Denial

Taia
☽ 1 ☾

Time | Kort efter solopgang
Location | Et sted dybt i Chibale's skove
Tag | Altaïr

Verden var en malstrøm; et virvar af billeder, minder, tanker og følelser. Intet ville sætte sig hvor det passede og strøg derfor måleløst omkring, mens hun prøvede at fange det, men for det meste uden held. Hist og her løb et minde af sted, legende med andre som det overhovedet ikke passede ind med, men ikke desto mindre følte sig tilpas hos. Alt i alt var intet som det skulle og mindst af alt som det burde være, men ikke desto mindre opgav hun ej modet; hun var nød til at finde hoved og hale på det, hun måtte og skulle.

Om det så skulle tage flere dage.

Og det skulle det. Solen stod op, bevægede sig over himlen og forlod så verden til mørket flere gange, før alting endeligt var nogenlunde på plads. Minder løb stadig løbsk omkring hist og her, nægtede at lade sig fange, mens andre gemte sig i de dybe afkroge, hvor hun engang selv havde skjult sig bort fra dem, som havde fyldt hendes sind med skrig og latter. Ikke at hun huskede dette, for det minde i sig selv, var blandt dem som skjulte sig bort og flygtede fra hendes sinds lys, når hun endeligt søgte efter det på ny. En dag ville hun være i stand til at fange dem, men hvornår den dag oprandt, kunne ingen sige, for sindet var en af de få ting, som ingen kunne blive rigtigt klog på, end ikke dem, som havde gemt sig bort i sit eget.

Men selv da alt var på plads skulle der gå timer, før sindet vågnede rigtigt; for at samle et sind, betyder ej, at det fungere.

Solen var begyndt at lyse over landet på ny, da hun endeligt slog øjnene op. Nok var sindet genskabt, gendannet, men alligevel var forvirringen stor hos den kraftige hoppe. Hvor var hun? Hvornår var vinteren kommet? Det sidste hun mindedes var sommerens græs, så hvordan frosten kunne hænge i græsset omkring hende var en gåde, men ikke desto mindre en sandhed, for der var ingen tvivl. Solens stråler funklede i græsset og dannede et af naturens mange lysspil. Et funklende virvar som fastholdt hoppens opmærksomhed i længere tid, inden hun endeligt syntes at samle sig nok til at rejse sig.

Og rejse sig, det gjorde hun, men ej som hun normalt ville have gjort det. Ingen smerte fulgte med bevægelsen, noget som hun ellers havde vænnet sig til, når kulden tog sit indtog. Bagbenet værkede ej heller, da hun begyndte at gå fremad, af sted gennem Chibales lunefulde skove. At tænke mere over det, det gjorde hun dog ej; for en gangs skyld skød hun det hen på, at kulden nok bare ikke var blevet slem nok endnu. Frosten var trods alt det eneste tegn på vinterens kommen, så det kunne kun være tidligt på årstiden og mindedes hun ej forkert, så var smerten først opstået efter et par dage. Halten ligeså. Uanset, så glædedes hun blot ved at den manglede.

Havde den brune Taia blot set ned af sig selv, set mod det, som manglede, ville hun have set, at vinterens spæde alder ej var grunden til, at hun ingen smerte følte.

For enhver anden der måtte betræde Chibale's skovstier, så gik der ingen arret hoppe. Ingenting. End ikke et hovspor vidnede om hoppens eksistens, for hun eksisterede ej mere. Uvist for hende var hun gået bort for dage siden, død efter lang tids smerte og afkræften. Hun havde ej fået en stille død i familiens varme, som hun engang have ønsket da hun stadig havde været hjemme og rent faktisk haft en familie. Hun var død i ensomhed og kulde, uden andet end det, som havde taget livet af hende. En trist død i nogens øjne og man kunne vel næppe kalde den andet. End ikke det tætteste, hun havde på en familie, havde været tilstede. Ej havde der været varmen fra den grå hingst eller venskabet fra den gyldne. Ej heller havde den rødgrå været der, men alt taget i betragtning var det nok også bedst... et sind som hendes kunne splintres for let og havde det været eftermælet af hendes død, så havde den brune næppe kunnet komme videre, havde hun endt som hun havde nu.

