Acceptance | Asira

Taia
☽ 3 ☾

Time | Sen formiddag, et par dage efter 'Depression'.
Location | En lysning i et sted i skovene.
Tag | Asira

Tiden gik ikke på samme måde for hende. Hvad virkede som timer for hende, kunne være dage i den levende verden, men dage for hende, kunne på samme tid være timer for dem, som ej gik i den verden, hun betrådte. Det hele gik bare, livet løb videre, men hun var efterladt til at vandre mellem liv og død, et sted som ingen så, men åbenbart følte. Det var en af de få ting, hun havde lært på den tid, hun havde været her. Den tid hun havde været... død. Tanken var stadig ubærlig for hende, umulig at leve med, men samtidigt umulig at undslippe. Søvn eksisterede ikke længere for hende. Hun kunne ikke forsvinde ind i drømmenes verden, ej vandrer med Grålingen som det ellers havde været meningen.

Grålingen...

Tanken om den grå hingst førte blot mindet om realisation med sig. Om hvordan hun havde benægtet at være død. Hvordan hun havde prøvet at modbevise det, at overbevise sig selv om at alting blot havde været en drøm. Det var bare en drøm. Et mareridt. Det havde hun sagt og se hvor hun gik nu... Tanken kastede hun bort og lod sig opsluge af det mørke, der havde ligget over hendes eksistens den seneste tid.

Det var blot en hån...

Taia forstod endnu ikke, hvorfor hun ikke blot var gået helt bort. Nogle minder var stadig svære at fange, svære at se for sig, men det var kommet til hende. De ting hun havde gjort. Det var sket med hende. Den måde hun var gået bort. Hun lukkede øjnene, men så blot billederne mere livligt for sit indre. De svigt der var sket. Dem hun havde efterladt. Dem hun havde såret. Det var noget af det sværeste at bære... viden om, at hun havde angrebet dem... ej blot talt eller såret, men angrebet nogen af dem, hun holdt sig kær...!

Og dog var der dem, som hun ej havde skadet, dem hun havde formået at holde sig fra. Dem hun havde holdt Skyggerne fra. Disse var blandt dem, hun ikke kunne lade være med at føle som om, hun havde efterladt. Ladt tilbage og alene. Måske var det nærmere kun én, hun havde den følelse om. Asira... lille Asira, som var vokset op til en del af verdens hårde sider, som hun ej fortjente. Hun fortjente ikke det svigt, som hun havde følt. Og Taia havde kun tilføjet noget til det. Uanset hvor meget det rev i hende, så var hun nød til at finde den skimle hoppe... nød til at sikre sig, at hun i det mindste ikke havde ødelagt den hun holdt kærest i den del af sit hjerte. Asira var ingen bloddatter af hende, men der skulle ikke være nogen tvivl om, at den brune så den skimlede som den datter, hun aldrig selv havde formået at give liv til.

☽ ° ☾

En grå hoppe var blevet født i dette land, for nogle år siden, efterhånden. Denne grå hoppe, gik under navnet Asira. Født af Hawaet El Nour og den ædle Djange. Men moderen til denne gråskimlede hoppe, havde allerede i Asiras tidligste dage, forsvundet ud af hendes liv, som dug for solens varme stråler. Den grålige hoppe havde derfor allerede i en tidlig alder, lært at livet byder på mange bakker og nedture, samt kampe hun selv skulle vinde, på egen hånd.

Den unge hoppe, der dog havde mange flere erfaringer end mange andre, havde ikke blot mistet sin mor dengang. Nej, hun havde lidt et svigt, som havde ført en hårdførhed med sig, som hun aldeles ikke ville være foruden. Men Asira havde lidt mange nederlag efterhånden; og hun var alt i alt en hoppe, som mange misforstod ganske meget. Den unge hoppe, havde ikke blod lidt et nederlag fra sin moders side af; nej, hun havde lidt et nederlag overfor sig selv. For den grå skabning, havde for et år siden, skabt sig et bekendtskab, som ikke var til at forstå. Dette bekendtskab, med den sorte hingst Seth, skulle senere hen vise sig og være en fejltagelse. For hun blev moder… Til en lille fin skabning, som hun kaldte for Saphira. Hendes datter. Hendes kød og blod. Hendes liv. Asira havde været bange i starten. Men hun vigede ej fra Saphiras side. Kun én enkelt gang. Og siden den ene gang, havde den grålige hoppe, ej set sin datter. Hun var borte..

