Flowerfield dance [Brego]

Endelig havde den brogede hoppe taget sig sammen til at opsøge flokken. Flokken, hvor den brogede flere gange rastløst havde travet uden foran grænserne. Aldrig havde hun haft modet eller viljen til at opsøge selve lederen – eller bare så meget som at snakke med vedkommende. Men en ganske bestemt hoppe havde endelig skubbet Jivala i den rigtige retning. Ariel havde ledt hende hen til grænsen, men det var op til den brogede selv at tage sig sammen og faktisk kommunikere med denne Brego.
De nøddebrune øjne flakkede over engene, inden at hun med et forsigtigt prust tog et enkelt skridt over den tydeligt afmærkede grænse. Færten af lederen plus resten af medlemmerne svirrede tungt i luften. De krøllede ører vippedes svagt tilbage, inden at hun med en forsigtig brummen tog 3 mere ind. Og et til. Snart var hele den unge hoppes krop inde over grænsen, og en forsigtig og kaldende brummen kom fra hende. Dog var der ikke meget lyd i den, og hun tvivlede på at nogle ville høre den. Medmindre de selvfølgelig stod i tættere på end hun kunne se.

Rastløst rykkede hoppen vægten fra siden til siden, inden at hun med et fnys rettede den slanke krop op. Hvorfor var hun så nervøs omkring at møde nogle herfra? Ariel havde jo kun talt godt om dette sted, hvilket jo virkede rigtig nok. Desuden, var Seyé også fra denne flok. Så hvad var der at frygte? Et lyst og feminint vrinsk blev båret over engen, og den brogede gav sig til at vente.

Brêgo havde brugt det meste af dagen på at vandre rundt i flokkens område og sørge for det hele var som det skulle være. At der ingen farer var i nærheden. Alt havde været roligt, og når han ikke vandrede rundt havde han fundet sig et sted i læ for både vind og hvad der kom af småregn. Støvregn og små byger. Alt var blevet så fugtigt i vejret. Fugtigt, koldt og blæsende. Det var kun få grader fra at begynde at sne - så meget kunne han fornemme. Havde sommeren været koldere havde der nok allerede ligget et lag af de hvide kolde og glitrende skyer over de åbne vidder, og på træerne som tæpper for at skjule de nøgne stammer.

Mens han stod og lige så stille vævede frem og tilbage med halvlukkede øjne, var der noget der fik hans ene øre til at flytte sig. Det skete helt automatisk når han hørte en lyd. Det var muligvis på grund af hans tid alene i det gamle land. Dengang han måtte holde øje med alt omkring sig, for at være sikker på ikke at komme ud i noget skidt. Det var nødvendigt for at overleve. Noget i kroppen på ham trak. Hvad var det? Hvad var det han skulle? Et eller andet måtte det være, og han gav efter for den fornemmelse han havde. Han var ønsket et sted. Han fulgte tit den fornemmelse der lå inde i ham, og den havde flere gange bragt ham ud af unødvendige kniber. Men han fornemmede ingen ondskab i nærheden. I stedet hørte han et lyst og feminint vrinsk. Ikke et han kunne genkende. Det var ikke en der hørte til i flokken, men heller ikke en han ville jage væk - med mindre det var en der var i ledtog med mørket. Der var plads til alle i denne flok - alle med et rent hjerte.

Lugten af fremmed ramte hans næsebor, og han hævede hovedet en smule opmærksomt. Længere fremme stod en hoppe - en broget hoppe, der ikke så ud til at være forfærdelig gammel. Broget som ham selv, men på en anden måde. En anden farve. Broget som Antheia. Hans Antheia, men heller ikke på helt samme måde. Bare hendes navn bragte endnu en gang et savn op i hingsten, for det var ved at være noget tid siden han havde set den brogede hoppe.

Brêgo fortsatte med rolige skridt mod hoppen foran ham, og afgav et enkelt lille hilsende nik fra sig, før han stoppede op med en afstand på ca. en meter. Han ville ikke overtræde hoppens grænser, men han ville heller ikke stå for langt væk og lade som om han ikke ville inficeres af fremmede bakterier. Han overvejede altid sine træk meget nøje. Den brogede hingst smilede venligt og varmt som altid. Et smil der nåede helt op til de varme nøddebrune øjne. "Godaften, du brogede vandrer. Hvad bringer dig til Teylar flokken?" Han var ikke en af de høje herrer der brugte 'Du', 'De' eller 'Dem' til dem han mødte. Han brugte ord som du og dig.