Et spøgelse, en tåget eksistens uden egentlig form.

Hun eksisterede ej rigtigt, men alligevel var hun der. Hun var ikke draget videre, ej draget bort. Et sted mellem verdenerne eksisterede hun; hun vandrede i ensomheden uden at vide, at den overhovedet eksisterede og sammentræf holdt hende fra at opdage det.

Nok eksisterede hun ikke rigtigt, men visse sanser havde hun, udover synet, og blandt dem var både hørelsen og lugtesansen. Og den sidste skulle vise sig, at bringe hende på vej mod det, som ville ende som en åbenbaring og anfald af benægtelse. For her blandt træerne, her på de stier hun havde vandret sammen med ham, fangede hun sporet af ham. Grålingen. Den grå drømmer, som havde delt sine dybeste ord med hende. En hingst som nærede noget for hende, som hun sandsynligvis også nærede for ham. Om han havde vundet hendes hjerte, vundet hendes vilje og tryllebundet hendes sind, var umuligt at sige, men han havde sandsynligvis været tættere på end nogen kunne forestille sig. Men så var det sket, de skæbnesvangre ting, som havde skubbet hende så langt, at hun næsten havde gjort det utænkelige. Dræbt ham havde hun ej, men tæt på var det kommet, før noget var sket og havde stoppet det. Intet af dette huskede hun, men på et tidspunkt ville det gå op for hende. På et tidspunkt ville minderne blive fundet i dybet, før eller siden ville de hvirvle frem, og om det ville blive det, som knækkede hende eller bragte hende mod livet, kunne ingen sige.

Solen nåede ej langt længere op, inden den brune fandt den grå. Han vandrede på de samme stier, som de engang havde fulgt sammen. Han gik i ensomhed, men såvidt hun vidste, var det ganske normalt for ham. Ej fordi han ikke søgte andre, men fordi han drømte. Fordi han fandt mere i stilheden, i ensomheden, at så mange andre. Hendes skridt tog til; hun ønskede ham nær.

Og hvem vidste, måske kunne han forklare hende, hvordan sommer var blevet til vinter, uden at hun huskede efteråret.

I sin hast hørte hun ej manglen på lyde. Hun opdagede ej, at en gren ikke gav sig under hendes vægt eller at skovens græs ej bølgede bort, men gik lige gennem hende. I sin ivrighed efter viden, efter nærhed, fra den ene sjæl hun holdt kærest, hastede hun uvist mod realisationen af den største ensomhed.

☽ ° ☾

Sneen klampede en anelse under hans mørke hove. Hans mule var nærmest omringet af en varm, fugtig tåge, som for hvert åndedrat blev fornyet. Hans pels var blevet mørkere, nu hvor vinterpelsen havde sat sig uden på den lysere og mere sarte sommerpels. Selv hans ører var blevet plysset, og efter sneen var faldet, var de tynde mulehår nærmest konstant hvide af rimfrost.

Han vandrede ad en kendt sti, og dette gjorde han med vilje. De seneste dage havde han søgt alle vegne og steder, som han vidste de havde besøgt sammen. Denne sti havde de betrådt den dag, hvor han havde ført hende til det specielle sted i Andromeda, hvor man ved solnedgang og solopgang kunne se igennem himlen og ud på det der lignede en tilstødende verden. Han huskede turen tydligt og for hvert skridt han tog, gengav hans sind den samtale og de øjeblikke de havde haft undervejs. Et billede, ord, smil og varme følelser strøg forbi hans indre øje.

---

Den brune Taia vendte hovedet imod den skimlede Altatïr hvorefter hendes ord lød. ,,Hvad er en time?”. Den skimlede Altaïr gengældte smilet, inden han gav sig til at forklare, hvad præcist han mente med denne betegnelse. ,,Jo, melady, det er en måde at beskrive tid på. En hel dag er, så vidt jeg har lært det, inddelt i timer. Der er vidst 24 på en dag, så vidt min moder talte sandt.”

