Uphill

{Laura}

Lyden af hendes lette skridt blev dæmpet af et hav af gult og brunt, det var alle de nedfaldne blade som dækkede skovbunden og var bevis på den vinter som var stærkt på vej. Luften var allerede mere end kølig, hun kunne lige ane hvert pust hun tog mens hun dansede. Den askegrå havde lagt vej forbi det ellers så frodige Leventera, øen hvor Teylar holdt til. Men hun var ikke nær flokområdet, det var ikke dem hun kom for. Nej, den askegrå ville opleve efteråret og den kommende vinter på alle øer så hun brugte det meste af sine timer på at danse fra ø til ø. Og nu var det altså til bakkerne på denne ø hun havde søgt hen.

Hun bevægede sig frem i en energisk trav med mulen løftet og følte derfor ikke kulden trods hendes stadig glatte pels, hendes slanke lemmer var varme. Det bakkede landskab gjorde også dansen hårdere, hun var på vej opad, hun søgte det sted som hun mente måtte være øens højeste punkt. Præcis som hun havde gjort det på Chibale, dog i selskab med den brogede Jiva. Et smil tegnede sig om den hvide mule ved tanken, det havde været en fin nat i hendes venindes selskab. Men nu var hun altså draget videre mod den næste øtop, og denne gang ville hun komme noget højere op end Chibale kunne præstere. Det krævede derfor også sit.

En svag nynnen lød fra hendes bryst, det var lyse toner som altid men mere dæmpet end hvad hun havde for vane. Der var noget melankolsk over efteråret. Det vidnede om afslutningen på året, om at endnu en cirkel var afsluttet. Men det betød også at en ny snart ville begynde. Den askegrå vrikkede med sine bløde ører mens hun lyttede til omgivelserne, der nu var ganske stille. Der ville gå nogen timer endnu før mørket brød frem. Hun havde tid nok.

word count 318

Solen var så småt begyndt at forsvinde i horisonten, de sidste stråler kæmpede stadig for at sende lys ud over landskabet på øen Leventera. Men der ville stadig gå en rum tid før mørket og natten ville sænke sig over landet, hvilket betød at det lang fra var sengetid for hingsten endnu. Pippin havde bevæget sig meget denne dag og havde været vidt omkring på øen her og nu var han nået ind i et vældig kuperet terræn. Bakke op og bakke ned. Men det var ikke noget der tog livet af Pippin. Selvfølgelig var han ikke nogen veltrænet og muskuløs hingst, så derfor kunne han tydeligt mærke, hvordan det spændte langs hans bagben når han travede op af bakkerne.
Men det standsede ham ikke, det var der sjældent noget der gjorde. I hvert fald ikke når det omhandlede ham selv. En af Pippins svagheder var, at han sjældent lyttede efter sin egen krop eller tænkte synderligt over sin egen skæbne, den havde bragt ham i nogle besværlige situationer i løbet af hans liv. Men det var vel konsekvensen af livet i overhalingsbanen.

Hingsten nærmede sig det han ville kalde den højeste bakketop der var og derfor han havde tænkt sig at gøre holdt på denne. Ikke for lang tid, han skulle jo videre, ud og opleve verden. Det ville ganske enkelt være spild af tid, for ham, hvis han bare skulle stå der og glane. Selvfølgelig var udsigten god, men hvorfor betragte på afstand, når han blot kunne tage en rask galop og opleve det hele på tæt hold.
Pippin stoppede op i en blød bevægelse og måtte indrømme, at udsigten var ganske betagende. Bag ham piskede den lyse hale et par gange, som regel var det et tegn på et af de mange energiudbrud og selvom han netop havde brugt enorm energi på at trave op og ned af diverse bakker, var dette ingen undtagelse. Med et skingert hvin, krummede han ryggen og sprang rundt om sig selv på stive ben. Blikket i de mørke øjne var muntert og energisk, et udtryk der stort set aldrig forlod hans øjne. Smilet der hang bøvet i mundvigen var også fast inventar og det samme var den utrættelige energi der buldrede i ham. Efter et par krumspring rundt om sig selv, standsede han op og hævede hovedet med et højt fnys. De spidse ører tiltede et par gange frem og tilbage og næseborene dirrede svagt, som en fremmed duft havde fanget hans opmærksomhed.

