Hjem..

Tiden gik stærk, den unge rødbrogede var allerede plag. Han lignede mere og mere en hest, og kun hans bagpart som var lidt højere stillet afslørede at han endnu var en ung fyr. Det fine lille kantede hoved blev holdt stolt, mens halsen knejsede blødt og lækkert. Dansende bar hans travende skridt ham afsted mellem de golde træer. Han var på vej tilbage imod vulkanen, eller nærmere flokkens område; men vulkanen han kunne skimte fra tid til anden var hans retningspunkt. Let svingede han den allerede efterhånden længere hale, der bar mere fylde for hver dag. De to forskelligt farvede øjne så sig nysgerrigt omkring, mens han dansede lystigt mellem træerne, smidigt.

Kådt slog han et krumspring ind og et let hvin, mens han slog med det kønne hoved; hvorpå et drenget smil bredte sig over hans spraglede mule. Hans øjne lyste op af liv, glæde og nysgerrighed, mens han stille og roligt begyndte at tage mere og mere hingste attitude på sig, i takt med han voksede på vej imod at blive en fuldvoksen hingst en dag.

[ Reserveret til Jivala ]

    ❖ Jivala  ❖
                        - "Take me some place, where there's      music and there's laugther.."

Hjem...

Den brogede hoppe havde endelig fået begivet sig ud på den askebelagte ø. Øen, hvorpå den rødelige slange havde sagt skyggerne ville være. Hvordan de så ud, vidste hun ikke. Så hvordan hun skulle finde dem, var også et mysterium. Men det var noget hun skulle, hvis hun ønskede at forsætte på Andromedas øer i live. For hvordan hun skulle kunne holde fast i livet hvis ikke hun skaffede skyggen.. jah, det vidste hun ikke. De mørke øre vippedes svagt tilbage, imens hun vagtsomt lod blikket glide omkring. Ingen ting... intet endnu.
Med en langsom bevægelse, stak den brogede hovedet ud imellem stenene. Så sig endnu engang omkring, imens at de følsomme næsebor prøvede at opfange andet end den evindelige lugt af sod. I mørket så den unge hoppe ikke meget, og trådte derfor endnu et skridt længere ud. Nervepirrende og anspændt, da der var et godt stykke til den næste samling af sten. Åh, hvor hun savnede Chibales dybe skove.. et sted som hun kendte. De store trækroner forekom hende fjernt på dette sted, og hun virrede svagt på det fine hoved. Snart.. snart ville hun være tilbage. 

Efter at have set sig omkring en sidste gang, luskede den smalle hoppe ud fra stenenes dække. Den ravnsorte hale hvislede svagt bagved hende, inden at hun med sænket hoved prøvede at liste imod den næste klynge sten, uden at vække for meget opsigt. 

words: 233 | Tag: Lupe

Hans stærke og lange ben spankulerede flot under ham, selvsikkert og overlegent. Lupë svang sig ind og ud mellem træerne, mens han færdedes i skoven, ikke langt fra brynet. De mange golde nøgne træer, gjorde ikke skoven til et særlig godt skjulested. Nej, hans røde pels ville nok blive afsløret tydeligt, selv på afstand. Dog var det derfor også nemt for den unge hingst at se hvad der skete ud imod engen, mellem de nøgne stammer. Han dansede med høje knæløft, før han stille sank farten, mens hans to forskelligt farvede øjne langsomt blev distraheret. Næsten helt betaget satte han gradvist farten ubevidst ned ind til han helt stod stille.

En slank, broget og ukendt skabning fór i hvad Lupë ville kalde for høj fart, ind over den askebeklædte eng. Langsomt vendte han fronten ud imod engen, mens han selv stod kun sølle ti meter inde i skoven fra skovbrynet. Han stod rank og stolt, mens han elegant og hingstet bar sin holdning i denne parade. Stille lagde han hovedet på skrå, nysgerrigt mens han vippede nysgerrigt med ørerne. Hans øjne funklede i ren nysgerrighed og livs glæde, før han stille spankulerede frem og snart var ude af sit skjul, dog stadig en god femhundrede meters afstand fra den fremmede. Endnu var hun mere eller mindre en flerfarvet klat for hans udsyn… Alligevel fandt han den kuldsorte hale der fulgte hede, meget betagende. Smuk. Spændende.

    εжз Jivala  ❖
                        - "These shackles I've made in an                 attempt to be free "

HJEM... 

