I'm ready for you now

There's gotta be another way out
I've been stuck in a cage with my doubt
I've tried forever getting out on my own.
But every time I do this my way
I get caught in the lies of the enemy
I lay my troubles down
I'm ready for you now.

Skyerne hang tungt over vulkanens top denne ulmende efterårsdag. Uvejret var længe passeret, men det var som om at skyerne stadig holdt sit brutale tag over Foehn. Om det blot var fordi at øen i sig selv var blevet mere mørk i løbet af den tid hun havde været her og flere skyggerne lå på lur vidste den sorte hoppe, som målrettet vandrede afsted på et åbent område ikke langt fra vulkanen. Hun søgte skyggerne, som den hvide hoppe havde prædiket om. Hun havde tænkt, men så alligevel ikke, dog var hun her nu og der var vel ikke nogen vej tilbage. Hun behøvede ikke sige ja til noget forsøgte hun at fortælle sig selv. Svigtede hun den skumle sjæl fra Chibale? Tsk hvornår havde han nogensinde givet noget signal om at hendes tilstedeværelse betød noget. Det var med tungt hjerte at hun havde skubbet ham til side. Dybt inde elskede hun ham vel, men hvad betød det når det ikke var gengældt. Kun sorg og fortvivlelse. Hun bed tænderne sammen i et sammenbidt fnys og gjorde et arrigt lille kast med hovedet. Hun burde vel blive mødt af en af de to hvide skyggeheste. Hun stoppede derfor op, og vovede sig ikke tættere på den ulmende vulkan. Alt fortalte hende at hun skulle flygte, men hun stod blot naglet fast til jorden. I pelsen kunne det størknede blod fra hendes lille episode tidligere stadig anes.

Hush, child,
the Darkness will rise from the deep
and carry you down into sleep.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den tvefarvedes forudsigelse skulle snart vise sig sand. En lys skikkelse overvågede den iltre hoppes færden, fra et punkt langt over jordhøjden. Han så hende ej klart, men selv herfra følte han tydeligt det sammenbidte fnys, fornemmede den arrighed denne sjæl bar. Måske han var blevet særligt sensitiv over for denne skikkelse, måske skyggerne blot var specielt opmærksom på hende, og bar informationerne til ham, han som før havde kastet sig iltert ind i hendes dødsdans. Denne gang lå der dog blot en kølig overvejelse i vinterrævens tanker, for han vidste tydeligt at raseriet ikke var tilegnet ham, og hendes faste holdepunkt lod ligeledes tankerne fade på at denne måske var her for andet, end blot blodsudgydelse denne gang. Snart forlod hingsten dog udskydningen, og lod sine gyldne hove føre ham nærmere hendes niveau. Snart var hans rolige skridt forlænget til en galop, noget der forekom lettere sygt at befærde sig i ned af en bjerg side. Hvidlingen ører lod sig gemme i den svivlende man, og snart kunne skyggernes snerren anes i luften omkring tordenskyen. Som kaldt, dukkede hans snehvide skikkelse frem af mørket, og han slog baghovene dybt i jorden idet hun var inden for synsvidde. Hans hast havde ingen særlig begrundelse, men han følte ej at overlade hende til en af de andre skyggesjæle, nej. Netop denne hoppe var en af hans morskaber. Hingstens muskler dirrede let, da han fra holdt igen trådte frem imod hoppen, denne gang med skyggerne samlet omkring de hvide ben. En arrig snerren fængede igen luften, denne gang fra hingstens egen strube, og han lod sine ord falde:
"Hvilken grund bærer dit besøg nu, hoppe?"

Der var ingen respekt at ane i hans snarren, og ej heller det mindste spor af at han anede hendes hensigt anderledes end før.

Hun så nu den hvide skikkelse og vippede de mandelformede ører fremad. Hun rettede sig op som den hvide hingst kom drønende ned at vulkanen i et halsbrækkende tempo. For sig selv stod hun måske og håbede på at han ville falde, brække nakken eller sådan noget, men alligevel ville det vel være en skam. Hun drog et fnys og trak hovedet en anelse til sig jo nærmere han kom. Hun fnyste kort af ham og holdt sig blot passivt til han valgte at tale. Indtil da iagttog hun vågent skyggerne der holdt til rundt om hans ben. Hun rynkede på mulen og gjorde et kort kast med hovedet, inden de hvide øjne fæstnede sig i hans. Ingen respekt nu til dags. Han skulle føle sig beæret skulle han. Hun gjorde endnu et kast med hovedet så den hvide man dansede sælsomt over hendes slanke hals og hun lagde kort ørerne i nakken.