Død..

Dette havde skabt et stort tab i den unge hoppe.. Hun havde ledt og ledt. Søgt og søgt. Men ej var den lille skabning at finde og Seth heller.

Denne grå hoppe, bevægede sig stille rundt inde i skovens indre. Her på Chibale.. Den ø, hun som oftest holdt til, fordi det var her Saphira var forsvundet fra. Nok var hun ikke gammel af år, men i sit indre, var hun langt ældre, end hun burde være. Asira bevægede sig ikke med stolte og hurtige skridt. Hun bar sig ikke rank og flot. Og den kolde og hårde facade, var smuldret og forsvundet. Ja, hun var nærmest forsvundet i sig selv.. Hendes hale hang ned bag hende, som en død klud, der blot fulgte hendes bevægelser, fordi den intet valg havde. Ørene var flappet ud til siderne.. Kroppen var tynd, men dog muskuløs. Pelsen var filtret og beskidt. Og øjnene.. de var tomme… Hun kunne ikke finde nogen.

Alle var væk. Alle…

For længe siden, havde hun hørt andre tale, og fortælle om en tung hoppe, der lå død i mudderet på en anden ø. Taia, den hoppe der havde holdt livsmodet hos Asira, og den hoppe der havde taget hende under hende vinger, som var hun af hendes kød og blod.… Dette havde været det sidste for den unge hoppe, at bære på. Hendes ’moder’, var forsvundet. Død. Som Saphira.. Alle de, der lovede de blev ved hendes side, begyndte nu også at forsvinde mellem hovene på hende. Nu manglede kun hendes fader, Djange.. Langsomt blev tankerne for meget, og Asira så sig ikke længere for. Et ordentlig bump og plask lød, da hun snublede og gled i mudderet, for derefter at lande ned i den kolde bæk, der snoede sig mellem chibales træer. Hun hvinede sagte, og hev hovedet op, inden hun rumsterede rundt i vandet, for at rejse sig. Men hun kom ikke op.. hun blev liggende i vandet, der var lavvandet, og dækkede hendes side. Men dækkede ej helt hendes krop. Et fnys gled fra hende, inden hun lod ørene falde flappende ud til siderne igen, og da lagde hun hovedet på bredden, så mulen kunne være fri for vandet. Var det nu, hun bare skulle give slip?

Taia
☽ 4 ☾

Præcis hvordan det fungere, hvordan hendes hjerte kunne trække hende mod dem hun søgte, men ej vidste hvor var, var en gåde for hoppen; en gåde som hun dog ikke aktivt prøvede at finde løsningen på. For nok gik hun og blev draget mod en bestemt retning, mod visse stier, men det var ikke aktivt. Der var ikke noget der direkte fortalte hende, at hun skulle søge mod syd, og så svinge mod vest. Der var intet der sagde hende, at hun skulle drage ned af de små stier, frem for de store og kendte. For nok var hun død... nok kunne alt gå gennem hende, men det rent faktisk at gøre det var en hel anden ting. Det var en oplevelse, en følelse, som på en gang var ubehagelig og rar. Det gav en falsk varme, en falsk følelse af at eksistere, men cementerede det samtidigt og drev hendes sind mod enhedens vanvid.

Et plask fangede hendes opmærksomhed og med lydløst skridt strøg hun afsted, nu ligeglad med grenene der rev gennem hende og tog en del af hende med sig, inden den svævede tilbage. Endda ligeglad med den gren, der endte med at hugge gennem halsen på hende.

Asira...

Det var intet mere end et hjerteskærende syn, der mødte hende. Der, liggende i det kolde vand, var ingen anden end den skimle hoppe. Hvad lille liv hun havde haft i sig for længst borte og erstattet af desperationens opgivelse og sorgens ensomhed. Det fik den brune til hakkende at stoppe op og for et øjeblik ønske at gå bort, ønske at forsvinde, blot for at undgå den oversvømmende følelse af manglende livsmod, som hoppen udstrålede.
Men hun gjorde det ej. Hun blev... blev og tvang sig selv fremad.
Hendes skridt var næsten tøvende, men hun kom nærmere og nærmere, indtil hun stod ved den grås hoved. Det føltes som om det, der normalt ville have været hende hjerte, kvalte sig selv. Hvad var der endt med at ske for hende...? Hvordan havde hun endt således...?

