Min broder og mit hjem (Fuyu No Kitsune)

En spraglet mørkegrå hingst bevægede sig med tunge og maskuline skridt, igennem det tynde lag af aske, der stammede fra den buldrende vulkan. Navnet på den spraglede hingst var Volontaire. Han var vendt hjem til øen Foehn, med et simpelt formål. Han søgte sin broder, Fuyu, den skyggehvide hingst, der både var hans leder og også hans kontakt til skyggerne. Den hjerteløse vandrer var for et godt stykke tid siden, blevet bedt om at udføre en ny opgave, for at blive en del af skyggernes broderskab; og denne opgave, ville snart blive ført til livs og derefter til døden så at sige.

Han bevægede sig afsted med knejst nakke, således at de mange muskler tydeligt kom frem under hans brogede skind, der både ejede mørkegrå farver men også helt hvide. Han slog et slag med den kraftige hale, inden han stoppede brat op, og lod de mørke øjne spejde udover det aftenmørke landskab. Han søgte kun Fuyu, og ingen andre. Hans øre havde den vante holdning bagud, afvisende overfor andre der kunne søge hans selskab; for han ønskede dem ikke i nærheden. Han veg med hovedet i en hurtig bevægelse, inden han slog det ene forben hårdt og markant i jorden, mens han hævede hovedet, så halsen blev strakt. Mulen blev samtidig åbnet, og et højlydt, hæst og køligt vrinsk forlod hans store korpus. Hans tone var samtidig kaldende og søgende, for han havde ord at udveksle med den skyggehvide hingst, han broder og herre.

Han tog da hovedet ned igen, og knejste nakken stolt og maskulint op, inden han bevægede sig fremad igen. Hans næsebor var udspilede, mens han indåndede lugten af vulkan øen, der for ham var mere beroligende end alle andre dufte; for det var her han hørte til. Han havde været på en sidevej, og fulgt den forkerte sti. Han havde endda gået så langt, at han havde ofret sit hjerte i bogstaveligste forstand, i sin afmagt for at beskytte Lyset og Il… End ikke navnet ville han tænke! End ikke navnet ville han huske mere. Hun var død i hans øjne; det skulle hun være. Hun var blot et glemt kapitel, ligesom så mange andre ting i hans fortid var. Hans blik blev kort tomt, inden han virrede med hovedet, og slog sit store korpus frem i en samlet galop, for at skabe lyd omkring sig selv, så hans skyggehvide broder kunne høre ham, og søge i hans retning. Han svirpede endnu engang med halen, mens den lyse hoppe rumsterede i hans hoved, og hendes fine ansigt kom frem. Han slog forbenene hårdt i jorden og satte sig halvt ned på rumpen så han slidede igennem asken, der nu stod op som en tæt sky omkring ham. Hendes ansigt forsvandt igen, som dug for solens stråler, og hans tanker forsvandt fra hende af, og i stedet rettede de sig imod skyggerne der var på øen, det vidste han. Han kunne ikke se eller høre dem; men et eller andet sted var det, og det var han broder også. Og da stod han igen bum stille, og lyttede intenst ud i nattens mørke, søgende og ledende.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hingsten, der bar tilnavnet som en af de hvide skygger, vågede over dalen neden for det mægtige vulkanbjerg. De glødende øjne var lukkede, skjult fra dn omgivende blæst, for at han således bedst kunne høre deres og sine tanker. De brødre der var en del af hans sind, var spredt ud over arealet, og snart lød en dæmpet mumlen, da de levende skygger opfangede færden af deres faldne ven - han der engang havde forladt dem. Skridtene der tilhørte denne sjæl var ganske beslutsomme, og præget af en snært af stolthed, en ting som skyggeræven tog som et godt tegn, da han åbnede sine snehvide øjne og satte i bevægelse. Skyggerne omkring den brogede skabning begyndte snart at røde på sig, og man kunne ane bevægelser ud af øjenkrogen allerede langt før den hvide hingst var nær, dog bar de et varsel om hans kommen. Den glidende skridt forvandlede sig snart til en stolt, dansende trav, som udviklede sig til en galop, præget af de benløft, og den elegance han havde båret i sit "levende" liv. Hingsten lod et svagt fnys forlade sine mørke næsebor, og skyggerne, der som altid kredste om de gyldne hove, snog sig med lethed til side, når de tonsede imod den askedækkede overflade. Vrinsket var for længst gladet bort, og skyggehingsten havde været i bevægelse allerede før kaldet havde lydt - skyggerne havde fortalt ham om fremkomsten af denne hingst allerede før dennes hove havde sat sig i bevægelse imod ham, om hvem de søgte.