” En hvid feminin skabning af din slags talte om skyggerne. Jeg lovede hende at jeg ville se hvad I havde at tilbyde ”

Sagde hun så blot. Der var ikke nogen respekt gengældt fra hende, for hun viste kun dem respekt som havde givet noget. Det kunne nå at ændre sig, men det var ikke til at vide med (snehvide) den hvide hingst. Hun var derfor beredt på hvis han pludselig skulle springe i struben på hende.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Måden hvorpå hoppen reagerede, fik den hvide skabning til at løfte hovedet fra den truende stilling, og vippe ørene uintereserret ud til siden. Så hun var altså ikke kommet for at slås, hvor særdeles kedsommeligt. Et kort fnys forlod hans arrede mule, før de hvide øjne borrede sig ind i hendes. Ganskevist var deres øjne ens, men der var en hvis forskel i deres blik på nuværende tidspunkt. Hans brutalt, som søgte han efter den mindste psykiske svaghed han kunne udnytte til at knække hendes sind, og derpå lod han en brummen fænge luften, og fjernede blikket. Heller ikke der fandt han den flammende kamplyst. Tsh. Hendes ord fik de hvide ører til at rettes imod hende, og hingsten ændrede igen holdning. Let mimrede han med mulen, og øjnene fik et andet, snarrådigt glimt. Så en af hans søstre havde talt med hende - hende hvis navn betød dødelig myte. Midnatten og den dødelige havde talt? I det tilfælde måtte der være noget i deres fælles interesse på spil. Skyggerne snoede sig langsomt op langs hingstens ben, og tiil tider bevægede enkelte sig på tværs af bringen, for at forsvinde ind i den snehvide man. Enkelte tittede frem fra hårstrående, andre holdt sig på jorden, og knurrede dæmpet når de kom for tæt på den sorthvide hoppes hove.
"Se hvad vi kunne tilbyde?"

De hvide øjne blev knebet let sammen, imens han lod mistænksomheden komme hoppen til gode, blot denne ene gang.
"I hvilken genre taler vi, Myth? Er du på jagt efter byttehandler? Tilbud? Måske chancen for at sætte tænderne i en anden.. sjæl?"

Først virkede den hvide hingst uinteresseret og Myth var på nippet til blot at gå. Men han havde vel endnu ikke hørt hende. Hun lyttede til ham, betragtede skyggerne der slikkede sig om hans ben og bringe og rynkede kort skeptisk på mulen. Det ville genere hende hvis hun skulle have sådan nogle klistret til sig, men om end ikke kunne de da dæmpe de hvide aftegn en anelse. Hun slog den tanke fra sig, hun behøvede ikke mere magi eller mere styrke som sådan. Hun brummede kort og trådte derpå tættere på hingsten. Hun frygtede ham ej, men var stadig varsom.

” Oh. Bytterhandler har jeg gjort mig mangt og meget i, i min tid i dette land. Ser du, kære skyggehingst. Lyset i landet tillod mig ikke at komme her til i mit rigtige legeme, så da jeg havde muligheden for at komme så tæt på mit gamle jeg som muligt, så var det jo klart at jeg opsøgte denne. Priserne har været høje, men jeg mangler stadig, et formål, og ja. Deres skygger fascinerer mig. ”

Hun havde som sådan ikke en genre der kunne definere hvorfor hun havde opsøgt ham. Dem. Hun ville gerne tjene et formål igen. Lysets vej var blevet forkastet da hun lavede den første aftale med den skumle hingst, og mørket. Ja det uendelige mørke som stadig havde sit tag i hende, men sådan var hun født. Det kunne et dødeligt legeme ikke lave om på. En fortabt sjæl.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

På trods af hendes fremtræden, reagerede den hvide hingst ikke. At hun trådte ham nær, generede på ingen måde den hvide skygge. Snart undlod de mørke væsner også at snerre af hende, og gav sig i stedet til at tumle rundt, som partikler i en levende tåge. Til tider nåede de tordenskyens hove, før de rullede tilbage, og snoede sig op over deres broders krop, men de viste ikke længere aggressioner. 'Deres' skygger. Hmh. Et fnys forlod ham ved disse ord. Disse skygger var ikke hans, de var ham. Det var disse væsner der ledte deres skridt, hvilket også sagde sig selv. Han skulle til at snerre af hende, men fik så medlidenhed med den uvidne hoppe. Hun vidste meget vel ikke bedre.
"Dit problem virker velkendt iblandt dette lands sjæle. Men formål kommer sjældent med magt."