---

Det føltes som så lang tid siden, at dette havde fundet sted. Og det var også lang tid siden. Han havde vel kendt den brune hoppe i omkring to sæsoner nu. Han havde i hvert fald husket de havde vandret i snedækkede skove før, imens de havde udvekslet ord og tanker. Men hvor var hun nu? Sidste gang han havde set hende, havde været en svær omgang. Hun havde været besat af en ukendt størrelse, en ondartet magi, der havde undertrykt hendes egen vilje og sind, og i stedet formørket hendes handlinger. Han huskede at hun havde angrebet, hvæset af ham, sagt ting som han helst ville glemme; men han vidste som sagt, at det ikke havde været hende. Og efterfølgende havde han set, hvordan hun var kommet til skade. Efter denne hændelse havde han ikke kunnet finde hende, og han frygtede at hendes skader havde været så slemme, at det mest frygtelige var sket.

Endnu sad håbet dog i drømmenes hingst, hvilket var grunden til at han ledte. Han havde søgt de fleste steder han vidste hun kunne være – steder han havde mødt hende før, men alle gange havde han ledt forgæves. Nu forsøgte han sig med denne sti, en sti som havde rykket hans hjerte. Den sti, som havde været underlag for den vandring, som havde vist ham at han elskede hende. Og han håbede inderligt at hendes hjerte havde draget hende i samme retning, at han om lidt ville se hende længere henne, eller høre hende bag sig. Men som timerne var gået, var intet endnu sket. Han standsede et øjeblik og lod vinterens stilhed ramme ham. Der var intet i miles omkreds ud over ham selv. Denne sti var ikke kendt af mange, det vidste han; så den lå naturligvis hen i totalt ro.
En sagte brummen forlod hans dybe bryst inden han skævede omkring sig. Ej heller var den han ønskede at se blevet lydløs, for hun var ingen steder. Med et sagte, indvendigt suk, begav han sig fremad igen. Her fortsatte han, godt og vel en halv time, inden noget forunderligt skete.

Omkring hans krop følte han nu en underlig form for kulde. Han studsede ved denne sære fornemmelse, for kulden havde han bemærket hele tiden. Det her var dog noget ganske andet; som var det mere intenst, ja nærmest levende. Impulser der vandrede igennem luften måske? Han standsede sin ædle krop og hævede sin lange hals. Hans dybblå øjne skimmede rundt i området, men atter så han intet. Denne gang var han dog vis på, at noget var i hans nærhed. Måske ikke i den fysiske verden, for her vidste han at hans sanser ville afsløre det. Nej, måske lå denne aktivitet hinsides hans øjne, for en dunkende og trykkende fornemmelse bredte sig i hans indre. Som søgte noget at hive hans opmærksomhed ind imod hans eget jeg, ind imod hans elskede drømmeverden som han så inderligt ønskede var virkelig, og som han så inderligt havde søgt at dele med andre. Denne verden som kun var hans egen, måske en indbildning ja, men en han troede på og en han elskede. Der gik en rum tid inden den skimlede hingst lukkede sine øjne, for at lede efter det som udløste denne underlige kulde, der endnu gav ham kuldeskær under den tykke pels. Hvad var det?

Taia
☽ 2 ☾

Hendes trin forsatte uvidende mod ensomheden, trods at den skimle stoppede op. For hende virkede det blot, som var han stoppet, fordi han havde hørt lyden af hendes skridt; en lyd hun forestillede sig var der, men som ingen andre end hende hørte. Skridtene, som var blevet til en trav, aftog igen, mens hun betragtede ham; han havde ej ændret sig meget, men jo nærmere hun kom, jo mere tydeligt blev det dog alligevel. Der var noget galt. Hans udtryk lyste ej af det liv, som det havde gjort sidst; i stedet virkede det tungt, sorgfuldt, hvis ikke direkte sørgende. Og på samme tid var der den søgende essens i dem, som hun aldrig helt kunne sætte ord på. Hvad end der var sket, så ville hun villigt lytte til ham, skulle han have lyst til at dele det med hende; villig til at bære mere af hans vægt, for han tillod hende trods alt at støtte sig mod ham.

