I see fire [Caedis]

Det havde rusket godt i træerne i det en efterårsstorm havde passeret landet.  De svageste og døde træer var væltet, lyn var slået ned og de seneste dages tørre vejr havde nu gjort at et dødt tørt træ var brudt i flammer.  Vinden havde været bidende kold.  Derfor var det at den røde hoppe som bar samme glødende farve som ilden stod ganske tæt på det brændende træ, dog ikke så tæt på at den røde pels blev svitset.  Hun søgte den lette kilde til varme og kunne derfor undlade at tære på sine reserver ved at vandre unødigt. Hun opsøgte normalt ikke en naturlig fare, men længe havde hun vandret undersøgende og observerende omkring det brændende træ for at vurdere om det udgjorde en potentiel fare.  De gnistrende flammer gav glød i hendes pels, som næsten så ud til at være antændt. De blå øjne hvilede på flammerne, for at holde øje med om de pludseligt skulle ændre adfærd. Man kunne aldrig vende ryggen til ilden, den var så uforudsigelig som havet.  Et afslappet feminint brum forlod hende strube og hun løftede hovedet en anelse og strakte sig inden hun genfandt sin hvilende position. De mandelformede ører vippede dog rundt som opmærksomme radarer der skulle opfange en hver der kom for tæt på.  Hun ville dog ikke afvise selskab. Dog ville hun kræsent udvælge hvem hun ønskede at være i selskab med. Det var ikke hvem som helst hun ønskede at bruge tid på. 

Han, der tidligere var kendt som flammernes prins, srejfede roligt igennem det kølige nattemørke. Hans røde skind glitrede let fra de nedfaldende dugdråber, og en mægtig dis forlod hans mørke næsebor ved hvert åndedræt, som var der et indre ildsted dybt i hans bryst. Det kunne meget vel beskrives således, for ilden fortærede ganske langsomt hans tålmodighed. Dette kolde mørke behagede på ingen måde den røde skabning, hellere havde han søgt voldsom hede, og lys skarpere end hans øjne kunne tåle. På ingen måde følte blodshingsten sig skabt til at færdes i dette landskab... Ikke uden flammerne ved sin side.
Et dybt fnys forlod hans mægtige korpus, alt imens han førte sig frem, med en gang der var tydeligt præget af hans selvsikkerhed. Snart fangede et rødt lysglimt hans blik, og hal lod hovedet falde let på skrå, for at spejlde ud i de sorte omgivelser. Et skær at orange kunne anes, og alene det var nok til et et hvin forlod ham, og hans halsmuskler dirrede anspænt, da hans krop i det samme, næsten automatisk, fór frem i en tung galop. Hvor han færdedes, blev jorden revet op af de gyldne mordax, og han skjulte på ingen måde sin tilstedeværelse. Som en skovbrændt, tilbagelagde han afstanden til de glødende flammer på ingentid, og efterlod ravage i sit spor. Ganskevist var det ikke aske og død der fulgte ham, men et tydeligt spor fra de guldskoede hove. Synet af de kærkommene flammer vækkede et dybt savn i den unge skabning, og han trippede begejstret tættere på ilden, før han fnyste i dens retning. Først dá bemærkede han en anden skabning. En hoppe af blodrød kulør, hvis skind afspejlede flammernes dans. Hun befandt sig ej så nær på den dansende død som han selv, og dog var hun i dens nærhed. I en kort stund betragtede han hende som en fremmed skabning - måske ildgudinden af dette land, før det langsomt gik op for hingsten, at hun holdt afstand af bekymring. Ilden var hun ej tryg ved. Han kunne se grunden, og uden problemer se fordelene ved at holde afstand. Men de dansende lys forekom ham alt for spændende, for ophidsende, til at han kunne tage forholdstegler, han nægtede at tage dem. Hellere end gerne sprang han igennem flammerne, og steppet på gløderne, men i denne mundering, var det klogeste træk at lade være. Ganskevist havde ilden før danset med ham, men denne ild var et fremmed væsen, det brændte og bed, som hans gamle følgesven havde gjort imod andre.