Det var blot en konstatering fra hans siden, en gentagelse af hendes ord, hvorpå de hvide ører blev slået let tilbage. Han havde hørt mange historier om heste, der i søgen efter deres tidligere storhed, havde byttet deres sjæl væk. Eller næsten ihvertfald. Selv forstod han ikke denne tankegang, man kunne vel næppe bruge fortiders storhed, og enorm magt til noget, hvis ikke man samtidig havde et mål. Og det virkede denne tofarvede ikke til at have. Et formål søgte hun, en herre måske? Han var ikke sikker, og denne hoppe forvirrede ham. Før havde hun med glæde kastet sig efter hans strube, denne gang søgte hun at tale, måske forstå sig på hans verden? Ligetil var hun i alle fald ikke.
"Et formål går ikke hånd i hånd med facination. At søge os - søge den mørke side, i håbet om at andre kan give dig en sti, forekommer mig uvis. Men såfremt det er det du ønsket at søge, findes mange historier i landet der kan afspejle vores mål, det vi ønsker at opnå."

De let glødende øjne blev knebet sammen, før han piskede kort med halen, og forlod pladsen foran hoppen, for at søge ud til siden, nærmere vulkanens top. Hvis det var motivation, en fremtidig sti hun søgte, var det langt at foretrække hvis hun selv delte samme syn som dem. Men han havde oplevet et formål blive tilbudt, havde selv følt alting tippe til den anden side, med slet og ret overbevisning - eller måske snarere en uendelig mængde smerte, og infusning af tusinder af sjæle. Han var trods alt en del af dem nu, kunne ikke længere kende skygge fra sjæl, hvis hans sjæl da ikke allerede bestod af slet og ret skygget. Men har var blevet overbevist, og hans mål omlagt. Havde han dog ikke haft et fra start, var det ham uvidst hvor han havde sat sine spor, om den overdøvende hvisken om en mørk fremtid, havde fået ham til at lystre.

Den hvide hingsts ord virkede for en stund vise. Formål kommer sjældent med magt. Det havde han ganske ret og og hun nikkede tavst i ren enighed. Hendes kræfter var som sådan ikke magt, men en del af hende og et levn fra hendes rødder hun ønskede at bibeholde også selvom de skadede hende til tider. Hun havde aldrig skullet arve begge evner. Det var ikke normalt i blandt de fortabte sjæle. Somregel arvede de en, om enten det var en af forældrenes eller en helt unik en og en træning i beherskelsen af dem havde hun aldrig modtaget. De mandelformede vippede let ud til siden og hun drog et svagt suk. Ak ja. Men det var flere årtier tilbage, så hvorfor efterhånden bekymre sig mere om det. Den hvide mule blev let rynket og hun knejsede let i nakken. Det var klart noget der nagede hende og ikke noget hun lagde skjul på. Hvordan kunne hun? Hun var et spejlbillede af hendes forældre. Hun så må den hvide skabning med de mælkehvide øjne.

” Ser De, Skyggehingst. I årtier har jeg vandret formålsløst rundt. Jeg blev sat i verden for et formål alene, at blive lært op til at bekæmpe det gode. Det kom jeg aldrig til. Jeg har aldrig været dødelig før Lyset i landet fragtede mig hertil, givet mig en dødelig sjæl. ”

Som datter af en fortabt sjæl og et genfærd så var det ikke et dødeligt legeme hun var blevet født i. Hvad hun var for en skabning var egentlig ganske uvist. Måske man endda ville kunne rive den såkaldte nye sjæl ud, uden at hun ville dø. Den gamle måtte vel stadig ligge i dvale derinde? Om end ikke så havde den nye sjæl ej ændret hendes sind, som sådan. Blot gjort hende mere grådlabil, det var nok det eneste. Hun rynkede på mulen af sig selv. Klart en svaghed. Hun virrede let med hovedet og fnyste over sig selv. Stadig det samme temperament trods alt.

