Winter Lights (Thorondor)

Mitis

Mitis bevægede sig roligt og stolt langs med vandet. Hendes grålige hove efterlod fine U formede mærker i det våde sand, og de brusende bølger skyllede tang og sten op omkring hendes - nu våde - ben. Vinden forsøgte forgæves at hive hendes let bølgede hårpragt med sig udover det iskolde vand, men heldigvis sad det godt fast på hendes let muskuløse hals. Hun strakte den selv samme hals opad, og vendte det spinkle hoved udover havet. Hvis der ikke lå en tynd tåge over det glitrende vand, ville hun have kunnet skimte de andre øer, som en sort pandekage i horisonten.

Et let suk hvislede forbi hendes læber, og viste en let sky af damp, som snart forsvandt. Det var hendes første vinter i Andromeda, og hun vidste bedre end de fleste andre levende på jorden, hvad vinteren alene kan bringe med sig. Hun havde selv mistet sin kære mor, til vinterens kolde sygdomme. Af selv samme årsag ønskede hun ikke at tilbringe vinteren med andre end sig selv. Selvom ensomheden kan sætte sig som en trykken for brystkassen, ville Mitis aldrig risikere at være medskyldig i en andens død. Hvis hun kunne gøre noget, ville hun for alt i verden gøre det, især hvis det var en hun havde knyttet sig til.

På den anden side vidste hun at hendes chancer for at klare sig alene gennem vinteren var relativt små, da hun endnu ikke helt kendte hendes nye omgivelse her i Andromeda, og hun kunne på sin vis også være skyld i at en anden hest døde af kulde, hvis hun afslog et eventuelt tilbud om selskab i de kolde måneder op til foråret.

Egentlig var dette et dilemma der gentog sig hvert år siden hendes mors død, men dette var helt bestemt anderledes, for hun vidste at denne verden var langt tættere befolket end det sted hun stammede fra, og hun havde ingen anelse om hvor lave minusgrader temperaturen kunne komme ned på her.

Thorondor

Ω 3 Ω

Vinden havde sit tag i Enophis kyst, mens skyerne drev afsted henover himlen og skjulte solen. Det var ingen direkte kold dag, men kølig kunne den bestemt kaldes, for frosten havde ligget i græsset om morgenen; trods at solen var gemt væk, var det dog forsvundet nu. Ikke at frost betød så meget igen, for den store, kraftige hingst, som bevægede sig afsted langs vandet i sit eget tempo. Hans vinterpels var kraftig som alle andre år og han manglede intet til at klare sig gennem den kolde tid indtil videre. Når den begyndte at gå på hæld, så ville han sandsynligvis have tabt det meste af sine reserver, hvis ikke det hele, men sådan var tidens gang; noget blev opbygget, for så at blive revet bort på ny. Foråret ville dog bringe nyt liv og energi med sig, så han følte ingen bekymring... Og med tanke for, at Andromeda's vintre var varmere end Maern's, så ville han næppe nogensinde have grund til at bekymre sig om præcis det.

Med et fangede vinden de fletninger, som Thorondor stadig bar. Hvordan de holdt deres form vidste han ej, men selvom de var blevet uglede med tiden, så var de stadig så kraftige og velformede som de havde været, dengang han først havde åbnet sine øjne og set ø-riget.
Som vinden havde fanget fletningerne, blev hans blik fanget af en skikkelse længere fremme. Han var blevet van til den slanke bygning alle havde og følte ingen sorg eller savn ved det længere. Fra hvor han gik, kunne han se, at det måtte være en grå hoppe, men han kunne jo tage fejl; hingstene heromkring var trods alt også spinkle.

Thorondor var ikke hingsten der yndede at snige sig ind på andre, men ej heller var han den, som ville snige sig bort. Derfor lød et dæmpet vrinsk nu ud i vinden, hilsende til hoppen, skulle hun have lyst til selskab her ved den kolde kyst.

Ω

Winter Lights

Mitis fortsatte ufortrødent sin gang over det våde sand, og det rådnende tang der hobede sig op langs stranden. Solens stråler ramte hid og did, hver gang den formåede at skinne igennem det tunge grå skydække. Det varslede vist regn. Hoppen skuttede sig let. Hvor hun dog hadede regn og uvejr. Hendes pels var kun netop begyndt at vokse sig længere, og den iskolde havvind gik hende helt til benene. Forgæves fortsatte hun med at søge efter tegn på at en anden hest havde været forbi for nyligt, eller at der måske var en på vej.

