A Distinct Lack

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Middag
Location | 'Nær' Teylar-flokkens grænse
Tag | Jivala

Efteråret var taget til. Borte var al sommerens varme og alt, som var i sigte, var vinterens kulde. Livet sprudlede dog stadig og glæden tindrede forsat i øjne landet over; når vinteren først havde sit tag, ville dette nok ændre sig, men for nu var det nu, som det var. Og dog ville vinteren ikke nødvendigvis tære på alle; nogle var klar til vinterens kommen og landets yngste sjæl var blandt disse; borte var det tynde hårlag, som hun var født med. Vinterpelsen var sprudlet til live og den ekstra mængde hår, fik hende til at se ud som en mindre kugle af pels, påduttet et par lange ben. Om nogle år ville det nok være bedre, men for nu så det blot en anelse komisk ud, medmindre man huskede på, præcis hvor lille hun egentligt var.

Denne dag, hvor vinden ruskede let i de sidste blade, var den unge Daphne vandret bort fra sin mor. Ikke langt og heller ikke direkte med vilje, men i et øjebliks uopmærksomhed fra sin mor og broder, var hun forsvundet. Draget bort af et blad, som nu for længst var forsvundet. Hendes små hove bevægede sig hastigt af sted i en tydeligt lettere klumset trav, mens hendes øjne nysgerrigt fulgte alt hvad de kunne. Hendes mule var let spidset, tænkende, men stadig smilende.

For nu var hun glædeligt uvidende om, at hun faktisk ikke havde den ringeste anelse om hvor hun var, hvilken vej hun gik eller hvordan hun kom tilbage.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Jivala så med stille forundring, hvordan de sidste blade faldt af træerne og videre med vinden. De nøddebrune øjne fulgte de gyldne blade uden at sige noget, inden at de til slut landede i det høje græs. Sjovt hvordan tiden var fløjet forbi… dage var blevet til måneder, og måneder til år. Tiden tikkede langsomt af sted, men det var ikke noget den brogedes sind lagde mærke til. Det var kun hendes krop der reagerede op tidens gang, og havde langsomt vokset sig større og stærkere. Den før så ranglede hoppe havde omsider fået tilpasset sig sin højde og bredde, og bevægede sig efterhånden mere og mere sikkert omkring i landet. Dog betød den fysiske forandring ikke at sindet var fuldkommen med.
Forsigtigt bevægede den brogede hoppe sig videre, alt imens den lyse mule nænsomt gled over græs og diverse blomster. Der var ikke mange steder hvor græsset var ligeså friskt som dette, og dermed havde den brogede hoppe bevæget sig en smule ind på en fremmed floks område. Færten af hingsten hang i luften, og det var overvågent at hendes blik flakkede fra side til side. Det var første gang Jivala havde gjort noget så drastisk, men der var ikke meget andet end blade i skovene for tiden. De dækkede for alle de gode planter, der grundet solmandel langsomt visnede. Svagt vippede de sorte ører tilbage, og hun tog nogle skridt længere ind.

Den sorte hale løftedes let i vinden, der endnu engang bar flere blade med sig. Hvirvlende betragtede Jivala deres flugt igennem luften, inden en bevægelse i udkanten fangede hendes blik. En lille lys skikkelse bevægede sig over græsset. Jivalas ører flippede usikkert tilbage i nakken, og den brogede krympede sig en smule. Den brogede gjorde mine til at bakke væk og tage flugten, inden at det gik op for hende det overhovedet ikke var en hingst. Og da slet ikke en voksen. Det var et føl. Undrende – jah, næsten forbavset vippedes de krøllede ører en smule frem, og den tvefarvede blinkede langsomt. Måske… nej, Jivala ventede lidt endnu med at søge væk med det samme.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hvilke tanker der løb gennem det lyse føls hoved var umuligt at sige, men det var næppe storslåede genitanker. Højest sandsynligt var der barnlige genfortællinger af de historier, den sorte havde fortalt hende i nattens muld og mørke. Historier om storslåede hingste og skønfærdige hopper; om forhindringer der blev overvundet og ondskab som blev offer for lyset. Alle endte de lykkeligt og forstærkede den unges ide om, at man kunne stole på enhver og at ondskab kun tilhørte historierne. Ikke at hun just kunne siges, at forstå hvad ondskab egentligt var.

Stadig uden tanke for hvor hun gik, tullede Daphne rundt om en busk. Hendes skridt var blevet næsten fnidrede, inden hun gav slip på noget energi i form af et mystisk spring. Et par skridt forsatte hun, da hun igen havde alle fire hove på jorden, inden hun så standsede op. Noget havde fanget hendes opmærksomhed.

