Castles made of sand (Rowena)

Mørket havde sænket sig over landet Andromeda og den sidste rest af den efterårslune sol var forsvundet, som mørket havde overtaget landet. De fleste heste var gået til ro og havde fundet deres hvilested for natten. Men på øen Zenobia, hvor nattens køligere vinde så småt var begyndt at dukke frem var der endnu energi: Ny energi, fremmed energi. Henover øens gyldne sand strøg en metalgrå, langbenet hingst. Benene var senede, kroppen var en anelse mager og hårlaget var endnu ikke vinterplysset. Med de spidse ører rettede fremad og næseborene fuldt udspilede gik det med lange skridt igennem sandet. Bevægelserne var legende lette og smidige, modsat andre var sandet ikke nogen hindring for denne hingst. Han var vant til det, han var født i det. Den lyse hale blafrede efter ham som et banner og den korte lettere strittende man hvirvlede også rundt, så godt den nu kunne trods længden.
Et skingrende og langtrukkent hvin undslap hingstens smalle mule, samtidig med han gjorde et vildt kast med hovedet og begav sig ud i en række krumme bukspring. Energien nærmest lyste ud af ham, natten var ung og landet var nyt, så for denne unge, spinkle hingst var det ingen selvfølge at finde ro endnu, ligesom mange andre heste ville have gjort det. De lange, senede ben arbejde stødt under ham og drev ham fremad med lethed. Hans strømlinede krop var skabt til fart, skabt til en landskab præcist som dette. I de mørkebrune øjne lyste begejstringen og glæden ved hele denne nye situation han stod i.

Hingsten var ankommet til tidligt på morgenen, han var blevet budt velkommen af et sært skinnende lys. Andre havde måske brugt mere tid på at sunde sig oven på denne oplevelse eller måske overveje hvilken ny situation de nu stod i, men sådan var denne hingst ikke. Man kunne byde ham nærmest hvad som helst og den eneste vej der var for ham, ville altid være fremad: videre.
Og det var også præcis sådan han havde grebet det hele an tidligere på dagen. Denne unghingst, ved navn Pippin havde set som omkring. Han havde hurtigt konkluderet, at den Ø han nu befandt sig på, var ligesom hans hjemland: fuld af øde ørken. Dernæst havde han brugt det meste af dagen på at begive sig rundt langs kanten på øen og spejde ud over havet han var omgivet af. Han havde kunne tælle til fire andre ø’er, nogle større og andre mindre. Den han selv var på, virkede umiddelbart også ret lille og anderledes i forhold til de andres mere frodige landskab, men det passede ham ganske fint, at den første Ø han var på, lignede hans hjemland så meget som den gjorde.

Pludselig klodsede hingsten bremserne i og nærmest satte sig på baghaserne, så sandet stod op omkring hans spinkle, grålige krop. Med et vildt fnys dansede han de sidste skridt fremad, inden han havde fået løbet det sidste af farten af. Han standsede op og åndede hårdt ud, i endnu et fnys og piskede hurtigt med den lyse hale, inden han gjorde omkring med et par store skridt. De mørke øjne flakkede omkring i nattens mørke, mens han søgte efter andre heste på øen her. Der måtte være andre heste? Han kunne umuligt være den eneste på denne Ø. I så fald, ville han straks begive sig videre til den næste Ø. Andre var nok blevet natten over, fordi vandet var koldt og mørkt, men ikke Pippin. Hvor der var heste, der var Pippin også om det så krævede en lettere farefuld svømmetur.
Med en hingstet bevægelse, kastede han det ene sorte forben fremad og gav et højlydt, søgende vrinsk fra sig.

Sandet smøg sig om den rødblakke hoppes ben, imens hun modløst bevægede sig rundt i et sand ocean af sand. Hun var faret vild; ikke at det var noget nyt for hende, for hver gang hun ændrede retning, havde hun ingen forudsætning for at vide, hvor hun var på vej hen.
Denne gang føltes det dog mere ubehageligt, at hun ikke havde et punkt at gå efter. Hun havde vandret det meste af dagen i ørkenens endnu varme klima, ændret retning tusinde gange, men hun havde ikke fundet ud. Hun havde ikke fundet havet endnu, hvorfra man kunne se den tilstødende ø.
Et dæmpet suk forlod hendes mule, inden hun stoppede på en bakketop. Sandet gled let og levende ned af skranten under hendes hove. Hun betragtede hvordan det rindende sand bugtede sig, næsten som en slange, mod bakkens fod. Slange.. Tanken om det bugkrævlende dyr havde vagt noget i hendes indre. Hun var faktisk næsten sikker på hvad en slange var og hvordan den så ud. Et lille vrik med hendes ører og et meget diskret smil, var dog alt hun udviste, for hendes modløshed havde næsten øjeblikkeligt overmandet hendes glæde over at kunne huske endnu en ting.


