Arrival of the King | Leonora

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
7
Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Time | Kort før solopgang, lige inden sneen sætter ind.
Location | Under kastanjetræet i midten af området.
Tag | Leonora

Med vinterens kommen fulgte kulde, men hvordan man havde det med det, kom an på mange ting. Ens vinterpels. Ens masse. Ens sammenhold. Men mest af alt kom det ned til ens fantasi. Hvor meget man lod sig selv fascinere af det hele, for så kold som vinteren var, lige så smuk var den. Ingen kunne sige, at solens lys i frosten, ikke kunne ses som smukt. Og ingen kunne benægte den glæde, sne kunne bringe, hvis blot den blev givet til de rigtige sjæle.

Ingen skyer dækkede himlen, så natten have været bidende kold... hvis da ikke man havde været forbedret på det. Daphne havde spenderet natten ved den sortes side; de lå ej længere om natten, men spenderede de fleste stående op, Det havde taget lidt tid at vænne sig til, men hoppeplagen, som hun nu var, var blevet van til det med tiden. At de stod op ændrede dog ikke meget; hun vågnede forsat før den sorte, som hun havde lært havde navnet Leonora, som hun havde navnet Daphne. Denne morgen var dog alligevel anderledes. I øst kunne man ane det blege vinterlys som solen gav og snart ville man nok kunne ane den. Inden længe ville dens stråler også ramme græsset og her ville magien for alvor ske, for med nattens kulde havde frost fulgt.

Og frost fascinerede i den grad den lille Daphne.

Først havde hun studeret det med undren i lang tid, for frosten fik græsset til at miste sit sædvanlige udseende og det var hovedgrunden til, at hun havde lagt mærke til det, til at starte med. Hun havde nærmet sig lidt langsomt, puffet til det og følt intet andet end kulde og en våd plet, hvilket ikke gav mening i hendes hoved... medmindre det hun så, på en eller anden måde havde noget med dug at gøre. Efter lidt tid, hvor den sorte endnu stod og sov, tilsyneladende i hvert fald, havde hun prøvet at nippe til det frosne græs og fundet sig selv hvirvlende bag ud som reaktion på det.

Kulden havde, på trods af det hele, været uventet og havde føltes helt forkert i munden på hende.

Hun var ej gået langt fra den sorte og endte dermed med at bumpe ind i hende, i sin overraskelse. Let mimrede hun med mulen, inden hun vendte blikket mod den sorte; den sorte vidste alt, såvidt hun vidste i hvert fald, og måtte derfor vide hvad denne kulde var. "Hvad er det?" spurgte hun, stemmen lys og uprøvet som da hun havde prøvet sine første ord; det sidste ord lød da også mere som 'der' end 'det', men Leonora burde alligevel kunne fange meningen.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

I takt med at den lille bitte Daphne var blevet større, var ting ændret. Hun havde lært hende at sove stående, som hun havde gjort det med Seyé. Lyde blev efterhånden sammensat til flere, for sproget hos den lille Daphne var ved at udvikle sig. Hun gik længere og fik lov til at søge mere ud på egen hov, end tidligere, for nu vidste Leonora, at hun var stærk nok.
I stilhed stod den sorte Leonora og døsede endnu, da hendes datter var vågnet. Frosten, som havde skudt ind i nattens løb, havde hun godt sanset. En tanke havde også svagt vandret i løbet af natten; for Daphne var dette den første vinter, og den første, var altid den mest eventyrlige af dem alle.

Alt imens den lille sjæl havde begivet sig ud for at undersøge græsset, der var beklædt med et fint lag rimfrost, var Leonora langsomt vågnet op. Dog stod hun endnu i en svag døs, da hendes datter bumpede ind i hende og kort efter fremsagde de ord, som var hendes første. Forundret hævede Leonora straks hovedet, da hun var blevet vækket, for at se ned på det lille føl. Hun snakkede! En glæde, som hun havde oplevet før, men som var lige så overvældende som første gang, bulrede straks frem i hendes bryst. Der gik endda også et lille øjeblik inden hun med den rolige tone svarede sin datter, som spurgte hvad frosten var. Leonora sænkede sit hoved en anelse og nippede forsigtigt til den lille Daphnes man, inden hendes stemme lød.

,,Det kaldes rimfrost. Når det er meget koldt, som det har været i nat, bliver duggen helt hård. Når det bliver varmt, smelter det igen.”

