Chastity

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
4
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Tidlig eftermiddag
Location | Et par hundrede meter fra Teylars område
Tag | Lupë

Dagene var løbet og det, som hun senere havde lært, blev kaldt vinter, var begyndt. Frost havde fascineret det lyse hoppeføl fra første gang hun så det og der skulle være ingen tvivl om, at når de første fnug faldt, så ville hun blive endnu mere fanget af det end noget andet, hun endnu havde set. Med vinterens kommen var hendes alder også endeligt nået dertil, hvor den sorte tillod hende at forlade Teylars område. Som sådan havde hun intet mod det og havde ej sukket efter friheden på den anden side af grænsen, men i ny og næ havde hun da kigget derud og undret sig over, hvordan det mon var. Minderne fra den første tur, de mange timer på nyfødte ben, var for længst forsvundet tilbage til det sted, hvor kun drømmene kunne finde dem. Et skikkelse var dukket op i dem et par gange, en skikkelse som hun ej kunne genkende, men alligevel følte et eller andet tilhørsforhold til. Ikke at hendes stadig simple tankegang helt kunne finde hoved og hale i det hele.

Daphne's lyse hove trippede lystigt af sted hen over græsset. Hun havde ikke i sinde at gå langt væk, for den sorte var stadig et symbol, nærmest et fyrtårn, for kærlighed og varme. Bare lige lidt væk. Bare så langt, at hun stadig kunne se den grænse, som den sorte havde vist hende. En lys brummen spillede fra hoppeplagen, inden hun stoppede op og så ud over området. Det var ikke just anderledes fra alt det andet hun havde set og dog fascinerede det hende umådeligt. Ukendt og alligevel så velkendt, at det næsten gjorde ondt.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den unge hingst var efterhånden ikke kun på enten Foehn eller Enophis. Nej, nysgerrighed vagten ham tit, og endnu idag havde han helt endda krydset vandet. Noget han dog fortrød en del, eftersom det var koldere end som lige først antaget. Kontra det faktum at han alligevel var så tilpas stædig at han fortsatte hele turen herover...

To to forskelligt farvede øjne så sig nysgerrigt omkring, alt imens han lige havde været ude på en længere spæne tur. Hans ben sitrede stadig lidt, hvilket dog var fuldstændig usynligt udefra, som han fortsat og ufortrødent spadserede energisk, smidigt og stolt afsted. For sjæle der kendte til Djange, ville mange nok godt kunne ligge to og to sammen, til trods for han var mere gummibold og elegant at se på når han bevægede sig. Hans hals var højt hejst, men i en mere blød og knejsende holdning. På ingen måde så han spændt ud, nej, det lignede nærmere hans bygning fra natur. Det fine og kantede lille hoved drejede dog nu lidt pludseligt og betaget til den ene side, før resten af hans krop lystrede og han stoppede op. En lys skikkelse så han, ikke mere end trehundrede meter fra ham. Han vippede nysgerrigt med de mørkerøde ører, før han kastede hovedet i vejret i et par nikkende bevægelser, der indikerede at han var en 'stor og vild hingst'. Bredt fremkom et smil over hans mule, før han straks atter sprang an i galop, for at komme denne sjæl imøde! Et lille hvin kunne han ikke afholde, som drenget og ungt lød igennem luften, efterfulgt af de små hove i græsset under ham.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
5
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Først havde hun stået stille og blot set sig tilbage. Intet andet. Blot betragtet den afstand hun var gået, som ville noget ændre sig. Åbenlyst nok skete der ingen ændring og før nogen kunne have set sig om, var hun da også sprunget afsted i sit sædvanlige 'intet kan gå galt'-humør. For nogen ville det sikkert virke underligt, at hun ikke tog den med ro eller testede stedet på andre måder, men det lå blot ikke til hende. Nok var hun ikke så frembrusende som hun havde været, ikke at hun ikke kunne være det, bød chancen sig, men det betød ikke, at hun var faldet til ro og tænkte mere, langt fra. Alt tog hun stadig med den antagelse om, at intet ondt eksisterede i virkeligheden; det var en del af historien, som den om svanehoppen og de sorte dansere, men også kun der... ondt eksisterede ikke... vel?

Et hvin fangede hendes opmærksomhed og som altid var der ingen elegance over det, da hun fik stoppet sine fnidrende spring og lod sin leg falde til ro. Ørerne blev spidset, nysgerrigt, mens hun flakkende søgte efter den, som havde frembragt lyden; blikket endte med at falde på en rødlig skikkelse, som kom farende mod hende.

