Circles

Ikke så mange.. Svagt kneb Jivala øjnene sammen, og fnyste tvivlende af hendes ord. Ikke så mange… hvor mange mente hun så? For var det mere end 2, var det rigeligt for den brogede hoppe. Indtil nu havde mængden af fremmede at socialisere med højest været på de 2 – og der var den ene ikke engang en fremmed! At skulle tage stilling til mere end 2 ad gangen, var ikke noget den brogede fandt nemt. Det blev uoverskueligt i hendes hoved, og hun kunne lige forestille sig selv bare sætte sig ned og lukke af. Hvilket ikke var en behagelig tanke. De brune øjne søgte ned imod den orange skovbund, og hun skuttede sig kort.

”Mere end 2 er mange..”

Mumlede hun tvært, og så igen op. Dog vækkede Ariels næste ord en del mere interesse i den brogede, og hun rystede tænkende den slanke hals. Hun måtte indrømme – aldrig havde Ariel virket bundet af noget. Og tanken om at have et fast sted at vende tilbage til, var rimelig behagelig. Jah, når man vendte det lidt i tankerne lød det okay..
Den askefarvede behøvede selvfølgelig ikke at vide det, men Jivala havde faktisk strejfet rastløst omkring ved Teylar flokkens grænser. Dog uden at mande sig op og krydse den, men blot set ind over de frodige græsgange. Desuden.. at være et fast sted med Ariel, var noget der trak. Ariel var det tætteste Jivala kom på familie her i landet, så at blive for længe væk fra hende var hårdt med tiden.

”Og hvad hvis den store brogede begynder at spørge om alt muligt?”

Sagde hun, og nippede lettere nervøst i de sorte lokker. Hvad hvis han spurgte hende om ting, og hun ikke ville kunne svare normalt?

Den askegrå vippede med ørerne da hun både hørte og fornemmede Jivas utilfredshed, hvilket blot udløste en trækning i mundvigen som gav endnu et smil. Mere end 2? Det var kun sket yderst sjældent, men Ariel havde da delt selskab med op til.. Ja, hvad havde det været? 5 sjæle? Flere endnu? Det havde været sidste vinter, midt under en snestorm hvor de alle havde søgt tilflugt i den samme grotte. Selv den sorte Ava var dukket op og havde strejfet hende med sin mule. Hun rystede let på det fintformede hoved. Jo, hun huskede skam klart den nat. Og hun forstod hvorfor det kunne være for meget for Jiva, selvom jo mere selskab jo bedre for den askegrå.

”Jeg ved ikke hvor mange vi er. Men nok mere end syv,”

Der ville ikke gå længe før de nåede toppen, og det ville være lige i tide for mørket havde sneget sig ind på dem. Det blev svære at se det kønne ansigt som spadserede ved hendes side. En varme boblede igennem hende endnu en gang.

”Du har hørt om Brêgo? Jeg har aldrig mødt ham. Men så skal du selvfølgelig blot være ærlig, fortæl ham hvad du ønsker. Alt jeg har hørt om Teylar er at der er plads til alle. Bestemt også dig.”

Den askegrå hoppe udstødte et friskt fnys da Jiva nippede til hendes ravnelokker og satte så med et muntert smil til veninde frem i en kvik trav. Nu var de nemlig lige ved toppen og solen var meget snart borte.

word count 259

7 var alligevel ikke mange, hvis man sammenlignede med de mange andre flokke der var fortalt om. Hendes mors flok havde bestået af langt flere for eksempel. Men måske var flokke ikke et særlig vidt udbredt i Andromeda, hvis øer kun husede 2 indtil videre. Den ene, var dog udelukket for den brogede. For i den fandtes skyggernes bærer, hvis udseende såvel som væremåde skræmte den tvefarvede. Så hellere holde sig til det nogenlunde normale, hvis man da kunne kalde nogle af Andromedas indbyggere for det.
Jivala nikkede lyttende, og så kort opad imod den formørkede himmel. Snart ville skumring blive aflyst af nat, og så ville endnu en dag være fløjet forbi. Snart fandt den askegrå et navn til den brogede, der efter dette kunne kaldes Brego. De krøllede ører flakkede kort tilbage, og hun fnyste lavmælt. Hvorfor hun ikke brød sig som den vældige skikkelse, var ikke til at sige. Men den brogede var nu engang frygtelig sky over for enkelte sjæle, så at have fordomme var heller ikke helt fjernt.

