Vinterens mørke trænger på (Altaïr)

Med vinteren kom mørket, og trods det ikke var sent, havde mørket allerede sænket sig over landet. Det lå tungt, men mod vest kunne de sidste lysstråler endnu skimtes i horisonten, svagt- det ville blot være et spørgsmål om minutter før det sidste svage lys ville forsvinde og aftens mørke timer ville indtage på fuld styrke.
Den sorte hoppe stod ganske stille, de lyse øjne var vendt mod det sidste lys, alt imens hun agttog det forsvinde, som kunne hun gribe det sidste og holde det tilbage. Tiden gik. Svagere og svagere blev lyset og kun en smal stribe var at ane nu. Langtsom ebbede den ud til intet. Længe havde den ravn sorte oppe med de spættede striber stået stille og beskuet det fjerne, men det var slut nu. Som en bombe sprang dansede Lilith nu frem i en let trav.
Endnu havde hun ikke bevæget sig videre, hun havde set to øer på de dage hun havde været her. Hun havde ikke travlt med at udforske landet, mere travlt med at finde nyt selskab. Hun behøvede det! Hun hungrede efter det.

Som den sorte hoppe dansede over engen spejdede hun efter andre levende individer. Hun havde ikke noget at se ret mange, og hele dagen havde været ganske stille. Næsten virkede det forladt landet her, og alligevel ikke. Dufte af andre heste hang i luften, men kun svagt. Her var andre, hun havde blot ikke rigtig støt på dem.

En fnys af utilfredshed lød fra Lilith. Hun var ikke særlig tilfreds med at hun konstant undgik alle andre, specielt nu hvor hun bevidst ikke forsøgte på det. Hun ville ikke undgå andre, hun ville ikke lades til sig selv. Alene var hun kun hende. Der var ingen til at give hende den opmærksomhed hun mente hun krævede. Ingen til at give hende en følelse af nærhed- om det så bare ville være en illusion, ville det være godt nok for hende.
Det velformede hoved blev hævet højt imod den mørke himmel, hvor hun sendte et lyst, kaldende og ganske feminint vrinsk afsted. Hun gjorde andre bevidst om hun var her, og hun ønskede nogen ville finde hende eller blot give sig tilkende.

---

Over den skimlede Altaïr var himlen ganske klar. Stjernerne glimtede som små juveler af og til, og månen sendte sit blege, vage lys imod jorden han bevægede sig på. Det var fredeligt; men noget uforklarligt hang i luften. Vinteren stod for døren, det var klart, og på klare nætter som denne, kom frosten altid.
Kulden generede dog ikke den skimlede hingst, hvis pels var blevet godt tæt den sidste måned. Han var klar til kulden, klar til vinterens luner og utroligt smukke landskaber.
Stilheden var kærkommen. Han havde de sidste dage søgt den af en ganske særlig grund.
I hans indre, der hvor hans hjerte de forgangne måneder havde banket med kærlighed, bankede det nu med sorg. Det, som han havde frygtet mest af alt, var nemlig sket for den skimlede hingst; for han havde mistet den, som han holdt kær. Den hans hjerte havde valgt at elske. Hvordan? Ja, billederne havde han fortrængt, for han vidste det var den eneste mulighed han havde for at leve videre. Hvis ikke han lagde det bag sig, gemte mindet i en krog af sit sind, hvor det var beskyttet og aflåst, så ville han gå til.
Stilheden var dog for ham en trøst. I stilhedens timer, i nætternes timer, kunne han lade sit sind vandre, til græsgange hvor den brune Taia endnu vandrede ved hans side. Der var ingen som forstyrrede ham, ingen der krævede opmærksomhed. Der var kun ham og mindet om den ene hoppe, som kendte hans navn.
Et dybt suk forlod hans mule, da en bevægelse i det fjerne fangede hans blik. Hans tid alene var omme; og måske var det på tide at tage imod andre igen. Han havde isoleret sig i uger nu, for at bearbejde det, som var sket. Men den skimlede hingst var ikke som andre; for der, hvor andre ville klage, klagede han ikke. Nok havde han mistet det, som var ham mest kær – men han takkede i stedet for den tid han havde haft med den brune hoppe, førend livet blev taget fra hende. En dag vidste han, at han ville se hende udenfor sine drømme igen; og med den trøst, som stilheden havde givet ham, rettede han sig op og fjernede sit blik fra himlen for alvor.