Hun vendte nu sit blik imod himlen over hende. Solen var for længst gået til ro, og hendes instinkter fortalte hende, at hun burde gøre det samme – dog havde hun ikke kunnet finde ro i sit sind, da hun ikke havde kunnet finde et passende sovested. Hun var udmattet, det var nok tydeligt for enhver der måtte kigge med, men det kunne hun endnu ikke bukke under for. Hun havde husket noget om, at det blev koldt om natten i sådanne områder, så hun skulle ud, væk.
Hun bevægede sig dog ikke. Hendes blik, som hun havde sendt imod himlen, var blevet fanget af de mange glimtende stjerner, der roligt sad deroppe og kiggede på hende. Der var en sær fred over at beskue nattehimlen over hende; den skønhed der lå i det uvisse deroppe havde hun en sær tiltrækning af. Hun ville hellere være deroppe, end hernede. Også selvom hun så ikke vidste noget som helst.


Da hun stod der, i sine tanker, der var splittet imod at ønske sig op til stjernerne, og finde en vej ud af denne ørken, vagte en lyd pludselig hendes opmærksomhed. Med det samme trak hun sig fra sine tanker og drejede sit feminine hoved rundt; en hingst havde kaldt og pr. instinkt svarede hun, med sine lyse toner. Om det var smart eller uklogt, måtte tiden vise hende. Ja, faktisk havde hun ikke mødt de videre positive sjæle endnu, så hun forventede ej heller at denne her var anderledes. Når ikke hun kendte til andre type, end dem, som enten ikke ønskede selvskab, eller virkede på andre måder onde, så vidste hun slet ikke hvad hun var gået glip af. Hun vandrede dog ej den fremmede imøde, men blev stående på hendes lille bakke, alt imens hendes blik ledte efter denne fremmede, som kunne høres i ørkennattens stille vind.

I noget der virkede som en evighed for den grålige hingst, stod han mere eller mindre roligt og lyttede afventende. De spidse mørke ører drejede rundt i hektiske bevægelser og næseborene dirrede en anelse, for at kunne opfange enhvers fremmed duft der måtte komme imod ham. Selvom der ikke var gået lang tid før et feminint havde lydt mod ham, var hans tålmodighed ved at ebbe ud og han skulle netop til endnu engang at kalde ud i mørket. Da de lyse toner ramte hans ører stivnede han og et forventningsfuldt udtryk gled igennem de mørke øjne. Alle fire hove stampede kort i sandet, inden han nærmest sprang en halv runde om sig selv, således han nu stod i den retning vrinsket var kommet fra.
Med det fine hoved højt hævet kneb han øjnene en anelse sammen og spejdede udover det sandede landskab. Han syntes, at kunne ane en hoppe længere væk og at dømme ud fra lyden af vrinsket, var det højst sandsynligt hende der havde besvaret. Som afslutning på denne konklusion gjorde han et lille nik med hovedet, inden han sendte endnu et vrinsk ud i mørket, denne gang rettet direkte mod hoppen. Vrinsket bar tonerne af noget hingstet, men langt fra på samme måde som andre hingste. Der var intet maskulint eller modent at spore i hans stemme, derfor kunne man hurtigt udelukke, at han bestemt ikke kaldte efter hende for at charmere sig ind på hende.

I et kort spring satte han frem i trav og hævede den lyse hale bag sig, han travede energisk afsted, nærmest på to spor fordi han ikke kunne koncentrerer sig om at gå ordenligt, der var simpelthen for meget fart på. Hovedet var stadig hævet over normal højde og ørerne lå fastlåst fremad mod denne nye hoppe, han skulle til at møde. Om den spinkle, mørke mule hvilede et enormt smil, der gav ham et smule bøvet udtryk.
Men igen. Pippin var ikke gammel eller moden nok, til at vide at det absolut ikke var med et bøvet smil og en ukontrolleret trav man charmede hopperne. Faktisk skænkede han det ikke en tanke, at han måske mest af alt lignede en lalleglad teenager, måske hang det sammen med, at han sjældent dømte andre heste på deres udstråling. Han kunne ikke dømme nogen, før han havde fået et ordenligt indtryk af dem og at de bar sig selv afsted med store, rummelige bevægelser, sagde ham intet om deres personlighed.
Med sin halvskøre trav og sit højt hævede hoved, nåede han langt om længe frem til en rødblakket hoppe. Hun var kraftigere end ham, men der skulle heller ikke meget til, for Pippin var ikke rigtig andet end skind og knogler. Det var bestemt ikke fordi han var underernæret, der var bare ikke et gram overflødigt fedt på ham og så hjalp det heller ikke, at hans muskler langt fra var trænet eller udviklet endnu.

Pippin stoppede op og gjorde et par nik med hovedet, inden han i en blød bevægelse strakte halsen frem og svagt prustede mod hende. Han trak dog hurtigt hovedet til sig, som et halvhjertet hvin slap hans sorte mule, inden han knejste i nakken og med trippende bevægelser, dansede et par skridt til siden, for at stå mere med front mod hende. Hingstens lyse hale hvislede et par gange gennem luften, inden han pludselig stod bom stille, med blikket rettet mod den rødblakkede hoppe, med de mærkværdige lyse øjne. Denne stilhed der hvilede over ham, virkede malplaceret, som om den ikke hørte hjemme hos ham og den opmærksomme hest ville bemærke, at udtrykket i hans mørke øjne langt fra var roligt. Det var lusket, men ikke på nogen ondsindet måde, tværtimod var der noget varmt og venligt over det også. Han var ude på sjov og leg.
I et splitsekund var stilheden væk og hingsten sprang til siden, som veg han for et ondsindet bid fra hoppen. Han fnøs højt og dansede rundt i en stor cirkel inden han endnu engang standsede foran hende og atter søgte mulen frem mod hendes for endnu engang at pruste mod hende.

