Crystallize [Julie]

Chibales smukke efterårsgyldne farver havde lokket den brogede ud. De mange gule, røde, grønne og orange farver blandede sig smukt med den varme sol, der lige havde passeret sit zenit. De varme stråler gled ned imellem de høje træer, og reflekterede tilbage i enkelte pletter på den fugtige skovbund. Duften af den fornylig forbipasserede regn hang stadig i luften. Og selvom det var køligt, følte Jivala det var ideelt til at trave igennem. Hendes nøddebrune øjne gled over stammer og buske, imens at hun med svagt nedsænket hoved fulgte efter en bestemt lille brun skabning.
En hare, der med en raslende lyd bevægede sig igennem underskoven. Den brune farve passede perfekt til omgivelserne, men Jivala havde skarpe øjne. Og dertil var hun ingen stor trussel; så selv når haren så hende, tyede den ikke til flugt. Når haren stoppede, stoppede Jivala. Når haren bevægede sig, bevægede Jivala.

Minutter passerede således, inden at haren pludseig forsvandt ned i et hul i jorden. Forbavset glippede hun kort med øjnene, inden at hun forsigtigt hævede det fine hoved. De følsomme næsebor viberede svagt, men færten var allerede ved at forsvinde. Et stille prus forlod hende, og hun gik en anelse slukøret videre. For selvom hun ikke havde talt med den lille skabning, havde den været et perfekt selskab i den store skov. Den brogede var ikke den store selskabsdue, og undgik så vidt som muligt kommunikation. Ikke at hun skyede andre - nej, langt fra. Hun nød skam selskab, da man ellers var så frygtelig ensom. men hendes selskab ville normalt bestå af visheden om at der var andre. Ikke at tale med dem, men blot være sammen med dem.

Der var efter hånden gået nogle dage, dage hvor ensomhed havde fået lov at komme til den sorte arrede hingst. Den ensomhed han eftertragtede var kommet til ham. Han nød det. Det han ikke nød var de katastrofale følger han var blevet ramt af, da han havde taget beslutning at hjælpe den svækkede sorte hoppe. Hvor mange dage siden det var, kunne Rashn ikke længere huske. Han havde mistet kontrollen over tiden. Nat og dage smeltede næsten helt sammen for ham, hans tidsfornemmelse var væk.

Lyset var ikke forsvundet helt endnu, men det begyndte. Rashn vandrede i skoven ind til da. I skovens mange skygger. Langt inde i skoven befandt Rashn sig, så langt inde at træernes skygger kunne holde skjult, eller i hvert fald næsten. Bladende der hang på træerne tyndede ud, flere og flere endte på jorden. Det var ikke noget den arrede hingst som så kunne se, men han kunne høre det. De fleste steder i skoven var bladende våde, og gav ikke den ellers let knasende lyd fra sig, men han havde bemærket det på sin egen måde. Følelsen af at træde på bladende i stedet for direkte på den kulde fugtige jord- det var noget andet. Der var en forskel.
Rashn søgte mod grantræerne, hvis nåle ikke ville drysse i vinteren, deres skygger var mørkere. Lugten var hvad den næsten helt blinde hingst gik efter, det var sådan han førte sig frem. Harpiks hang tykt i luften inde i skoven, men snart ville en kraftig lagt af gran nå hans næse som en kraftigt vindpust. Der var ikke langt endnu.

Konstant opmærksom på sine omgivelser vippede de tilbage vendte øre en anelse frem, til siderne og så atter tilbage imod nakken. Hans syn svigtede ham på mange måder, og der ved måtte han ty til andre metoder.
Musklerne under det sorte flået skind var spændte, de var altid spændt. Det var umuligt for Rashn at slappe helt af, selv når han var alene. Konstant måtte han forvente det værste- det var han nød til, for at være forberedt på alt.
Egentlig var Rashn ikke ondskabsfuld, men alt udefra kunne tyde på sådan. Der imod var han en indelukket sjæl, og den eneste han kunne stole på- man burde stole på var en selv. Ingen andre. Tillid var ikke noget den arrede hingst kendte meget til. De eneste følelser Rashn kunne forholde sig til var had, svigt og mistillid.

