Searching... (Ariel)

En hjerteløs sjæl vandrede denne nat på nærmest fremmed grund. Han havde før sat sine hove på denne ø, men ikke ofte. Han befandt sig nemlig på Leventera, fordi han søgte at finde Rana. Hoppen der bar hans afkom i maven. Den hjerteløse sjæl vidste at der ikke ville gå længe, før hun ville føde hans afkom, som ville tage nogle få åndedrag, inden han da ville smide det til skyggerne, hans herre og hans brødre. Ja, et afkom havde de bedt om at få, til gengæld for at han da ville blive en skyggehingst, og blive en del af det broderskab, han altid havde været skabt til at være i.

En omvej havde han bestemt været på, i sit forsøg på at finde sin rette hylde, og finde ud af, hvilken mening med livet han havde. Han havde givet sit hjerte bort, og fået det lagt i en kiste, for at beskytte en simpel hoppe, som derefter havde valgt en anden, at dele resten af sit liv med. Et voldsomt fnys gled fra ham ud i nattens frost, ved tanken om den lysende hoppe, hvis navn han end ikke ville byde sine tanker, for kvalmen og arrigskaben ville da rende afsted med hans sind. Ja, forrådt ham, det havde hun. Men det havde ført én god ting med sig; for den spraglede Volontaire havde søgt tilbage til De, Dem, som han hele tiden burde havde været hos. Og de havde givet ham en ny chance… og han havde bestemt taget imod den!

Han bevægede sig afsted med stolte bevægelser i nattens mørke. Den gråbrogede hingst, vidste udmærket godt at han bevægede sig afsted på et område, som ikke var hans at gå på. For Leventera havde den ’gode’ flok, hvor nogle vogtere også var søgt til. Men han var ligeglad.. De kendte jo ikke til hans mission eller at han snart ville bære skyggerne på sin krop, som var de en del af ham. Nej, de anede intet, de kære sjæle. Intet. Det frydede den hjerteløse vandre, så meget, at det bredte et helt svagt smil over hans ene side af mundvigen. Men kun i meget få sekunder. Han bevægede sig videre i det helt åbne landskab, med nakken knejst og ørene bagudlagte. Han ønskede ikke andres selskab; kun at finde Rana. Men kom der sjæle i vejen for ham, ja, så måtte han jo løse dette problem. Hans muskler arbejde i hans store og brede korpus, mens han bar sig maskulint og galant afsted, med tunge hovslag, der var prægede af at han aldeles ikke var hverken spinkel eller lav. [/font]

Det var blevet eftermiddag. En meget kold vind strøg over den ø som den askegrå havde danset sig vej frem til, det frodige Leventera som ikke længere var så frodigt endda. For vinteren havde gjort sit indtog og det satte tydelige spor i landskabet. Trækronerne bar ingen blade, græsset var døet hen. Men vinden var frisk, stærk og kold, og den askegrå yndede at danse med den selv når den var usædvanligt vild og slog ligeså hårdt som høje bølger mod klipper. De ravnsorte lokker hvirvlede omkring hendes slanke hals mens hun fortsatte sin færd i en energisk trav, med det hvide ansigt hævet og gnistrende gyldne øjne.

Hun var egentlig på vej mod Enophis. Det var de store skove hun ville søge ind i, trods deres tab af blade så holdt hun af at befinde sig mellem de ældgamle stammer. Desuden var det næsten som om Enophis gemte på endnu flere hemmeligheder end Leventera som forekom hende som den mest simple ø, den uden farer og uden lange skygger. Teylars ø. Den askegrå flyttede på sine bløde ører og smilede mildt for sig selv. Jiva ville snart blive en del af flokken og de ville oftere se hinanden, der skulle ikke længere gå måneder mellem deres møder. Nej, hun ville holde sig hos den brogede så vidt som muligt og det selvom den askegrå var så fri en fugl som hun nu engang var. Hun rejste fra ø til ø i en evig dans og hun nød hvert øjeblik, for eventyrlysten i hende døde aldrig ud og hun følte ikke at hun hørte mere til ét sted. Hun var en af Andromedas døtre og hun følte sig hjemme overalt.