”Davs med dig, røde! Sikke dog en herlig aften vores veje har valgt at krydses på.”

Hilste han, med en munter og livlig stemme. Hans ører var vippet frem mod hende, mens et bredt smil spillede henover hans spinkle mule. De spinkle, senede ben trådte et par korte skridt frem mod hende, inden han sænkede hovedet en anelse, for at nå hendes niveau. Det var ikke mange centimeter der skilte dem og for nogen synes hun måske større, fordi der ikke just var meget volume på Pippin.
Under maven bar hun et mærkværdigt aftegn, der løb ned af hendes forben. Ganske charmerende og særpræget. Han hævede atter blikket mod hendes øjne og mimrede sagte med mulen, inden han endnu engang åbnede munden for at snakke, for det havde aldrig været et problem for Pippin at fylde stilheden ud med ord. Nogen ville måske kalde det spild, men det tænkte Pippin ikke over, ligesom hans krop sjældent stod stille, stod munden ligeså sjældent stille på ham.

”Navnet på dette pragteksemplar af en hingst er Pippin, men du må kalde mig liiige hvad du vil.”

Som han præsenterede sig selv, vendte han siden til og knejste i nakken, og lod som om han spillede med sine muskler. Sammen med glæden og det optimistiske sind, kom en god portion selvironi, så for Pippin var det intet problem at slå fast, at han var en af de ranglede hingste. Han var en af dem, der om 10 år stadig lignede en tosset plag. Men det gjorde ham intet, det havde vel sikkert sine fordele og dem ville han glæde sig til.
Hingsten drejede atter tilbage, så han stod med fronten til den blakkede hoppe.

Hun så ham nu, en spinkel hingst, med en energi der næsten lyste fra hans blåroan krop. Hans bevægelser tydede på, at han ikke fandt dette ørkenlandskab en hindring, som hun selv gjorde det; for hun havde kæmpet med at opretholder balancen i sandet og det havde tynget hende for mere energi, end hendes tænksomme miner havde. Og hun havde længe virket opgivende i hendes aura, men ved synet af denne hingst, der nærmest var født til at betræde sandets overflade, tændtes et håb i hendes indre. Måske han netop kunne vise hendes vejen ud, så hun kunne få hvilet inden natten var over hende.
Hun vendte sin front ud imod denne blåroan hingst, som uden tøven satte sin kurs direkte imod hende, med sine lette og fjedrende skridt. Det syn, som hun så, ville nogle måske betragte som værende en anelse fjollet, for Rowena kunne da godt nikke genkendende til, at denne fremmede og spinkle sjæl ikke bar samme åbenlyse elegance som de andre hingste hun havde mødt; og hvis man vidste, hvordan hingste generelt bevæger sig, ville hun vide, at denne måske faldt lidt udenfor kategori. Nu vidste Rowena dog ikke nok, til at hun kunne sammenligne med et godt resultat, for hun sugede blot hans bevægelser til sig og lagrede dem i hendes rimeligt tomme sind, som værende hans særlige bevægelser.

Da han nåede frem til hende, var han ganske barmfri. Han strakte sin hals frem imod hende og pustede samtidig; en gestus hun ikke havde prøvet her i landet før. Forundret rettede hun sine ører op, men hendes reaktioner var ikke hurtige nok til at beslutte sig, hvad hun skulle gøre – for lige da hun havde vurderet at prøve samme hilsen af til ham, havde han kvikt trukket hovedet til sig igen. Nå, pyt. Hun gumlede en smule inden hun løftede hovedet skråt opad som forsøg på en hilsen tilbage, da han også fik nikket til hende. Han gjorde sig så mange så ting, at hun slet ikke kunne følge med; især ikke, når hun skulle prøve at finde ud af, i hendes hoved, hvad han gjorde og hvad hun skulle gøre igen. Det var meget forvirrende, men der var intet andet for, end at forsøge sig – om det så måtte betyde, at han endte med at grine af hende. Heldigvis vidste hun ikke, hvordan hån og dril føltes eller hvordan hun skulle reagere på det – så hun ville nok ikke blive ked af det, hvis han skulle finde på det. Og inden hun havde fundet frem til et svar på noget af det, han allerede havde gjort, sprang han livligt til siden og nærmest dansede om hende, for da at ende med at stå med fronten mod hende igen.

Han rakte nu mulen frem igen, og nu var hun parat. Forsigtigt lod hun sin søge frem mod hans også og gengældte hans prusten med en forsigtig udligning af luft fra hendes egne lunger. Det føltes på sin vis rart og meget mere trygt, end den måde hun havde indledt de andre møder. Det her var mere fysisk, på den gode måde, i stedet for udveksling af sære sætninger, som hun ikke selv havde styr på. Da hun trak hovedet tilbage, gumlede hun atter, som for at bearbejde det som lige var sket. Hun skulle jo lære det hele, nærmest som på ny, fordi hendes hukommelse havde sat ud. Der var dog ting der var dukket op – og hun tog sig selv i, oftere og oftere, faktisk at genkende ting eller sammenligne dem med andre. Fx som da hun havde betragtet sandet der mindede hende om en slange for blot øjeblikke siden. Måske var der håb for den rødblakke hoppe, selvom hun endnu ikke selv følte det – eller gjorde hun? Hun vidste måske blot ikke, hvordan det i det hele taget skulle føles.