Der, ej langt borte, stod en broget skikkelse. Den virkede bekendt, men ej mere end en sort hest virkede bekendt på grund af den sorte. Ikke at nogen kunne forveksles med den sorte, nej, langt fra. Den sorte var den sorte. Hvem denne fremmede var vidste hun ej, men uanset hvem den var, så stod hun blot og iagttog den med et nysgerrigt blik. De dunede ører blev vippet fremad og efter en stund tiltede hun sit hoved på skrå. Hvorfor var svært at sige, for det gjorde det vel egentligt ikke lettere at finde ud af, hvem denne anden var.

Som altid blev det at iagttage på et tidspunkt tilfredsstillet. At se var ikke længere nok. Let rystede hun sit hoved, før hun mimrede med mulen og så tog et par skridt fremad, uden at fjerne blikket fra den anden. Og da de første skridt var blevet taget, blev det pludseligt til en trav og inden man så sig om, stod den lille lyse skikkelse foran den brogede.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

De mørkebrune øjne betragtede denne lyse skikkelse, med samme nysgerrighed og årvågen som den lille lyse havde. Tanker omkring hvem eller hvad dette var svirrede i hovedet, men hun nåede aldrig frem til et enkelt svar. For dette kunne være hvem som helst, og Jivala mindedes ikke at have set hende her før. Vinden bar en svag duft af føl og fremmed hoppe med sig, og den duft der også fulgte Ariel. Duften af Teylars mange medlemmer, som smittede af på føllets egen unikke fært. Jivala vippede svagt de krøllede ører tilbage, alt imens hun med et enkelt prust bakkede et enkelt skridt. Føllet var ikke på vildspor ligesom hende selv. Det hørte hjemme her.
Kort fjernede den brogede blikket på føllet, for i stedet at lade det skue over landskabet bagved den lille og omkring. Ligeså blev mulen let løftet til vejrs, men færten af en mor var ikke til at finde. Besynderligt.. en moder plejede at være yderst beskyttende over for sine føl – efter hvad hun havde erfaret. Dog nåede den brogede ikke videre med de tanker, før at lyden af små og hastige skridt nåede hende. Blikket blev fokuseret på der hvor føllet for kort tid siden havde stået, og så på den lille klumps hastige fremmarch imod hende. Overrasket over hvor nærsøgende den lille var, trippede hun hastigt en smule tilbage for at skabe lidt afstand – men lige meget hjalp det. Da føllet endeligt stoppede, var det lige foran hende.

Stivnet stod den brogede, hvis næsebor sitrede svagt udspilet. Hovedet blev strakt længere opad, selvom den lille skabning knap nok kunne nå i forvejen. Jivalas sorte hale svirpede anstrengt, inden at hun prøvende bakkede et enkelt skridt tilbage. Ville den følge efter, eller give plads? Hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, siden at den var så ung.
Lettere socialt akavet kunne man roligt kalde Jivala, der i øjeblikket ikke anede hvad hun skulle gøre med eller uden den lille skabning der havde søgt imod hende.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

I teorien forstod Daphne godt hvad det betød, når nogen bakkede væk; det betød, at man ikke brød sig om det. Hun havde selv bakket væk engang, da den sorte havde prøvet at gøre noget, hun ikke brød sig om, men det havde været anderledes. Det havde bare ikke føltes rigtigt. At nogen fjernede sig, når man nærmede sig, virkede ikke som værende det samme. Derfor var det også kun i teorien, at hun betød det; i praksis så hun bort fra det og så hellere verden således, at alle brød sig om alle. En naiv, utrolig naiv, måde at se verden på, men ikke desto mindre passende for en ung sjæl som hende; havde hun set verden på nogen anden måde, ville det blot have været synd.

Hun stod blot stille foran den brogede og kiggede nysgerrigt op på hendes hævede hoved. Let blev hovedet tiltet på skrå, mens halen lystigt vrikkede bag hende. Den brune og hvide var underlig efter hendes mening; alle andre havde sænket hovedet til hende og hilst på, men den her stod bare og stirrede. Og så bakkede den. Lidt betuttet blev hun stående.

