WHERE IN THE WORLD ✗ Mitis

Mitis vidstepå ingen måde hvad hun havde gang i. Vidste hun hvad hun trdåte ind i? Nej. Ikke det mindste, og det skræmte hende. Det skræmte hende også at hun ikke var gået væk for længst. Hun var ikke interesseret i dette her, på ingen måde. Alligevel havde hun ikke afvist hingsten endnu, og hendes chancer var små nu. Dette var hendes sidste chance.

En svag nydelse blev overdøvet af en total skræk, du hun let mærkede hans mule mod hendes bagpart. Hun slog let med det hoppeprægede hoved, og sendte en sky af damp ud i den frostklare luft. Hvad var der tilbage af muligheder? Meget få. Hun kunne sparke ud efter hingsten uden overhovedet at han havde forudset det, og så ellers bare løbe. Følelsen af hans hove der let snittede hendes bagpart, og så sneen der hvirvlede op omkring hendes ben da hans forhove ramte jorden igen. Hjertet hamrede i brystet på hende, pumpede blodet rundt i hendes krop med faretruende fart. Skønt hendes pels ikke var specielt tyk, var svedte hun en del. Tankerne kørte sløret rundt som en grød i hendes hoved. Skulle hun bare gå? Eller hun kunne lade det ske.

Hun hævede truende det ene bagben, lod et skingert hvin lyde i den hvide ødemark de var alene på. Klar til at sparke ham. Hun havde gode chancer for at placere et velrettet spark på hans bringe. Et dumpt smæld lød, da hendes hov ramte jorden, og sneen hvirvlede op omkring hendes ben. Hun sparkede ham ikke. Hun lod ham gøre hvad han ville.

Wordcount: 261 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Nok hævede hoppen et bagben og gav et skingert hvin fra sig, men hun sparkede ej efter ham; havde hun gjort det, ville han nok have trukket sig, om end kun for en stund, og selvom hun heller ikke just gav en soleklar tilladelse, tog han det som en. Halen svirpede bag ham med en pludselig ilterhed, mens han trippede et par gange på stedet, stadig med bringen tæt op af hende.

Først et halvhjertet anspring, før hingsten så trådte bagud og så sprang på den skimle hoppe, inden hun ombestemte sig for meget. Det tog et par trippende skridt med bagbenene inden han fandt balancen på hendes ryg, hvorefter han tillod sig at hvile sit hoved mod hendes skulder...

Med en dump lyd ramte hans hove sneen, da han endeligt gled ned fra hendes ryg. Han blev stående bag hende, uden rigtigt at gøre noget, i et par øjeblikke, før han så gavs kryds et let nap og flyttede sig et skridt til siden og frem. Sneen fløj stadig om ørerne på dem begge, hvirlede deres hår i alle verdens retninger, men han var ligeglad. Hans krop værkede stadig, men han føltes sig helt og aldeles i live. Et fnys forlod ham, mens han forsat ignorerede den skimle hoppe en kort stund mere, mens han så ud i den hvide storm; glemte hende helt gjorde han dog ej.
Chrome havde ikke i sinde at efterlade hende nu, mens sneen stadig hylede om dem. Nej, han havde skam i sinde at blive hos hende, omkring hende, hvis ikke med andet formål end at holde hende bort fra andre hingste de næste par timer. Medmindre hun selv løb sin vej selvfølgeligt; han var ikke sikker på, at han havde energi nok tilbage til at jagte en lømsk hoppe og ej heller havde hun helt fanget ham til det punkt, at han ville ofre det på det.

En brummen lød fra ham, da han så på hende igen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[10]

Det der skete var for Mitis en sløret masse, men ét havde hun på det rene - hun skulle med stor sandsynlighed opfostre og oplære et føl, og tanken skræmte livet af hende. Tabet af hendes egen moder havde taget hårdt på hende, og hun ville ikke kunne bære tanken om at skulle svigte en så lille, ung og uskyldig en personlighed.
Hun kiggede tilbage på hingsten, inden hun endelig tog sig sammen til at stille det spørgsmål, der skulle være stillet for lang tid siden.