Calypso var så småt blevet en anelse døsig af varmen og stod for en stund afslappede og hvilede.  Hun blev dog vækket af lyden af et gennemtrængende hvin der fór gennem natten. Der gik ikke længe før lyden af de tordende galoptrin lød. Højere og højere som de gradvist, men hurtigt kom nærmere. Den røde hoppe trippede let på stedet og løftede hovedet højt. Halen blev hævet som en fane i ren ophidsethed. Man var vel rødhåret. De blå øjne fangede snart genspejlingen af noget rødt. Var det flammer? Nej blot flammernes genspil i den flammefarvede pels som den fremmede bar. 

Den mindst ligeså røde hoppe faldt dog nu til ro da hun nu kunne kaste et ordenlig blik på den fremmede.  Hun iagttog nøje hans dansen mod ilden som var han draget. Det undrede hende, men hun lod det ej vise. Nej hun lod i stedet sit dømmende og vurderende blik glide over hver lille brøkdel af hans maskuline ydre. Det var noget Calypso gjorde ved hver hest hun mødte og det var ikke anderledes i denne anledning. Hun var tilfreds med hvad hun så. Hans velformede lemmer og muskuløse bygning, samt den røde pels. Det fik hende til at udsende et lavt feminint vrinsk, for at byde ham velkommen i hendes selskab. Det mandelformede ører var vendt interesseret frem.  Hun var en hoppe af få ord og sagde derfor ikke noget, men bød ham nærmere med kropssproget som straks blev mere åbent og indbydende efter hun havde set den ildrøde hingst an.  

Hingstens halv hvælvedes næsten automatisk, idet et vrinsk forlod den røde herlighed. Kort lod han sine næsebor udvides, og løftede gentagende de mørke hove, hvorpå en anspændt stilhed gled over ham, og han istedet strakte sig nærmere hende, og med rolige skridt trådte ind i hendes nærhed. Måden, hvorpå han bevægede sig, var i den grad afspejlet af de dansende flammer. Små ryk gled igennem hans skind, og den røde krop snoede sig velvilligt, svejede let ved hver udefrakommende påvirkning. Roligt slog den farvede hale bag hingsten, idet han igen gjorde holdt, og lod den røde skabning være den næste til at begive sig nærmere. Hun synes ikke at have synderlig interesse i at gøre brug af ord, så han undlod blot at indtroducere sig selv.
Hans holdning, måden hvorpå han bar sig selv, var dog mere end rigeligt, til at fastslå, at han ikke var en hvilken som helst. Snarere var han en af statur, og nær tilknytning til den magelige varme, der nu dansede ved deres side. På trods af hans nuværende holdning, var det ikke tålmodighed eller en søgen efter selskab der ulmede i de efterårsbrune øjne. Snarere en intens flamme, der synes interesseret i hendes rødlige kulør, og ikke mindst de flammeagtige aftegninger.

De blå øjne var intense, som den røde hingst begav sig nærmere.  Hvert enkelt af hans dansende skridt blev opslugt af hendes bedømmende blik, hver en lille vinkel på hans hvælvede hals blev gransket grundigt. Hun lagde ej skjul på at hun bedømte ham, vurderede om hun overhovedet gad at bruge tiden på ham. Hun var forvendt med en alfahan og accepterede ikke noget mindre end dette. Den røde hingst der stod foran hende udstrålede  dette. Hans velformede lemmer fremviste ham ganske tilfredsstillende for hende. så da han stoppede op så satte hun selv igang. Hun førte sig frem med dansende skridt og løftede halen en anelse, mens hun hvælvede i halsen.  Hun stoppede nær ham, så hvis hun ville kunne røre ham, men for nu så hun ham endnu engang an. Ilden dansede over hans pels ligesom den dansede på hendes egen.  Han synes bekvem og knyttet til ilden, hvem var han? Calypso undslap nu en feminin brummen og løftede hovedet en anelse. Det var ikke blot han der skulle vise sig frem. Hun bemærkede hans udsmykning og det var noget hun studsede over. Hun havde aldrig set sådan noget i hendes kredse. Mon han var adelig?  Calypso havde hørt mange historier om de adelige, deres udsmykninger og gaver, men aldrig havde hun mødt en. Det var sådanne ting der kunne få hende i tale, for hun ønskede at vide mere.  Hun strakte mulen mod ham, indhalerede duften af råstyrke, hingst, status. Hun trak sig en anelse. 

