Atter engang (Thorondor)

Den røde hoppe bevægede sig afsted med sirlige og blive bevægelser. Ak ja, hun kærtegnede næsten den jord som hun bevægede sig på, trods den ej ville knække under hendes vægt; det ville hun da i hvert fald ej håbe. Den blide sjæl havde begået sig i mange somre og vintre i dette land, og hun så intet negativt i denne verden. Nej, Armonia elskede denne verden, som var det hendes eget hjertebarn. Men frem for hende, ventede endnu en lang rejse, for op til hjulet i bjergene, det skulle hun endnu engang. Hun skulle ej dreje det, men hun skulle op til bjergenes indre, og blot tjekke endnu engang, at ingen mørke skygger havde fundet dets skjul. For hver gang Armonia bevægede sig derop, fandt hun nye veje at gå; for hvis hun blot fulgte den samme vej hver gang, da ville den være nem at gennemskue.

Dog var hun ej kommet til bjergene endnu; nej, hun var blot på vej henover det åbne område i Enophis, som denne aften virkede en lille smule tom. De fleste havde nok søgt ly og læ for nattens kulde og blæst, og det ønskede den spinkle røde hoppe i og for sig også at gøre. Men dette kunne hun jo ej endnu, for hun skulle først tjekke Hjulet, søge det, og blot være sikker på, at det ej havde lidt nogen nederlag til skyggerne. Hun vippede let med de røde øre, i en sensitiv og rolig bevægelse, inden et mildt og blidt brum forlod hendes strube, og rød ud gennem hendes vibrerende næsebor, så der opstod en lille sky af damp op over hendes ansigt, til det til sidst forsvandt ud i mørket. Hun slog et lille slag med sin røde hale, som besad blomster og snefnug samt frost; men blomsterne døde ej. Nej, de forblev udsprunget uanset vind og vejr; for de levede på og af hende.

Langsom slog hun frem i en taktfast trav, der var ganske nænsom og lydløs; for hun ønskede ej at forstyrre de sjæle, der muligvis allerede nu, havde lagt sig, for at finde ro og fred for natten og mørket, og var søgt ind i drømmenes land. Hun havde sat sig en sti at følge, og den gik over det åbne landskab, hvor vinden hev og sled i hendes spinkle krop, men hun stoppede dog ej og vendte omkring; nej. For hun var Årstidernes vogter, og dermed hjulets beskytter.

Thorondor

Ω 1 Ω

Det var en aften som de fleste andre på dette tidspunkt af året; vinden hvirlede over landet, hev og sled i alle der bevægede sig rundt, mens temperaturen faldt i takt med at nattens timer satte ind; først når morgensolen fandt vej til landet igen, ville temperaturen finde vej mod de mere behagelige temperaturer. Ikke at frost som sådan var en ubehageligt; nogle af ørigets beboere var trods alt skabt til et hårdere klima end andre og trods at kulden bed i deres pels, så nåede den ej ind til benet, som den gjorde på visse andre. Nej, disse individer satte den nødvendige pels og forstod sig på at opbygge de nødvendige lag inden vinteren kom.

Blandt dem fandt man Thorondor.

Nok var han langt fra den største i landet, men han kunne alligevel danse med de tungeste og det skyldtes ikke kun muskler. Fed var han heller ej, men laget var der da og sat sammen med en tyk vinterpels, så virkede han faktisk tungere end sædvanligvis. Ikke at han tænkte meget på det; han prisede sig blot lykkelig for det, for han vidste at ikke alle var så heldige som ham.

Med et ramte lyden af travtrin hans dunede ører og de bevægede sig let, inden han roligt hævede sit hoved, munden fuld af græs. Andre havde søgt læ i nattetimerne, men han forsatte stilfærdigt med at græsse det meste af natten og havde gjort det i flere uger. Uden tegn på at være alarmeret søgte hans blik rundt efter den, som kom travende afsted og inden længe faldt blikket på en af landets typiske beboere; en let hoppe. I mørket genkendte han hende ej, men havde lyset været med ham, så ville han nok have set, at det var den røde hoppe, han havde stødt ind i et par gange før gennem tiden; Armonia. En hoppe han som sådan ikke havde noget mod, men alligevel var varsom omkring; selvom han havde lært, måske rettere hørt, lidt om landets magi, så var det stadig noget, han ikke brød sig om, for det kunne ej forklares som alt andet.

I stilhed iagttog han den røde hoppe et stykke tid, mens han tyggede færdig, før han sendte et dæmpet frisk ud i natten. Ej som sådan for at invitere hende, men nærmere som en hilsen i forbi farten; hun måtte slutte sig til ham, hvis hun ønskede det, men han bad hende ej komme, hvis hun ej havde det i sinde selv.