"Hvem er du egentlig?"

Stemmen var ikke hård eller anklagende, men harmonisk, feminin som den altid var, og et svagt smil spillede let om hendes mundvige. Hun var ikke sikker på at hingsten hørte hende, for han så ud til at være et sted langt væk, i sine egne tanker. Vinden hylede omkring dem, og først nu kunne hun mærke kulden komme krybende. Med de sår der dækkede hingstens krop, måtte han velsagtens have det endnu koldere. Hun trippede let på stedet, men denne gang var det ikke for gøre indtryk, men for at holde sig nogenlunde varm i den isnende vind. Den næsten normale Mitis havde fundet sin plads, og nu kom trætheden også krybende langsomt.

Hoppen havde intet at sige, intet at gøre, for hvad muligheder var der? De var meget få, og hun kunne ikke tænke dem igennem nu. Så hun stod bare, og kiggede undrende på hingsten der skulle være hendes kommende føls far. Tanken havde aldrig strejfet hende før, at dette engang kunne ske, men da hun endelig stod i situationen virkede den mere end virkelig.

Wordcount: 267 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Chrome have egentligt ikke forventet det store af hoppen; måske at hun gjorde noget, men tale var bestemt ikke det første der kom i hans tanker. Derfor kom det lidt bag på ham, da hendes feminine stemme blandede sig med vindens hylen; hans ører spidsedes et øjeblik, før halen gav et svirp bag ham. Nu vidste han hvordan hendes stemme var, men han vidste også, at dansen fra før var forbi... sikke en skam. Til hendes spørgsmål gav han et kort fnys, næsten som en latter, men ikke en glædelig en; nærmere lidt tragisk, hvis ikke afvisende.

"Jeg er ingen... medmindre at være søn af en idiot gælder for noget," svarede han, stemme venligere end fnyset havde været. Der var en selvironi bag det; han var ikke hvor han havde tilbragt sit liv, så i teorien kunne han være hvem som helst, men hvorfor foregive at være nogen, han ikke var? Hvorfor gemme sig væk bag løgne og ideer, i håbet om at blive set som mere end man var? Hm? Chrome ville i hvert fald være den sidste til at gøre sådan noget; han var ikke stolt af hvem han var, men han havde heller intet problem med at være hvem han var. En ballademager, en spetakelskaber, en pestilens... for nogen i hvert fald. Han var mange ting, men ingen af de helt rigtige, selvom han skam havde prøvet... et par gange i hvert fald.

"Navnet er Chrome, hvis det var det, du var ude efter," tilføjede han, mens han iagttog hende. Egentligt kunne hendes navn være ham flitrenrede ligegyldigt, siden hun ikke længere stod som en mulig præmie eller for den sags skyld faldt ham viderligt interessant, som hun stod der en anelse... forskræmt? Hun virkede ikke direkte bange, men heller ikke så selvsikker som under dansen; hvis hun havde fortrudt, var det dog ikke hans problem.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[11]

Mitis betragtede let hingsten, hun nu kunne sætte navn på. Chrome. Hun ønskede på sin vis at fortsætte dansen, men hun så ikke rigtig nogen nytte i det mere, og han virkede egentligtalt ret så ligeglad med hende. En vrede tændtes let i hendes øjne, men kun i et kort sekund, inden det slukkedes. Hun havde intet at bebrejde ham for. Hun havde selv været ude om det. Hun overvejede at gå, for hingsten viste ikke nogen egentlig interesse i hende, som han stod der i sine egne tanker. Et uhørligt suk sendte en let dampsky ud i vinterluften, inden hun vendte hovedet bagud, og kiggede på landskabet omkring hende. Få timer forinden, havde hun elsket dette landskab fordi hun havde mulighed for at løbe, men nu skar det hvide hende i øjnene, og hun havde ingen steder at forsvinde hen i dette hvide landskab.