" Vær hilset, fremmede. Hvem har jeg den ære at stå overfor?" 

Hilste hun så ganske formelt. 

De blå øjne hvilede fortsat på hans røde pels hvor flammerne dansede deres egen sensuelle dans. Fascinerende. 

Ildhingsten vejrede let, da ildhoppen lod sig nærmere ham, og lod en dyb svare hendes lysere brummen. Langsomt hævede hingsten sin lyse hale en tak, før han virrede let med hovedet, og kneb de brune øjne let sammen. Hun studerede ham, som slugte hun hvert af hans hår, på jagt efter fejl i det rødbrune skind. En ting der næsten var en umulighed at finde. Han bar ingen ar af synlig kulør, ilden havde altid været hans forsvarer, og kun sjældent havde andre kunnet skade ham. Ligeledes lod han dog sit blik føre over modpartens skind, studerede hvorledes de hvide aftegninger overgik til den næsten blodrøde pels, og ligeledes hvordan de spinklere hoppemuskler velvilligt arbejdede derunder. Tjo, hun var i særdeleshed en hoppe af de finere slags, en af dem han havde jaget, og sluttet ind i sit harem, havde det været af denne verden. Der lød en dæmpet klirren fra de to guldringe, da hingsten slog den ene skoede forhov i jorden, et tegn på utålmodighed, udløst af ilden der dulmede inden i ham, og nu ligeledes ved hans side.
“Man kalder mig Caedis, søn af Zotz og fordums prins af ilden.”
Hans svar kom ganske flydende, som var det en del af noget langt større, på trods af hoppens formelle tonefald, virkede hans på inden måde i den dur. Hans stemme klang melodisk og krftfuldt imellem dem, og synes afpasset med den dæmpede knitren fra flammerne i træroden. Den måde hvorpå han lod nakken knejse let, og bringen føre let frem, var tydlige tegn på, at han var stolt af sit navn, og i særdeleshed af sin faders navn, gudens navn. Ganskevist troede han ej, at netop denne hoppe ville genkende navnet på mørkets herre, men ikke destromindre spillede ærefrygt en rolle i netop dette navn.
“Og du, Ignis, hvem har jeg den fornøjelse af at møde?”

Calypso vippede kort med ørerne. Hun havde længe åbenlyst beskuet ham, men havde ej kunne finde nogle nævneværdige fejl. Det var sjældent set, men det måtte betyde at han var stærk eller en der ikke havde søgt konflikter, men hans udstråling gjorde at hun ikke overvejede den sidste mulighed. Hun virrede let med hovedet da han slog forbenet i jorden og hun fnyste kort. Hun havde set ham og hun lyttede og afventede. Hans svar kom. Caedis, Søn af en for hende ukendt skabning, prins af ilden. Prins. Hendes anelser havde været rigtig og han var i sandhed adelig. Hvis det dog ikke var pure opspind. Calypso troede ham, for hvilken grund skulle han have til at lyve? ” Ildhingsten var en stolt skabning, det sås og hun kunne nu forklare hvorfor han virkede så familiær med ilden. Ildprinsen. Hun hvælvede let i halsen og tog det sidste skridt mod ham, og brugte ham til at skærme sig en anelse fra ilden som hvis flammer hun for en stund iagttog i deres dans mod himlen. De blå øjne rettede sig da nu mod hingsten da han talte.  

” Calypso. Selvom jeg har levet med min fader i mange år, så har jeg kun kendt ham som Alpha, en titel jeg senere hen selv blev bærer af. Som han har jeg også lært blot at lystre på det. ”  

Introducerede hun sig så. Det var længe siden hun var blevet kaldt ved sit rigtige navn. I hendes flok var det normalt blot at blive kaldt ved sin rang, sågar den var høj nok. Man blev givet sit fødenavn for at der kunne skelnes mellem de forskellige. Mon Ildprinsen blev kaldt andet end blot Caedis? Hun brummede kort feminint og rykkede en anelse på sig. Den røde hingst satte ting og sager i gang hos hende.  