En grålig tåge kom krybende langs vandet, og ind mod bredden. Hun vidste ej om hun skulle blive ved at lede en latterlig søgen efter selskab, eller finde et sted at søge ly for det regnskyl man skulle være idiot for ikke at se komme. På den anden side, var der flere hundrede heste på disse øer hun endnu ikke havde stiftet bekendtskab med, og det pirrede hende at et sølle regnvejr skulle stoppe hendes søgen.
Et hingstepræget vrinsk fangede hendes sarte øregange, og hun spidsede glædeligt de mandelformede ører opmærksomt fremad mod lyden. Med et mente hun bestemt at kunne skimte en kraftig skikkelse omkring hundrede meter forude, men tågen ødelagde hendes udsyn, så hun kun kunne se en silhuet.

Da hun kom nærmere, kunne hun tydeligt se at denne fremmede bar tydelige hingstepræg. Muskuløs, men også bare kraftigt bygget af race, kunne hun se på det tykke gråbrune hovskæg der dækkede hans hove. Hun holdt sig på nogen meters afstand, for ikke at virke alt for påtrængende, mens hun irriteret mærkede de første tunge regndråber falde mod hendes pjuskede pels.

Wordcount: 260

Thorondor

Ω 4 Ω

"Halløj," hilste han med et smil, da hoppen standsede et par længder fra ham. Der var ingen tvivl om, at det var en hoppe han delte kysten med denne formiddag, nu hvor hun var kommet tættere på. Tåge havde lagt sig over området, men hans første antagelse om, at hun var grå, viste sig at holde stik; hun bar en skimlet lød med et hvidt aftegn på halsen og fire hvide ben. Hun var ganske køn egentligt, men så let som de fleste andre han havde mødt; det gjorde ham dog intet længere. Han havde for længst forliget sig med tanken om aldrig at møde nogen helt som ham igen og de lette havde jo også vist sig at være ganske udemærket selskab, hvis ikke venner.

Med et begyndte regn at falde. Ikke for at være uhøflig, men Thorondor fjernede blikket fra hoppen og lod det søge op af. Han trak let på smilebåndet; han havde intet mod regnen og havde det ikke været fordi han havde mødt denne hoppe, så var han glædeligt blevet ude i regnen. Da han så på hende igen, kunne han dog se, at hun ej virkede i humør til at blive i regnen; hun så faktisk næsten irriteret ud. "Skal vi trække ind i læ?" Ordene blev sagt med et smil, inden han let kastede hovedet mod en klynge vindhærgede træer, som dog trods alt kunne give ly og hvis det ej var nok, så stillede han sig gerne som en mur, skulle hun ønske hans selskab i længere tid.

Ω

Winter Lights

Et let smil fandt sted på hendes bløde læber, da det viste sig at den fremmede hingst ikke ville hende noget ondt. Det så det ihvertfald ikke ud til ved første øjekast, men det var efterhånden også sjældent at hun tog fejl om folk løj om den slags længere. Hun havde lært sig selv at se hvornår folk var venligtsindede, og hvornår de ikke var, og efter noget øvelse var tegnene ret indlysende.

"Godeftermiddag,"

svarede hun ham blidt, og vendte blikket mod hans øjne, der så ud til at have omtrent den samme ravgyldne farve som hendes egne. Det var længe siden at hun sidst havde mødt en hest af kraftig race, og hun mente bestemt at hun havde taget fejl af sig selv nu. Hun havde haft sine fordomme overfor kraftige heste, da de andre hun havde mødt alle virkede gnavne og trætte af sig selv, andre heste, og livet. Men denne hingst virkede næsten som det modsatte af disse tre ting, og de glædede hende en del.

Hun tøvede imidlertidigt da ved hans spørgsmål om læ. Han så ikke ud til at have det store imod regnen der nu plaskede rundt omkring dem, men vandet trængte på den anden side helt ind til kødet på hende. Men hun ville sagtens kunne udstå regnvejret, så længe hun ikke var alene.
Han virkede dog ikke til at have noget i mod at søge ly alligevel, og hvis han var okay med det, så hun ikke noget i vejen for det.

"Joh, det kunne vi godt."

