Tilbage hvor vi startede

Luften var kølig, træerne nøgne, jorden mudderet. Alt her ovre var... u-indbydende. Sådan følte Phatamorgana det i hvert fald. Til trods for det var denne Ø hun først og fremmest var havnet på som nytilkommen til dette land - så var hendes kærlighed derimellem vokset for Ø'en beklædt med sand. Jovist var kulden den samme herovre, når vi snakkede nattetimerne. Men sandet blev aldrig vådt og klamt, det var kun koldt. Derudover var solen altid med én når først dagtimerne strålede. Jovist var det blevet koldere på denne årstid, men det var minsandten intet imod dette her!

Selvom det var flere timer siden at hun havde krydset det isnende kolde vand, så følte hun sig endnu våd - endnu kold. Som om hun aldrig rigtig havde fået varmen igen. Hun havde derfor valgt bare at holde sig igang, bare gå, og gå, og gå, og gå... Hendes ben var efterhånden trætte, og nattetimerne var sat i værk. Månen var fuld her til aften, og lyste næsten blendende og samtidig skinnede den direkte trancerende ned på landskabet. Phatamorgana kunne ikke afholde de stålgrå rolige øjne fra nysgerrigt at betragte og nyde dette syn. Feminint bare hun sig roligt afsted, spadserende og elegant trådte hun smidigt ind og ud imellem træerne. Hun følte at denne nat ville blive lang, at hun ikke kunne ligge sig til ro. Hun måtte vente til sole atter hilste på himmelen imorgen, og først derefter hvile, ville hun atter kunne drage tilbage til sin elskede Ø.

[Reserveret til Thorondor]

Thorondor

Ω 8 Ω

Chibale, øen af træer. Den var ikke just hingstens sædvanlige sted at spendere tiden, men på trods af det, så havde han gode minder fra øen. Det var her han have mødt den brogede Antheia og hjulpet hende ud af skoven. Medmindre han tog fejl, havde han også mødt den kære Geisha her; hvad mon der var blevet af de to brogede? Han kunne kun gætte, men ønskede ej at gøre det. Nok havde han ikke set nogen af dem meget, men han holdt dem alligevel kære.
Det havde været køligt at komme hertil, men det var ved at være et par dage siden, så kulden var for længst forsvundet og selvom nattetimerne var kolde, så havde han ingen problemer med at holde varmen. Pelsen var så dunet som altid og isolerede kun bedre og bedre for hver dag der gik; efter hans mening i hvert fald. Det kunne også blot være, at han vænnede sig til den kulde, som vinteren bragte nærmere og nærmere.

Natten var stille, indtil Thorondor brød stilheden med en dæmpet brummen. Han vandrede på ny, som han havde gjort så ofte før i nattetimerne. Det var egentligt noget underligt noget, men det afholdt ham ikke fra at gøre det. Det var blevet en vane igen.

Pludseligt, på skovens pludrede stier, stod en skikkelse frem, som hingsten rundede endnu et bugtning på stien. Han stoppede promte og vippede let ørerne fremad, mens stilheden faldt på ny. De var ikke just gået ind i hinanden, for der var faktisk meget god afstand fra der, hvor han stod til hvor den anden skikkelse var. Let hævede han sit hoved, dog uden at virke dominerende, og efter et øjeblik brød han stilheden på ny.

"Godaften."

Ω

Mere eller mindre i sine egne tanker havde hun vandret, eller... sådan så det ud. Faktisk foregik der intet som sådan i hovedet på hende lige nu. Efter de dag hun var kommet til landet her, havde den forfærdelige oplevelse omkring hendes bror, blot gjort hende mere og mere immun over for tankestrøm. Hun ønskede ikke at tænke, gruble og funderer for meget. Hun blev oftest ked af det, bange, ulykkelig til tider; og så ville hun i bund og grund hellere lade være med dette - ærligt talt.

Det var dog alligevel lidt en pludselig opringning, da hun det næste øjeblik stod ansigt til ansigt med en fremmed. Jovist med en pæn afstand, acceptabel afstand, imellem dem. Hun vippede nysgerrigt med det mørke ører, mens hun ikke kunne afholde de stålgrå intense og venlige øjne, fra at betragte ham. Nu havde hun lige godt aldrig set en skabning som ham. Så pjusket og stor på samme tid, på nærmest alle leder og kanter. Det helt fascinerede hende og et feminint og underholdt smil bredte sig straks over hendes halvt spraglede mule.

Hingsten talte nu, hilste nuvel pænt på hende, og høfligt tillod hun sig gengældende at nikke ærefuldt imod ham. Smidig og elegant gjorde hun sig, mens hendes intense øjne på ny søgte hans.

[OUT]

Thorondor

Ω 10 Ω

Skikkelsen viste sig at tilhøre en hoppe, mindst så let og fin i det som størstedelen af ø-rigets andre hopper, med et spraglet aftegn på bagen og et hvidt hoved, hvilket bestemt fik hende til at stå lidt ud blandt de andre. Ikke at hingsten følte meget på det punkt; men dog ville det gøre hende det desto lettere at genkende.

Han holdt hendes intense øjne med sine egne rolige, lod gråt og brunt mødes i stilhed, mens hun betragtede ham. Ved hendes smil, smilede han tilbage, både fordi det hun bar var smittende og fordi det blot var hans natur. Der var intet afvigende, intet forkert bag smilet, så der var heller ingen grund til ikke at gengælde det; et smil kunne trods alt være den hurtigste vej til en fremmedes bekendtskab.
Ved hendes mangel på verbal hilsen, gik hans blik dog fra roligt til en smule undret. Ønskede hun ej at tale? Var hun blot uhøflig? Umiddelbart virkede hun ikke uhøflig, så der måtte ligge mere end det bag.

"Navnet er Thorondor." Hans stemme lød på ny, mens hun samlede sig så elegant og smidigt, før hendes blik søgte hans på ny. Ørerne vippede kortvarigt bagud, ej til den grad at han virkede vred, men blot undret. Hvad var der med de hopper, som Andromeda fik bragt sig? Så lette og elegante hele bundtet...! Ej, at han fandt dem grimme; nej, over tid havde han lært at se skønheden i deres manglende vægt.
 For at prøve på, at få et svar fra hende, vippede han let med hovedet mod hende; bød hende til at dele sit navn, som han havde delt sit eget.

Ω