Leonora trådte to skridt frem, så hendes hove blev placeret på frostbelagte græstotter. Der hvor de havde stået i nat, var der ikke rigtig nogen frost, da varmen fra deres såler havde holdt frosten bort. Leonora smilede ganske let til den lille hoppe, inden hun med sin store hov, skrabede hen over græsset, så frosten blev rystet af.

,,Man kan fjerne det, ved at køre hoven hen over det. Eller ved at varme det op. Man skal passe på ikke at spise for meget frost, for så kan man få ondt i maven.”

Leonora vendte sig en anelse om imod den lille Daphne. Over dem var himlen klar, så sneen ville nok først komme om et døgns tid. Det var også ganske fint, for da kunne Leonora nå at fortælle Daphne en smule om sne, inden hun for første gang skulle beskue et helt hvidt vinterlandskab. Et smil tegnede sig på mulen af Leonora; vinteren havde hun altid godt kunnet lide, for der var noget helt naturligt magisk over den. Den form for magi, som hun faktisk brød sig om.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Med næsten glødende interesse i sine øjne så plagen på den sorte hoppe. De dunede ører var spidset til det yderste mens den sorte fortalte og forklarede hvad det ukendte, mere eller mindre gennemsigtige stads var. Let mimrede Daphne med mulen da den sorte trådte fremad og først her forlod hendes øjne hende, og endte på de frostfrie pletter. Hun forstod endnu ikke helt ideen med kulde og varme; hun kunne kende forskellen på dem, ingen tvivl der, men alt det med, at levende skabte varme, mens dødt ikke gjorde, var forvirrende og derfor undrede det hende. Hvorfor var der varme pletter, der hvor de havde stået? Var det fordi der altid var varmt der? Nysgerrigt sænkede hun sit hoved og puffede til felterne, mens den sortes stemme døde hende. Umiddelbart fandt hun intet, der hjalp hende videre og det var derfor med et let fnys, at hun hævede sit hoved og vendte sine øjne mod den sorte igen.

"Rim-Rim," startede hun ud i et forsøg på at få fornemmelse for ordet. Der var stadig mange ord, hun ikke besad eller havde nogen anelse om, at hun kunne lære, men det holdt hende ikke fra at give sit bedste bud på at sige dem, første gang hun hørte dem. "Rim-mh-frossssrr." Lyden blev trukket ud, men uanset hvor langt hun tog den, så ville t'et ikke komme. Hendes udtryk blev en anelse betuttet, men snart rystede hun sit hoved og sprang fremad, som om hun havde en grund til at indhente den sorte. "Rimfross!"

De små hove ramte det frosne græs med korte intervaller, mens hun tullede forbi den sorte. Halen svirpede lystigt bag hende, mens en latter forlod hende da hun med sine travskridt let sparkede til græsset, som hvirvlede en smule op i luften. Når sneen først kom, så ville hun da gå helt amok. Så lystigt som det virkede, lige så bekymrende kunne det dog være.

Man skulle ej frygte for, at der var noget mentalt galt med Daphne. Hun var så rask som nogen kunne være i sindet og hendes hjerne var skarp trods hendes unge alder, men der skulle heller ikke være nogen tvivl om, at hendes adfærd til tider var... Det virkede ikke altid rigtigt. Overivrigt og uden bekymring for, at nogen kunne tage det dårligt. Man kunne diskutere hvad det skyldtes, men en beskyttet tilværelse i Teylar havde nok en del af skylden.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[2]

[2]

Det var tydeligt at den endnu meget unge hoppe tænkte over de ord, som Leonora havde forklaret sig med. Og da den lille Daphne trådte frem for at studere de frostfrie pletter nærmere, lød et meget sagte grin fra den sorte hoppe. Det var beundringsværdigt at hun med det samme søgte at forøge sin viden omkring verdenen, når Leonora præsenterede hende for det. Og denne iver, denne lyst til at vide og forstå, var noget som ville bringe den lille lyse hoppe langt i livet.
Snart efter at Leonora havde udtalt sine ord, og Daphne havde undersøgt de pletter hvor frosten var fjernet fra, hørte hun de første forsøg på udtalen fra det lille føl. Et stolt smil bredte sig stilfærdigt på mulen af den sorte hoppe, imens hun betragtede sin datter. Opmuntrende brummede hun sagte, for at stimulere hende til at forsøge sig igen, og kort efter sagde hun det næsten rigtigt. Leonora slog med hovedet, en lille form for sejrsmekanisme, på grund af Daphnes fremgang. Hun blev bedre dag for dag til at benytte hendes ord og viden.

