A call to arms (Fælles besked)

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Hvidlingen, han som bar den øverste post, Volin, gled langsomt hen over landskabet. Ganskevist var han i bevægelse, en rolig skridt, men det var ej hastighed han havde behov for, da han stoppede op blandt de forsamlede sjæle. Alle som en var de tilkaldt, Vokunne som Keye, heste med bånd til skyggerne, og heste uden. Han havde et fælles bud til dem alle, en besked han vidrebragte fra sit eget sind, og snart ville søge et svar på hos de stærkere magter. Dog var hans mål på forhånd sat, og en opgave for dette, hvilede allerede selvsikkert i hans sind.
“Søskende, brødre. Vokunne ahrk Keye*. Jeg har kaldt jeg i dag, vi har kaldt jer, for at lade en opgave vejre i jeres sind. Ser i, en iblandt os er plaget af en grusom skæbne, en skæbne skabt af en parasit, der længe her generet os, og ikke mindst vores herre.”

Således begyndte hans tale, ordene kom, som altid, fra tusinder af retninger, alt imens skyggefulde væsner stimlede sammen omkring de forsamlede heste. Hingsten forholdt sig i bevægelse, og søgte en anelse højere, før han stoppede, vendte fronten imod dem, og fortsatte sin tale.
“Rumpelstiltskin. Måske navnet har lydt i jeres nærhed i fortiden, men bær det tæt denne gang. Snart forlader vi denne ø, for at søge denne skikkelse. For at bringe hans ord til at være de sidste. Men, til denne opgave behøver jeg ledsagere. Mine brødre og søsnkende, partnere i dette mål, om at udvide den mørke himmel over resten af Andromeda. Skærme dem fra det kolde, skarpe lys, jeg beder jer her. Dem der har sindet og modet til at drage med mig, og ej frygter for de følger det vil tage, jer beder jeg stå frem, og ærklære jeres sjæl til mørket endnu engang. Alene vil vi ikke kunne stille meget op, imod denne bitre skabning, men sammen vil han næppe sanse mange chancer, sammen kan vi frarøve ham livet, lade ham vide at vi, at skyggerne, ej er noget der skal spørges med.”

Tonefaldet han talte med, varriarede i mange nuancer, og forekom nærmest som en lokkende sang. Så snart de forlod hans læber, blev de gentaget dybt i sindende hos de skyggebærende heste. Han lod dem vide, at han stolede på styrken hos de forsamlede. Han ville stå dem i spidsen, såfremt de ønskede det, være den første til at blotte tænder og gå i kamp. Men ligeledes ville han stå ved deres side, som en ven i kamp, og lade dem bort, købe dem tiden, hvis alt skulle fejle. Gik alting galt, hvilede denne opgave på hans skuldre alene, og denne byrde tog han hellere end gerne.
“Hør mig, Zeymahhe**, og lad jeres sind opveje denne opgave. Lad jer sikre på, at dette liv kan bringes til død for jeres hove, og at vor fælles vilje i sidste ende vil sejre, såfremt vi drager snart. Lad ej den sprælske skabning få for megen tanketid. Snart drager vi afsted, og lader jer, der ej besidder lysten og styrken tilbage. Vær vise på at vi vil sejre, og vende hjem med en ny broder i vores midte, og blodet fra en falden fjende på vor skind. Jer, der ønsker at deltage i denne kamp, bedes træde frem. Resten, vend blot tilbage til dagligdagen. Når vi er tilbage, vil skyggerne atter igen hvisle, og kalde jer til samling, for at belønne de kæmpende, og velsigne vores fremgang. Men indtil vores kamp, vil ingen under denne måne, tilstede her, tillades at forlade denne ø. Vi ønsker ej, at den sære skabning får muligheden for at forberede sig.”

Med disse ord, lod han hovedt hæve, og de hvide øjne glide over den forsamlede flok. I særdeleshed var de alle prægtige, men han frygtede dog for de sjæle, der ej endnu var indviet i den inderste kreds, om de ville kunne klare tumulten. Han håb stod på de, der var blandt de inderste, de der kendte skyggernes omfang, og visse hemmeligheder.
Skyggeræven forholdt sig roligt, alt imens de forsamlede heste mumlende forlod kredsen, og lod blikket glide over de tilbageværende. Et let, sygt smil, gled snart over hans mule, forvred skyggegrinet. Præcis som ønsket, stod hans velsignede søskende tilbage, med et afventende blik på den hvide skabning.

“Vi drager når månen er på sit svageste, når dens blege lys ikke kan afsløre vores færd. Væbn jer med tålmodighed, brødre, søstre, snart vil den hæslige skabning vide, at skyggerne ej skal spøges med, at Alduin er den almægtige skikkelse i dette land, at han er den der bør lede. Såfremt det er ønsket, er min krop jer til rådighed. Jeg vil lære jer de dansetrin, de kampstillinger man lærte mig i sin tid, og lad da budbringerne tale for resten. Styrken på den rødlige skabning, er svær at fastsætte, men det bliver ej en let kamp. Om angrebet fejler, ønsker jeg, at vi bringer hjertet på vores broder Volontaire* til Alduin, og lader ham indvide i vor midte.”

Den hvide skabning slog kort med halen, og tippede hovedet let på skrå, imens blikket gled over de få igen. Jo. Han følte sig optimistisk. Med disse sjæle i ryggen, kunne han meget vel overvinde de fleste farere, og selv en magisk, unaturlig hingst, måtte værge sig ved deres tilstedeværelse. Disse Vokunne ville i særdeleshed være ham en stor hjælp, i denne selviske opgave.
“Med disse ord vender jeg mig imod herren, og beder ham om de sidste ord, før vores mission begynder. Hvis i har spørgsmål, lad dem da stille nu. Men bær i sinde, at det ej er sidste gang vi mødes før slaget.”

Således afsluttede hingsten for alvor sine lange sætninger, og lod lodet til de få, der stod tilbage. Han ville lade dem tale, såfremt de ønskede det. Var der ingen indvendinger, var det imod vulkanens top han ville gå. Budbringerne kendte med garanti allerede hans hensigt, og nu også hans mål, og alligevel ville han tilspørge dem, og bede om deres beskyttelse under denne opgave. Det var ej en, de havde stilt ham trods alt, men en han i sit stille sind ønskede udført, såder lå ingen garanti, omend den kunne styrke båndet imellem de kæmpende, kunne den også lede dem i ruiner.


Thu'um:
*Skygger og heste - Vokunne = skygger, Keye = heste
** Brødre/Søskende

Hvis jeres heste har nogen spørgsmål - eller mærkværdig reaktion, lad da Fuyu vide her i tråden, ellers kan i blot bide mærke i begivenheden.
Indtil nymåne indtræffer d. 22. december, er det ikke tilladt for nogne medlemmer af Aljun, der var til stede under denne tale, at forlade Fohen. Fuyu overvåger selv kysten, og ligeledes gør de skygger der er en del af ham. Alle forsøg på dette vil blive straffet - men lad mig da vide, hvis en(eller flere) overtræder budet !
Herunder forstået at det self. er tilladt at fortsætte nuværende tråde, og starte tråde med andre, men hesten kan ikke “bringe sin viden” om dette angreb med sig, tråden startes altså som om det var før dette møde, så hesten ikke kan sladre om hvad Aljuns heste har i sinde.