"Gråling?" lød det fra hende, så blidt som nogensinde. I stemme lå længsel og savn, blandt med glæden ved gensynet af ham. Sammen dannede de en tone, som med tanke på situationen var intet mindre end hjerteskærende. Den vidnede om hendes lyst til at røre og føle, til at mærke en andens eksistens, i momentet hvor det var en af de få ting, som umuligt kunne ske. Uanset hvad man gjorde, uanset om han så på magisk vis blev i stand til at se hende, så var der ingen måde for dem at berøre hinanden. Ingen måde hvorpå han kunne dele sin varme og fylde det tomrum, som døden havde bragt til hoppen. For hvor der før havde været varme, var der nu intet andet end en ujordisk kulde, som var den eneste del af hendes eksistens, andre kunne sanse. Intet mere end kulde var tilbage af den hoppe, som ellers så villigt havde draget andre ind i sin varme.

Et sidste skridt.

Han havde ej reageret, hvilket undrede hende, men det gik hende forbi i den iver, hun havde. Et smil tindrede om hendes mule da hun let puffede ud efter ham... og fandt intet. Forvirret stod hun et øjeblik. Hendes skridt forsatte og da hun fik muligheden nappede hun efter hans skulder, venskabeligt og kærligt på samme tid, men fandt igen intet. Hendes mule ramte ikke hingstens bløde pels, men forsatte i stedet for ud i intetheden, som skulle have været ham.

Promte trådte hun bort, mens hendes ører fladede ud langs nakken. Var dette et trick? En illusion? Hvorfor kunne hun ej røre ham, når han stod lige der? "Gråling?" Lød det igen, men denne gang ej blidt eller med længsel. Der var noget kommanderende i det. "Gråling, se på mig?" Stemmen ændrede sig igen og hun hævede hovedet, hendes nu støvblå blik fuld af undren og frustration. Hvorfor kunne hun ikke røre ham? Hvorfor vendte han sig ej mod hende?

Hvorfor hørte han hende ej?

☽ ° ☾

… Jeg søger … Men jeg ved ikke hvorfor … Jeg søger, men jeg ved ikke hvor … Hjælp mig, du fremmede, du ukendte … for ellers søger jeg for evigt i blinde …

Den uforklarlige kulde, som den skimlede hingst følte omkring sin krop, blev stærkere. Som havde den sit eget liv, men det var et liv, som han ikke kunne definere. I stedet for at fordele sig ligeligt omkring hans krop, var det som om den dukkede op meget centrale steder, ved skulder, hals. Han prustede dæmpet, mens han endnu stod med lukkede øjne, for hér, i hans egen verden, var hans sind modtageligt for langt mere, end når hans øjne sansede verdenen omkring.
Han så intet, for der var intet at se. Ej heller bag hans øjenlåg, hvor hans dybblå øjne søgte at beskue den verden, som kun hans sind kunne skabe. Men han blev ved med at lede, for hans krop havde mærket noget som han ikke kunne forklare; en fornemmelse, et gys, gled igennem hans led trin for trin indtil den løb langs hans ryg som is. Det var en ukendt rædsel nærmest, der spredte sig igennem hans krop, inden han trak vejret dybt for da at holde det. Her, i stilheden, kunne han søge.

Altaïr var på vej ind i den verden han skattede mest. Fordi denne nærmest levende kulde havde påvirket ham på denne måde, havde hans instinkter skudt indt i fortalt ham, at han måtte lukke det, som hans øjne så ude, for at se det, som ikke kunne ses. Han huskede på sit totem, en ganske særlig genstand som kun han kendte til, hvorpå han lod sig glide ind i hans sinds univers. Først var der intet, men da begyndte hans verden at skabes for hans indre øjne; træerne skød frem, kulden forsvandt og solen kiggede over de tætte trætoppe, i den drømmeverden han havde valgt. Og her ventede han på det, som søgte ham; den energi som han havde kunnet føle, og som mange nok blot havde rystet af sig som værende ingenting. Men Altaïr var af den tro, at intet i verdenen blot var ingenting.