På engen dansede en sort hoppe. Næsten helt sort. Der var som spækket hvid maling over hendes flanke og hvide hår glitrede fra både hale og man. Hvis ikke hun havde haft disse, var hun nok ganske usynlig i det tætte mørke som vinteren bragte. Hun havde kaldt, det erindrede han nu, hvor hans fokus var flyttet fra hans drømmeverden til den virkelige, og med en sagte brummen satte han frem i skridt imod denne sorte nattedanserinde, uden at give sig egentlig til kende. Det var en af hans sære finesser; en af de ting, som i sandhed gjorde ham til Altaïr.

Hendes vrinsk gav næsten ekko i hvad der synes til at være en tom aften. Lyden af Liliths vrinsk ebbede ud, døde langsomt hen, men intet svar kom hende i møde. Ingen lyde der dedikeret at der var andre. Meget brat stoppede den sorte hoppe op, hun fnyste lettere irriteret- hendes ånde kunne ses tydeligt i aftens kulde. De lyse øjne spejdede atter omkring området, blot for at se om hun havde overset noget, men der var ikke noget i første omgang der fangede hendes blik og atter satte hun frem i dansende trav. Det var store cirklerede bevægelser hun arbejdede sig rundt i, aldrig det samme mønster. Hun dansede i mørket, alene og utilfreds. At være ladt til sig selv, alene og uden opmærksomhed tiltalte ikke Lilith.
I sine tanker af utilfreds blev hun forstyret, ikke negativt. En lys skikkelse nærmede sig, og havde Lilith ikke danset rundt, vendt fronten modsat end før, havde hun nok ikke opdaget denne fremmede, som hun ville byde mere end velkommen. Han bevægede sig ganske lydløst nærmere hende, men uden rigtig at give lyd fra sig. Den sorte hoppe var stoppet op for en stund hvor hendes hoved vippede en anelse på sned. Hun betragtede ham for en stund, lod ham komme til hende- i hvert fald noget af vejen, før hun igen optog sin mere eller mindre flyvske trav med kursen direkte imod ham. En feminin lys brummen slap fra den sorte hoppe i det hun dansede denne grålige hingst i møde. Som månen kastede sit blegeskær på hans skind kunne han næstens synes som han lyste, som var han månen selv- på hove.

En hver anden hest havde nok stoppet op på en passende afstand, det gjorde Lilith ikke og der hvor de andre nok ville være stoppet op, dansede hun forbi hver en grænse en hver anden kunne have sat op, helt ind til den usynlige cirkel de fleste havde bygget op omkring sig. Tæt på dansede hun rundt om ham. Den to farvede hale slog et par enkelte slag bag hende i det hun smøg sig omkring ham.

"Godaften,"

Lød det næsten syngende fra den sorte hoppe, men trods for hendes stemme var feminin og ganske harmonisk var den skarp- klar.
De lyse øjne fulgte ham nøje hele vejen rundt op og ned. Hun iagttog ham nøje, som skulle hun veje om han var god nok til hende. Det var alle- så længe hun fik den opmærksomhed hun ville have, kunne alle bruges, men derfor behøvede det ikke se sådan ud.

I takt med at den skimlede vandre kom nærmere den sorte nattedanserinde, stod det ham klart, at hoppen han var på vej til at møde, besad en helt særlig kaliber. Inden hun fik øje på ham, udviste hele hendes aura stor negativitet; over hvad kunne han naturligt ikke vide, men han havde nok sine anelser. Og disse blev blot underbygget, da hoppen fik øje på ham og med graciøse bevægelser satte imod hans skimlede eksistens.
Hans måde at tilnærme sig andre på, var ret speciel. Det lod dog her til, at hoppen kom ham i forkøbet; for hun var ikke længe til at danse ham helt nær, endda om ham, inden hun med syngende toner hilste ham godaften. Han standsede op, rankede sin velbyggede krop en anelse og lod hans mørkeblå øjne, som havde samme dybde som nattehimlen over dem, hvile på hende. Normalt, kunne man sige, ville han ikke tøve med at søge frem og berøre sit selskab ved halsen. Det var hans helt specielle måde at hilse hopper an på – for altid havde han anset dem som værende noget magisk og noget skrøbeligt; som glas man ej måtte smadre. Han vidste godt, at langt de fleste hopper var alt andet end skrøbelige, men han yndede stadig at behandle dem som prinsesser.
Grunden til at han ikke rakte ud efter denne sorte hoppe, var nok hans indre sorg. Selvom man intet kunne ane på hans opmærksomme og drømmende ydre, så smertede hans indre fortsat, på trods af han vidste, at han skulle komme videre. Han havde valgt at bære sin sorg med sig, som en del af ham, frem for at fornægte den. Han havde altid ment, at man skulle være ærlig overfor sig selv, omkring hvad man følte; så han så ingen grund til at gemme det for sig selv. At han så gemte det overfor andre, det var noget helt andet.