Med et søgende blik i øjnene, så han sig omkring. Hans blik sprang fra bakketop til bakketop, men der var intet at se. Undrende smaskede han et par gange og drejede om sig selv, for at undersøge området endnu engang. Han havde ikke skænket det en tanke, at den fremmede kunne nærme sig nedefra, på vej op af den bakke han stop på toppen af.
Den sorte mule rynkede en anelse undrende, da han ikke helt kunne greje hvor denne fremmede ville nærme sig fra. Han tog et par dansede skridt fremad og gav et kaldende vrinsk fra sig. De spidse ører stod ikke stille, men vippede hele tiden frem og tilbage, sommetider i takt – sommetider skiftevis, i forsøg på at opfange svaret, nærmest inden det allerede var blevet givet. Pippin tog det som en selvfølge, at andre heste ville have selskab, måske fordi han selv ikke var typen der takkede nej til det. Han nød at møde andre heste, uanset hvordan de teede sig.

Den askegrå piskede iltert med sin ravnsorte hale og fnøs kort da vinden tog til. Det var ikke noget synderligt højt område sammenlignet med Enophis’ bjerge, men udsigten begyndte allerede at brede sig ud under hende. Hun arbejdede sig rytmisk op af bakkens side, letfodet som altid mens de nysgerrige, gyldne øjne nøje fangede hver detalje ved omgivelserne og landskabet. Alligevel var det først da hun var nær sit mål at de første lyde og tegn på en anden sjæls tilstedeværelse nåede hendes opmærksomhed. Først var det duften der hang i vinden – fremmed og maskulin. En ukendt hingst? Hun vrikkede med ørerne og nysgerrigheden blussede prompte op, de gyldne øjne gnistrede som svar på den ivrighed hun nu følte og de bløde ører rettedes ret frem.

Der var nogen på toppen. Lyde nåede hende nu, en hvinen og snart en direkte kalden der bestemt ikke lød afvisende over for selskab. Det var virkelig en hingst, hans stemme sagde hende heller intet – det var ikke en sjæl hun havde mødt før. De lyse næseborer vibrerede en anelse, hendes vejrtrækning var dog ikke så tung som man skulle tro, den askegrå var i ganske fin form grundet hendes liv på farten. Hun var alle steder og blev ikke længe på den samme ø, der var altid mere at se og mere at undersøge. Og nu denne hingst. Der gik kun et kort øjeblik, så lød hendes egen lyse stemme i et vrinsk op mod den top hun nu kun var få meter fra.

Hingstens skikkelse tonede frem i samme øjeblik. En grålig skikkelse, slank af bygning og tydeligvis mindst ligeså energisk som hun selv var. Det satte kun endnu mere ild til hendes egen energi, hendes egen glød der snart stod i lys lue og et begejstret hvin undslap da også. Hun satte i et spring det sidste stykke og standsede så skarpt op da hun havde nået sit mål – på toppen af Leventera og kun få meter fra en fremmed sjæl. En mild brummen blev hendes hilsen mens hun trippede et par skridt nærmere. Udsigten måtte vente et øjeblik endnu.

word count 349

Med en krop der dirrede af spænding og et blik der flakkede rundt, i et forsøg på at få øje på hesten, så snart den viste sig, stod Pippin på bakkens top og spejdede omkring. De fire slanke ben var placeret med en god afstand i mellem sig og med de dirrende muskler, fik det ham til at ligne en bombe der kunne springe når som helst. Og denne bombe detonerede i det sekund tonerne af et lyst og feminint vrinsk ramte de tilspidsede ører. I et skingrende hvin kastede han sig frem i et stort spring, med fægtende forben og et hoved der vildt og voldsomt kastede sig fra side til side. Det var måske en underlig reaktion, på et kommende selskab, men sådan var Pippin altså.
Hingsten blev ved med at springe rundt, i halve bukspring og lave stejl, mens de sorte, senede forben blev kastet fremad i et hæsblæsende tempo. Det var i denne vilde dans, at Pippin hørte endnu en lyd fra hoppen, et hvin der egentligt kunne have været hans eget, hvis han altså havde været en hoppe. Hingstens vilde krumspring stoppede brat og hovedet blev hævet til vejrs, mens et hårdt fnøs forlod hans mule. Han stirrede over på den askegrå, fine hoppe der nærmede sig i et vildt spring og da hun dernæst brat standsede, var det som om at det satte gang i hingstens krop igen. Han stejlede højt og fægtede endnu engang med de lange forben. Få øjeblikke efter var alle fire hove på jorden igen.

