Drip - drip - drop (Mitis)

[24]

Den grå lyttede intenst til den brogedes ord – endelig havde hun fået svar hun havde søgt og længtes efter i lang tid. Det var ikke nok til at forklare hende fuldkommen hvad disse skygger var, men det var en klar start, og hvor hun før ingenting vidste, der havde hun i det mindste dette i baghovedet. Det lød forfærdeligt, og hun håbede ikke at hun ville komme til at støde på dem, såfremt de havde i sinde at forvolde hende nogen skade. Hun undrede sig over om deres udseende ville være anderledes end de normale hestes, om hun ville kunne genkende dem hvis hun så dem. Det tænkte hun dog ikke yderligere over, men lagde sin opmærksomhed på at svare Brêgo igen.
”Det lyder ikke særlig rart, men det er mig klart en lettelse at du og de andre vogtere beskytter hvad der er vigtigt for landet. Det gør mig tryg, for jeg tvivler på at i nogensinde ville lade noget ondt komme i nærheden af disse elementer. Det må være et stort ansvar at blive givet, men også en stor ære, går jeg ud fra.”
Hun kunne selv forestille sig at hun ville være hunderæd for at noget skulle komme sit element nær. Ved at beskytte noget der var så vigtigt, var det ikke kun en selv det ville gå ud over, men også helt normale heste, hvis genstande som disse faldt i de forkerte hænder. Alligevel virkede den brogede umådelig rolig, og hun beundrede ham dybt for det. Det var beundringsværdigt i sig selv blot at tage det ansvar det medførte på sine skuldre, men endnu mere ikke at gemme sig for verden i frygt for at det skulle tages fra en. Jo, han var så sandelig noget for sig selv når man så på det på denne måde. Hun håbede at denne hingst ikke var den sidste af disse vogtere hun ville ende med at møde, for allerede nu havde det været en fornøjelse for hende at føre en samtale med ham, og den var næppe allerede slut nu. Hun havde i hvert fald mange emner at diskutere med så vis et sind.

Hun tog sig en smule længere tid til at tænke over hans næste ord, for det var sandelig ikke noget hun lige kunne svare på med det samme. Hendes meninger var blandede omkring det, for på sin vis ønskede hun ikke at nogen skulle miste livet før tid, men hun kunne godt se hvad han mente. Hun ville nok ikke græde over en person der havde voldt hende selv, eller en hun havde kært, skade. Hun havde endnu ingen hun elskede i dette land, men hun håbede at hun ville komme til det. Brêgo havde i hvert fald ændret hoppens synspunkt på ikke at ville knytte sig til nogen, for hun mente nu at det også kunne være for det bedste, både for hende selv og andre. Alle havde vel brug for kærlighed, om det så var noget man fik fra et venskab, eller en mage. Bare en anden hest, der også kunne bringe en smule lys ind i en ellers trist verden, kunne betyde en stor forskel i et andet liv. Et svagt smil bredte sig om hendes læber ved tanken. At hjælpe nogen der havde brug for det, fysisk eller psykisk, var en heltemodig gerning i sig selv, noget der både krævede mod og hjerte. Det var så let at ødelægge noget, hvis det allerede var nær ved at gå i stykker.
”Det kan du bestemt have ret i. Jeg tror ikke at jeg direkte ville ønske at nogen skulle dø, for ikke at tale om rent faktisk at tage et andet liv. Men jeg tror ikke at jeg ville være ked af det, hvis nogen skulle forlade verden inden deres tid var inde, hvis de havde voldt noget der stod mig nært, skade. Ikke at de på den måde ville fortjene det, men somregel sørger man ikke over nogen som man direkte hadede, af den ene eller den anden grund.”
Svarede hun ham med et let smil om læben. Han havde så sandelig bragt nogen ganske nye synspunkter ind i hendes verden, og hun var meget glad for at dette var den hingst hun havde mødt som en af de allerførste i landet. Allerede nu havde hun mere mod på at træde ind i dette nye liv, og hun varmede sig ved tanken. Selvom vinteren var startet, og kulden allerede nu havde taget til, så var hun sikker på at hun ville klare sig godt, og at sommeren ville gøre hende godt. Hun ville starte nye venskaber, måske mere end det. Starte sig en familie måske, når sommeren kom til landet, og tog varmen og det grønne græs med sig. Hun ville have nok føde til at opfostre samt bære på et føl. Måske tænkte hun allerede nu for langt i forvejen, men det var noget hun håbede på måske ville ske i sin tid i Andromeda. Smilet om hendes læber tegnede sig større ved hans ord. Hun var sikker på at hvad han sagde var sandt, og hun ville gøre hvad hun kunne for at følge hans anvisninger.
”Det har du ganske ret i, Brêgo. Du har åbnet mine øjne på en ny måde, og selvom mindet aldrig vil forsvinde, så tror jeg det vil være godt for mig at komme videre nu. Det er så sandelig på tide, efter alle disse år. Trods jeg ikke har lyst til at glemme hende, tror jegdet er på tide at ligge det hele en smule på afstand, og det har du allerede nu hjulpet mig godt på vej til.”
Deres snak var ikke slut endnu, langt fra, men når den engang var ønskede hun at møde ham igen en dag, og til den tid vidste hun hvor hun skulle finde ham. I Teylar, her på Leventera. Hun kiggede let rundt omkring sig, og forsøgte at huske dette sted. Det var ikke sikkert at han ville være her igen næste gang, men stedet var skønt, nu hvor den tykke tåge var lettet en smule.