Svarede hun ham, og vendte blikket i samme retning som ham, mod noget tynde træer, hvis blade for længst var blæst af under et af efterårets uvejr. Dog var hun ej en pessimist, og havde ikke noget imod at få lidt regn på sig, så længe hun var i godt selskab.
Hun vendte blikket spørgende mod ham, og trak det varme smil en smule op i den ene mundvig, og begyndte at bevæge sig hen mod træerne.

Wordcount: 335

Thorondor

Ω 5 Ω

Den fremmede hoppe virkede en anelse tilbageholden omkring ideen med, at de skulle søge i læ. Ikke direkte uvillig, men Thorondor bebrejdede hende ej for ikke blot at springe hovedkuls frem med et ja; de var trods alt stadig fremmede for hinanden og ikke alle følte for ideen om at gå nogen steder, med nogen de ikke kendte ude og ind. I sidste ende valgte hun dog at sige ja og han sendte hende et let opmuntrerende smil, da hun begyndte at gå. Først da hun var nået forbi ham, vendte han rundt og traskede, tung som han var, op til hendes side. Det første stykke gik de i stilhed.

Med et slog vinden om og regnen, som før var kommet nogenlunde oppe fra, hvirlede nu mod dem mere fra siden af. Thorondor lagde sine ører ned; nok brød han sig om regn, men han nød ikke at få den i ørerne.
Hans dunede pels begyndte at vise tegn på regnen, men endnu lå den blot ovenpå; den ville næppe gøre ham våd helt ind til benet, som det ellers så ud til at være tilfældet med den grå hoppe. Forhåbentligt ville det hjælpe lidt, når de nåede træerne.

"Navnet er Thorondor, forresten," sagde han så, da de nåede træerne. "De fleste kalder mig dog blot Thoron." Han sendte hende et smil, opfordrede hende til at dele sit navn med ham, før han kort så ud over havet; det var derfra vinden kom. Med en let nikkende bevægelse bød han hende desuden et par skridt frem, før han vendte siden til vinden og dernæst vendte opmærksomheden mod hende igen. Med ham som væg og træerne som stolper, ville hun stå i ly for den værste regn og vind.

Ω

Mitis tyggede lidt på den fremmedes navn. Thorondor. Det passede fantastisk godt til ham, på en eller anden måde hun netop da havde svært ved at sætte en finger på.

"Jeg er Mitis."

Sagde hun blidt, og lagde ørene irriteret langs nakkekammen for ikke at lade de kolde regndråber slippe ind og kilde de sarte hår i hendes ører. Hun skuttede sig let, men lod sig ellers ikke mærke af kulden der kom krybende sammen med rågen og regnen.
Da de begge var nået ind under træerne, viste det sig imidlertidigt at de ydede så godt som intet læ, og regnen piskede stadig voldsomt ned fra den oprørte himmel. Et hvidt lyn flængede horisonten, og få sekunder efter bragede tordenen over dem. Så hurtigt kunne vejret tilsyneladende skifte her i Andromeda, og hun brød sig bestemt ikke om det.
Let støvregn gjorde hende skam ingenting, men dette kunne let forvandle sig til et voldsomt uvejr, og det var ikke ligefrem rart.

Hun sukkede let, men smilet forlod ikke sin retmæssige plads om hendes læber.

"Sikke dog et forfærdeligt vejr."

Sukkede hun let, og vendte blikket tilbage mod hans gyldne øjne. Hun brød sig allerede om ham, selvom det ville være løgn at sige at hun kendte ham. Men i løbet af den tid hun havde levet havde hun mødt adskillige ubehagelige personligheder, og denne virkede ikke som en af dem.

Wordcount: 230 | tag: Thorondor

code by ♥

Thorondor

Ω 7 Ω

Mitis var hendes navn; intet langt eller forvirrende navn, som han ellers var stødt på før. Nemt at huske og simpelt at udtale, lige som det skulle være. Han sendte hende et let nik, for at tilkendegive, at han havde hørt hendes navn og forstået det.

Et vindstød hvirlede mod dem og sendte hans fletninger ud i en farlig dans, hvor en af dem næsten ramte den grå hoppe, et øjeblik efter at hun havde talt. Med nød og næppe rykkede han dog hovedet og fletningen blev slynget ud af kurs, før det kunne være endt med en uheldig situation. Et dæmpet fnys forlod hingsten, inden han så lidt unskyldende på hoppen, men han ytrede ingen undskyldning; i stedet begav han sig ud i et svar. "Ja, men heldigvis er det kun sjældent så slemt her i Andromeda," svarede han med lidt hævet stemme, for at sikre sig, at hun kunne høre ham. Et skævt smil smøg sig om hans mule da hun søgte hans blik.

