Bedtime Story

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Aften
Location | Under et kastanjetræ, i midten af Teylars område.
Tag | Leonora

Oppe på himlen, gemt bag skyerne, vågede månen tyst over landet. Nærmere, men stadig i det fjerne, kunne silhouetten af en broget hingst skimtes, mens han mindst lige så tyst vågede over det, som var hans. Ej hans at eje, men hans at beskytte og holde sikkert. Hist og her kunne andre heste skimtes i det svage lys, som nåede gennem skyerne. Enkelte græssede, mens andre også iagttog landet i stilhed. Hvad de vågede over, var deres egen sag.

Under et træ, gemt væk fra det arbejde, det var at beskytte og våge, lå en sort skikkelse, og godt skuttet op mod den, lå en lille perle af et hoppeføl. Hendes lød fjernede alle blodbånd hun kunne have med den sorte. For nogle så hun nok svagelig ud, alt for lille, men dette var ej tilfældet. Så man hende styrte omkring, som havde hun gjort blot timer inden, ville man vide, at der intet var galt med hoppeføllet... Lille var blot den størrelse, hun var skabt til at have.

Nok havde mørket sænket sig over landet og tiden var den rette, til at lukke øjnene og vente på morgendagens gryen, men Daphne gjorde ej dette. I stedet skuede hun ud over området med sine blå øjne, nysgerrig om hvad der var i mørket. Hun ville se, hun ville agere, ikke sove. Småivrigt prøvede hun at komme på benene, men blev holdt nede af den sorte hoppe med en kærlig, men bestemt bevægelse. Lege skulle hun nok komme til, men ikke nu. Ude af stand til at bruge sin energi på at komme op og ud, begyndte hoppeføllet at nippe til den sorte hoppe. Hendes man, hendes mule, hendes ører. Intet var sikkert, men ej heller valgt som et mål for onde; det var en uskyldig leg, en uhørt beden, om noget, som den sorte før havde givet.

En historie, en vise... noget som kunne dulme energien og sende føllet til drømmeverdenen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Stjerneskæret havde kastet sit præg på himlen. Overalt glimtede tusinde at små skinnende prikker i det vage, kølige lys fra månen, som nænsomt beskuede livet på jorden. Og som altid var der nogen vågne; som altid var flokken i bevægelse. Brêgo, den brogede, var ej langt derfra, på sin rute rundt i flokken. Hans tilstedeværelse havde givet så megen ro for den sorte Leonora, i tider hvor hun havde behøvet det, og det ville hun altid være ham taknemmelig for.
Leonora havde ligget vågen et stykke tid. Det gjorde hun altid, for at sikre sig at hendes lille Daphne faldt i søvn. Og nok lå hun i hendes sovestilling, nok havde hun virket træt; men noget holdt det lille perlemorsfarvede føl oppe denne nat.
Først forsøgte hun at smutte op på sine ben, men Leonora stoppede hende med en fast og kærlig mine. Det var ikke tiden at stavre rundt; natteudforskninger skulle nok komme til den lille sjæl, men ikke endnu. Derpå kastede den unge Daphne sin opmærksomhed imod den stjerneplettede Leonora; små forsigtige nap tilfaldt forskellige steder af den sorte hoppes krop, og med en næsten leende brummen løftede hun hovedet en anelse og lagde sin store hals ned over det lille føl. Energien boblede så meget i hendes indre, at Leonora nærmest kunne mærke det, blot ved at røre ved den lille, uskyldige sjæl.

Imens Leonora havde lagt sin hals ned over den lille sjæl, mest for at skærme hende for den endnu tiltagende kulde som nætterne bragte, havde en tanke fundet grobund i hendes sind. Et minde, ganske fjernt jovist, brød frem bag de krystalklare blå øjne.

Et sort hoppeføl lå tæt ved siden af den sorte hoppe, hvis kærlige stemme sang i toner, som i sandhed tryllebandt den lille Leonora. Tæt ved stod den stolte fader med et vågende blik, ud over den flok og den kultur, som skulle blive centrum for hendes opvækst. Hendes moders toner fortalte om sagnsfigurer af alle slags; magi, der flød i vinden som vandet i floden. Hun sang om fuglenes evne til at flyve, årstidernes skiften. Og langsomt, men sikkert, gled det lille sorte hoppeføl ud i drømmenes fredfyldte verden

Leonora havde aldrig været god til at synge. Hun havde forsøgt sig, i håb om at hun havde arvet melodien fra sin moders stemme; men aldrig havde det lydt behageligt. I stedet forlod hun sig altid på ordene i sig selv – og som hun havde fortalt Seyé historier om hans fader og de ting, som hun og Ahearn havde lavet sammen, ville hun bruge denne nat, på at fortælle den lille Daphne en historie. En historie om mod, kærlighed og magi.

