Out of the Edge

Daevas Synth
Tag: Djange
...

Muligt var det at Daevas ikke anede hvor langt ude han egentligt var. De fleste nænnede ikke at påpege de. Størstedelen anede ikke hvor langt ude han var, fordi hans person bestod af så mange facader og skjule agendaer. Han var som han nu var og det var egentligt ikke fordi han havde oplevet noget, som var udover det sædvanelige. Han havde da fået knubs i gennem sit liv, men intet var så opslidende og terroriserende at det kunne være grunden til hans usædvanlige adfærdsmønstre og tanke gang. Daevas anså ikke sig selv som værende en løgnagtig, bedrager. Han gjorde i hvert fald ikke nogen opmærksom på det, fordi det ville afsløre hans dække. Han ønskede at gemme alt det til de ukendelige. Det var hans hemmelighed. Men desværre for Daevas havde han svært ved at holde styr på sine mange forklaringer og lystløgne, så det endte ud i at han kom ud i utallige bortforklaringer og derfor den nervøse adfærd. For Daevas elskede at fremhæve sig selv, som den bedre. Hvis det nu kunne være på andres bekostning, så gjorde det ham ikke spor. Det gik jo ikke ud over ham, men dem. Derfor så han intet problem i at stikke en løgn eller mange, for at fremstille sig selv i et bedre lys.

Den lysbrogede hingst, med den ravnesorte man befandt sig nær den store åbne eng. Dog havde han placeret tæt på skovkanten, så han kunne søge mellem træerne, hvis det blev nødvendigt. Daevas havde allerede været forbi en skrænt, hvorfra man kunne søge mod stranden. Men Daevas hadede sand, og derfor skulle hans hove ikke betræde det syndige, bløde underlag. Mærket af sin ualmindelige tankegang, fik man sig nogle særheder. Det gjorde han i hvert fald. Han havde nogle ting, som afslørede hans ellers gennem-overfladiske person. Sand. Det kunne afsløre ham. Hvis nogen i hans selskab ville begive sig ud i sand, kunne han hurtigt fremstå meget fornærmet, usikker eller uforstående. Men han havde dog lært, at bortforklaringer - for det meste - kunne redde ham ud af sådan en kattepine. Så det benyttede han til hver en tid.

Solen var omringet af skyer, som dækkede dets stråler og derfor kunne det ikke opvarme hans lyse skind. Det gjorde ham intet. Daevas havde intet i mod sol og varme. Da heller ikke mørke og kulde. Overskyet var denne eftermiddag, da han bevægede sig ganske enligt rundt på den forholdvist store eng. Hans øjne var observerende, for at gennemgranske enhver form for farer, som kunne lure i det skjulte. Han var opmærksom, fordi han ikke kendte dette land godt nok og han anede ikke hvilke slags væsner som befandt sig her. Der lød en tungt prust fra ham, da han strakte sin lange, smidige hals mod det grønne græs under hans hove. Nippende hev han let i græsset, mens han tyggede grundigt på hvert et strå. Derefter hævede han hovedet opmærksomt igen, mens han lod de mandelformede øre blive spidse. Han mente ikke, at kunne se eller høre nogen omkring ham.

-

Luften var kølig imod hans bringe, alt imens solen dog havde kastet sine stråler over engen lunende inden et par skyer havde indtaget deres plads foran solen. Resterende af himmelen var grålig og mere mat end den havde været det meste af dagen. Hans maske tog ret godt fra for den kolde vind, mens han mest af alt var begivet sig væk fra bjergende for at se efter sin søn.

Den stolte og ranke holdning bar han med en vis mere ædelhed, som årende i Andromeda var gået. Førhen havde han været meget mere stiv og anspændt i den standhaftige holdning. Musklerne var også langt mere markerede, udviklede og store, end den gang han kom til, som kune lige rundet tre år. Ak, der var sket megen i hans liv, mens alderen også kom ham til kort om man ville. Han var efterhånden i sin bedste alder, men snart ville det kun gå den anden vej i hans aldring. Det vidste han godt…

Hans ører lå let vendt tilbage, mens han med sin rustning og udstråling – for nogle – kunne se farlig ud. Fjendtlig, eller det der ligner. Således holdte han sin holdning da hans krystalblå øjne nu fik øje på en skabning. En duft strømmede igennem luften, båret af vinden. Den lettere krasse duft af Bøgetræerne frø; Bog, blev båret til de følsomme næseborer på den lyserøde mule. An hejste let hovedet og spændte kort i nakken, mens han konstaterede at dette var en fremmed… Måske en ny tilkommen til landet. Stille svang Djange den mørke hale let til siden og tilbage igen, let genovervejende, før han dog trådte stolt og rankt frem med de præciserende skridt. De kolde og tomme øjne stirrede meget direkte, mens de så imod den fremmede hingst som han nu nærmere sig.