Da den lille Daphne rendte op forbi hende, udstødte hun endnu engang den moderlige brummen, om end lidt højere. Den lille unghoppe begyndte nu nærmest at jage frosten væk fra græsset, så flere pletter blev delvist frie. Energien som hun besad var forunderlig - nok kunne Leonora huske sin egen tid i den alder, men hendes liv havde været noget mere alvorligt, end det liv den lille Daphne levede; og skulle have lov til at leve. Nok havde hun taget mange værdier med sig, men aldrig ville hun opfostre et føl, præcist som hun var blevet det. Det ville simpelthen være for ubarmhjertigt.
Kort efter at Daphne var trisset frem, slog Leonora et par hop med forparten, så at sige, inden hun stemmede frem i en trav som kun friesere kan. Hun sprang nærmest afsted over jorden med skyhøje knæløft, alt imens hun med let udspilede næsebor lod en sky af damp brede sig i luften omkring dem. Det lille føls energi havde i sandhed smittet af på sin mor, der kort efter kastede sig frem i et par høje buk, inden hun vendte fronten imod sin datter igen. Med et stort slag med hovedet kaldte hun nærmest Daphne til sig, for at slutte sig til legen; kulden og frosten var noget som den sorte Leonora altid havde kunnet lide, og det at hendes datter lod til at trives i det også, var blot en bonus.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Inden længe deltog den sorte i Daphnes finurligheder. Med et par høje buk kastede hun sneen op i luften, hvor den blev mødt af en fnidret latter fra den lyse plag. Hun nød hvert eneste øjeblik hun levede, men når den sorte sluttede sig til hende blev alting blot bedre på alle måder, selvom intet som sådan ændrede sig. Det kunne være svært at forstå, men hun nærede sig på andres nærhed og specielt på deres interageren med hende. Hvis man efterladte hende alene kunne det være svært at forestille sig, hvad der ville ske med hende, men et liv i isolation ville være enden på hendes eksistens. Dog skulle man ej bekymre sig for dette, for der var ikke et øjeblik hvor man kunne betvivle den sortes hengivenhed til sin 'datter' og Daphne vidste dette. Ikke så meget, at hun betød noget for sin mor, men derimod, at den sorte altid ville være der. Hun var en konstant. En som altid var der når hun vågnede og igen når hun faldt til ro; en dag ville hun ikke være en konstant, men i modsætning til så mange andre, så ville denne dag komme, fordi Leonora ej længere havde livet, ikke fordi Daphne ønskede at udfordre det selv.

Da den sorte standsede og så på hende, tullede hoppeplagen stadig fnidret rundt i græsset. Hendes skridt gik fra at være umuligt små, til at være så store som hun overhovedet kunne gøre dem. Konstant bevægede hun sig, tilsyneladende ligeglad med verden omkring hende udover den sortes eksistens og frosten i græsset. Ved hendes kalden reagerede den lyse dog øjeblikkeligt og bevægede sig afsted mod hende med næsten springende skridt.

"Rimfross," sagde hun på ny, mens et smil lyste hele hendes ansigt op. De dunede ører var vippet fremad, nysgerrig efter mere viden fra den sorte. Inden hun var i stand til at give mere, lagde Daphne dog sit hoved mod hendes bringe og trykkede sig let mod hende. "Ikk' rimfross."

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[5]

[3]

