Strange Places [Daphne]

Strange Places

Sicarius bevægede sig let gennem skoven, ligeglad med frosten der dannede de smukkeste blomster og mønstre i græsset ved siden af ham. Solen var på vej op, og ville sikkert smelte skønheden, som aldrig ville vare ved. Andre ville måske af præcis den grund, stoppe op og nyde det pæne i verden, når den nu alligevel ville forsvinde efter kort tid. Dette gav tværtimod Sicarius en grund til ikke at lægge mærke til det. Så ville det vil bare gøre en form for ondt indeni når det smeltede. Nej, det var bedre bare at gå igennem livet uden at kigge på noget, aldrig at tænke på andre end sig selv. Så overlevede man længere, og man behøvede aldrig at føle sorg. Eller glæde. Det passede ham bedst, bare at føle ingenting.
Han satte i en let trav, og sørgede for at strække benene. Han buede nakken let, så halsen dannede en smuk bue, og hans mule næsten rørte bringen. Selvom han ikke selv skulle ligge mærke til skønheden omkirng ham, nød han at vise sig selv frem, omend det kun var for ham selv. Musklerne spillede tydeligt under hans tynde hud, dækket af et dejligt lag vinterpels. Han kunne ikke mærke kulden, og han nød det. Der var så koldt indeni ham i forvejen, og han havde ærligt talt ikke brugfor mere kulde. Hvis det var muligt.

Han kiggede sig lidt omkring, men han kiggede hun efter artsfæller. Hopper. Hingste var tit ligeså irriterende, bedrevidende, og arrogante som ham selv, og han hadede dem. Så ingen grund til nogensinde at snakke med dem. Hopperne derimod, var tit mere venlige, naive, og han nød at tvære dem ud, hakke ned på dem. Se hvordan deres øjne blev triste. Og når de ville gå, fik de ikke lov til det. Ikke så let, nej.

Wordcount: 302 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Endnu en dag væk fra Teylar. Eller væk og væk; så den lyse hoppeplag sig blot over skulderen en enkelt gang, så ville hun kunne se de ting, der markerede grænsen for hende. En bestemt busk. Et sjovt formet træ. En klynge sten ville også være synlige, hvis hun bevægede sig tilbage mod grænsen. Alt i alt, så var hun udenfor Teylars område, men ikke rigtigt borte; skulle der ske noget, ville det ikke tage hende lang tid at løbe tilbage til sikkerheden bag Brêgos beskyttelse og Leonoras varme. Ikke at hun havde den store sandsynlighed for at gøre det; hendes iver var ikke så eksplosiv som normalt, men manglen på frygt for det fremmede og ukendte blomstrede stadig lystigt i hendes indre lys. I teorien kunne enhver flå det op med roden og sende hende ind i virkelighedens mørke, men hvorfor ødelægge noget så ungt og uskyldigt?

De små hove bragte hurtigt Daphne ind blandt de store træer, som var tunge med sne på grund af årstiden. Sneen lå ikke så tungt på jorden herinde, som udenfor skoven, men alligevel kunne et væld af spor findes i det hvide dække. Nogle store, andre små. Nogle hovspor, andre fuglefødder. De vidnede alle om et væld af liv, men hun stoppede ikke for at studere dem; i stedet tilføjede hun blot sine egne med iver.

I en lysning var hun stoppet op. Det var ikke nogen stor lysning og den ville næppe være her for evigt, for den var blevet skabt af et væltet træ, som Daphne nu iagttog med stor nysgerrighed. Jorden havde tilsyneladende givet efter, for roden var blevet flået op. Hvorfor træet lå ned undrede hende; træer lå da normalt ikke ned? De stod op, store og stærke som støtter! I hvert fald havde hun aldrig set et træ som dette ligge ned; hun havde set nogle små være bøjet af vinden, men aldrig store som disse. Hendes tanker rendte af med hende, indtil lyden af tunge skridt fangede hendes opmærksomhed. Hun så sig over skulderen lige i tide til at se en grå hingst bryde ud i lysningen; prompte spidsede hun ører.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ
[JULEAFTEN]