Snart anede skyggehingsten den askesky den brogede havde rejst omkring sig, og lod skyggerne indfiltrere de tætte partikler. Snart var asken faldet, og lod kun den tætte tåge af skygger blokere hingstens udsyn, de trak sig tættere på, med en lavmælt snerren, før de langsomt veg tilbage, og samlede sig bag den hvide hingst. Han yndede at gøre entré, i stedet for blot at vandre op til en fremmed sjæl. Hans snehvide pels stod kort, og ganske smuk imod de veldige muskler han besad, og snart lod han sin klare, melodiske stemme lyde;
"Volontaire. Man fortæller mig at mit navn er søgt i dine tanker, og ligeledes at dine skridt falder i mine fodspor. Men sig mig, broder, hvilken grund har dit besøg?"

Skyggehingstens gang var faldet til stop, og nu betragtede han i stedet blot den brogede skabning. Han som havde forladt hans side, for at redde en anden, og siden var vendt tilbage. På trods af alt dette, forekom netop denne hingst han ganske særlig. Denne var den første der havde fulgt hans bud - omend han havdeforrådt det. Men med fejl kom ligeledes visdom, en visdom denne Volontaire havde betalt dyrt for. Vinter rævens slanke ører hvilede afventende på broderens skikkelse, alt imens han forsøgte at kode en mulig grund til hans besøg. Måske opgaven snart ville være udført, og hans broder snart hans for alvor? En tanke der glædede den hvide sjæl blandt skyggerne, hvilket dog ej var læsbart i de næsten døde øjne.

Den spraglede hingst, stod med øjnene søgende rundt langs vulkanens fod, som stod bred og stor, som var den mægtig og magisk; og dette var jo sådan set også sandt. Hans øjne veg rundt i flakkende bevægelser, men bestemt ikke af frygt. Nej, han frygtede intet på denne ø; for det var hans hjem. Og det var her hans hjem for altid ville være, blandt skyggerne, brødrene. Nej, hans flakkende bevægelser var fordi han skulede hurtigt men intenst rundt, for at holde øje med den skyggehvide hingst, hvis han da ville vise sig snart.

Der gik ikke lang tid, før Volontaire, den hjerteløse vandre, begyndte at mærke noget i hans krop, somom nogen eller noget kom ham nærmere. Men han kunne intet se endnu. Dog skulede han intenst mod vulkanen endnu engang, og der kom Fuyu i galop, inden han da slog i skridt. Skyggerne omkring ham, bevægede sig med al hast imod den hjerteløse vandres front, inden de i et ryk bevægede sig tilbage til hans broder, og snoede sig kælende om hans ben, kærtegnende, og som var de i ét med skyggehingsten; og dette var de jo også. Da han kom tættere på den hjerteløse vandre, standsede han da, og talte. Hans ord var sande; for Volontaire havde søgt ham. Han spurgte nu hvorfor, og dette kunne den spraglede hingst skam godt svare ham på.

,,Broder”

Hilste Volontaire, med et kort men dybt nik, med den hæse og toneløse stemme, der blot var blevet mere og mere mørk og hæs med tiden. Hans muskler var stadig spændte, men ikke for at true eller advare skyggebroderen; nej, Volontaire var blot altid i denne holdning, for at vise sin stolthed og bære sig selv afsted med styrke.

,,Jeg søgte dig, for at fortælle dig, at opgaven snart vil være til ende. Snart vil et føl komme til verdenen og tage sine første åndedrag som også vil være de sidste. Jeg har valgt at skabe føllet af eget kød og blod, frem for blot at tage et hvilket som helst skavt, andre har lavet. Skulle skyggerne, Herren, have et offer, skulle det være af mit eget.”

Sagde han nu, med en tone der var fastsat. Volontaire ønskede at blive en del af skyggerne; og snart ville han blive en del af det broderskab han hele tiden burde havde været i. De havde givet ham en chance mere; og denne chance ville han ikke forspilde.