Imens den sorte Leonora ventede på sin datter, betragtede hun endnu engang de bevægelser, som den lille plag havde. Hun kunne gå fra skridt så små, at hun næsten gik på stedet, til rummelige skridt som bragte hende hurtigt frem. Hun kunne tage ret store skridt i forhold til sine størrelse; men i takt med hun voksede sig større og smukkere, blev det også mere og mere klart for Leonora, at den lille hoppe ville få pæne lange ben i forhold til sin krop. Og det stod klart for den sorte, at den lille Daphne ville komme til at danse med ubesværet elegance en dag.
Med en fnidret latter kom Daphne nu hen til den sorte Leonora og med fremad rettede ører gentog det nylærte ord. Igen røg t'et fra hende, men det generede absolut ikke Leonora - der var lang vej til hendes sprog fra fuldendt og undervejs var der plads til fejl og mangler. Det var måden hvorpå det blev udviklet bedst, mente den sorte hoppe; for så var der ingen straf hvis man gjorde fejl og ingen frygt for at begå dem igen. Den lille skulle stole på sig selv og sine ord, i stedet for at frygte at bruge dem.
Da hun trykkede sig ind imod bringen på Leonora, sænkede hun sin hoved og lod sin hals foldes sammen, så hun kunne sænke den og nippe forsigtigt imod den lille lyses pandelok. Hendes evige nysgerrighed var endnu aktiv og hun efterspurgte nu den sorte om mere viden. Med et lille smil begyndte den sorte hoppe nu at fortælle mere om den vinter, som snart ville være over dem.

,,Rimfros-t. Om morgnen kan man være heldig, at det sidder i ens man og pels. Det kan ligne små hvide stjerner som dem der er på himlen om natten."

Lidt efter løftede Leonora sit hoved, og trådte lidt skråt frem så hun stod ved siden af den lille hoppe. Her sænkede hun igen hovedet ned for at gnubbe hende over ryggen, ligesom for at fortælle at dér kunne rimfrosten også sætte sig, når kulden for alvor satte ind.

,,Snart vil der være hvidt over det hele. Rimfrosten fortæller os, at vinteren er kommet. Og så kommer der sne."

Sneen havde altid været speciel for den sorte hoppe. Der var noget over de frostklare dage, hvor sneen lyste alt op; når man travede igennem sne der gik op til knæene. Det bragte en helt ny energi til den sorte sjæl, bragte humør og livsglæde hos den sorte. Og hun glædede sig meget til at se, hvordan den lille Daphne ville tage imod dette fænomen.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den sorte nippede til hendes pandelok og Daphne svarede med en let nappen mod den stærke bringe, hun trykkede sig mod. Et smil formede sig om hendes mule, mens Leonora løftede sit hoved. Der var ingen tvivl om, at den lyse var absolut hengivende når det kom til hendes mor; der var intet den sorte gjorde, som var forkert. I hvert fald ikke efter hendes umiddelbare mening; der var selvfølgeligt ting, som kunne skræmme hende eller flå hendes indre i stykker, men det var alle sammen ting, som var så usandsynlige, at de nærmest kunne kaldes umulige. Den sorte ville ikke efterlade hende, ej heller jage hende bort, hvilket var de to ting, der ville skade hende mest. Hun havde endnu at have været ude for en eneste skade, som en anden havde pådraget hende, men alligevel var det næppe sådan en, der villle skræmme hende mest. Nej, det var manglen på ageren eller selskab, som rigtigt kunne knække hende.

Men hvem ville dog også ønske, at knække nogen så uskyldig som hende?

Ikke den sorte, det var sikkert, og da hendes stemme lød igen, vippede Daphne sine ører lyttende bagud. Ordet kom igen, rimfrost. Tankerne knagede i hendes hoved. Frost i man og pels. Hun kunne ikke særlig godt lide tanken om, at have det kolde stads i sin pels, men så igen, den sorte sagde, at det kunne ligne små stjerner og dem ville hun ikke have mod, at have i sin pels! Stjerner var flotte.

"Rimfrosss-T," gentog hun, mens den sorte bevægede sig lidt for så at gnubbe hende på ryggen. En latter bølgede frem fra hende ved det og halen slog et lysten slag, inden hun fnidret gik et par skridt fremad. Det kildede! Hendes latter døde dog brat ved da Leonora nævnte sne. Hvad var sne? Det var et ukendt ord og dermed en ukendt eksistens. Ørerne blev spidset på ny, inden hun så op på sin mor og tiltede sit hoved lidt.

"Sne? Hvad sne?"