Hun rettede blikket tilbage mod ham, en anelse hårdt, men ikke bebrejdende. Hun var kun vred på sig selv, men den fornøjelse skulle han ikke have lov til at nyde. Det mindste hun ønskede lige da var at han begyndte at le af hende, og det virkede som om han let kunne finde på det hvis hun begyndte at te sig. Istedet nikkede hun let, ved hans navn.
"Jeg er Mitis, men det kan egentlig være ligegyldigt." Mumlede hun let, og sukkede over sin egen dumhed. Hvorfor i alverden ville denne Chrome være interesseret i hendes navn? Han virkede kun interesseret i hende i sig selv, men som hun var nu, var hun sikkert latterligt ligegyldig for ham.

Wordcount: 263 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

"Hvis du synes det kan være ligegyldigt, så er det ligegyldigt, " svarede han, mens han forsat så på hende. Som sådan var hun ligegyldig for ham nu, ingen tvivl der, men det betød ikke, at det skulle være sådan. At hun ikke kunne tænde interessen i ham igen, var ingen selvfølge. Selv uden en præmie, var det muligt. Svært, men muligt.

Et øjeblik rynkede den sorte hingst mulen, før han rystede sit hoved og så ud i stormen; det kunne være ligemeget. Vinden hvirvlede stadig om dem, hev og sled i hver tot der var på deres krop, men hvor han var helt ligeglad med det, var han i tvivl om, hvad den grå hoppe egentligt mente om det hele. Inklusiv det, der havde fundet sted i stormen. Man kunne sige, at han fandt hendes modløshed lidt frustrerende faktisk; det var jo ikke som om, han havde tvunget hende til det. Han havde ikke taget præmien med vold, men vundet den og derfor fandt han det en smule urimeligt, at hun hang som hun gjorde nu. Hvor var den hoppe, han havde vundet, blevet af? Hm?

Chrome vendte opmærksomheden tilbage mod hoppen og svirpede med halen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[32]

En lav tonløs latter bølgede forbi den brogede hoppes sprukne læber. Ret havde hingsten velsagtens, men det var egentligt talt ikke hende selv der synes det var ligegyldigt, men dette hingstepræg der ikke udviste yderligere interessere for Mitis navn, og således gik hans egne ord begge veje. Skønt Mitis ikke var en stærk hoppe, hverken fysisk eller psykisk bar hun et brændende ønske nu, om ikke at anse sig selv som et lavere væsen end hingsten som i disse øjeblikke kiggede fraværende ud i den stadig vildere storm, der havde rejst sig omkring dem. Derfor knejsede hun let med nakken, og satte i bevægelse på de sammen meter omkring dem, dels for at vise sig frem, men egentlig mest så det endnu voksende lag af sne der havde dannet sig på hendes ryg, havde en mulighed for at smelte.

Mitis rømmede sig let, forsøgte at få samtalen stablet bedre på benene. Endnu i bevægelse, fangede hun hingstens gyldne øjne.

"Så, er du ny i dette forunderlige rige, og hvis ja, hvorfra stammer du, Chrome?"

Sagde hun roligt gennem den hylende vind. Hendes man blev kastet om hovedet på hende, og hendes ravfarvede øjne blev knebet let sammen, i de samme sekunder som hendes øre blev langt ned ad nakken, for ikke at få alt for meget sne ind i de bløde ører.
Hun havde svært ved at aflæse hingstens udtryk, hvis han da bar et lige da. Sneen hvirvlede ind imellem dem, og gjorde det svært overhovedet at se hingsten, da alt blev blendet sammen i en grålig grød af kulde og ubehag. Hoppen kunne ikke ligefrem sige at hun brød sig om kulde og regn. Hun var langtfra bygget til det, men alligevel havde store regnskyl altid været en stor del af hendes hverdag. Skønt et så stort snevejr langt fra var en normal begivenhed, heller ikke i den verden hun kom fra.