Ude i siden, rejste en mørk og væmmelig skov sig. Det krogede grene bar ingen blade, og det gråtonede landskab bar ingen tegn efter den frodige farve der omgav de andre skove Jivala kendte til. Smådyr var der heller ikke noget af, så en næsten uhyggelig stilhed lå over området. De nøgne stammer bar intet der trak i den brogede, og hun kastede derfor blot et flygtigt blik på dem nu hvor hun alligevel passerede forbi dem.
Som den brogede bevægede sig hastigt noget over landskabet, fangede hendes blik dog noget ganske besynderligt. en farve, der bestemt ikke syntes at høre til i det underlige landskab. Rød.. Undrende gik hun nogle meter længere frem, inden at det sank fuldkommen ind i den brogedes hoved. Der havde været noget! Med en pludselig bevægelse satte hun forhovene i jorden, gled de sidste meter frem, inden at hun drejede hovedet længere tilbage igen. Hvad havde det være for noget?

Godt femhundrede meter tilbage, spankulerede den fremmede ud af skoven. Hans røde farve virkede næsten ligesom hvid imod den sorte baggrund, og stod ny tydeligere frem end før. På denne afstand kunne hun ikke se hvor stor den anden var, men meget større end hende kunne han umuligt være. Skeptisk vippede den brogede ørene ned i nakken, imens at hun hastigt løb igennem diverse tanker omkring denne fremmede. Hvem kunne han være?
Den brogede nåede dog frem til en konklusion, og blev derfor stående. Svagt nysgerrig omkring hvem dette kunne være.

words: 247| Tag: Lupe

Synet af den fremmede var besynderligt og finurligt, da han så til som hun stoppede ret så klodsende op. Hans nysgerrige spankulerende bevægelser blev i samme øjeblik sat på hold da hoppen bremsede op. En mindre askesky syntes at kunne anes omkring hende fra engens golde askebefængte græs, og en halv parade blev lagt ind mens han havdemere travlt med at vippe ørerne observerende frem imod hendes retning, frem for at fortsætte sin spankulerende gang. Lattermildt bredte sig et stort drenget smil, fornøjet, mens hans øjne glimtrede livglad.

Den fremmede brogede havde vendt sig omkring, og stod bare der. Om hesten bar ørerne fremme eller ej, var svært som sådan lige at sætte hoven på for Lupë, for fra hans udsyn så han kun denne fremmede, med den smukke sorte hale, som var spændende. Hun stod stille, og om man ville eller ej så han det som en accept for bekræftelse for hans tilnærmelse, hvilket han tog ufortrødent til sig.

Små hingstet lød hans mindre hvin fra hans spraglede mule, der dog lød en anelse lyst - hvilket afslørede hans unge alder af en plag på godt halvandet år. Elegant og stolt, bar hans sig prægtigt afsted som han nu kunne. Trods af alt så han fin proportioneret ud, og højden var da også med ham med hele halvanden meter i stang efterhånden. Nej, han var ikke blot et føl mere... men just heller ikke voksen endnu.

Et lyst hingstet hvin lød fra den fremmede, og med en undrende bevægelse tippede hoppen hovedet på sned. Så lyst? Han kunne ikke være frygtelig gammel med sådan en lyd, da den bestemt ikke mindede om det hun havde forestillet sig. Skulle den ikke være dybere? Og dog, hvem var Jivala til at sige hvad en hingst lød som. Hingste var et sjældent selskab, så den fremmede kunne være ung som gammel - hun ville ikke kunne bedømme fuldkommen ud fra stemmen alene. Prægtig tog han sig dog ud, sådan som han bevægede sig igennem det mørke landskab. Rank og ædel, hvilket fik et blidt smil til at trække op i hoppens mundvig. En ting var sikkert - han var kønnere at se på end hende som ung. Det var først nu Jivas krop havde artet sig, og besluttet sig for at danne en slank og velformet hoppe. hun hældede en anelse til den spinkle side, men hvad kunne man sige. Hende forældre havde ikke just været skabt til den kraftige side.

Med et mildt brum rankede hoppen ryggen, og trak med en let bevægelse halsen længere op. sådan som han tog sig ud, ville hun ikke lade alt shine falde til ham. Med en lys tone trippede hoppen fremad, og kastede kort hovedet opad. Munter, og for en stund overkommet sin skepsis.

Selvom hoppen havde lagt sit hoved let på sned, og de fleste ville have tolket dette som spørgende, så Lupës to forskelligt farvede livlige øjne kun et meget smukt og fint hoved fra en anden vinkel. Han betragtede dette, mens han i sin egen nysgerrighed helt overså det milde smil hun ellers havde fået haft på mulen.