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[6]

[4]

Den klukkende latter som Daphne udsendte, varmede den sorte helt ind til bunden af hendes muskler. Det gjorde bare noget særligt, når Daphne lo, og dén følese ville nok altid bestå, uanset hvor gammel hun var. Med et højt prust løftede hun mulen da den lille hoppe hoppede fremad, efter at være blevet kildet på ryggen. Leonora smilede bredt og nikkede anerkendende af hendes udtale - for hun ramte t'et nu, hvilket gjorde ordet fuldendt.
Den sorte hoppe slog et let slag med halen, inden hun vendte sig rundt, så hun stod med fronten imod sin datter, der nu spurgte indtil hvad sne var. I og med at Daphne endnu ikke havde set sne, ville det blive lidt af et forklaringsarbejde for den sorte, at danne et billede at den hvide sne for den lille Daphne - men hun forsøgte sig da. Hun rømmede sig kort, inden hendes moderlige toner, der både var milde og stadigt bestemte, begyndte at fortælle.

,,Sne falder fra himlen i stedet for regn, når det er meget koldt. Som nu. Det ligger sig på jorden, ovenpå rimfrosten, og gør alt hvidt. Sne er blødt, og hvis man spiser det, bliver det til vand. Sne kan dog også blive hårdt. Det kan trykkes sammen, så det bliver næsten så hårdt som sten. Og det kan sætte sig i hovene, så det bliver svært at gå"

Leonora lagde nu sit hoved let på skrå, imens hun betragtede de nysgerrige blik, som den lille hoppe besad. Hvis Leonora kunne, forærede hun hende gerne hele verdenen, gav hende en visdom som ingen anden - men Leonora var blot en enkelt hoppe, og kunne kun berige føllets liv med hendes egen visdom. Alt andet måtte hun med tiden lære selv - men Leonora ville være der hele vejen igennem.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hun fulgte sin mor med blikket, da hun vendte sig omkring og stillede sig med fronten til hende. På trods af, at hun var så meget større end Daphne selv, så havde hun ingen frygt når det gjaldt hende. Generelt frygtede hun intet, men det var nok blot fordi, ingen havde givet hende en grund til at frygte noget endnu.
Den sortes forklaring af sne satte tankerne igang hos lille Daphne og tænksomt mimrede hun med mulen. Blikket blev langsomt rettet mod himlen før hun vendte sin mule mod den og spidsede sine ører. Hvis det var meget koldt nu og sne faldt, når det var meget koldt, hvorfor faldt der så ingen sne lige nu? Og hvordan kunne sne falde fra himlen i stedet for regn? Hvorfor regnede det overhovedet? Hvordan kunne vand komme deroppe fra? Hvert spørgsmål, som løb gennem hendes hoved, forsvandt det øjeblik, et nyt dukkede op, hvilket betød at i sidste ende, så stod hun kun med et enkelt spørgsmål på trods af, at hun havde tænkt mange tanker.

"Hvorfor sne hvidt? Vand er ikk hvidt...?" Det var et spørgsmål, som både var simpelt og kompliceret, for hvordan kunne det egentligt være hvidt, når vand i sig selv var gennemsigtigt på nært hold? Ingen i landet kunne vel egentligt svare på det, for ingen kendte til det, som dikterede verden omkring dem. De kunne have ideer, men ingen kunne rigtigt forklare det med andet end historier om guder og andre væsner.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[8]

[6]

Det klassiske tegn på, at den lille Daphne tænkte, var hendes karakteristiske mimren med mulen. Efter at Leonora havde fortalt hende om sneen, begyndte den at vrikke fra side til side, mimre, imens den lille lyse endnu engang overvejede hvert et ord, som den sorte hoppe havde sagt. Alt imens betragtede Leonora hendes tyst; hun skyndede ikke på hende, men gav hende plads og ro til at tænke det hun nu engang havde brug for. Der skulle ikke lægges begrænsninger på den unge Daphnes tankestrøm, som sidenhen skulle blive en brugbar evne for den lille; det var Leonora i hvert fald sikker på.
Da spørgsmålet fra den lyse hoppe kom, smilede Leonora vagt. Dét af alle spørgsmål hun kunne komme på, var nok det sværeste for den sorte hoppe at svare på - for helt præcist hvorfor sneen var hvid, kendte hun ikke naturens svar på.