Med en maskulin røst, der lød helt over i de drømmende toner, klingede hans stemme nu. Hans ører og øjne var opmærksomt rettet imod denne hoppe, som havde trådt ham så nær hun kunne; og med let spidset mule, rakte han hovedet en anelse imod hende, i det hans stemme brød stilheden, som var tiltaget efter hendes syngende toner havde forladt området.

,,Godaften Mylady.”

Hans stemme var som den altid havde været; klar, drømmende, hingstet. Alt lød til at være, som det plejede, hvis man havde kendskab til den skimlede hingst – og det passede ham fint således. Medynk var aldrig noget han havde søgt, og aldrig fortalte han andre om sig selv. I stedet satte han dem i fokus, hvilket han skam også havde tænkt sig at gøre med denne sorte nattedanserinde, som han havde mødt under stjerneklar himmel.

Lilith så nøje på den fremmede grå hvide hingst. En fryd for øjet så han ud i månens blege lys. Dansende stoppede hun op foran ham. Hun lod hans mule søge imod sig og tog imod den med sin egen sorte fløjlsbløde. Hun mimrede en anelse med mulen og en feminin brummen lød fra hende. Veltilfreds var hun over den fine hilsen han kom med, og lod et enkelt smil komme frem over den sorte mule.
Det var ikke længe hun blev stående stille, ikke andet end blot at tage imod hans hilsen, før hun igen satte frem i sine lette bevægelser rundt om ham, dog med mere plads nu.

"Lilith."

Præsenterede hun sig selv med en enkelt ord. Om han ville gengælde dette vidste hun ikke, hun gjorde det for at folk kunne tiltale ved hendes navn, huske hende eller blot en brøkdel af hende. Hun ønskede ikke at glemmes, lige så lidt som hun ønskede at blive ladt alene. Hun ønskede opmærksomheden hungrede efter at blive elsket- eller elsket som hun forstod kærlighed.
I virkeligheden havde den sorte hoppe ikke en anelse om hvad rigtig kærlighed bestod af, hun havde ikke prøvet det. Det var ikke noget hun som så kendte til. Det hun vidste om kærlighed, var al den opmærksomhed hun havde fået igennem sit unge liv. Hvordan alle om hende havde forgudet hende, set med bedårende blikke på hende. Det var det hun ville opnå igen, på den ene eller den anden måde- blot det var opmærksomhed.

Nu hvor de var hinanden helt nær, kunne den skimlede hingst se alle de små detaljer på den sorte hoppe under månens vage lys. På hendes flanker var disse sære hvide striber tydelige, så vanddråber der var løbet op langs hendes krop og havde efterladt sine mærker. I hendes hale, sprang hvide hår som stjerneskud for over himlen. Sagte brummede den skimlede Altaïr, da hoppen atter satte frem omkring ham, enddog med mere plads imellem de to. Hun præsenterede sig nu, Lilith. Et navn, hvis betydning han ej kendte, men et navn han fornemmede passede til den sorte nattedanserinde.
Han brummede sagte, inden han kort spejdede ud over den åbne eng – de lod til at være de eneste væsner oppe på denne sene tid. Derpå vendte han sit blik tilbage til den elegante sjæl, som begav sig rundt om ham. Han anerkendte alles eksistens, det gjorde han, og altid havde han beundret ethvert individ i hans nærvær; hvilket han også gjorde nu. Hendes elegance kunne ingen tage fra hende, og han var ikke i tvivl om, at mange nok ville begære hende.
Hans blå øjne, som havde båret sorgen længe, fik dog en mere nærværende aura over sig. Som åbnede de op for hans sind atter engang, og tillod de drømmende blikke at stråle igen.