Dybere og dybere ind i skoven bevægede Jivala sig. Uden selv at lægge mærke til det, trak noget hende ind imod hjertet af Chibales store skove. Hvad det helt præcist var kunne hun ikke sige, men det var nok nærmere en fornemmelse. Måske var det bare selveste skoven? Opmærksomt spidsede hun de krøllede ører, og lyttede efter... et eller andet. En stemme, en hvisken eller blot en melodi. Og der kom den.. en raslende og forsigtig melodi, der fik det til at sitre igennem hele hoppens krop. Den var svag - nøsten uhørlig over de mange blade der uden mellemrum dalede imod jorden. Men den var der. Et smil tindrede i hoppens mundvig, og hun sprang let fremad igennem et lavt krat. De små hove trippede uden om grene og blomster, alt imens hun med hovedet løftet opad imod vinden, travede fremad.

De slanke ben bar hende langt. Meter blev til kilometer, men den unge hoppe blev ikke træt. Nok nærmere opstemt. For joh længere ind i den gyldne skov hun kom, desto mere kunne hun høre, føle og lugte. Ivrigt svirpede den sorte hale bagved hende, og det før svage smil blev bredere. Hun vidste hvad der var mange steder på Chibale. Hun havde jo vandret her hele sin føldom. Hun kendte de saftigeste lysninger, friskeste bække og mystiske huler. Hun vidste hvor dyrene foretrak at være, og hvilke steder der var mere usikre. Men denne del var endnu uudforsket, og dermed et mysterium hun kunne bruge nogle dage på at løse.

Dog blandede en fremmed fært sig med den ellers friske duft i skoven, og Jivala stoppede brat op. De små hoven borede sig ned i jorden, idet at hun skarpt drejede hovedet til højre. Hvad var det? De følsomme næsebor sitrede, idet at en skarp og mærkværdig duft gled med vinden. Den vækkede dog en svag genkendelse hos hoppen, og der gik ikke længe inden hun fandt det som værende hingst. Usikkert vippede de krøllede ører tilbage, og hun skiftede rastløst vægten fra ben til ben. Hvad nu? Hvorhen? Imod ham, eller væk? Den brogede tvivlede på om hun egentlig ønskede selskab, nu hvor skoven bød på nye muligheder. Og dog... tanken om hvad denne hingst lavede så langt inde i skoven, pirrede hendes tindrende nysgerrighed. For hvem søgte så langt ind, andre end hende selv?
Jivala stod et stykke tid, inden at hun fik samlet sig selv nok til at finde ud af hvem det var. De lange ben trådte ud af dyrestien, og zigzaggede imellem diverse træer, inden at silhuetten af den mørke hingst kom til syne. Stivnet stoppede hun op, inden at en svag og feminin brummen steg fra hende. Nærmere spørgende end noget andet. For hvad eller hvem var han? Den unge hoppe havde ikke set noget lignende før..

Egentlig havde de sidste par dage gået rimlig smerte frit. Der havde ikke været flere nye at forholde sig til, kun dem han havde mødt og de komplikationer der var kommet med den ene. Han huskede den ubehagelige følelse at den nærkontakt der havde været nødvendig. Brændende, stikkende. Det havde vagt en stor ubehag i hingsten, han havde sågar følt sig helt syg over det. Uanset hvor hårdt den arrede hingst havde forsøgt at lægge det bag sig, tirrede det konstant hans tanker. Hjemsøgte ham.
Han ønskede at lægge det bag sig, men at på tvinge forglemsel var ikke noget man sådan kunne. Det synes ofte jo mere man prøver jo svære bliver det- jo mere husker man på det. Rashn ønskede at glemme. Han ønskede ikke huske den svækkede hoppe. Han ønskede ikke huske nogen af dem, han ønskede ikke kende dem eller deres historier.