Wordcount: 314 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Med et begyndte den grå hoppe, Mitis, at bevæge sig igen. Det var lidt som om noget af den tidligere selvtillid vendte tilbage, hvilket på en gang var forvirrende, men også fornøjeligt. Hvorfor hun havde tabt den for en kort stund var ham et mysterium, for det klædte hende bestemt bedre at føre sig frem og have noget bag sig, end at stå og tvivle på om sit navn overhovedet betød noget. Let knejsede han i nakken som modsvar til hendes gang, men han bevægede sig ikke mod hende; i stedet lod han hende blot danse omkring som hun lystede, medmindre hun da gjorde noget tegn til, at hun ønskede, at han stillede op også.

Hendes ord bragte ham dog mere forvirring. Ny? Og hvilket rige snakkede hun om, for han mindedes bestemt ikke at have forladt sit eget. Hele seancen med hende havde egentligt fjernet alle tanker, han kunne have haft omkring hans situation, for hvor i alverden var han egentligt? Hvordan var han endt her, blandt sneen, når det sidste han huskede var... hvad var det egentligt? Et øjeblik lukkede han øjnene i, prøvede at huske, men fik kun en sløret masse. Han kunne huske ting, intet problem, men hvor langt tilbage de gik... hvornår de var... hvordan de hang sammen med det hele... det var ham en gåde.
Med et fnys åbnede han sine øjne igen.

"Hvilket rige er det, du mener vi er i?" spurgte han så. Til dels ignorerede han vel hendes spørgsmål, men så igen, han kunne ikke give et svar, som ville give mening.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[2]

Let trippende på stedet for at holde varmen, vendte Mitis glidende blikket mod Chrome. Han vsr tydeligvis langt mere ny end hun først havde troet, og hun kiggede let overrasket på ham. Hun fnøs irriteret, da et snefnug hvirvlede ind i et af hendes næsebor. Sneen blev stadig kraftigere og kraftigere, og en lille nagende frygt blev ved med at fortælle hende at hun burde have søgt ly for længst, for dette kunne nemt udvikle sig til en storm det ikke ville være rart at være ude i længere tid af gangen. Men endnu engang slog Mitis blot tanken fra sig, og koncentrerede sig om sit selskab. "Vi befinder os i øriget Andromeda." Svarede hun kort, for hun kendte heller ikke selv meget til alle landets mange hemmeligheder og magiske personligheder, så det var ikke noget hun lige kunne gøre sig klog på. Hun rystede vredt hovedet for at få det tykke lag af sne af. Flere centimeter snelå på hende ryg nu, og hun gjorde et irriteret spring med bagparten for at fjerne det, selvom der stadig kom mere og mere fra den oprørte himmel.

Wordcount: 186 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

'Øriget Andromeda'. Det lød meget fremmed i den plettede hingsts ører og bestemt ikke som noget, der eksisterede tæt på der, hvor han levede. Han nåede dog ikke at tænke videre over det, før han bed tænderne sammen et øjeblik; det gjorde næsten ondt at tænke, i hvert fald hvis han søgte mere end bare den tågede masse. I stormens hvirvlen ville stikket af smerte dog forsvinde før den grå hoppe kunne nå at se noget.

Mitis virkede generet af sneen, men Chrome selv følte ikke det store ved det. Dog havde han i sinde at blive ved hende, blot som en kortvarig forsikring, og hvis det betød, at de måtte søge ly for hendes skyld, så måtte det være sådan. I dette fremmede land vidste han dog kun hvad der var op og ned, så hvor sådant læ skulle findes, var et stort mysterium. Et fnys forlod ham, inden han talte på ny: "Skal vi søge i læ?" Han så bestemt ikke på hende, som en bekymret ven ville have gjort det, men der var dog alligevel noget i hans øjne, der kunne fortælle, at han ikke blot sagde det, for at glæde hende. Kulde og sne var en rigtig trussel, hvis man ikke tog det seriøst, så han ønskede ikke at være den, der holdt hende her og endte med at gøre hende syg.

