HEY LITTLE MONSTER

#JAIRO

Han havde ikke haft noget nyt Syn i dagevis. Ikke engang i drømme havde han Set, det eneste han så var nyt land i skiftevis lys og mørke, under solen og under månen. Lige akkurat nu var det en strand han så, den han lige var trampet op på efter endelig at have forladt havvandet. Det lugtede kraftigt af salt og dermed måtte det være et hav, men langt havde han ikke skulle svømme for at komme til den her.. Ø, var det vel. Bestod det her sted udelukkende af øer? Når han kastede sit nærmest sorte blik ud over det blå vand så afsløredes endnu flere stykker land som flød rundt på vandet, flere øer. Han var endt i et ørige. Hvor ironisk.

Han havde simpelthen slet ikke haft noget Syn overhovedet og dermed ingen hovedpine til at banke hans kranium til splinter, så måske var det lige godt. Det var blot spøjst, yderst spøjst. Og så havde han den her underlige fornemmelse i kroppen, som var den blevet tungere at bære på, men han var hverken blevet bredrøvet eller rund om maven så det måtte være noget i hans indre. Noget var ændret, alligevel var den blåsorte på ingen måde bekymret. Det var slet ikke i hans væsen og derfor lignede han en der havde befundet sig i dette mærkværdige ørige hele sit liv. Han var helt og aldeles afslappet trods de overståede strabadser samt kendsgerningerne: han befandt sig stadig i dette totalt ukendte land med det besynderlige navn og han var ikke blevet meget klogere trods mødet med kæmpehingsten. Måske var det hele meningen med ”Andromeda” - at vandre rundt i uvidenhed uden nogen ende i sigte, måske var han rent faktisk død og endt i et helvede helt specielt udvalgt af den Ophøjede selv. Det ville da være finurligt. Men i så fald havde Han fejlet, selv evig uvidenhed var ikke en torn i siden på den blåsorte som ikke ejede et gram af bekymring eller desperation i sit mørke sul.

Den blåsorte fnøs dybt og rystede det drivende saltvand ud af hans strittende man. Han vidste nu også udmærket godt at det ikke stod sådan til, for han havde trods alt Set inden det overnaturlige lys havde blændet ham, inden smerten havde slået ham ud. Hans hjerne var nærmest eksploderet og så følte han pludselig slet ingenting. Men han havde Set, om end blot i et splitsekund - det var mere end nok.

Først nu kastede han et ordentligt blik på det landskab som nu omgav ham. De skinnende hove sank dybt ned i sandet under ham mens vandet drev fra hans glatte pels. Det gik op for ham at det slet ikke bare var en strand han befandt sig på, en hel ørken bredte sig ud for hans bredskuldrede korpus, der var ikke et eneste græsstrå eller dødt blad i syne. En ørken? Han var lige kommet fra en nok så døende skov på grund af årstiden, men sammenlignet med denne ø så havde det været frodigere end selv de hopper guderne havde været lidt for rundhåndede med. En ørken. Han var svømmet lige ind i en helt anden klimazone. Det her ørige var tilsyneladende præcis ligeså besynderligt som dets navn gav præg af.



Word count 540

Den gyldne havde i længere tid vandret rastløst omkring på en af de mange øer. Hans lange ben havde båret ham let rundt på et af de mindre steder, og havde tålmodigt gennemgået enge såvel som skove. Bakker og dale var blevet opdaget, og enkelte bekendtskaber stiftet. Den hvidlige havde vandret med solen, hvis varme stråler havde velsignet han ellers tynde skind imod kulden. For vinteren lå i sandhed lige omkring hjørnet, da efteråret ikke ville kunne holde det tilbage længere. Utallige blade var allerede faldet fra træerne, hvis stammer strakte sig nøgne og krogede op imod den grålige himmel. Det havde den blege taget som et tegn, siden dagene langsomt blev kortere og kortere. Mørket krøb tættere på, og kunne være en ubehagelig tid for skabninger som ham.
Derfor havde han efter længere overvejelser, enderlig søgt til havs igen. Vandet var koldt, bølgerne høje men ikke desto mindre noget der var til at klare. Sådanne ture ville blive sjældne for Jairo, da ubehaget ved at være på så usikker grund var frygteligt. For uden selv at styre det, sendte strømmene ham hvorhen de ønskede. Denne gang, skulle det vise sig at være til en ørken.