Ω

Den røde spinkle skikkelse, havde ikke bevæget sig længe i sin taktfaste trav, før der kom en lyd til højre fra hende Et frisk vrinsk, der fyldte aftenens stilhed, og ramte ind i hendes sensitive øre. Lyden kunne hun godt genkende, for tonerne kom fra den standhaftige Thorondor, der ved sidste møde havde været en anelse skeptisk overfor hendes udseende. Og det udseende, havde jo bestemt ikke ændret sig, da hun altså stadig var Årstidernes Vogter, og denne titel havde hun nu ej i sinde at slippe.
Hun vippede det ene røde øre i hans retning, mens hun nu drejede sine forhove i en blid bevægelse, og nu trippede i hans retning, med nakken blødt knejst op. Da hun kom et par meter tættere på, udsendte hun et blidt og varmt brum i hans retning, så en ny dampsky steg til vejrs fra hendes vibrerende næsebor.

Da hun kom tæt nok på, slog hun ned fra den dansende trav, der bar hende med ynde og smidighed, og skridtede nu i stedet imod ham. Hun bevægede sig stadig ganske sirligt og roligt. Hun havde ingen forhastede skridt; for han ville nu nok ej vende hende ryggen og gå. Men hvis han nu alligevel gjorde det, ville Armonia acceptere det; for hun var anderledes at kigge på, end de andre hopper.. Og hun forstod godt, at andre sjæle der ikke havde mødt Lyset, Den Vise, var skeptiske overfor hendes udsmykninger. Men han så dog ej ud til at gå fra hende.

Hun standsede roligt op, og lod hovedet glide ned i en dyb nikkende hilsen, inden hun da tog hovedet op igen. Hun stod med nogle meter til ham, da hun fra sidst godt kunne huske hans skepsis. Hun ønskede derfor ikke at betræde hans personlige sfære, når hans skepsis nu altså engang omhandlede hendes udsmykninger.

,,Godaften kære Thorondor. Det er længe siden, at vores veje har krydset hinanden. Har du det godt?”

Armonia var som altid meget ligeud i sin tale. For hun brugte gerne sine ord og sin tale. Hun havde intet imod stilhed; men hun elskede bestemt også at tale med andre.

Thorondor

Ω 2 Ω

Hoppen valgte at tage imod hans 'invitation' og inden længe så han hendes mørklillae form, farvet sådan af mørket og hendes naturlig lød, bevægede sig mod ham frem for blot forbi. Let trak han på smilebåndet ved det; selskab var altid kærkomment efter hans mening og at nogen frit valgte at komme, gjorde det kun bedre. At kalde havde aldrig direkte været hans ting; det føltes forkert at bede nogen om at kalde, uden at vide, hvad vedkommende havde gang i. Man kunne være på vej mod hvad som helst når man bevægede sig afsted og den tunge hingst vidste, at han kunne være påvej mod visse ting, hvor det, at blive kaldt på, bestemt ikke var ønsket.

Jo tættere hun kom på ham, jo mere mindede hun ham om nogen, han havde set før. Det var længe siden han havde set hende, men måden hun bevægede sig på, de aftegn hun havde og den fyldige, røde lød hun bar, fjernede tvivlen og satte navn på hende. Armonia. Ikke at de udsmykninger hun havde, ikke gjorde sit, for at gøre hende genkendelig. Som sidst vippede hans ører lidt mistroisk tilbage; landets magi var ej en ting, han brød sig om, for han kunne ikke forklare det og havde endnu ikke fået noget bevis for, hvordan det kunne eksistere eller fungere. Ikke at han direkte ønskede det; Den Vise, hvilket vidst var hvad han hed, var såvidt han kunne forstå en form for... guddom... og Maern havde aldrig været et religiøst folkefærd. Det overnaturlige lå ikke hos dem, på samme måde som det lå hos andre.

"Godaften, Armonia," hilste han med den sædvanligt venlige og varme stemme, trods hans mistro, og en let nikken. Armonia var trods alt ingen dårlig sjæl og hvad end hun havde sagt ja til kunne han godt dømme, men hende som sådan... nej... hun stod ikke forkert hos ham."Og ja, jeg har det ganske udemærket, trods vinteren er sat ind; hvad med dig selv?"

Thorondor smilede venligt til hende, men det faldt en smule, da en duft fangede hans opmærksomhed. Han faldt ikke just hen, men spændte op et øjeblik, mens næseborerne blev udspilet. Halen gave et slag med halen. Og så, så hurtigt som han var spændt op, forsvandt det hele igen. Nok var han en hingst, men ikke sådan en hingst; medmindre hoppen selv spillede op til ham i hvert fald, men han havde en meget god fornemmelse af, at den røde næppe ville gøre det... og han havde en nagende fornemmelse af, at selv hvis en af landets hopper gjorde det, så ville det næppe have det ønskede udfald. Desværre var de jo ikke just hopper af Maern.

Ω