,,Derfor vil jeg kort være væk fra denne ø, for at følge hoppen. Når føllet bliver født, vil jeg tage det til vores Herre.”

Han nikkede kort mens de sidste ord blev talt. Han undskyldte ikke for at han ville forsvinde en tid; men blot forklarede den spraglede og hjerteløse hingst det, således at ingen undren ville kunne opstå; eller misforståelser omkring missionen. Om han måske endnu engang havde vendt skyggerne ryggen. For dette var ikke tilfældet.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Vinterrævens blik hvilede tungt i hans broders, imens denne talte. Den nikkende hilsen blev gengældt med et let buk, en sænkning af den muskoløse hals, og en let tilbagetrædning fra bagbenene. Snart lod han sit legeme træde tættere på den brogede hingst, med en kort forundring over de endnu spændte muskler. Selv bevægede skyggehingsten sig yderst afslappet, når han ikke var ifærd med en dans. Hans bik og statur, var alene nok til at lade andre føle den magt og stolthed han ønskede, så ydeligere blev kun tilføjet hvis der var et behov. I skridtgang, med brødre i sin nærhed, var han blot afslappet, og til dels stak en smule af den endnu unge skabning, han engang havde været, igennem. Grunden til den brogede skikkelses nærhed lød snart imellem dem, og et kort fnys forlod den hvide skikkelde, før et smil prydede hans mule, og han lod et kort nap falde imod skulderen på den fremtidige broder. Han var tilfreds med udviklingen i denne sjæl. Med måden, hvorpå hans stemme søgte det dybere leje, men ligeledes hvordan denne lød hans bud, et han selv havde skænket skabningen. Han eget føl ville til dels være mere værd, der var en dybere forbindelse imellem fader og føl, end mellem et fremmed og han. Hvis han ønskede at ofre familie til deres herre, vidnede det blot om hans velvilje. Kort piskede den snehvide hale bag ham, før en mild brummen udfyldte tomheden efter Volontaires ord. Mest af alt, var det vel en lyd han lod hopper høre, men han følte for at lade denne ene sjæl kende hans tilfredsstillelse. Hans nærhed ville ikke være savnet, ikke i disse tider, hvor nye søskende var til at holde skyggehingsten ved selskab, men ikke destromindre, var det ganske venligt sindet, at lade den hvide hingst kende hans afgang. Et kort hovedslag bragte den lyse pandelok i bevægelse, og han foldede kort halsen, for derpå at rette det hvide blik imod hingstens igen.
“Dine ord er hørt, broder, og din aftræden noteret. Det glæder os at høre om din beslutning, og vi vil i spænding vente, på at se og høre din fremtidige færden. Skynd ej for meget på dit sind, thi vi behøver ingen hast. Dit hjerte mangler stadig at blive hjembragt, men aktionen vil snart blive istandsat. Først føllet, dernæst skyggerne. Du vil ikke betivle når dit hjerte tilhører de højere magter, jeg stoler på at deres kalden vil lokke dig nærmere. Snart vil du være i vores rækker, Volontaire. En ting, der blot kan ses frem til.”

Derpå gjorde den hvide hingst let omkring, og stod i en ganske kort stund, tænkende, med bagparten til den brogede. Han følte dennes ønske om snarest mulig afgang, så at holde ham for længe, ville næppe være velstedt.
“Var dine skridt, og vær vis på at vi venter din hjemkomst. Zeymah.”

Med disse ord, satte den hvide hingst igen igang, og lod kortvarrigt hans skyggedel strejse hingsten. En slags afsked, hvorpå han ville vende tilbage til sin forrige post. Han holdt oftest til nær vulkanen, på de højere lag, hvorfra han havde nemmere tilgang til sin herres ord, og ikke mindst sine brødres magt. Ligeledes var det her, de resterende skyggesjæle oftest var samlet, thi den næringsrige jord, var ikke blot mørk, men også rig på næring, og ligeledes på liv. For de få heste, der nu engang turde at have deres dagligdag på øen, var det ej et problem at få nok ædelse. Måske det var, for dem der ej var vant med det mørke arealer, men de behøvede ej at søge føde, skyggerne kendte hver en afkrog af landet.