Hans stemme brød nu stilheden, som egentlig ikke havde generet den rødblakke. Når ikke der var ord indblandet behøvede hun ikke sætte ord på sine frustrationer, men kunne bare nøjes med at holde dem i hovedet, hvor hun ligesom kunne gemme dem af vejen. Hun rynkede sine ’bryn’ et øjeblik, da han talte. Han præsenterede sig; Pippin. Men hun måtte kalde ham hvad hun ville.
Inden hendes stemme afslørede sig selv, studsede hun dog over, hvor markeret han var over sin krop. Ribben kunne ses og det så ikke ud til at han ville kunne holde varmen hvis blot et snefnug ramte hans krop. Var det mon normalt at se sådan ud? Var hun pludselig meget tyk? Hun rynkede dernæst på mulen, inden hun da lod sin feminine stemme lyde.

,,Davs? Betyder det hej?” 

Startede hun, nærmest med en barnlig udlægning af hendes ord. Hun havde aldrig hørt dette ord før – eller, det have hun, men hun vidste det bare ikke – så i stedet for at starte med at kommentere på noget af det andet han sagde, lagde hun alt sit fokus på det simple ord som han startede sin sætning med. Davs.
Hun slog derefter med det røde hoved, som blev brudt af den lange og brede blis, der næsten skilte hendes ansigt i to dele. Hun gav dog ikke hingsten tid til at reagere, før hun snakkede igen. Høflighed og pli var en gråzone for hoppen, og hvis ikke selskabet lagde klare retningslinjer ud, holdt hun ikke som sådan igen, hvis et spørgsmål dukkede frem i hendes sind.

,,Jeg tror jeg vil kalde dig Pippin så, det er nok lettest at huske. Men, jeg synes faktisk ikke aftenen er dejlig. Hvorfor synes du det?” 

Hun lagde sit hoved på sned, inden hun stemmede sine forben lidt op, så de kunne placeres ordenligt. Hun følte hele tiden hun sank i det levende sand under hendes hove, så hun havde svært ved at finde en hvilestilling hun kunne holde ud at befinde sig i, uden hendes muskler kom skævt på stræk helt op i hendes skulder og nakke. Det så dog ud til at hendes ’modspiller’ denne aften havde det fint med at have det bløde sand under sine hove. Men han vejede nok heller ikke mere end en fjer og kunne sikkert flyde ovenpå det, som grene kunne på vand.

Hingstens mørke øjne flakkede uroligt henover hoppens krop, hver gang hun gjorde en bevægelse. Selvom Pippin var et virvar af energi, var det sjældent at noget gled forbi hans årvågne blik og derfor havde han godt bemærket, at hoppen ikke just fandt sig tilrette i sandet. Konstant rettede hun sig op, i et forsøg på at stå på andet og ikke glide i det. For Pippin var det egentligt ikke noget problem, men det hang måske også sammen med at han sjældent stod stille længe nok af gangen, til at sandet kunne nå at omslutte hans koder. De senede ben bar ham en anelse til siden og han knejste kort i nakken.
Mange ville nok tro at det ikke var muligt for den unge hingst, at finde et roligt øjeblik i sin tilværelse. Men mange misforstod også Pippins energi og så den som noget ondartet og som en fejl, der gjorde det umuligt for ham at slappe af. Det var dog ikke sådan det umiddelbart hang sammen. For Pippin var denne energi ikke noget forkert, for ham betød det ikke stress, at han sjældent stod stille. At benene på ham stod som trommestikker, havde intet at gøre med hvordan han havde det i sit indre. Pippin var utrolig velbalanceret og hvilede enormt meget i sig selv. Energien var ingen byrde for ham, han værdsatte den og nød at han på grund af denne, ville opleve så meget mere, end hvad mange andre heste gjorde.

Blikket søgte mod den rødblakkede hoppes øje samtidig med at hendes stemme brød mørket. Pippin standsede kort sine bevægelser, halen stoppede med at piske bag ham, ørerne var låst fast fremad mod hende og benene stod nu stille i sandet. Han betragtede hende længe efter hendes stemme havde lydt. Den var så blød og blid, men ordene som den formede, forekom han en anelse underlige. Som om hun ikke kendte ordet ’Davs’, som om hun ikke vidste hvad det betød? Det virkede en anelse mærkværdigt for Pippin, men som altid var det ikke noget han brød sit hoved med. Han accepterede det uden videre og satsede på, at hun måske kom fra et land hvor sproget ikke havde udviklet sig i samme retning, som sproget fra hans hjemland.
Egentligt fik han heller ikke meget tid til at tænke over hendes spørgsmål, for i det samme lød hendes feminine stemme igen. Ved hendes første ord, smilede han bredt og kastede det spinkle hovedet i vejret. Men endnu engang måtte han undres. Hoppen fandt ikke aftenen dejlig? Hans blik blev intenst rettet mod hende, som søgte han henover hendes krop for at finde svaret i hendes kropssprog. Hun fandt sig ikke tilpas i dette landskab? Hun var ikke glad? Pippin vippede et par gange med ørerne og brummede en anelse, med en eftertænksom mine. Det var med det samme blevet hans mission at gøre denne aften god for den røde hoppe. Derfor sendte han hende nu et bredt, varmt smil og strakte mulen frem for med en blød bevægelse at nippe en anelse til hendes lange, krøllede man.