Et lyst, næsten føllet, hvin lød fra hoppeplagen, inden halen slog et dask bag hende; den var blevet længere, men var næsten mindst lige så krøllet, som den altid havde været. Let trippede hun med forbenene, inden hun så sprang fremad, til 'angreb' mod den fremmede. Ingen kunne skræmme hende og sådan var det bare...! For nu i hvert fald.

Når hun nåede ham ville hun ej standse, men nappe efter ham og så ellers blot fnidret forsætte; hvorvidt det egentligt skete, kom blot ned til hingsteplagens reaktion.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hans skridt blev mere og mere sprintende, til trods for han ikke kendte til området og dets tærren. Ivrigt sprang han kraftigt afsted da først modparten gav genlyd fra sig, i et lyst og helt føllet hvin! Smilet blegnede ikke fra hans mule, alt imens han nærmere sig.

De nærmede sig rimelig hurtigt hinanden, og da hun ikke syntes at sænke farten som sådan, drejede Lupë af i en drillende facon et godt stykke inden. I et drenget og ungt hvin kastede hans med hovedet, for han samtidig lettede let med forbenene fra jorden, inden i en næsten slidende piruet vendte rundt og satte kurs tilbage imod hvor hun nu var havnet efter hans undvige manøvre inden de var nået hinanden helt. Hingstet knejste han nakken og tog et par flotte spadserende travtrin i lækker affjedrende og visende gang, før han slog ud med forbenene og bukkede da han vær nær hoppeplagen, der var dels mindre end ham selv. Meget endda. Selv tænkte han ikke megen over det, og gik nærmest bare ud fra at hun var dels meget yngre. Smilet forblev endnu, og gnistrende og ungt så hans livlige to forskelligt farvede øjne imod hoppen.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
6
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

De små hove smuttede i svinget, da hun prøvede at følge hingsteplagen, da han drejede til siden. Hvordan præcis kunne ikke forklares, men hun formåede alligevel at holde sig på benene, selvom hun ikke rigtigt var i stand til at følge ham. I stedet gled hun et par skridt i den retning, hun havde løbet før, men endte med at stå omvendt af sin løbsretning, mere eller mindre forvirret over præcis hvad der var sket. Ikke desto mindre lyste hun dog af barnlig glæde og et grin forlod hende, så lyst og ungt som nogensinde.

Da han knejsende var på vej tilbage mod hende, svirpede hun lystigt med halen og trippede let hvor hun stod, inden hun efterlignede ham i bedste stil ved at knejse med nakken. Hun opnåede dog ikke just den samme effekt; i stedet for til dels at ligne en hingst, endte hun blot med at ligne den fnidrede hoppeplag hun var, men dumt så det ej ud. Nærmere nuttet. Position holdt hun dog ej længe, for da hans hove ramte jorden efter hans buk, sprang hun fremad. Med munden hapsede hun fast i hans hale, inden hun i galop bevægede sig forbi ham. Han ville mærke et lille ryk, inden hun gav slip og forsatte afsted, hvor galoppen så aftog og blev til et par bukspring. Serien endte da hun med et par hop stoppede op og så tilbage på ham, hendes ører spidsede og et smil om den lille mule hun havde.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lyse latter der lød fra hoppeføllet gav nærmest en kædereaktion af en drenget og ung latter fra Lupë også. Hingstet knejste ha i nakken og slog med hovedet, så vildt som han nu lige kunne, før han atter fokuserede på hoppeføllet han egentlig løb forbi... Der gik dog ikke mange sekunder før hun tog revanche og indhentede ham. Han hørte jovist godt de små hove komme i fuld fart dundrende af sted efter ham, men først da han mærkede et ryk fremad i halen og han selv skuttede bagpraten lidt overrasket ind under sig i et dæmpet drenget hvin, gik det op for ham at hun havde bidt i hans hals.