Roligt rykkede hingsten lidt på sig, for at stille sig bedre mod vinden, som trykkede mod hans side. Det var dog ikke just fordi det var noget stort problem; med hans masse ville det være et under, hvis vinden nogensinde kunne vælte ham.

"Det her lyder måske lidt underligt, men... har du været her længe, Mitis?"

Ω

Mitis var dog taknemmelig for at regnen druknede den sødlige lugt, der tydeligt indikerede at hun var brunstig. Hun vidste ikke rigtig hvordan hingste reagerede, om de kunne mærke det ellers, men alle andre lugte end mudderet blev druknet af de massive vandmasser der brølede ned fra den oprørte himmel. Selvom kulden trængte dybt ind under hendes tynde pels, var hun egentlig okay med det, nu hvor hun var i godt selskab. En venlig brummen passerede hendes bløde mørkegrå læber, inden hun svarede ham.

"Oh, det var skønt. Det hvor jeg kom fra inden jeg ankom til Andromeda var regnskyl en daglig ting."

Svarede hun ham venligt tilbage. Hun var glad for at dette ikke var noget der skete hver dag, for hun kunne tydeligt huske hvordan hende og hendes mor blev tvunget til at gemme sig i en grotte i flere dage i læ for sne og slud udenfor. Der var hun ikke mere end få uger. Et fraværende smil tog stille plads på hendes læber ved tanken, inden hun blev revet ud af sit lille flashback af et andet spørgsmål fra hingsten.

"Været her længe? Nej ikke rigtig. Slet ikke, faktisk. Jeg har kun været her i få dage. Hvad med dig?"

Spurgte hun venligt. Hun glædede sig umådeligt meget til at være her i lang tid, og at falde ordentligt til. Der måtte være så mange ting at opleve i dette usædvanlige land.
.

Wordcount: 236 | tag: Thorondor

code by ♥

Thorondor

Ω 9 Ω

Undret tiltede hingsten sit hoved en anelse på skrå; det forvirrede ham, at hendes svar og det han så, ikke stemte overens. Hun virkede ikke tilpasset til kulde og regn, men ikke desto mindre sagde hun, at hun stammede fra et sted, hvor det var dagligdag? Det virkede ulogisk og som om det måske ikke helt passede, men han kommenterede ikke på det; der var jo muligheden for, at hun ej kom fra det samme sted, som hun stammede fra. I teorien havde han vel egentligt været meget heldig med at komme fra et sted, som ikke afvej forfærdeligt meget fra Andromeda.

Mitis virkede til næsten at blive revet lidt ud af nogle tanker, da han spurgte ind. Lidt som ventet så var hun ny... endnu en ny sjæl. Præcis hvordan og hvorfor man kom til øriget var endnu hingsten en gåde og han kunne ikke undgå at tænke på, hvad mon meningen var med det hele, for ingen kom videre uden grund. Og han var trods alt heller ikke rigtigt kommet videre, for hans død havde ikke været en rigtig død... mente han da.

"Jeg vil tro jeg har været her længere end de fleste," svarede han med et let smil, inden han let rystede sit hoved. Hvor længe var det mon egentligt ved at være? "Præcis hvor længe ved jeg ikke, men jeg har set årstider gå og komme, så vi snakker nok år."

Vinden hylede stadig, mens regnen forsat kom ufortrødent fra den mørke himmel.

Ω

Mitis vendte blikket tilbage mod Thorondor, og smilede kort. Hun kunne egentlig se hvis det virkede underligt med vejret i hendes gamle verden, og hendes egen bygning. Og det var det bestemt også, og kulden havde skam også taget hendes moder. Hvorfor hun var kommet hertil, forstod hun ikke, men hun undlod at tænke så meget over det, og forsøgte at leve i nuet. Vinden ruskede i træerne omkring dem, og de regndråber som de små forkrøblede træer havde formået at samle op, blev nu hældt ned i hovedet på dem, som prikken over i'et ovenpå alt det andet vand der silede fra den oprørte himmel. Hun kiggede sig søgende omkring, for måske at finde noget ly der egnede sig bedre som læ, da de små nøgne træer ikke ydede meget beskyttelse overfor det vilde vejr.