Han nærmere sig, og om man ville, fandt han hendes accept i da hun selv trippede frem med en lys tilhørende tone. Reagerende på hendes lyse tone, vippede hans ører opmærksomt en enkelt gang, før han tog et par enkelte mere flyvende og svævende trin i sin tilkommende trav, mens han knejste hingstet i nakken. Han stoppede nu op, meget samlet af parade, mens han knejste i den højtholdte nakke. Det var tydeligt han var ung og frisk af udseende, muskulaturen var dog også i god form; mens hans lette vinterpels skjulte det lidt. Men også kun lidt.

"Vær hilset."; talte hans drengede og unge stemme for, blødt og med en snært af mere dyb end den havde været før. En ret så behagelig og drenget stemme lød, hvor nogle ville finde den charmerende og andre relatere den stærkt til det frække glimt i øjet han hyppigt havde. Bredt bredte et drenget og nysgerrigt smil sig over hans mule, mens han nikkede kort i bløde bevægelser; før han ikke kunne undgå at atter betragte hende let... Den hale.

Den unge hingst var utrolig frisk og livlig, hvilket tydeligt viste sig i hans energiske og fyrige bevægelser. Fjedrende trådte han frem igennem asken, imens han uden besvær trådte uden om hvilke sten og grene der måtte ligge i vejen. Det tog ikke lang tid for den unge skikkelse, og snart stoppede han op i samlet parade foran hende. Det lyse blik gled nysgerrigt ned over hans krop, der på trods af alderen, så ganske vel proportioneret ud.
Den drengede stemme fik Jiva til blødt at vippe ørene frem. En formel hilsen, og en let fnisen kunne høres fra hende. Charme havde han bestemt, det kunne hun ikke tage fra ham. Og hans lette tilgang til andre, samt udadvendte attitude gjorde det let for de mere sky skabninger som Jiva selv. Det smittede joh af!

"Vær hilset.."

sagde hun, dog i en lidt mere dæmpet tone end hingsten selv. Der hvilede på trods af alt et friskt glimt i hoppens nøddebrune øjne, og med kort svirp af halen trådte hun tættere på. Nysgerrigt puffede hun ud efter hingstens mule, før at hun med sitrende næsebor fangede hans fært.

"Og hvem er du så?"

spurgte hun kort efter, og smilede lidt bredere.

Selvtilliden fejlede bestemt heller ikke noget hos hingsten. Det var ikke noget han som sådan talte om, eller vægtede højt - men blot alt i alt det at han hvilede i sig selv, og det at bekymre sig, lå ham så fjernt, resulterede i en meget selvbevist og jordnær attitude. Let vippede han opmærksomt ørene en enkelt gang, mens smilet stillet blegnede, en smule forundret, da først hendes milde fnisen havde lydt. Hurtigt genoptog hans drengede smil sig over hans spraglede mule, mens han pænt stod hvor han nu var.

Frem trådte hun, og selvom det var et kønt ansigt der mødte ham først; var det alligevel de smidige og feminine bevægelser, i samspil med den smukke hale, der fangede han blik for de få sekunder. Hendes stemme matchede hendes ret så feminine og smukke ydre, alt imens Lupës forskelligt farvede øjne lod sig hvile roligt, næsten trygt, i hendes nøddebrune livlige øjne.

Hendes mule puffede hun imod ham, og som en dæmpet reaktion havde han selv lidt ubevidst skuttet mulen lidt frem imod hende, før den stille gled lidt tilbage igen på plads. Lidt håbefuld havde han nærmest set ud, mens det drengede udtryk endnu hvilede trygt om ham.

"Mit navn er Lupë."; hans stemme var drenget, men venligt og imødekommende. Stadig med en snært af dybere tone, der ville kunne findes charmerende med den selvtillid der også spillede i hans dog stadig ungkarle stemme.

"Hvad med Dem?"; besvarede han hende, med en vis interesse i form af at strække mulen en anelse frem, uden at have i sinde faktisk at røre hende. Han vippede nysgerrigt med ørerne, uden overhoved at ville vægte andre individer eller ting hans opmærksomhed. Den havde hun nu, til fulde.

Hvis den brogede tænkte nærmere over det, var det ikke ofte hun var blevet hilst således. Og holdt hun fast ved tanken, ville det gå op for hende, at det faktisk var første gang. Det var første gang hun egentlig havde hørt ordende henvendt til hende, og havde blot gentaget dem af ren refleks. Ligesom et normalt hej, hvor man også svarede med det samme ord. Udfra unghingstens mangel på undren, satsede hun på at det havde været det rette at gøre. Dog vidste hun ikke om det forundrede blik havde været en fantasi, da det hastigt forsvandt igen.
Et tvefarvet blik mødte hendes, og svagt brummede Jiva for sig selv. At have 2 slags øjne... tænk at det fandtes. Meget havde hun set eller været vidne til, men det havde nu ikke været en af dem. En gang skulle nu være den første, og Lupë fik den første ud af megen opmærksomhed sådanne øjne nok ville give ham. På sin vis, mindede det hende kort om Ariel. Den asefarvede havde også nogle af de smukkeste øjne Jiva nogensinde havde set.

