Visitor Hours

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Eftermiddag
Location | Nordlige del af Teylar-området
Tag | Eagle Eye

Et grin fyldte den ellers stille eftermiddag. Vinden bar det af sted, hvirvlende som de blade, der ellers fyldte luften. Grinet var ungt, meget ungt, og tilhørte ingen anden end landets yngste sjæl; et perlemorsfarvet føl, som endnu var helt og aldeles afhængigt af sin moder. En moder som dog ikke var hendes i blod, men bestemt i bånd.

Den krøllede hale svingede livligt bag Daphne, da hun grinende sprang bort fra den sorte. Hun var i et fnidret humør. Hun havde nappet den sorte og sprunget bort som havde den sorte nappet igen, selvom hun overhovedet ikke havde gjort det. Med et par hastigt trippende trin lagde hun lidt afstand mellem hende selv og den sorte, før hun med et finurligt hop fik vendt rundt. Bagbenene blev derefter sparket bagud, før hun spurtede af sted i en klumset galop. Hun havde rigeligt energi, ingen tvivl om det, og kun den sorte kunne takkes for dette. Trods der havde manglet lidt mælk i starten, så var det bestemt ikke nogen mangelvare længere.

Apropos dette; trods sit udbrud vendte hoppeføllet tilbage til den sorte, for at stille en pludselig sult. I starten havde det været svært, men med tiden var hun delvist vokset og delvist havde hun blot vænnet sig til den unaturlige højde.

Den tid det tog at die var dog ikke just lang og inden den sorte kunne se sig om, var det creamfarvede føl af sted igen, hvirvlende af sted med korte, hastige skridt. Den sorte kunne se lille Daphne og omvendt, men et område lå hinsides den sorte og direkte indenfor den lilles synsfelt. Et blind vinkel, hvor hvad som helst kunne ske, uden den sortes viden.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det var længe siden den ældre hingst havde talt med nogen fra flokken han havde hørt så meget om. Han havde den gang lovet at kigge forbi, en dag ville det komme- og denne dag var i dag. Eagles vandring havde hørt ham i retningen, måske mest fordi han havde gået med det i tankerne så længe nu, at hans underbevidsthed selv havde ført ham her hen, eller i hvert fald på kurs. Eagle vidste ikke præcis hvor flokken lå, heller ikke vor dens grænser startede og sluttede. Hvor vidt han selv ville blive en del af denne flok, vidste han ikke endnu. Den beslutning havde den ældre hingst valgt ikke at tage endnu, der var tid nok. Eller i hvert fald lidt tid. For hvor meget tid har man egentlig? Det var et af de spørgsmål der var så godt som umulig at svare på. Dette var dog ikke just noget der bekymrede den ældre hingst specielt. Tiden ville nå en dag, og når den kom ville den blot blive taget imod med åbne arme- om så at sige.

Det var med ganske rolige skridt, intet hastværk, at den ældre hingst nærmede sig området i de sene eftermiddagstimer. Duftende hang i luften, nogen mere nye en andre- nogen velkendte og andre fremmede. Et roligt prust slap fra den store hingst i det han lod de rav gyldne øjne spejde omkring i området. Det var ikke med det samme han kunne spotte nogen, og egentlig var den ældre hingst begyndt at tro han måske var endt her lettere forgæves- i det tilfælde ville han nok finde noget at slå tiden ihjel med, til nogen ville dukke op.
Eagle var van til at komme til nye kulturer, flokke og hvad der ellers havde været, i sit gamle liv, det liv han havde haft før hans ankomst i Andromeda. Fremmede kulturer var der stadig nok af, men ikke på samme måde. Andromeda var et land, men spredt så meget at føles af sammenhold var forsvundet helt. For den ældre hingst var der ikke nogen sammenhold, og det tætteste man nok kom på det var denne flok. En ung sort hoppe han havde mødt, Ariel, kom her fra og havde fortalt at dog ikke en gang i flokken var der helt så meget sammenhold, men havde også nævnt at hun sjældent befandt sig her. Eagle var endnu åben over for flokken, han ville nok altid være åben på sådan punkter.