,,Det er et rigtig godt spørgsmål, kære Daphne. Vandet er ikke hvidt nej, men nærmere blåt. I små mængder er vand bare gennemsigtigt, tager farve efter hvad det ligger på. Men sneen er hvid. Jeg har aldrig fået at vide hvorfor, men jeg har et gæt. Jeg tror, at sneen er hvid, fordi vandet bliver meget tæt pakket oppe i skyerne, inden det kommer herned. Og ligesom rimfrosten der sætter sig på græsset, bliver vandet nok.. Sådan lavet om til sne. Og fordi det bliver så tæt pakket i luften, er det ikke længere gennemsigtigt, men hvidt. Sådan har jeg altid tænkt på det"

Leonora sænkede sit hoved let og tiltede det en anelse på skrå. Det var egentlig ret fascinerende at se hvordan Daphne nu ville reagere - for altid havde Leonora haft et præcist svar. Nu var det et gæt; og ville Daphne tage imod det? Ville hun tænke videre over det, eller tage det som sandheden, uden at bide mærke i, at Leonora var usikker på det? Havde hun mon selv et andet bud, selvom hendes sind endnu var ungt og ikke indeholdt den brede viden endnu? Sagte brummede Leonora, inden hun puffede imod sin lille datter med en kærtegnende mine.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Med den samme nysgerrighed og opmærksomhed som før lyttede hun til den sortes forklaring. På den ene side kunne hendes unge sind godt forstå, hvad den sorte sagde, men på den anden side var det forvirrende og gav ingen mening. Og på den tredje side, som altid bare var der uanset hvad man gjorde, havde hun blot flere spørgsmål som altid.
Efter et par øjeblikke, hvor hun blot stod tænkende og så på sin mor, vendte hun blikket mod frosten de stod på. Let hævede hun sin ene hov, før hun satte den ned ovenpå en klynge af tilfrosset græs. Kort efter hævede hun den igen, for så at banke den ned på stedet et par gange. Så fulgte den karakteristiske mimren, før hendes blik faldt tilbage på den sorte.

"Heste gå på skyer og pakke sne?" spurgte hun så. Det var et meget barnligt spørgsmål, ingen tvivl, men vel egentligt ikke et dumt et. Trods det ikke havde set ud af meget, så havde hendes lille ageren før været et forsøg på at presse frosten sammen; det havde været uden succes, men havde alligevel givet liv til hendes spørgsmål. Hun trak i hvert fald forbindelsen mellem frost og sne nu, så hvis det virkede en lille smule med det ene, så måtte det vel også fungere med det andet. Og med tanke for alle den sortes historier, så ville det vel ikke være så sært, hvis heste gik på skyerne og trådte sneen sammen, inden den dalede ned? Måske sparkede de endda til den, så den faldt ligesom frosten når hun sparkede til den!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[12]

[9]

Leonora lagde sit hoved let på skrå og stak mulen en anelse ned imod den lille Daphne, der nu vejede hendes ord. Hun kunne næsten høre den lille hoppe tænke, inden hendes hov blev hævet og sat ned igen, for derefter at gentage bevægelsen flere gange, så græstotten blev fri af frost. Leonora prustede højlydt, men af munter karakter, inden hendes blå øjne blev lagt direkte imod hendes datters hoved. Da hun spurgte igen, måtte Leonora slå hovedet op med en lille latter - for altid bed Daphne mærke i de punkter af historien, som nok var mest.. urealistiske. Selvom hun endnu var så lille, og verdens mysterier var enorme for hende, formåede hun at finde en essens af alt, og der hvor pudsespillet ikke gik op, satte hun spørgsmålstegn. Og hvem skulle da ellers pakke sneen i luften, hvis ikke heste?

,,Hvis jeg kunne, så jeg gerne efter Daphne. Men om det er heste, vinden eller magi, der danner sneen i luften, det ved jeg ikke"

Hun puffede derefter til sin datter, inden hun selv skrabede en tot græs fri af frosten. Det havde altid fascineret Leonora, hvordan frost og sne kunne dække jorden og græsset uden at skade det. Det var som om det dannede en hinde omkring det, og lod planten i sig selv være. Hvordan dette var muligt, var et spørgsmål der altid have undret den sorte hoppe, og som nok også med tiden ville undre hendes datter.