,,Mylady Lilith, du danser, ser jeg. Hvad ved dansen drager dig mest?”

Som det lå til Altaïr, spurgte han indtil de ting som definerede en sjæl. Han var ligeglad med hendes navn. Han var ligeglad med hendes alder. Ligeglad med hendes hjem, hendes opvækst. Altid havde han kun interesseret sig for de ting, som gjorde hende til den hun var, og det lagde han ikke skjul på.
Med utrolig kropsbevidsthed drejede han sin ædle figur, så han hele tiden havde fronten imod hende. Man kunne vel sige han dansede med, på sin helt egen måde, imens hans aura langsomt blev bygget mere og mere op. Drømmevandreren kom langsomt til live igen, i nuet, i øjeblikket.

Nogen ville måske blive fornærmet over at en anden ikke ville præsentere sig selv, og specielt hvis man selv havde gjort det, dette blev Lilith dog ikke. Hun behøvede ikke navn eller status, hun behøvede blot opmærksomheden. Hun fik den, eller i hvert fald lidt af den fik hun. En bid af smagsprøven på det hun søgte. Hun mærkede hans blik der iagttog hende, og hun lod ham gøre det. Hun lod ham se alt han ville se, hun ville lade ham se det hele hvis blot det ikke fjernede hans blik- på Liliths krop var der dog ikke så meget at beskue igen. Hun var simpel af farve og alligevel ganske unik. Sort, sort som natten var hendes krop, og ikke brudt af hendes aftegn over flankerne. Halen var to farvet, og manen mælkehvid- mere var der faktisk ikke.
De gråblå øjne, ganske lyse, så konstant imod denne sølvhingst, han var det eneste der havde hendes interesse lige nu, omgivelserne kunne være lige gyldige- selv den ensomme måne. Hun dansede for ham, for sig selv og han deltog på sin egen måde. Konstant måtte han flytte hovene for at have fronten mod hende.
Et smil dannede sig over den fløjlsbløde mule over hans deltagelse. Han stod ikke helt passivt, hvilke fornøjede hende.

"Jeg er ikke født til at stå stille, og slet ikke når månen står fremme på himlen. I dansen kommer jeg til live."

Det var ikke løgn, men hun undlod dog et faktum, og det var det faktum at hun viste sig frem. Han behøvede ikke vide det, han behøvede ikke kende den lille del af sandheden. Løgn var det ikke, trods hun undlod at nævne det hele.

Alt imens hans smidigt bevægede sig om sin bagpart, for at følge nattedanserindens bevægelser, rettede hans ene øre sig en smule til siden. Nok havde hoppen hans fulde opmærksomhed, men det lå ofte til Altaïr, at give omgivelserne hans ubevidste opmærksomhed. Lyde ville han altid tage med sig, uanset hvor han var, for lyde var en af de ting han altid havde ’øje’ på, når han begav sig ind i sin drømmeverden. Lyde var det, som knyttede ham til jorden, sørgede for han kunne finde vejen tilbage og advarede ham, hvis han skulle skynde sig.
En maskulin røst, endda en anelse fornøjet, forlod hans dybe brystkasse ved hoppens ord. Det var ham tydeligt, at hendes krop var bygget til bevægelse; men det var hendes ord om månen der fangede hans dybere interesse. Han slog et enkelt slag med hovedet, hvilket fik hans pandelok til at flytte sig en anelse fra hans højre øje, således at de begge nu betragtede hoppen i fulde pragt, som hun dansede omkring ham.

,,Melady, hvad er det ved månens fremtræden, som får din krop til at søge dansens retning? Hvad er det, som du finder dragende, det du søger, ved natten som du ikke kan finde under solens stråler?”

Hans nysgerrighed havde hun vækket, det var sikkert. Men om hoppen var villig til at indvie den skimlede hingst i hendes verden var spørgsmålet. Det var altid spørgsmålet når man mødte nye eksistenser; og ikke alle ville vise ham deres sande jeg. Mange gemte sig bag formelle facader, hvilket altid havde kedet den skimlede. Nej, han orkede ikke det upersonlige, som blot gik ud på at lære det ydre at kende på en sjæl. Nej, han ville meget hellere se ind bagved alt det, bagved deres skjold. Se det unikke i hver sjæl, som i sandhed gjorde dem til den individuelle sjæl, som de alle var.