Med tankerne hos hendes brogede veninde lagde hun næsten ikke mærke til den sorte og hvide skikkelse som dukkede op et godt stykke borte. Det var en intuition hun havde opbygget over tid, fornemmelsen af at en anden levende skabning var i nærheden selv inden vinden havde båret deres duft med sig.

word count 332

Længe var der ikke gået, fra han havde sat sin vandren igennem det åbne land, indtil han nu opfangede en lugt, der ikke var helt fremmed og dog heller ikke helt bekendt. Men genkendeligt det var den dog, i hans udspilede næsebor. De mørke øjne spejdede frem for sig, og der kom en hoppe dansende, med en askegrå farve på kroppen, og en sort man, der hvirvlede op og ned, i takt til hendes bevægelser, samtidig med at vinden tog i den, hev og sled med kraft. Men hun så ikke besværet ud som hun bevægede sig.
Den brogede hingst virrede kort med sit hoved, inden han da standsede brat op, og kneb øjnene skeptisk og tænktsomt sammen, mens han stirrede ufortrødent i hendes retning. Hvem pokker var det nu, hun var?

Han stod en tid og gloede på hende, indtil navnet så dukkede op i hans ellers efterhånden ’slettede’ hukommelse. Ariel. Han havde ikke glemt hendes navn, selvom han var i gang med en selvransagelse af sit indre, for at slette et bestemt kapitel i hans liv. Den del, hvor Lyset… Il… Hoppen! Var en del af hans hukommelse. Ja, væk skulle den del. Han stoppede ikke sit stirrende blik imod Ariel der stadig dansede ufortrødent afsted. Et svirp, kraftfuldt, forlod hans hale bag ham, inden han knejste nakken voldsomt og markant op. Han forblev stående, for han ville ikke bevæge sig imod hende, somom han søgte hendes selskab; for det gjorde han jo sådan set ikke. Han søgte at finde Rana. Holde et øje med hende, indtil føllet var kommet til verdenen, for at gøre ham til en skyggehest.

Et voldsomt og hæst brum forlod hans stolte og store korpus, inden han da virrede endnu engang med hovedet, fordi blæsten ramte imod hans hoved, med en voldsomt kulde. Han kunne godt lige vinteren, for den kom til skyggernes fordel, fremfor sommeren. Men han brød sig nu stadig ikke om den hvirvlende vind, der synes at irriterer hans følsomme mule samt mulehår.
[/font]

Den askegrå sænkede farten, men det ikke roligt for sig. Tidligere var hun en mere blød danser, men hendes bevægelser havde med tiden udviklet sig til det mere skarpe og pludselige, i takt med at hun var blevet smidigere og stærkere. Det var ikke forsigtighed som prægede hende nu, nærmere en større præcision som gjorde at hun placerede sine lyse hove omhyggeligt. Alligevel foregik hele processen med lethed, der var ingen koncentration, de gyldne øjne gnistrede af livsstyrke og snart nysgerrighed idet hun nu i et spring ændrede retning. Hun havde rigtig fået øje på den anden skikkelse nu, en broget af sorte og hvide farver. Det var ikke en fremmed, tværtimod. Hun genkendte ham, for en hingst var det bestemt, selvom vinden bar hans duft i modsatte retning så var hans bygning og holdning tydelig maskulin selv på denne afstand. Det var den mystiske hingst hun havde mødt på Foehn, ham der var anerledes på den måde som kun ganske få hun havde mødt havde været det. Volontaire. Et smil formede sig svagt over den hvide mund, hun nærmede sig uden tøven og ekstra tanke, for det var længe siden hun sidst havde stået over for den uransaglige hingst.

