After the Poisoned Earth

Daevas Synth
Åben tråd
...

Langt de fleste ville opfatte et nyt land, som værende en spændende ny begyndelse. De fleste ville på sin vis også have ret i deres antagelse. Men måske, var det fordi de ikke alle havde ens tankegang. Nogen brød sig om selskab, andre holdte mere af at være dem selv. Nogen, søgte tryghed hos hinanden - mens andre blot behøvede sig selv. Forskellen vægtede simpelthen på relationer, opvækst, opdragelse og til sidst, men bestemt ikke mindst: psyke. Et land som Andromeda var udadtil et ganske fornuftigt sted at befinde sig i. Men set i bakspejlet, så var det ganske foruroligende, at man blot kunne blive taget sådan ud af sin ellers fornuftige, rutinevante verden. Først kunne man vel tale om, at det var rart at kunne få streget en masse gamle bekendtskaber over, med en stor fed tusch, så man ikke længere skulle bekymre sig om dem. For bekendtskaber, det var ikke altid en lige nem affære. Mange af de som lærte andre at kende, ville på kortere tid føle sig knyttet, om man ville, til en anden levende skabning. Det skete udelukkende, hvis de følte tryghed. Et andet selskab indikerede ligesom tryghed eller var det en helt forkert antagelse?

Mørket bar på mange hemmeligheder. I dets tidlige morgenstunder, kunne man svagt begynde at ane en ganske lys skabning, med en ravnesort man. Benene var tilsvarende sort, på nær det ene forben, som skildte sig lidt mere ud. Formen på det ædle hoved, var markant og havde et maskulint præg. Aftegnene var fordelt på kroppen på en tilfredstillende facon. Hverken for mange eller alt for lidt. I hvert fald hvis man spurgte ejermanden selv. Det ædle, men slanke hoved var præget med et stort aftegn, og de mørkt tonede farver omkring øjnene. Men, øjnene var bestemt noget, som de fleste bed sig mærke i. For de havde en ganske særlig farve. De var gyldne. På lidt længere afstand, ville man kunne anse dem som værende skrigende gule. Men det betød meget, om de blev udsat for den rette belysning eller hvordan de som mødte skabningen ville anse dem. Karakteristisk var disse gul-agtige øjne. Mange ville med tiden, kunne forstå hvis deres alarmberedskab havde lydt, når de mødte ham. For øjnene lagde ikke skjul på, at de allerede var advaret når de trådte ind i en verden, som han også levede i. Så snart man lærte ham at kende - som man selvfølgelig selv troede - så ville man finde ud af, at det slet ikke var det, som man først troede. Han var en helt anden og han havde taget fusen på en.

Daevas havde efter sin ankomst i denne nye, forunderlige verden bevæget sig mod en lille bæk, som var placeret i gennem en skov. Egentligt så havde denne, spraglede hingst ingen yndlingssteder, som sådan. Heller ikke fra sin gamle verden. Daevas var ikke god til store forandringer i sit liv, men det vovede han aldrig at ville påstå. Det var gemt i hans inderste, terroriserende sind. Han havde dog lært at tilpasse sig langt de fleste steder, men han brød sig ikke om sand. Det var det eneste terræn, som han ikke ville betræde og heller ej nogensinde ville komme til det. Sand havde en effekt på ham, som han ikke brød sig om. Han følte en vis ubehag ved at betræde noget så blødt og noget så farligt. Men hvorfor sand? Ville de fleste spørge ham om. Men han ville nægte at svare, for det var ikke noget, som andre skulle blande sig i. Ingen skulle blande sig i hans tanker og hans væsen.

Daevas havde en nem tankegang, at forholde sig til. For han vidste udmærket godt, hvad det var han ville og han ikke ville. Han følelsesregister derimod... Det fungerede ikke optimalt. Daevas havde nogle problemer med at angre. Hans samvittighed bankede aldrig på og han nægtede at erkende de fejl, som han begik. Mange ville derfor postulere at denne skabning nok skulle få øjnene op: det krævede da bare et ganske særlig selskab. Men problemet for var bare ikke så ganske enkelt. For Daevas havde fået samtlige chancer for at skulle og kunne ændre sig. Han havde sågar fundet det, som kunne have været hans livs helt store kærlighed, men han slap hende væk. Daevas ville altid ende op alene.

-

Den røde hoppe havde efterhånden være i Andromeda land, igennem mange vintre og somre. Hun kendte mange af de forskellige steder, og mange af de fantastiske væsner der begik sig i landet. Hun havde mødt mange sjæle igennem sin tid i dette land. Da hun ankom til denne magiske verden, havde hun ingen anelse om, hvor meget det i sandhed havde at byde på. Hun kendte ikke dets hemmeligheder, og hun kendte bestemt ikke til kampen mellem Lyset og Skyggerne, der lurede bag hver en lille sten. Men den dengang yngre hoppe, var blevet langt klogere på landet nu. Hun havde mærket Lyset på egen krop; for hun var blevet velsignet for en vinter siden, og hun var dermed blevet en Vogter af dette land. En opgave var hun dengang blevet tildelt; og hun havde løst den, ved hjælp af Bjergvandreren Djange. Dette havde betydet, at hendes udseende ikke længere var det samme, som da hun første gang satte sine hove i den befrugtede jord, der var i Andromeda.

