bag de dybblå øjne, som Altaïr besad. Hans passion for drømmenes verden havde han en sær idé om, at denne hoppe ville kunne være modtagelig overfor; men endnu var han langt fra sikker. Det havde taget ham lang tid at udse den blåsorte Ava til at prøve at drømme med ham, og ligeså havde det taget ham lang tid at lære nok om hans elskede Taia, til at han havde indviet hende en smule i sin verden. Men dog, havde han en idé om, at den hoppe der dansede foran ham, havde evnerne til det.

Med en lille brummen efterfulgt af et nik synliggjorde han at han lyttede til hendes behagelige toner. Hun fortalte ham om, at frugtbarheden havde været forsvundet i landet, og det derfor var sjældent at føl kom til verden. Han brummede eftertænksomt, for han ledte efter spor af lignende tilstand i hans minder om andre kulturer. Kunne det være på grund af sygdom? Han valgte ikke at spørge indtil dette, for han regnede ikke med at hun vidste så meget om det, eftersom hun havde været ung, da det var ovre flokken. Om det havde aftaget sig da hun blev gammel nok til selv at få føl, vidste han så godt nok ikke, men han valgte at gå udenom dette emne for en stund. Måske han vendte tilbage til det senere. Med hans drømmende toner talte han nu igen, alt imens hans blå øjne konstant hvilede på den midnatssorte hoppe foran ham.

,,Jeres dans, er der forskel på jeres trin, om i danser for solen eller månen, melady?”

Han rykkede sin velformede hals en anelse op og løftede ryggen ligeså, inden han trådte frem imod hende igen. To, tre trin i skridt, førend han slog frem i den spændstige trav han havde med høje knæløft. Han bevægede sig rundt på en lille cirkel, inden han atter havde fronten imod den sorte Lilith; der trippede han blot et moment på stedet, inden han stillede sig an i en parade igen. Hendes energi måtte han sande smittede af på ham, hvilket var årsagen til at han i ny og næ selv udførte et trin eller to.

Denne sølvagtige hingst var langt fra som andre den sorte hoppe før havde mødt. Faktisk ville hun ikke kunne mindes at have mødt nogen hun kunne sammenligne ham med. Der var noget over ham hun ikke just havde set hos nogen før. Hans stemme talte mildt og varmt og alligevel lød ordende ikke til at komme fra denne verden, som talte han et helt andet sted fra. Det var svært at forklare, og for Lilith ganske mystisk. Mystik var spændende- og nok også en god grund for at den sorte hoppe for nu ikke krævede mere af selskabet.

"Alle danser forskelligt, alle har sine trin- selv du. Man skaber sin egen dans, sine egne bevægelser."

Lilith havde i hvert fald ikke set nogen danse ens, i hvert fald ikke når de udførte deres bevægelser solo. Hun havde dog beskuet danse med flere indblandet, sikke nogle trin, sikke et syn. Dog havde den sorte hoppe oftere deltaget i disse fælles danse end et beskue dem fra sidelinjen. Lilith var ikke født til at stå stille, hendes hove flyttede hende næsten konstant.

Med en dyb brummen fortalte den skimlede Altaïr, at han havde hørt den midnatssorte danserindes ord. Den fascination han allerede nærede overfor dette individ var stort, for hun var ganske anderledes i forhold til så mange af de hopper han havde mødt. Hun havde meget stærke meninger, og denne dans, som var en så integreret del af hende, var både smuk at se på og høre om. Han rankede sig en smule, inden han med en nysgerrighed i de drømmende toner, fortsatte sine spørgsmål, for at grave dybere ned i denne fantastiske fortælling, som den sorte hoppe havde at byde på.

,,Jeres dans, hvilket formål tjener den, ud over at i viser jeres hengivenhed til Guderne?”

Han trippede en anelse til siden, inden han atter stod stille. Nok var han energisk af type og skabt til at bevæge sig ganske enestående, men dog valgte han at lade sit fokus være på sit selskab som altid; han ville hellere beundre og betragte denne sorte danserinde, frem for at koncentrere sig om at danse selv; det skulle der nok være rigeligt med tid til, om end denne hoppe nogensinde skulle blive nysgerrig omkring den skimlede eksistens. Da ville han med glæde svare på stort set alt, hun måtte spørge om. Alt undtagen dét ene spørgsmål, som alle stillede. Nemlig hvad hans navn var.

[10]

Lilith holdt inde for noget tid. Det kunne være forunderligt hvor meget den sorte hoppe kunne bevæge sig uden rigtig at miste pusten. Det var dog heller ikke altid i lige høj fart hun bevægede sig og ganske vidst heller ikke særlig anstrengende.
Han spurgte atter ind til dansen og virkede troværdig nok i sin nysgerrighed, som kunne han ikke få nok. Det gjorde stadig ikke den sorte hoppe noget, hans fokus var forsat på hende, hun fik hans opmærksomhed og det var egentlig alt hun ville. Så længe hun havde den kunne hun svare på alverdens spørgsmål hele aften og natten med hvis det skulle være.

"Ikke som så. Hvis vi stopper og aldrig danser for dem straffer de os."

Hvorvidt det var rigtig nok at det var selveste månen og solen der gjorde det, eller om det var tilfældigheder der spillede ind var svær at sige. Der hvor hun kom fra troede man oprigtig på det så om sandheden var deres eller andres lod Lilith og resten hun kendte fra sit hjemland andre til at diskutere.

(22)

Det hoppen sagde nu, vagte virkelig nysgerrighed I det indre hos den skimlede hingst. Hun sagde, at hvis ikke de dansede for deres guder, ville de direkte straffe dem. En undrende mine gled atter over hans drømmeagtige hoved, for han kunne virkelig ikke se, hvordan en verden kunne være bygget op omkring sådan et magtherredømme. Han lagde hovedet på sned, inden han følelende rakte mulen ud imod den midnatssorte danserinde, for at søge at røre hende, hvis hun kom ham nær nok. Altid havde han været draget af at røre andre, for det var en helt særlig måde at dele informationer med hinanden på, og samtidig gav det en helt anden forståelse for det enkelte individ. Sagde brummede han, inden hans drømmende toner atter lød.

,,Jeg forstår ikke, melady; hvordan kan de straffe jer, for ikke at danse? Er dansen da ikke jeres frie valg, selvom du siger, at i danser til ære for guderne? Hvad får jeres guder da ud af, at se jer danse, som er så vigtigt, at de straffer jer, for at holde op?”

Han trak derpå hovedet lidt til sig igen; den evigt bevægende hoppe, var ikke indenfor hans rækkevidde, og han besluttede sig til, at det var bedst at vente med berøring til et andet givent tidspunkt. I stedet bevægede han sig selv en anelse frem, for at bryde hendes dansende cirkel om ham; ja, han stillede sig faktisk i vejen med vilje, men ikke for at provokere. Blot for at se, hvad der reelt ville ske, hvis hun stod stille. Ville verden da gå i stå?