At kalde ham en der ikke søgte konflikter, ville være en åbenlys løgn. og dog. Han søgte dem ikke som sådan, de... Skete bare engang imellem, når ilden brændte lidt for voldsomt. At kalde sig selv en prins, var dog ikke den direkte sandhed. Han havde været halvgud, hersker af elementet, en ting der forekom ganske urealistisk, og langt fra mærkbar på dette tidspunkt. I stedet kaldte han sig derfor prins, for han var næppe herskeren af elementet til fulde. Zotz havde altid haft den ultimative magt, og siden han var søn af denne, måtte han være prinsen. Det klang ligeledes på en måde han var særdeles tilfreds med.
"Alpha..."
Den flammerøde hingst synes at smage på ordet. Han forstod dets betydning, men havde ikke hørt det anvendt i denne sammenhæng før. En leder, med en slægt af ledere bag sig. Modsat han selv, havde hun haft familie i kød og blod, noget at føre vidre. Selv havde han været det første let - det første skridt i et nyt land.
"De titler mit folk skænkede mig, ligger bag mig. I tiden før jeg trådte ind i dette landskab, overdrog jeg dem til min søn."
Han huskede ganskevist visse tilnavne han havde haft, men Caedis var i sig selv et af disse. Det var blot det navn, der faldt ham tættest. Det han bedst kunne lide klangen af. Og således var det blevet hans nye alias. Caedis. Blodshingsten, prins af flammerne, søn af Zotz.

En langtrukken brummen kom fra hoppen. Det var en feminin klang der bredte sig og hun fandt sig ganske tilpas i hans selskab. Indtilvidere. Hun lyttede til hans ord og nikkede ganske stille. Calypso havde ikke haft den ære at overdrage sit ansvar til nogle af sine mange afkom. De var enten døde eller blevet drevet væk. Hun havde aldrig rigtig fundet ud af hvad denne sygdom havde været, men hun vidste blot at hele flokken mere eller mindre blev udryddet. Hun havde ej kendskab til hvor hendes to sønner som hun ikke havde set siden flokkens opløsning befandt sig. Hun var ikke bitter i den forstand, men hun følte en form for tomhed ved tanken om alt det hun ikke havde opnået. Hun var ikke påvirket af tabet af sine afkom, men det havde jo alligevel været noget af et indtryk. Hun måtte tilpasse sig i dette nye land, ligesom denne hingst måtte.  

” De titler forsvinder aldrig helt, Ildhingst. De vil altid være en del af en, uanset om de ej længere er aktuelle. Hvilket formål tjener du i dette land, som endnu er mig ganske ukendt? ”  

Calypso agtede at finde en måde at genvinde sin titel, som hun vel aldrig havde givet videre. Hun vidste godt at hun måske ikke ville blive den same Alpha, men noget tilsvarende ville hun godt kunne tilpasse sig efter. Hun var nysgerrig efter hvad hingsten havde som svar, for alt information kunne være brugbar i hendes søgen på en ny tilværelse.  