Hans fysiske krop stod i dvale, imens hans puls langsomt faldt. Fordi hans sind bevægede sig så langt væk fra den virkelige verden, var kun de basale funktioner nødvendige for, at hans krop blev stående i virkeligheden. Hans knæ var låst, hans hjerte kun knap og nap vågent nok til at forsyne hans krop med blod og ilt. Hans lunger fyldtes næsten dovent, for at blive tømt i samme hastighed igen; ja, det eneste tegn på at hingsten faktisk var i live var, at hans ene øre vrikkede vagt omkring. Det var altid vigtigt at holde øje med de ting der foregik i den virkelige verden, såfremt han skulle hurtigt tilbage, for da kunne lyde vække ham fra hans trancelignende tilstand, eller såfremt han skulle vælte. Det var hans sikkerhedsliner, for ellers kunne han drive så langt fra sin krop, at han ikke kunne finde vejen tilbage igen.

I hans indre, åbnede han nu sine øjne for alvor. Solens stråler gled næsten kælent ned imod jorden, som han forestillede sig dette; for ak, alt det, som han troede var virkelighed, var blot virkeligt fordi han troede på det. Hans forkærlighed for drømme havde givet ham denne illusion at han faktisk kunne se hinsides til en anden verden, om end det ej var muligt for den skimlede hingst. Hans tro derimod, var så virkelig, at det faktisk gavnede ham; for netop fordi han lukkede op for det umulige, så at sige, så han det nu. En bevægelse i periferien af hans synsfelt fangede ham. Hans dybblå øjne søgte øjeblikkeligt denne nærmest ujordiske tågelignende eksistens han mente at have fanget et glimt af, men intet var at se. Ej heller den anden vej. Uforstående rankede Altaïr sig op, inden hans indre ører fangede en efterklang af en stemme. Hvor kom den fra?

,,Jeg lytter. Hvad er det, som du vil fortælle mig?”

Lød hans stemme da, inden i hans eget sind. Ingen ville kunne høre ham, med mindre de faktisk var tilstede i en verden der ikke fandtes, ligesom han troede hans selv var – og aldrig før var hans teori om, at der er mere mellem den virkelige verden og drømmeverdenens blevet bekræftet. Men det, som han ikke vidste, var at den faktisk var ganske sand; for et sted midt imellem svævede eftermæglet af den hoppe, som han elskede. Hendes sjæl var blevet til det, man ville kalde et spøgelse – og faktisk nu, i selv samme øjeblik, rørte hun ved ham.

[8]

Taia
☽ 5 ☾

Det var ikke vrede der vældede op i hoppen. Nærmere sorg og frustraton over at han nægtede at se på hende. Hvorfor ville han ikke se på hende? Hvorfor nægtede han...? Hvorfor hørte han hende ikke? Spørgsmålene gik om og om igen i hendes hoved, hvor de såede tvivl og skar sår, kun synlige for den enkelte sjæl, som bar dem. Såede tvivlen om hendes ar igen, selvom hun for længst havde lært at leve med dem og han aldrig havde vist nogen tegn, på at finde dem hæslige som hun selv havde...

Hvad der endte med nærmest at blive dråben, var da han lukkede sine øjne og tilsyneladende forsvandt, ignorerede hende til yderste grad. Som søgte han bort, væk til en verden hvor hun ej eksisterede og hvor han kunne finde frihed for hende. Hvordan kunne han gøre det mod hende...? Hvordan kunne han blot...? Hun trådte et skridt tilbage, svigen af pressende tåre tydelige i hendes nu stålblå øjne. Ørerne vendte bagud. Hvordan kunne han... hvorfor... hvorfor...?
Hun kunne ej græde som det, hun nu var, men det fjernede ikke følelsen af at det nærmede sig. Hun havde aldrig været en hoppe til gråd, aldrig den som lod tårerne flyde frit, men i denne situation fandt hun sig selv drevet ud til det punkt. En ting var hvis han ikke hørte hende, noget helt andet var fuldstændigt at ignorere hende. Det lå ikke til ham.. det kunne det ikke...!