”Du har helt ret, Røde. Davs er nemlig en måde at sige hej på. Jeg kunne også have sagt: Halløj, goddag, vær hilset eller hyggehejsa. Der findes mange måder at hilse på.”

Der var ingen nedladen tone at spore i Pippins muntre stemme. I stedet svarede han hende, som var det det mest naturlige i verden, at man ikke vidste hvad davs betød. Men igen, det gjorde ikke Pippin noget. Hvorfor skulle han dømme denne røde, kønne hoppe på, at hun ikke kendte en bestemt hilsen.
Pippin trippede en anelse til siden og virrede kort med det spinkle hoved, så den korte man og pandelok dansede fra side til side, i et forsøg på at følge med hovedet og halsens bevægelser. Hingsten havde brudt sit hoved med, hvordan han kunne gøre hoppens aften god, men det krævede først han hun fortalte ham hvorfor den ikke var god. Det var nærmest som en ligning: For at finde resultatet måtte man ændre på de ubekendte, til man fik det svar man var tilfreds med. Men midt i alle disse tanker, gik det op for ham at han ikke kendte hoppens navn. Han standsede hende bevægelser og prustede langsomt, inden ørerne atter rettede sig stift frem mod hende.

”Jeg formoder at Røde ikke er dit navn. Så sig mig, hvad hedder du egentligt?”

Hingsten så nysgerrigt på hoppen og vidste med sig selv, at selvom hun fortalte ham sit navn, ville hun ikke hedde andet end Røde for ham. Sådan var Pippin nu engang. Et bredt smil dansede henover hans læber og endnu engang løb der en række bevægelser igennem hans krop. Hans mørke ben dansede en anelse afsted henover sandet, først væk fra hoppen og siden hen tilbage til hende igen.
Måske var det uhøfligt, sådan at bevæge sig omkring når man var i et nyt selskab. Men det var nu engang et vilkår, når befandt sig i hans selskab. Man skulle endelig ikke tro, at det var fordi han ikke var opmærksom på en, eller fordi han kedede sig. Han kunne bare ikke stå stille og snakke, sådan fungerede han ikke. Hingsten stod atter med fronten til hoppen, i en passende afstand til hende og mimrede eftertænksomt med mulen, inden han lagde hovedet en anelse på skrå og så indgående på hende.

”Fortæl mig Røde, er der noget jeg kan gøre, for at gøre denne aften god igen?”

Hans stemme var oprigtigt. Selvom han ej kendte denne rødblakkede hoppe, ville han gøre sit for, at hun ville gå i seng senere denne aften med et smil om mulen.

Hvis nu den rødblakke hoppe havde haft sin hukommelse med sig, og altså evnen til at ræsonnerer over alt uden at det krævede energi, så ville det nok være lettere for hende, at forholde sig til den livlige Pippin; men hun havde faktisk været nødsaget til at ignorere det faktum at han bevægede sig så meget, for at kunne fokusere på hans ord og væremåde. Han virkede så sprudlende, troede hun; for hun kunne faktisk ikke være sikker, når hun ikke vidste hvad sprudlende var.

Fordi hun ikke anede om sine egne grænser og hvad den Rowena, hun egentlig var, ville synes om andre og deres tilnærmelser, tillod hun den roanfarvede hingst at gøre stort set hvad han ville. Han måtte gerne røre, så længe hun måtte forsøge sig med at røre igen. Hun måtte jo lære hvordan hun skulle forholde sig til tingene nu, i denne verden – og det var langsomt begyndt at dæmre lidt for hende. I dag havde hun allerede lært hvad ’davs’ betød – for den roanfarvede Pippin fortalte hende med ganske overbevisende natur, at det netop var en måde at sige hej på. Han nævnte også andre muligheder som hun straks skrev sig bag øret – så var hun forberedt på det, hvis andre fremtidige selskaber skulle udtale sig sådan.

Hun forblev faktisk tav længe, for den roanfarvede hingst havde flere ord på hjertet. Hun havde vidst haft et spinkelt håb om at han vidste hvem hun var – men det var tydeligt at han ikke gjorde, da han spurgte om hendes navn. Nej, så vidste han det ikke. Et lille suk forlod den rødblakke hoppe, for det blev så heller ikke i dag hun fandt ud af hvem hun var – men det betød ikke hun ville opgive jagten. På en eller anden måde skulle hun nok finde ud af hvem hun i virkeligheden var; og indtil da måtte hun bare prøve at gøre ting der gav mening på en eller anden måde. Også selvom det ikke ville have givet mening for hende, hvis hun vidste hvem hun var, og hvordan hun egentlig burde være.