”Og hvad hvis jeg ikke vil fortælle ham så meget..?”

Sagde hun prøvende, og den hvide mule mimrede forsigtigt. Ariel opfordrede til en fornyet fart, og den brogede var ikke sen til at følge efter. Friskt slog hun med hovedet, inden at hun prøvende strakte halsen en anelse frem. De brune øjne glimtede udfordrende, og hun nappede drillenede efter Ariels hals. Et lille løb?

Selvfølgelig var Jiva ikke sen til at følge med. Den askegrå dansede ivrigt frem med hale og man flyvende efter sig, alt imens natten sænkede sig over dem og gjorde det sværere at skelne omgivelserne. Duften af harpiks og gamle blade lå tungt i luften, men den askegrå følte sig let som en fugl i flugt. Hun fnøs begejstret da den brogede lagde op til et hurtigere ridt og nappede kvikt ud efter hende.

”Så lader du være med det!”

Hun slog et svirp med ravnehalen og smilede nærmest lumsk til veninden. De ville meget snart nå toppen, men der var et lille stykke endnu og den askegrå greb chancen til at springe op i en samlet galop. Det var godt nok sværere at se her i mørket, men træerne stod mere spredt her og hun kendte skoven ganske udmærket. Det var hun også sikker på at Jiva gjorde, hun kunne se på hende at hun kendte sine stier her. Det var måske her på Chibale hun holdt mest til? Den brogede havde det bedre på det samme sted, det var den askegrå overbevist om. Ikke ligesom hun selv, som utrætteligt drog fra ø til ø og glædede sig over dem lige meget hver gang.

word count 207

De ravnsorte lokker begyndte at piske i den vind som de i fælleskab skabte. Jivalas lange ben sprang behændigt over grene der lå i vejen, imens at hun med et friskt hyl satte farten yderligere op. Som meterne voksede, begyndte terrænet snart at gå mere og mere opad. Det satte en yderligere belastning på den tynde ben, men for en stund var den brogede ligeglad. Hun vidste allerde nu at hun ikke havde en chance for at hamle op med Ariels fart og udholdenhed. Men man kunne altid give det et forsøg – hvilket hun var i fuld gang med nu. Konkurrence præget var hun skam, og dog pirrede hende kort at Ariel lige så langsomt lagde en afstand på få centimeter imellem deres mulespidser.
Det mere åbne terræn gav den langbenede mere plads til at udfolde sig på. Med et bestemt fnys satte hun farten yderligere op, idet at toppen var til at skimte foran dem. Der ville hun kunne nyde synet over Chibale, men først når den venskabelige udfordring var overstået.

Udmattet snublede hun et enkelt skridt, og hivende efter vejret satte hun langsomt farten ned til hurtig trav. De få meter var ikke værd at gallopere, og med et spring landede hun det sidste stykke. Røstende, udmattet, svedende men i den grad tændt.

Den askegrå nød hvert sekund af deres nu vilde ridt. Den brogede holdt fint trit og det selvom Ariel i den grad var elektrisk og dansede med hove som kun nødigt ville sætte farten ned. Hvor al den energi kom fra var ikke til at sige – en del af den kom fra Jivas selskab, men generelt var den askegrå altid fuld af energi. Livsenergi. Hun besad simpelthen utømmelige mængder af det, der var ingen dage med stilhed og langsomme bevægelser. Det måtte vente.

Selvom det bestemt var en udfordring de havde kastet sig ud i holdt den askegrå sig alligevel nogenlunde hos Jiva. Hun nød at de løb sammen og tæt, det var så længe siden at hun havde set sin brogede veninde. Alt for længe. Men nu var hun overbevist om at hun ville søge ind i samme flok og dermed ville de se endnu mere til hinanden. Det ville i hvert fald blive langt lettere at finde den slanke hoppe. Ariel hvinede muntert og slog en lys latter op da de endelig sænkede farten de sidste meter, hun selv mere pludseligt end Jiva med hovene skarpt i jorden og en efterfølgende trippen det sidste stykke. Næseborene var friskt udspilede og kroppen varm.