Strange Places

Sicarius spidsede opmærksomt de dunede ører fremad, da en puslen i sneen kunne høres, som om et lille dyr, en hjort måske, tøffede uvidende rundt. Et væltet træ blokerede dog hans udsyn, så han kunne ikke med det samme se hvad det var der rumsterede rundt. Han fortsatte sin gang om bag træet, hvor et uventet syn mødte ham; en hoppeplag, cremefarvet broget, og med en køn krøllet hårpragt. Sicarius fnøs uhørligt. Sådan et lille uskyldigt og sukkersødt væsen vidste vel intet om de farer der lurede rundt omkring, og det undrede ham hvorfor en så ung sjæl bevægede sig rundt alene. Måske var den beskyttet af en flok, eller et fællesskab. Men hvilket vidste han ikke, da han ikke havde tilbragt ret lang tid i Andromeda.
Et køligt smil hang løst om hans læber, da han trådte frem foran den unge hoppe. Han var langt højere end hende, og han så langt ned på hendes blå øjne. Omtrent samme farve som hans egne, men hendes var ikke kølige og døde, nej, de sprudlede tværtimod af livsglæde. Han kunne mærke et lille stik i brystet, for noget indeni ham ønskede ikke at denne unge og endnu uskyldige sjæl skulle møde lige præcis ham, denne kolde vinterdag. Ønskede at hun skulle forblive uvidende om farene der lurer.

Wordcount: 206 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Hoppeplagen stod i stilhed mens den grå hingst bevægede sig rundt og træet, for derefter at gå frem mod hende. Alt hun gjorde var at se på ham med store øjne, for han så lidt underlig ud i hendes øjne; ikke på en dårlig måde, men han var meget fremmedartet. Da han stopppede foran hende og fnøs let, tiltede hun sit hoved på skrå, de blå øjne nysgerrigt rettet mod hende, mens lokkerne af krøllet hår lagde sig til siden. Et køligt smil omfavnede hans mule og hun svarede prompte med et af sine egne smil, som sprudlede af mindst lige så megen livsglæde som resten af hende. Halen slog et lystigt slag bag hende, inden hun trippede fremad.

"Hejhej!" Stemmen var lys og tydeligt meget ung, men dog ældre end hendes størrelse fik hende til at virke. Hun var kun lidt større end så mange yngre føl ville være, men hun var altså ikke desto mindre en plag. De dunede ører var rettet mod den grå hingst, inden hun løftede sig på bagbenene og duttede en hilsen på hans mule inden han kunne nå at trække sig bort.

Trods han var kølig, så opførte Daphne sig som hun altid gjorde; evigt venlig og sprudlende, klar til at møde dagen uanset om det regnede, sneede eller solen skinnede. Intet skulle holde hende fra at finde ud af, hvad der var omkring hende, eller fra at møde hvem end der betrådte den samme vej som hende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[1]

Strange Places

7

Da den unge hoppe begyndte at tale, gav han op på forhånd. Ikke noget han plejede at gøre, men han nægtede simpelthen at skulle være afvisende og ondskabsfuld overfor hende. Det fortjente hun dog ikke. Havde hun blot været nogen år ældre, havde det hele været anderledes, men hun var noget så lille, og noget så bedårende, det måtte han indrømme. Han fnøs næsten forskrækket, da hendes bløde mule rørte hans. Hvad havde den dog gang i? Var den da fuldkommen sindssyg? Dog følte han ikke at han kunne gøre noget mod cremekagen.
"Hej."
Hans hilsen var kort, mest fordi han ikke rigtig vidste hvordan han skulle reagere på den unge hoppe. Den var alt for uskyldig til at han kunne gøre den noget, eller tale nedladende til den, så han lod bare være med at gøre noget. Alt andet var på en måde mod hans natur, for han var ikke ligefrem en venlig hingst længere, og han var ikke sikker på om han overhovedet kunne være det, selvom han prøvede. Han bestemte sig for blot at være udtryksløs overfor den lille, for at skjule sin ellers meget åbenlyse forvirring, for hvordan skulle han dog tackle sådan en hest? Han betragtede blot fortsat undrende cremekagen, som den kiggede glad på ham. Sikke et mærkeligt væsen.

Wordcount: 215 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Ved hans hilsen lyste hendes smil blot endnu mere op og hun trippede let på stedet, hendes glæde gjort større ved, at han faktisk reagerede på hendes ord. Det glædede hende altid, når andre reagerede på det, hun gjorde; men dog ville det ej gøre hende noget, hvis de ikke gjorde, for hun vidste, at verden ej handlede helt om hende. I hvert fald ikke andres verden, selvom den sorte nogle gange kunne virke som om, at Daphnes verden var hendes verden. Det var lidt underligt efter hendes mening, men dog ikke noget hun havde noget imod!