” Mørket har altid været min følgesven, om end det har været en formålsløs færd eller ej. Jeg er fascineret af jer i det jeres såkaldte broderskab minder mig meget om det jeg kommer fra. Noget der at interessere mig, og drager mig mod. Hvad end formålet er, så ligger det nært beslægtet med min tro følgesven, om end ikke burde det være nok, så behøver jeg ingen historier. ”

De mælkehvide øjne havde flyttet sig fra hingsten og fulgte nu nøje skyggernes færd som de snoede sig omkring hingsten, slikkede hans sider og jorden omkring ham. Det var et interessant skue, og de mindede hende om hendes små statosfærer. Uforudsigelige. Mon skyggerne nogensinde skadede ham?

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hingsten virrede let med hovedet, og stoppede op, da hoppen ikke gav tegn på at følge med. Istedet lod han hovedet glide let på sned, imens han førte blikket over skulderen, og herefter stilte sig på skrå, for at kunne følge med i hendes fremtoning. Hendes ord var ikke velkendte for ham, han kendte ikke til at blive sat i verden, udelukkende for at opfylde et formål. Selv var han sat i verden for... Ja, at blive sat i verden. Et led i den naturlige fødekæde. Han havde ganskevist haft forhåbninger om at kunne træde i sin faders fodspor, men alt dette var gået i vasken, da hans navn blev ham tildelt. Selv kendte han ej heller til udødelighed, men var bevidst om, at det måtte være noget nær det hans herre var. Ude af stand til at kunne overgive sit legeme og sjæl til dødens mørke. Monstro han ikke også bar denne forbandelse i sit bod nu? Selvom han måske til dels ville miste sin bevidsthed, hvis hans krop blev slået ihjel.
Den hvide hale svirrede bag ham, men den første del af hendes fortælling svarede han ej på, lyttede blot. På trods af, at det egentligt ikke var ham af stor interesse hvad hun var blevet født til, og dog lyttede han til hendes ord, og tog dem til sig. Det kunne blive en vigtig del i at kende denne skikkelse.
"At have mørket som følgesven hele livet, kunne meget vel være en byrde for de fleste. Du virker dog ikke videre påvirket, udover dit manglende formål. I sin sag kan det vel være en fordel at være født ind i den skyggefulde side af livet, omend den bærer visse ar med sig."

Dog var omskiftningen fra lyset til mørket ej heller uden farer. Selv var han nok en af dem der havde taget størst skade. Hans sjæl var ej længere blot hans, men tusinder af individers, og det han betegnede som "ham" var i virkeligheden mange andre samtidig. Han var splittet ud over større arealer end han havde troet muligt, og hans fysiske skikkelse var ligeledes forevigt ætset af skyggernes greb. Op til flere af hans søskende, var gået velvilligt, og velvidende ind i det, og deres individualitet var derfor langt større end hans. At handle uden skyggernes bifald forekom ham en umulighed - han var skyggerne, han var ikke længere Fuyu no Kitsune, men en skabning, der var så meget mer, og så meget mindre. Om man i sande kunne kalde ham en skabning længere, vidste han ej heller. Måske han i virkeligheden var mere skabninger end skabning.
"Hvorvidt det du kalder broderskabet, minder om noget du i din tid har levet i, er mig uvidst. Aljun, som det går under for os, der taler med skyggernes tunger, er udelukkende stiftet for at holde vores fysiske skikkelser tættere, og for at styrke båndet imellem vores søskende. At sige at dette broderskab ligger nær mørket, er dog ganske sandt. Hvad end skyggerne hvisker til mig, hvad end vi hvisker, vil deres ord, vores ord, overbringes til forsamlingen, og Alduins vilje opfyldes. Formålet, er det der er os skænket, det der er os givet af hans ord."

Han hævede hovedet en anelse, og synes at se tværs igennem den tofarvede hoppe, imens han tænkte let over sine ord, derpå vendte han fronten helt imod hende, og lod et fnys genlyde, hvorpå en svag hvislen fra de slangelignene skabninger, der omgav hans krop, kunne høres. Snart forekom der en øget aktivitet, som en mørk tåge der tog til.
"Men du, hvis navn lyder mørkt som din herkomst; Hvad ønsker du med disse spørgsmål? Broderskabets arme er åbne for enhver der ønsker at søge ly under hans blik, men ligeledes indviges kun få i vores historie, og ikke mindst i vores mål. Er det det du har i sinde, midnats myte? Et formål at leve efter, og en herres ord at følge?"