Bukkende fortsatte hun, og selv øgede han nu farten, mens han sænkede hovedet og strakte mulen frem. ørerne blev lagt, i ret leg, mens han nappede drillende ud efter hende som han jagtede hende. Indhentende var han snart lige i røven af hende, hvorefter hun lidt pludseligt stoppede op. Uforberedt skuttede han sig smidigt til siden, hvoraf han endte i et hop op i luften for nærmest at halvt at springe over hende for ikke at ramle ind i hende. Drenget slog han røven i vejret et par gang, før han fortsatte rundt i en halvcirkel og stoppede op foran hende, mens hans flanker arbejdede på højtryk i takt med hans lidt hurtige vejrtrækning. Bredt smilte han, mens hans forskelligt farvede øjne så i hendes lyse og uskyldige.. før det gik op for ham, at det var hende! Hende han havde fundet.. den nat.

"Det jo dig!"; udbrød han med den unge og drengede stemme, lidt betuttet og overrasket, forundret - mens hans øjne glimtede nysgerrigt og hans ører vippede nysgerrigt imod hende. Det slog ham ikke lige at hun sikkert ikke huskede ham...

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lyse plag stod helt stille, da hingsteplagen sprang til siden for at undgå hende og så forsatte i en halvcirkel, før han foretog en halvcirkel og så endte foran hende. Hans brede smil blev gengældt med stor kraft, men hans genkendelse var alene. Hun genkendte ham ej; det eneste hun huskede fra den dag var en sløret, rødlig skikkelse, den sorte og så den hvide fugl. Intet andet kunne hun finde frem og selv de ting var ikke helt lette for hende at trække frem. Hvis spurgt, så kunne hun sikkert ikke; det var en af de ting, der legede i hendes underbevidsthed og drømme.

"Dig, dig!" grinte hun, overbevist om, at det var en ganske normal respons. Talen var stadig ikke den bedste og selvom hun godt kunne lave sætninger og forstå hvad andre sagde til hende, så forstod hun ikke helt hvad han mente. Det passede ikke ind i nogen sammenhæng, hun før havde hørt. Og dog forstod hun kort efter, at det måske ikke var så korrekt, for han så lidt betuttet ud, hvilket fik hende til at være betuttet. Hvorfor var han nu bettutet? De dunede ører vippede undret ud til siderne, mens de blå øjne skiftede karakter. Før havde de været fyldt med glæde og iver, men var nu fyldt med undren og en smule forvirring.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[18]

Glædesfyldt og livlig lød hendes stemme for Lupës ører, da det gik op for ham at hun ej genkendte ham. Hvilket han i og for sig godt kunne forstå... Let grinte han kort, en smule overbærende, mens den drengede stemme endnu lød ung hos ham. Han smilede bredt og trådte et friskt skridt frem, før det pludselig gik op for ham at hun selv tog en forvirring og mere betuttet maske på. Det var bestemt ikke meningen at han skulle have smittet sådan af på hende, selvom han selv godt kunne ligge kende til dette træk.

"Ja, dig, dig!"; forsøgte han sig med den unge stemme, før han atter slog en let drenget og glædelig latter op. Han trådte et par smidige og lidt hurtige skridt nærmere hende, mens hans øjne funklede af nysgerrighed som han lod sit hoved sænkes lidt i takt med hans tilnærmelse. Næsten listende var hans sidste skridt hvor han svingede mulen frem for at ramme hendes mule, både opmuntrende, men også drillende.

"Du er den!"; udbrød han efter at kort at have berørt hende, før han hurtigt var vendt hundrede og firs grader og så fór af sted i galop, velvidende om at han ville sænke farten om lidt for at give hende en fair chance. Når hun ikke kunne huske ham, var der ingen grund til at skabe dårlig, mut eller forvirre stemning.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den rødes latter smittede af på hende på trods af, at hun ikke forstod situationen og hun trippede derfor på stedet, før hun næsten gav et lille hop fra sig, mens en fnidret, piget latter forlod hende og blandede sig med hans. Mens han bevægede sig væk forsatte hendes latter, indtil han puffede til hendes mule. Prompte stoppede hendes latter og hun så forvirret på ham indtil han talte og derefter løb afsted. Et øjeblikt længere stod hun, mens hendes sind lige samlede sig om, hvad han egentligt havde gjort. Hvorfor løb han? Et øjeblik mere og hans løb og ord blev kædet sammen. Hendes hove trippede under hende, som kunne hun ikke helt bestemme sig for hvad hun skulle gøre, før hun så sprang afsted efter ham.