Lilith stoppede op for en stund foran ham, hvor hun atter havde bevæget sig tæt på igen inden. Det velformede hoved blev tippet en anelse på skrå. Hans spørgsmål kom en anelse bag på hende. Et sted havde hun nok ikke forventet at ingen andre ville kende månen, hun var alt. Månen var livet, hun var magtfuld dog ensom.

"Månen er en gudinde, jeg viser min hengivenhed min taknemlighed for den kraft hun ynder os. Jeg er en nattedanser, Skabt til at leve under månen og stjernerne. Solen er smuk ja, men han kan ikke hamle op med månens skønhed."

Lilith forsatte igen sin dans, og trak sig væk fra den sølvagtige hingst, hun bød ham op med et enkelt hovedkast, inden hun på de mørke hove snorrede rundt og forsatte.
Den sorte hoppe var betaget af månen, hun var bestemt til at danse med den til evig tid. Andre måtte om at danse for solen, det gjorde hun ikke, ikke lige så meget. Lilith følte sig vågen om natten, om aften. Når månen vågnede gjorde Lilith også.

(Undskyld for at mine svar bliver lidt korte- men er nød til at have runde nogle tråde af før de lidt længere svar kan komme igen)

Altaïr, hvis øjne fortsat havde hvilet på hoppen, valgte nu en lidt anden taktik, for at følge med hendes dansende bevægelser. I stedet for at flytte kroppen omkring sig selv, satte han frem i en fjedrende skridt, som snart blev til en rummelig trav. Han hvælvede sin hals, løftede sin ryg og bøjede sig, så han ramte indersiden af hendes cirklende dans, hvor han prøvede at finde et tempo, der matchede hende, men dansen var helt og aldeles hans enge. Han brummede sagte, lyttede nu til hendes ord; hun forklarede ham, at månen var en gud, og at hun var skabt til at leve under denne guds åsyn. En smuk tanke, det kunne han skam se; men, som han nu engang var skabt selv, søgte han at vide mere, endda udfordre hendes tanker og holdninger, for at se hvor meget hendes fantasi fyldte i hendes sind.
Hun bød ham op til dans nu, med et feminint touch, og han tog imod denne forespørgsel. Med galante skridt, der blev øget lidt i tempo og svæv, søgte han efter hende, alt imens hans lod sine bagben skyde ham frem i mere rummelige bevægelser. Altaïr havde altid været en overdådig sjæl at beskue, når han søgte frem i dansen, men han søgte aldrig at vise sig frem. Det lå slet ikke i hans natur at være pralende eller blæret. Nej, han var noget mere ydmyg, og ville langt hellere beskue hoppens dans, end at koncentrere sig om hans egen – dermed ikke sagt, at han ikke kunne danse.

Han brummede fornøjet, og da han havde fundet sit tempo, brød hans drømmende stemme frem igen, for at fortsætte den samtale de havde fået lukket op for.

,,Melady, hvis månen er en gudinde, er solen da en gud? Hvordan kan det være, at netop du er skabt til at danse for kun den ene part, og ikke den anden? Og hvilke kræfter beriger månen os på jorden med, når hun kaster sine blege stråler imod vore kroppe?”

Nok stillede han mange spørgsmål, men han gjorde det altid af god mening. Han synes det var så fascinerende at lukke op for andres verdener, forstå dem, lære ad dem. Tage de ting med sig, som de berigede ham med, så han kunne skabe sine drømmeverdener i fuld flor. Dengang han havde vandret imellem de forskellige kulturer i det land, han var født i, havde han ofte fortalt om de ting, han havde lært af andre; men i dette land, havde han taget en lidt anden karakter. Han søgte her efter dem, som han kunne vise hvad han havde hørt, set, forstået, igennem hans elskede drømme. I den verden, som var ham mest nær af alle verdener, var han for alvor fri og for alvor sig selv.