,,Når sneen falder, om ikke længe, kan det være vi kan svare på spørgsmålet. Indtil da må vi nøjes med at forestille os det"

Derpå satte Leonora ivrigt videre frem i skridt. Hun søgte dog ikke ud imod åben eng, men vendte faktisk rundt og satte imod det træ hvorunder de havde sovet, for at sætte kursen ind i skovens dybere områder. Herinde vidste hun at frosten var tydeligere, for der kunne solens stråler ikke fjerne den så hurtigt - og Daphnes nysgerrighed omkring dette kolde fænomen havde givet Leonora lyst til at byde hendes datter endnu mere; og nu hvor sneen endnu ikke var kommet, var frosten der dækkede jord, græs og træer det bedste hun kunne finde på.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den lyse plag lyttede endnu med stor nysgerrighed og lyst. Det var lidt forvirrende, at den sorte ikke kunne give et klart svar, som forklarede alting, for det kunne hun næsten med alting. Det generede dog ikke Daphne, for det betød blot, at det var noget som hun selv kunne udforske en dag og det havde hun bestemt ikke noget mod. Man skulle ikke blive overrasket, hvis hun en dag drog ud for at finde svaret på alting i øriget; hun ville næppe nogensinde finde svaret, men hun ville nok være den, der kunne give alt hvad hun havde i sig til en grad større end de fleste andre.
Den sortes puffen holdt hende fra at falde i dvale med sine egne tanker og hendes ord skabte flere spørgsmål i den lilles hoved. Let mimrede hun med mulen, mens den sorte gik tilbage mod det træ, hvor de havde stået for natten. For et par øjeblikke fulgte den lyse ikke med, men stirrede blot frem for sig med et meget tænksomt blik, mens tankerne kværnede afsted. Pludseligt syntes hun dog at opfatte, at den sorte var gået og med et lidt klodset spring satte hun efter, før hun med trissende skridt fandt vej til den sortes side mens hun gik. De dunede ører var spidsede, da hun åbnede munden for at stille endnu et spørgsmål; "Hvornår sne falde?"
Nok havde den sorte sagt, at det ville ske om ikke ret længe, men Daphne ville vide det nærmere. Ville det mon falde i morgen? Det kunne være spændende hvis det gjorde det, i hvert fald efter hendes mening. Et øjeblik vendte hun endda blikket mod himlen og kneb sine øjne sammen; måske kunne der falde sne nu? Hun syntes dog ikke, at hun kunne se nogen gå rundt deroppe og pakke sne, så der ville nok ikke falde noget i dag, men så igen, hun vidste ikke hvordan det egentligt så ud. Siden den sorte heller ikke gjorde, så var det måske en af de ting, man ikke kunne se? For nogen på hendes alder havde hun en pokkers masse spørgsmål, men man skulle ikke tro, at de optog hende hele tiden; så meget som de kunne fange hende, så kunne hun give slip på dem alle og bare tulle afsted uden en tanke for omverdenens mysterier.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[25]

En lille, nærmest kælen brummen, forlod mulen hos den sorte Leonora, da den lille Daphne sprang efter hende, efter et øjebliks stilstand. Det var ikke så tit, at Leonora betrådte de skjulte stier i skoven, og når hun gjorde var hun som regel alene - men denne dag søgte hun dem med Daphne, for at vise den lille hoppe, hvordan frostens magi beklædte landets tildækkede områder.
Alt imens træerne omkring dem blev tættere, hørtes spørgsmålet fra den lille dunede hoppe, med de cremede farver fordelt over hendes spinkle krop. Hun spurgte hvornår sneen ville falde, og det fik en lille tænksom rynke til at tegnes på den sortes mule, imens hun mimrede. Dette spørgsmål var endnu et i rækken af dem, som hun desværre ikke kunne svare på - for hun kendte ikke til vejrest vilje og luner. Det kunne falde om få minutter, eller flere uger, alt efter skyernes færden over himlen. Hun sænkede hovedet en anelse, så den lange og stærke hals blev hvælvet en anelse, inden hun nippede forsigtigt imod den lille cremefarvede hoppe.

,,Hvornår sneen falder, det ved jeg ikke. Den falder dog altid når det er meget koldt, og når frosten kan ses betyder det, at sneen kan falde. Den falder måske i nat, måske om flere dage, eller flere uger. Men bare rolig, det skal nok komme"

Hendes skridt, som hun havde afkortet en anelse imens hun snakkede, gjorde hun nu længere. Hun første Daphne få hundrede meter længere ind i skovens mystiske indre, hvor træerne stod så tæt at himlen over dem ikke længere kunne ses. Herinde lå frosten på jorden, græsset, de lave grene på træerne, og det glimtede næsten af sølv overalt, hvor de to sjæle kiggede.

[Tråden afsluttes her - Daphne skal være velkommen til at skrive et afsluttende indlæg selv.]