Med et drenget smil præsenterede Lupë sig. Den unge stemme havde endnu ikke taget en meget dybere drejning, men selvtilliden skinnede klart igennem. Det var tydeligt at Lupë var en hingst af charme, og med en karismatisk vinkel til nye selskaber. Det var rart at være i nærheden af - det var sikkert. Let vippede hoppen hovedet længere opad, og med et svirp drejede hun de en anelse.

"Jeg hedder Jiva-"

Hoppen stoppede næsten klodset i sætningen, og trak så a'et en smule længere ud end oprindeligt burde være. Hvorfor hun ikke sagde den sidste linje, vidste hun faktisk ikke helt. Måske ønskede hun bare ikke at blive kaldt hele sit navn. For at lede opmærksomheden væk fra hendes haltende sætning, nikkede hun med et ryk. Den krøllede man hvirvlede om hovedet, inden at den i fjedrende bevægelser lagde sig ned igen.

"Jah, Jiva".

Nikkede hun energisk. Jivala var ingen god løgner... men det var nu heller ikke en løgn.

Den unge rødlige hingst betragtede hende roligt med de to forskelligt farvede øjne, mens hendes navn lød fra hendes mule. Stille nikkede han smidigt i nakken, bekræftende af den første udtalelse hun gjorde sig. Det drengede smil bredte sig over hans mule, mens hans øjne funklede endvidere livligt som de så i hendes.

Men selvom hendes fyldige man og hale tog meget af den unge Lupës opmærksomhed, kunne han ikke undgå den lettere komiske akt over at hun sådan nærmest gentog hendes navn. Som havde hun sagt eller udtalt det forkert? Mon hun løj? Lupës smil blev blot bredere, før et let drenget og fornøjet latter blev slået op for en stund. Yderst harmløs og ærlig, mens han kort morede sig over hendes præsentation.

"Okay så..."; mundede hans latter ud i den drengede stemme, der bar præg af noget dybere og mere charmerende der ville komme i hans vækst. Han nikkede hingstet og lidt bekræftende, før et drillende glimt dukkede op i hans forskelligt farvede øjne.

".. og det var Jiva? Det er De helt sikker på?"; lød hans stemme drillende, mens et kortvarigt få sekunders grin forlod hans spraglede mule i ren harmløs dril. Venligheden strålede nærmest ud af hans øjne, alt imens den frække glimt forblev.

Den rødlige Lupë smilede bredt, og forfjamsket vippede hoppen hovedet til siden. Det brune blik gled over det grålige landskab, alt imens hendes opmærksomhed stift rettedes imod en mindre forsamling af træer længere fremme. Kort sneg hun sig til at se tilbage imod den rødlige, men vendte hurtigt blikket væk igen. Havde han allerede gennemskuet hende? Pinlig berørt trippede hun let i jorden, imens den behagelige latter steg fra unghingsten. Hvis Jivala havde været i stand til at rødme, ville hun gøre det nu.
Om hun var sur - eller sågar fornærmet, ville være forkert at sige. Hun var.. akavet. Ikke i stand til at se imod den røde, uden selv at slippe et ellers perfekt bluff. For vendte hun blikket imod Lupë tvefarvede øjne, var hun sikker på at det ville være nemmere at gennemskue end det i forvejen var. Og det ville stille hende i en underlig position.

"Jah selvfølgelig!"

Med et fnys slog hun hovedet opad, og endnu en energisk nikken understregede hendes ord. Det brune blik vendtes kort tilbage imod hingsten, og hun åbnede kort munden som ville hun sige mere, men lukkede den igen med et skævt smil. Han drillede hende.. eller, det gik hun i hvert fald stærkt ud fra. Med et drillende glimt gik hun tættere på, før at hun let vente hovedet væk.

"Det er faktisk lidt fornærmende, at du tvivler.."

sagde hun anklagende, og så kort tilbage imod unghingsten. Dog var der ikke skygge af alvor i stemmen, og hoppen havde aldrig været god til at skjule glædelige følelser.

