Det endeløse hav (Åben)

Aller sydligst, langs kysten på den mellemstore Ø Leventera kunne man finde den unge Pippin. Med bevægelser der mest af alt mindede om bevægelserne på en slange, der snoede sig igennem sandet, bevægede han sig afsted henover stranden. Hans bevægelser var smidige og elegante og de lange, spinkle ben bar ham med lethed igennem stranden, lige i vandkanten, der gjorde hans koder våde. Hver gang vandet kom skyllende op over stranden, hoppede han en anelse så dråber af vand fløj omkring ham.
Et muntert glimt hvilede i øjnene på ham og de spidse ører drejede omkring nærmest for hvert skridt han tog. I hans hjemland Karakum var havet et sjældent syn, man skulle vandre mange kilometer for at nå det og rejsen dertil var besværlig og utrolig sandet. Men det var vel ikke så mærkeligt, når nu Karakum bestod af ørken. En latter forlod hans mule, som han grinte af sin egen lille vittighed. At havet var noget man sjældent besøgte eller oplevede havde aldrig rigtig gjort Pippin noget. Han var god til at finde glæde i det landskab han var i lige nu og her. Så derfor, var det selvfølgelig også en herlig oplevelse for ham, at kunne trave igennem vandkanten og indånde den salte havduft.

Pludselig med et brat bevægelse standsede han og hævede hovedet i et par korte ryk. Han så sig omkring, på jagt efter selskab, mens et drilagtigt og lusket smil formede sig om den spinkle mule. De spidse ører drejede endnu et par omgange og pludselig var det som om, at resten af kroppen fulgte med. Pippin var bygget til hurtige vendinger og bratte fartændringer, han var adræt og sikker på benene, trods de nærmest ikke var tykkere end den tyndeste kvist, på den tyndeste gren, på det tyndeste træ.
Som resten af kroppen drejede omkring bagbenene, gav han et højlydt hvin fra sig – Pippin var aldrig svær at finde blandt mange heste: Han var den der bevægede sig allermest og den der larmede allermest – og da hvinet langsomt døde ud, standsede han endnu engang brat, denne gang med fronten mod det endeløse hav. Han åndede tungt ud og kneb øjnene sammen, som de søgte ud over havet. Det virkede uendeligt og ligesom med ørkenen i hans hjemland, kunne man ikke se andet end vand, så langt øjet rakte.

Det varede ikke mere et end par øjeblikke, før der atter var bevægelse at spore hos hingsten. De utrænede muskler under det tynde, grålige hår lag dirrede og pludselig sprang han fremad ud i havet. Han nåede ikke længere ud i vandet end til knæene, men det var absolut nok, Pippin krævede ikke meget før han var tilfreds og derfor så man nu tydeligt, hvordan han for sig selv tumlede rundt i vandet. De mørke forben sparkede skiftevise frem for sig, som han sparkede vand op under maven på sig selv.
Blikket i øjnene var muntert, ja nærmest lykkeligt og det blot fordi han kunne få lov til at gøre sig selv plask våd. Det var måske ikke super fornuftigt, at stå der i det kolde vand, når nu vinteren var på vej, men så langt tænkte Pippin som regel aldrig.
Skulle han endelig erhverve sig lidt forkølelse, skulle det bare løbes væk. Der var sjældent noget der kunne slå ham ud af kurs, hverken sure heste eller en snue. Tværtimod ville han nok bare finde det morsomt, at han ville lyde anderledes fordi hans næse var stoppet.

Men sådan var Pippin nu engang. Optimistisk og fuld af energi. For nogle heste en fantastisk og livsopmuntrende oplevelse, for andre et horribelt og irriterende møde. Forbenene der havde kørt som trommestikker stod pludselig stille, og i stedet begyndte den lyse hale nu at svirpede fra side til side. Dette var blot startskuddet til endnu flere bevægelser. Benene under Pippin begyndte at bøje en anelse, samtidig med han tog et par runder om sig selv og pludselig, lagde han sig ned i det kolde, salte vand. En munter brummen lød fra ham og han tippede om på siden, med det resultat at det mørke hoved i et kort sekund var under vand.
I et højt fnys dukkede det atter op over vandet igen, ørerne var langt ned i nakken på ham og ud af næseborene stod nu en sky af bittesmå dråber vand, som han havde været så uheldig at indånde. Saltvandet sveg i næsen på ham og med en hovedrysten kom han på benene igen. Han blev ved med at fnyse et par gange og åndede så til sidst ud, inden han rystede kroppen fri for vand.