Hans blik fangede en lys skikkelse, føl, men mindre end hvad han havde set før. Det sprang rundt, som var den blevet stukket bagdelen af en myg. På den lyse mule formede sig nu et venligt og ganske glad smil. Sikke en glæde. Så megen liv. En venlig og rolig brummen slap fra den ældre hingst, henvendt til denne unge sjæl. Det store hoved blev sunket lidt mod jorden, ikke for at underkaste sig, men for at gå ned i øjenhøjde med denne lille skabning han fandt ganske fascinerende, så lille en hest havde han dog aldrig set før.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
3
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Der var ingen tvivl om, at hun stadig var lille, men Daphne var faktisk langt fra så lille, som hun havde været, da hun først var blevet fundet i landet. Hun ville aldrig nå andres højde, derom var der ingen tvivl, men hun var skudt i vejret, alt taget i betragtning. En ting var dog at vokse i krop; noget andet var at vokse i sind. Jovidst forstod hun mere, end hun engang havde gjort, og formåede endda at frembringe enkelte ord, selvom egentligt sætninger nu var ude af hendes rækkevidde for nu, men hendes sind var alligevel det samme. Så legende, lyst og naivt som altid; verden var en stor, lys eksistens, som hun endnu var så heldig ikke at have fundet skygger i.

Alt i alt, så var hun dog stadig et føl, trods hun var vokset.

Med et blev hendes leg, som mest af alt bestod af underlige spjæt og bukspring, mens en af den sortes historier dansede for hendes indre, afbrudt. Om hun spillede med på den eller blot flyttede sig var umuligt at sige, for ingen andre tolkede Leonora's ord som hun gjorde. Hun havde sin egen ide om, hvad der foregik i de historier, der havde lullet hende i søvn den seneste tid.
Hun stoppede brat op, midt i et anlagdet til et spring, hvilket resulterede i en lidt mystisk position, som hun dog tilsyneladende var flintrerende ligeglad med, at hun stod i. Ørerne blev spidset og opmærksomheden rettet mod det, som havde afbrudt hende; en brummen. Den viste sig at tilhøre en hingst med en lød, hun ikke før havde set. Langsomt samlede hun sig, mens hun stadig så på den fremmede, nysgerrigheden næsten vældende ud af hende. Et øjeblik så hun mod den sorte.

Fri bane; ikke at den sorte ville være kommet, hvis hun gik mod den fremmede. I hvert fald mente Daphne ikke, at det ville være tilfældet.

Med lette skridt begyndte hun at gå mod den ukendte, mens hendes hoved tiltede let på skrå. Hun havde mistet en smule af sin frembrusenhed, men hun var mindst lige så nysgerrig og imødekommende som nogensinde og derfor lyste et smil også op om hendes mule, da hun stoppede foran ham og betragtede ham, stadig med hovedet på skrå. Efter et par øjeblikke tiltede hun det til den anden side, før hun så endeligt vendte blikket mod hans øjne. Stadig med et smil om mulen, puffede hun til hans sænkede mule.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En let og venlig klukkende latter kom fra Eagle da hun stoppede i spring, den stilling hun var endt i, det morede Eagle. Hans klukkende latter havde på ingen måde været nedladende eller ondt, den var blot venlig. Morsomt havde det set ud den måde hun havde endt på da hun først havde hørt ham.
Den lille skabning nærmede sig, hun kom han til ham. Eagle følte også af en eller andet grund kunne han ikke blot flytte benene og sætte dem hvor som helst, hun var så lille- virkede så skrøbelig at han var bange for han ville kunne komme til at træde på hende. Så i stedet lod han hende blot komme til sig.

"Godaften Du Lille."

Venligt lød hans dybe, ru og hæse stemme. Det var en behagelig lyd, hans stemme var den typiske gammelmands fortæller stemme, en hvis ord man kunne lytte til blot fordi lyden var behagelig i sig selv. Den varme og kærlighed der lå i hvert ord han talte. Alt i alt var Eagle en ganske venlig og kærlig sjæl- ondskab ville ikke kunne findes i ham.
Blidt puffede han igen til hendes lille mule da hun puffede til hans. De mandelformede øre var rettet frem imod det lille føl. Så lille- men hvordan?