Men selvfølgeligt ikke i lang tid. For så hurtigt som den brogede havde flyttet sig bagud, trissede det lille perlemorsfarvede føl skridtet tættere på, før hun på ny blot stod og så til i stilhed. Og så, som næsten altid, brød hun ud i et føllet smil som spredte sig over hele mulen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lilles hale vrikkede lystigt bagved hende, og signalerede tydeligt hendes naive glæde ved selskab. At den ikke kunne opfange den brogede sindelag var klart forståeligt, siden at den endnu ikke var særlig gammel. Det forekom hende tydeligere og tydeligere, som sekunder tikkede forbi. Dens smukke blå øjne så uskyldigt på den brogede, hvis mundvige dog ikke vendtes opad. Nej, den forblev i sin lidt anstrengte tilbagevendte position. Jivala vidste ikke hvilket ben hun skulle stå på når det angik føllet, og endte med at placere sig et sted i midten omkring hele denne situation. Åben for forandring, men i vildrede.
Når Jivala bakkede tilbage, trissede den lyse bare ligeså tæt på igen. Kort overvejede hun hvad den ville gøre, såfremt hun valgte at vende om og gå sin vej. Dog var det ikke en mulighed, da den brogede ikke var sådan som person. nok kunne hun være yderst komfortabel med situationen, men vendte aldrig bare ryggen til og gik. Den sorte hale slog en enkelt gang bagved hende, inden at hun forsigtigt listede den hvide mule ned imod føllet. De følsomme næsebor vibrerede svagt, idet at Jivala indåndede den andens fært.

Et føllet smil bredte sig på mulen, og forsigtigt smilede den brogede tilbage i respons. For når man så nærmere på den lille, var hun en nuttet skabning. Lille og creamefarvet, med nogle utrolige blå øjne. Hvem ville kunne holde et smil tilbage, over for sådan en lille en? De krøllede ører vippede langsomt frem, og med et hastigt blik ud til siderne - bare for at tjekke der ikke var nogen, duttede hun hende forsigtigt på mulen i en hilsen.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
2
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Først nu, da den brogede var stoppet med at bakke, lagde de lyse føl mærke til de sære ører, der prydede hendes hoved. De havde en underlig form, eller i hvert fald en ny og ukendt en, som fik hende til at tilte hovedet på skrå. Blikket var nærmest limet fast til dem, da de bevægede sig fremad. Blind for verden kunne man godt sige, at hun var blevet, for hun lagde ikke mærke til, at den brogedes hoved generelt nærmede sig. Ikke før hun mærkede et forsigtigt dut mod sin mule.

Et øjeblik stod hun forvirret, mens verden bredte sig ud til at handle om mere end hoppens finurlige ører.

Til at starte med rettede hun sit blik mod sin mule, så mod hoppens hoved, mens hun trak det tilbage. Så faldt blikket tilbage på mulen. Let mimrede hun med den, før hun så så tilbage på den brogede. Et smil bredte sig på ny om hendes mule, inden hun, måske lidt for hastigt, trådte frem og promte placerede sin mule mod den brogedes i den samme form for dutten. Og så, inden den brogede nok helt ville have forstået hvad der var sket, vendte hun rundt og sprang et par skridt.

Uvidende, helt bestemt, havde den brogede lagt op til leg ifølge Daphne.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me some place, where there's        music and there's laugther"

a distinct lack

Med små fnys røstede den brogede på hovedet, imens hun prøvede at forstå den lille lyse skabning. Den virkede forvirret, munter, uskyldig og… jah, hvad var det sidste? Et ord Jivala ikke helt kunne finde, men som hun vidste, lå i baghovedet. Stirrende så hun på hende, som havde noget distraheret hende fra verden omkring hende. Hvad det var, kunne hun heller ikke helt forklare. For det blå blik gled lige over hende, selvom hun prøvende havde søgt den lyses blik. Det skete så ikke lige. Dog kom der endelig en reaktion, da den brogede Jivala ramte den lille mule.

Undrende virrede hun med hovedet, og trak det en smule tilbage og opad. Det var nu engang noget værre rod det her.. det mørkebrune blik gled ud imod siderne, men stadig var der intet at se. Endnu ingen mor der holdt øje med dem. Endnu ingen andre end dem. Så man længere ud over engene, ville de store skove spærre for resten af udsynet. Svagt vippede ørene tilbage, inden en hastig bevægelse i udkanten af øjenkrogen fik hende til at se ned. Overrasket trippede Jivala bagud, imens hun med et gentagende fnys trak hovedet længere opad og væk. Forskrækket over det pludselige træk fra den lille lyse, så hun næsten var ved at sætte sig bagover.

De mørke øjne så skeptisk på det springende føl, der muntert bevægede sig væk fra hende. Hvad hun havde lagt op til, vidste hun ikke. Så hvad føllet lavede, vidste hun heller ikke. At lege således faldt hende ikke ind, og derfor virrede hun blot afvisende på hovedet inden hun tiltede det på sned i en spørgende gestus. Hvad var det for et underligt føl?

words: 281 | Tag: Daphne