Den arrede hingst var nået til grantræerne der kastede lange skygger. Det var målrettet den arrede hingst søgte ind blandt dem, han vidste han ikke selv ville have en fair chance for at se nogen mørke skikkelser her, men selv ville han nogen lunde gå i skjul her, måske- og kun måske kunne han foresætte resten af dagen uforstyrret.
Dette var selvfølgelig et håb der skulle briste. Kort tid efter at den arrede hingst var trådt ind i skyggerne kunne hovslag høres. De var tydelige for Rashn, som lyttede intens til hver en lyd der ikke blot var vinden der legede med træernes grene, eller de små dyr der endnu krøb rundt i skovbunden.
Dunkende lød det fra hver slag der ramte jorden, jo vidst var jorden blød, og havde det ikke været fordi Rashn hørte umådelig godt, var lyden nok gået ham forbi. Nærmere kom den. I takt med denne fremmede nærmede sig spændte Rashn mere op og de mandelformede øre trygt mere og mere ned i nakken. Stift stirrede han med et tomt bliv i øjet lige frem. Han så ikke på noget, blot ud i luften. Der var ikke meget for Rashn at se, og slet ikke når mørket sænkede sig.
En sløret skikkelse kom frem for synet af den svagt seende hingst. Hun kunne nemt at gået forbi hans blik, hvis ikke det var fordi hun bevægede sig. Bevægelser var nemme nok for Rashn at opfange, trods han ikke ville kunne få detaljerne med.
Uset gik han ikke hen. Opdaget. En advarende og meget dyb brummen slap fra den arrede hingst da denne fremmede hoppe kom nærmere. Tænderne var blottet arrigt. Hun skulle ikke tættere på, og tog hun flere skridt ville katastrofale følger komme. Hårdt blev den ene forhov stampet i jorden, blot for at vise endnu tydeligere han mente hun ikke skulle nærme sig yderligere. Advarslerne var lagt.
Dog ganske pludseligt stoppede hun op. Rashn mærkede hendes blik der vel og mærke havde fået øje på ham. Selvom han ønskede at stå i skjul kunne han ikke, ikke fordi han skammede sig over sit flået skind som så- han skammede sig over synderne han havde begået, dem der havde givet ham alle hans mærker, de mærker han skulle bærer for at kunne se hvad han var.
Det var heller ikke fordi hans samvittighed om at skræmme arme sjæle fra den syn der ventede over hans skadede udseende- nej han ønskede at gå i et med mørket for at slippe for alle andre. Slippe fra de dømmende blikke, slippe fra selskab i det hele taget. Kun i komplet mørke kunne han for almindelige seende heste forsvinde helt.
Rashn ignorere hendes spørgende tone.

Det ville være løgn at sige den mørke hingst ikke skræmte hende for en stund. Ikke grundet hans udseende, der et øjeblik var svært at skille ud fra de skygger han havde stillet sig imellem. Men grundet hans mange og direkte advarsler. Usikkert vippede de krøllede ører tilbage i nakken, og den brogede bakkede et enkelt skridt tilbage, idet at hun så sig tilbage. Men der var intet, og dermed så hun igen på den sorte. Hvorfor.. hvorfor så mange aggressive advarsler? For hvis der ikke var noget bagved hende eller omkring dem… var det så hende han advarede hende imod? Uforstående vippede hun hovedet på sned, og samlede da kroppen. Han forvirrede hende – og det var en sandhed.
De nøddebrune øjne gled ned over hans stærke ben, hvorpå adskillige bandager var viklet omkring. De så både blodige og snavsede ud, og hun tvivlede på at de hjalp med noget. Aldrig havde hun set sådan nogle før, og en svag tænkende brummen steg fra hende. Mest henvendt til sig selv. For hvilken nytte havde de, udover at slæbe unødvendigt snavs efter sig? Hvis man så nærmere på hans mørke krop, ville mange ar tydeligt træde frem. De næsten lyste op i kontrast til hans sorte pels, og hun rystede svagt på hovedet. Hvem han var, vidste hun ikke. Men unik var han helt bestemt.
Nu havde den brogede dog heller ikke mødt mange sjæle, og hendes sociale evner var derfor ikke overrumplende. Nok nærmere ikke eksisterende. Den slanke hoppe stod et akavet øjeblik og sagde intet, alt imens de brune øjne blot så på den mørke. Enkelte gange åbnede og lukkede hun munden, men aldrig fik hun taget sig sammen til at sige noget. For hun var ikke stum, selvom det let kunne føles sådan.