Pippin sluttede af med at spørge, hvad han kunne gøre for at gøre denne aften bedre. Se, det var noget hun godt vidste! Og ved tanken om, at hun faktisk vidste hvad hun ville, livede hende lidt op, hvor hun før havde trukket sig lidt tilbage. Hun kiggede nu direkte på Pippin og nippee nu ud imod ham – denne fysisk kontakt var faktisk helt rar. Den trak i hende, og ulmede under hendes skind som en længsel hun ikke havde kendt til før nu.

Hendes milde toner sang nærmest nu, da hun gav sig til at svare; for der var mere end én ting hun skulle svare på nu.

,,Jeg .. Jeg ved ikke hvem jeg er. Og jeg ved ikke hvorfor jeg er endt her. Jeg har spurgt alle jeg er stødt på, men ingen aner hvem jeg er heller.. Men, Pippin – min aften er ikke god, fordi jeg gerne vil ud af denne her sandbunke. Jeg har ledt og ledt efter en vej ud, men har ikke fundet en endnu. Du kan hjælpe mig ud?” 

Hun lod sin hals forblive fremme imens hun snakkede og hun søgte forsigtigt at nippe til ham igen da hun havde afsluttet sin sætning. Hun gad egentlig godt stille sig tættere på, for hun havde en idé om at Pippin, hvis han da kunne stå stille, måske ville tilbyde noget nus, hvilket hun ikke huskede hun havde prøvet før. Men det var bare så dejligt at blive rørt ved! Så trygt. Hun brummede mildt, men rykkede sig faktisk ikke. Den livlige sjæl kunne måske vise hende vejen ud, og såfremt han kunne, ville hun hellere være klar til at komme afsted – for det sandede ocean havde egentlig tæret nok på hendes energi reserver; så meget, at hun slet ikke kunne forholde sig til det længere. Nej hun ville ud, og det kunne ikke gå for hurtigt!

Den lyse, fine hale hvislede gennem luften og hingsten smilede muntert mod røde, som hun strakte halsen frem og nippede mod hans skulder. Der var en sær aura over hende, som et føl der skulle afprøve nye ting, som om hun ikke helt anede hvad der var hun gjorde eller hvordan udfaldet af hendes bevægelser ville være. Med et lavmælt grin strakte han selv halsen frem og den bløde, slanke mule mimrede blidt henover skulderen på den rødblakkede hoppe. Der fandtes mange heste, som ikke ønskede denne nærkontakt, noget Pippin var ganske uforstående overfor. Det virkede som om de nærmest frygtede, at komme nær en anden hest, som om sygdomme og bakterier ville overføres med berøringer, men hos Pippin var det ikke andet end nærhed og glæde der blev overført.
Han havde aldrig haft noget problem med nærkontakt og var – hvis han selv skulle sige det – ualmindelig god til at nusse og pusse omkring hans selskab. Det var dog ikke alle der var med på den ide, så at røde faktisk gengældte fik det til at krible i hans krop for at springe omkring hende og dutte mulen ind mod hendes krop, på hendes skulder, mave, flanke, lår, kryds. Men han gjorde det ikke, og det var kun fordi han havde en sær fornemmelse af, at det måske ville blive for uvant for hende.

Pippin smilede muntert mod hende og trippede et par skridt til siden, således de nu stod forskudt. Der gik dog ikke længe før, at han trissende var vendt tilbage og atter stod over for den rødblakkede hoppe, med de kønne blå øjne. De spidse ører blev rettet frem mod den rødblakkede hoppe, da hendes lyse, klingende stemme fyldte mørket med ord. Tonerne i hendes milde stemme, gjorde nærmest Pippin saglig og i den tid hendes stemme fyldte hans ører var det ham faktisk muligt at blive stående stille. Han brummede lavmælt og lyttede opmærksomt til hoppens syngende ord.
Da hun forklarede ham, at hun ikke anede hvem hun var eller hvorfor hun var endt her, måbede han en anelse. Men alligevel var det som om den sære fornemmelse han havde haft, nu gav langt mere mening. Hoppen her måtte lige af et hukommelsessvigt, eller også havde hun fortrængt alle sine minder fra sin fortid. Det måbende udtryk forsvandt langsomt igen og blev i stedet erstattet af et varmt og nysgerrigt udtryk i de mørke, varme øjne. Mulighederne sprang frem for Pippins indre og for en stund forstillede han sig, hvordan det måtte være ikke at kunne huske hvem man var og hvorfor man var endt hvor nu man var endt. Selvfølgelig måtte der være en forbandet masse forvirring og usikkerhed, men muligheden for at skabe et helt nyt liv, et helt nyt ’jeg’ lå for ens fødder og ventede. Han kunne give sig selv et nyt navn, en ny identitet – han kunne sågar opdigte sin egen fortid, for den han havde ville være glemt?
Med en let hovedrysten vendte han tilbage til nutiden, til ørkenen og den rødblakkede hoppe, der ikke anede hvem hun var. Han gengældte let det nip hun placerede på hans skulder, ved at trække blød i en tot af hendes røde man, inden han selv åbnede munden.