Hendes små hove dundrede mod underlaget, mens hun prøvede at hale ind på ham. Selvom hun var let af bygning og stadig langbenet, så havde hun bestemt ikke så lange ben som ham og var betydentligt mindre på trods af, at aldersforskellen ikke var så slem. Allerede nu var der tydeligt vidne om, at hun aldrig ville nå andres højde, men altid ville være lille. Specielt i forhold til ham og andre større individer, som eksempelvis den hoppe hun yndede at kalde sin mor.
Den røde holdt dog med vilje sin hastighed nede, hvilket tillod hende at hale ind på ham uden at det tog alt for lang tid. Et smil tindrede om hendes mule inden hun fik noget, der var ment som et smugt udtryk, men som bare endte i de samme uskyldige folder som altid. Hun strakte sin hals for at nappe ud efter hans hale. Hun havde ham lige om lidt! Bare lige et par skridt mere og så havde hun ham helt sikkert!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[20]

Han sank farten, og som håbet halede hun da også ind på ham. Han skævede tilbage imod hende hvor hendes elegante lange ben dundrede af sted mod underlaget under hende. Det brede smil prydede den spraglede mule på Lupë, mens det livlige og frække glimt ikke var at aftage fra hans blik. Hun kom kun nærmere og nærmere, og selvom han sank farten, tillod han sig ikke åbenlyst at falde over i anden gangart end galop.

Hun var snart helt i røven af ham, og inden hun nåede ham helt, lavede han da et par krumspring. Livligt og kådt slog han med det fine og kantede hoved, mens hans man fløj lid rundt, og bagparten blev smækket mere eller mindre harmløst i vejret. Han lagde meget vægt på at holde bagbenene inden under sig selv; mest fordi han bestemt ikke ønskede at ramme hende, det lille fine myr. Et hvin lød hingstet fra ham, da han endeligt stoppede de række krumspring, og fortsatte i galoppen; hvorpå han så drejede lidt skarpt af, drillende. Han havde drejet hovedet imod hende og sendt hende et friskt smil og et drillende blik, mens han så satte farten helt ned, så om hun var forberedt på drejningen eller ej, ville kunne følge med.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Pludseligt sprang han ud i en række krumspring, hvilket fik Daphne til at vige bort velvidende om, at man godt kunne få en hov i hovedet ved et uheld. Hun havde aldrig selv prøvet det, men den sorte var da blevet ramt en enkelt gang eller to; hun ville helst ikke nyde noget af det hvis hun kunne undgå det! Dog fjernede hun sig ikke så meget, at hun kom ud af takt; hun flyttede sig blot en smule til siden. Ørerne blev nærmest skudt i vejret, da hans hvin lød, for så at falde tilbage mod nakken for at holde vindens susen ude. Hun lod ikke sit eget hvin lyde, men grinte blot lige indtil han pludseligt ikke var foran hende længere. Han var stoppet, men i hendes latter havde hun næsten lukket sine øjne og så derfor ej, at han stoppede. Hun så blot, at han var væk. Med hakkende bevægelser kom hun selv til et stop, forefter hun forvirret så rundt. Hvor var han blevet af? Man kunne da ikke bare forsvinde! De dunede ører var spidset i et forsøg på at finde ham via lyd, men hun fandt intet, før hun så sig tilbage. Et par meter væk var han, men bag hende. Hvordan var han endt der? Let tiltede hun sit hoved på skrå, inden hun så blot rystede sit hoved og trissede tilbage mod ham på sine små ben. Det kunne være ligemeget hvordan han var endt der, for det vigtige var bare, at han stadig var her!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[21]

Det morede helt igennem Lupë hvordan hoppen forvirret fortsatte og pludselig stoppede op i den retning de havde redet i først. Helt forvirret havde hun set ud, ind til hun fandt ud af at han var bag hende. Selv var han nærmest stoppet og stod nu helt stille, mens han spørgende havde set efter hende. Hingstet knejste han i nakken og trippede dansende og smidigt på stedet for en stund, før han smilede bredt, indbydende og drenget af at hun sådan nærmede sig trissende.

"Hvor er din mor egentlig henne?"; lød hans stemme roligt, drenget - alt imens han kort kastede blikket rundt. Hans blik med det livlige og drengede glimt så atter imod hendes meget blå og klare øjne. Han lagde stille hovedet på sned for en stund, spørgende og understregende af hans spørgsmål. Selv var han egentlig ret langt væk hjemmefra, så måske det også var på tide snart at vende mulen hjemad?