For ham var alle lige - ingen var over nogen, heller ikke selvom man var vogter. Han var både leder af flokken og vogter, men alle andre var stadig mindst lige så meget værd som ham. Han var helt nede på jorden og havde aldrig mulen for meget i sky. Han stod til rådighed for alle andre og sprang gerne gennem ild for alle der ønskede hans hjælp.

wordcount: 583

Sekunderne tikkkede forbi, uden at der skete noget omkring den brogede. Den anspændte hoppe slækkede langsomt på de tilbagevendte ører, og forundret strakte hun halsen en smule opad. Spejdee længere ud men så stadig intet. Alt hvad der foregik bagved de høje bakker, var uden for hendes rækkevidde. Og engene foran hende var tomme. De slanke ben trippede kort en smule fremad, inden at den brogede kastede de sorte krøller om på den anden side af halsen. Måske var der ikke nogen tilstede i dette øjeblik, og hun skulle bare komme igen en anden dag – på et andet tidspunkt. Tvivlende bed den tvefarvede sig kort i underlæben, imens at hun vendt og drejede mulighederne. Det største spørgsmål var; ville hun vende tilbage uden at stikke halen imellem benene på vejen derover?
Den brogede skulle dog ikke nå at overveje det mere, før at en bevægelse længere væk fangede hendes opmærksomhed. De nøddebrune øjne fokuserede skarpt, og en broget skikkelse trådte ud af silhuetten. Ligesom hende selv bar han brun og hvid, og dog med en lysere man og hale. Om halsen svingede et underligt smykke.

Jivala bakkede en anelse, men stoppede da i det sidste skridt væk. Selvom vedkommende var stor, virkede han ikke til at være fjendtlig – nærmere tværtimod. Et venligt og varmt smil prydede hans mule, og den brogedes ører vippede forundret frem. Var det virkelig Brego? En dyb stemme bar han, men når han talte lød det slet ikke så alvorligt som den brogede havde oplevet mange andre steder. Svagt mimrede hun med den hvide mule, inden at hun forsigtigt strakte halsen en smule frem.

”Er du Brego..?”

Hoppens lyse stemme var dæmpet, og forsigtigt lagde hun hovedet på sned. Denne fremmede hingst virkede ikke så slem som hun havde forestillet sig, og med et kort nik samlede hun sig mere omkring sine spørgsmål. For hans hilsen var ikke gået for døve ører, og den tvefarvede agtede at svare. Også selvom det til tider voldte hende problemer at kommunikere så direkte.

”Jeg fik forklaret af Ariel, at Teylar flokken er en flok med plads til alle.. er det sandt?”

Den sorte hale slog dæmpet bagved hende, og hovedet blev trukket sky tilbage. Jivalas krøllede ører vippede sart tilbage, inden at hun prøvende smilede.

Hoppen virkede nervøs på en måde, og den stadig unge hingst vidste ikke hvorfor. Selvom han var ung var der dog en modenhed over ham som fik ham til at virke ældre. Meget ældre end han egentlig var. Langsomt strakte han halsen og mulen frem mod den endnu fremmede hoppe, med mimrende mule. Lugten var ukendt, og han kunne ikke lige vurdere ud fra hendes farver, aftegn, lugt eller bygning, hvor hun kom fra. Selv var han ikke fra dette land, men han havde efterhånden været over det meste af landet. En ø havde han dog ikke sat sine hove på. Han mente heller ikke hoppen kom derfra, for så havde lugten af svovl nok været kraftigere.

"Mit navn er Brêgo, ja" svarede han til at starte med, stadig i den milde tone. Han gjorde jo ingenting, og det gjorde jo nærmest ondt indvendigt på ham hver gang nogen var mistroiske over for ham. Som om de forventede at han var en skidt fyr. Der var intet ondt i kroppen på Brêgo. Ingen onde tanker i hans hoved. Han ville aldrig kunne gøre nogen noget, og han ville langt hellere snakke sig ud af ting, end at være fysisk med andre. I hvert fald når det kom til uenigheder eller kampe. Han kunne dog sagtens forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt, men han var aldrig den til at give det første slag.

Han nikkede en enkelt gang som svar til hoppens spørgsmål. "Ja, dette er Teylar-flokkens område. Her er plads til alle, med undtagelse af dem som vil andre ondt." Han mente selvfølgelig skyggerne og skyggehestene. "Alle medlemmer af flokken, er under min beskyttelse" tilføjede han, stadig med det venlige smil spillende omkring den lyse mule. "Ariel. Datter af Ava" han kunne godt huske navnet. Der var ikke mange ting han glemte. Men lige præcis det navn hang ekstra ved. Det var hoppeføllet der havde været forsvundet. Og hendes moder var ikke længere en del af Teylar flokken. Hun havde slået sig til den mørke side, og et eller andet sted frygtede den brogede hingst, at datteren ville følge i sin mors fodspor en dag - men man kunne vel håbe på det ikke skete.