Så snart den blege havde placeret sin udmattede krop på land, havde han betragtet det land der lå forude. De grønne øjne havde tænksomt set det hav af sand der lå i vente, men næppe var noget spænende i sigte. For den hvidlige fandt ethvert landskab lige godt, og tilpassede sig de omstændigheder livet førte ham ud i.
De slanke ben bevægede ham langsomt frem, men den hvidlige Jairo skulle ikke nå langt. For næppe var han i en form til at rejse over ørkenen, og tøvede således. For ingen hvilesteder var i syne, og det ville være et knald eller fald at bevæge sig derud uden viden. Den hvide hale slog langsomt bagved ham, inden at en bevægelse i udkanten af blikket fangede hans opmærksomhed. En skikkelse – sort imod den brændende sol, havde ligeså bevæget sig fra havet til øen. Den fremmede silhuet var tættere på end meget andet, og det eneste tegn på liv man ville finde når man blot skimtede området. De følsomme næsebor sitrede kort, inden at han med et fnys hævede hovedet en anelse. Smidigt blev det bukket imod bringen, alt imens den slanke hals nobelt formede en bue. Derpå drejede Jairo forparten, og en brummen blev sendt imod denne fremmede. Spørgende, såvel som hilsende.

JULEAFTEN

Ørkener var som sådan ikke noget han havde bevæget sig ud i før. Livsløse landskaber havde han skam krydset mere end én gang, men ikke en ørken. En verden af sand, hvem ønskede det? En verden uden skygger. De mørke øjne observerede tavst stilheden et øjeblik endnu, inden han udløste et højlydt fnys fra sit bryst. Det skulle alligevel undersøges. Han var sikker på at han ikke ville undslippe dette sted lige foreløbig, dette ørige, og de absurde klimazoner vækkede alligevel noget der mindede om nysgerrighed i den blåsorte sjæl.

Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da det faldt ham ind hvor gudsforladt de brune ville finde dette sted. Det ville nærmest være helvede på jord, som sådan alle andre steder end deres udvalgte skov. Han kunne lige se det for sig, se panikken brede sig. Tankestrømmen blev afbrudt af en uventet lyd, et kald. Han kastede sit mørke blik til den ene side for ham, ned langs strandbredden, og der stod minsandten en sjæl og tronede. Den blåsorte rykkede på de sorte ører, men udviste ellers ingen tegn på overraskelse trods opdagelsen. Der var altså liv her alligevel.

Det var endnu en hingst, men af en noget anden figur end den første han havde mødt. Endnu en gang havde han først sent lagt mærke til ham, den anden måtte ligefrem give lyd fra sig – var han ved at falde af på den allerede? Han virrede kraftigt på næseborene, hans pels var stadig våd, men den fornemmelse blev hurtigt glemt. I stedet satte han endelig frem i bevægelse, hans karakteristiske glidende skridt som nu blev en anelse besværet af sandkassen under ham. Det var en noget spinkel silhuet der stod derude, nærmest feminin, alligevel havde lyden fortalt ham noget andet. Han besvarede ikke silhuettens hilsen, at den bredskuldrede nærmede sig signalerede vel rimelig tydeligt hans hensigt. Skikkelsen var lys. Blot det faktum gjorde den umådelig eksotisk og derfor interessant.



Word count 325

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Hans hilsen blev ikke besvaret med ord, men nærmere med bevægelse. For den blåsorte havde skam set ham, og havde valgt at han muligvis var selskabet værd.. Det kunne føre muligheder for selskab med sig, hvis de kom så langt. Ikke desto mindre begynde han med glidende skridt at gå imod ham, og tilfreds nikkede den blege. Alt imens skuede han  med et betragtende blik den andens statur.  For meget kunne dømmes ud fra udseende alene, ihvertfald hvis man spurgte den hvide. Og denne hingsts skildte sig utroligt ud fra hvad han havde set før, og var derfor en intressandt skikkelse. Ikke alene bar han en mørkere farve, men også hans hårpragt faldt anderledes end Jairos lyse bølger. Han stammede fra en fjern egn, for ikke at tale om andet land en Rall. Og hvem ved, måske stammede han ikke engang herfra. 
Den lyse dansers krop trippede kort til siden, som et tænkende skær faldt over det grønne blik. Den brændende ørken var et besynderligt sted at møde andre, så hvad denne sorte lavede herude.. se det var et glimrende spørgsmål. Men dog nåede han ikke at tænke nærmere over det, inden at den fremmede var inden for en rækkevidde der var passende til gensidig hilsen. Og med et svagt fnys drejede han kroppen igen, så fronten blev vendt frem.