Der gik ikke længe inden at hun opgav at sige noget lige foreløbig, og i stedet tyede til andre midler. Den mindre hoppe sænkede svagt hovedet, men stadig betragtede hun den mørke uden at slippe blikket på ham. Han havde ikke andet end blottet tænder og stampet faretruende af hende, så et forsøg på at nærme sig var udelukket. Men det undrede hende, og hun ville gerne vide hvad der fik ham til at være så afvisende. Tanken om at han simpelthen bare ikke ønskede selskab eller kontakt var nemlig fremmed for hoppen. Jovidst, hun var selv reserveret. Men dog nægtede hun aldrig selskab.
Langsomt bakkede hoppen tilbage, inden at hun forsigtigt drejede hovedet. De nøddebrune øjne gled over visne blade og mudder, inden at hun nænsomt begyndte at fjerne nogle af bladende. For under dem, gemte noget at året sidste gode græs sig. Hvis der var noget den brogede havde erfaret, var det at mad nogle gange løftede humøret. Hurtigt så hun tilbage på hingsten – som ville hun sikre sig han stadig stod der, inden at hun forsigtigt tog fat om en tot med fortænderne. Derfra vendte hun sig igen med front imod den mørke, og listede sig uendelig langsomt og sænket tættere på igen. Hun tog 2 skridt tættere på en sidste gang, inden at hun hastigt lagde totten og trak sig 3 skridt tilbage. Derfra så hun så igen på ham, jah næsten afventende, imens hun prøvende smilede genert til ham. Hvis han i så fald ville strække sig ud for at tage totten, ville den brogede bakke lidt mere tilbage for at give ham plads.

Mange andre end lige Rashn, havde nok taget imod denne skabning med stor fornøjelse, ladet hende komme til sig. Præsenteret sig og jovist nok indledt til en ende- og ligegyldig snak. Den arrede hingst talte ikke af sig selv, i hvert fald ikke ret meget. Han var indelukket, men kunne nu vel godt svare på spørgsmål når der blev talt til ham. Ikke alt svarede han på, men nogen ting gjorde han- så længe tingene ikke omhandlede at komme for tæt på eller lærer ham at kende. Han ønskede ikke at kende nogen, og han ønskede heller ikke nogen til at kende ham. Ensomhed var det eneste den arrede hingst ønskede. Ladt alene. For ham ville et perfekt liv kun bestå af ham selv og en tom verden. Det var ikke fordi man kunne påstå at den arrede hingst rigtig levede. Han overlevede, men han levede ikke. Der var forskel. I Rashn liv var der ikke nogen glæder, ikke rigtige glæder. Det tætteste han kom på den følelse var når han endelig var alene.

Hoppen bakkede væk. Rashn havde ingen anelse om hvem hun var og han havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det. Hun virkede ung ud fra hans svage bedømmelse, hun virkede lille og det var sådan han havde konstateret, i hvert fald for sig selv, at hun var ung.
Hun talte ikke, hvilket var fint for den arrede hingst, der observeredes hver en bevægelse hun foretog sig. ikke en ting skulle overses.
Da denne fremmede have bakket lidt væk, stoppede Rashn arrige brummen. Dog slappede han ikke af. Han lækkede ikke på de tilbage vendte øre, der var trykt ned i nakken. Han kunne ikke slappe af, det ville være umuligt- hvis han gjorde ville han ikke være forberedt.

Hvad præcis denne fremmede havde gang i, kunne Rashn ikke helt opfange. Hun bevægede på sig, ikke voldsomt, men nok til at Rashn til hvert et split sekund var klar på at springe på hende, angribe hende hvis hun angreb ham.
Dette var ikke tilfældet. Hun lagde der imod noget på jorden. Græs. Rashn kunne lugte det, og selv det ville have været fristet at spise og tage imod hendes ydmyge gave, gjorde han det ikke. Stift stod han urørt og så lige frem. Det var ikke fordi han som så, så direkte på denne hoppe, mere igennem hende. Hun var intet andet end en sløret skikkelse for hans blik, og Rashn vidste at hvis han anstrengte sit syn ville det få katastrofale følger- for ham selv. Det ville sortne for hans blik, og han ville i det øjeblik være mere fokuseret, nok til hun ville kunne få en fordel- dette måtte ikke ske. I stedet forsøgte den arrede hingst blot at lugte og lytte sig frem til det han behøvede.

Sekunderne tikkede forbi, og blev langsomt til minutter. Minutterne blev til 5, og i al den tid rørte hoppen sig ikke. Stod blot afventende, alt imens hendes uskyldige blik fokuserede skiftevis på hingsten og græsset foran ham. Men dog, der skete intet. Den mørke stirrede stift på hende, og gjorde ikke mine til at tage imod hendes gave eller frastøde den. Eller rettere… igennem hende. Han så ikke engang ordentligt på hende.. Den brogedes ører vippedes forsigtigt bedrøvet tilbage, og det svage smil forsvandt. Hvad var der galt? Prøvende snusede den tvefarvede ind, men græsset forekom ikke hende at være råddent eller bare dårligt. Opfordrende kastede hun hovedet en smule opad, men stadig ingen reaktion.