Præcis som hende, trissede Pippin nærmere. Han var en del højere end hende, men som sædvanlig synede det ikke af meget, netop fordi han var så spinkelt bygget som han var. Det eneste der kunne få ham til at syne høj, var de lange stankelben. Men de gav ham mere et udtryk af at være en uharmonisk ung hingst.
Da de begge var nået nærmere, standsede han igen og med en lavmælt brummen strakte han den lange hals frem og nappede forsigtigt ud efter en tot af hendes lange sorte man. Et bredt smil dukkede frem over hans sorte mule og han knejste let nakken, inden han trippede et par skridt til siden. Pippin var ikke typen der bare stod stille og talte. Faktisk var det sjældent han bare brugte tiden på at konversere, selvfølgelig holdte han af at snakke, men det kunne ikke være hans eneste beskæftigelse. Der måtte være noget andet også, noget der satte liv i de mørke ben under ham.

”Gooooodaften du sorte dame. Og hvem er så du?”

Hans stemme var lys og munter, men bar stadig et hingstet præg. Den var dog langt fra maskulin og dyb som mange andre hingstes. Men måske var det fordi han stadig var ung og ny i livet. Han havde endnu ikke fundet den specielle interesse for det andet køn, så dem bare som mulige selskaber og ikke noget man kunne hygge sig med.
Og med denne hoppe var det ikke anderledes.

De ravfarvede øjne så overrasket til da hun fandt hingsten med forbenene i luften. Øjnene blev større og bevægelserne mere trippende, men det var skam ikke af nervøsitet, for den største reaktion var det muntre smil som bredte sig over hendes hvide mund. Det var bestemt en hingst med energi helt ind i sjælen hun havde fundet sig, hun havde været ganske heldig. Det var sjovt hvordan hun nu for anden gang i træk mødte en anden sjæl på sin rejse til alle øernes top. Dette var ikke den brogede Jiva, men det gjorde bestemt ikke selskabet dårligere. Nysgerrigheden fik de ravgyldne øjne til at gnistre og hendes brede, nu mere milde smil hang ved også da hingsten nippede ud efter hendes ravnelokker. Han duftede fremmed, lidt ligesom dem der ikke havde befundet sig i landet forfærdeligt længe. Det var noget af en observation at kunne gøre sig, men den askegrå havde mødt talrige sjæle gennem sit liv og der var altid noget ganske særligt over de som var ’nye’. De som havde levet i en helt anden verden. Men trods hans fremmede duft så så han bestemt ikke ud til at føle sig utilpas. Ariel spidsede ørerne mod ham idet hele hendes opmærksomhed var centreret på denne energiske sjæl.

Hun besvarede hans nippen med et muntert nap mod hans mørke mule inden hun selv dansede nogle skridt sidelæns, så mange at hun lige præcis endte uden for hans rækkevidde. Det var energien som boblede mellem dem der gjorde det – den askegrå havde ellers intet mod nærkontakt og det glædede hende at hingsten heller ikke skyede fra berøring. Nogen afviste det blankt, andre ikke. Hun virrede på sine let udspilede næseborer da han afslørede sin stemme med ord som næsten lød som en sang. Det fik kun den askegrå til at smile igen.

”Jeg er Ariel. Og du? Jeg ser at du også har søgt toppen af Leventera – for udsigt eller for udfordring?”

