Song of the Night

Daphne

Med skumringen var natten kommet og mørket havde lagt sig over øen som nu var klædt i efterårets og snart vinterens farver. Det var længe siden den askegrå havde sat sine hove på netop denne ø, særligt dette område som gik under navnet Teylar. Trods det faktum at det var her hendes egentlige flok holdt til, så færdedes hun sjældent her. Man fandt ikke altid liv og hun vidste ikke meget om sin egen flok, hun havde haft alt for travlt med at undersøge alle andre afkroge af det frodige Andromeda. Eventyrlysten havde drevet hende lagt helt fra hun var ganske lille. Drevet hende til de fjerneste egne, kun for sjældent at vende tilbage igen.

Hun trippede med spidsede ører frem gennem mørket uden forventninger om tegn på liv. De gyldne øjne gnistrede mens hun dansede, der var ingen melankoli at finde hos den askegrå selvom dette var hendes barndomshjem og samtidig stedet hun havde forladt. Hjem var blevet til alle steder for den grå, hun færdedes lige godt alle steder. Det bånd hun havde til dette område var ikke anerledes fra det hun havde til resten af landet. Alligevel fik hun en lidt anerledes fornemmelse i kroppen. Måske var det uvisheden om hvad som egentlig gemte sig her, noget hun stadig ikke helt kunne gøre sig klog på. Hun smilede for sig selv og fortsatte den dæmpede nynnen i mørket hun var begyndt på da skumringen først havde vist sig mens hun gik.

word count 244

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hun burde ligge og sove trygt mellem sin moders kraftige ben. Hun havde også gjort det. Gjort værende det bærende ord i den sætning, for hun havde bevidst valgt ikke at gøre det længere. Eller bevidst og bevidst, for det var mere end noget andet hendes nysgerrighed der drev hende afsted. Hun var vågnet uden at vide hvorfor, og hun havde nu heller ikke lagt de store tanker i det, hvorefter hun havde fået øje på den hvide fugl. Den havde siddet i græsset, ej lagt borte, og iagttaget hende med sine røde øjne. Dens hvide pels havde nærmest lyst op i mørket og inden hun havde vidst, hvad hun havde gang i, havde hun sneget sig ud under sin moder og forsvundet ud i mørket, hvor hun fulgte intet andet end et syn.

Hvor langt hun var gået vidste hun ikke, men det føltes ikke som langt. Natten var stadig ung, da fuglen igen var sluppet fra hende; stadig kunne hun ikke forstå, at det var muligt. Og dog havde hun ikke lagt nogle tanker i det, for hun tænkte ej så langt endnu. Hvad hun derimod havde tænkt på, var hvor hun var endt og hvor den sorte var. En ting var at være borte fra hende i dagslys, noget helt andet var når mørket havde sit tag i landet.

Inden frygt kunne slå rødder, blev hendes opmærksomhed dog fanget af noget andet. En nynnen. Den var ukendt og tonen fremmede, men alligevel var den betryggende. Det lød lidt som den sortes nynnen, selvom Daphne nu ikke just havde hørt den tit; historier var mest det, hun fik at høre.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Selvom det var svært at se igennem mørket så var omgivelserne bestemt bekendte. Hun befandt sig nogenlunde midt i Teylars territorium, alligevel fangede hun ingen lyd af stemmer eller skridt. Det var også sent, men hun kunne ikke være den eneste natteravn som havde bevæget sig ud i mørket. Trods stilheden så hang flere forskellige dufte i luften, både fremmede og velkendte. Hvor mange havde hun overhovedet mødt af flokmedlemmer? To eller tre? Den stjernebestrøede Leonora måtte være her et sted. Måske var Seyé her endda også, en lille sjæl hun ikke havde set i ganske lang tid – hun havde selv været helt lille dengang. Et smil tegnede sig et øjeblik om den hvide mund ved tanken, og så var det at hun opdagede den. En noget mere nærværende duft sammen med en meget diskret lyd af hovslag. Meget små hovslag. Eller måske var det noget helt andet.

Den askegrå spidsede ørerne og standsede op med mulen hævet, hendes nynnen som hun ellers havde ladet flyde ud i mørket og stilheden ophørte et øjeblik. Hun lyttede. Hvorefter hun gav en tydelig, men venlig kalden fra sig i en høj tone. For der var nogen derude, hun var ikke længere alene – der var ikke nogen tvivl. Spørgsmålet var så om de ville give sig til kende. Den askegrå virrede let på sin følsomme mule mens hun ventede, overrasket over sit fund. Meget stille begyndte hun at sende flere toner afsted, en så dæmpet nynnen at hun stadig ville kunne høre hvis den fremmede gav lyd fra sig.

word count 256

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Nynnen holdt op og stilheden tog til, hvilket efterlod den lille lidt betuttet i mørket. Snart lød en kalden dog, men den tilhørte ikke den sorte, så meget var sikkert; Daphne kunne kende den alle steder, men denne var ny og ukendt. Ikke desto mindre fulgte hun dog efter den, for det var den eneste ledetråd hun havde og hvem kunne dog finde på at kalde, medmindre man skulle komme? Den sorte var endnu den eneste, der nogensinde havde kaldt på hende, og det havde altid endt godt, så der kunne da ingen fare være, ved at følge en andens kalden.
Inden hun var nået mere end et par skridt, stoppede hun dog op og spidsede tænkende mulen et øjeblik. Og så, tilsyneladende ud af ingenting, lød hendes eget, lyse kald ud i mørket, før hun begyndte at gå på ny.