Wordcount: 1011 | tag: Brêgo

code by ♥

Drip - drip - drop

♥

words: 639    /    tag: Mitis

Det lød næsten som om han blev rost lidt for meget. Han så det jo slet ikke sådan selv. For ham var det ganske naturligt at holde øje med andre havde det godt. Han kunne sagtens finde ud af at sætte andre over sig selv.

"Jeg har aldrig selv mødt dem og håber heller ikke jeg nogensinde kommer til det. Men jeg har på fornemmelsen af min tid kommer engang. Jeg har ikke ret meget at kunne stille op mod dem. Jeg er ikke andet end lige så almindelig som du er, og som alle andre omkring mig er, uden Den Vises velsignelse. Min eneste fordel er, at jeg kan kommunikere med de andre i flokken uden at stå lige ved siden af dem, så på den måde har jeg flere øjne end mine egne, og mulighed for en advarsel i god tid. Men forberedelse kan ikke gøre ret meget hvis jeg ikke kan løbe fra dem. Det betyder dog ikke at jeg bare ville overgive mig og give dem stenen"

Brêgo smilede mildt. Han havde jo ikke rigtig noget han kunne stille op mod skyggerne, men kunne han samle flere vogtere, og nogle som måske havde nogle mere brugbare evner, så ville han måske have en chance. Alene ville ingen af dem kunne gøre ret meget, men hvis de var flere der slog sig sammen ville chancerne se bedre ud. Sådan var det nok i de fleste tilfælde.

Mitis syn på det med nogen der forlod livet før tid, som havde forvoldt nogen der stod hende nær, ikke ville medbringe lige så meget sorg, var Brêgo heller ikke helt enig i. Men hvordan han lige skulle forklare det vidste han heller ikke, så han forholdt sig tavs, mens han overvejede sine ord meget nøje.

"Jeg tror ikke dem der forvolder andre skade gør det ene og alene fordi de er ude på at gøre en ugerning. Hvad nogen ser som forkert kan være en god gerning i andres øjne. Hvad hvis det var en ven eller en der var nær dig på anden vis, som havde forvoldt skade eller andet mod en af dine andre venner eller nære? Jeg tror sorg er forbundet med kendskab. Jo bedre vi kender et andet individ, jo mere sorg medbringer et tab"

Man kunne jo ikke sørge på samme måde over en ukendt som man ville gøre hvis det var en man kendte - og jo bedre man kendte og brød sig om en anden sjæl, jo mere ondt ville det også gøre, selv hvis den anden havde forvoldt en anden ven skade. Han ville helst ikke overskride andres grænser, og derfor var han også meget forsigtig da han lod det store hoved nærme sig hoppen, og gav hendes hals et lille blidt puf. Han var helt sikker på at hun i hvert fald nok skulle blive en af hans gode venner. Ingen ville dog nogensinde kunne måle sig med hans Antheia. Hun var noget helt specielt, men han så hende måske også som mere end bare en ven. Hun var en han ikke ville undvære. Hver dag uden hende var trist og grå sammenlignet med alle andre. Men bare tanken om at hun stadig var i live var også nok til at bringe glæde med sig.

Det glædede Brêgo at høre at hoppen ville komme videre, men stadig bevare mindet. Det var jo også den eneste vej frem. Man kom aldrig videre hvis man hang sig i fortiden, og det var også derfor han for længst havde tilgivet dem fra hans gamle flok, for deres opførsel. 