Et lyn flækkede horisonten, og fik Mitis til at fare forskrækket sammen. Ikke mere end to sekunder senere som tordenen, buldrende over den rullende himmel, og farede med vinden i deres retning. Lynet var tydeligvis ikke slået ned ret langt væk, og tanken om at uvejret var på vej i deres retning, var ikke særlig betryggende.

Mitis prøvede at slå det hen, ved blot at lytte til Thorondors ord istedet.

"Okay. Så går jeg da ud fra at du ved meget om landet."

Smilede hun. År. Hun havde kun været her i omkring en uge, men det virkede som en livstid. Hun havde oplevet mere end hun nogensinde havde tænkt var muligt, og der var stadig tusindvis af uvejr hun skulle overkomme, tusindvis af heste hun skulle møde. Tusindvis af skove hun kunne løbe i, og tusindvis af stjerner at kigge på. Oh, hvor så hun dog frem til det alt sammen.

Wordcount: 288 | tag: Thorondor

code by ♥

Thorondor

Ω 12 Ω

Lynet flækkede horisonten, men rørte på ingen måde hingsten, trods hvor tæt på det var. Tiden i bjergene havde ført lignende nedslag med sig og deroppe fungerede panik ej, så hvorfor panikke hernede. Han havde dog forstået, efter sin tid i landet, at ikke alle delte denne rolige tilgang til livet og han så derfor ikke ned den grå hoppe, fordi hun havde faret sammen. Han fandt det måske en smule... morsomt... men bestemt ikke på en dårlig måde. Han kommenterede ej på det, lo ej af hendes forskræmthed, men brummede blot beroligende en kort stund.

"Meget og meget," svarede han. "Jeg ved min del, men der er langt mere jeg ikke ved og det bør du huske senere; det er nemt at tro, man ved nok, men de her øer gemme på langt mere end man kan forestille sig." Og en hel del ting, man ikke kan...

Selv havde han stadig ikke det store problem med regnen, vinden og uvejret generelt, men Mitis begyndte at se noget så medtaget, hvis ikke lettere hærget ud. Hvordan hun skulle komme igennem vinteren, med den medfart hun fik nu, var ham en gåde, medmindre hun da var del af en gruppe eller noget. Ikke at han ikke kunne se, at de lette godt kunne klare sig og ej heller betvivlede han hendes indre styrke, men så mild som Andromeda's somre kunne være, så kold og hård kunne den følgende vinter opføre sig.
Et øjeblik så han indlands; de kunne søge den vej og håbe på at finde en skov eller lignende, hvor de kunne ride stormen af. Mitis virkede allerede gennemblødt, så det hjalp nok ikke så meget at blive her, selvom Thorondor nu fandt det som værende ganske udemærket læ.

Ω

En raspende hosten passerede Mitis bløde læber. Hun kunne ikke ryste angsten af sig, for at fange den samme slags lungebetændelse der tog hendes mor fra hende. Hun skuttede sig ved tanken, men forsøgte at slå det hen, som så mange gange før det. Nogen gange ville hun ønske at hun var kraftigere bygget, og havde et større pels og fedtlag, især om vinteren. Selvfølgelig var hendes pels blevet lidt mere pjusket og varm, men i denne slags vejr var det ikke til den store hjælp.

"Ihvertfald langt mere end mig. Jeg glæder mig til at lære mere, og der skal ikke meget til at få mig til at tro at disse øer holder på ting og hemmeligheder man ikke ser ved første øjekast ..."

Mumlede hun, pludseligt betaget af skønheden ved det uvejr der lige nu rasede over hendes hoved. Det svage lys der flakkede bag de mørke skyer, glimtende af hvide lyn i horisonten. Tordenens dybe rungende sang højt over deres hoveder. Smukkede end noget hun kunne forestille sig. Hele verden omkring dem spillede en symfoni, som der kun skulle en lille smule koncentration til for at høre.

"Hvor er uvejret egentlig smukt."

Sagde hun, og vendte blikket tilbage mod Thorondor. Lige med et forsvandt det smukke, og blev til ensformigt larm og kulde igen.

Wordcount: 215 | tag: Thorondor

code by ♥