Var det Taia's egen skyld?

Hun vidste der var intet hun kunne gøre, intet andet end at videregive den kulde, hun konstant følte, men hun nægtede. Hun nægtede at efterlade hoppen til den skæbne, andre havde presset over på hende. Hun var ikke ment til dette. Hun var ikke ment til ensomhed og svigt.... ingen var!
Men hvad skulle hun kunne gøre...? Hun var død... borte...

Ude af stand til at tænke på andet hun kunne gøre, sænkede hun sit hoved. Hun kunne ikke røre den anden, men måske... bare måske... kunne hun gøre det næstbedste. Så blidt og kærligt som muligt, prøvede den brune at stryge ned langs Asira's næseryg. Hun ville næppe føle meget mere end en kortvarig kulde, næppe mere end det, som hun ville have følt, havde det blot været en brise, der legede med hende.

Intet virkede ændret ud ad til, men i hoppens indre var der alligevel noget, som voksede til noget nyt.
Hun ville kæmpe sig tilbage til livet, koste hvad det ville.

☽ ° ☾

Den grå hoppe lå helt stille nede i den kolde bæk, hvor vandet rislede ned langs hendes ene side, der lå der i vandet. Hun rejste sig ej. Og hun flyttede end ikke på sin egen tunge krop, der dog ikke var fyldt med fedt og fylde, nok nærmere spinkel og ynkelig, var hendes krop at se på. Hun frøs. Det kunne den grå hoppe tydeligt mærke, at hun gjorde. Men energien, lysten og modet til at rejse sig, og gå videre, eksisterede bare ikke længere i hendes stille sind. Hun havde ikke noget at kæmpe for mere. Hun havde fejlet: præcis som hendes mor havde fejlet med Asira selv.

Hendes grå øre vippede ned i den sorte dog matte man, inden hun kneb øjnene tungt i. Hendes krop dirrede en smule grundet kulden fra vandet, og udmattelse efter turen tilbage til Chibale. En tur, hun kun havde taget, i et spinkelt håb om at genfinde sin datter igen. Men den spraglede hoppe vidste jo inderst inde godt, at hendes datter ej var blandt hende og de andre på denne jord. Et langtrukkent fnys forlod hendes udspilede næsebor, inden hun åbnede de mørke øjne igen, og stirrede olmt ind imod de træer der omgav hende, som et beskyttende dække for fremmede.
Hun blinkede svagt med de tunge øjenlåg, inden de endnu engang faldt i over hendes øjne. Hun var træt. Ugidelig. Måske hun virkelig bare skulle blive liggende her, og lade naturen gå sin gang. Måske var det i virkeligheden det der var bedst for både hende og alle andre? Hendes far ville kun skulle koncentrere sig om det andet føl, hendes halv lillebror. Og ikke hende. Ja.. Det ville måske være bedst sådan. Desuden ville den grå Asira heller ikke være alene mere, i den anden verden. Nej, for der ville Taia være…

Bedst som hun var ved at opgive sig selv og livet, og lade det sidste anstrengende prust forlade kroppen, mærkede hun en sær fornemmelse imod hendes pande og næseryg. En kulde, der var ubeskrivelig og fjer let. Hun åbnede øjnene i et ryk, sikker på, at nogen var i nærheden, men der var ingen at se. Hendes ene øre vippede stille frem, for derefter at ryge tilbage. Den sære og fjerlette kulde var igen forsvundet fra hendes næseryg, og Asira kneb øjnene skeptisk i. I disse sekunder, var der kort en smule af den gamle Asira at se. Men så hurtigt som hun kom, lige så hurtigt forsvandt det stædige og stolte glimt fra hende.

,,H-hv-em…”

Mumlede hun med sammenbidte kæber, inden hun stille drejede hovedet en lille smule rundt, men langsomt og ’hakkende’ grundet kulden der bredte sig mere og mere i hendes spinkle og uglede krop.

,,Hvem e-r…. h-her?!”

Hun forsøgte at lyde vred og kynisk, men stemmen kunne knapt komme ordentligt frem, og lød mere hvæsende grundet kulden, end vred og stædig. Hun kunne ingen se eller høre. Men der var et eller andet galt. Der var et eller andet, nogen, noget i nærheden. Det kunne ikke passe at hun var alene inde midt i Chibale. Et langt prust forlod hendes udspilede næsebor, mens hun fortsat spejdede omkring sig selv, med let løftet hoved.