”Jeg vil med glæde hjælpe dig røde! Faktisk er det bare at gå og gå og gå, indtil du støder på kysten og så svømme til den ø der ligger tættest på. Men jeg vil gerne følge dig på vej.”

Han smilede varmt mod hende og drejede en halv omgang omkring, således de nu stod side om side. Med et kast med hovedet, gjorde han tegn på at hun skulle følge ham og så satte han ellers frem i en let trippende skridt.
Tempoet var ikke hurtigt, men benene på Pippin bevægede sig rytmisk op og ned, som han bevægede sig igennem det tunge røde sand, der mindede ham om hans hjemland Karakum. Han skævede mod røde, for at se om hun nu var med ham. Grunden til han ikke havde kommenteret på hendes første svar, var at han stadig grublede over hvordan han skulle gribe det an. Det måtte være svært for hende, ikke at kunne huske noget, så måske var det ikke det bedste at springe begejstret omkring og fortælle hende hvilke muligheder det gav hende. Omvendt, havde hun måske tit fået en forstående og bedrøvet reaktion over, en ’jeg-føler-med-dig’ reaktion. Og dem kunne man altså også blive træt af i længden. Pippin sænkede eftertænksomt blikket mod sandet og brummede en anelse.

”Nu hvor du ikke kan huske dit rigtige navn, er det så i orden at jeg kalder dig røde? Vi kan lege, at det er dit nye navn her i landet.”

Hans stemme var mild og opmuntrende. Han ville ikke have ondt af hende, eller ynke hende. Han troede på, at hendes hukommelse nok en dag skulle vende tilbage og hvis den ikke gjorde, så ville han hjertens gerne hjælpe hende, med at finde på en ny identitet. For sådan var Pippin nu engang: Håbefuld og optimistisk.
Pippin rakte let mulen frem mod hoppen og blødt strøg han hende henover skulderen, med et lille smil.

Imens sandet kildede hende om koderne, havde den livlige hingst en masse trin endnu, som han skulle udføre, før hendes ord nåede hans ører. Han gengældte berøringen over skulderen, som hun havde forsøgt sig med overfor ham. For hende havde det nok været en slags test af hendes egen fornemmelse for at røre andre, at hun havde gjort det; men da han rørte hende igen, spandt en sær fornemmelse igennem hendes krop. Den nærmest bød hende til at træde tættere på den roanfarvede hingst, fordi denne berøring og tryghed var så kærkommen. Så det endte med at hun trådte en tak nærmere, i det hun begyndte at tale; og nærmest mirakuløst stod hingsten stille, imens hun talte. Hun bed mærke i det, fordi hun netop bed mærke i alt. Når ikke man havde et verdensbillede at sammenligne andre og deres reaktioner med, måtte hun gradvist lave et nyt. Det var et langt og hårdt projekt, og hendes sind der var så udkørt denne aften havde måttet afskrive at han hele tiden bevægede sig, for det kunne hun ikke holde til. Men dér, hvor han stod stille, fik hans bevægelser atter fokus. Hendes ører røg med ét frem, indtil han begyndte at bevæge sig igen, da faldt de ned i en mere neutral, men endnu opmærksom stilling.

Hans stemme begyndte nu igen. Han kendte vejen ud, hvilket straks fik hende til at lyse op, og glemme den opgivenhed der var gledet over hende, da hun havde fortalt at hun ikke kunne huske sit navn eller hvor hun kom fra. Nej, han kunne vise hende vejen ud af denne sandkasse, hvilket nok var det største lyspunkt for hende i flere dage. Han fik det til at lyde helt let at finde ud, hvilket hun bestemt var uenig i, så en lille demonstrativ hovedrysten markerede dette, inden hun skyndte sig at få rokket sine hove fri og begivet sig efter ham. Det var svært at gå i sandet og flere gange fnøs hun en anelse iltert, inden hun luntede op ved siden af ham; der var bedst at være. Både fordi hun skulle følge med, men også fordi hun kunne røre, og hvis hun var heldig, rørte han igen. Det kildede nærmest stadig under hendes skind ved tanken om berøringen. Så rart..

Hendes tanker havde hurtigt vandret væk, men da hans stemme hev hende tilbage igen, hejste hun sit hoved en anelse. Han ville kalde hende røde; give det som navn til hende. Hun gumlede en anelse på det, men så fandt et lille smil vej til hendes mule. Han gjorde det så let. Nok var det ikke hendes navn, det vidste hun godt, selvom hun ingen anelse havde om så meget andet – men det at have noget at reagere på, det var faktisk rart. Det endte med at hun nikkede, inden hendes milde og nærmest syngende toner atter fyldte det tomrum som stilheden førte med sig.

,,Du må gerne kalde mig Røde, Pippin. Og tak.. Fordi du gør det her for mig”

Hun hentydede både til, at han ville følge hende ud, men også at han havde givet hende et navn. Han adskilte sig så meget fra de andre hun havde mødt; de andre, som havde set underligt på hende og undret sig. Han undrede sig sikkert, men i stedet for at lade det være centrum for deres møde, da havde han fundet en anden måde at bearbejde tingene på. En måde, som gav hende meget mere plads og ro til at tolke på de indtryk hun fik; også selvom hun da måtte abstrahere fra hans evige trippende bevægelser, som krævede alt for meget energi fra hende at holde styr på.
Side om side gik de nu, alt imens den røde Rowena gentagende gange søgte nærmest at lægge mulen på hans skulder. Hun var så draget af omsorgen, som hun så inderligt manglede, at hun ikke kunne lade værre med at søge den.