Med et skulende blik så han sig omkring, for at se om nogen mon havde overværet hans lille stunt. Det virkede ikke sådan. Et bredt smil dansede derfor atter henover hingstens smalle, mørke mule, inden han begav sig op på stranden igen.

I ly af træerne, fri for nysgerrige blikke, bevægelde en flimrende grålig skikkelse sig. Lyden hans skridt fremkaldte, var snarere en raslen end egentlige hovslag, og selv om enkelte kviste knækkede under belastningen, døde alt under kædernes klirren. En lyd der var fremmed for landet, og derfor ofte fremkaldte gåsehud, og fortællinger om et gråt spøgelse, med man og hale som en glødende snestorm, for evigt lænket til en bitter skæbne. At forbinde den smukke hingst med et fabeldyr var ikke helt løgn. Men ej heller var det en sandhed. Hans nuværende skikkelse besad ikke den foregangne magt, til at betjæne og manipulere tiden som det befaldt ham, snarere var han arret, og tynget af en skrækkelig fortid, der forvandlede ham til en omvandrende skal, snarere end en sjæl med et kropsligt hylster. Hvis han var noget, var han det modsatte af den unge hingst, hvis bevægelser og fryd snart nåede de gråtonede ører. Livet forekom ham ej længere en glæde, men dog levede han det, og vandrede ensomt igennem dagene, blot for overlevelse, for livets skyld. Han var ikke drevet af synderlig glæde, og ej heller kunne han se skønheden i livet.
Kortvarrigt bragte lyden af kæder sig til holdt, og det kønne hoved blev kløftet for at smage på luften, tyde færten fra denne fremmede. En kort virren med hovedet fulgte, og en tung udånding forlod de tofarvede næsebor, før den klare raslen igen meldte hans bevægelser. Han fortsatte sin gang, sin usynlige sti, uden at være synderlig interesseret i denne fremmede skikkelse. Det forekom ham unødvendigt at tage kontakt, snarere ønskede han blot, at forblive ubemærket.

Nær træernes kant lod hingsten sig igen bringe til holdt, før han tøvende bevægede sig nærmere det brusende vand, og lod hovedet hæves, som om han stirrede imod horisonten. Det tykke lærred der dækkede over hans tomme øjenhuler, lod dog ganske tydeligt en vide, at det ikke var det hingsten foretog ham. Måske han i sit stille sind ønskede at fæstne blikket imod det uendelige hav, eller måske han blot lod tankerne vandre. Mange ting var uvist om den spøgelsesagtige skikkelse, men en ting var sikkert; han forblev upåvirket af den anden sjæl, som sansede han ham ikke, som befandt han sig i en anden verden, end den unge, livlige skabning.

De senede, spinkle ben førte ham i trippende bevægelser op på tørt underlag igen. Han kunne tydeligt mærke kulden, hvordan den skar igennem hans tynde hår lag og gjorde hans led stive, men den var ingenting i forhold til den kulde man kunne møde om vinteren i hjemlandet Karakum. Om dagen lå temperaturene på omkring -5 grader, men om natten kom kuldende snigende sammen med en klam tåge, sommetider nåede temperaturerne ned omkring -25 grader. Vintrene var aldrig sjove, flokken mistede gerne et par medlemmer i løbet af vinteren, men det var mest de syge eller ældre. Unghingste som Pippin havde deres immunforsvar helt i top og var ualmindeligt hårdføre, når det kom til sindssyge vejrforhold.
Efter at han var kommet sikkert op på stranden igen, standsede han for en stund og rystede atter den spinkle krop fri for vand. Duften af saltvand stak han stadig i næsen og gjorde han egentligt en smule ør i hovedet. Måske var det derfor han ikke rigtig lyttede efter, da lyden af raslende kæder, kunne høres et stykke væk. Pippin satsede på, at det bare var ham der var ved at blive påskeplim i hovedet, af at være nær det salte hav. Men noget fik ham alligevel til at stivne, mens de spidse ører drejede bagud og intenst lyttede efter. Kæderne var der stadig, de raslede i samme takt som når en hest skridtede. Efter at have lyttet længe, drejede han en halv omgang omkring i en brat og svingende bevægelse.