I sin frustration, næsten desperation, for en reaktion fra hingsten, brugte hun et navn, hun aldrig nogensinde havde ønsket at ytre før... nægtede han at lytte til det navn hun havde givet ham, så havde hun ikke andet valg, end at bruge det navn, hans moder havde tildelt ham.

"Altaïr!" Ingen reaktion. "Altaïr jeg ber' dig, se på mig...!"

Han gjorde intet. Lyttede ej. Følelsen af tårer vældede nu frem med frustrationen over den ensomhed hun følte. Hvordan den blev 10-foldiget ved hans ignorering af hendes eksistens. Ideen om illusionen var druknet i hendes andre følelser, så derfor gjorde hun en allersidste desperat handling for at få hans opmærksomhed.

Med et kraftfuldt spring hamrede hun ind i ham... og fandt sig selv stående midt i ham, hvor hendes tanker knækkede og faldt til jorden for et øjeblik.

☽ ° ☾

Der skete intet. Alt imens Altaïr, den skimlede hingst, prøvede at beskue sin imaginære verden, lede efter den eksistens han mente at kunne fornemme, skete der intet. Selvom hans tro var stærk, stærkere end de flestes, da var hans evner blot endnu dødelig, og derfor var han ikke direkte forbundet med den overnaturlige verden, som han dog troede på fandtes. Alt imens hans blik strøg over hver sten og græsstrå der var at finde i den drømmeverden, hans indre havde skabt, var der intet der bevægede sig, intet der lod sig høre. Frustrationen var tydelig, såfremt man kunne beskue ham i denne drømmeverden, for hans ører vrikkede forvirret rundt og hans dybblå øjne flakkede ustandseligt. Intet. Hvorfor var der intet? Denne bizarre kulde, som han havde oplevet, havde han ikke kunnet sammenligne med noget, som han før havde oplevet, så noget måtte her være. Det måtte der.
Han prøvede på ny, så endnu længere ind i hans egen verden, søgte ved træerne, søgte ved klipperne. Endnu intet. Længere forsatte han, alt imens hans fysiske krop gradvist blev udmattet. Det var svært for ham at koncentrere sig på denne måde, at lede i denne dybde, som han førhen kun havde besøgt for at udfordre sig selv og lære nyt. Nu skulle han gennemsøge denne verden, som han forestillede sig, men han måtte intet overse; og det krævede mere energi, end han nok havde råd til at bruge på dette; men noget hev ham pludselig tilbage til den virkelige verden. Hvilket nok var til hans held, mere end det var til skade.

Kulden som han før havde bemærket, den der næsten havde prikket til ham, følte han nu i kernen af sin krop. Et gisp skød fra hans lunger, da hele hans bug trak sig krampeagtigt sammen og han spærrede øjnene op. Han følte det som om han var blevet smidt i et ishav og lige havde hevet mulen over vandet for at forsøge at trække vejret igen. Han rystede næsten som et espeløv, inden han fik stavret sig frem på vaklende ben, og næsten med det samme forsvandt kulden igen. Nærmest med frygt i sine dybblå øjne så han sig atter omkring; hvad i al verden kunne dette dog være skabt af? Hvad i al verden kunne fremkalde sådan en kulde, der kunne bore sig ind i kroppen på andre? Hans puls der var blevet jaget i vejret af adrenalin fortsatte med at tvinge hans hjerte til at hamre i fulde fart. Den lagde sig ikke, men bredte en utro i hingstens indre, for langsomt var det ved at dæmre for ham, at noget absolut var forkert. Og efter et minut, hvor hans dybblå øjne havde flakket tomt foran sig, mens hans sind prøvede at regne ud hvad der skete, var det som om noget slog ned i ham og paralyserede ham. Han holdt vejret og alt liv forsvandt et øjeblik fra hans øjne. Et øjeblik efter slog han hovedet bagover, imens hans stemme blev slynget ud i luften med foruroligende styrke, i det han råbte efter den éne som han bare ikke måtte miste. Den éne han ikke kunne undvære, og som hans krop med det samme frygtede den havde mistet.