"Hvis du nogensinde skulle nå dertil hvor et hjem blandt andre lokker, så står Teylar åben. Altid. Skulle du nogensinde komme i problemer, så er du også velkommen til at opsøge mig i Teylar, og så skal jeg gøre hvad jeg kan for at hjælpe"

2

Hun smilede let imod den brogede, imens hun lyttede til hans ord – det kunne godt være at han så sig selv som værende ’almindelig’ men det syntes hun bare ikke. Hun mente ikke at det at være almindelig var defineret af om man havde magiske evner. Han var jo trods alt blevet udvalgt til at være vogter for en grund – det i sig selv var mere end nok til at gøre en ekstraordinær, mente Mitis.
”Måske, måske ikke. Jeg ser dig bestemt ikke som værende almindelig. En ting er at kunne gøre noget, have evnerne til at gøre noget. Selvom du måske ikke har nogen fordele på den måde at du har magiske evner der rækker langt, langt ud over det sædvanlige, så er det da specielt bare at have været i kontakt med den vise. Så har du i hvert fald personligheden eller hjertet til at være noget særligt.”
Måske ville hendes ord lyde ganske uforståelige på hingsten, men det var de bestemt ikke for hende selv. Det kunne også godt være at det slet ikke var det han havde ment med hans ord. Hun mente bare stadig at han skulle have det at vide. Hans næste ord fik hende til at tænke, for han havde jo ret. Hun kunne bare ikke lide tanken om at nogen hun havde nær skulle skade en anden hun elskede. Det ville stadig være forkert efter hendes mening, og hun ville da have svært ved at tilgive den hest – selvom det måske var en hun også holdt af. Han havde også ret i at folk så forskelligt på tingene, men hun så ikke det at skade andre som en god ting på nogen måde, og hun så ikke sig selv som værende et individ der kunne elske nogen der havde det syn på verden. Det var simpelthen den komplette modsætning til hvordan hun mente at tingene kunne være.

”Det kan du have ret i, men jeg mener stadig ikke at vold er en løsning på noget. Jo, måske kan det være den sidste udvej, men for mig er det stadig uforståeligt hvordan det kan gå så vidt, mellem to ganske normale heste. Og jo, jeg giver dig ret i det med sorg. Man skal passe på med at knytte sig alt for meget til en person man ved vil blive såret, eller vil såre en selv. Trods man sommetider end ikke får et valg.”
Hun vendte blikket op mod himlen, der endnu var overskyet skønt tågen der før havde ligget om deres ben var lettet fra jorden. Hun lagde endnu engang de intense gyldne øjne på den brogede. Hun håbede sandelig på at møde ham igen en dag, da hun mente at der let kunne udvikle sig et venskab imellem de to, trods man aldrig kunne vide. Hun smilede let ved hans foreslag. Det ville hun helt bestemt overveje, og hun havde da tænkt tanken et par gange under deres snak. At slutte sig til Teylar. Det så i hvert fald ud til at hun var velkommen. Hun ville dog gerne udforske Andromeda på egen hånd for en stund, inden hun fandt et blivende sted at opholde sig – som en flok.
”Jeg sætter pris på det, det gør jeg virkelig, og jeg skal nok kunne forbi hvis jeg engang har brug for et sted at leve sammen med andre. Indtil videre er jeg jo stadig ganske ny, så jeg vil blot falde lidt til ro i landet, men jeg husker sandelig at der er åbent her.”
Svarede hun ham, med lyset glimtende i de ravfarvede øjne.

Wordcount: 593 | tag: Brêgo

code by ♥

Drip - drip - drop

♥

words: 544    /    tag: @mitis

"Jeg er ikke mere værd end du er" svarede han med et lille mildt smil. "Heller ej, kommer jeg ikke til at være mere værd end nogen anden. Jeg er derfor også mindst lige så almindelig som alle andre. Det der adskiller nogen fra resten, er evnen til at tænke og træffe de beslutninger man anser for at være de bedste. Jeg har ikke altid truffet de valg andre ville kalde de rette, men du har nok ret. Jeg besidder en eller anden egenskab, som Den Vise har ment bør belønnes. Men jeg tror ikke jeg besidder den mere end alle andre - bare at jeg måske bruger den på en anden måde end andre" Han havde også en lille idé om hvad det var; Hans evne til at ville hjælpe andre, tage sig af andre og beskytte andre. At han gerne lod andre komme i første række og ikke altid tænkte på sig selv. Dog havde han haft perioden, hvor han ikke tænkte på mange andre end sig selv, men kun på en anden. Der var kun en anden der betød noget for ham, og hun var grunden til han havde forsømt flokken i et halvt års tid, og havde måtte bede den gyldne hoppe om hjælp, ligesom hun havde bedt ham om hjælp.