"Hvorfor smiler du ikke?" Spørgsmålet kom helt og aldeles ud af det blå og den lyse hoppeplag kokkede let sit hoved til den anden side, efter at have leveret det. Det var nok ikke et klassisk spørgsmål, nogle kunne endda tage det som værende nedladende eller nok så frækt, men hun mente det så uskyldigt som man kunne. Hun holdt selv af at smile og var sjældent foruden et så, at andre gik rundt og manglede et kunne være forvirrende til tider. Der var jo massere, som man kunne smile over; der var sneen og frosten og den sorte og vejret, selvom vejret til tider ikke var helt så godt, som man måske gerne ville have det.

Inde Daphne havde set sig om, var hendes tanker løbet af med hende, men hun var dog ej så dybt i tanker, at hun helt forsvandt. Nej, den mindste lyd fra den grå hingst ville trække hende lige tilbage i nuet.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[10]

Strange Places

9

Undrende gloede den brogede på cremekagen. Hvad mente hun dog? Selvfølgelig smilede han ikke. Hvad var der dog at smile over? Hvordan i alverden havde hun dog tænkt sig at have at han skulle svare på den slags spørgsmål? Han var ej sikker på om hun blot nød at se ham forvirret, for hvis hun gjorde havde hun gjort det godt.
"Jeg har ikke rigtig noget at smile over."
Hvilket var sandt. Han havde faktisk overhovedet intet at smile over. Ikke engang at en legesyg hoppeplag havde bestemt sig for at lege med hans tanker. Det gjorde faktisk det modsatte, for han brød sig ikke om ikke at have kontrol over hvad der skete omkring ham, og normalt var det ham der styrede sit selskab. Denne hoppes adfærd var dog så anderledes, at han ikke vidste hvordan han skulle forholde sig til det. Det var sært, meget sært, og han forstod det ikke det mindste. Han ville ønske hun bare kunne gå, for han ville ikke bryde sig om at skade hende, eller tale ned til hende, når hun ikke havde gjort sig fortjent til det som så mange andre.

Wordcount: 190 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Det øjeblik hingsten åbnede munden vendte de blå øjne tilbage mod ham og de dunede ører blev spidset på ny. I stilhed lyttede hun, men da han var færdig mimrede hun let med mulen, mens hun tænkte over hans svar. Ingen grund til at smile? Skulle man have en grund til at smile? Ikke efter Daphnes mening, men så igen, hun smilte heller ikke altid. Hun smilte dog når andre var i nærheden, så hvorfor kunne han ikke gøre det samme?
"Kan du ikke smile uden at have en grund?" spurgte hun, hendes hoved tiltet let til siden mens hun så spørgende på ham. Han var underlig efter hendes mening, men underlig på den gode måde! Ikke underlig ligesom edderkopper... Edderkopper var bare underlige dyr på alle måder, selvom hun ikke havde set en levende endnu; den frosne, som den sorte havde vist hende, havde dog også været rigeligt. Otte underlige ben og ingen hals! Hvordan kunne et dyr se sådan ud?! Igen løb hendes tanker af med hende, men hun vrikkede med ørerne og fandt vejen tilbage til nuet, hvor hun fandt et smil frem til den skimle. Hvis han ikke kunne smile selv, så skulle hun nok smile for dem begge!

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[13]

Strange Places

12

Måske havde han formuleret det forkert for den cremefarvede, eller også var hun bare dum og barnlig. Sikkert en blanding af de to ting.
"Nøh, det er ikke fordi jeg som sådan ikke har en grund, det er mere at jeg nærmest har det modsatte af en grund til at smile. Og for mig virker det bare nytteløst. En mærkelig grimasse ville jeg nærmere kalde det."
Svarede han kort, og vendte blikket væk. Hvorfor kunne hun ikke bare gå? Hun var alt for mærkelig til at han kunne finde ud af at føre en normal samtale med hende, og hun var også alt for lille, både fysisk og psykisk. Hun havde sikkert også en hysterisk mor derude et sted, som snart ville kalde hende hjem, eller endenu værre, komme trampende og skælde ud på ham fordi han havde sagt et ord til hende. Han hadede mødre.

Han fæstnede igen blikket på cremekagen, som om muligt så ud til at smile endnu bredere end før. Hvad var hendes problem? Hun havde tydeligvis ingen grund til at smile, hvilket sikkert også var grunden til at hun havde kommenteret hvad han før havde sagt. Hun smilede bare. Uden grund, selvom der var rigeligt med grunde til ikke at smile. Foreksempel at hun ligenu stod og snakkede med en sur hingst som udviste absolut ingen interesse overfor hende, og sikkert blot så forvirret ud. Det var i hvert fald sådan han havde det.