Som han stod der, med forbenene en anelse fra hinanden efter det vilde spring, begyndte underkæben så småt at hænge en anelse og øjnene blev større og større. Hans blik flyttede sig langsomt, i takt med at hesten – som hans blik var fastlåst på – flyttede sig. Det var måske.. nej, der var ingen tvivl, det var den mest mærkværdige hest Pippin nogensinde havde lagt blikket på. Ikke engang de gyldne ørkenheste fra hans hjemland kunne hamle op med denne mørke hingst, han nu stirrede på.
Der var noget over ham, der gjorde det svært for Pippin egentligt sådan at danne sig et omrids af ham. Som om han var udtværet i kanten eller som om han var i en eller anden form for opløsning. Han måtte knibe øjnene sammen, for rigtigt at kunne fokusere på denne mærkværdige hingst, der bevægede sig i et langsomt tempo væk fra ham.
Hvad der gjorde ham så mærkværdig var ikke noget svært spørgsmål, det sås tydeligt og hørtes endnu tydeligere. Først og fremmest var der et stykke stof bundet omkring hans hoved, der hvor øjnene ville sidde, men på grund af stoffet var det ikke muligt for Pippin at se nogle øjne. Dernæst var der kæderne om hans ben og hals, der raslede rytmisk i takt med hans skridt. Aldrig havde Pippin set noget lignende.

Da det gik op for ham at han bogstavligtalt stod med åben mund og kæmpe gloøjne rystede han voldsomt på hovedet, nærmest som for at komme til fornuft igen. Da det så dernæst gik op for ham, at dette særsyn af en hest var på vej væk fra ham, gik der nærmest panik i ham. Han kunne ikke lade chancen for at møde sådan en speciel hest passere og derfor gav han et hvinende vrinsk fra sig, i retning mod hingsten.
Vandet dryppede stadig fra ham, især fra de korte totter af en pandelok, nærmest i samme rytme som kædernes raslen dryppede vandet ned på hans pande, ganske forstyrrende når nu hele hans opmærksomhed var rettet mod dette sælsomme syn.
Uden at have fået et svar fra den mystiske hingst, satte han af i et spring og på de lange stankelben galoperede han mod hingsten. Halen blafrede efter ham og hovedet var højt hævet.
Han nærmede sig hurtigt og nåede kun lige at sænke farten, inden han ville baldre ind i den fremmede. De lyse hove gled en anelse i den regnvåde jord og fik ham til at vakle en anelse, men da han atter stod sikkert på benene gav han en prustende hilsen fra sig.

”Øhm, hej med dig..”
Normalt var Pippin ikke usikker på sig selv, selvom han ikke havde oplevet alverden, hvilede han enormt meget i sig selv og fremstod derfor ganske selvsikker. Men dette syn, havde alligevel rystet ham en anelse.
Han havde ingen ide om hvordan han skulle gribe mødet med hingsten an og derfor blev hans hilsen en anelse halv akavet.

Den mørke skikkelse, hvis man bar samme farve som månen, gjorde ingen tegn på at have opdaget unghingsten, før denne gav sig til at tale. Selv ikke da han slog hovene i jorden få sekunder før der kunne have været et sammenstød. Det ikke-eksisterende blik hvilede blot imod horisonten, og på trods af det blodplettede klæde, kunne det let fornemmes, at hingsten ej var helt til stede - måske knapt halvt. Gamle minder hjemsøgte den spøgelsesagtige skikkelse, og de mange ar, der snoede sig på kryds og tværs af den mørkt skimlede pels, lod let en vide, at det næppe var behagelige minder. Ved lyden af den spæde, usikre stemme, gik der et ryk igennem hingstens hals, idet han drejede hovedet, og rettede opmærksomheden imod hingsten. På trods af det manglende syn, var det som om han så tværs igennem ham, og kun knapt anede den fremmede. Som eksisterede han i en anden verden end den arrede. Snart forlod et kort, tungt åndredræt dog hingstens mørke mule, og han lod en let dirren glide igennem kroppen, for at rette på en lænke der irriterede hans pelslag. 'Hej med dig'. En mærkelig måde at arrangere ordene, men han fornæmmede let, at denne fremmede var forstyrret over hans fremtoning. Ikke at der var meget at sige til det. En dyb brummen blev snart ledsaget af ord fra den umage hingst, der knapt skilte læberne for at tale.

