I see fire [Caedis]

Endnu engang udspiledes de mørke næsebor, og hingsten lod en dyb blanding af et fnys og en brummen fylde den knitrende luft. Hendes opførsel havde giver ham mere end rigeligt af de tegn han behøvede, så da hun snoede sig forbi ham, for galant at invitere til de sidste skridt, fulgte han blot hendes bevægelser, trådte tæt på af hendes bagpart for at snappe efter de kortere halehår tæt ved roden, og fortsættesin nappende massage hen over hendes bagpart. Han gav den løftede hale et kort puf, før han løftede sig fra jorden, og lod sin kropsvægt overfå til den spinklere hoppe. Som han var vant med, gjorde han sit job, før han igen lod sine guldskoede forhove berøre jorden. På trods af, at han havde fået hvad han ville have, var charmen absolut ikke gået af ballonen. Han nappede kortvarrigt efter hendes has, før han, med en tilfreds brummen, trådte hendes forpart nærmere, for at gøre hende det selskab, han nu engang havde skænket hende fra start. På trods af den lille episode, var han stadig villig til at fortsætte deres bekendtskab som før, måske endda på lidt andre planer. Det var ikke en ting der faldt ham unaturlig på nogen måde, snarere det modsatte, en norm for at hoppeselskabet skulle komme ham en anelse nærmere.

[1]

Den ildrøde hoppe stod blot ganske stille og mimrede med den lyse mule til hans opvartning. Der gik ikke meget længe før han fik arbejdet igangsat og hun stod blot roligt og holdt vægten af ham. Det her var hende intet uvant og det med at vimse rundt var ikke hendes stil. Hun havde inviteret ham indenfor og så var der ikke mere der, så da han hoppede af skævede hun blot om på ham med et roligt glimt i de blå øjne, inden hun kort slog at slag med halen. Hun var mindst ligeså tilfreds som han hvilket også kunne høres på den brummen som besvarede hans. Den hvide mule rørte hans kraftige skulder og hun nappede let til den ligesom han nappede til hendes hals. Ord var ikke nødvendige i denne sammenhæng, de skulle nok komme. Den hvide mule søgte længere op på hans hals som hun nappede til i en form for soignering. Hun så ingen grund til at forlade den røde hingst på nuværende tidspunkt, for selskabet var ganske udmærket, hvad der nu måtte komme ud af dette var blot en bonus.

Den rolige reaktion fra den ildrøde hoppe, mindede flammeprinsen om den tabte fortid. Her på øerne, synes ikke alle hunkønnede at være specielt ivrige, for at bringe generne videre, modsat dem han havde beskæftiget sig med, hvor han engang havde levet. Ganskevist havde alle haft deres personlighed, og kræsenhed, men ikke destromindre, var de, alle som en, tiltrukket af hingstene, specielt under brunsten. Hingstens skind dirrede kort, da hoppen lagde sin lysere mule imod hans, og et kort fnys forlod hans, idet han drejede hovedet, for at betragte hendes bevægelse. Den kælne nappen ledte snart til, at ildhingsten løftede et forben, og med et let hvin slog det i jorden. Derpå udstødte ham en dyb, charmerende og rumlende brummen, og trippede en anelse, bragte sin forpart ind foran hendes krop. Men den fortsatte vibrerende lyd, lod han blidt sin mule søge imod hendes hals, og nappede efter de røde totter. Den indre ild var på ingen måde dæmpet, selvom han følte sig sært rolig i nærheden af den flammende træstub, og viden om, at han havde udført sit job. Snart udvidede han sine legende bevæeglser, til at gnubbe hende blidt på halsen, en gengældelse af hendes blide nappen.

[5]

Calypso var meget vel klar over at der ikke lå noget mere dybt i deres lille scenarie, hvilket hun bestemt havde det fint med. Kærlighed som sådan sagde hende ikke noget. Hun var ikke bundet af nogen mere. Hun havde sine favoritter, udvalgte af dem hun lod komme nær. De skulle besidde en hvis udstråling, og Ildhingsten faldt bestemt ind under den katagori, ellers havde han aldrig fået lov til at lave noget som helst arbejde ved hende. 

Hendes lyse mule fortsatte med at gnubbe ham over halsen i rolige bevægelser, mens hun i ny og næ slog en anelse med halen i ren velbehag over han fandt tid til at gengælde gestussen. De blå øjne faldt en anelse nysgerrigt på guldringene på hans forben og en feminin brummen skød op fra hendes brystkasse.  Hovedet hævedet og den lyse mule fandt vej til hans kraftige man, som hun nappede let til inden hun igen fandt vej ind i en mere rolig og gnubbende bevægelse.