Wordcount: 239 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne blev lidt betuttet over hans forklaring; hvorfor havde han en modsat grund til at smile? Og hvad var en modsat grund overhovedet? Hun havde misforstået hans mening, men alligevel ikke helt for hun forstod, at han åbenbart havde en grund til ikke at smile, men hvordan man kunne have det forvirrede hende lidt. Betød det, at han var ked af det? Hun kunne ikke rigtigt smile, når hun var ked af det i hvert fald; ikke at det var ofte, men hun havde prøvet det. Han så dog ikke ked af det ud, mere bare lidt gnaven måske. Men hvorfor var han gnaven?

"Smiler du ikke, fordi du er ked af det?" Måske kunne man godt være ked af det, uden rigtigt at se ked af det ud? Den sorte havde før sagt, at man godt kunne være ting, uden at vise det, selvom Daphne ikke helt forstod hvordan det kunne lade sig gøre. Hun var dog også meget simpel af natur egentligt; når hun følte noget, så viste hun det. Var hun vred, så så man det. Var hun ked af det, så følte man det. Sådan var det med alle følelser, der for nu var i hendes spektrum. En dag ville der måske komme nuancer, som man ikke kunne se, men for nu var det ikke tilfældet.
Igen tiltede hun sit hoved til den modsatte side, de blå øjne vendt mod ham, hvor hun villigt modtog hans sure blik. Det rørte hende ikke rigtigt, selvom det da var lidt underligt, at han så sådan på hende. Hun havde jo ikke gjort noget forkert, vel? Det var ikke ligesom når den sorte var blevet sur, fordi hun havde gjort noget galt. Ikke at den sorte rigtigt blev sur; hun blev mere bare bekymret, men der havde da været et hårdt blik en gang.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[14]

Strange Places

16

Han sendte cremekagen et kort smil, da det så ud som om hun om muligt blev endnu mere forvirret end ham. Når hun nu engang var en hoppe af så så meget livsglæde, kunne hun sikkert ikke helt fatte at han ikke kunne være noget nær lige så glad som hende.
"Jeg er ikke rigtig trist længere, men det er lidt kompliceret at skulle forklare. Det er lidt som om jeg ikke længere ser hvorfor man skulle smile over frosten på træerne om vinteren, eller solen i bladende om sommeren. Det betyder bare ikke ligeså meget længere, men jeg syntes du skal blive ved at smile ligeså meget som du gør nu."
Selvom hans svar sikkert var en smule deprimerende, så sagde han det med et let smil om læberne. Der var sandt det hele, for han kunne ikke lade være med at holde en lille smule af cremekagen.
Hun ville jo ikke ham noget ondt, og hvis hun måske bare var en smule mere flabet, eller overmodig, eller bare en hingst, så ville tingene måske være anderledes, men hun var så uskyldig, og hun vidste ikke bedre, så hvordan kunne han ikke bryde sig om den lille krøltop. Han nænnede ikke at spørge efter hendes navn, for han regnede ikke med at se hende igen, og hvis han spurgte ville hun måske se ham som en ven, og gå og kigge eller vente. Det ville han ikke have, for hun ville kigge forgæves. Ikke fordi han havde været overordentligt venlig mod hende, men det kunne sikkert være noget hun kunne finde på.

Wordcount: 263 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

At det var kompliceret forklarede intet for den lyse plag, for hendes sind var ikke udviklet nok til at kunne forstå ideen af, at ikke alting var simpelt eller umuligt. Der var ikke noget sted i midten for hende som det var nu. Da han nævnte frosten på træerne lyste hendes øjne dog næsten op i glæde; hun kunne selv meget godt lide frost og sne! Godt nok var det koldt, men det holdt hende ikke fra at finde det forbandet interessant og sjovt at tulle rundt i. Frosten var dog også bare en flot ting efter hendes mening; om morgenen glitrerede den og på træerne kunne den skabe sjove mønstre. Hvordan kunne man ikke smule over sådan noget længere? Hvordan var det muligt at miste lysten til det?