,,Engang for længe siden, i en verden der mindede meget om denne, vandrede en hoppe med pels hvid som sne. Hun var så anderledes i forhold til alle andre i hendes familie. Alle og én var de sorte som natten. Det generede den hvide hoppe, at hun var så anderledes, og det hun ønskede mest i hele verden, var at få samme dybsorte farve som sin familie, så hun kunne danse uset igennem natten i deres selskab. Ting går dog ikke altid, som man vil have det – og selvom den hvide hoppe havde bedt til stjernerne i flere år, forblev hendes hvide krop hvid som sne. Hendes familie, som altid dansede under månens blege lys – det samme lys, som skinner på os nu – måtte til sidst sige, at hun ikke kunne danse med dem, for hendes hvide krop afslørede dem. Og visse dyr brød sig ikke om de dansende sorte heste og ønskede at stoppe dem. Så den hvide hoppe var til fare for de sorte heste, mente de, og hun endte med at stå alene og kigge på, imens de andre dansede natten lang. Sådan gik det i mere end et år, før den hvide hoppe hørte et rygte om en magisk hest, der kunne opfylde alles ønsker. Draget af hendes længsel efter at være som de andre, begav hun sig ud på en rejse for at finde denne magiske hingst, så hun kunne blive sort som nattens tætte mørke..”

Leonora’s stemme var mild, imens hendes fortælling var begyndt. Af og til ophørte hun sine toner et øjeblik, for at lytte til omgivelserne, men også den lille Daphne. Hun ledte efter tegn på, om det lille skind faldt til ro, eller blev grebet mere af fortællingen, som hun hjertens gerne fortsatte længe endnu.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En ro faldt over den lille Daphne, da den sorte Leonora kærligt lukkede sig om hende, så hendes hals blev et skjold mod mørkets kulde. Ikke at hun sådanset frøs; pelsen sad tykt på hende, selvom hun virkede skrøbelig til tider. Hun ville næppe klare sig gennem vinteren alene, men med den pels hun besad, så ville den i Teylar's selskab ej heller blive nogen gene. Endnu et bevis på, at selv de mindste kunne indeholde det, som ville give dem et blomstrende liv, for mange af de større i landet kom ej var lande, hvor vinteren tog fat i landet, som det gjorde i øriget Andromeda.
Roen der var faldt over den lille, var dog ej komplet; hun nappede ej mere, strittede ej imod i forsøg på at komme op, men energien pulserede stadig. Den hvirlede omkring i hende, ventende på noget, den kunne blive brugt på.

Det noget viste sig nu, at være en historie.

Nysgerrigt, med ørerne vippet helt frem, lyttede den lille. Historier var ej noget hun nød kun fordi, det var en historie. Mindst lige så meget af hendes glæde kom fra lyden af den sortes stemme; lyden af tryghed, varme og liv. Lyd generelt bragte hende glæde og i fremtiden ville det sandsynligvis kun forsætte sådan, men om det kun var ved at høre den, kunne ingen sige. Intet var vidst om den moder, som havde ofret sig selv, for at give liv til hende, så hvem vidste... måske var det, som Leonora ej havde arvet fra sin moder, givet videre til Daphne fra hendes.

Daphne kunne ej pryde sig ved, at hun forstod alt det, som den sorte sagde. Hun forstod ideen, men ej det bag det. Hun forstod ej at danse, men kunne alligevel forestille sig det til en grad og ud fra dette dannede billederne sig i hendes tanker. Alle blev baseret på den sorte, for den sorte var den, hun kendte bedst... og den eneste sorte hun kendte. Leonora blev også den hvide, men frem for den sorte lød med prikkerne, pådrog hun sig den hvide fugls fjerdragt og de rubinrøde øjne. Billederne var ej tydelige, ej perfekte, men de var der og gjorde historien til mere end ord. Mere end en beretning.
Havde hun været ældre ville den lille nok havde spurgt ind, undret sig, men hun havde endnu ingen ord af at kalde sine egne, ingen stemme at tale med, så hun lyttede forsat blot; nysgerrigt og betaget.