Hun skulle dog ikke gå langt, før den som kaldte, kom til syne. Som næsten altid var det en, hun aldrig havde set eller mødt før, men det skabte ingen uro hos hende. Hun havde endnu ikke mødt noget ondt i nogen og antog derfor ikke, at en fremmede kunne være en fare. I stedet stoppede hun blot, vippede de dunede ører fremad og ventede.... et øjeblik i hvert fald. Med trippende, kort skridt bevægede hun sig fremad på ny, frem mod den fremmede, som nu nynnede igen, lavere end før, men ikke desto mindre hørbart.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den askegrå hoppe drejede ørerne fremad da svar lidt efter brød frem igennem skyggerne. Det var en ganske ung stemme, tydeligvis af feminin karakter hvilket fik hende til yderligere at spidse ørerne. Et føl? Et kort øjeblik stod hjertet næsten stille i brystet på hende, men så indså hun at duften gjorde den tanke der havde slået hende umulig. Det kunne ikke være hendes lillesøster. Så ville hun med det samme have genkendt hende, selvom hun aldrig havde mødt den sjæl hun delte sine forældres blod med. Alligevel følte hun ingen skuffelse for her var faktisk liv, og nysgerrigheden spirede hurtigt i hendes bryst og videre ud i hele den slanke krop. Snart fulgte lyden af små hovslag i græsset og de kom nærmere. Endnu en gang blev hendes toner afbrudt, idet nysgerrigheden fik hende til at glemme alt andet end det som nu stod nogle meter foran hende.

En lillebitte sjæl. Et mildt smil bredte sig hurtigt over hendes mule og med lette trin trippede hun nærmere på den lille skabning som på modig vis havde nærmet sig. Det var en ganske lys lille hoppe, med øjne som måtte være blå selvom det var svært at skelne farver i mørket. Men der var stjerner på himlen og ikke en sky til at dække dem, så helt umuligt var det alligevel ikke. Det var trodsalt de stjerner hun havde nynnet til.

Hun så at den lille tøvede, hvilket ikke var noget under for hun var trodsalt en fremmed. Men jo nærmere de kom hinanden, jo mere tydeligt blev det for hende at der hang en bekendt duft om den lille. Familiær. Den mindede næsten om.. Om stjernehoppen. Hende havde hun kun mødt en enkelt gang, men det var ikke et møde den askegrå sådan lige ville glemme. Var dette Leonoras datter? Hun vrikkede på ørerne og standsede så et par meter foran den lille. Hendes duft virkede næsten for fremmed til at de kunne være af samme blod… Ariel brummede venligt i mørket og sænkede hovedet, mens hun strakte mulen ud til hilsen.

word count 343

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den fremmede standsede, men som altid gjorde Daphne ikke det samme; hendes grænser lå ikke der, hvor andres normalt ville være. Måske var det blot fordi hun ikke kendte rigtigt til dem, hvilket var meget plausibelt, men det var også sandsynligt, at med hendes lille størrelse, så så hun simpelthen blot afstand som værende anderledes og det gjaldt så også størrelsen, af den passende afstand mellem fremmede. Uanset hvad der var tilfældet, så forsatte hun lystigt. Først da hun nåede til den fremmedes sænkede mule, stoppede hun op. Abrubt og ved at banke mulen let ind i den anden, men ikke desto mindre var det et stop.

Et øjeblik stod hun forvirret, men hævede så blikket og kiggede op på den, som havde nynnet i natten. Nu hvor hun var så tæt på, som hun var, var der noget familiært ved den anden, men hun kunne ej definere hvad og det var også ligegyldigt. Om det havde været der eller ej, så havde hendes reaktioner nok været de samme, for hun frygtede trods alt ej det fremmede, hvor naivt det ellers var.
Efter at have set nysgerrigt på den anden i et par øjeblikke, samt nået til det punkt, hvor hun ved at tilte hovede tilsyneladende mente, at noget nyt og uset ville dukke op ved den anden, lyste hun op i et uskyldigt smil. Hun havde ikke sagt undskyld for at støde ind i den fremmede, men man skulle også være en usandsynlig knotten sjæl, for direkte at bede om det, alt taget i betragtning.