Den femenime brummen udløste endnu en reaktion fra flammehingsten, der lod halsmusklene spændes ydeligere, derpå lod ham et dybt, maskulint svar vibrere i luften imellem dem, blot for en kort stund. De gyldne smykker han bar, bredte blidt lyset fra de dansende flammer, og synes at kaste de varme skær langt ud i natten. Ganskevist forsvandt hans til dels aldrig, men han følte ej længere nogen grund til at bære dem. Devar ikke længere en del af hans liv på nuværende tidspunkt, kun ilden holdt han endnu tæt, og ikke mindst navnet, det eneste tilnavn der ej var blevet overladt til andre.
"Det er muligt, men de er ej længere eksisterende begreber i denne verden, og således føler jeg ikke at lade fortidens storhed binde mig. Flammerne står mig stadig ganske kært, omend jeg har mistet kontrollen over deres dans. Det står mig dog nært på sinde at genvinde denne, således fortællingerne igen kan begyndes."
Han vidste, at hans folk tilbage i hans gamle land med garanti fortalte deres afkom om den flammerøde hingst, der havde hersket før sønnen. Han, der oprigtenligt var kronet til herre af ilden, men var knækket under en af sine hoppers død. En fortælling der kunne romantiseres, eller fremstilles, så hans sind virkede svagt. Intet af dette havde dog været en sandhed, den røde skabning havde været træt af sit ensformige liv, af at se de samme årstider passere, og fortage sig de samme ting. Ganskevist havde han nydt den magt, og den hyldest hans titler gav ham, men med tiden var selv denne blot blevet en del af hverdagen. Livet her, i disse fremmede landskaber, bragte langt flere oplevelser med sig, og ikke mindst muligheder. Hvis blot ilden ville følges med den blodsfarvede igen, da ville han næppe spørge om mere.

De røde ører vippede opmærksomt frem og tilbage og hingstens ord blev nøje gransket, mens hun dog for en stund trak en rynke over mulen. Fortidens storhed binde ham? Nej, men ganske vidst kunne man vel stadig godt være stolt. Calypso foretrak dog en tavs mine, og brummede blot sagte til hans ord. Hans ild. De blå øjne gled nøjsomt over hans krop endnu engang og hun studerede nøje hans statur. Meget kunne man få ud af at betragte andre i hvordan de tog sig frem. De var små fortællinger i sig selv blot at se musklerne og hvordan de arbejdede under skindet. Der var ingen tvivl om at Ildhingsten satte noget i gang i Calypso og det var hun også ganske selv bekendt med, men det var ej skammeligt. Dog havde hun ikke forudset at det satte så meget i gang at hun begyndte så småt at gå i brunst. Calypso var vant til denne proces og gjorde derfor ikke ret meget udfald som nogle hopper gjorde. Hun gjorde et kort svirp med halen, mens hun kort granskede en anelse over hendes situation. Hun kendte ikke til kutymerne her i landet, kendte ikke til ham. Kunne hun opfostre et føl alene. Jo vis kunne hun det. Hvorfor Calypso allerede gjorde de overvejelser var vel fordi at hun så noget potentiale i den røde hingst. Hun lod derfor en feminin brummen synge ud mod ham, inden hun strakte den hvide mule mod hans, inden hun dog trak den til sig med et hoppet hvin og et løst forben. Man var vel rødhåret. Dog gjorde hun ikke antrit til mere skaberi og gjorde ham blot opmærksom på hvad han havde sat i gang. Hvad han kunne gøre var vel blot at ignorere hende, hvis han ikke ville vide af det. 

Den røde var næppe andet end stolt. Det lod der ingen tvivl om. Men navnene var for længst gået i glemmebogen, han benyttede dem ej mere, og så ingen grund til at belemre denne fremmede folkefærd, med ord der klingede som hans navn; fremmede ord de ej ville forstå betydningen af.
En tirrende lugt sneg sig vej til hans næsebor, fremkaldte en kort vibration da han lod et dybt fnys klare dem igen, for endnu engang at indsnuse ny, ren luft. Tjo, der var noget der var startet, noget der synes at få halsen til at krumme sig et ekstra nøk, og de træt liggende muskler til at dirre kortvarrigt. Snart fangede en femenim brummen hans ører, og han svarede igen - dybt, maskulint, med et glimt af den fyrrige charme han bar med sig. Hendes mule blev kortvarrigt mødt, da han trådte imod hende, og derpå veg tilbage fra hendes arrige hyl, og snart forfulgte forben. Han slog med hovedet, lod den dybrøde man hvirvle i ilden skær, og lod et kort hop løfte sine guldskoede forben i samme bevægelse, før han igen faldt i stilstand, men dog ikke i ro. Kortvarrigt vippede de mandelformede ører, skiftedes til at lægge sig overvejende i den tonede man, og til at rettes imod hende. Han overvejede sine chancer, for instinkternes kalden havde gjort ham det ganske klart. En brunstig hoppe kunne han næppe ignorere. Men spørgsmålet var, hvordan chancen skulle gribes. Om hun turde begive sig ud i spillet frivilligt, eller om hårdere metoder skulle tages i brug.