Armonia hed denne røde hoppe, som i de tidlige morgentimer, var begyndt at vandre afsted igennem Enophis store område. Hun havde været endnu en tur oppe i de store bjergkæder, hvor Hjulet var gemt, og kun hun kunne finde det, fordi det kaldte på hendes indre. Hun bevægede sig med sirlige og stille bevægelser, mens hun svagt smilede, til de sjæle der var begyndt at stå op fra nattens ro. Hun havde intet bestemt at gå efter nu; for hjulet var stadig i skjul for skyggerne. De havde ej fundet det. Hun bevægede sig i det åbne område i nogle meter endnu, inden hun da forsvandt ind imellem de træer, der nu skjulte hendes røde farve en smule. Skumringen var blot kun begyndt, og derfor kunne hendes udsmykninger af snefnug, frost, rangler og blomster ej ses så tydeligt endnu. Mange så lidt skævt til den røde og blive hoppe, efter hun var blevet forvandlet; og hun forstod dem inderst inde godt. Men den selskabelige og varme hoppe, ønskede og håbede dog, at de andre sjæle i landet, ej ville se så skeptisk på hende: for hun var jo stadig den samme.

En duft ramte hendes let vibrerende næsebor, en duft af en anden sjæl, der stod længere fremmede, ved en lille bæk, der så fint bevægede sig imellem træerne, som en lille sti. Hun vippede sine røde øre fremad, inden hun da stoppede i god afstand; for den røde, blide hoppe, kom fra en blind vinkel, bagfra. Og hun ønskede aldeles ikke at skræmme den sjæl, der stod der. Et stille og varmt brum forlod hendes spinkle men muskuløse krop, inden hun da lod hovedet glide en anelse ned, i en venlig holdning. Ak ja, den blive hoppe var aldeles ikke dominerende anlagt; det så hun ej grund til at være. Hun sagde ikke noget endnu; for hvis han ej ønskede selskab, var denne brummende hilsen jo nok. Da kunne han besvare, eller afvise. Hun håbede dog, at han ikke afviste. Men hvis han så hendes udsmykninger; kunne det meget vel være, at han så sig skævt på hendes skabning.

Normalt for alle levende skabninger, var man vågen anlagt. Man huskede at være opmærksom på sine omgivelser og bestemt ikke lade sig drive hen, så man ikke opdagede den farer som kunne lure derude. Daevas var bestemt også sådan indrettet især med hans paranoide-personlighedsstruktur. Det med at opdage faren i tide var noget, som han var ganske tilfreds med. Med lette bevægelser lod standsede han ved kanten til den lille, rislende bæk. Han var omgivet af træer, men de stod ikke så tæt at han følte sig indeklemt. Med den hvælvende hals, strakte han ned mod det tillokkende vand, for at slukke tørsten. Han vippede observerende med ørene, for at være sikker på, at ingen overraskede ham. Når man levede med en så slem personlighedsforstyrrelse, som Daevas så havde man lært at der var nogen ting, som bare ikke kunne lade sig gøre. Han kendte sig selv bedst, og skånede sig selv fra handlinger og gøremål, som kunne skade hans psyke ydermere. Desuden så var der vel ingen grund til, at påføre sig selv skade. Var der vel? Da han havde slukket den nødvendige tørst lod han hovedet blive hævet igen, for så at observere en lyd, som kom tættere og tættere på ham. Der var ingen faresignal, fordi skridtende bestemt ikke kom snigende.

I en let bevægelse drejede han det ædle hoved i mod en rødelig skikkelse. Han lod en dæmpet brummen lyde tilbage, mens han lod ørene blive spidset i mod den røde skabning. Det var tydeligt at det var en feminin skabning, som bevægede sig tættere på ham. Hun havde allerede fået øje på ham, men hun lod til at holde sig på afstand såfremt at han ønskede at være alene. Daevas havde dog rigeligt med overskud denne dag, trods alle de forandringer omkring ham havde været overvældende. Han trådte væk fra den rindende bæk, mens han bevægede sig taktfast mod den spinkle, farverige hoppe. Først da han kom tættere på, bemærkede han hendes udsmykning. Daevas var ingen drengerøv og derfor kom der ingen dum-smart bemærkning. De mandelformede øre var rettet mod den røde hoppe, mens han stoppede med en passende god afstand i mellem dem. Daevas satte meget pris på at holde normerne, når det gjaldt nærkontakt. Han overfusede ikke andre, fordi han ikke selv ville lade nogen komme alt for tæt.

