Mr. Scandalous (Artemis)

I en noget kluntet trav, med bevægelser der svingede voldsomt fra side til side kom en grålig ung hingst travende. Han undveg med stor nøjsomhed hvert et træ, som var det dødeligt for ham bare at snitte dets grove bark. På afstand lignede han mest af alt en fortabt sjæl, en af de der hvor de sidste kloge celler havde forladt hovedet og der ikke var andet end tomrum tilbage. Men så man nærmere, ville man se at disse kluntede og halvvoldsomme bevægelser var rytmiske, halen svingende ligeledes i takt med at han lagde vægten skiftevis fra højre side og til venstre og hvis man lyttede samtidig, kunne man høre at hingsten sang. At sangen absolut ingen mening gav og at det lød helt forfærdeligt, var slet ikke noget han tog sig af, for ham var livet blot en leg og derfor kunne lidt sang ikke skade nogen.

”Her og der,
hvert sekund,
altid drejer jorden rundt.

Kæmp mod alt,
som er sundt,
så’n går hele jorden rundt”

Hingsten der bevægede sig afsted i sin egen lille verden var den unge, energiske Pippin. Han var nået til den tredje ø og manglede derfor kun at besøge to øer. Selvfølgelig var ingen af dem undersøgt til fulde, men første mission var bare at have besøgt hver og en af dem. Og nu var turen kommet til Chibale, øen bestående af træer. Landskabet var anderledes fra det han kendte, han var vant til gold ørken og her var der ikke andet end træer. Der var fantastisk at opleve så mange forskellige landskaber og de ting han allerede havde set, var intet mindre end fantastiske. Han ville elske at kunne dele det med sine venner fra sit hjemland, men det måtte vente, for han var langt fra færdig med Andromeda.
Da han ved et uheld snittede et træ med hoften sprang han til siden i et skrigende hvin og rejste sig lynhurtigt på bagben, som skulle han stå ansigt til ansigt med selveste døden. Han fægtede vildt og voldsomt med de spinkle forben, inden han atter landede på jorden. Den bløde mosagtige jord slugte enhver lyd af hans skridt og han kunne ikke undvige følelse af, at føle sig en smule som en spion, eller en Ninja måske. Han sænkede hovedet og sneg sig afsted mellem træerne, sommetider standsede han op og med et lurende blik så han sig omkring.

Måske var det Pippin stærkeste evne: altid at kunne finde glæde og sjov i enhver situation. Om han så var mutters alene, på en ø lavet af træer. Det skulle da ikke hindre ham i at have lidt sjov, det ville i hvert fald være spild af tid, at gå og surmule over at være ensom. Det var dog ikke fordi han ikke søgte selskab, han havde momentvis det sidste stykke tid givet et kaldende vrinsk fra sig, ikke i desperation, mere bare søgende og opmuntrende, som ville han fortælle andre på denne ø af træer, at han nok var verdens sjoveste selskab og at man absolut ikke ville gå glip af et møde med ham. Derfor blev han også ved med at vrinske, han kunne jo ikke have at nogen gik glip af chancen for at svare ham.
Tanken var måske overdrevet og det vidste han selvfølgelig godt. Faktisk var det meste af Pippins tanker og opførsel drevet af glæde og lysten til at lave sjov eller i det mindste bare have det sjovt. Sangen døde langsomt ud, som han løb tør for ting der rimede og derfor sendte han endnu engang et vrinsk afsted mellem skovens træer.