Taia
☽ 3 ☾

Det var med lukkede øjne, at den arrede hoppe havde immiteret en berøring; hun kunne ikke give en i den tilstand, hun var i, men det holdt hende ej fra at prøve. Da hun åbnede sine øjne igen, de klare blå øjne, som nu manglede deres pupil, så hun både håb og bedrøvelse. Der var mere liv i hoppen foran hende, men hun lå lige så ynkeligt som før, hvilket trak der, hvor hoppens hjerte skulle have siddet. Hendes ører vippede sørgmodigt bagud ved lyden af Asiras svage stemme. Hvad var der dog sket med hende...? Hvornår var hun sunket til dette stadie af ensomhed og opgivelse? Et stille sted i sit sin forbandede Taia sig selv langt væk over ikke at have været der mere for den yngre hoppe; hun burde have taget sig mere af hende, hun vidste jo, at hun ingen havde. Og dog... hun havde haft en datter, havde hun ikke...? En lille skabning, som Taia kun havde set en gang. Var det mon derfor...?

"Det er mig... bare mig, Asira..." svarede hun, uden at tænke videre over det. Der var ingen måde hvorpå den grå hoppe kunne høre hende og det gjorde kun ondt værre. Hun ønskede at tale til hende, gøre ting bedre end de var, men hun var absolut hjælpeløs i dette øjeblik. Der var intet hun kunne gøre, uanset hvor meget hun ønskede det. Og dog var der en ting; hun kunne love hende, at hun ville vende tilbage og gøre det, som hun skulle have gjort tidligere. At tage sig af hende.

Det var med en reaktion, som var hun blevet brændt, at den usynlige hoppe trak sig, da hun følte en varme brede sig i sig. Den var forkert. Det var ikke den varme, hun ønskede at føle, for den kom ej fra hendes indre, men fra den grå hoppe i bækken. Nej... Hun kunne ikke tage fra den grå, ikke når hun havde så lidt som hun havde.

Kulden ville forsvinde fra Asiras nærhed, i hvert fald den kulde, som havde virket unaturlig; den isnende fornemmelse hun fik fra floden, kunne den døde hoppe intet gøre ved.

Taia's ører lå sørgmodigt i nakken, mens hun betragtede den hoppe, hun havde fundet som føl. Eller fundet og fundet; hun var nok nærmere næsten faldet over den lille skabning, mens dens forældre havde kæmpet en indbyrdes kamp. Dengang havde hun været vred på dem og var det vel egentligt stadig; denne situation gjorde heller intet for at dæmpe hendes følelser for dem. Som med alt andet var der dog intet hun kunne gøre ved det...

for nu.

☽ ° ☾

Hun anede ikke hvad det var der foregik. Men hun kunne dog mærke, at kulden i hendes krop, hele tiden blev forstørret grundet det kolde vand i bækken. Og den isnende kulde der også ramte hendes næseryg. Men pludselig forsvandt den kulde. Og det var nu kun vandet der gjorde at det var koldt i hendes krop og mod hendes skind og pels. Asira virrede kort med hovedet, i et forsøg på at komme op og stå, så hun ikke længere lå ned, i det iskolde vand. Men hendes en var ikke just samarbejdsvillige.
Hendes øre vippede rundt, inden de røg i nakken. Det var mærkeligt, at kulden bare sådan kunne forsvinde. Hun kneb øjnene skeptisk i, mens hun kiggede rundt om sig selv – men der var altså ingen at se, overhovedet. Hendes vejrtrækning var efterhånden en smule besværet, og hun var godt klar over, at hun skulle op fra det vand – nu.

I nogle overvejende bevægelser, begyndte den spraglede hoppe at spænde en smule op i ryggen og bringen, inden hun fik skubbet det ene forben frem for sig, og derefter det andet. Men alt var i hakkende og langsomme bevægelser. For hendes led og muskler var kolde og stive. Men så langt så godt. Hun virrede med hovedet endnu engang, for at komme op, men det lykkedes ikke. Panikken begyndte nok efterhånden at brede sig i hendes hoved, og dette var nok både godt og skidt. Hendes næsebor vibrerede voldsomt, og dirrede, mens en gulig væske gled ud af hendes næsebor. I et kraftanspring, kom hun nu op på sine forben, og sad dermed som en eller anden hund, nede i vandet. Hendes krop var radmager som hun sad der. Og det var hun godt klar over. Hun prustede af udmattelse, inden hun med en voldsom bevægelse igen, kom op på sine bagben også. Nu skulle hun bare op af vandet også.