Forsigtigt skuttede huns sig, trykkede sig nærmere ind mod den sortes varme, før hun begravede hovedet i hendes væld af lokker. Der skulle dog ikke være nogen tvivl; hvis hun holdt op med at fortælle, så ville den lyse hurtigt være tilbage med sin nappen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En sælsom og egentlig kun momentær ro faldt over den lille perlemorsfarvede hoppe, da Leonora havde lagt sin hals over hendes, og begyndt på sin fortælling. Det vagte en glæde i hendes indre, at endnu et afkom skulle høre hendes ord og historier, det vagte glæde at den lille Daphne med tydelig iver lyttede til hvert et ord hun sagde.
De små dunede øre som det lille hoppeføl havde, viste nemlig at de lyttede. Om hun forstod noget af det, som den sorte Leonora fortalte, var sådan set ligemeget; for det at sætte pris på at få fortalt en historie, var nemlig noget de små ofte gjorde. Senere i livet ville Daphne få historier hun forstod, historier der kunne udforske hendes meninger og holdninger til ting, men ligenu, var historien blot en ramme for den lille sjæls drømme.

,,.. Den hvide hoppe måtte søge langt og længe, efter denne magiske hingst. Han kunne nemlig skifte form, og forblev sjældent i den samme form i længere tid ad gangen. Derfor var han svær at finde, for ingen kunne sige hvordan han så ud – og hvis nogen kendte en af hans mange skikkelser, kunne de ikke fortælle hvornår han besad den. Det gik sådan, at hun måtte lede yderligere et år, et helt år hvor hun var væk fra hendes dansende familie, som fortsat dansede hver eneste nat. Hun vidste ikke om de savnede hende; men det gjorde de. De savnede hende rigtig meget og begræd hendes fraværd, for selvom de havde fortalt hende at hun ikke kunne danse med dem, så elskede de hende som den hun var. Da den hvide hoppe endelig fandt den magiske hingst, havde han taget form som en blanding imellem en hest og en tyr. Et grimt grimt væsen med store horn i panden og grove træk. Han skræmte faktisk den hvide hoppe så meget, at hun var lige ved at vende om og løbe hjem; men så huskede hun sit ønske. Den ene ting hun ønskede mere end alt andet i denne verden..”

Leonoras stemme tav et øjeblik. En kuldegysning gik igennem hendes krop, for de ord hun fortalte i hendes historie, havde ligheder med den faktiske historie om Leonoras møde med magien. Hun havde ikke været heldig, og havde handlet på baggrund af et ønske. Hun havde søgt en hingst i landet som havde magi, og magt til at give hende det, som hun selvisk ønskede. Og hun havde betalt en pris herfor, en pris som havde hjemsøgt hende indtil Ahearn havde set det smukke i det. Hun gumlede kort for sig selv, inden hendes overlinje, hvori hendes spændinger af og til stadig satte sig, aftog igen. En dag ville hun fortælle Daphne omkring hendes egen historie, ligesom hun ville fortælle Seyé det inden længe. Hvordan hun ville klare den, vidste hun ikke – for endnu var der stykker af hendes sind som var ustabile. Og netop historien om mødet med Slangen var et af dem.
Den sorte hoppe vendte nu tilbage til den historie, som hun var ved at fortælle. Endnu var Daphne vågen og lyttede; og derpå brød Leonoras milde stemme frem igen.

,,Dette magiske væsen, som hingsten havde taget form som, hilste den hvide hoppe velkommen. Han vidste hvad hun havde søgt ham for, for han kendte alles ønsker. Det var som om han kunne mærke dem. Han tilbød derfor den hvide hoppe at blive malet sort som natten, imod én ting. Han ville have hendes syn, så kunne hun blive sort. Og den hvide hoppe tænkte meget, meget længe over det..”