De havde lige nået det. Solen kastede sine absolut sidste stråler op på toppen og under de to hoppers hove udfoldede Chibales skovrige landskab sig. Man kunne se langt trods den ringe højde de egentlig stod på. Uendelig mængde skov og store, klare søer enkelte steder. Det var ikke nogen stor ø, men synet var alligevel vidunderligt. Ariel nippede pustende til Jivas man og puffede varmt til hendes side.

”Alle efterårsfarverne minder mig om dig.”

En glædelig brummen undslap hendes stemmebånd mens de gyldne øjne igen søgte ud over landskabet og sugede alt til sig i halvmørket, alt imens solen endelig forsvandt.

word count 308

Prustende stod den brogede, alt imens at hun følte hvordan at varmen næsten emmede ud af hende. Det dunkede i ørene, men alligevel var den brogede i et vældig godt humør. Hvorfor? Det vidste hun faktisk ikke helt. Alt hun vidste var, at det var længe siden hendes energi og glæde havde været så højt oppe og ringe, og det var dermed en af de gode dage for den tvefarvede. Hendes selskab havde helt bestemt noget med det at gøre – men hvad det var Ariel udstrålede med blot sin tilstedeværelse.. det kunne hun ikke sige. Men det virkede, og det fik et strålende smil frem på den hvide mule.
Den lyse latter fra Ariel rungede i natten, og de krøllede ører vippede behageligt tilbage. Ligesom hende selv bar Ariel en ren stemme, hvis toner var klare og rare. De brune øjne gled længsesfuldt over den nedgående sol, og med en svag brummen sugede hoppen de sidste aftenstråler til sig. I lyset fra den orange sol, syntes skoven næsten at flamme op i sit væld af blade. Dens smukke omgivelser var helt igennem fantastiske, og Jivala kunne ikke andet end at se betaget ud over det. Selvom hun så det dag efter dag, var det lige imponerende hver gang.

Den askefarvede puf vækkede hoppen, hvis blik igen fokuserede. Ordenden skød en forlegen varme op i hoppens kinder, der ikke helt kunne vende sig til sammenligningen med efterår. For efterårsfarverne var smukke og gyldne, og den brogede var blot brun og hvid. Men dog tog hun komplimenten til sig, og så over den nedgående sol uden at sige noget. Betragtede det krybende mørke, for derefter at dreje det fine hoved imod Ariel.

”Hvis det er tilfældet, vil skumringen være dit element. En blanding af nattens mørke og solens sidste gyldne stråler..”

Hviskede hun, og nulrede hende forsigtigt på den varme hals.

Mørket sænkede sig over dem nu. Solen var borte, den forsvandt bag horisonten og efterlod en himmel i flammer. Og nu blev skyggerne lange, de vandt ind overalt og krøb frem under træerne og udvidede sig. Den askegrå så tavst til mens dette spil mellem dag og nat fandt sted, denne dans mellem lys og mørke. Hun havde selv intet mod mørket og befandt sig ligeså godt i det som i lyset, hun dansede lige iltert under en fantastisk blå himmel som under en himmel fuld af stjerner. Mon månen ville vise sit ansigt? Det så ikke sådan ud. Så ville den allerede kaste sit blege lys over Andromeda.

Hun blev igen opmærksom da mørket for alvor havde taget over og kastede sit gyldne blik tilbage på sin brogede veninde. Her var en varm skabning at dele nattens mørke og kulde med. Hun smilede og rettede sine bløde ører fremad ved Jivas ord.

”Er det sandt?”

Det kom dæmpet og uden forventning om svar, især fordi hendes brogede veninde også havde sænket sit toneleje. Sådan var det med natten. Det var tiden for hviskede ord. Og selvom den brogede ikke kunne se det så smilede den askegrå endnu, mens hun mærkede varmen samle sig på det sted hun blev berørt. Det var nogen tid siden hun sidst havde tilbragt natten i en anden sjæls selskab, og at det var med Jiva gjorde det kun endnu bedre. Hun havde allerede bestemt sig for at blive hos hende natten over. Efter dette ville de med sikkerhed mødes på Teylars område. Hun ville sørge for at dukke op der oftere, da hun ikke var i tvivl om at det nok skulle lykkes den brogede at blive en del af dem.

Med de tanker trådte den askegrå ned på siden af sin veninde. Hun placerede forsigtigt hoved og hals over hendes slanke, men stærke ryg og lukkede øjnene for en stund. Det ville blive en fin nat. Kulden ville i hvert fald ikke nå dem.

{Out}

word count 333