Calypso opfattede straks hingstens mere dybe fnys. Han var ikke langsomtopfattende det var sten sikkert. Hun rykkede en anelse på sig og hvælvede let i halsen. En feminin brummen ringede atter fra hendes strube i det hans langt mere maskuline lød. Ildhingsten blev snart lige så urolig som hende selv, men han bar den særlige fyrrige charme som fik det til at dirre let over hoppens ligeså ildrøde skind. Hun stod ligeledes for en stund og betragtede ham med de blå øjne. Hvordan ville han gribe det an. Calypso var ganske afklaret med den situation hun nu befandt sig i og hun var derfor ikke sen til at søge mod ham med let trippende skridt. Den hvide mule søgte kort hans skulder og herunder kunne hun fornemme hvordan ilden pulserede i de tætte muskler som spillede lystigt under det røde hårlag. Hun lod derefter hele sin krop stryges op mod hans og hun nappede ham blidt i flanken for at få sat lidt skub i ham. Nok var hun ganske villig, men det betød ikke at han ikke kunne få lov til at varte hende lidt op, noget som hun gjorde ganske klart via hendes kropssprog. Calypso var stadig en stolt dame og mente bestemt af den røde hingst skulle føle sig bare lidt beæret over at hun havde udset sig ham på nuværende tidspunkt, omstændighederne taget i betragtning. 

[1]

Hingsten virrede let med det røde skidt, idet hun trådte ham nær, strøg langs hans side, og lod et nap falde på hans skulder. Kortvarrigt tippede han bæknet, trådte et par gange på stedet, før et kort pisk med halen fulgte at han ligeledes søgte hendes skulder. Roligt kørte han mulespidsen i cirkler, før han lod tænderne blottes og nappede i hendes skind. Med den test lod han vægten søde væk fra den røde, klar til at trække sig tilbage, såfremt hun havde en mere voldsom reaktion på det end regnet. Dog ville selv ikke dette afholde ham længe, og snart søgte han igen hendes nærhed, kørte mulen hen over det røde pels lag, nippende og masserede. Mild var han næppe, snarere skænkede han hende en blanding af den rå, lettere voldsomme behandling, og en tirrende blidhed. Han kendte proceduren, og var det opvartning hun følte behovet for, lod han da gerne et par venlige kærtegn i hendes retning. Hans natur tiltalte dog den mere upolerede tilgang til netop denne situation. Ganskevist kunne han være ganske from og forsigtig, men brunsten havde sine indflydelser. Den talte til hans instinkter, til flammerne, der brændte med både voldsomme og rolige luer, en forventende og farlig blanding.

Calypso kom ikke med nogen voldsomt reaktion, tværdigmod stod hun ganske from og mimrede med mulen over hans berøring som var lidt af det hele. Både blid, men samtidigt også rå. Hun lod en feminin brummen fylde hans øre og hendes mule søgte hans skulder for kort at snuse til ham. Hun kunne næsten dufte testosteronen fra ham. Hun lukkede for en stund sagligt sine øjne og vippede med ørerne med mulen hvilende på hans skulder.  Hun vidste godt at hun efter dette møde måtte slå lidt rødder i sin vandring og finde sig en base et sted, alene eller i flok, det var ikke det der gjorde så meget i øjeblikket.  Hun åbnede de blå øjne og slog et par slag med halen, inden hun nu forlod hans side, men for at vende tilbage til hans front, inden hun vendte bagpartiet mod ham.  Halen blev let løftet og vinklet til siden for at vise ham at han nu havde hendes tilladelse til at gøre hvad han nu skulle gøre.  Det var ikke noget spil for Calypso, der var ingen grund til at spille overdrevent kostbar. Hun havde gjort klart at hun ikke var hvem somhelst, således havde han, så for hende var det mere kæft, trit og retning. 

[2]