Hun stod i nogle sekunder, med hovedet dinglende nede ved bringen, af udmattelse, inden hun udstødte et utilfreds lille hvin, der var hæst. Hun lød bestemt ikke som en hoppe. Hun tog nogle skridt fremad, usikkert, som var hun et lille føl, og begyndte at bevæge sig ud af vandet, der eller kunne være blevet hendes død – men det kunne det i princippet stadig blive. Hun kom op af vandet, og kiggede nu bagud. Der var altså et eller andet… Men hun kunne intet se, høre eller mærke. Mon det bare var hendes hoved der spillede hende et puds? Hun kiggede fremad igen, og da begyndte hun at bevæge sig lidt frem igen. Men den grå Asira gik langsomt. Meget langsomt. Mest af alt ønskede hun at lægge sig ned igen, men dette ville dræbe hende, det vidste hun. For så ville kulden for alvor sætte ind.

[12]

Taia
☽ 5 ☾

Hun ønskede at gå. Den døde hoppe ønskede at komme væk derfra, så langt væk som hun overhovedet kunne komme og aldrig se sig tilbage i et forsøg på at undgå det minde, der blev brændt ind i hendes hukommelse i disse øjeblikke. Det radmagre billede af en grå hoppe foran hende var ikke et hun ønskede at beholde, men et som hun nu aldrig kunne opgive, uanset hvor meget hun prøvede. De hakkende bevægelse, pelsens dirren, hoppens sygdom. Alt hun kunne gøre var at observere disse ting og væmmes ved det; ikke fordi det skete for Asira, men fordi hun ikke kunne gøre noget ved det. Hun var hjælpeløs i denne situation og burde give ind til sin lyst til at gå. Sin lyst til at vende det hele ryggen, ignorerer det og vandrer videre i stilheden i håbet om en dag at finde vejen tilbage til Livet.
Uanset hvor meget hun lystede det, så nægtede hun dog at gøre det. Nok kunne hun intet gøre udover at se, men hvis hun skulle give sig selv de pinsler for at finde styrken til at komme tilbage, så gjorde hun det om og om igen uden vrøvl.

Som den grå hoppe fik kæmpet sig på benene og begyndte at gå omkring som et usikkert føl, bragte hendes ben hende ubevidst mod det sted, hvor Taia stod. Hun ville ej rigtigt føle den samme kulde, som den hun før havde følt på grund af den døde hoppe, men hun ville nok heller ikke forsætte i den retning, for kulden var der skam som en sphere omkring den andens eksistens. En sphere som hun ikke skulle træde ind i og hvis hun gjorde, så ville Taia bevæge sig bort, trods det rev hendes sind at gøre det.

Ikke at kunne gøre noget gik imod alle Taia's naturlige instinkter. Hun var hjælpsom af natur, gavmild ligefrem og selvom hun ikke var den mest føjelige eller blødsødne hoppe i verden, så kunne ingen benægte hendes andre træk. At stå der og blot se til gjorde næsten fysisk ondt på hende; eller ville i hvert fald have gjort det, havde hun været i stand til at føle noget, for på dette tidspunkt følte hun intet. Hun havde en vag sensation en gang imellem, men intet dybtfølt. Intet som rigtigt eksisterede, men så igen det gjorde hun heller ikke på nuværende tidspunkt. Havde hun gjort det, var det svært at sige præcis hvad hun ville have gjort, for der var mange ting som kunne hjælpe den grå, men hun ville have været ved hendes side, ingen tvivl der. Hun ville have været der og delt sin varme, sin energi og sit liv, frem for at agere som den parasit hendes situation tvang hende ud i. En dag, forhåbentligt inden alt for længe, kunne hun gøre det; give igen frem for at tage.