,,TAIA”

Han skreg det med så voldsom styrke, at selve ordet næsten blev gemt i hans toner, der var kaldende, paniske, søgende, sørgende; det hele på samme tid. Han stoppede dog ikke her, for så snart hans ord var gledet over i eftertonerne af hans råb, begyndte han at vrinske i vildens sky, gentog sine kald igen og igen; han ventede end ikke på svar, for noget dybt i ham havde allerede regnet ud at han ikke ville få et, selvom hans sind ikke kunne forstå denne uro. Sidste gang han så hende, var hun i live. Det måtte hun endnu være. Dog kunne han ikke kontrollere denne handling, som stod på i hele minutter, før han tav og lyttede efter den efterklang der bugtede sig gennem landskabet. Intet svar og langsomt krøb stilheden ud fra træerne og lagde som om ham. Tyst stod han, alt imens ukendte følelser fremkaldte panikkens tårer, der langsomt trillede ned af kæberne på den skimlede hingst, alt imens hans blik nærmest tomt stirrede frem for sig; afventende..

[9]

Taia
☽ ° ☾

Fornemmelsen var ubeskrivelig, ufattelig... uden sammenstykke... men hvad skulle også kunne sættes op mod det, der var sket for dem? For hende? For ham? Hvordan kunne man sætte noget op mod, at være gået igennem et andet væsen? At stå midt i dets eksistens, at være, hvor intet andet, burde kunne være? Den arrede hoppes sind havde problemer med at fange øjeblikket, at fatte hvad der overhovedet var sket. Hun stod der, hvor kun han burde kunne eksistere. De burde ikke være i stand til at eksistere på det samme sted, de skulle ikke kunne opfylde det samme rum.
Samtidigt med at følelsen var ubeskrivelig, så var den ulidelig. Ikke fordi det gjorde ondt. Ikke fordi det var ubehageligt. Det var ulideligt, fordi det føltes forkert; forkert forbi al beskrivelse. Det var unaturligt, selv forbi Den Vises eksistens og alt andet, hun havde set i ø-riget. Hun kunne tro på Lysets eksistens, på Skyggernes liv, på Slangens magi, men dette var blot forkert og ikke kun fordi det var unaturligt. Det var forkert, fordi den kulde hun havde, langsomt forsvandt i takt med, at den grå hingst blev kold. Som tog hun fra ham, for at give sig selv; som en igle, en parasit. Intet mere end det, der havde taget livet af hende selv, selvom hun dog var ubekendt med dette for øjeblikket. Hun sugede hans varme, hans liv, blot for at fylde sin egen, tomme eksistens. Den realisation ville have fået hoppen til at trække sig bort med væmmelse, væmmelse rettet mod hende selv, var det ikke fordi den grå allerede havde trukket sig med stavrende skridt.

Hvor hun stod, stirrede Taia blot fremad, mens tankerne langsomt stykkede sig sammen i hendes hoved. Langsomt, stykke for stykke ,var hun i stand til at sætte tingene sammen, men der manglede stadig de vigtigste ting; Hvorfor? Hvordan? Langsomt, næsten med frygt, sænkede hun sit blik mod stien, de begge havde fulgt. Ingen spor af hendes eksistens var at se; som var hun der egentligt ikke, men det kunne ikke passe. Hun var her! Hun så på ham! Hun havde fø... Hun havde ikke følt noget... Hun var gået igennem ham og havde ikke følt noget som helst...
Illusionen af fornemmelsen af tårer brast og efterlod hoppen aldeles lammet. Hun følte ingenting, udover det, hun følte indeni. Hun følte den brændende sorg, den lammende frygt, men intet mere. Hun følte ingen tårer, for hun havde ingen at give. Hun følte ingen kulde fra jorden, for hun var blot kulde selv. Et tomrum som trak på andre, for at fylde sig selv.

Grålingens kald trak hende ud af de tanker, hun havde om sin egen eksistens. Lyden skar dybt i hende og hun trådte bort, forskræmt over styrken bag det, såvel som følelserne i det. Der var så megen sorg.

Kunne hun være...?