Hendes trin var lette idet hun nærmede sig i trav, et tempo som ikke var så opildnet som hun egentlig følte sig. For vinden prægede, den satte en vildskab i sjælen på de fleste, men den brogede havde absorberet hele hendes opmærksomhed. Inden hun endnu ville kunne høre hans stemme og rigtig se ham i øjnene sænkede hun farten, denne gang mere rolig. De sidste skridt blev taget i en trippen, inden hun til sidst standsede foran ham. Han havde nemlig slet ikke flyttet på sig siden hun fik øje på ham, hvilket den askegrå ikke opfattede som en afvisning. Et glimt af ham ville også være nok for den grå, selvom hun helst blev for mere. Hun lagde sit hvide ansigt let på skrå, med let udspilede næseborer. Noget ved ham var anerledes end hun huskede. Men det afskrækkede bestemt ikke den grå.

”Volontaire.”

word count 347

Den brogede skikkelse stirrede stadig imod den dansende hoppe, der blot fortsatte sin færd i noget tid, indtil hun ret målrettet ændrede sin retning en smule, og nu kom direkte imod ham. Han spændte ikke op, og gjorde heller ikke anstalter til at rejse sig for at jage hende væk. Nej, for hun skulle tidsnok træde fra ham, og søge andet selskab, uden han behøvede gøre det store for det. For han var ikke et særlig hyggeligt selskab for de fleste, det vidste han skam godt. Men det kunne skam ikke betyde mindre for ham, end det allerede gjorde; for den hjerteløse hingst var dybt ligeglad.

Hun kom tættere og tættere imod hans tilstedeværelse, og da hun kom tæt nok på, blev hendes skridt mere trippende, for til sidst at standse foran ham, med en hilsen, bærende på hans navn. Det var længe siden han selv havde hørt det… Fra andre end Fuyu og skyggerne. Hans brødre. Hun sagde det med den feminine tone som hopper nu engang har; men Volontaire var bestemt ikke en hingst, der havde nogen form for svage sider, overfor disse skabninger mere.

,,Ariel”

Lød det hæst fra ham, som en hilsen tilbage til den askegrå danser, der havde søgt hans selskab. Hvorfor, det vidste han ikke. Han stirrede fortsat på hende. Hun var blevet mere voksen at betragte. Ikke gammel, men blot mere udviklet end første gang de havde mødtes, på Foehn. I Volontaires indre, blussede flammen kort op, i en hidsig gestus, der fortalte ham, at hun var et satans værk, der skulle udryddes og af vejen. Men Volontaire kunne nu godt håndtere sin egen flamme. Ariel havde intet gjort ham; og så længe hun ikke blandede sig i hans færden, måtte hun da godt forblive stående på alle 4 ben. Han kneb øjnene tænksomt i, mens han fortsat stod rank og flot, med den maskuline og stærke hals godt knejst. Flere ord kom ikke fra ham. Han havde altid været en hingst af få ord; og hun var søgt til ham. Ergo måtte hun tale, hvis der skulle tales.
[/font]

Der var bestemt noget anerledes ved den brogede hingst. Hun betragtede ham undersøgende med et åbenlyst nysgerrigt, men også venligt blik. Der var ingen fordomme at finde hos den grå, selvom hun fornemmede at en kulde hang over ham. Det lå i hans brune øjne. En ny form for energi ulmede i ham, en hun ikke kunne gøre sig klog på. Hendes eget ravfarvede blik der ikke skjulte en eneste følelse som gik igennem den slanke hoppe, mødte uden videre disse nu anerledes øjne. Han var stadig ligeså lukket som hun huskede ham, få af ord og hun spidsede sine bløde ører da hans dybe stemme udtalte hendes navn. Det var altid interessant at høre det blive sagt i en andens mund, det lød næsten fremmed selvom hun var tæt forbundet med det ord hun præsenterede sig for andre sjæle med. Et smil gled over hendes mule.

”Du husker mig,”

Vinden strøg stadig over dem, så den sorte man dansede iltert om hende. Lang var den ikke, ikke i forhold til så mange andres, men der var liv og gnister i den. Præcis ligesom øjnene. Hun brummede mildt af ham for at udtrykke sin glæde over opdagelsen.

”Det er ellers længe siden vi mødtes på øen af aske.”