Hendes anmodning blev accepteret. Den sorte hoppe beskuede den sølvagtige hingst, hvis navn endnu var ukendt, bevæge sig, finde sin rytme og tempo- han kunne bevæge sig, han kunne danse. Et kækt smil tegnede sig over den sorte fløjlsbløde mule over synet. Hun kunne godt lide det:Lilith nu heller ikke særlig kræsen. Hun kunne tillade sig at være det, men hvis man var kræsen over for alt og alle, hvordan skulle hun så kunne opnå den opmærksomhed hun søgte, ønskede- hungrede efter. Ikke sagt at denne hingst var for de mindre kræsen, bestemt ikke. Han vidste hvad han lavede, tydeligt havde han danset før.
Lilith brummede feminint og slog et par slag med den to farvede hale, i det hun i sine flyvende bevægelser dansede vimsende omkring ham, sammen dannede de en hel cirkel som fuldendte han den tomme plads der havde været der før.

"Nat og dag definere hvem du tilhører, jeg er født ind under månens lys og der ved danser jeg for månen, hvor dem der er født under solen danser for den. Vores måde at vise vor taknemlighed. Månen og solen giver os styrke, de giver os lys og håb."

Lilith var vokset op i den tro, og kendte egentlig ikke til andre virkeligheder- det kom lidt bag på hende at denne hingst ikke vidste og ikke forstod. I virkeligheden lød det også lidt som noget vulapyk og egentlig havde den sorte hoppe aldrig været en af de ekstrem troende, hun havde mest af alt gjort hvad hun havde lært og blevet fortalt. Dansen var for månen, men lige så meget for at lokke. Lilith havde aldrig selv mærkets månens kræfter som hun var blevet fortalt, alligevel følte hun sig draget af den.

Den skimlede hingst, drømmehingsten, drejede nu om sig selv I en pludselig bevægelse for at skifte retning. Han dansede nu i den modsatte retning af den dansende midnatshoppe, hvis klare stemme snart udfyldte nattens tomrum. Hun fortalte ham, at hun var født under månen og derfor en månedanser; at månen og solen gav dem styrker. Altaïrs ører vippede lyttende alt imens hun talte, og inde bag de dybblå øjne, visualiserede hans sind alt det, som det kunne samle af info omkring månen og solen. Aldrig før havde han hørt at de var guder, og aldrig før havde han hørt, at trangen til at danse på et bestemt tidspunkt af døgnet var defineret ud fra hvornår man var født. Med mimrende mule samlede han sig lidt sammen, så hans knæløft blev en anelse højere og hans ryg blev løftet lidt mere. Hans gangarter var i tidernes morgen blevet skabt til særlig showfremførsel, og disse egenskaber havde den skimlede hingst arvet, om end han intet kendte til hans egentlige races forhold til de mennesker, som de var avlet til at danse for. Det hørte til en helt anden verden end den som han levede i, og det var en verden han aldrig ville komme til at kende.
Med ét brød hans drømmende toner frem igen, for at fortsætte denne spændende samtale, som han følte det var.

,,Hvad så med dem, som er født under både sol og måne? Hvad med dem, som er født i de timer inden solen forsvinder helt, men når månen har fundet sin plads på himlen?”

Han sænkede sit tempo helt nu og endte i en samlet skridt, inden han atter drejede om sig selv og stillede sig i en samlet parade med fronten imod den midnatssorte danserinde igen. Hans blik betragtede hende atter, imens hans sind lagde flere brikker på det puslespil som han var ved at lægge over hendes væsen; et meget fascinerende et.

Som han kunne danse. Fascineret af de bevægelser hun kunne skue, så hun på den sølvagtige hingst bevæge sig væk i en flot gang. Bemærkelsesværdig. Lilith kunne have måbet, tabt kæben en anelse, men hendes stolthed- Lilith havde en stolthed, stoppede hende i denne handling. Hun skulle ikke være den der skulle forgabes i andre, de skulle i hende. De skulle bringe hende den opmærksomhed hun ønskede. Det var det eneste hun ville.
Denne fremmede sølvagtige hingst havde mange spørgsmål, det gjorde hende ikke noget, han udviste en interesse for den tro hun var vokset op med- erko havde hun hans opmærksomhed på det punkt. Og hun nød det. Fornøjet dansede hun videre selv. Hun mærkede hvordan det våde græs slikkede sig op af hendes sorte ben. De lyseblå øjne blev kastet imod månen, så på dets blege lys. Månen var smuk, månen havde alles opmærksomhed. Lilith ville gerne være hende! Misundelse over hendes ynde, den evige opmærksomhed- også selvom man ikke kiggede.