Med legende bevægelser fortsatte den roanfarvede hingst afsted henover sandet. Det var så nemt at regne ud hvad Pippin var for en, det lyste ud af hver en bevægelse han gjorde. Hans sind var så letsindsigt og optimistisk som noget overhovedet kunne være. Han var fuldstændig ubekymret, som et føl der endnu ikke kendte til verdens fare. Det spinkle hoved virrede en anelse og han skævede tilbage mod Røde, der engang i mellem sakkede bag ud, men hurtigt fandt op på siden af ham igen. Uden grund lod han sommetider den spinkle, mørke mule glide henover hendes skulder. Selvom hoppen var en totalt fremmed for ham, fandt han alligevel hendes lettere mærkværdige aura tiltalende. Hun virkede nærmest engleagtig for ham, som om hendes hove aldrig havde trådt ét skridt forkert, som om hendes mund aldrig havde sagt onde ord. Pippin sendte et strålende smil imod hende og vippede de smalle ører et par gange frem og tilbage, i et forsøg på at danne sig et overblik over området. 


"Hvor længe har du været her i landet, røde? Jeg selv er netop ankommet idag. Her er helt fantastisk, synes du ikke? Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Et land med så forskellige landskaber som dette. Ser du, mit hjemland Karakum bestod ikke af andet end gold, kedelig ørken.."

Hans stemme flød ud i mørket og ordene faldt hurtigt efter hinanden. Hingsten prustede sagte og vendte al sin opmærksomhed mod den rødblakkede hoppe, der gjorde ham selskab på denne første aften i landet.

Hver gang den roanfarvede Pippin kom lidt for langt frem, skyndte hun sig efter ham. Hendes større krop og tungere bygning tillod hende ikke at svæve over sandet som han gjorde, men alligevel lignede hun ikke en klodset koldblod på dybt vand; hun formåede at komme frem med rette muskelkræft og ynde, at hun ikke sank for meget i - men legende let så det ikke ud. Det hun ikke vidste var, at hun havde prøvet at vandre i sandets oceaner før, og det at hendes krop, hendes nervesystem havde prøvet det før, var årsagen til at hun nu havde bevaret en del ynde og kunnen overfor sandets glubske vilje.
Hver gang de to nåede side om side med hinanden, slog Rowena ganske svagt med hovedet, hvorefter hun næsten instinktivt rettede ørerne frem og rakte mulen ud imod den roanfarvede hingst. Han rørte også hende ved skulderen flere gange, og hver gang han gjorde det, trickede det en utrolig trang til at komme endnu tættere på ham, i den rødes krop. Hvorfor han var lig med tryghed, det vidste hun ikke, men det havde hendes krop valgt og hendes sind fulgte trop.

Da hans legende stemme bød på en masse ord, som den rødblakke hoppe skulle overveje, før hun kunne besvarer dem, krængede hun overlæben op i en lille uskyldig gestus. Hun havde brug for en tænkepause inden hun kunne give ham et svar; for hun vidste ikke hvad hun syntes om landet. Og hvad skulle der egentlig til, før noget var fantastisk? Hun brummede vagt for sig selv, inden hun stoppede op. Nok ville hun hellere end gerne ud herfra, men i og med hendes sind ikke kunne fastholde informationer med billeder endnu, måtte hun begrænse de indtryk hun fik, imens hun skulle formulere sit svar. Ja, det var langt under andres normale formåen - men ingen havde været udsat for det, hun var blevet udsat for.

,,Jeg har været her.. En del måner.. 8-9 måske? Jeg har mødt et par stykker ud over dig, men ingen har smilet."

Hvorfor hun skulle påpege det, vidste hun ikke - men nu var det sket. Hun rynkede kort på mulen, inden hendes blå øjne nærmest begyndte at lyse af nysgerrighed. Han indledte faktisk en samtale omkring det land han kom fra, og det synes hun var rigtig spændende! Hverken Significar eller den hvide Fuyu, eller den sorte hingst der ikke ville snakke havde sagt noget om hvor de kom fra. Pippin var den første der inviterede hende ind i hans verden, og det ville hun mægtig gerne udforske - for måske dét kunne give hende nogle svar omkring hvordan verdenen hang sammen og hvordan man skulle opføre sig i den.

,,Karakum.. Hvor længe boede du der? Og, hvordan kan det være at der kun var et landskab? Her er der jo mange.. Som du siger"

Hun sluttede af med et prøvende smil; og det hørte hjemme vidste hun ikke, men hun følte for det. Derpå rakte hun spøgende mulen ud imod den roanfarvede hingst, som hun hellere end gerne ville være tæt på. Røre ved, have kontakten med! Det var en helt ustyrlig længsel hun slet ikke kunne håndtere, og som hun ikke vidste hun havde før hun faktisk blev rørt af Pippin for lidt siden.