☽ ° ☾

Hun bevægede sig langsomt afsted. Somom hun intet skulle nå – og det skulle hun jo sådan set heller ikke. Hun havde ikke længere et formål med sit eget liv: hvis man da overhovedet kunne kalde det her, for et liv. Hun trak vejret, og hun bevægede sig. Et liv. Men hun havde intet indhold at forholde sig til. Hun var blot sig selv, alene, og det ville hun blive ved med at være. Der var ingen grund til at sigte efter et mål, hun ikke engang kunne se selv. Hvad skulle formålet være med det?
Hendes sind var lukket af, splintret. Hun var blevet skrøbelig, og den hårde facade var faldet sammen.

Slasket hang den sorte hale bag hende, mens hun bevægede sig afsted, med de tunge og slæbende skridt. Hun var et nemt offer for de, der kunne have noget udestående med den grå hoppe. Det var hun godt klar over. Og hvor hun før ville kæmpe, være stædig og stolt, var hun nu på nippet til blot at give op på forhånd. Hendes øre var flakket ud til siderne, i en træt holdning, knapt nok lyttende til området omkring hende. Hun gad ikke. Hendes matte øjne hvilede fremad, som var hun søgende efter nogen eller noget. Men det var hun ikke. Pludselig stoppede den grå hoppe op, ikke andet end 1 enkelt meter fra Taia. Men hun vidste ikke, at Taia var der. Nej, Asira var stoppet op, fordi hun på sin nethinde fik et syn for sine øjne. Saphira..

Længe stod den grå hoppe og stirrede ud i luften, i retningen af det hoppeføl, som kun Asira kunne se foran sig, der imellem de tætte træer, med sine små øre fremme og et smil på den lille mule. Asiras øjne blev mere vågne, og hendes ene øre gled frem. Den gråspraglede hoppe vidste inderstinde godt, at Saphira ikke var der. Men hendes hjerne spillede hende et puds. Men måske var dette godt for hende. Måske.. Måske var det bare et spinkelt håb der stadig spirrede. Pludselig virrede den unge hoppe med sit hoved, og udstødte et kaldende og moderligt vrinsk, der dog var meget lavt og ekstremt hæst. Hendes stemme blev sjældent brugt, end ikke til at vrinske. Da vrinsket døde hen, døde hendes minde om Saphira også – hun forsvandt igen for øjnene af hende. Asira så til, og pludselig blev hendes blik panisk. Hun jokkede nogle hurtige skridt frem, mens hun udstødte nogle kaldende og varme lyde. Hvor blev hun af?

Stilheden indtraf så igen, mens hun stod der og trak vejret hurtigt og febrilsk. Hun var væk. Det vidste Asira jo godt. Hun var død. Alligevel stod hun stædigt der, med hovedet hævet op, og blikket rettet søgende frem. Måske ville hun dukke op igen.

[17]

Taia
☽ 6 ☾

I det den afkræftede hoppe trådte fremad, ønskede den døde kun at gøre det samme. Hun ønskede at tage imod den anden, omfavne hende og løfte hendes hoved mod skyen. Hun ønskede at hæve den anden, helbrede hende, men at gå nærmere ville kun gøre ondt værre. Intet godt ville komme ud af det og hun trak sig derfor bort, væk fra den anden trods sit hjertes lyst til at hjælpe og gå frem. Det skar i hende at se den anden sådan, hvert slæbende skridt syntes at trykke mod tomrummet i hendes bryst; Asira havde ej set rigtig ud sidst hun så hende, men dette var en sand pinsel. En pinsel som dog sporede hende fremad, drev hende tilbage mod livet; dog ikke her, for hun kunne ej tage fra den grå... ikke fra hendes datter... Hun følte dog, at hun ej var den eneste der blev drevet afsted af den grås sorger, for det drev åbenlyst også hende, blot i den modsatte retning; Taia kunne kun håbe og bede til Orctics om, at han ville lade Taia nå først i mål. Selvom hun havde andet at leve for, andet at søge livet for, så ville det være evigt smertende hvis hun fandt vejen tilbage, blot for at finde Asira og opdage, at hun var faret vild og gået ned af vejen, som førte til livets ende, ikke livets berigelse.