Trods hendes nysgerrighed og sociale sind så havde hun som sådan intet mod hans få ord og stilhed. Hun var en energisk sjæl, men hun førte gerne sine samtaler langsomt. Møder byggede ikke kun på ord, der var også samhørighed i blot det at se hinanden. Og det var det Ariel fandt vigtigt.

word count 265

Den livsglæde der prydede over den unge hoppe, i både øjne, tale, krop og ja, smil, var ikke noget han ofte så, den hjerteløse vandre. Han så sjældent en livglæde der var så stor, og en nysgerrighed der også var så stor. Ja, hendes glæde strålede omkring hende, så meget at hun næsten ikke kunne bære det i sin fine krop. Han var ikke som sådan betaget af det, men han var forundret. For den livsglæde havde han aldrig haft, eller havde han? Ja, det havde han nu nok engang, for længe siden. Men også det kapitel havde han valgt at glemme og slette, for det var ikke en del af ham mere. Så det var også røget bagest, og lå nu i hans ’skraldespand’. Hun lød næsten glad og smigret, over at den mørkbrogede hingst kunne huske hendes navn; og hun påpegede også at det var længe siden de ellers sidst havde truffet hinanden. Ja ja. Hun skulle bare vide, den askegrå hoppe.

,,Jeg husker skam helt fint, Ariel.”

Svarede han en smule påpegende overfor hoppen foran ham. Hans hukommelse fejlede absolut intet. Overhovedet. Men jeg glemmer det, jeg vil glemme, tænkte den hjerteløse. Men dermed ikke sagt, at han rendte og huskede på hendes navn til hver en tid, for sådan lå landet absolut heller ikke. Men han havde ingen grund til at glemme hendes navn. For hun var ikke … Hoppen. Et svirp gled fra hans sorte hale, inden han kort stirrede henover hende, fordi hun i for land tid havde forsøgt at stirre direkte ind i hans møre øjne, der efter sidste møde, nok langsomt havde skiftet karakter. De var ikke de samme at kigge i mere. For dengang var der en anden glød i hans mørke øjne, end den glød der var der nu. En glød, der boltrede sig med flammen i hans indre. En flamme, der søgte hævn.

Hun slog kort et slag med sin kulsorte hale mens det ravfarvede blik stadig hang fast ved den brogede. Hun studerede ham, reaktionerne og de små detaljer, men det var ikke indgående på den måde at det blev ubehageligt. Den askegrås nysgerrighed og interesse for andre sjæle var umættelig. Hvilken side af solen de så end var født på, så fandt hun dem stadig forundringsværdige, specielt de som skilte sig ud fra mængden. Og den sorte og hvide hingst var bestemt gemt længere bort end de fleste – eller ikke gemt, der var et forsvarsværk omkring ham. Ikke noget hun agtede at klatre over, men dele hans selskab det var noget hun ønskede. Hvad mon havde ændret ham? Noget havde gjort en forskel for ham, en forskel så stor at selv den livsflamme som glødede i ham som den glødede i alle andre sjæle var forandret. Den brændte af noget andet og derfor havde den skiftet farve og karakter. Hun flyttede på ørerne inden hun rettede dem frem mod ham igen, lyttende til hans ord. Hun smilede atter.

”Askeøen klædte dig bedre. Hvad har bragt dig til Leventera? Teylar?”

Hun tvivlede, men spurgte alligevel. Håbløst ærlig var hun dog, hun forventede på ingen måde at hendes ord ville virke stødende, for sådan var de ikke ment. Ligesom hun ikke tog andres ord synderligt tungt. Og den mørklødede hingst havde bestemt virket mere vant i sine omgivelser da hun var stødt ind i ham første gang.

word count 246

Den mørkbrogede hingst, stod blot med blikket henover hende. Han kunne skam godt fornemme at den livsglade hoppe, Ariel, fortsat havde blikket imod hans øjne. Men så længe de ikke havde øjenkontakt, måtte hun stirre så meget hun ville, på den forandring der allerede nu var kommet, selvom han endnu ikke var gået helt over i mørket. Men tre hove der var; der manglede blot den sidste hov, hans mission, og da ville han være en del af skyggernes broderskab! Hun glødede stadig, som en lille stjerne foran ham. For selvom han havde forandret sig, virkede det ikke til at påvirke den unge hoppes glæde og gejst omkring hans selskab. Han forstod det dog ikke.. men så længe hun selv forstod det, måtte det jo være nok. Et svirp forlod hans hale, da hun talte, og da hun var færdig, lod han sine mørke øjne ramme direkte ind i hende, med en isnende kulde, der dog ikke var henvendt hende.

