Perdu Soleil [åben tråd]

Det var en svag kontakt den let brogede hingst tillod sig at opstå mellem dem, ved hans berøring. Selvom noget i ham samtidig skreg af ham, en samvittighed der forsøgte at få ham på rette spor, netop det spor der havde forsøgt at få ham hjem, fortsætte tværs over denne eng, for at forlade Foehn. Alligevel havde han ikke kunne takke nej til en udfordring... eller Fame, for den sags skyld.

På trods af deres få møder, var der noget over hende, noget han ikke bare kunne forbi passerer - næsten uanset situation. Som var hun en sjældenhed, der kun kunne nydes i nuet, da hun ikke er en mand finder ved søgen. Sekunderne var få mens hans mule kun lige akkurat havde berørt hende. Såresimpelt, havde hans ophidselse ikke fraholdt ham, da diskret at indsnuse hendes duft. Hendes rene duft. Han havde haft lyst til at lukke øjnene, nyde de få sekunder og koble af for de farer han godt vidste snart lurede ude i mørket.

Men hun flyttede på sig.

Hans kolde og tomme øjne tilmed stirrede i hendes, mens de absolut intet afslørede. Straks fandt hans øjne derpå nu et nyt holdepunkt, da hendes mule tillod sig at berører ham. Men ikke blot en berøring var imellem dem, nærmere kærtegnene. Stille havde en rynke slået sig skeptisk over hans mule, egentlig ikke fordi han ønskede hun skulle lade være, men nærmere af ren reaktion. En reaktion han burde have, men som han lige nu, på stående hov, ikke ønskede at skulle have. Stille missede han de krystalblå øjne, mens hans blik ikke slap hendes, da hun trådte tilbage.

Hun kendte ham... Hvilket nok også var det der gjorde det. Hun var en af de få der kendte ham. På trods af at han ikke selv havde fortalt som sådan noget til hende. Næsten som en forstenet statue, smuk og rank, stod han der.

Hendes ord lød... Stille slækkede han på alle sine trækninger, og kort, simpelthen i millisekunder, blussede en kort gnist i hans øjne. En gnist der gjorde hans direkte kolde og tomme blik nærværende, indbydende og kort udfordrende. Før de atter stod direkte tomme og kolde til endnu engang. Hendes stemme var som musik for hans ører, mens han stille tillod sig, som den hingst han nu og da var, betragtede hende i stilhed, mens hun talte. Hun var smuk, helt igennem guddommelig. Mindst ligeså smuk og betagende, som hun var udfordrende, spændende og unik.

"De har ret Fame."; tonløs var hans ord, hæse og intense, før han trådte frem. End ikke så meget som tillod han sig selv at skue sig omkring, for farer. Nej, kun hende havde han for øje, før han stille rakte mulen mod hendes, uden at berører den. Blot kunne han mærke hendes åndedrag mod hans.

"Mød mig under stjernerne, ved søen nærmest bjergende på Enophis, så skal jeg vise Dem."; hviskende var hans tonløse ord, mens en indbydelse og udfordring tydeligt lå i hans ord. Tavs forblev han, uden at berører hende yderligere, til trods for de varme virvar der stormede i hans indre af udfordring, ophidselse og opstemning. Nej, han måtte stoppe nu. mens legen var god og solen endnu lidt rød i horisonten.

Stille trådte han et par skrid bagud, før han nikkede hilsende, stolt, prægtigt og en anelse stift i den ranke holdning.

"Nuvel Fame, pas på Dem selv.";; hæs og intens var hans stemme, før han tillod sig at slippe hendes blik, vende omkring og drage mode Enophis.



[ OUT - Start en tråd så snart du lyster ]

Perdu soleil...

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Den brogede lyttede. Rank, stiv og stille stod han, og som hygget ud af marmor bevægede han hverken ører eller læber. Han var tavs hvor hun talte, men hun fornemmede en forståelse. Måske en modvillig en af slagsen, men dog en forståelse. Ligesom hende, ønskede han ikke at trække sig fra de mørke timer. Han ønskede at nyde dem og deres skønhed... ak, hvis bare øen havde været en anden, kunne de måske have fundet en anden vej. Men sådan var lejligheden ikke, og med fire enkle ord gav han hende ret.
De mørke øjne fjernede sig ikke, imens hun med et tilbageholdt åndedræt betragtede hans langsomme bevægelse. Mulen hang svagt foran hende, og med et måske noget uroligt - opstemt suk lod hun ordene falde ind. Jah, hun havde ret. De havde begge ret i dette moment. Men dog, der hvor hun troede at dette måtte være dette, forsatte han. Den tonløse stemme hviskede, og Sirenen lyttede. En udfordring, en opfordring men mest af alt et løfte, som hun langsomt lod synke ind. Ordene fik noget til at blusse op, imens andet trak sig fra den voldsomme følelse. Hvad var dette.. var det savn? En indre røsten på hovedet, men hun tabte kampen. Savn var hvad det var. De glitrende øjne levede op, imens et hemmelighedsfuldt smil formede sig om de mørke læber. Enophis...

Hun nikkede. Uden ord nikkede hun, imens hans løfte varmede et endnu bankende hjerte. Hun ville komme. Det måtte hun. Nogle ting skulle afsluttes, og dette måtte være en af dem. Om det så var en afslutning på noget der engang var, eller en begyndelse på noget nyt ville tiden kun vise. Den flødefarvede hale slog et let slag, og med en mild latter vendte hun selv om. Dog stoppede hun i sin gang, og betragtede med et stille blik den ranke, stolte og prægtige skikkelse forsvinde i den røde sol.

Enophis...

//Fame out

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".