Nobelt trak buede hingstens hals i et knejs, imens han samlede de lange ben under kroppen. Den lyse bringe blev skudt en anelse frem, alt imens han med lette trin tog de sidste skridt fremad. Der stoppede han så op.
Det skovgrønne blik søgte hans, inden en brummen blev sendt frem imod sortlingen. Endnu engang hilsende, i et forsøg på kommunikation. For det var sket, at fremmede ikke havde kunne tale hans sprog - og omvendt. Som en afslutning strakte den hvide mulen en anelse frem, imens at de følsomme næsebor fangede færten af denne blåsorte. En fært der måske ville være værd at huske. 

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Det var en utroligt bleg skabning han havde i sigte. Måske holdt den ligefrem til her i dette livsforladte område, i denne verden af bare sand – måske var det for megen tid brugt ude i den ubarmhjertige sol der havde bleget hingstens pels? Det var lige før den blåsorte fnøs igen, det ville være højst besynderligt og finurligt hvis det var tilfældet. Interessant så skabningen i hvert fald ud, selv den utroligt slanke figur var noget absolut usædvanligt for hans mørke øjne. Hingsten var jo nærmest spinkel, noget helt andet end den kæmpe af en skabning han først havde mødt her, for flere dage siden i den mærkværdige skov han selv var dukket op i. Han vidste stadig stort set intet om hvor det var han befandt sig, hvad det var for et absurd ørige han var blevet efterladt i – og hvem der havde efterladt ham her. Den Ophøjede virkede efterhånden som et god bud. Så langt ud var det kommet, den blåsorte rykkede på ørerne af absurditeten i hans situation. Alligevel var der ingen forvirring at læse hos ham, da han kort efter standsede op foran den yderst yndefulde, meget besynderlige hingst der af uvisse grunde også befandt sig på dette livsforladte sted.

Øriget, eller landet, eller hvad end det nu var, var altså ikke kun beboet af store, brune kæmper. Skabningerne her varierede tydeligvis selvom man kun halvhjertet kunne bedømme ud fra møder med kun to af dem, den første havde endda virket ligeså uvidende som han selv var. Nu søgte et meget grønt blik hans eget, hvilket også var en meget eksotisk oplevelse, de brune undgik for alt i verden oprigtig øjenkontakt – og den blåsorte gengældte det på den mest afslappede facon muligt. Han drejede et af sine sorte ører yderligere fremad da den bemærkelsesværdige fremmede endnu en gang gav lyd fra sig, det lød nærmest høfligt, det var vidst en hingst med manerer. Med meget elegante bevægelser, det måtte han give ham, den bredskuldrede havde aldrig selv sigtet efter elegance som egenskab. I stedet bevægede han sig naturligt glidende, trods sin størrelse havde han det med at dukke op ubemærket hvor end han viste sig.

"Det her er vel ikke,"

Hans stemmebånd afbrød ham. Det havde godt nok været brugt for første gang i lange tider allerede med den brune kæmpe, men det var ikke mange ord de havde udvekslet. Faktisk havde det været ærgerligt begrænset med dem. Det betød at den blåsorte stadig vidste lige lidt om hans egen opdukken her, og at hans stemmebånd stadig var noget.. Ustabilt. En underdrivelse måske. Det lød i hvert fald stadig spøjst, en anelse ved siden af hans ellers dybe bas af en stemme. Det var lige før et skævt smil sprang frem, men det hele varede kun et ganske kort øjeblik, nogle få, ringe sekunder inden han igen åbnede munden. Nærmest underholdt ved den mærkværdige lyd af sin egen stemme.

"- din livsforladte ørken jeg har sat ben på?"

Hingsten stak mulen tættere på, hans egen var endnu våd af havvand som også dryppede fra hans kraftige, tofarvede pandelok og strittende manke. Han tvivlede stærkt på at dette på nogen måde var den bleges område, i så fald ville han forvente en noget mere mistænksom opførsel. Nej, han kunne ligeså godt have sagt noget helt andet for at sætte den samtale i gang, han satsede på at den eksotiske skabning ville vove sig ud i med den sortblodede.



Word count 573