,,Foehn er også hvor jeg hører til, Ariel, hvor mine brødre er. Men jeg søger en bestemt hoppe, der bærer mit føl. Hun skal findes, og føllet også. Jeg skal bruge det.”

Besvarede han hende, med den hæse og ru tone, der ejede mange mørke toner. Han valgte at svare hende sandt; for hvorfor skulle han skjule sandheden? Han skulle bruge det føl. Og hvis hun spurgte indtil hvad, ville han også svare. For han var stolt af sin mission; han var stolt at, snart at kunne være en del af broderskabet. Være en del af den flok, der altid havde været ham tiltænkt. Hans øjne stirrede stadig tomt imod hendes livsglade øjne, mens hans indre flamme hoppede og dansede i lyst, afventende på hendes reaktion. Ville hun undre sig? Spørge igen? Et meget svagt smil kom i hans mundvige, næsten uden at det kunne ses. Det var ikke et glædens smil. Nej. Det var et lumsk og selvtilfreds smil. Men det forsvandt hurtigt igen.

Det var først nu han formåede at møde hendes gnistrende blik. Den askegrå betragtede ham endnu undersøgende mens hun mærkede varmen i sin krop, varmen fra den strækning hun lige havde danset. En yderst aktiv sjæl, hun brugte ikke mange timer på at tage føde til sig da hun altid var på farten. Men det betød ikke at hun ikke havde tid eller overskud til at nyde det nu hun stod i, tværtimod så forkastede hun fortiden og bekymrede sig ikke alt for meget om fortiden, hun var netop en sjæl der foretrak nuet selvom hun dansede rundt fra ø til ø. Utrætteligt, evigt nysgerrig. Hun flyttede på sine bløde ører da han igen talte, rettede dem fremad. Vildskaben fra da hun stadig var i bevægelse var mere dæmpet nu, hun stod ganske roligt og tog alle hans detaljer til sig. Alligevel formede der sig ingen dom i hendes tanker om ham. Om det var en fordel eller ulempe var ikke til at sige, det var en styrke men hver styrke har også sin skygge.

”Dine brødre?”

Den askegrå mimrede på sin kridhvide mule, næseborene var stadig let udspilede da blodet og ilten stadig cirkulerede med en nogenlunde hast rundt i hendes krop. Det var en god fornemmelse. Hun så en anelse overrasket på ham, hun havde ikke mødt andre som han og bestemt ikke nogen der kunne siges at være af hans familie. Det lød heller ikke som et blodsbånd.

”Hvad er hendes navn, den hoppe du søger?”

Havde han stiftet familie? Hun lagde igen hovedet på en anelse på skrå.

word count 266

Den brogede hingst, stod med blikket direkte i den livsglade hoppes øjne. Deres øjne var dimentrale modsætninger af hinanden, og dog alligevel ikke helt. For der var gnister i hans øjne, ligesom hendes. Men de gnister der var i hans, var ikke af livsglæde; de var af hævn, der bundede i et nederlag og en sorg. Men den sorg der var, var langsomt begyndt at forplante sig som et indædt had, der snarest ville bryde ud. Og når dette skete, ville han ikke ønske for andre, at de var i hans nærhed; for det ville blive grumt. Og blod ville flyde… Hans øjne fjernede sig ikke fra hendes, selvom han før i tiden nægtede at kigge andre i øjnene.
For nu, nu havde han intet at skjule. Alle måtte vide, hvad der var i hans øjne. For der var ingen svaghed mere. Intet der kunne skade ham. For det han før havde kær, var nu ikke hans at have kær mere. Et voldsomt fnys gled fra ham, da hans tanker kort stak af fra ham, og han ikke kunne kontrollere dem. Igen var hans fokus på den askegrå hoppe, der talte og derfor ’vækkede’ ham igen.