Den brogede bakkede endnu et skridt, og strakte sig da en smule mere end før. Bagved hende svirpede halen næsten larmende i stilheden, inden at hun tog sig sammen.
Prøvende åbnede hun munden, men ikke andet end en hæs og pivende lyd kom ud. Det var så lang tid siden den brogede Jivala havde brugt stemmen, at den føltes helt væk for en stund.

”Hvorfor gemmer du dig?”

Kom det endelig fra hende, og den bløde, lyse stemme smøg sig ud i mørket omkring hende. De brune øjne blinkede langsomt, og forsigtigt tiltede hun det fine hoved på sned. Vinden ruskede kort i trækronerne omkring dem, og ned faldt alverdens gyldne blade langsomt. Jivala løftede svagt hovedet, og smilede for en stund helhjertet. Jah, vinteren var i sandhed på vej.
De krøllede ører flippede dog en smule usikkert tilbage da hun så på ham igen, og hun brummede svagt. Hvorfor den mørke gemte sig i skyggerne, vidste hun ikke. Han opførte sig ligesom de sårede dyr Jivala havde fundet. Aggresivt, ensomme, i smerte og reagerede kun når man kom for tæt på dem. Hvilket, Jivala fandt ganske trist.

Som et såret dyr. Rashn kunne betegnes sådan. Han var såret, selvom han ikke havde mange fysiske skader mere, han led ikke under voldsom fysisk smerte. Han manglede det meste af sit syn, og så måske i alt kun ti procent med det øje han havde, hans forben par skader, men ikke noget der kunne ses. Bandagerne skjulte det meste, men under dem lå skaderne. Hans forben synes normale udefra, men de var svage, eller svagere og et hårdt underlog eller under kamp, ville et stød løbe hele vejen op give en ubehagelig fysisk smerte der ville skærer fra hovende og helt op til skuldrene.
Sårende lå på sjælen, ikke at han ikke havde lidt fysisk, men de sår der fik ham til at være som han var lå dybt begravet i hans sind. Alt beseret på svigt. Det var de synder han havde begået, de mange, dem han havde mistet tallet på. Det var grunden for han gemte sig i mørket, blottet for de flestes syn, de næsten rødglødende ar fortalte hvem eller rettere sagt hvad han var. De viste det tydeligt. I skyggerne kunne han gemme sig og undgå de dømmende blikke. I skyggerne kunne han gå i et og der ved så vidt som mulig at undgå alle andre levende individer. Ensomhed var det eneste- i den fandtes der ingen til at dømme, ingen til at snerre i det der skulle lægges hen, der var ingen svigt ingen sorg. Ensomheden var tom, netop som Rashn foretrak den.

Den fremmede forsøgte endnu forgæves at tilbyde ham hendes ydmyge gave, men endnu var Rashn lige glad. Han behøvede ikke hendes græs, og han skulle slet ikke bukke sig ned imod jorden for at tage den. Selvom hendes hensigter virkede rene og gavmilde kunne den arrede hingst om ingen måde stole på hende. Han måtte forvente det værste af hende, han måtte forvente hun ville angribe ham, udgive sig for den fjende hun måske i sandhed var- hvis ikke var hun blot en fremmede og ville ikke blive mere. Det var i hvert fald sådan Rashn så på det.
Hendes stemme lød, den lød svag og rusten- som havde den ikke været brugt længe. Hun talte, stillede ham et simpelt spørgsmål. Med en hæs, dyb stemme der var ru og ganske slidt lød Rashns ord sammenbidt.

"I skyggerne kan jeg gå skjult."