"Vel, de danser for begge. Disse børn er unikke og i mit hjemland ganske sjældent. Føl havde været sjældent i en lang årrække."

Lilith havde kun mødt én, i sit korte liv der havde været født under både sol og måne. Han havde været gammel og var anset som noget helt specielt. Unikt. Hun husker hvordan han dansede. Han døde, han havde gammel og han levede nu iblandt stjernerne.

Selvom han var stoppet med at danse, fortsatte hoppen Lilith endnu. Hendes bevægelser var så ubesværede, og han nød at betragte hvordan hun kunne danse og snakke på denne måde uden at det blev hende anstrengende. Det måtte kræve års øvelse og kondition før den sad så ubesværet som hos hende. Han brummede muntert for sig selv, inden hans mørke ører gled helt frem igen ved lyden at hendes toner. Føl født under både måne og sol var sjældne, og ligeså var føl i det hele taget. Han lagde hovedet en anelse på skrå, inden han trådte få skridt ind imod centrum af hendes dansende cirkel, hvor han atter begyndte at dreje sig langsomt og smidigt rundt, for at følge hende med fronten.

,,Men hvordan kan det være at føl var sjældne i jeres land?”

Han huskede ikke flokke som havde manglet føl på hans rejser rundt i de forskellige lande han havde haft adgang til i sit tidligere liv. Han havde nok vandret flere hundrede kilometer, besøgt et hav af flokke og kulturer, men aldrig havde han hørt om føl-løse flokke, eller kulturer der tilbad månen og solen som guder. Det hele var ganske fascinerende, og med sirlige skridt vandrede han nu tættere på den sorte hoppe igen. Få skridt ad gangen, og hver gang fokuserede hans dybblå øjne på et nyt punkt på hendes sorte skind.

,,Var jeres farver i flokken meget præget af, om i var født til at danse for månen eller solen?”

Spurgte han da af ren nysgerrighed. Han kunne måske se sammenhængen mellem at være sort og være en nattedanserinde, for da havde man bedst mulig kamoflage, for at undgå de farer der måtte gemme sig i mørket. Hans skimlede krop havde sommetider været en ulempe, da den var langt mere synlig end de sorte hestes under månens blege lys.

Han var nysgerrig, han spurgte meget, men det gjorde nu ikke Lilith noget. Hun havde ikke så meget at gemme og skjule. Hun så ingen grund for at lukke sig inde og gemme sig væk- med mindre dette kunne give opmærksomhed. Ganske vidst var Lilith ikke altid helt den samme, hun ændrede adfærd efter selskab- dog havde det altid et fælles mål. Opmærksomhed. Hun måtte have den, hun kunne ikke leve uden den. Sådan følte hun det i hvert fald selv. Hvordan skulle hun kunne leve et liv, hvor inden så på hende, enten med fascinerede blikke eller hadefulde. Hvordan skulle hun kunne klare ensomheden. Lilith var lige glad med om det var positiv eller negativ opmærksomhed hun fik, blot hun fik det.
Hvis opmærksomhed betød hun skulle ligge alle kortende på bordet om sit hjemland over for denne sølvagtige fremmede hingst- så gjorde hun det.

"Frugtbarheden var forsvundet fra landet. Mere ved jeg ikke, for det er lidt før min tid. Jeg blev født ind midt i det hele der havde ikke været føl i landet i flere år- det var et mirakel fik jeg af vide."

Hun stoppede der, hvis hun forsatte ville han få af hvide frugtbarheden var kommet igen nogle få år efter, og at hun ikke længere blev anset til at være så speciel igen. Hun hadede det, hvis blot frugtbarheden forsat var udeblevet- trods dette ikke havde været særlig godt for kulturen. Det kunne være blevet enden på det hele hun kendte.

Lilith rystede på de fine hoved, i det han spurgte om farverne havde noget at sige på hvornår man var født. Ak, det kunne have været specielt, kunne have være fedt, men det havde ikke været sådan. I hendes hjemland havde der været alle mulige slags, ganske farverige heste og dem der var mindre farverige- som hende selv. Hun var ganske sort, men hun kunne lide sit sorte skind, hun kunne lide den hvideman og den to farvede hale. Hun følte sig ganske speciel i udseende. Specielt med hendes prikkedestribbede agtige aftegn hun bar på flanken. Det var ikke hos mange hun havde set det før.