Det var næsten endnu tydeligere nu hvordan hoppen Jiva, eller hvad hun ville sige sig at hedde, måske gemte på noget. Dog blev dette ikke taget på nogen måde tungt fra Lupës side. Tvært imod, han fandt kun denne yderst smukke fremmede hoppe temmelig morsom og underholdende. Han vippede ørerne frem nysgerrigt mens hans nærmest havde skuttet sit hoved medfølgende af hvor hun havde forsøgt at søge tilflugt med sit blik.

Fyrrigt ville Lupë beskrive hendes bevægelse da et fnys lød, og en selvom han ikke selv egentlig bed sig mærke i det, lød hans drengede og muntre latter endnu venligt fra hans mule over hendes nærmest uendelige forsøg på at holde denne løgn. Hvis da det var en løgn overhoved?

Alligevel havde den unge rødlige hingst ikke formået at afskrække hoppen, da hun nu selv syntes at hoppe med på drillerierne, som hun også nærmede sig. Fornærmelse var nok det som det skulle ligne; og selvom Lupë i første omgang antog det som, gik der ikke mange splitsekunder før et par drillende og frække glimt var at spore i hans forskelligt farvede øjne. Stille strakte han mulen frem imod hendes hoved, som hun havde haft vendt væk før hun atter så imod ham.

"Mmm... meget fornærmende. Grotesk af mig."; hviskede han med den drengede stemme, som tydeliggjorde hans forfærdelse over ham selv. I få sekunder, før han trak hovedet lidt til sig igen og det brede drengede smil fór frem; afslørende for hans drillende medspil.

"Men når det så er sagt, kan vi jo altid aftale at jeg bare kan kalde dig hvad du lige sådan lyster nu og her?"; lo hans drengede stemme, med et mere skævt og charmerende smil, mens hans øjne atter funklede drillende. Havde hun været en ven, frem for en stadig fremmed, havde et drillende nap nok også været på tale. Men opdraget var han dog...

Den rødlige Lupe var ikke sen til at lege med, på det lille skuespil Jivala fremførte. Tværtimod. Nok lignede det kort, at han ikke helt forstod, men svaret og glimtet var nok bevis i sig selv. Den drengede stemme hviskede om hvor grotesk det han havde gjordt egentlig var, og gjorde et stort nummer ud af at lyde forfærdet. Det fik hoppen til at smile. De nøddebrune øjne vendtes imod unghingsten, inden at den indespærrede klukken brød frem. Latteren i sig selv var mild, og hun nikkede langsomt. Joh.. det kunne han vel.
Den sorte hale slog kort bagved hende, inden at hun trippende trak sig en anelse tilbage. Den brogede havde det fint med små bevægelser, og enkelte træk var som oftest bedre end mange. Det samme gjaldt med bekendtskaber, som den brogede hellere end gerne ville omdanne til venner. Dog langsomt, da venskab ikke blev bygget op over en aften.

"Og hvilket navn kan du så finde på?"

sagde hun smilende, og kastede selvsikkert hovedet opad i en stolt stilling. Normalt ville den slanke skikkelse holde sig inde i sin prinsesse skal, og vente på den hvide prins selv ville hente hende ud. Men en ændring i attituden kunne aldrig skade. Og selvom hun var noget sky, så prøvede at ændre det til noget mere selvsikkert. Det ville hun i længden komme længere med.. troede hun ihvertfald. Det ville tiden kun vise.

Smilet på hoppens mule, som snart blev en ellers tilbageholdt klukken, fik den unge rødlige hingst til selv at le med hendes ret så milde, og for ham, feminine latter. Drenget og dæmpet var hans egen latter, der tydeliggjorde hans fornøjelse over hende og hendes selskab i sig selv. Bredt smilede han drenget, og en anelse charmerende, da hun bekræftede hans lille idé omkring at hun selv kunne vælge hvad han måtte og ikke måtte kalde hende.

Atter betragtede han den fyldige hale hun bar, ud af øjenkrogen, før hun trippende trak sig lidt fra ham igen. Pænt blev han stående, mens hans ører vippede opmærksomt en enkelt gang, som hun rykkede på sig. Selvsikkert fremstod hun, med hendes næsten overlegne kast med hovedet, som Lupë mest af alt fandt provokerende og udfordrende, på den facon der vakte en kådhed i ham.

"Sirene."; svarede han forholdsvist hurtigt, med den drengede og charmerende stemme - selvsikkert. Tilmed en anelse udfordrende og afprøvende havde han løftet det ene ikkeeksisterende bryn en anelse, og ladet det drengede drillende smil spille over hans spraglede mule. Hans udtale havde været i den engelske udtale, Sirene.