Hendes skridt førte hende bakkende væk fra den anden og hun trak hovedet lidt til siden, næsten som var hun på vej til at give ind for sine lyster om at gå, men standsede brat da den grå hoppe stirrede frem for sig. Et øjeblik svulmede troen om, at det var hende, som den grå så, men det håb faldt til jorden og splintreredes ved lyden af hoppes vrinsk.Ikke kun den hæse lyd sårede hoppen; nej, det mest sårende var den kaldende lyd, som intet svar fandt. Intet vrinsk svarede tilbage og desperationen syntes at brænde sig vej frem i Asira. Hastigt jokkede hun fremad og det var kun ved nød og næppe, at Taia nåede at komme af vejen; hendes kulde snittede dog den grå, selvom hun nok næppe lagde mærke til det.
Hvad der var sket, siden den grå kunne opføre sig sådan vidste Taia ej, men hun havde på fornemmelsen, at det lille føl ej var blandt dem længere. Hun havde ej mødt det her på stien mellem verdenerne, men det ville egentligt også overraske hende meget, hvis hun nogensinde mødte nogen i denne grålige skyggeverden. Om dette var tilfældet kunne hun dog ikke sige med sikkerhed, for føllet kunne også blot være blevet en plag og være gået ud på egen hov for at finde sit eget liv langt borte fra Asiras desperation.

I døden kunne hun ej græde, men hun havde alligevel fornemmelse af det. Fantommet af at være i live dansede stadig i hendes sind i ny og næ, præcis som nu, og spillede puds med hende. Fik hende til at føle noget, som ikke var der...

☽ ° ☾

Hun stod blot der, med blikket fremme imod intetheden. Håbet spirede stadig stille i Asiras indre. Men for ingenting. For kiggede hun dybt ind i sig selv, vidste den unge hoppe godt, at hendes egen datter ikke eksisterede hos hende mere. Hun var ikke en del af denne verden mere. Hun stod blot der, med en blottet sjæl, og blikket fremme, som søgte hun at hendes datter ville træde ud mellem de tætte træer.. Sekunderne gik, og langsomt kom hun tilbage til den rigtige verden igen. Den verden, hvor hun intet håb bar, for at finde sin datter. Den verden hvor Asira godt vidste, at hendes datter aldrig ville blive at se igen..
Langsomt begyndte en fugtig hinde at lægge sig over hendes ellers matte øjne, hvilket skabte et falsk glimt i hendes mørke og matte øjne. Fugtigheden begyndte langsomt at forme sig til små tårer, der langsomt gled ned af hendes kæbe, og ned til mulespidsen, for derefter at falde til jorden, så sneen under dråberne, stille begyndte at smelte.

Efter nogle minutter i denne absolutte stilhed, rejste Asira hovedet op. Hun stirrede tomt omkring sig selv, i nogle hakkende bevægelser. Hendes hjerte blev fyldt med frustrerende følelser. Hvorfor var alle væk fra hende? Hvorfor forsvandt de bare alle sammen, uden et eneste ord. Hvor var Taia? Hvor var hende, som hun betragtede som sin sande moder… Hun kunne ikke bare være død og borte, det måtte hun ikke være. Taia, hendes mor, hun kunne ikke bare være væk for altid. I et ryk slog Asira sin hov voldsomt i jorden, så det smældede hele vejen op igennem hendes kolde krop. Hun strakte sin hals højt op, og lod mulen ryge i sky, inden hun trak luft voldsomt og dybt ind i lungerne. Og i et hjertens vrinsk, fyldt med smerte og vrede, lod hun luften ryge ud, højlydt, i et vrinsk. Hvorfor var alle væk!? Hun stirrede op i luften, da tonerne svandt ud i intetheden, inden hun da lod de mørke øjne falde tungt i, og lod vinden lege med hendes matte og mørke man. Hun indåndede den kølige luft, inden hun lod hovedet falde ned i en lavere position. Atter åbnede hun sin øjne igen, og forsøgte at genvinde sin stædighed og stolthed, blot et øjeblik. Men hun kunne ikke.

Hun tog nu igen nogle mekaniske skridt afsted – søgte videre ind imod skovens indre og tætte træer. Hun ville blot væk fra det, der skulle forestille at være hendes hjem. Et hjem, der ikke føltes som varmt og hjemligt mere, hvis det da havde gjort det. Hun pressede sin krop fremad i en hurtigere tempo, i et forsøg på at skabe varme… Men hun standsede igen, og stirrede bagud, håbefuldt. Men der var ingen at se. Hverken Seth. Saphira. Djange. Og heller ikke Taia..

