Frozen Hours Ω Calypso

Thorondor

Ω 6 Ω

Tid Ω Daggry
Sted Ω Skovbrynet af de vestlige skove
Tag Ω Calypso

Græsset knasede under de massive hove, mens Thorondor roligt bevægede sig af sted i skovbrynet. Hist og her glimtede soles spæde stråler i frosten, men de lagde ingen varme over området. I stedet lå en kølig, blålig tone over landet mens solen blev synlig i øst. Der ville gå lang tid før den rigtigt ramte engene der stødte op til skovene, men det betød ikke de store for ham; han holdt varmen fint og den damp, der steg fra hans næsebor hver gang han åndede ud vidnede om det. Hvis ikke den fluffede vinterpels da var nok.

Himlen over Andromeda virkede mindst så gråblå som landet selv, men vidnede ej om dårligt vejr. En frisk vind strøg ind fra vestkysten, men så langt inde på øen, som hingsten var, stilnede den af og kunne ikke kaldes mere end en forsigtig brise, hvis da overhovedet det.

Ikke mange var oppe ved denne tid og den store hingst vidste det; alle havde deres vaner og for de flestes vedkommende syntes disse at indbefatte sen start på dagen. Det undrede lidt den lyse hingst, men som med så mange andre ting, havde han endt med blot at acceptere det. At acceptere og forstå var dog to vidt forskellige ting, så hans undren ville forsætte til nogen fortalte ham, hvorfor det var sådan. Tanken om, at nogen rent faktisk gjorde det, gav ham et smil på læben; hvorfor kunne han ikke sige, men sådan var det vel med så mange andre smil han havde haft. De kom bare, ikke nødvendigvis af en god grund, men hvem skulle dog også absolut have det, for at smile? Hm? Dæmpet brummede han et øjeblik, tænksomt næsten.

Nok var alle ikke stået op, men alligevel lod hingsten et let vrinsk lyde ud over engene og hørte det lette ekko i skoven bag sig.

Ω

Det var en kold morgen og rimfrosten havde godt fast i de korte græs. Normalt havde Calypso ikke tendenser til at være meget aktiv på disse tider af døgnet, men kulden forlangte at hun blev nødt til at bevæge sig en anelse for ikke at fryse. Hun havde endnu ikke vænnet sig til landets klima og derfor havde vinterpelsen ladet vente på sig og den var endnu ikke helt vokset ud. Dampen steg op fra hendes næsebor i det hun begav sig ud fra skoven og mod dets bryn, blot for at inspicere hvorvidt solen var ved at få sit greb i den frostklare morgen. Et skuffet prust forlod hende mule og hun mimrede let med den hvide mule i det at det desværre ikke var tilfældet. Hun gumlede let inden hun spidsede de mandelformede ører.  

Hun var ikke alene denne morgen, dette bevidnede et let vrinsk om, men Calypso kunne endnu ikke se hvem ejermanden var. Hun brugte i stedet hendes sanser og hun løftede hovedet og indhalerede duften af frost og denne fremmede. En maskulin duft, så det kunne næsten kun være en hingst. De klare blå øjne fik snart øje på ham. En solid hingst med en stor vamset vinterpels. Feminint var brummet hun sendte mod ham, mens hun nu var stoppet op for at undersøge ham nærmere. Han kunne velsagtens være fjendtlig, men han tog sig ikke umiddelbart sådan ud.  

Thorondor

Ω 11 Ω

Egentligt forventede han intet svar, men hilste nærmest blot morgenen velkommen. Ikke desto mindre blev han budt et, ej i form af solens ansigt eller en fuglekvidren, men derimod fra en anden sjæl som hans; en hoppet brummen lød dæmpet i morgenluften. Det rykkede let i hans ører, inden han drejede hovedet og så i retning af lyden, hvorefter han lod sine ører spidses. Der, i den kolde, klare morgen, stod en meget rød hoppe, med hvidsprængte sider og ben, såvel som hoved, dyppet i hvidt. Han iagttog hende, som hun iagttog ham, et par øjeblikke, inden han smilede varmt til hende.

"Godmorgen," hilste han lidt højere end han ville have gjort, stod hun tæt på ham, men selvom afstanden var ganske fornem, så burde hun ikke have nogen problemer med at høre hans ord i morgenfreden. Roligt rystede han sig, så pelsen han bar syntes den lille tand mere fluffet, hvis det da overhovedet var muligt. Mange hingste ville sandsynligvis have hadet at bære den pels han gjorde, for alt i alt fik den ham blot til at se mere lavbenet og breddere ud, hvilket ikke ligefrem faldt i alles smag, men Thorondor havde intet mod det og det kunne ses. Han stod som han altid gjorde; stolt, men ej dominerende eller hoverende.

Ω

Som hun kiggede nærmere på hingsten kunne hun vurdere hans størrelse og omfang. Han var en bred hingst, lidt lavere end hende selv, solidt bygget med en god vinterpels. En komplet modsætning af den gyldne hoppe som hun havde stiftet bekendtskab med som den første i landet.  For hende virkede han ikke umiddelbart som et emne, men den varme aura der hvilede omkring ham sneg sig dog nærmere hoppen og gjorde hende ganske tryg ved hans nærvær. Det var en varme der virkede så velkendt, selvom hun aldrig havde mødt hingsten, men hun kendte en anden det havde haft samme udstråling. Jo vist hendes fader, lederen.  Hendes blå øjne hvilede derfor roligt på ham og hun nikkede stille den hans hilsen. 

" Godmorgen fremmede "

Lød det så fra hendes bløde stemme.  Calypso var vel i sin søgen på en base i landet, en tryg base, hvor hun dog kunne bære en status noget nær hendes tidligere. Hun ønskede at genoptage hendes gamle liv. Det var hendes levevej. At opfostre sine afkom og guide de svagere. Det lød måske kedeligt for nogle, men for hende var det det som hun levede og åndede for.