"Jeg kan kun være enig. Det ville være så meget bedre hvis uenigheder kunne løses med ord frem for vold, men desværre er det ikke muligt. Der vil altid være nogen med større muskler end viden. Nogen der bedre kan begå sig med vold frem for ord" - Og det var ikke kun hingste, havde han i hvert fald erfaret. Han lyttede nøje til hendes ord om ikke at binde sig til for mange, og endnu engang måtte han smile varmt, med en varme der nåede helt op til de nøddebrune øjne. "Du lyder som en der taler af erfaring?" Hvad end det måtte være - eller hvem end det måtte være der havde fået hende til at se sådan på det, så ville han aldrig være enig i det. Det var ikke noget et enkelt tab ville kunne fremprovokere selvfølgelig med mindre hun havde været meget tæt med hendes mor. "Jeg deler ikke dit syn på det" Erklærede han, uden at kritisere hende eller hendes mening, men bare for at lade hende vide at han havde en anden mening om det - et andet syn på det, som han også gerne ville forklare. "Ser du. Sorg er en følelse på samme måde som glæde og vrede. Sorg er det vi kalder det at være ked af at miste. Hvis vi ikke knytter os til andre og ikke lærer ret mange andre at kende, så har du ganske ret - risikoen for at miste er mindre, og dermed også risikoen for at føle sorg. Men hvis vi ene og alene af den grund afholder os selv fra at lære andre individer at kende, afholder vi på den måde ikke os selv fra at føle så? Glæden ved at holde af en anden, trygheden ved at vide vi ikke er alene? At man har nogen der kan trøste en når tiden kommer hvor alt er sort og trist. Hvis vi intet føler, hvordan kan vi så sige vi har levet?"

1

Tankefuldt lyttede den grå til Brêgo’s ord. Jo, han havde ret i hvad han sagde. Alt dette var endnu helt og aldeles nyt for Mitis, men denne samtale havde hjulpet hende med at tænke på noget andet end hvad alt dette her egentlig var, og hvordan hun var kommet herhen.
”Jo, det har du nok ret i.”
Hun smilede let.
”Jeg kan godt lide at se det på den måde – at alle på en eller anden måde har ligemeget af alle ting, men vælger at bruge det på forskellige måder. Om det så er rigtigt er for mig ikke til at sige, men jeg kan i hvert fald godt lide at tænke det sådan.”
Svarede hun ham roligt. Selv mente den gråbrogede ikke at hun havde nogen speciel evne eller egenskab der var belønningsværdig, men hun mente ikke selv at hun var direkte ondskabsfuld på nogen punkter. Dog var hun en smule ustabil til tider, og som hun så på det nu var det da en af de egenskaber vogtere blev nødt til at have.
Hun sagde ikke noget til at han var enig med hende i det med vold, men nikkede og smilede blot. Og lyttede, selvfølgelig, men det var hvad hun havde gjort hele mødet igennem. Da han nævnte at hun lød som hun talte af erfaring, lo hun let.
”Nej, det vil jeg ikke sige. Det er bare det jeg har levet under de sidste par år.”
Smilede hun. Hun var ude af det nu, i hvert fald noget af vejen. Hun sagde ikke noget, men lyttede blot. Nu, efter denne samtale havde hun heller ikke det samme syn på hendes levestil som hun havde da hun lige var ankommet, og hun mente også at det ville være vigtigt for hende at knytte venskaber i dette helt nye sted.
”Du har ret Brêgo, du har fuldkommen ret. Jeg har ej heller lyst til det mere, for jeg har et andet syn på det nu. Hvad jeg før så som klogt, ser jeg nu som noget paranoidt. Og jeg har ikke lyst til at være paranoid, i hvert fald ikke længere.”
Svarede hun, og smilede vagt.