Nej! Det kunne hun ikke! Hun var her stadig, hun var lige her! Frustration vældede op i hoppen på ny; hvorfor kunne han ikke bare se hende? Hvorfor kunne han ikke forstå, at hun var lige her... hun var lige her... lige her...

Nej... nej... nej... nej...!

Hun ville træde fremad, men fandt sig kun i stand til at, næsten faldende, trække sig bagud, bort fra den grå hingst. Han kunne ikke se hende og hun kunne ikke kontakte ham. Hun kunne ikke være... Halen svirpede frustreret bag hende, mens hun blot trak sig længere og længere bort, skubbet af den unaturlige fornemmelse hun havde haft før. Underbevidst ville hun ikke tage fra ham, ville ikke ende med at sende ham bort i hendes sted. Hendes bevidsthed ville samtidigt ikke acceptere det, som enkelte af hendes tanker legede med; at hun ikke var her mere. At hun var død. Der havde været fortællinger om det engang, i hvert fald havde hun et tåget minde om sagn, hvori nogen var forsvundet til det sted mellem liv og død. Om en tågeverden hvor de gik alene, i stand til at finde andre, men ej i stand til at tale med dem.

Sjæle forbandet til en evighed i ensomhed...

Som hun efterlod ham, ville han mærke varmen vende tilbage. Han ville kunne føle solens lys, føle livet den gav. Borte ville den unaturlige kulde være, selvom frosten i ham nok ville sidde et stykke længere.

☽ ° ☾

Tårerne der trillede ned ad kinden på den skimlede hingst frøs langsomt til is. Som klare små juveler sad de i hans tætte pels, som var en anelse mørkere end sommerpelsen. Der gik længere og længere imellem hver dråbe, indtil de ophørte. Han stod endnu samme sted, med blikket stirrende tomt fremad, og en krop der sommetider dirrede af kulde, der endnu ikke helt var forsvundet fra hans indre; en kulde forsaget af den sjæl han længtes mest efter, en kulde skabt af en energi, der ikke længere havde en livsform.

Sandheden var gået op for ham, da hun ikke havde svaret ham. Det var som sådan ikke det manglende svar, der havde lukket op for den frygtede sandhed i hans indre, men mere det faktum, at den sære følelse var blevet så stærk; den sære følelse af, at være jaget og ikke kunne slippe væk. Adrenalin, et stof som han ikke kendte til, havde ført ham til sandheden, for kun én grund kunne der være til, at han ikke havde fundet hende endnu. Der havde før gået lang tid imellem at de stødte på hinanden, men altid havde hans indre været vist om, at hun var okay. Nu sagde hans indre det modsatte, og det havde aldrig før taget fejl.

Han havde stået noget tid; helt præcist hvor længe vidste han ikke – men kulden omkring ham, kulden i ham begyndte at fortage sig. Han rykkede en anelse på sit grå hoved, inden han for første gang i flere minutter bevægede sig. Han skævede til siden, som forsøgte han at følge den retning, som varmen kom fra. Han vidste ikke hvad han kiggede efter, eller om det blot var indbildning at vejret slog om til noget varmere omkring ham; men instinktivt vidste han, at der var noget, og at det nu fjernede sig fra ham. Med et suk vendte han derpå hovedet imod den retning han var kommet fra. En sørgmodig beslutsomhed var langsomt ved at træde frem i hans indre, for nok var han sikker på, at hun var død, men han manglede beviset. Selvom det ville blive en forfærdelige søgen, og endnu mere forfærdelig når han end ville finde hende, var det nødvendigt for ham; og af frygt for at søge hans drømmeverden for at fare vild med vilje, blive glemt i igenmandsland, måtte han sætte sig et mål. Han måtte finde hende og bagefter.. Ja .. Bagefter, det ville han tage til den tid. Derpå begyndte den skimlede hingst med helt sløse skridt at gå i den modsatte retning, for at begive sig ud på en søgen. Han ville gennemgå alle de steder, han vidste hun holdt af at være; og fandt han hende ikke, ville han starte fra den ene ende af landet og søge til han nåede den anden.

[Slut]