Chastity

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

At sige, at lille Daphne var forvirret var en underdrivelse, for det var mere end forvirring. Hun havde absolut ingen anelse om, hvorfor hendes mor reagerede som hun gjorde, men det ville sådanset også have været underligt, hvis hun havde. Hun var endnu ej mere end et lille føl, en skabning som stadig var den yngste i verden og dermed ikke rigtigt kunne se verden fra de ældres synsvinkel. På trods af den manglende forståelse, så virkede hun dog ikke bange. Hun vippede ej sine ører tilbage og var heller ikke ligefrem på nippet til at græde eller være bange. I stedet stod hun der blot med sin manglende forståelse og så situationen an, mens hendes smil dog falmede, for den sorte havde aldrig faret mod hende som hun gjorde nu. At hun muligvis havde gjort noget forkert, var det eneste hun kunne komme på, for den sorte lagde i ny og næ ører før en reprimande kom, men hvad skulle det have været? Hun var stadig tæt på det område, hun havde fået at vide, at hun ikke måtte lade ude af syne, så hun var da ikke galt på den, vel?

Da den sorte for ind mellem dem, trippede hoppeføllet hastigt et par skridt tilbage. Opmærksomheden var ikke vendt mod hende, så det kunne vel ikke være hende der var problemet, men hendes nye ven havde jo heller ikke gjort noget galt. Han var jo egentligt bare ret sjov og finurlig at være sammen med! På trods af dette, så sagde hun dog ikke noget. Hun gjorde ikke noget forsøg på at beskytte den røde hingsteplag mod sin mor og hun forsvarede ham heller ikke verbalt, men med hendes meget lille ordforråd og ringe størrelse, så var der næppe meget hun kunne gøre, selv hvis hun prøvede. Hun kunne stadig gå under den sorte hoppe hvis hun ønskede, så at stille sig foran hende, som en mur mellem den røde og hende, ville ikke give noget som helst resultat. Tanken nåede dog ikke engang til hende, for den sorte repræsenterede ret og lov for hende; at gå imod det den sorte gjorde, havde endnu aldrig manifesteret sig som en tanke hos den lille lyse.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den sorte Leonora stoppede ikke før hun stod midt imellem de to plage; med den lyse Daphne på sin venstre side og den røde hingsteplag på den højre. Hun slog øjeblikkeligt ud efter den røde plag med et bagben efterfulgt af dybe advarende fnys. Hendes blik forblev låst på den røde et øjeblik, med arrigskab som et andet rovdyr, inden hun vendte hele sin hals ind imod venstre side og hendes datter. Hendes toner blev nu ændret til moderlige, guidende toner, inden hun søgte at skubbe den lille lyse frem i retning væk fra den røde; for efter den sortes mening, skulle hun ikke være i nærheden af ham. Hvad det helt præcist var ved ham, som hun ikke kunne lide, var lidt udefinerbart, men noget ved ham mindede hende om en ting fra fortiden, som hun ikke forbandt med noget trygt. Atter brummede hun opfordrende til den lille hoppe, som faktisk let kunne rende under maven på hende endnu og nægte at følge med - men Leonora tænkte ikke tanken, at hendes datter ville gå imod de instrukser, som den sorte gav hende. Daphne havde altid været 'god', i den forstand, til at gøre som der blev sagt. Leonora havde også gjort et stort nummer ud af, at sørge for den lille Daphne fik en ordentlig opdragelse; med frihed til at udforske selv, som hun havde gjort nu, men når hun så endte i situationer, som ikke var hensigtsmæssige, måtte Leonora fortælle det, og hjælpe hende ud af det. Som hun havde valgt at gøre nu.

Stille blussede et næsten panisk udtryk op i de to forskelligt farvede øjne, mens han helt glemte den unge foler; og derved bare bakkede vigende tilbage. Næsten springende så han kastede sig bagud. Den store sorte hoppe kom nærmere, og stoppede nu brat da hun stod imellem den lille lyse og ham selv. Uroligt flakkede hans ører frem og tilbage lidt usikkert, mens hans livlige og unge blik bar' præg af en vis frygt for denne dominerende følhoppe.

Stille smaskede han lettere underkastende, da et bagben blev langet ud imod ham, og han atter veg - nu med mere sænket hoved. Uroligt søgte hans blik kort rundt om sig, for mon ikke det var klogest bare at få benene på nakken? Hans far var her ikke engang til hjælp..