"Hvordan kan det ikke det? Hvordan kan du ikke smile over frost?" spurgte hun, uden tanke for hvorvidt han egentligt ønskede at forklare det. I teorien var det at bede ham om at forklare, hvorfor det var kompliceret, men for hende var det simpel nysgerrighed. Egentligt behøvede han jo heller ikke forklare det, blot sige noget. Måske kunne han bare ikke lide frost eller også havde han bare haft en dårlig oplevelse med det? Måske havde frost groet på ham engang! Daphne havde svært ved at forestille sig, at det var muligt, for den sorte sagde, at godt nok kunne det ligge på deres ryg og sidde i man såvel som hale, men det kunne ikke dække dem helt, for det var de for varme til.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[16]

Strange Places

20

Han mente selv at have forklaret sig selv så godt han kunne, men cremekagen så stadig ikke ud til at kunne forstå ham ordentligt. Han burde måske heller ikke have regnet med andet, for han kunne på ingen måde forlange at hun overhovedet skulle kunne tænke på samme måde som han. Faktisk var han glad for at hun ikke kunne, for hun fortjente det ikke, på nogen måde. Så derfor, skønt han ikke var en hingst der normalt gav op, stoppede ham blot med at få hende til at forstå. Det ville sikkert også bare gøre hende ked af det til sidst, og det ville han ikke have.
”Jeg ved det ikke. Men dig kan jeg måske godt smile over. Hvad er dit navn?”
Spurgte han, med en lille bitte smule varme i den ellers kølige stemme. En let glimten i hans øje fortalte hende at han intet ondt ville hende, og et skævt smil tog ligeså plads om hans læber. Det var godt nok imod hans normale personlighed, men han kunne godt ændre en lille smule på sig selv for hoppen her. Det fortjente hun nu alligevel, for at have mødt ham alene, og så alligevel holde humøret oppe. De fleste andre på hendes alder havde sikkert ønsket blot at gå, men hun havde direkte spurgt hvorfor han ikke smilte, og havde på den måde også fået ham selv til at stille spørgsmålstegn ved det.

Wordcount: 236 | Tagged: Daphne

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphnes smil vendte tilbage da han svarede hende. Han kunne ikke rigtigt forklare det, for han sagde han ikke vidste det (ideen om løgne var stadig fremmede for hende, så den vej gik hendes tanker ikke), men sagde dog at han godt kunne smile over hende! Hun nød at andre var glade omkring hende, hun levede næsten af deres glæde, så det øgede blot hendes gode humør. Ikke at hun var afhængig af andre, hvilket dette møde da også havde vist; hun kunne sagtens være glad, selvom alle omkring hende var negative. I en verden var evnen til at smile forsvandt, så ville hun sikkert være den sidste, der mistede den. Hvilket både var godt og dårligt, for det betød også at hendes fornemmelse for situationer ikke altid var helt god; noget kunne være trist, men hun ville automatisk lede efter det gode i det og ikke alle ville sætte pris på det.

"Daphne! Mor gav mig det!" svarede hun ivrigt. Hun vidste egentligt ikke om alle fik givet deres navn til dem af deres mor, men det var også ligeglad. Hun var glad for at have fået sit navn fra den sorte! Halen svirpede lystigt bag hende og hun trippede et par skridt på stedet, mens hun stadig så op på ham med et lysende smil. Lidt pludseligt puffede hun til hans mule næsten som for at være sikker på at han hørte hendes spørgsmål; hun ville ikke have, at han missede det, for det var vigtigt efter hendes mening! "Hvilket navn gav Mor dig?" At Mor ikke nødvendigvis betød hans mor tænkte hun ikke lige over, men den grå hingst burde være i stand til at fange ideen om, at hun ikke hentydede til sin egen mor, men til hans.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

[19]

Strange Places

32

Det skæve smil falmede let fra hans læber, ved hoppens næste spørgsmål. Hun kunne jo ikke gøre for at det bragte dårlige minder frem – Sicarius var jo ej det navn hans moder havde givet ham, men Windrunner. Han brugte bare ikke mere, nu hvor Sicarius var blevet hans rigtige navn. Han havde ikke selv valgt det, men gennem sine år som kavalerihest havde det hægtet sig godt fast.
”Daphne, det er i særdeleshed et smukt navn. Min mor gav mig navnet Windrunner, men det er ej længere mit navn. Jeg er Sicarius.”
Svarede han hende, og håbede at hun ikke så at smilet der nu boede om hans læber var påtaget for ikke at vise den unge hoppe at hendes spørgsmål havde bragt minder til live han helst blot ville glemme alt omkring. Tiden i krigen var jo for længst bag ham, og fra hvad han havde set var der ingen mennesker i Andromeda, hvilket han var meget taknemmelig for. Han hadede dem, og ville intet have noget med dem at gøre, her eller i nogen anden verden. Han håbede at dette ville blive den verden han ville blive i, for han ønskede ikke forvirringen eller panikken ved at blive flyttet endnu engang.

Wordcount: 203 | Tagged: Daphne