Hans stemme var ganske smuk, omend den havde en truende undertone, og gjaldede som ekko fra den omgivende tåge. I få sekundter var det som om en skikkelse stod bag ham, som om selve det skyggefulde sind var afspejlet i den mrke tåge; En enorm hingst, der spredte vingerne under sin tale, og farvede himlen over dem sort, blokerede alt lys, så der få øjeblikke blot sås den svage glød fra rævens øjne, og to flammende røde kugler fra den mægtigere skikkelses kranium. Derpå faldt synet snart hen, og synes at svirre bort med vinden, som var det blot indbildning fra hoppens side. Han ønskede ej at dele informationer med denne hoppe, for et godt bekendtskab kunne man ej kalde dem, men ligeledes ville hendes selskab på ingen måde genere ham blandt skyggerne, tværtimod. En der delte hans fryd for at bringe harm over andre, en hvis viden og fortid rakte ganske langt, nej, hun skulle nok kunne gavne, hvis ikke blot for den hvide skygge, så for Alduins ønsker.
Det største spørgsmål var dog: havde denne hoppe noget at give igen? Han kendte ej meget andet til denne skikkelse, en de tordende svits han havde fået, ved at kaste sig i kamp med hende, og huskede ligeledes visse historier andre havde ført med sig, samt enkelte hun selv havde vidreført. En kendt kunne han dog ej kalde hende. Han kendte ikke formålet med denne samtale, eller hvorvidt hun talte sandt, uden slangetunger. Han vidste ligeledes at hun var bundet til en af de skikkelser, som han nærede et dybt had til, en hingst der holdt til i en hule, og besnærrede andre med løfter om store evner. En der var en trussel for dem, for ham, for deres herre. Hmpf. Spørgsmålet var hvor langt han ville gå med denne hoppe, han ønskede ikke at spille ind i hånden på den rødlige dæmonhingst, men ligeledes snuppede han gerne hans brik, hvis det da var det hun var her for. Alt sammen spørgsmål der blev diskuteret i det indre virvar, der blev kaldt hingstens sjæl. Argumente var der mange af, og stilheden var knap. Dog generede det ej den hvide skikkelse, der blot betragtede hoppen med selvsamme blik som før. Med en let underspillet trussel, og samtidig et dragende løfte. Hun vidste tydeligvis hvad han havde at give af, og måske det var blandt hendes ønsker. Kun hendes svar kunne oplyse det.