Da hoppen havde taget sig sammen til at tale med ham, skete der endelig noget. Ikke alene synes hun at han faktisk bevægede sig en smule, men han svarede hende også. Hans hæse og dybe stemme var ensom i stilheden, og blev fremsagt sammenbidt og hårdt. Ganske slidt lød den mørke hingst, så man hurtigt ville bedømme ham til at være ældre end først ventet. Hvis man så nærmere på hans krop, ville billedet af en ældre herre heller ikke være helt fjernt. Og dog… Jivala havde grunde til at tro at han ikke var så gammel endda. Hvorfor vidste hun ikke, og det var nærmere en fornemmelse end noget andet. Ligesom en fornemmelse havde trukket hende imod skovens midtpunkt. Hun tog ofte beslutninger med det samme, hvilket ikke altid var til hendes fordel. Men for nu, havde det fungeret ganske godt.
De krøllede ører vippedes let frem, og den brogede nikkede langsomt for sig selv. lod svaret synke ind, og vendte og drejede det. Tænkte over det.. for sådan var den brogede. Tænkte så frygtelig meget over tingene, men kom næsten aldrig frem til en konklusion. Næsten tværtimod.. jo mere man tænkte, desto svære blev spørgsmålene at løse.
De slanke ben blev kort samlet under hende, og hun løftede da hovedet. I det svage lys blinkede de nøddebrune øjne tilbage, og hun tiltede sart hovedet på sned. I skyggerne kunne han gå skjult… Det var en underlig sætning.

”Hvad hedder du..?”

Kom det fra hende, imens at hun forsigtigt strakte mulen en smule frem. De følsomme næsebor sitrede svagt, og hun trak da mulen tilbage. Svaret med skyggerne ville hun lade gå hen for nu, og måske vende tilbage til det senere. Det krævede overvejelse.

”De kalder mig Jivala..”

Sagde hun bagefter, og den ringlende stemme forsvandt langsomt i stilheden. Bagved hende slog den natsrote hale endnu et svirp, og den brogede drejede hovedet let til siden imod nogle enkelte blomster. Dækket af blade var de, inden at hun forsigtigt begyndte at fjerne dem. Blot for at fortage sig noget, imens denne fremmede tryggede sig tilbage imod grantræerne.

Rashn kunne nemt lyde og se ældre ud end han var. Han var slidt og brugt alligevel var han ikke særlig gammel, endnu var Rashn ganske ung, dog langt fra lige så ungt som det selskab han uheldigvis havde fået i skoven. Han kunne vurdere det på hendes stemme, den lød ganske ung og ganske lys. Hun kunne ikke være ret gammel, mons tro slet ikke rigtig voksen endnu.
Som en hver anden han havde mødt spurgte denne hoppe også efter hans navn. En tanke strejfede ham af irritation, hvorfor skulle alle i dette land være så nærgående og så villige i at konstant ville lærer en at kende.
Som de andre, ville denne fremmede unge hoppe få samme svar. Hun var ikke anderledes, hun var blot lige som alle andre- i hvert fald for Rashn. En fremmede han blot var uheldig nok til at støde på.

"Mit navn er for dig og andre ligegyldig. Jeg ønsker ikke at kende dig, og jeg ønsker ikke du kender mig. Dit navn er for mig lige så ligegyldig som mit navn er for dig."

Stemmen lød igen, der var ikke tegn på liv hans tone, der var ingen glød i hans hæse stemme. Passivt stod han endnu, som han gjorde hver gang han mødte nogen. Han trak ikke på sig, han bevægede sig knap nok. Det var kun den store brystkasse der hævede og sank sig i takt med hans vejrtrækning. Dog, i det hun strakte mulen frem blev overlæben hævet en anelse så de sammenbidte tænder blev blottet. Advarende om hun ikke skulle forsøge på noget der kunne minde om nærkontakt.

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me some place, where there's       music and there's laugther"

crystallize

På trods af hoppens ranglede krop og lyse stemme, var hun ved at være ganske voksen. Hvis man da talte på alder. Af erfaring var hun så langt fra voksen, og endnu placeret i sin egen lille rutsjebane tur af følelser og tanker. Minder og fantasier spillede sammen i et virvar af valg, der langsomt ville forme hende til fremtiden. Så hun ville kunne gå den i møde. De var blandt andet hendes tanker omkring denne skabning der havde ledt hende til denne hingst. Og ligesom enhver anden, ville denne hingst være med til at forme hende for fremtiden – også selvom han måske ikke ønskede eller tænkte således.
Afvisende trak den sorte på ørene, og den brogede lagde eftertænktsomt hovedet på sned ved hans ord. Han ønskede ikke at hun kendte ham? Jamen… Jivala undrede sig over han kunne sige sådanne ting, når han ikke vidste hvem hun var. Hvilket blot fik hende til at ryste afvisende på hovedet, og ranke sig op. Ikke at hun nåede den sortes højde på nogen måde – så langt fra.