[18]

Taia
☽ ° ☾

Hoppen stod der uden at kunne gøre noget. Hun kunne ikke fortælle den knuste hoppe, at hun ikke var alene. Hun kunne ikke støtte hende med sin varme, for alt hun var i stand til var at suge til sig. At hun ikke kunne træde frem og trøste hende, tørrer hendes tårer bort uden at sige noget, selv hvis det skulle være som en fremmed sjæl, smertede hende mest. Hun ønskede at løfte den grå hoppe ud af sine pinsler, ud af sine sorger og tilbage til livet, men hun var magtesløs når hun ikke engang selv kunne komme dertil i første omgang. Det betød dog ikke, at hun gav op; hun nægtede at give op på at komme tilbage til livet, specielt når nogen tydeligvis havde så meget brug for hende.

Taia sænkede sit hoved i skam og sorg da Asira vrinskede ud. Et vrinsk fyldt med smerte, vrede og frustration. Et vrinsk som hun ønskede at stoppe, ønskede at fjerne fra verden, men hun var, som med alt andet, ude af stand til at gøre det. Alt hun kunne gøre var at lytte og lade det drive hende fremad; i fremtiden ville hun kunne svare og hun ville gøre det uanset tidspunktet. Om den grå så kaldte på hende i nattens muld og mørke så ville hun komme uden tøven, uden tanke for hvad end hun ellers gjorde.
Da tonerne forsvandt og stilheden faldt over dem igen hævede den døde hoppe langsomt sit blik og så op mod den yngre hoppes øjne; hun fandt ikke en stærkere hoppe end før, kun en som virkede endnu mere nedbrudt. Uvilligt trådte hun endnu et skridt væk med en langsom bevægelse, mens hun betragtede den grå hoppe; hendes lille grå hoppeføl, som var vokset op til et væsen af alt andet end det, som Taia havde ønsket for hende. Hvis bare hun havde været der mere, så kunne hun måske have ordnet tingene inden det var endt sådan her.. måske kunne hun have guidet den grå ned af den rette sti.

Det var med sorg i øjnene, at Taia betragtede den grå mens hun forlod stedet. Den eneste glæde hun følte var over, at hoppen i det mindste var ude af det kolde vand. Det var dog en ringe trøst i forhold til alt det, som var sket mellem dem...

Hun kunne kun håbe på, at hun fik chancen for at rette op på det i fremtiden.

[OUT]

☽ ° ☾

[5]

Den askegrå hoppe bevægede sig med skridt, der var tunge og langsomme – men afsted det kom hun. Hun bevægede sig.. Hun lå ikke længere i det iskolde vand, der før havde dækket hendes spinkle krop, og gjort den endnu mere kold og stiv, end den i forvejen var..
Hun bevægede sig længerer og længere ind imellem de tætte træer, hun før havde betragtet som hendes hjem; et sted hun søgte til, når verdenen omkring hende blev for meget, eller hun blot søgte fred og ro i sit forhutlede og rodede sind.

Den grå hoppe forsvandt mellem de tætte træer, med tankerne vigende imod at forlade det, hun kendte til. Forlade de sjæle, som også havde forladt hende; enten af fri vilje eller uden selv at have valgt det. Men den grå sjæl var arret og ødelagt, gået i tusinde stykker, som næppe ville blive samlet igen. Ikke mange kendte til hendes eksistens; så hvem ville dog savne hende? Alle hun holdt af, var ikke længere iblandt hende, så hvorfor blive i dette land? Hendes matte øjne veg ikke rundt, nej, de holdt sig blot til at kigge tomt fremad, mens træerne blev færre og færre; for retningen var sat imod kysten. At hoppe i det iskolde vand og svømme, ville måske blive det sidste hun gjorde. Men hun skulle blot væk fra denne ø.. Væk fra de minder hun havde.. væk fra hendes forestillinger…

Silhouetten forsvandt længere og længere bort, for til sidst at være ude af syne for de, der måske før havde set hende i skoven, dyr og fugle, og vandet blev fundet. Hendes sorte hove svandt ned i det kolde og våde sand, og langsomt begyndte vandet at overtage hendes ben, gemme dem, og køle dem… Hun forsvandt ud i vandet, svømmende, uden at vide hvilken ø hun ville til. Men svømme, det gjorde hun…

[OUT]