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Med gemt iver lyttede den lille til den sortes ord. Hvert af dem blev hørt og fik billederne i hendes hoved til at forsætte; hvirvlende dansede de afsted, mens de bragte liv og umådelige farver til den fortælling, som blev vidergivet. Historien om den hvides færd blev ingen magisk rejse, men en mindevej for hende; hvert område, som den hvide betrådte, var en version af noget, hun selv havde set. Fra det sted hvor hun, uden hendes kendskab, var blevet ført til af selv samme magi, som sandsynligvis blidt summede gennem jorden under dem, til de steder, den sorte havde ført hende gennem på den første, lange rejse. Ingen af minderne var faste og ej heller kunne Daphne fortælle det, hun forestillede sig, videre, selv ikke når hun fik sin stemme. De var minder, som kun fantasien kunne finde.

Måske var den sortes ord om tyrehingsten ment skræmmende, men de skræmte ej hende. Hun lyttede, forstod og forestillede sig, men så som sådan intet grimt; muligvis fordi hun ej vidste, hvad en tyr var, men måske også, fordi hun simpelthen ikke så det grimme... måske var det blot tabt for hende for nu og hun ville en dag finde det, eller også var hun en af dem, som ikke kunne se det...? Kun tiden kunne vise det.

Let strakte perlemorsføllet sin hals, så hun, med lidt skubben, tittede ud på den anden side af den sortes hals. De blå øjne anstrengte sig for, at kunne se på hende. Let mimrede hun med mulen, mens hun lod sit hoved hvile let mod den sortes forben; vældet af lokker dækkede hende i et virvar af streger. Ørerne blev spidset mod den sortes stemme på ny, evigt lyttende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille perle, som Leonora havde været så heldig at have fundet, lyttede endnu med ivrighed til den historie som den sorte hoppe fortalte. Undervejs havde det lille føl fået møvet sig lidt rundt, og lå nu med sit hoved imod den sorte hoppes ben, der lå foldet let op under hendes bug. Den lange sorte man havde lagt sig over føllet, som nu lignede en blanding af den perlemors farvede pels og sort, en sær blanding, men et sted i Leonoras indre, ønskede hun at denne blanding var sandfærdig. Ikke at hun betvivlede at Daphne var hendes – men hun ville gerne selv have givet hende livet. Måske kunne det have sparet hende for en ukendt oplevelse; for noget måttet have været sket, siden Leonora havde fundet hende ganske alene. Hvis hun selv havde født hende, ville det lille hoppeføl aldrig have været alene. Med en mild brummen fortsatte hun eventyret om den hvide hoppe.

,,Den hvide hoppe var lige ved at acceptere aftalen om at blive sort. Ja, hun var så tæt på at hun faktisk sagde de første ord i sætningen, men så var der noget der stoppede hende. Ser du, lille Daphne, det kræver mod at være anderledes. Og det var modet der nu brød frem i den hvide. Alle disse år havde det været undertrykt af hoppens ønske om at danse. Men nu hvor hun stod overfor det sidste trin på sin rejse, og var lige ved at tage det, gik det op for hende, at hun egentlig kun ville være sort, fordi hun ville være som de andre. Det var fordi hun var utryg. Og trygheden troede hun lå i at være som alle de andre. Det kom til hende som en åbenbaring – for hun kunne danse. Men i stedet for at danse under månen, kunne hun danse under solen. Et smil tegnede sig på hoppens mule, inden hun så imod den grimme hingst. Hun takkede pænt nej til at blive sort som natten, og derpå vendte hun sig rundt og begav sig hjem imod sin flok. ”

En kort pause opstod i fortællingen da Leonora sænkede sin mule for at stryge den lille sjæl lidt over næseryggen. Så forsigtigt hun kunne berørte hun det lille føl, imens hun lod sit åndedræt fordele sig ned over hovedet på det lille føl. Leonoras egen mule var så meget større, at hun helt følte sig klodset, men hun formåede at stryge hende blidt og kærligt. Derefter nippede hun ganske let imod hendes pandelok, inden hun hævede hovedet op i hvilende tilstand for atter at fortsætte.

,,Der gik 2 dage mere før den hvide hoppe kom hjem. De andre havde ledt og ledt efter hende og da de så deres hvide søster, græd de af glæde. De kunne ikke forstå at hun havde været væk, og da hun fortalte dem sin historie, blev de tavse. De havde aldrig ønsket at gøre deres søster ked af det ved at bede hende holde sig væk når de dansede. Da de fandt ud af, at den hvide hoppe ville have ønsket sig sort som dem, sagde de, at de elskede hende som hun var. Den kærlighed der lå imellem alle disse hopper var stor – lige så stor som den kærlighed der er imellem en mor og hende datter. Men sådan en kærlighed kræver mod at udvise – og først da modet fandt vej til den hvide hoppe, så hun det. Efter en lang snak fandt de alle ud af, at de kunne danse sammen på to tidspunkter af dagen. Når solen gik ned og når den stod op. Og ellers så dansede den hvide hoppe resten af sine dage under solens stråler, imens hendes sorte søstre betragtede hende med et smil.”

