As Daylight Dies

Taia
☽ ° ☾

Time | Lige før solnedgang
Location | Skjult lysning et ukendt sted i Chibales skove
Tag | None

Regnen silede nedover øen. Uden bladene gav træerne intet ly og hver et område var blevet sumpet af det overskydende vand, hvilket efterlod skoven som et ubarmhjertigt og koldt område. Ingen fugle sang mere, for den tid var for længst forbi. Ingen planter spirede mod himlen, for at folde sine blade ud, for kulden havde overtaget. Selv lyset var på vej bort, om end kun for natten. Og dog var der liv, selvom det kun spinkelt klamrede sig til sin eksistens.

 Hoppen var ikke hvad hun havde været. Der var stadig få vidner til, hvad hun engang havde været, en hoppe af styrke og mod trods sine ar, men nu var alt der var tilbage de kraftige knogler og det ødelagte skind, som havde dækket musklerne, som nu var borte.

Langsomt trak hun vejret med en raspende lyd, mens hendes hoved hvilede i mudderet.

 På hendes bringe pulserede det, som over længere tid havde taget livet af hende. Måske havde det været anderledes, havde hun blot været stærkere, men mere sandsynligt var det, at ingen udover Jorden selv var stærk nok til at bære den. Den, Planten, som skulle have helet de største sår, havde endt med at være den, som tog livet af hende. Den energi den behøvede var mere end det, hoppen kunne give, og for det måtte hun lade livet, på trods af alt det, de, hun, havde været igennem.

Omkring hende vidnede skrabende spor i mudderet om, at hun ej havde givet op, i hvert fald ikke til at starte med. Hun havde prøvet at rejse sig, men det var flere dage siden nu. Det var dengang, hvor hun havde mærket kulden. Nu mærkede hun ikke meget mere end den dobbelte pulseren, der fyldte hendes bryst. Så meget som planten tærede på den, var den også en af de få ting, der holdt hende i live. Uden den ville hendes hjerte stoppe, give op og lade blodet flyde frit i hendes indre. Hun kunne ej bede om at få den fjernet, men ej heller kunne hun leve med den; en sørgelig situation, som ingen udvej havde.

Og dog... man kunne undres hvorfor hun ikke havde søgt hjælp, søgt det lys, som i første omgang havde ført til det hele...

Hvorfor ville ligesom så mange andre hemmeligheder forsvinde med hendes bortgang. Dog ikke kun hemmeligheder; også savn, minder og meget andet. Fra de ting hun ønskede hun havde gjort, til de ting hun ville have forhindret. Alle ville de forlade livet usagt.

Hendes engang så livlige blå øjne stirrede træt ud for sig.
På ny trak hun vejret.
Åndede ud.

Som det sidste grå lys fra solen forsvandt mellem de nøgne træer, steg en sky af hvid damp mod himlen, men intet fuldt. Ingen lyd af et raspende vejrtræk. Ingen ny damp. Ingenting.

Ikke fra den afkræftede hoppe i hvert fald, men med det sidste hun havde, havde hun måske skabt noget nyt. Ej fordi hun ønskede det, men fordi den gjorde. Fra mudderet spirede en spinkel plante frem; så sart at den næppe ville overleve vinteren, men hvis den gjorde, så ville det ej have været den særeste ting, der var sket i det forunderlige ø-rige. Dens blade rakte mod himlen, før en enkelt blomsterknop dannedes.

I mørket, før den næste dags oprindelse, foldedes bladene ud og fra den glødede et skær, mindst så blåt som den hoppes øjne, som havde givet sit liv, for at videreføre det, der holdt livet i gang hos mere, end nogen kunne forstille sig.

☽ ° ☾

As Daylight Dies

Langt ude i horisonten var solen på vej ned. Den kastede sine sidste varme skygger nedover landet og indhyllede det i sit rødlige skær. Det var nu engang fascinerende, hvordan den stod op og gik ned på samme måde og tidspunkt hver dag. Det var den samme rutine hver eneste gang. Det var en af de ting, der aldrig havde forandret sig, og tilsyneladende heller aldrig ville. Dagen ville altid gry på ny for så atter at give plads til natten. Det var så dejligt forudsigeligt, og sådan ville det formegentlig fortsætte med at være, indtil den dag jorden gik under.
På den mosbedækkede skovbund skridtede den grålige hingst rundt. Han bevægede sig i sit sædvanlige trippende, nervøse tempo. Dampskyerne stod ud fra hans næsebor, for hvert åndedræt han tog. Flankerne hævede og sænkede sig hurtigt, da han forpustet og ængsteligt trak vejret. Siden han var ankommet til dette fremmede land havde han ikke været sig selv. Han var blot en forvirret sjæl, der rendte rundt i et hylster af sin krop. Han vidste ikke noget længere, og det nagede ham.

Han befandt sig lige nu på Chibale, en af de mindre øer i Andromeda. Han havde efterhånden været i landet i nogle dage, og da chokket over at være ankommet til dette fremmede land havde lagt sig, var lysten til at undersøge det lidt nærmere kommet på banen. Han var vågnet op på Leventera og havde levet der i nogle dage, indtil hans kaotiske sind havde opdaget de mange andre øer, der lå spredte rundt omkring i havet. En dag havde han pludselig taget en spontan beslutning, der havde ført ham tværs over havet og hen til den mindre ø, Chibale. Den dag var denne, og han havde nu vandret på Chibale i et par timer.
Han befandt sig lige nu i en af øens skove. Den var smuk, særligt fordi den sene aftensol sendte sine varme stråler ned mellem trætoppene og badede skoven i sit røde lys. De hvide, mandelformede ører lå ned langs hans nakke. Han var egentlig ikke sur, men han var så irriteret over hele sin situation, at han følte sig godt tilpas med at have dem liggende dér. Den mørkegrå hale svingede muggent bag ham. Han var ikke i det bedste humør, men det var efterhånden sjældent, at han var det disse dage. Hvem ville også være det, hvis de var kommet til et fremmed land og ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der var sket i deres fortid?

Ord: 415