Den store sorte hoppe, hvis aftegn glimtede smukt over hendes muskuløse krop, vendte nu hundrede og firs grader i adfærd, og en helt kærlige toner lød fra hende. Diskret hejste Lupë hovedet stille, nysgerrigt mens hans mere drengede og unge blik vendte tilbage i hans øjne. Nysgerrigt vippede hans ører frem imod hende, mens han dog ikke var dumdristig, og derved forholdte sig med den afstand han havde til dem nu.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Der var noget undret i den lyses blik, da hun så mod den sorte hoppe. Hvorfor puffede hun hende væk fra hende? Hvorfor skulle de gå fra den røde, for han havde jo ikke gjort andet end at lege med hende? Samtidigt var der dog intet trodssigt at spore, kun nysgerrigheden og forvirringen over at være blevet afbrudt midt i den leg, som de havde haft. Da hendes brummen lød vendte hun derfor ikke rigtigt rundt, men trådte et skridt til siden for at se på den røde plag. Der gik dog ikke lang tid efter det, før end at hun vendte rundt og begyndte at gå den vej, som den sorte guidede hende i; tilbage til Teylar.

Den krusede hale svirpede bag hende, inden hun dukkede sit hoved. Den sorte var stadig mellem hende og den røde, men det holdt ikke lille Daphne fra at sænke sit hoved, så hun kunne se mod ham. Han var nu en finurlig en og hun håbede hun kunne se ham igen en dag; det ville være sjovt at lege med ham igen! Et smil tindrede derfor om hendes mule, for så længe mor ikke direkte sagde, at hun ikke måtte noget, så måtte hun godt. Sådan da. I stedet for at tage den sortes udbrud som et tegn på, at hun ikke måtte være sammen med den røde, tog hun det nemlig som et tegn på, at hun bare selv havde gjort noget forkert. Måske havde hun trådt for langt. Måske havde hun bare lovet den sorte noget og så glemt det. Hun mente ikke hun havde glemt noget, men hun havde gjort det før, det vidste hun, så måske var det bare det?

"Hej, 'ej," lød det fra hende, henvendt til den røde, før hun lydigt forsatte mod Teylar.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[1]

Leonora ænsede ikke rigtig den røde plag, da først hendes lyse Daphne valgte at følge med hende i retningen af Teylar. Fra det ene øjeblik til det andet, bevægede den sorte hoppe sig ganske fredfyldt, efter at have fået sin datter på rette spor. Hun registrerede derfor ikke det nysgerrige blik, som plagen fulgte dem med, men havde derimod hele sit fokus på den lille Daphne, som dog valgte at afsende en hilsen imod plagen, inden deres afstand blev for stor. Leonora valgte ikke at stoppe hende, men en lille irettesættende brummen blev hørt kort efter; for Leonora mente absolut ikke, at plagen var godkendt selskab som man skulle hilse farvel. Hvorfor hun havde noget imod plagen, var ikke klart for hende. Og det var ærligt en meget selvisk og spontan handling som den sorte havde udført, det var hun godt klar over; men hun havde altid været en hoppe der reagerede på sine instinkter, og så måtte hun undskylde bagefter, hvis hun havde handlet forkert. Om hun havde gjort det overfor plagen måtte tiden vise, men lige nu var der kun tilfredsstillelse at finde i hendes indre, over at hun havde fået Daphne tilbage imod flokken, tilbage i sikkerheden, som hun ikke mente fandtes i selskab med den røde plag.
Hun fulgte sin datter meget tæt hele vejen tilbage til Teylar-flokkens grænser.

Endnu forvirret over hvad der i grunden lige skete, så han til mens den store sorte glinsende hoppe ledte hans leje kammerat bor. Den spraglede mule mimrede en anelse uforstående, mens hanstod der tilbage - som var han blevet direkte forladt. Endnu i den lettere utrygge position havde han skævet lidt rundt, mens ørerne havde kørt omring sig - næsten som om han ventede på et bagangreb.

Men der skete intet. Kun at hoppeføllet og dets moder, forlod ham.

Men han hørte noget, og vupti var hans ører helt fremmelyttende. Opmærksomt vippede de en gang.

"Hej-hej."; lød hans unge stemme svarende, en kende mere tilbageholdende, frem for charmerende. Næsten som om at han vidste han nok ikke burde og måtte svare for den sorte hoppe.

Stille sukkede han lavmeldt, alt imens aneskede hvordan de stille forsvandt mere og mere ude af syne for hans to forskelligt farvede øjne. Spørgende var han endnu i sit udtryk, i den unge krop; før han selv vendte rundt. Kådt og små hingstet sprang han nu af sted, tilbage hvor han var kommet fra!

[ OUT ]