"Vær hilset, unge strejfer."
Hingstens stemme var næsten lige så fjern som hans fremtoning, og på trods af at han talte i normalt tonelege, forekom det som en hvisken fra en fjern verden. Som var det de døde der talte igennem ham - eller måske nærmere som om han stod med en hov i hvert rige. Han opfangede med lethed den andens utryghed, forvirring over hvordan denne skulle forholde sig, måden hvorpå denne fremmede langde vægten, og dermed fik sandet til at knirke let under sig, var let for den blinde hest at læse, og han lod derpå hovedet vende tilbage til at skue over havet. Med bevægelsen fulgte en let raslen fra de metallisk hvide kæder, og han sines igen at stivne i denne position, som var denne position, dette sted, og denne udsigt, den han for evigt var dømt til at vende tilbage til. Et fantom der hjemsøgte disse strande måske?

Grunden til at den gråskimlede skuede ud over havet, var dog en ganske anden. Han var på ingen måde nært knyttet til havet, udsigterne, stranden, eller en længsels præget stirren, men han følte for det netop i disse momenter. Til at falde tilbage på tankerne om sit skrækkelige liv, om de dansende krigere, og denne kølige havbrise, var i stand til at holde ham nær nok livets overflade, til at han ikke gik helt i baglås over de tunge minder.

Pippin stod længe stille og betragtede denne mærkværdige, mørkegrå hingst han stod over for. Pludselig gik det op for ham at han havde holdt vejret, siden han havde hilst på hingsten. Han åndede tungt ud og gispede så atter efter vejret, inden han genfandt den normale rytme. Den unge hingst trissede et par skridt til siden, således han nu stod med et bedre udsyn til den grå hingst, han tillod sig at stirre. Men det var kun fordi hingsten bar et sært klæde hen over hans øjne, så Pippin regnede med, at han ikke kunne se.
Det gjorde ikke den unge hingst mere tryg, for hele auraen omkring den kædebesatte hingst var ulig noget andet Pippin nogensinde havde mødt. Men fordi Pippin nu engang var som han var, virrede han en anelse på hovedet og satte det ene forben i jorden, bestemt. Han ville glemme usikkerheden og møde denne hingst, præcis som han ville møde alle andre.

Som Pippin rettede sig op og gjorde klar til at møde den grå, nærmest spøgelsesagtige hingst med nye øjne, lød hans stemme. Det var svært for Pippin at sætte ord på klangen i den, for selvom han jo tydeligt hørte den, var det som om den ikke blev talt af en levende. Som om hingsten han stod overfor var fra en anden dimension, som om han ikke hørte til i denne verden.
Det gøs en anelse i den unge hingst og endnu engang takkede han for at hingsten ikke kunne se, hvor meget hans udstråling påvirkede Pippin. Selvfølgelig var det uretfærdigt, at Pippin nærmest glædede sig over hingstens blindhed. Men i denne situation havde det heller ikke bragt ham nogen glæde, at se hvordan Pippin reagerede på ham. Så på den måde, var det måske meget godt, at den grålige hingst var blind, hvis man endelig skulle se bare en smule positivt på tingene. Og det yndede Pippin at gøre.

”Du må undskylde, hvis dette virker stødende eller sårende, men jeg bliver nødt til at vide hvad meningen med disse klæder og klædet om dine øjne er?”

Pippin gik direkte til sagen. Hvorfor stå og spilde tiden med at være usikker, når man bare kunne spørge og finde svar. Selvfølgelig kunne den grå hingst nægte at svare, men hans reaktion på Pippins spørgmsål ville også give ham et indtryk af hvad det var han stod overfor.

”Jeg hedder Pippin for resten, hvad er dit navn?”