Daevas havde en overskudsagtig udstråling: og det kunne nemt lokke de omkring ham, til at opfatte ham som vældig charmerende. Hans blik var flammende og intens. Hans stemmeføring var dyb, kontrolleret og ganske høflig. Generelt besad han en charme, som de fleste faldt for. Men hvad de ikke vidste var, at det blot var en overfladisk barrikade som han havde oppe. Han var slet ikke sådan når det kom til stykket. Hvis de nu begyndte at komme ud af den rolle, som han tilpassede dem i - så kunne det ikke fungere i hans hoved. For Daevas havde det med at sætte folk i båse, og derfor tilegne dem forskellige roller i hans liv. Denne hoppe var mild, og derfor skulle hun forblive sådan. Hvis hun forsøgte på, at komme tættere på og pille ved hans barriere, så ville han pludselig blive ganske paranoid og så ville nervøsiteten og usikkerheden skvulpe over bæreret. Så derfor var det yderst vigtigt, at Daevas havde kontrol over sig selv, selvom det var umådeligt svært.

En dyb brummen kunne igen tydes i den tidlige morgen. De intense øjne fangede hurtigt hendes blik, mens han med den høflige afstand blev stående. Afstanden var lagt passende til at de begge kunne tage enkelte skridt nærmere på hinanden - hvis det blev nødvendigt. Den spraglede hingst havde endnu ikke valgt at lade stemmeføringen fylde tavsheden omkring dem. Mest fordi han ikke var den store taler. Selvom han havde denne overfladiske charme over sig, så havde han ingen kvalmende forførisk båndoptagelse, som han bare fyrede af hver eneste gang. Han havde været blevet overbevist om, at jo færre ord man brugte jo mere tiltalende ville det derfor blive. Han betragtede hendes udsmykning og bed bestemt mærke i de små snefnug som var placeret nænsomt rundt i hendes man. Derpå lagde han det ædle hoved på sned, mens han lod et svagt smil tyde.

,,Daevas er mit navn,"

Der var ingen fjendtlighed at finde i hans talen eller adfærd. Det var den typiske Daevas man stødte på. Han skulle virkelig jokke i spinaten, hvis han agerede anderledes overfor en. For dette var den sædvanelige, overflade som alle ville møde når de ikke kendte ham og han ikke kendte dem. Det var netop fordi de til hinanden var fremmede. Hvis den røde hoppe følte sig knyttet til ham, ville han skubbe hende væk og derved ændre sig fuldkomment i angst for at blive opdaget. Det at hun var udsmykket sådan, gjorde han nysgerrig - for det var ikke noget han havde set før. Og med den høje hjerne-kapacitet han havde, så ville han gerne vide så meget som overhovedet muligt.

Den røde hoppe, forblev stående, mes blikket i den brogede hingst retning. Han så ud til at have hørt og set hende nu, og hans blik blev derfor rettet imod hendes retning. Hun forblev stående, mens han roligt nærmede sig hende, med de bevægelser der så fint fortalte, at han var en hingst. Alle i landet, både hingste og hopper, havde hver deres måde at bevæge sig på; men dog var der ofte lidt fællestræk i bevægelserne, afhængig af om det var en hingst eller hoppe, der kom marcherende. De røde øre vippede stille rundt, inden de dog forblev fremadrettet. En mild brummende lyd forlod hendes hals, da han kom nærmere og nærmere, for måske at byde ham velkommen, og påpege, at selskabet absolut intet gjorde for den milde og varme hoppe.

Han standsede i en afstand, der var ganske påpasselig for ham selv, ville hun tro. For han kunne træde tættere hvis han ønskede dette, men dog kunne han også træde længere tilbage, hvis dette var mere behageligt for ham. Armonia ønskede ikke at træde tættere på ham, for han virkede til at denne afstand var mest behagelig for ham, og dette respekterede den varme hoppe til fulde. Måske hendes udseende også prægede ham, til at holde lidt afstand til hende? Det kunne hun jo ej vide, men dog ville det ikke komme bag på den røde skabning.

Hendes varme og brunlige øjne hvilede imod den fremmede hingst, der efter lidt tid, lod sin stemme flyde frem til hendes sensitive øre. Hans stemme bar ikke præg af noget specielt; den var mørk som en hingst stemme, men også med en vis portion charme. Daevas, dette var hvad han præsenterede sig som. Hans øjne hvilede kort imod hendes snefnug, der pyntede hendes ellers røde man. Et lille og varmt smil bredte sig over hendes hvidlige mule, inden hun da rejste sit hoved lidt mere, så hun ej stod så duknakket.

,,Daevas, mit navn er Armonia. Er De blot ude at gå, eller søger De efter noget bestemt?”

Spurgte den røde hoppe, med en mild og varm stemme, inden hun da lod sine brune øjne søge imod hans øjne. Ikke stift eller angribende, men søgende. Hvis han ej ønskede at have øjenkontakt med den røde hoppe, ville hun blot fjerne blikket igen. Men hun kunne jo ej vide det, før hun havde forsøgt sig med det.