I mørket så Daphne ikke meget mere end genskinnet i hoppens øjne og den lyse blis, der holdt hende fra at forsvinde i mørket. Let mimrede hun med mulen, inden hun nappede ud efter den del af den anden, som var nærmest; den hvide mule.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lille skikkelse kom nærmere endnu. Kun hendes lyse pels gjorde hende til at se i mørket, men alle detaljer var udviskede. Den askegrå så til mens føllet vandrede så tæt på at hun stødte ind i hendes hvide, udstrakte mule. Det udløste en let virren med den følsomme hud og en mild, næsten munter prusten. Det lød højt i stilheden, for der var ikke andre lyde end føllets skridt og bevægelser. Jo, hun duftede bestemt af Leonora. Det hang i hendes pels helt tydeligt, de måtte have brugt megen tid sammen for den overdøvede de andre dufte af fremmede sjæle som også hang på hende. Den lille måtte være en del af flokken. Men hvis datter var hun? Ariel vrikkede med ørerne og smilede da en lillebitte, lys mule nappede ud efter hendes egen. Hun puffede ganske let til hoppeføllets lille, spinkle hals som svar. Det var en modig lille skabning! Lidt ligesom hun selv havde været det.

”Hvem er du, lille sjæl?”

Det kom dæmpet og venligt. Hun forventede som sådan ingen svar, men måske havde den lyse rent faktisk fået talens gave allerede. At høre andres ord var i hvert fald vejen frem. Hun havde selv været sen til at tale, ikke mindst det samme sprog som de andre skabninger her. Hendes første ord havde været fremmede.

”Er du med Leonora?”

Ariel løftede mulen en anelse, kun for at nippe ud efter de bløde små hår hendes man udgjorde. Hun kunne ikke være ret gammel. Mon hun var stukket af?

word count 257

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne så undret på den fremmede, da hun puffede til hendes hals. Hvorfor gjorde hun det? Ikke så meget om der var en dybere mening, men nærmere bare om det betød et eller andet, for ingen andre puffede til hende på halsen. Ville hun have, at hun flyttede sig? Måske... det mindede lidt om når den sorte puffede til hendes bagdel, for at få hende til at gå, når hun ikke rigtigt gad. Uanset hvad der end lå bag det, så forsvandt tankerne om det hurtigt, ved lyden af hendes stemme.

Åbenlyst nok, kom der intet svar. Ikke noget verbalt i hvert fald, men fysisk reagerede hun på lyden. De dunede ører blev spidset, mens hovedet blev tiltet til den anden side i nysgerrighed. Dog ikke den samme, som hun havde vist før; dette var en nysgerrighed omkring det der blev sagt, ikke så meget hvem den anden var. Hun var begyndt at tænke mere over ord og sammenhæng, men det var stadig en affære, hun ikke forstod forfærdeligt meget af.

Ved lyden af den sortes navn, kom der dog noget, som bestemt kunne tages som et svar. Let, men ivrigt, nikkede hoppeføllet på hovedet. Ikke så meget som et direkte svar på spøgsmålet, men lige så meget bare et svar på navnet, for det forstod hun. Sætningen som sådan var noget andet, men Leonora? Det kendte hun og kunne nikke til. På ny bredte et smil sig, inden hun flabbede sine ører bagud, som reaktion på at blive nippet i manen. Let rystede hun sit hoved, før ørerne spidsede på ny og hun vendte blikket opaf.

Nu hvor den fremmede havde puffer og nippet til hende, fandt hun det ganske naturligt at rejse sig på bagbenene, for at nippe ud efter hendes mule, fordi... tja... fordi hun nu var, den hun var.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Forskellige små lyde listede sig ind på dem fra mørket, små dyr som puslede og vinden som hev i træerne. Den askegrå havde dog det meste af sin opmærksomhed rettet mod den lille skabning foran sig, selvom de bløde ører hurtigt ville opfange det hvis andre skulle vise sig at være i nærheden. Leonora måske, hendes eget kød og blod. Hun lagde sit hvide ansigt en anelse på skrå mens hun betragtede det der var at se af den lille lyse, hvilket ikke var meget. Mon det virkelig var en datter? Hun tvivlede. Ingen hoppe i deres familie var lys. Det stak hende hvor lidt hun egentlig vidste om sin egen familie, mon stjernehoppen havde en mage? Og andre føl end Seyé? De havde mødtes en enkelt gang, men da fik hun fortalt mere om familiens baggrund end om selve den stjernebestrøede.

Et smil formede sig på hendes mule da den lyse nikkede ivrigt. Hun måtte have genkendt navnet, for hun reagerede positivt på det. Tydeligvis var hun ikke i stand til at tale endnu, men det ville nok ikke var forfærdeligt længe. Det gik stærkt, det med at spire og gro og blive voksen. Selvom noget af sjælen nok altid ville forblive i barndommen. Hun brummede i en lys tone og trippede så muntert sidelæns da den lyse rejste sig på bagbenene for at nippe ud. Lige tidsnok til at den lille sjæl missede og måtte anstrenge sig lidt mere for at nå.

”Mon du er blevet væk?”

Hun overvejede et øjeblik. De kunne jo lede efter den sorte i fællesskab. Men de befandt sig på Teylars område, så i fare var den lille sjæl nok ikke. Den askegrå trippede igen tættere på og puffede ud mod den spinkle skikkelse, inden hun langsomt begyndte at lægge an til at skridte videre på sin færd. Hun ville have den lille lyse med.

word count 314