Wordcount: 358 | tag: Brêgo

code by ♥

Drip - drip - drop

♥

words: 466    /    tag: Mitis

Brêgo nøjedes med at smile af hendes ord. Bare ud fra deres samtale, hvis hun altså talte sandt, kunne han fornemme at hun havde flyttet sig en del. Ikke fysisk men psykisk. Han havde måske også formået at få hende til at tænke over nogle ting og se tingene anderledes end hun ellers ville have gjort. Han gik jo ofte selv og funderede over den slags - til forskel fra andre så vidt han kunne forstå. Det var måske også derfor han engang imellem kunne virke ældre end han reelt var. Han var ikke gammel af krop eller sind, men bare mere rolig. Han hvilede i sig selv for han vidste hvor han ville hen af. Han havde allerede fundet ud af ting som andre måske først ville finde ud af når de engang var ved at være gamle og grå. Han vidste hvad der gjorde hans liv værd at leve. Hvad han ville med sit liv og hvad han forventede at få ud af det. Han ville aldrig komme til at fortryde noget - ikke hvis han bare holdt sine egne løfter over for sig selv.
"Det lyder fornuftigt, Mitis. Bare husk på at intet er så sort som det ser ud. Alt sker af en grund, og selv de mørkeste tider kan bringe gode ting med sig. Viden kommer i mange former" Der var jo for eksempel ens egne fejl. Der var andres fejl. Men der var også uheld, katastrofer, ulykker og tanker. Der var mange måder man blev klogere på, og Brêgo mente heller ikke selv at han var færdig med at lære. Han udviklede sig trods alt på flere måder for hver dag - eller hvert år, alt efter hvor stor skala man ville se det på. Han ville nok aldrig opnå alt viden der var muligt at få, men derfor skadede det heller ikke at stræbe efter så meget som muligt. Han gav hendes kind et lille puf med den silkebløde mule. Et lille venligt og opmuntrende puf. "Hvis du nogensinde skulle få lyst til at fundere mere over livet eller har nogle spørgsmål kan du altid komme til mig. Du vil altid kunne finde mig i Teylar's område - og hvis ikke jeg er der, så kommer jeg i hvert fald tilbage dertil." Det var helt sikkert. Teylar var hans hjem nu, og han havde et ansvar. Men han ville jo heller ikke kunne blive i flokkens område konstant, for han var nødt til at vide hvad der foregik andre steder også, og han var nødt til engang imellem at komme væk fra de vante omgivelser for ikke at komme til at kede sig af synet. Ude var også godt, men hjemme var altid bedst - og det fik han bekræftet hver gang han tog på en af sine rejser.

3

Med glødende øjne betragtede Mitis den vise Brêgo, som på meget kort tid havde fået hende til at se op til ham. Ikke som om hun var en fan, men at han havde lært hende noget. Som om hun gerne ville være som ham en dag. Men Mitis var endnu ung, og havde allerede planer for hvordan hun gerne ville have at hendes liv skulle være. Om det så udviklede sig i den retning som hun ønskede, ville kun tiden vise. Men hendes håb ville ikke falme, det forsøgte hun i hvert fald at love sig selv. For alt i verden, ville hun altid fortsætte med at tro på at det hun ønskede ville gå i opfyldelse før eller senere. Selvom alting virkede sært og uoverskueligt lige nu, så ville alt sætte sig på plads med tiden, på den ene eller den anden måde.
Mitis mente at hun levede i gråtoner. Det var så hun kunne se livets skønhed når den var der – så hun kunne overse det onde, og kun se det gode i verden, i andre. Det var måske ikke altid sådan det var i realiteten, men det var sådan hun gerne ville have at verden var. Ikke at hele verden var grå, selvfølgelig, men at kunne vende den anden kind til når nogen generede én. Hun vidste at hun ikke selv kunne gøre det – hun havde ikke tilstrækkelig kontrol over sig selv endnu. Men nogen få kunne gøre det, og hun ønskede at blive som dem.
”Tak Brêgo. Jeg er meget glad for at have mødt sig, og hvis jeg engang får brug for et sted at være, så ved jeg at Teylars døre vil stå åbne. Jeg håber på at se dig igen, men jeg ville mene at det var på tide at tage afsked nu. Solen er efterhånden også kommet frem!”
Sagde hun, og kiggede rundt. Tågen omkring dem var lettet, og solen tittede nu frem igennem de nøgne grene. Med et sidste smil vendte hun om, med glødende øjne. Hun var glad for hvordan denne dag var gået, og håbede at hun ville møde denne vogter Brêgo igen.
-OUT-

//OOG: tænker at vi lukker tråden nu, da der er ikke sker så meget længere, og tråden er meget gammel c:

Wordcount: 354 | tag: Brêgo

code by ♥