Det og vinden var begyndt at tage til, så alting blev slynget omkring i et virvar af sne, frosne blade og mest af alt, lige omkring dem, hår.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[7]

[4]

Mitis skuttede sig. Sneen var ikke kun irriterende, men det nærmede sig et punkt hvor det kunne få hen og blive direkte farligt for ihvertfald hende selv. Skønt hendes pels var blevet længere, kunne hendes vinterpels og spinkle bugning ikke hamle op med de masser af sne der væltede ned fra himlen, og hun sendte Chrome et taknemmeligt blik da han spurgte om de skulle syge ly. Han lignede egentlig ikke selv en der havde brug for ly, og hun forstod ikke hvorfor han dog bekymrede sig om hende. Hun var vel blot en tilfældig hoppe i hans øjne. Hun nikkede kort ved hans ord, og kiggede rundt. Til hendes skræk, havde de løbet så meget rundt i cirkler, at hun ingen idé havde om, hvilken vej der var hvad, og hun kunne ikke se mere end sølle to meter frem for sig, for den vilde sne. Alting var dækket af den hvide masse, og hun havde ingen idé om hvor de var havnet.

Hun strakte halsen højt, men denne gang hvælvede hun ikke nakken. Hendes næsebor var udspilede, da hun med spidsede ører spejdede over det hvide landskab rundt om dem. Hendes bølgede hår hvirvlede om det let araberprægede hoved, inden hun nærmest i blinde bestemte sig for hvilken vej de skulle bevæge sig i.

"Denne vej."

Mumlede hun kort, og begyndte med faste skridt at kæmpe imod den fygende vind. Hvis hun havde regnet nogenlunde rigtigt, skulle de om omkring to kilometer, støde på en grotte, som stod i læ for den hylende vind.

Wordcount: 256 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Hun virkede taknemmelig for hans 'tilbud', men samtidigt som om, hun havde lige så lidt anelse om hvor de var, som han havde. Chrome så dog ingen grund til at bebrejde hende, for hvem som helst der kunne finde noget i dette vejr, var noget ud over det sædvanlige efter hans mening. Og dog syntes hun at have nogen anelse efter, at hun havde brugt et par øjeblikke på at spejde omkring i det hårde vejr. Om hun egentligt vidste hvilken vej de gik, eller om hun bare valgte en retning og håbede på det bedste, vidste han dog ikke. Alligevel valgte han at lægge sin lid til hende og følge hende, da hun begyndte at gå.

Det var kun de første par skridt, hvor han fulgte efter hende. Med et par kraftfulde skridt fik han dog fundet vej op til hendes side; mere bestemt den, hvor det meste af vinden kom fra. Han var trods alt mange dårlige ting, men der var også gode sider til ham, som kom frem når han ønskede det. Eller bare ikke tænkte videre over hvad han gjorde, hvilket vel også passede perfekt til situationen.

Chrome gav en dæmpet brummen fra sig, mere til sig selv end til hende. Den var tænktsom. Han var forvirret over det hele, men det måtte vente til senere, for det fungerede ikke at tænke dybere ligenu. Let skævede han til den skimle hoppe, inden han missende så frem for sig igen.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[8]

[5]