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En lidt ældre hoppeplag, eller måske bare en, der ikke var så barnlig som Daphne, ville sikkert have fundet den røde hingsteplag ganske flot på den måde, som plage nu kunne se hinanden. Hun syntes dog bare han var sjov, så hans knejsen gik lige fluks forbi hende, som eksisterede den ikke. Eller det var ikke helt sandt, for hun så den vel, men mere som en legende gestus end et tegn på den hingst, han kunne blive i fremtiden. Der var dog heller ingen grund til, at hun skulle se det som andet; der var stadig alt for lang tid før, end at hun burde tænke på sådanne ting, hvis hun da overhovedet på noget tidspunkt nåede så langt i hendes mentale udvikling.

"Mor hjem-" Hendes ord blev afbrudt ved lyden af et velkendt vrinsk. De dunede ører vendte straks mod lyden, før hun ignorerede ham til fordel for at se i retning af vrinsket. Et par hundred meter borte kunne en sort skikkelse tydes.
Da den lyse plag så tilbage på ham, smilede hun over hele mulen; "Det Mor!" Hun virkede meget glad for at se den sorte, men det var hun også altid, for Leonora var hendes verden så meget som hun var hendes.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[2]

[1]

Som altid var Leonora ikke langt væk fra sin datter; og når tiden var ved at være gået, kaldte hun altid efter hende. Sådan gik det også denne dag, hvor Daphne havde fundet en ældre rød plag, med hvide aftegn og røde pletter fordelt heri.
Leonora havde været længere væk end normalt, og havde derfor ikke set selskabet an, som Daphne havde fået. Hun kendte intet til den røde plag, som hun efter noget tid fik øje på, da Daphne glædeligt kaldte igen, som svar på Leonoras vrinsk.
Helt præcist hvad der trickede Leonoras reaktioner denne gang, kunne ingen sige, men da først de var indenfor synsvidde af hinanden, og Leonora kunne beskue den fremmede ordentligt, reagerede hun ved at lægge ørerne og uden videre kaste sig faretruende frem, for at sætte i galop imod de to. Hendes handling var åbenlyst peget imod den fremmede hingsteplag, som hun anså som værende en trussel; en blanding af hans fremtoning og udseende, som hun øjeblikkeligt kædede sammen med en ubehagelig hændelse i sit eget hjemland, gjorde at hun søgte at skille de to ad, for umiddelbart anså hun ikke den fremmede plag som godt selskab for hendes datter - også selvom hun i princippet intet havde at understøtte hendes teori med. Hun handlede nu pinligt ærligt ud fra én impuls, men denne impuls mente den sorte hoppe, med et endnu splittet og sårbart sind, at være korrekt.

Det trissende hoppeføl havde stoppet og svaret, men få ord forlod den lille mule før et vrinsk lød. Instinktivt havde Lupë små kantede hoved fulgt i samme retning som hoppeføllets, i en spejlende form. Synkront drejede de begge hovedet og ligeså rettede ørerne frem. Forskellen var nok at tyde hos deres forskellige størrelser og holdning også. Stolt og elegant stod den rødlige plag, med et meget diskret knejs i nakken af hingstet tone. Få sekunder inden i begge de unges betagelse af vrinsket der havde lydt igennem luften, blev Lupës opmærksomhed fra den sorte hoppe et stykke væk, forstyrret af hoppeføllets ord. Mor?

Et bredt, drenget og fornøjet smil bredte sig på hans spraglede mule, mens hans øje funklede livligt. Han så i hoppeføllet lyse og uskyldige øjne, før han stille drejede hovedet igen, med en vis oprigtighed og imødekommenhed imod hoppeføllet mor.

Men der gik ikke mange sekunder, før noget uventet syntes at ske. Selvom hoppen iltert havde lagt ørerne i nakken, og syntes truende - var det som om det først gik op for Lupë hvad der egentlig skete da den sorte hoppe kom farende nu? Uroligt vippede han kort ørerne tilbage, før de uforstående gled frem. Han var jo endnu bare knap to år.. stadig en plag. Instinktivt trippede han lidt tilbage for sig, før han så lidt spørgende og uroligt på hoppeføllet og så imod den sorte igen der kom nærmere - som nu syntes at have en hel række specielle aftegn. Glimtende og smukke. Men det kunne han ikke nyde nu, uroligt bakkede han lidt - uvidende om hvad der skulle ske. Mest af alt ønskede han bare at stikke af...