,,Mine brødre, ja. Skygger, du end ikke ville ønske at kende, Ariel”

Stemmen var hæs og ru. Dyster. Det var nok sandheden. Ikke alle ville kunne klare at kende disse skyggebrødre. For da ville de måske skade deres indre og deres sjæl. Men Volontaire blev ikke skadet af dem; han blev stærkere af dem. For de var det, han altid havde søgt og ledt efter.

,,Hoppen jeg søger, er Rana.”

Han kiggede kort væk fra hende, og udover det åbne område. Med blikket imod Leventera. Han vidste godt, hvem der holdt til i den flok. I hvert fald nogen af dem. Og dette fik hans muskler til at spænde op, og ørene helt ned i nakken endnu engang.

Hun mærkede hvordan han holdt hendes blik fast. Det slog hende at det var første gang hans øjne havde mødt hendes – selv dengang, helt tilbage ved deres første møde havde han undgået det. Det huskede hun pludselig, nu da hans mørke øjne så tilbage ind i hendes ravfarvede. Jo mere hun så, jo mere tavs i sit kropssprog blev hun. Som sådan ikke af overvældelse, men fordi hun pludselig følte at hun virkelig så ham. Der var noget med øjne. Spejle til sjælen, øjnene var det andre så verden med. Og de to sjæle så verden vidt forskelligt, det var der ingen tvivl om. Hun veg ikke, hverken fra hans blik eller hans selskab. Noget gjorde hende nysgerrig på ham, noget hun ikke helt forstod endnu. Den askegrå slog med halen efter han havde udbrudt et pludseligt fnys, udløst af noget der måtte foregå i hans tankestrøm.

”Skygger, siger du? Er det de mørke kræfter jeg har hørt om, dem som ulmer på Foehn?”

Hendes udtryk skiftede ikke trods ordene og emnet. Hun vidste ikke meget, men hun vidste lidt. Få sjæle havde nævnt mørket for hende, men mere kunne de ikke fortælle – og hun var ikke sikker på hvad hun selv mente om det. Men hun ønskede viden, det undrede hende at en hingst som Volontaire kaldte sig selv en bror til disse skygger. Selvom hun så at flammen i ham brændte af noget mørkt, så anså hun ham ikke som værende ond – for det var vel det de blev opfattet som, de mørke kræfter? Hun løftede mulen en anelse da han sagde hoppens navn, genkendelsen viste sig i hendes blik.

”Rana har jeg mødt, men det er længe siden nu og det var ikke på denne ø.”

word count 293

Den mørkbrogede hingst, hvis blik var flakket udover Teylars område, virkede fjern. Men det var han ikke. Han lyttede til hvert et ord den unge hoppe nu engang ville sige, hvis hun da ville sige mere. Han anede ikke hvorfor hun forblev i hans selskab; for det var sjældent at andre gjorde det af lyst. Eller også jagede han dem væk. Det havde han endnu ikke gjort ved Ariel; og hvorfor, var ham som sådan ikke nogen gåde. For Ariel, den askegrå, havde ikke trådt over hans grænse. Hun forsøgte ikke at snøre ham, eller komme tættere på ham. Hun rørte ham aldrig, og gjorde heller ikke anstalter til det. Desuden stod hun stille. Hun fløj ikke flakkende omkring. Så en eller anden form for accept, havde han nok for hende. Og det var stort, for en hingst som den hjerteløse vandre, hvis hjerte var gemt i en kiste og ikke længere hans. Om hun nogensinde ville opfatte dette, anede han ikke.

,,Skygger, ja. Et broderskab, der hersker på øen Foehn. Et broderskab kun få er en del af. Et broderskab, der er stærkt af skyggernes bånd.”

Fortalte han, med stolthed i stemmen, inden han kort kom med et ’grin’ hvis man kunne kalde det det, over hendes ordvalg: mørke kræfter.

,,Om det er mørke kræfter, kan jeg ikke fortælle dig, askegrå hoppe. For mig, er det de rigtige og korrekte kræfter der lurer i skyggerne.”