Smilet blev bredere endnu og mere muntert, som var det en leg han havde startet og som hun hellere end gerne deltog i. Også vinden var frisk i dag, den havde hurtigt grebet hendes vilde man men der var ikke meget hår at gribe på den slanke hingst. Hun studerede ham nysgerrigt, trippede en halv omgang om ham inden hun standsede op igen, afventende hans svar.

word count 392

Den unge roanfarvede hingst spidsede ørerne fremad mod den askegrå hoppe, som hele hans opmærksomhed langsomt centreredes om hoppen. Den ellers så storslåede udsigt gled i baggrunden, til fordel for noget Pippin egentligt vægtede højere end storslåede landskaber, og det var selskabet fra en anden hest. Selskab betød meget for Pippin, han sugede det til sig og kunne tydeligt mærke hvordan glæden og energi boblede i ham, fordi han nu ikke længere var alene. Det var egentligt ikke fordi han frygtede ensomheden, for Pippin havde det bestemt også fint i sit eget selskab, men der var altid større mulighed for at lave lidt ballade, hvis man nu havde en kompagnon med sig. Hingsten virrede en anelse med hovedet og smilede muntert mod den fine hoppe, der efter at have nippet ud mod hans slanke mule, var trippet væk i en sikker afstand.
Da hoppen dernæst præsenterede sig som Ariel, brummede han sagte og lydløst gentog han navnet for sig selv, bare for at sikre sig, at det var helt indprentet i hovedet på ham.

”Mit navn er Pippin. De fleste ville nok søge udsigten, men jeg må indrømme, at det blot var for at fordrive tiden. Ser du, jeg har sært svært ved at stå stille og da jeg nåede dette bakkede landskab, fandt jeg det som en glimrende ide, at bruge min tid på at trave bakke op og bakke ned. Og hvad med dig, du sorte Ariel?”

Ordene flød ud af munden på hingsten, der aldrig havde haft problemer med at finde på noget at sige. Han var oftest kvik i replikken, noget mange fandt provokerende og måske kunne man også finde hans lalleglade attitude provokerende, men når man lærte den unge hingst at kende, ville man erfare, at nærmest ingen af hans handlinger blev gjort i håb om at provokere. Det lå ikke til Pippin. Tværtimod var han hingsten der allerhelst ville sprede varme og glæde på sin vej. Men han havde i løbet af sit korte liv erfaret at ikke alle ønskede det samme som ham.
Hingsten virrede en anelse med hovedet og trippede med et lusket smil nærmere den grålige hoppe igen. Modsat ham, bar hun en hårpragt uden lige. Stor og fyldig var den, det gav hende et vildt udtryk, et udtryk der nærmede sig noget rebelsk. Men umiddelbart virkede hun ikke som nogen rebel, hun var smilende og munter. Glad, præcis ligesom Pippin. Han smilede mod hende og drillende puffede han til hendes askegrå skulder, inden han med et lavmælt hvin dansede væk fra hende igen.

Den askegrå sjæl fulgte hingsten med øjnene. Hun stod stille nu, men det ville kun vare et øjeblik så ville de slanke ben snart begynde at danse igen. Især fordi han tydeligvis var fuld af energi, en drenget energi som hun fandt ganske interessant og underholdende at observere. Så hendes øjne forlod ham ikke et øjeblik, end ikke for oversigten som ellers var ganske smuk selv på sådan en grå dag. Hun virrede kraftig på sine lyse næseborer da han igen åbnede munden og afslørede at hans navn var Pippin. Det fik hende til at vippe ørerne yderligere frem, for sådan et navn havde hun ikke hørt før. Det lød anerledes end de sædvanlige navn, men så igen, Andromeda var fuld af så vidt forskellige sjæle. Hun smilede mildt og muntert, tydeligvis underholdt af hans væsen og af hans ordstrøm.

”Jeg må indrømme at jeg ganske vidst er her for udsigten, men at trave bakkerne tyndt lyder nu heller ikke som nogen dårlig idé,”

At løbe med vinden blot for energiens skyld, det var ikke ukendt for den askegrå. Hun slog friskt med halen, og de ravgyldne øjne gnistrede overrasket da han valgte at komme tættere på, kun for at nappe ud i leg. Det udløste en lys latter som kun varede et øjeblik, men som ikke lagde skjul på hendes begejstring over sit fund. Hun trippede automatisk sidelæns igen for at nå i sikkerhed, men reagerede ikke tidsnok til at undgå et velplaceret nap. Så hun ombestemte sig, sprang nærmest dristigt frem og sendte et nap ud efter hans hals. Igen bredte smilet sig.

”Så skal vi se hvem der kommer hurtigst ned, Pippin?”

word count 279