Verden virkede sløret for den tofarvede hoppe, som hun stod der og reflekterede over det liv hun havde levet. Meget af det var helt sort for hende, men det var mange årtier der skulle huskes. I mange år havde hun være mere eller mindre i et form for koma hvor hun som et spøgelse. Spøgelseshoppen, Midnats myten. Mørket var hendes følgesvend. Hun drog et tungt suk og lod hendes varme ånde forlade sin krop og fade ud i vintermørket. Ja mørket faldt hurtigt på i disse kolde tider, som efter hendes ankomst til landet ind i mellem skar i hende som knive. Nok havde hun været her i nogle vintre, men det kom altid lige bag på hende. Ak hun savnede til tider hendes gamle liv. Det var jo faktisk gået ganske godt indtil nogen besluttede sig for at hun skulle ned med nakken. Hun havde for en stund lukket de mælkehvide øjne og lyttede intenst til hver en lyd der kom fra den snehvide skyggehingst. Mørket bragte ar med sig, ganske rigtigt, men arene kom først senere hen, man kunne let undgå disse ar, men det betød at man skulle undgå mørket. Ville man ind i mørket var der sjældent en vej tilbage. Hun havde forsøgt at søge lyset, men lyset synes at blænde hende i sådan en grad at det gav større ar end mørket havde gjort. Hun savnede mørket. Hun savnede at handle uden samvittighed og at blot leve uden at tænke på lykke og kærlighed. Det var næsten kvalmende for hende nu. Hun fnyste og lyttede nu endnu engang. Aljuin, søskende, broderskab. De var en enhed, en enhed kædet sammen af skygger. Hun åbnede de hvide øjne og så direkte på den hvide hingst hvis blik forsøgte at se tværs igennem hende. De stod front mod front og skyggerne rejste sig som en mørk tåge omkring dem. Frygtede hun dem? Nej hun blev draget som et ungt føl som det ukendte. Hans stemme lød nu endnu engang. Hun var fortsat tavs, men slugte hvert et ord og vendte og drejede det ganske grundigt. Det der foregik dog noget bag hingsten som fangede hendes blik. Himlen blev sort og hun følte sig for en stund fanget, hun trådte nærmere den hvide hingst, som blev hun skubbet frem. Synet indbragte ikke frygt, men igen den dragende følelse som begyndte at få hendes hårlag til at sitre let.
En herres ord at følge eller et formål at leve efter? Hvad havde hun i sidste ende at miste? Hun stod for en stund frossen til jorden, men det var ikke en decideret tøven, det var en masse tankemylder. Det måtte høre op nu. Hun vidste ej hvad skyggerne kunne gøre, hvad denne herre kunne gøre, men den hvide hingst havde svarende eller vidste hvem der havde, men ting havde sin pris og en så dyrebar viden krævede sit offer. De tog hende ikke blot ind, men hun måtte om så bevise hun var noget værd i blot sin tilstedeværelse. Et afdæmpet fnis kom fra hende og hun trak svagt på smilebåndet. Hun lod sig drage nærmere skyggehingsten, velvidende at hun kunne afvise hende med et hug. Hun tog sig ej af det, for selvom hun vidste hvad denne skabning kunne udrette i en dødsdans så frastødte det hende ikke eller skræmte. Hun kunne matche ham på udholdenhed, men på andre punkter var han hende overlegen. Det generede hende ikke at være underlegen i styrke, for der var forskel på underlegen og underkuet. De sidste skridt var tøvende, men blot en foranstaltning for ikke at få bidt et øre af eller sådan noget. En flygtig berøring fra hendes hvide mule strøg kort over skulder. Mulen mimrede let og hun kneb øjnene sammen og pustede atter ud så dampen steg op omkring ørerne på hende.

” Det er længe siden mit legeme har tjent et formål.. En herres ord at følge. Herrens ord ville være mit primære formål, men hvad Herrens ord er, kan jeg ikke vide før nogen giver mig indsigt. Men, ak, hvordan kan man bevise at man er jeres historie værdig, hn? ”

Hun så op på den hvide skyggehingst, som hun stod meget tæt på. De hvide øjne studerede de små detaljer som hun ej havde fået med i deres dødsdans. Hendes ånde berørte ham og gik i et med hans hvide pels. Et moment af en bizar tryghed bredte sig. Hun rynkede på mulen.

” Mit bånd med en skumle sjæl fra Chibale. Det kan brydes. Han vil tage mit liv hvis jeg nægter at adlyde. Det liv lyset skænkede mit udødelige legeme. Fri mig fra det bånd.. Jeg er ikke blot en dødens danserinde, min loyalitet bærer mange frugter med sig. Jeg er ikke længere bange for døden, men døden er ikke der hvor jeg gavner på bedste vis. ”

