Shelter from a storm(Noami)

.~:SAMAEL:~.
SHELTER FROM A STORM (2)

Den kølige brise var ikke ligefrem blid, da den med høj hast strøg over de golde arealer. Hvorend den brogede sjæl søgte, var der ikke megen ly at finde i ørkenlandet. Og dog havde den brede hingst fundet sig et lille, vildstille areal. Omkring ham rejste træer sig, med grållige, umage, og tydeligvis hærdet af uendelige tider under skarp sol og baske forhold. At sige at hingsten havde været generet af den stærke vind, ville have været forkert. Den tykke vinterpels han bar, blokerede med lethed for den fjendtlige, bidende vind, men han ønskede en anelse stilhed for sine tanker. Der var hændt mange ting de senste dage, hvilket havde resulteret i at han længe stod, og betragtede de fygende sandbanker, med tankevrimlen svirrende igennem sig. Perlerne af lys, den gyldne hoppes dansetrin, og ikke mindst måden, hvorpå hendes rolige brummen havde snoet sig dybt ind i sindet på ham. Alle ting der forekom den tunge hingst fremmede, og ikke mindst underlige. Men ikke destromindre var det en oplevelse han havde kær, og derfor bar han den tættere på hjertet, end mange af de andre oplevelser denne verden havde budt ham.
Roligt vippede de dunede ører i retningen af den vindblæste ødemark, og en mild brummen forlod hans brede krop. Var det lyden af en anden hest der nærmede sig? Hingsten hævede hovedet, og forsøgte at fange den andens fært, men dette var ikke en mulighed, vinden var for stærk, og bar udelukkende sandets tørre duft med sig. For en sikkerheds skyld, lod han et gjaldende vrinsk søge ud imod det, som han trode var en fremmed sjæl, for derude i blæsten, med sandet fygende om ørene, kunne lyset være svært at skælne fra omstående sandbanker.

Noami havde blot vandret på den sandede ø, og pludselig havde jord og himmel stået i et med hinanden, og gjordt det umuligt at skelne op og ned - gnaver i et stort mørke, hvor det gyldne sand drysser på dig og kan proppe en uheldig sjæl i den triste situtation ej at se dagens lys igen, og hvis da, kun at se det efter dennes krop er længe ude af brug under det gyldne sand, med øjne, som ikke ville tilhøre et jordisk legme. Det var hvad, der kunne blive Noamis lod, hvis ikke hun fik søgt i ly.

Hun havde aldrig set ørkenen i en sådan vågen tilstand og hun havde aldrig tænkt over, at der var sandstorme i ørkener. Ørkener var så heller ikke hvad hun havde set mest til og det var nok også grunden til, at det heller ikke var et sted, som var hendes foretrukkende vandtingsområde. Men ifag havde hun vandret her, og desværre på sådan et uheldigt tidspunkt.

Selvom Noami havde været deprimeret, tæt på døden om man ville, så havde hun valgt at leve da skyggerne have 'givet hende valget' for ellers ville hun jo ikke trække vejret nu. Også derfor gav hun ikke lige bare op, fr når man først har engang gjordt noget for at undgå døden er det svært bare at lade sit arbejde gå til spilde.

Pludselig hørte hun et vrinsk gennem sandstormen. En glæde strøg igennem hende, for måske kendte denne fremmede sjæl ly? Hun vrinskede så hørt hun kunne tilbage, for hun var i uvished om hvor langt væk den anden befandt sig. Hun begyndte at skridte i retningen, hvor vrinsket havde kommet fra, udbe anelse om denne retning var nord, syd - øst eller vest.

.~:SAMAEL:~.
THE CALL (3)

Månehingsten var da i en anden verden. Hans sind bestod ej af mørke tanker, og ej heller af længslen efter mening i livet. Thi han behøvede ingen, livet i sig selv, og de mange vandringer han foretog sig, var mere end nok, for den brogede skabning, til at beholde den livlige gnist i de dybblå øjne. Selv denne milde sandstorm gjorde intet, der kunne trække ham i andre retninger. Som altid levede han på grænsen til en drømmeverden, hvorfra det udestående kunne betragtes og analyseres, uden at skynde på noget, eller nogen. Derfor ventede den tunge hest tålmodigt, og et nært vrinsk besvarede snart hans forhåbninger. En anden sjæl vandrede derude, og mere end velkommen skulle hun være, i dette ly. Forhåbnignen i vrinsket udløste en dyb brummen fra ham, og snart trådte han nærmere kanten af den lille oase, for at spejde ud i de omgivende sandhvirvler. Snart kunne han tyde en udtværet skikkelse, hvis farve gjorde hende svær at skælne fra det rødgyldne sand.
Skikkelsens skridt kom snart nærmere, og da lod hingsten vægten glide en anelse bagud, og bakkede en anelse væk fra kanten. Ej ønskede han at påtrænge denne sjæls nærvær, hvis det var en ting der kunne undgåes. Ganskevist var en anden sjæl kærkommen, men alligevel var en hvis respekt påkrævet. En ting han havde lært fra dette land, at skridt imod fremmede skulle trædes med en varmsom eftergivenhed, for ikke alle var trygge ved andres nærhed. Selvom denne udstrålede ro og harmoni i samme grad som han selv.
Hvilken retning han var vadret, og hvor han nu befandt sig, havde han kun en vag anelse om. Men den var ikke påkrævet. Han havde ingen særlige mål med sin vandring, og ligeledes intet ønske om snarest muligt at forlade de store sand vidder. Han gik blot af de stier skæbnen nu engang ledte ham, og endte således op på alle tænkelige steder, i alle hjørner af det rige land. Endnu havde han dog ikke sat sine gyldne hove, på det der blev betegnet som skyggernes. Han følte intet behov for at se dette land, selvom historierne om levende ild i sig selv vækkede nysgærrighed. Men advarelser fulgte ofte disse fortællinger, advarsler, der havde givet ham holdningen om ej at søge derhen, så længe det ikke var ham nødvendigt.