Ja, det var mørke kræfter. Men for Volontaire, var det også de eneste rigtige. Og det eneste rigtige sted at befinde sig. Han slog med halen, inden han stirrede på hende, da hun fortalte at hun havde mødt Rana, men for længe siden.

,,Hvilken ø var det?”

Han lød måske spids – men han skulle altså finde hende!

Hans ord vakte undring i den askegrå. Hun betragtede ham endnu, om end ikke så undersøgende som tidligere. Trods hans særheder følte hun ingen utilpashed ved hans nærvær og hun fandt det allerede naturligt at befinde sig i hans selskab. Men sådan var det med den grå. Hun rystede i en kort bevægelse sine sorte lokker efter vinden rigtig havde haft fat, for at sætte dem på plads igen, men de dansede snart vildt igen. Hvert af hans ord opfangede hun, og de gyldne øjne forlod ikke et øjeblik den brogede skikkelse.

”Skygger og broderskab.. Du er den første jeg har mødt i så fald, og det selvom jeg ofte har lagt vej forbi askeøen.. Hvad kalder I dette broderskab?”

Hun huskede Eagles modvilje mod at tale om præcis dette emne. Han havde ikke ville fortælle hende meget og havde i det hele taget virket skeptisk over for hendes spørgsmål – selvom det blot havde været et kort glimt i hans øjne så havde hun skam opfanget det. Trods den askegrås tilsyneladende simple ydre så sprudlede hendes indre af tanker og overvejelser. Og de gyldne øjne så mere end man skulle tro, for det havde hun lært under sin opvækst alene.

Der gik et øjeblik hvor hun blot så på ham og så kort nikkede mens hun lyttede. Ikke fordi hun gav ham hverken ret eller uret, hun tog blot hans mening ind uden at den påvirkede. En fugl flaksede forbi over dem, hun flyttede let på ørerne men holdt ellers opmærksomheden hos hingsten. Og overvejede kort, men svarede så endelig:

”Enophis.”

Mørke. Ikke noget hendes hjerte brændte for, det vidste hun dybt i sin sjæl. Men afvise ham ønskede hun ikke, for hun så mere end det i ham. Rana med føl? Det ville blive en smuk skabning.

word count 302

Den brogede hingst stod stadig i Ariels selskab. Og det var egentlig sjældent, at han sådan blev i et selskab, i længere tid af gangen. Men Ariel havde bragt Rana på banen, ved at nævne at hun ikke var på denne ø; og derfor havde han endnu mere grund til at forblive i lige netop dette selskab. Før havde han fortalt lidt om skyggernes broderskab. Og den unge hoppe, anede vidst intet om lige netop dette. Egentlig kunne den hjerteløse vandre fortælle en masse løgn og latin til Ariel, uden hun ville ane det. Men for nu, valgte han ikke at gøre det. Han ville end ikke tale mere om det. For han havde sagt nok nu.

,,Måske mødes vi igen en dag, Ariel. Så kan du se det, med dine egne øjne.”

Her mente han sig selv. Han svarede ikke engang på hendes spørgsmål. For han havde ingen grund til det lige nu. For hun havde svaret på hans andet spørgsmål. Fortalt, at Rana sidst var set på Enophis, i hvert fald af Ariel selv. Han kneb øjnene målrettet i, inden han svirpede med den sorte hale, og kiggede kort på Ariel, med et enkelt nik. Måske var det et form for ’tak’, hvis hun da selv kunne tyde det.

,,Min færden vil fortsætte til Enophis. Farvel, Ariel”

Sagde han så, med den ru og hæse stemme, og vendte hende siden i en rolig men maskulin bevægelse. Et langsomt smil kom over hans mule; et lumsk et af slagsen. Ak ja, lille Rana. Tiden er kommet, tænkte den hjerteløse vandre, og bevægede sig nu afsted, med blikket imod Enophis; den store bjergø. Om Ariel og han ville mødes igen, kunne han ikke vide. Men hvis de gjorde, ville han nok ikke være den samme mere.

[ OUT! Tak for lyn tråden Shan! ]