Hendes bløde stemme gav genlyd tæt op hans hvide skind. Det var en svag hentydning af en bøn, men også en hentydning til at hun var mere værd for dem levende, enten dødelig eller udødelig, end stendød og begravet i vulkanens aske. Kunne de fri hende for båndet ville de få sig en værdigfuld søster. Det var ihvertfald sådan hun så på det selv, givet den erfaring hun efterhånden havde fået på hendes velformede bag. Hun dirrede let i spænding for hun anede ikke om den hvide skabning om lidt ville sidde i nakken på hende. Hun var klar på at hugge fra sig, men på samme tid følte hun sig underligt tilpas lige nøjagtig nu i hans og skyggernes, deres nærvær. Det kunne meget vel være en skrøbeligt øjeblik, men hun lod sig ikke være svag. Hun kunne ændre lune som vinden kunne ændre retning, men hun var rolig og lagde ej op til nogen dødsdans. Hun søgte skyggerne og deres broderskab. Hun søgte herren som kunne give hende formål med livet, en sti at følge, et ord at adlyde. Et sted at høre til. Hendes egen lille bizarre form for familie og tilhørsforhold. Hun mimrede let med mulen blot ved tanken.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Kortvarrigt vippede den lyse hingst sine mandelformede ører tilbage, og lod vægten glide bagud. I få momenter synes hans forhove at svæve, blot få minimeter over jorden. Overvejende kom de gyldne hove dog i berøring med jorden, da hun ikke synes at have til hensigt at sætte tænderne i hans skind. Snart bevægede de sig frem igen, og hans halsmuskler dirrede kort, da han lod hovedet falde ned, for at øge kontrollen over sin krop, og dermed reaktionsevne. Han stolede ikke på den sorthvide slange, men ikke destromindre, vækkede hendes dragende bevægelser alligevel noget i skyggeræven. Den lette nuldren fra hendes mule, fik ham til at trippe kortvarrigt, før han med et dybt fnys, puffede kort til hendes side. En kort foranstaltning, for at være helt sikker på, at det tordenspættede skind ikke gav ham stød. Snart efter lød hendes stemme, med sin tydelige værdighed som altid. Han fornæmmede tydeligt, at hun ej underkastede sig hans væsen, men ligeledes var hun ej gået i struben på ham endnu. En ting som han lod dimre i sin hukommelse. Ganskevist var det en anelse utrygt at gå så tæt op af en, som han før havde haft et sammenstød med, men den hvide skygge lod det ikke påvirke ham for længe. Han var selvsikker på sin egen styrke, så selv med denne hoppes nærhed, stolede ham på sine evner til at forsvare sig, og ikke mindst de skyggeagtige væsners støtte. Uden problemer ville han kunne slå hende væk, og ligeledes påføre hende en ubehagelig lærestreg, hvis det var det, der var nødvendigt. Hans hvide hale løftede sig let, svævede kort i luften, før en mild brummen forlod de tvefarvede næsebor. Blot en naturlig reaktion fra hans side, noget de mange skyggelad havde ladt igennem.
“Herrens indsigt går til dem, der belønnes af hans følgere, og efterfølgende viser sig nyttige i hans spil. At opsøge ham på egen hånd, kan i særdeleshed være et farligt skridt, men om ikke andet, kan man undgå den første prøve. Hvis man da slipper igennem.”

Hans stemme var rolig, og synes dog at have en undertonet hvislen. Måske fordi de omgående skygger gentog hans ord, ganske, ganske få momenter efter han selv. Et evigt ekko, og ikke mindst en skræmmende effekt, der blot var de mange sjæles måde, t påvise deres enighed. De var af én mening i denne sag, i én mening om denne hoppe. Omkring hende, skulle der trædes varsomt. Men hun ville være nyttig i deres kreds, så meget betvivlede de ikke. Såfremt hun ikke vendte dem ryggen.
“Denne skumle sjæl fra chibale, synes at gå igen i ganske mange sind. At bryde en kontrakt er ikke en let opgave at stille os, og på ingen måde noget vi frivilligt påtager os. Hoppe. Du som ønsker et brud, og en ny forbindelse, hvad har du at skænke os tilgengæld? Brud findes i mange afskygninger, på mange planer. Din forbindelse til ham, binder det dit liv, eller din vilje?”

Spørgsmål og svar på en gang, men ikke destromindre en nødvendighed. Han blev nødt til at vide, hvad de gik ind til. Hvad denne midnats hoppe ønskede fra dem, for tilgengæld at ofre sit sind til deres ord og lov. Var det et brud, i form af den ‘mystiske skikkelse’s død hun havde på tale? Eller blot en genstald der skulle stjæles tilbage? Han vidste at visse bånd til denne hingst, gik dybere end simple skabninger. Visse måtte også lyde hvert et ord han befalede dem, og flere endnu havde opgaver gemt i deres tanker. Han var allerede bekendt ved en broder, der var bundet til den røde skikkelse, og han havde ej behov for at få flere. Og dog, hvis hun havde nok at tilbyde ham. Endnu var rænderne ej blottede, og de lyse ører var spidset, for at opfange hendes ord og bevægelser. De skyggefulde gespænster, der normalvis holdt sig tæt til den hvide hingst, flød omkring dem begge, i hvad der kunne minde om en levende tåge. Enkelte forholdt sig endnu fjevndtligt, og rejste sig som ensommme, hvislende slanger, men blev snart dysset til ro af den manglende støtte fra sine søskende. Det var ikke kamp de søgte, ikke længere, men ej heller fred. For tiden afventede de blot hoppens ord, og undersøgte den fremmede krop, så lang de nu engang kunne række, uden at strejfe det forskelligt farvede hårlag.