Historien var slut nu, og Leonora sænkede atter mulen ned imod den lille sjæl. Hun studerede hende nøje nu, for at se om hun var blevet træt. I så fald, ville hun selv hvile sig nu, med sin datter lige ved siden af sig.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Søvnigt gnubbede Daphne sit hoved mod den sortes ben, mens hun stadigt var lutter ører overfor hendes stemme og historie. Billederne dansede forsat afsted, men meningen, lektionen bag historien, forsvandt i føldommens uvidenhed. En dag ville den sorte Leonora kunne fortælle historien på ny og Daphne ville igen lytte, men denne gang ville hun sandsynligvis også være i stand til at fange det, som historien egentligt handlede om. En dag ville historien gå fra blot at være billeder og fantasi, til at blive lærdom og viden. En dag... en forunderlig dag, langt ude i fremtiden, for den sorte havde vel ej påtaget sig ansvaret for hende, blot for at efterlade hende, når hun en dag kunne stå helt på egne ben. Nej, det var ikke således at rollen var blevet givet videre... Leonora var ment til at gøre mere end blot opfostre den mindste hoppe i landet, men præcist hvad vidste ingen vel egentligt.

En dæmpet, men træt latter forlod føllet, da den sorte åndede ud. Fnidret maste hun sig mere ind til den sortes skind og sugede varmen til sig. Hun havde pels nok selv, men der var næppe nogen, der ikke brød sig om lidt ekstra varme. Igen var der dog næppe nogen, der kunne gøre det som Daphne kunne; ingen andre havde det umage størrelsesforhold, der gjorde det muligt. Og dog var hun ej så lille i forhold til Leonora, som hun havde været den skæbnesvangre dag... nej, hun var vokset, men der var endnu vej indtil hun nåede sin fulde højde, som dog, uanset hvor lang tid man gav hende, var meget lavere end nogen anden i lande.

Let gabte perlemorsføllet. Den sortes stemme var begyndt at blive sløret i hendes ører, mens hun puttede sig. Søvnigt nappede hun til de sorte lokker. Bravt prøvede hun at holde de blå øjne synlige for omverdenen, men de forsvandt oftere og oftere, indtil de ej blev set igen.

Da en sortes historie stoppede og hun studerede den lille, ville hun se, at hun var forsvundet; ej fra livet, som hendes moder, men blot langt ind i det forunderlige land, der for nogle blev kaldet drømmenes.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[1]

Den lille perlemorsfarvede hoppe, som lå ovenpå den sorte Leonoras forben, havde endelig fundet søvnen. Med et smil, som havde varetaget Leonoras mule, efter hendes fortælling var nået til ende, lagde hun sin hoved en anelse ned, hvilende mod den del af forbenet, som det lille bitte føl ikke benyttede. Leonora forblev dog vågen en rum tid endnu, for hendes instinkter var så vågne, så opmærksomme på den opgave hun havde varetaget sig; at passe på denne lille sjæl, så der skulle gå tid, før hun følte sig sikker og tilpas nok til selv at sove. I de første måneder med Seyé havde den sorte Leonora heller ikke sovet meget, så hun var vant til fornemmelsen af at våge konstant over et andet liv; og hun elskede det. Hun elskede at have en, som hun kunne kalde sig egen, en, hun kunne beskytte og passe på og en, som hjalp hende med at hænge sammen, når hendes sind truede med at give efter. Ja, hendes afkom var hendes lim, når Ahearn ej var i nærheden – og desværre, var det meget længe siden at Leonora sidst havde set den hingst, som havde redet hende den blæsende, regnfulde og tordenrige nat. Såfremt han stadig var derude et sted, håbede Leonora at hans fravær var velbegrundet; for det var en nagende bekymring der gik hende mere og mere på, og savnet til ham var begyndt at melde sig. Men dog, havde hun denne lille perle og den stolte Seyé, der endnu kunne fastholde hendes sind; og hun var dem begge dybt taknemmelige.