”Dit navn er da ikke ligegyldigt..?”

Sagde hun tøvende, og fæstnede sig ved de blottede tænder. Hendes underbevidsthed bad hende om at være varsom, og derfor måtte hun tænke nærmere over hvad hun sagde.

”Dit navn kan ikke være ligegyldigt. Alle navne blev valgt af en grund. Hvorfor må det ikke deles?"

words: 223 | Tag: Rashn

Selvom et navn ikke var det der kendegav hvem man var, men blot et ord, en lyd man ville kunne reagere på, og selvom han ikke gav sit navn ville de stadig vide hvem han var, de ville finde andre måde at huske eller beskrive ham på. Det var ikke så svært igen at finde nogle ord at sætte på den arrede hingst, og man ville hurtigt vide hvem han var. Hans kropsfarve var et og kunne være mange der bar den. Alle kunne være kulsorte, men ikke mange så ud som han gjorde. Der var ikke mange der havde lige så mange næsten rødglødende ar, og heller ikke mange heste der kun bevægede sig rundt med et øje der var blodsprunget. For ikke nævne bandagerne, der egentlig ikke længere tjente det formål det havde gjort i begyndelsen. Blot ved udseende var Rashn nem at beskrive, og hans udseende var også et ganske grimt syn og ikke blot et der var så nemt at glemme igen. At gå i glemsen hos andre var nok en tabt kamp på forhånd, men håbet kunne man altid beholde.
Rashns navn havde en betydning en god betydning, retfærdighed. Et sted passede det godt nok på den arrede hingst. Det var hvad han mente var retfærdig han havde handlet som han gjorde da han afsluttede sit tidligere liv. De havde ødelagt ham, og han ville ødelægge dem. En tand for en tand, et øje for øje.

"For mange er et navn nemt at gå og huske på, du kan sætte navnet på ansigtet, men jeg ønsker ikke at huskes, og hvis ikke du har mit navn vil du kunne have mit ydre at huske på. Jeg ønsker at leve i ensomheden."

Selvom ensomhed var det han ønskede og søgte mest, var det ikke det han havde fået mest af, det var i hvert fald ikke det Rashn selv mente. Der var meget i liv i dette land, og selvom han var blevet anbefalet en bestemt ø til at søge ensomheden, havde denne ikke været ham. Skjule steder var der ikke nok af, der var ingen skygger til at gemme sig i, hvis der skulle dukke nogen op. Han kunne ikke gå i dagstimerne i ly for nogen, kun i natten kunne han på den sandfyldte ø gå skjult.

(5)

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me some place, where there's       music and there's laughter"

Crystallize

Den sorte forvirrede hende. Ganske enkelt forvirrede hende... Hverken ønskede han nærvær eller selskab, og holdt sit navn hemmeligt. En afvisende attitude og et forfærdeligt og hærget udseende. mange ville nok kæde det udseende sammen med en hvis form for afsky ved dem der havde påført ham det, men ikke Jivala. Den brogede tænkte ikke i de baner. At nogen kunne ønske andre ondt og smerte, var endnu en tanke der ikke hørte til i det kønne hoved. svagt vippedes ørene tilbage, og hun lyttede til den hæse stemme. Han ønskede at leve i ensomheden? Uforstående - jah næsten benægtende rystede hun på hovedet. Selv var hun en reserveret type, og var ikke den første til at søge hen til andre. Men ensomhed havde hun aldrig søgt, og greb så vidt som muligt chancen for bare at være omkring andre. Hvad gjorde ham så anderledes?

"Ensomhed..."

gentog hun, for at høre ordet i hendes egen mund. Svagt tiltede hun det på sned, og så indgående på den mørke. Som ledte hun efter noget, hun dog ikke kunne bekræfte.

"Er du bange..?"

endte hun dog med at spørge, ganske naivt og forsigtigt. For det var den eneste grund til han kunne virke så sky. At han var bange for noget eller nogle. Om det så var fortiden eller fremtiden eller en helt tredje ting, vaar ligegyldigt.

words: 225 | Tag: Rashn