Banished Spirit

Thread: Banished Spirit

Tag: Ava

"Power does not corrupt. Fear corrupts. Perhaps the fear of a loss of power"

Lovende havde den nye verden vist sig at være, trods han havde befundet sig ganske fint i sin gamle tilværelse. Men han klagede ikke, for han havde intet i mod nye udfordringer. Desuden havde denne nye tilværelse måske noget bedre at byde på, end det han kom fra. Han vandrede afsted i mørket, som havde omgivet ham. Han fandt sig godt tilrette i mørket. Draget af den dystre intethed bevægede han sig rundt tæt ved skovkanten endnu engang. Skovene havde han et godt forhold til. Træerne skjule hans kraftige korpus - men afslørede samtidigt hans lysende man.

Gribende af udseende var han at se på. Fængende og dragende. Lige som mørket selv.  Han var i et med mørket med sin mørke pels, men manen stod i stor kontrast og gjorde det muligt at ane ham i det dunkle. Det sted Shades kom fra var han ikke anset som en loyal personlighed. Dog heller ikke som værende en lusket en af slagsen. Derimod var han anset for at være en meget privat-herre: som ikke ønskede nogen for tæt på sig. Han var ekstrem selvvisk, hvilket de fleste hurtigt ville opdage.
Dette egocentrerede-jeg faldt ikke i god jord, så derfor havde Shades lært at kontrollere sig selv, således at han ikke ville blive opdaget. I hvert fald ikke i sin talen. Mere i sin opførsel og adfærd. Hvis nogen troede de kunne regne med ham, så tog de grueligt fejl og han malede det gerne tydeligt op for dem, ved at røvrende dem.

Hvis nogen atter var så ufattelig uheldig, at falde i fælden og blive fanget i hans lille spil - så skulle man sørge for at komme væk. Væk i en umådelig høj fart. Shades drænede de som blevet betaget af ham, for alt hvad de havde. Han opslugte deres verden, om man ville. Men man skulle dog ikke misforstå den muskuløse hingst. For han var endnu ikke blevet tillokket af ondskaben.
Men som før set, så kunne selvviskhed og jagten på magt sagtens udvikle sig til det onde. Ondskaben kunne overtage sjælen, fordi man blev så opslugt af drømmen. Af jagten. Shades indrømmede dog aldrig, at han ville gå så langt. Men det ville han da. Uden den mindste form for tvivl.

code by ♥

Banished Spirit

Mørket kunne skjule mange ting. Mørket kunne gemme på mange ting - og en af de ting der var skjult i mørket, var en sort hoppe. En sort hoppe der i sin tid ville være afsløret på grund af en bred hvid blis. Den blis havde hun ikke længere. I stedet befandt 3 blå prikker sig ned langs hendes næseryg. Unaturligt blå, men de matchede hendes blå øjne. De kølige iagttagende øjne. Ava holdt af mørket. Det havde hun ikke altid gjort, men i dette land havde hun lært at holde af det. Det var der hun ofte fik fred.

Hun befandt sig i nærheden af Teylar-flokken, hvor resten af hendes familie holdt til. Men ikke hende selv. Hun havde ikke længere tilladelse til at være der. Hun var mere eller mindre forvist fra flokkens område, men det betød ikke hun ikke kunne forblive i nærheden og vente på chancen for at tale med hendes moders søster. Men ikke endnu. Tiden var ikke inde endnu. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige - og hun havde jo forsøgt at fortælle hende hvad der foregik i hendes hoved før. Hun havde været så fortabt. Så lost. Så...... ikke sig selv.

Lyden af skridt fik det ene af de små sorte ører til at vrikke ud til siden. Blikket fulgte efterfølgende, og Ava kneb øjnene svagt sammen for at se om ikke hun kunne skimte den sjæl der havde valgt at begive sig rundt i nærheden af hende. Hun kunne også fornemme en skikkelse i bevægelse, men mest på grund af de lyse lokker. Næsten lydløst vendte hoppen sig væk fra Teylar-flokkens område, og i stedet vendte fronten mod den fremmede. Som en snog bevægede hun sig smidigt mellem de nøgne træstammer mod skikkelsen. Ikke så lydløst som hun normalt ville kunne have gjort med sin lille størrelse og spinkle krop, for de tørre blade knasede under hendes hove. Hun var heller ikke ude på at skjule sig mere end hun allerede var.

words: 331 | Tag: Shades