"Vi er ikke så stor en samling endnu, som jeg kunne have håbet på. Flokken er til for de som ikke ønsker at vandre rundt alene. Nok er der mange der mener de kan klare sig selv, men det er også trættende i længden, og nu hvor vinteren kommer bliver det kun hårdere" i flokken kunne man trods alt tage sig lidt af hinanden. Sørge for ingen faldt bagud, og i den grad hjælpe hinanden med at holde varmen. Sørge for at opmuntre hinanden til at holde ud til sommeren endnu en gang ville komme og varme landet op.


wordcount: 463

    ❖ Jivala  ❖
                - "Once there was a forest of light,."

FLOWERFIELD DANCE

Den brogede Jivala havde længe blot færdedes omkring i Chibales smukke skove. Meget af hendes tid var gået med at vandre omkring imellem stammerne, alt imens dage langsomt passerede forbi. Det havde været hyggeligt, men ensomt. Og den brogede havde ikke haft synderligt meget kontakt med andre, og var derfor en af grundende siden hendes sky opførsel. For det var ikke ofte man mødte nogle - hvis ikke man kunne sige aldrig. Den mørke hale slog svagt bagved hende, og den tvefarvede vipppede prøvende ørene frem. En lettet følelse bredte sig, da denne Brego gav hende ret i hendes gæt. Han var dén Brego, som Ariel havde bedt hende om at finde. Kort tid efter fulgte han yderligere op på hendes spørgsmål, og et svagt smil gled over den hvide mule. Hvem der skulle gøre flokken ondt, var Jivala ukendt. Men hende selv talte hun bestemt ikke med.
Brego nævnte kort efter et navn, som Jivala ikke kendte til. Ava, og hun nikkede langsomt for sig selv. Ava… At den askefarvede havde en mor, havde slet ikke faldet hende ind. Og da hun hørte det, vippede hun tænkende ørene frem imod ham. Hvor mon denne Ava var? Ariel havde aldrig nævnt det for hende, hvilket var underligt… for de fortalte hinanden meget.

”Er Ava her stadig..?”

Sagde hun tøvende. Hun ville gerne se, hvem der kunne være mor til hendes veninde. De krøllede ører vippede en anelse tilbage igen, men selv følte hun ikke at hun behøvedes at være så vagtsom. Denne Brego havde kun udvist venlighed imod hende. så hvorfor være så reserveret i holdning og attitude? Hun vidste det ikke… og det var en af de mange ting, som hun håbede at selve flokken kunne hjælpe hende med at overkomme. En længere forklaring om flokken kom da fra Brego, og den mindre hoppe lyttede. De brune øjne blev store, og hun nikkede svagt for sig selv. Hun ville ikke være alene..

”Jeg…. Jeg har længe tænkt på at spørge, om i måske… det ville være dejligt…”

Mumlede hun, og kastede et blik ned på det frodige græs. Rastløst skrabede hun i jorden, inden at hun med et brum samlede sig mere.

”… hvis i havde plads til en mere..”

Hviskede hun, og så forhåbningsfuldt imod den brogede hingst.

words 380: | Tag: Brêgo.

[ 2 ]

Brêgo smilede mildt. Både for at vise hoppen hun ikke behøvede at være så nervøs som hun fremstod, men også fordi det hørte til hans blide væsen. Han var en af dem som alle burde føle de kunne gå til i nødstilfælde. Han ville aldrig afvise en sjæl. Og dog. Han havde også grænser, men aldrig uden grund. Der var nogle få i dette land, som aldrig ville modtage hans hjælp, medlidenhed eller barmhjertighed. Der var nogle sjæle han havde dømt til at måtte klare sig selv. Han havde forsøgt at 'redde' enkelte, men som blankt havde afvist hans tilbud, uden overhovedet at forsøge at lære ham at kende. Nogen der havde været så mistroiske at ingen ville kunne 'redde' dem.

"Ava lever, men jeg ved ikke om man kan sige hun er her. Hun er ikke som hun var engang. Ikke den håbefulde hoppe jeg kendte. Hun har ændret sig, og mørket har slået klørene i hende." Det var ikke rart for Brêgo ikke at kunne være der for alle. Men der var ikke noget han kunne have gjort. Hoppen havde søgt væk fra flokken det meste af tiden. Hun var blevet bitter og havde ikke ville snakke med ham om hvorfor. Han rømmede sig dog og fandt igen et smil frem, for ikke at lade en tung og trykket stemning lægge sig over de to. En lille latter kom fra ham, ikke fordi han grinede af hende, men fordi han var glad - munter. "Lille hoppe, der er altid en ekstra plads i Teylar-flokken. Alle med en ren sjæl og et godt hjerte er velkomne. Skyggernes håndlangere er de eneste der ikke er velkomne her" Denne lille hoppe var ikke skyggehest. Det kunne han se. Der var noget specielt over skyggehestene.