Mitis traskede videre med bøjet hoved, for at beskytte øjne, ører og næsebor fra vinden. Hun hævede hovedet en smule højere op, og skævede let til Chrome. Hun betragtede ham let ud af øjenkrogen, men havde ellers ikke noget at sige til ham. Hurtigt vendte hun blikket frem for sig igen, inden han kunne nå at opdage at hun kiggede på ham. Alting foran hende var stadig hvidt og underligt sløret i kanterne, men efter noget tid kunne hun svagt mærke en stigning i terrænet, ganske svagt. Hun kneb søgende de ravfarvede øjne let sammen, og kiggede endnu efter den grotte der snart burde kunne ses foran dem. Hun nappede sig let nervøst i underlæben, hvorfor vr hende en gåde. Chrome var anderledes fra de få andre hun havde mødt i Andromeda, og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tackle hans personlighed.
Hans styrke og stolthed, blandet ed faktummet at han virkede fuldkommen ligeglad med hende, fik hende til at se ham som nærmest overlegen, og hun forsøgte derfor at vise sig frem. Alligevel ville hun ikke virke som om det gjorde hende noget, at han tydeligvis var langt stærkere, smidigere og hurtigere end hende, og stod på den måde et sted mellem at ville vise sig frem, og ville virke ligeglad med ham.

Hun hævede hovedet, og et glimt tændtes i de gyldne øjne, da åbningen fra grotten skar sig frem i alt det hvide. Endelig havde hun mulighed for at søge læ fra stormen.

Wordcount: 247 | tag: Chrome

code by ♥

Chrome
✕ I'm bad behavior... ✕

Ingen af dem sagde noget og det gik lidt Chrome på. Han havde intet mod ikke at tale, han brød sig faktisk ganske godt om det, men det var underligt at gå afsted gennem stormen uden at sige noget som helst, selvom han gik ved siden af nogen. Men igen, vinden hylede og jog med dem, så det var næppe fordi meget af det, de potentielt kunne sige, ville blive hørt af modparten og med sneen omkring sig, måtte man se sig for konstant, så det var ikke en mulighed at tale til hinandens ører som han ellers før havde gjort når vejret havde været hårdt.

Hvor langt de gik vidste han ej, kun at stilheden var der heletiden. Igennem sneen føltes det dog som lang tid og den ellers forslåede hingst var begyndt at værke let. Hans muskler beklagede sig over arbejdet, han tvang dem til at udføre, trods de tilsyneladende havde gjort noget. Hvad vidste han dog ikke; faktisk havde han ingen anelse. De fik dog ingen hvile, før de nåede læ; en grotte. Chrome stoppede ved indgangen, hvorimod den grå hoppe forsatte ind i mørket. Han vrikkede sine ører tilbage og skævede mod loften; han brød sig ikke om ideen, om at skulle søge derind, hvor himlen ej kunne ses over ham. Hans mening kom til syne i en sky af hvid ånde, da han fnøs; forsat blev han stående i indgangen og så efter hende.

Hvis dette var hvor hun ville søge ly, så ville han blive stående her, lade sin krop hvile et øjeblik, før han søgte videre mod læ, som faldt ham mere naturligt.

✕ ...but I do it in the best way ✕

[9]

[6]

I modsætning til Chrome, som blot blev stående i indgangen til den lille grotte, gik Mitis helt ind. Der få grader varmere, men den store forskel var at sneen ikke faldt, og vinden ikke hylede derinde. Det undrede Mitis grænseløst, hvorfor Chrome ikke gik ind. Hvis det var fordi han havde tænkt sig at gå, hvorfor så følge med hende hele denne vej, gennem sneen og vinden?
Hun fangede kort hans blik, hvorefter hun åbnede munden for at tale, men ikke en lyd kom over hendes læber. Hun havde faktisk ingenting at sige.
Men for at undgå at fremstå som en idiot, fandt hun blot hurtigt på nogen ord, der gav nogenlunde mening.

"Kommer du ikke ind?"

Spurgte hun, og slog blikket ned igen. Sneens hvide farve skar hende i de sarte øjne, nu hvor der var et dunkelt mørke inde i grotten. Det var ikke det lækreste sted at befinde sig, vand dryppede fra drypsten i loftet, og der lugtede fugtigt og indelukket, men det var bedre end ingenting. Selv ville Mitis foretrække læ fra træer, men dette var det bedste hun kunne få lige nu, og selvom hele situationen var en smule akavet, kunne hun godt tænke sig at have en at snakke med.

Wordcount: 206 | tag: Chrome

code by ♥