"Hvis du ønsker at slutte dig til Teylar, er du mere end velkommen"


wordcount: 306

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me someplace, where there's         music and there's laugther"

Overskrift 

Nogle sjæle var bare venlige. Nogle havde bare det i dem, der gjorde dem helt unikke. Sjæle der kunne tilgive, støtte, hjælpe og vejede. De var ikke mange, men fandtes og blomstrede op de steder de kunne. Sådanne sjæle, havde den brogede stor respekt for. At have deres overskud – overskud nok til at tage vare på andre end blot sig selv, var helt fantastisk ifølge den brogede. At de kunne se længere end deres egen muletip, og hjalp bare fordi de ville.. Det var jo utroligt. Selvom hun ikke havde kendt denne Brego længe, faldt det hende langsomt ind at han måtte være sådan en sjæl. Hendes mor havde fortalt om dem, men aldrig havde hun mødt dem.. udover Ariel selvfølgelig. Men Ariel var ligesom en søster for Jivala, så hun talte ikke på samme måde.
De krøllede ører vippede svagt frem, og et sørgmodigt blik gled over de brune øjne. Mørket? Den brogede fornemmede at det ikke var et behageligt emne for Brego, og valgte så med glæde at lytte til hans næste ord. Prøvende og smilende. En varm latter gled over området, og svagt tiltede Jivala hovedet på sned. Var det over hende? Selv hvis det havde været, følte hun sig ikke videre stødt over det. For den brogede ville hellere være glad, over det tilbud han senere hen kom med.

”Jah!”

Udbrød hun, inden at hun med et ops trak sig lidt tilbage. I iveren havde hun taget et par skridt frem. Svagt slog den krøllede hale bagved hende, inden at hun rømmede sig igen. Prøvede med en mere… rolig attitude, selvom det var svært at skjule glæden.

”Jeg mener.. jah, det vil jeg meget gerne”.

Fik hun fremformuleret.

words:282: | Tag:Brego

[ 14 ]

Brêgo måtte le. Bare en lille latter af den unge hoppes iver. Den havde han kun set blandt de andre unge indtil videre. Den glæde forsvandt på en måde når man blev ældre. Glæden dukkede dog stadig op på selv samme måde i nogle tilfælde - i de 'ekstreme' tilfælde af glæder. Ellers var den mere dæmpet. Hos Brêgo selv havde den altid været dæmpet. Han kunne ikke komme i tanke om noget som helst tidspunkt, hvor han havde udvist en glæde på samme måde som denne unge hoppe.

"Så vil jeg byde dig velkommen her til Teylar flokken. Du er velkommen til at forlade flokken når som helst hvis det nogensinde bliver et ønske. Du er ikke bundet til flokkens område, men kan bevæge dig frit omkring i hele Andromeda. Andre må også gerne opsøge dig her i området, såfremt det ikke er skyggeheste." forklarede han, stadig med den milde tone. "Teylar er ment som et sted man kan søge tilflugt, og et sted hvor man ikke behøver at være alene." Jo flere unge sjæle i flokken jo bedre. Og forhåbentlig ville den kun blive endnu større med tiden. Når de unge sjæle engang blev lidt ældre ville de jo nok søge en mage og starte deres egen familie. Og Teylar skulle i hvert fald til den tid gerne være et sted hvor de kunne få lov til at opdrage deres føl i trygge omgivelser.


wordcount: 236

    ❖ Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an                 attempt to be free"

Flowerfield dance

Den brogede hingst lo, men det rørte ikke hoppen synderligt. Selv hvis han havde leet hånende, ville hun ikke have taget sig af det. Spændt og ivrigt så hoppen bagved ham, imens at hun holdt bånd på sig selv for ikke bare at gå ind og fortælle Ariel den glædelige nyhed. Men dog, den brogede var opdraget med nogle manere, og blev stående – utålmodigt, men stående for at høre hvilke regler han havde at fortælle hende.
De gnistrende øjne så op imod den brogede, og hun nikkede forstående. Hørte hvad han sagde, og smilede da bredt. Så var det officielt – hun var endelig med. Den sorte hale svajede muntert bagved hende, og glædeligt trippede hoppen en kort omgang om sig selv. Hvilke ting skulle hun først undersøge? Der var mange ting hun ville høre om, og måske også møde de andre når hun var klart til det. Dog ikke endnu, og den første tid ville hun dog hellere selv begive sig rundt i området.

”Okay!”

Sagde hoppen, og kastede endnu et spændt blik bagved ham. Selvom hoppen var ved at være voksen, agerede hun i øjeblikket ikke sådan. Og for at være ærlig, rørte det hende ikke lige nu. Hun fornemmede den brogede vær færdig med at snakke, og gjorde da noget hun ikke havde gjort før. I ren og skær glæde gav hun ham et kort kram, smilede forsigtgt, og trippede uden om ham. De slanke ben bar hende videre ind på området. Ledende og undersøgende.

//Jivala out

words: 249 | Tag: Brego